So we're looking for an insect-rabbit hybrid?

[Deleted]

Evanna Brown

De Tre Koste

December 2056

Påklædning

---

Naomi havde aftalt at skulle mødes med sin meget tætte veninde Evanna her inden jul. Dette var den eneste dag de begge kunne finde tid i deres travle kalendre, da de begge nærmest levede for deres jobs. Naomi havde fundet et hyggeligt lille bor i hjørnet af De Tre Koste ved vinduet hvor hun kunne sidde og holde øje med veninden, hvis altså hun kom fra den vinkel. 
Hun ville vente med at bestille til hun var kommet hvilket hun nok ville gøre meget snart. Naomi havde det altid lidt svært op til jul, da det var den årstid hun følte sig mest alene. Hun havde da mange der tilbød at hun kunne fejre jul hos dem, men hun brød sig ikke om at trænge sig på.
Let trommede hun de lange polerede negle over bordpladen, en vane hun havde tillagt sig når hun sad og ventede.

[Evanna Brown]

Evanna var gået i stå få meter fra De Tre Koste, hvor hun skulle mødes med sin dejlige veninde, Naomi, fordi en ældre dame havde spurgt om vej. Hendes gode hjerte havde ikke kunne bæger den stakkels dårlig-gående dame og havde derfor taget sig god tid til hende. Hun fik derfor lidt ekstra travlt, da hun så på sit ur. Det lignede ellers ikke hende at komme for sent. I halvt løb, bevægede hun sig de sidste meter, og trådte ind i krostuen.
Blikket skannede hurtigt rummet, for veninden, mens hænderne blev gnubbet mod hinanden i et desperat forsøg på, at finde en smule varme til dem. Hun smilede let, da hendes blik fandt Naomi og retningen blev nu sat mod veninden. "Hej, undskyld jeg kommer forsent, der var en ældre dame, som ikke kunne finde vej," undskyldte hun, på trods af at der måske var tale om to minutters forsinkelse. Hun trak sin jakke, halstørklæde og hue af, før hun gav sin veninde et kram. "Hvordan går det?" spurgte hun med et let smil og satte sig på stolen overfor veninden.

Outfit

[Deleted]

Naomi smilede og rejste sig op for at modtage veninden i et varmt kram. ”Det gør ingenting, jeg håber du fik sendt hende i den rigtige retning.” Smilede hun forstående. “Hvor er det bare dejligt at se dig!” Tilføjede hun så og smilede stort før hun atter satte sig ned og ventede på at veninden fik bakset overtøjet af. Herefter forsatte hun med at svare på spørgsmålet der var blevet hende stillet.
”Jamen det går godt. Men jeg har travlt med at få de sidste ting på plads efter flytningen.” Indrømmede hun. For en lille uges tid siden havde hun fået solgt sit barndomshjem -forældrenes store hus, og var flyttet i noget mindre, ikke at hun ikke havde råd til at blive boende, men det store hus havde blot virket endnu tommere fordi hun ikke kunne fylde det ud, og hun havde nok aldrig helt følt sig hjemme efter forældrenes død. Det havde været på tide at komme videre. ”Fønixengen er et skønt sted, byen er ikke så stor, men der ligger et kloster i nærheden så jeg kan fastholde min tradition.” Hun gik ud fra at veninden godt vidste at hun snakkede om at gå ind i kirken og tænde lys for sine forældre som hun gjorde et par gange om måneden normalt.

