Family matters

[Gwendoline Granger-Weasley]

Tråden er tilegnet Lydia Weasley-Lupin

OUTFIT

---

Det havde været med et smil på de let rosa farvede læber at Gwen var gået ned af trappen til salen og der havde delt øjenkontakt med hendes date til aftens anledning: yuleballet. Oprindeligt havde den rødhårede heks ikke gået op i det, det at finde en date, hvilken kjole hun skulle have på eller hvordan hendes hår skulle sidde. Men invitationen der var kommet fra medløven Archibald J. W. Windsor efter de havde haft en mindre debat den sene nat i slutningen af November havde åbenbart ændret det hele. Mormor Hermione havde hjulpet med kjole, hår og sminke - ja, alt, og Gwen var endt ud med at være mere end tilfreds og ikke mindst håbet at prinsen havde følt ligedan.
Der var blevet danset, spist, snakket og ikke mindst grinet, hvorpå den unge heks flere gange fanget sig selv i at nyde medløvens selskab lidt for meget - i hvert fald i følge hende selv. Som fokusset var gledet udover storsalen havde de olivengrønne øjne dog fanget et bekendtansigt. ,,Jeg kommer lige om lidt", havde hun informeret Archi, hvorefter hun målrettet var vandret tværs igennem salen og hen mod en anden rødtop. ,,Kusine", lød det muntert fra Gwen, hvorefter hun sekunder efter omfavnede grandkusinen i et hjertevarmt kram. ,,Hvor ser du godt ud", komplimenterede hun og kunne ikke helt lade være med at fange en rød tot fra kusinens hoved og lade fingrene blidt følge den til der ikke var mere hår. ,,Nyder du festlighederne?"

[Lydia Weasley-Lupin]

Outfit

Lydia havde ikke fundet nogen date til yuleballet, men det var egentlig okay. Det var måske også lidt hendes egen skyld, fordi hendes tanker havde kredset om fyren i boghandlen. Horace... Hun håbede på at se ham igen engang, men det måtte tiden vel vise. Lige nu galt det yuleballet inden ferien. Hun havde fået lov til at låne en af Victorys gamle kjoler, som hun altid godt havde kunnet lide og perlekæden om halsen var en Fleur havde fået lavet af perler der var fundet ved muslingehuset. 
Som Lydia trådte ind i storsalen blev hun et øjeblik overvældet af hele udsmykningen. Der var simpelthen så smukt. Det var utroligt hvordan de hvert år kunne gøre så meget ud af det. Der var dog ikke lang tid til at nyde syne, da hun snart hørte sin grandkusine tiltale hende og kort efter fik hun også et kram, som selvfølgelig blev gengældt med varme følelser. Da hun slap den anden pige igen kiggede hun smilende op og ned af hende. De havde slet ikke nået at ses i opholdsstuen får festlighederne, men nu kunne Lydia se hvor smuk sin kusine var. "Wauw du ser heller ikke værst ud! Hvor er du smuk." Gwen havde en helt anden ynde over sig end den Lydia selv besad. Det var måske underligt, når man tænkte over hvilke grene af familien de hver kom fra, men i sidste ende lignede Lydia nok bare mest sin far og far mor.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Tænderne blev blottet i smilet som det voksede som Lydia smed komplimenten tilbage. Hvem elskede ikke at få komplimenter? Gwen havde i hvert fald intet imod at tage imod dem, og det havde hun bestemt heller intet imod at vise. ,,Kom", lød det med muntert, samtidigt som hun greb om kusinens hånd for så glædeligt at føre dem lidt væk fra midten så de ikke stod i vejen for hvem end der stadigvæk havde mod på at danse rundt. Kort tid efter stoppede hun og vendte lynhurtigt fokusset om og greb der om den anden hånd, som var hun helt op at køre, hvilket hun vel i bund og grund var. ,,Nyder du festlighederne? Og hvor er din date?" Det sidste blev spurgt med en lille nysgerrig undertone kombineret med noget dril, udelukkende fordi Gwen gik med forestillingen om at Lydia havde fundet en date til yuleballet. Hvem ville nemlig ikke følges med hende?