[Evanna Brown]

Evanna smilede stort til sin veninde, "Det håber jeg også," svarede hun og kløede sig lidt i nakken. "Åh i lige måde, søde! Det er alt for længe siden," lød det blidt fra hende, som langt om længe fik bakset overtøjet af og sat sig. Hun var heldigvis ikke øm mere, efter operationen, som havde fjernet det foster der havde siddet uden for hendes livmoder, men hun måtte stadig ikke løfte mere end ti kilo eller på andre måde overbelaste sin bækkenbund.
Hun så undskyldende på Naomi, "Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke har været til nogen hjælp med din flytning. Det må virkelig ikke have været nemt for dig," hendes toneleje matchede med det blik hun sendte. Hun ville så gerne have hjulpet Naomi med, at komme på plads eller bare have været der for sin veninde, i den tid som hun kun kunne forestille sig, måtte være urimelig hård og smertefuld, men hun havde selv været en del igennem og Charles havde nærmest tigget og bedt hende om, at tage den med ro, så der ikke skete hende mere, end der allerede var. Hun lagde en hånd for sit hjerte, "Åh, hvor er det bare dejligt at høre. Jeg må snart tage mig sammen og komme og se din lejlighed," smilede hun. Hun havde altid været god til at lægge sin egen smerte væk og være der for andre i stedet for.

[Deleted]

Naomi så lidt frem for sig, "ellers render der bare en forvildet gammel dame rundt ude i kulden nu." Sagde hun drillende, både hende selv og Evanna var begge typer der gjorde alt for at hjælpe folk, men hun kunne alligevel ikke lade være med at drille lidt.
Hun rystede let på hovedet af venindens undskyldning, "det skal du altså ikke tænke på, du har selv haft rigeligt at tænke på." Sagde hun mildt. Evanna og hun havde snakket om alt det der var sket med barnet og den slags og Naomi var fuldt forstående over at Evanna ikke havde haft mulighed eller overdskud til at hjælpe. "Det var bare ved at være på tide at komme videre." Sagde hun stille, men varmt. Selvom det var en del år siden hun mistede sine forældre havde det selvfølglige stadigvæk været hårdt at sælge sit barndomshjem. "Og du skal været meget velkommen til at komme og se mit lille søde hus." Rettede hun hende og blinkede. "Det er nu også en skøn lille by selvom den ikke er så stor, og der bor nogle interessante mennekser." Eller det var nu mere ét interessant menneske, en person som Naomis hjerte allerede blødte lidt for. Ikke på romantisk vis, men hun havde så ondt af ham og havde lidt gjort det til sin egen personlige mission at sprede lidt lys i hans liv som set med hendes øjne virkede trist og uværdigt. Hun blev atter nærværende som tankerne kort havde hvilet ved @talon.
Tjeneren kom hen og Naomi bestilte hurtigt en kop te.

[Evanna Brown]

Evanna satte en hånd for sin brystkasse, hvor hendes hjerte bankede bag, "Eeej, det må du ikke engang joke med," lo hun mildt, da hun godt vidste det var ment i sjov, men hendes hjerte kunne dårligt bæger tanken. Stakkels ældre dame. Hun indrømmede gerne, at det var svært at grine for tiden, men hun prøvede virkelig at holde humøret oppe, om ikke andet så for Charles' skyld også. De havde virkelig glædet sig til, at skulle være forældre sammen, men nu var deres muligheder for denne skæbne reduceret med over 50 procent. "Men jeg har det fint nu, så nu kan jeg hjælpe," sagde hun optimistisk og smilede til sin veninde. Evanna bed sig svagt i læben, "Men det er også okay, at bede om hjælp og have dårlige dage," sagde hun i et forsøg på at støtte sin veninde, så meget det var hende menneskeligt muligt. På den måde havde Evanna det nok lidt nemmere. Hun havde aldrig mødt sine biologiske forældre, så hun kunne jo ikke savne nogle hun aldrig havde mødt. Hun vidste intet om sine rødder, foruden at hun var fra Israel, hun havde ikke været mere end helt halvt år, da familien Brown havde adopteret hende. Hun grinte let og skød hænderne i vejret, som hvis Naomi havde holdt sin tryllestav mod hende, "Hus, hus, selvfølgelig, hus," rettede hun sig selv og lo mildt, mens hun lod hænderne falde igen. "Se lige dig. Har du allerede fået venner?" spurgte hun, før de blev afbrudt af tjeneren, hvortil Evanna bestilte sig en chai latte.

[Deleted]

Den eneste grund til at Naomi godt tude drille venidnen lidt med det, var fordi at hun vidste at hun selv ville have det på præcis samme måde. Hun elskede at hjælpe folk. ”Sorry, jeg kunne simpelthen ikke lade være.” Undskyldte hun i et mildt grin.
Naomi rakte let ind over bordet og greb venindens hånd i sin for at give den et kort klem. ”Jeg er glad for at jeg har dig.” Sagde hun så ærligt, ”men du skal virkelig ikke tænke på det, nu skal I to bare ovenpå igen.” På den anden side ville hun også være forstående overfor hvis Evanna måske bare havde brug for at komme lidt ud og tænke på noget andet. Hun slap atter venindens hånd og lo med hende som hun rettede sig selv på Naomis påstand. ”Det var bedre,” jokede hun og ventede til tjeneren atter var væk med at svare på venindens spørgsmål.
”Jah...eller nej….jeg ved det ikke helt, det er lidt svært.” Indrømmede hun. Man kunne vel ikke kalde det hun og Talon havde et venskab. Ikke endnu i hvert fald, men hun var fast besluttet på at kæmpe for det, for han virkede virkelig som en der godt kunne bruge nogle lyspunkter i sit liv, og af en eller anden årsag, formåede han også bare at få et smil frem på hendes læber , selv nu hvor tanken om ham strejfede hende. ”Der er denne her fyr,” hun vidste godt hvordan det lød og forberedte sig allerede mentalt på venindens reaktion.

[Evanna Brown]

Evanna grinte let, "Det okay, mit hjerte er bare knust fra nu af og resten af mit liv," drillede hun venligt tilbage. Hun elskede at bruge tid sammen med Naomi og vide, hun ikke blev dømt for sit til tider for gode hjerte. Hun ville helst se positivt på alt og se det gode i alle mennesker.
Et blidt blik meldte sig i hendes blå øjne, som hun mærkede klemmet om sin hånd og gav et blidt et igen. "I lige måde," sagde hun oprigtigt med et varmt smil over sine læber. Hun nikkede lidt, "Vi klare os. Healerne sagde, at min krop udstødte ægget, fordi det sad uden for min livmoder, så det ville aldrig have været blevet til et barn," forklare hun, selvom det selvfølgelig ikke gjorde sorgen mindre, for de havde jo glædet sig noget så inderligt, at skulle være forældre, men så snart de var klar igen, så ville de prøve igen. Hun jo mildt.
Hun rynkede let på panden, "Svært? Er der noget galt da?" spurgte hun blidt og tog en tår af sin kop. Hun ville altid gerne lytte til sin veninde og hun ville også hellere end gerne, komme med råd til hende, problemet var bare, at Evanna selv ikke havde den helt store erfaring, når det kom til det modsatte køn. Hun havde haft to kærester i hele sit liv og den ene af dem, var ham hun var sammen med nu. Som selvfølgelig også lige var hendes eks-kærestes ven, så den var ikke helt god. Et drilsk smil meldte sig på hendes læber. "En fyr siger du? Og et smil på dine læber. Hvem er han? Hvad hedder han? Hvor gammel er han?" spurgte hun nyserrigt, mens smilet voksede.

[Deleted]