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var med god og positiv stemning at Lydia lod Gwen trække afsted med sig. Nok var de kun grandkusiner, men Gwen havde altid haft en lidt særlig plads hos Lydia. Hun var bare den Weasley som næst efter sin storebror, var Lydias favorit. Det sagde hun dog ikke til nogen, men altså Gwen virkede bare til at have alt det som Lydia gerne ville, ikke sådan af materielle ting, mere bare sådan Åndelige (?) Faktisk var Lydia ikke helt sikker på hvad det var, men det var også lige meget, hun ville aldrig indrømme det, hvis nogen spurgte hende. Spørgsmålet der snart blev stillet fik dog Lydia til at trække sig lidt. "Jeg har ingen date. Jeeeg... har muligvis haft tankerne et andet sted, og ingen har spurgt mig faktisk." Egentlig var det nok også okay. Selvfølgelig ville hun da gerne være fulgtes med en eller anden, men hun ville nok også bare have haft dårlig samvittighed med det, fordi hendes tanker var hos Horace, fra boghandleren. "Men derfor nyder jeg nu stadig aftenen. Du må bestemt også nyde det, med hvad jeg har set." slog hun fast og grinede så til kusinen.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Ganske kort forsvandt det store smil på læberne som Lydia gav til kende at hun ingen date havde og i samme brøkdel nåede Gwen at tænke at der var noget galt med deres generation af hankøn. Dog var smilet lige så hurtigt tilbage, og omend ikke større end før, som kusinen afslørede det hun gjorde; Der var én. ,,Åhh Lydia! Hvem? Kender jeg ham?" Spurgte den rødhårede heks, lynhurtigt, faktisk næsten i munden på Lydia inden hun formåede at færdiggøre sætningen. Hvem var han, hvilken årgang, hvilket kollegium? På intet tidspunkt tænkte Gwen at den mulige fyr slet ikke gik på Hogwarts, hvilket hovedsageligt var med begrundelsen at det ikke slog Gwen at Lydia gik efter eller faldt for ældre fyre.
Det varmede dog den unge heks' hjerte at høre at Lydia stadigvæk nød aftenen trods den manglende date. Nogle var flove over at møde op alene. Personligt havde Gwen været ligeglad, men skulle sandheden frem så havde hun nydt tiden med hendes date, faktisk var Archi slet ikke så slem som alle gik rundt og troede, jovist havde han sommetider et attitudeproblem, men… havde alle ikke det? ,,Ummh!" Lød det, som hun samtidigt lavede en lille grimasse. ,,Det var spontant. Slet ikke planlagt", afslørede hun og skævede sig derefter over skulderen og hen i retningen hvor Archi var. ,, - men han er god nok, når man lige lærer ham at kende", forsatte hun og kunne ikke helt lade være med at smile lidt for sig selv - og dertil tænke for sig selv at han havde de flotteste øjne. ,,Men! Nok om ham, jeg vil høre ALT om din fyr!" Skyndte Gwen sig i stedet og vendte atter ansigtet mod kusinen.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var som om Gwen hørte sin helt egen version af, hvad Lydia egentlig sagde. Det var hvert fald nogle vanvittige konklusioner hun gjorde sig, også selvom Lydia ikke helt ville være ved det. Hun havde jo kun snakket med Horace nogle få gange. Alligevel afslørede hendes blussende kinder, smilet og de forelskede øjne nok, at kusinen havde ramt lige på sømmet. ”Hmm måske kender du ham. Han hedder Horace, han… gik på skolen for nogle år siden. Han hjalp mig med at finde en bog til Remus” hun smilede lidt og havde det fint nok med lige nu ikke at give for mange detaljer, hun ville først tjekke hvad Kusinen syntes om det ved at hun havde forelsket sig i en ældre fyr. Lydia ville dog hellere snakke om kusinens date, som faktisk var der, også selvom Gwen fortalte at det bare var spontant. Hun skævede i retningen af Archi for lige at se på ham. ”Han ser nu ellers meget pæn ud, er han sød?” spurgte hun så. I sidste ende var det jo nok vigtigere end, hvordan han så ud. Det var dog ikke meget de fik lov at tale om Archi før Gwen ville høre videre om Horace. ”men hvad vil du gerne vide?” Det var ikke fordi Lydia ikke ville fortælle det, hun vidste bare ikke hvad der mere var at sige.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Gwen var ikke i nærheden af at være ekspert på emnet romantik, tværtimod var hun næppe kvinden man skulle komme til hvis man havde spørgsmål eller behov for vejledning. Hun havde levet livet som en fri fugl i alle hendes år og ikke været forelsket før; selv endda hendes første kys havde været noget der bare skulle overstås, og kun fordi alle andre gjorde det og havde sagt hvor godt det var, hvorpå den rødhårede heks var blevet svært skuffet.
,,Horace? Hmm" Gentog hun, i første omgang lige for at tygge på navnet og deraf skimte hendes fiktive billedebog igennem. ,,Jeg syntes at navnet lyder bekendt..", tyggede hun videre, lige indtil et mindre lys gik op for hende, hvilket Lydia næsten måtte se, da Gwen lyste helt op fra det ene sekund til det andet. ,,Vent… Ham fyren fra boghandlen? Som mange af pigerne taler om?" Det var godt at salen var proppet med mennesker og at der samtidigt var musik i baggrunden, da Gwen nok ellers havde fået alles opmærksomhed. ,,Ohh Lydia!" Skreg hun næsten op, hvorefter hun sprang hen og krammede kusinen og så trådte tilbage med det største smil på læberne. Kusinen var dog hurtig til at køre videre på Archi-delen, hvilket selvfølgelig også var fair, nu hvor Gwen selv druknede i nysgerrighed omkring Horace. ,,Altså.. Han er meget sød, sødere end jeg regnede med... Men jeg hjælper ham bare, intet mere", forsikrede hun, eller det prøvede hun i hvert fald. Smilet på læberne indikerede måske lidt mere, men der levede Gwen tydeligvis også i benægtelse. ,,Men Horace..! Ummh. Altså, hvordan skete det? Sådan helt præcist?"