Naomi kunne ikke lade være med at le mildt over venindens dramatiske klage. "Hvad kan jeg sige? Jeg er et foragteligt menneske." Jokede hun videre og sukkede dramatisk og på bedste skuespiller maner.
Udtrykket blev dog hurtigt mere alvorligt og oprigtigt trist da hun snakkede om det tabte barn. Hun nikkede forstående, "okay, men det er en hård omgang at gennemgå, jeg kan slet ikke forstille mig hvordan jeg ville have taget det." Indrømmede hun. Nu havde Naomi aldrig rigtigt tænkt over at få børn. Ikke at hun udelukkede det, men det skulle være med den rette hvis de endelig skulle være. Hun havde jo også hele sin karrierer at tænke på.
En tænksom rynken formede sig imellem de veltrimmede bryn og hun rettede sig lidt frem og så sig over skulderen som var det en kæmpe hemmelighed hun skulle til at indvige veninden i. Hun fangede dog hurtigt venindens begejstring og rystede let på hovedet, "nej nej, slet ikke på den måde," fastslog hun. "Han hedder Talon. Du ved hvordan jeg sommetider tager i kirke for mine forældre?" Spurgte hun ind og forsatte, "der ligger et kloster ret tæt hvor jeg bor, de har en åben kirke. Så altså jeg var derhenne og der mødte jeg Talon. Han er.." Hun tøvede som om hun ledte efter ordene, hvordan skulle hun forklare ham uden at lyde dømmende, "han er den blideste person jeg har mødt, men han kommer aldrig ud fra klosteret...han er vansiret og præsten på stedet behandler ham forfærdeligt." Hun sukkede og bed sig let i underlæben. "Jeg har bare virkelig ondt af ham, han ser sig selv som et monster." Forklarede hun med et trist blik.

[Evanna Brown]

Et grin brød Evannas læber, "Det er du virkelig," drillede hun videre. Det var virkelig fantastisk, at have en veninde som Naomi, som kunne få en til at grine, selvom hun egentlig stadig var i en sorg, over det tabte barn. Dette hyggelige café besøg, var også første gang hun havde forladt sin lejlighed, foruden når hun skulle på arbejde. Hun havde ikke haft lyst til, at se nogen eller snakke med nogen, andre end Charles.
Hun bed sig lidt i læben, som hun mærkede sine øjne blive blanke og fyldt med saltvand. Hun formåede dog, at holde tårene tilbage og under kontrol. "Jah.. Det okay.. Vi er okay," sagde hun og fremtvang et lille smil. Hun vidste hun ikke kunne snakke for højt om hendes og Charles Michael Lavoie liv, da han var kendt og hun havde lært på den hårde måde, at journalister var alle steder og det var endnu ikke officielt, at hendes og Charles var i et forhold.
Evanna lænede sig helt automatisk indover bordet også, mens forventningerne blev skruet mere og mere op. Lidt skuffet blev underlæben skudt frem, mens de helt ocean blå øjne hvilede på veninden. Hun bed sig i læben og nikkede, mens hun afventede at der ville komme mere. "Han er hvad? Du kan ikke lade den hænge dér," bad hun, mens nysgerrigheden var ved at æde hende op inde fra. Hun lagde en hånd for sit hjerte, som Naomi fortalte videre. "Åh Gud, stakkels mand.. Er han født sådan, eller?" spurgte hun lidt ind.

[Deleted]

Hun smilede blot underholdt til vendinden og tog en tår af sin te. Det var så rart at sidde og snakke med hende, hun følte lidt at de kunne snakke om alt sammen.
Hovedet blev lagt let på skrå og hun nikkede. Hun kunne godt se på veninden at det smertede hende at snakke om, men hun vidste at Evanna viste at hun altid kunne snakke med hende hvis hun havde brug for det. Hun kunne dårligt sætte sig ind i hvor svært det måtte være at tabe et barn, men igen havde hun heller aldrig selv helt overvejet muligheden at blive gravid. Hun havde for mange andre ting i sit liv hun gerne ville nå.
Som samtalen blev drejet ind på Talon blev stemningen en smule lettere, skønt emnet jo sådan set var lige så skrækkeligt. En mand der blev behandlet elendigt og som bildte ham ind at han var et monster, og tilmed slog ham.
Naomi nikkede med et let suk, "ja, det er virkelig frygteligt" Svarede hun og tyggede let på underlæben. Venindens andet spørgsmål fik Naomi til at nikke, "ja det er jeg ret sikker på." Fortalte hun og tænkte lidt, "det er så synd, han er nærmest bange for verden udenfor klosteret, jeg forstår slet ikke at der ikke er nogen som griber ind og fortæller ham at verden ikke er så slem." Hun slog let ud med hånden. "Da jeg prøvede tror jeg ikke helt han troede på mig." Det var svært.