[Lydia Weasley-Lupin]

Det varikke fordi Lydia var en enspænder på nogen måde, men altså hun havde ikke behov for at følge strømmen bare for at være inde i varmen. Derfor havde hun også meget sine egne holdninger og meninger, så da Kusinen begyndte at råbe op om Horace, tyssede hun omgående på hende. Heldigvis var musikken for høj til ellers at skabe opmærksomhed, men det var  da alt for meget at gå sådan amok. Jep Horace fra boghandlen. Der var hvert fald nogen piger der stod og hviskede om ham, tror jeg." Hun kløede sig lidt i håret uden at være helt sikker. Altså, han var jo sådan set "bare" en fyr. Hun kunne da godt se at han så godt ud og var virkelig flink, men hun ville nok aldrig blive typen der hviskede om folk på den måde, det virkede egentlig en smule akavet. "Altså jeg skulle bare finde en gave til Remus, så jeg prøvede i boghandlen. Horace var på arbejde, og da jeg ikke kunne finde den bog jeg ledte efter fik jeg hjælp af ham. De havde ikke bogen, men så tilbød han at jeg kunne få hans eksemplar, da han alligevel ikke brugte den." Jo okay det ville så være en brugt udgave, men altså det var jo ikke ligefrem nyt i weasley -familie med brugte ting, og bogen havde intet fejlet. "Han ville intet have for den, hvilket jeg mente var forkert, så jeg inviterede ham på varm kakao." Det havde vel egentlig været en date, det var hvert fald sådan hun valgte at se på det. Lydia var normalt ikke en der datede meget, men på dette skoleår havde hun alligevel været på date med to forskellige fyre allerede. Alligevel følte hun at kusinen havde lidt mere styr på det med fyre, hvilket også var grund for at hun spidsede ører, da hun begyndte at snakke videre om Archi. "Hvad hjælper du ham med?" Spurgte hun så nysgerrigt.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Gwen reagerede hurtigt som kusinen tyssede, men hun kunne samtidigt heller ikke lade være med at sende et mindre drillende grin i medløvindens retning. Hvorfor var Lydia ikke ligeså meget oppe at køre over det som Gwen var? Halvdelen af skolens piger, hvis ikke flere, snakkede om ham, og af de ældre og dem som ikke var så uskyldige, delte glædeligt hvad de ønskede at han gjorde ved dem, hvor Lydia, en pige med ingen hensigter, bare var dukket op og pludselig havde fået en date med ham.
Smilet blev også kun hængende som kusinen begyndte at fortælle, og som et ivrigt barn, nikkede Gwen adskillige gange til det hun fik fortalt. ,,Ejjj Lydia", lød det, denne gang noget lavere end før. ,,Det lyder jo næsten for godt til at være sandt", tilføjede hun bagefter og gjorde der intet for at skjule den glæde det bragte at høre disse ''nyheder''. ,,Men jeg er så glad for det, jeg er så glad på dine vegne. Og er han lige så betaget af dit smukke hår som jeg er?" Igen fangede Gwen sig selv i at pille forsigtigt ved en af Lydias totter. Selvom de begge havde Weasley blod i årerne, så var de to hekse så forskellige, og på alle mulige måder faktisk. Gwen havde flere gange hørt at hun havde arvet hendes mormor Hermiones hår, men farven var klart fra Ron. Og selvom Gwen elskede det store vilde hår, så var hun altid så betaget af kusines noget mere tæmmede slange krøller. ,,Og altså… - " Forsigtigt slap hun totten og smilet der førhen havde været kæmpestort, blev en anelse mindre. Gwen var bestemt ikke flov over at havde sagt ja, hverken til at følges med Prinsen eller at hjælpe ham, nej det handlede nok nærmere om at når tankerne røg over på Archi, så blev hun lidt mere varm i hele kroppen. ,, - han er ikke helt vildt god til at styre sin magi, og så er han virkelig ikke klog på det magiske samfund", det sidste blev sagt med et lille grin. Han var heldigvis lærenem.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia var ikke helt kornfontabel i de mange spørgsmål og den noget ivrige kusine. Ikke på denne måde hvert fald. Egentlig elskede Lydia jo at tale om drenge og kærlighed og den slags, men dette her var pludselig meget mere seriøst, hvilket hun ikke var helt sikker på. "Det var ikke ligefrem fordi jeg planlagde det. Jeg skulle jo bare købe en bog." forklarede hun så roligt og prøvede dermed at bagatellisere det lidt. Hun kunne godt mærke kusinen være helt oppe at køre og havde da også bidt mærke i flere andre, som havde snakket om Horace fra boghandlen. Det var ærligt ikke den form for opmærksomhed hun havde regnet med, da hun var gået ind i boghandlen. 
Lydia måtte da også rømme sig og se lidt flovt ned i gulvet, som Gwen nævnte hendes hår. Hun kløede sig lidt i nakken og skævede så op på hende. "tjo altså... Han øhm... Han har ikke rigtig set det. Jeg kom til at ændre hårfarve til brun som han virkede til at øge interessen for mig. Han skulle ikke vide, at jeg er en Weasley, når ikke jeg havde råd til den bog jeg gerne ville have..." Lydia kom ikke fra den rigeste familie, ikke at de var fattige og manglede noget, men de havde bestemt heller ikke råd til alt, og Lydia havde ikke haft råd til den bog og drager hun egentlig havde været ude efter. Mens Gwen mindede mest om sin mormor Hermione, havde Lydia helt tydelige tegn fra sin fars familie i form af den humørsvingende metamorphiusmagi, som hun ikke altid kunne styre. Hun ønskede sådan at have mødt sin farmor Tonks i håb om at lære noget af hende, men hun var død i anden troldmandskrig , hvilket derfor ikke var en mulighed.
Lydia lyttede interesseret som Kusinen fortalte videre om den unge kronprins, der gik på skolen. "sååh... kan du lide ham?" lød det så drillende fra hende. 