[Evanna Brown]

Evanna havde egentlig aldrig rigtigt tænkt over, hvordan hendes muligheder for at starte en familie var. Hun havde altid vidst hun gerne ville have børn, men hendes arbejdsliv havde aldrig rigtigt tilladt det. Slet ikke da hun havde arbejdet for sin adoptivfar, Derek Brown. Nu havde hun sin egen butik, som kørte helt fantastisk, langt bedre end hun nogensinde havde forestillet sig, den ville gøre. Men hun havde altid været en arbejdsnarkoman, så alene tanken om, at skulle gå ned i tid for, at kunne være mor, var en underlig og lidt skræmmende tanken. Hun vidste dog også, at hun havde nogle gode medarbejder, som hun blot skulle sige til, at hun havde brug for de arbejdede mere og ansvaret skulle fordeles lidt mere ud, så ville de stå klar. Især Luke Lynch . Det var nok mere hende selv, som skulle lære ikke at tage al ansvaret på sine egne skuldre. Hun skulle lærer, at det var okay at hun også var syg nogengange, eller ringe til sine medarbejdere og sige, at de skulle komme ind, fordi der var brug for det.
Hun elskede sit venskab med Naomi, og hun var uden tvivl en af Evannas tætteste veninder. Hun havde det ligesom Naomi, de kunne snakke om alt og hvor hun dog nød venindens selskab. Hun lyttede som veninden fortalte, "Måske har han bare brug for tid. Jeg mener; hvis han altid har været i klosteret, så er verden virkelig stor og skræmmende," sagde hun blidt og tog en tår af sin kop. "Hvad med at vise ham steder, hvor der ikke er så mange mennesker? Du ved, sådan.. Små skridt?" spurgte hun og tænkte lidt videre. "Hvor gammel er han?" spurgte hun så.

[Deleted]

Hun tænkte sig lidt om imens hun tog et par tårer af den lune drikkelse. ”Ja måske.” Besvarede hun en anelse tænksomt. Hun brød sig bare generelt ikke om hele det foretagende og om hvordan præsten behandlede den unge mand. Han burde da støtte op om ham og vise ham vejen frem, og ikke skræmme livet af ham.
Ideen Evanna kom med var ikke dårlig. Naomi tyggede lidt på den, og nikkede så på hovedet. ”Jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne lokke ham med mig. Ikke endnu i hvert fald, Men måske hvis jeg tog nogle bøger med, der kunne vise ham lidt om hvad han gå glip af,” Svarede hun tænksomt. ”Tak Eve, du er den bedste,” hun blinkede til veninden.
Pludselig mærkede hun en svag summen i bukselommen. Hun rakte ned og fiskede mobilen frem. Det var en sms fra teateret. Hun så undskyldende på Evanna. ”Øjeblik,” mumlede hun som hun hurtigt skimtede ned over sms’en. Normalt virkede elektronik ikke i Hogsmeade, men Naomi havde gennem Global Elektricity købt en lille dims der gjorde at mobilen kunne få en lille smule signal. Hun sukkede letter dramatisk og så så på veninden igen, denne gang endnu mere undskyldende. ”Mun understudy har lagt sig syg, jeg bliver nødt til at møde ind på teateret.” Hun havde nu en god ide om at Evanna forstod. De to gik nok begge lidt for højt op i deres jobs. Hun begyndte at trække sin jakke på. ”Jeg lover dig at jeg tager en recheck her en af dagene.” Forsikrede hun så, før hun før hun sluttede af med at give veninden et langt kram.
”Du må love at du ringer til mig, hvis der er det mindste jeg kan gøre for dig.” Sadge hun så før hun med et sidste smil forlod den lille kro skønt hendes te kun var halvt drukket.

// out