[Gwendoline Granger-Weasley]

Smilet blev en anelse mindre og let tippede Gwen hovedet som hun betragtede Lydia. Lydia, den ydmygende - en tanke der ganske kort igen fik heksen til at sende et mindre tandpastasmil i kusinens retning. Gwen kunne så godt lide Lydia, og sommetider ønskede Gwen at Lydia selv kunne se hvor god hun i virkeligheden var..
Smilet blev dog hurtigt erstattet af en lille overrasket mine. Dertil fløj begge bryn i vejret og i et split sekund lignede det at de grønlige øjne nedstirrede Lydia på det groveste som hun genovervejede hele situationen. ,,Lydia…" lød det dæmpet fra Gwen, samtidigt som hun roligt fiskede ud og fangede kusinens hånd. Let lod hun tommelfingeren kærtegne håndryggen. ,,.. Du skal ikke være flov over hvem du er.. Jeg ved at der er flere ting der spiller ind her, men… du siger at han allerede begyndte at vise interesse da du havde rødt hår? Hvorfor så pludselig ændre det?" Sagt med et mindre forstående smil, håbede Gwen virkelig at Lydia tog ordene til sig; hun skulle ikke skjule sig selv, og bestemt ikke for en fyr - hun skulle være stolt af at være en Weasley.
,,Og ømh.…altså", ikke helt forberedt på dét spørgsmål, kikkede Gwen pludselig fra side til side, som ville hun sikre sig at Archi ikke var der. ,,Lide ham?" Gentog hun i et lille grin. ,,- Altså, du mener, som i lide-lide ham? Neej, altså.. Det… det.. det ved jeg ikke? Det betyder heller ikke noget… Han er en Prins, det ville aldrig komme til at fungere...", det gjorde ærligtalt lidt ondt at sige højt, men det var jo sandheden.

[Lydia Weasley-Lupin]

Set i bakspejlet var det ikke den bedste samtale hun havde haft med Horace, og nu hvor hun skulle genfortælle den for Gwen havde hun det mindre rart med det. ”Han øhm… Han kan ikke lide os.. Weasleyer. Det lød på ham som om han aldrig ville være sammen med en Weasley.” hun sukkede trist og så over på kusinen. Det var så uretfærdigt det hele. ”Jeg burde slet ikke tænke på ham, men… åh Gwen! Han spiller guitar og synger sine egne sange. Nogen gange spiller han også klaver. Og han var virkelig en gentleman der holdt døren for mig og alt muligt.” Hun havde virkelig ikke lydt til at bryde kontakten med Horace. Han var så rar at snakke med og hun håbede sådan på at det kunne udvikle sig til mere. Det ville hun elske.
Hun lyttede samtidig til kusinens hjertekvaler og sendte hende et venskabeligt smil. ”hvad så hvis han er prins. Du er en af de sejeste jeg kender. Lad ikke hans titel holde dig tilbage.”

[Gwendoline Granger-Weasley]

Forsat lod Gwen tommelfingeren stryge henover Lydias håndryg som hun lyttede. Det virkede umuligt at holde smilet oppe, mest af alt fordi Gwen tydeligt så hvordan det påvirkede kusinen. Det lykkedes dog løvinden og smilet blev da også en anelse større da Lydia helt opgivende og drømmende kørte videre ,,Åh Lydia altså… Du er i sandheden blevet ramt hårdt" Gwen ville mere end noget andet gerne komme med et godt kærlighedsråd, men tidspunktet var bare ikke det rette, hun bøvlede selv med kærlighedslivet.
En lille svag og ydmyg latter lød fra den rødhårede heks som Lydia både sagde skid hul i Archis status og samtidigt komplimenterede hende. ,,Haha tak. Jeg prøver i hvert fald..", lød det roligt fra hende. Derefter slap Gwen Lydias hånd og rettede derefter en forvildet pandetot på kusinen. Hun ville væk fra Archi-emnet og hellere fokusere på Lydia og hendes ''Prince Charming''. ,,Jeg syntes at, inden du måske tager nogle forhastede beslutninger, at du burde lære ham lidt bedre at kende. Måske lægger landet slet ikke som du tror, måske er det i virkeligheden bare en stor misforståelse?"

[Lydia Weasley-Lupin]

På flere områder virkede Gwen mere erfaren end Lydia følte sig, var det ikke også altid lettere at komme med råd og vejledning, når man ikke selv havde følelser i klemme? Netop grundet de fastklemte følelser, satte Lydia stor pris på at kusinen stod og strøg hende over hånden. Den meget simple bevægelse var nok til at give Lydia noget helt konkret at fokusere på, så hun ikke mistede fatningen 100%.
Alligevel var det nu ret svært for Lydia, men kusinen havde helt sikkert ret. Hun var i sandhed hårdt ramt. Hvorfor hun heller ikke troede på Gwens ord. ”Hvorfor skulle han lyve om sine holdninger? Det var ikke en misforståelse. Hvem skulle sige at de ikke kan lide en familie, og så det ikke passer?” Okay sandt at sige, var det jo netop hvad hun selv havde gjort den dag med Horace, men det var jo noget andet. Var det ikke? Kunne Gwen måske alligevel have ret?

[Gwendoline Granger-Weasley]

Det lille smil forblev hængende som Lydia luftede sine tanker. De bekymrende ord fandt den rødhårede heks ikke underholdende, det hele bundede vel ud i at Gwen stadigvæk var en smule glad på Lydias vegne, på trods af hvordan det hele var sket. Det var dog heller ikke helt utænkeligt at hun fandt det en smule komisk som Lydias sidste ord gav genlyd, en ting hun snildt kunne havde pointet. Gwen lod det dog hænge og betragtede ellers kusinen i nogle tavse sekunder som hun samtidigt overvejede hendes næste ord. ,,Jeg ved at det lyder tosset… men Lydia… nogle gange gør vi bare ting uden at det giver helt mening. Som jeg sagde: prøv at ses med ham igen, okay?"
,,..Jeg tror at jeg vil finde min date, inden han ender med at gøre et eller andet dumt", sagt med et lille grin, sendte Gwen alligevel Lydia et lidt mere seriøst smil. ,,Men op med hovedet, og husk at jeg altid er her, også hvis han skal have nogle bank", et frisk blink blev sendt i kusinen retning.