DRUNKARDS AND DISTRACTIONS

[Deleted]

TAG: ROLO ROSE HARMINN

Den Utætte Kedel

Sen eftermiddag/tidlig aften

Solen er ved at gå ned og det støvregner

Værtshuset er halvfyldt af magikere der netop har fået fri fra arbejde, eller har færdiggjort dagens indkøb i Diagonalstræde.

Den Utætte Kedel var ikke just et prangende sted. Faktisk tværtimod. Hvis ikke man kendte det, ville man nok knapt nok bemærke det fra Charing Cross Road, og sandheden var, at selv mange af dem som havde besøgt kroen før, sommetider kunne have svært ved at lokalisere den. De mere 'højtstående' magikere kom nødigt i Kedelen medmindre de altså - ligesom mange fra middelklassen - fandt en hvis charme i stedet. Derfor var det ikke unormalt at de bare farede igennem kroen for at komme hen til baggården og ind i Diagonalstræde. Sommetider muntrede stamgæster såvel som ansatte sig over de pylrede mødre som for første gang skulle ekskortere deres børn til Diagonalstræde, og som holdt dem tæt ind til kroppen som om værtshuset ville inficere dem med diverse sygdomme. Måske hang der altid en mild lugt af røg i værthusets stue, og måske var møblerne tudsegamle og slidte, men det havde altid været - og ville altid være hjem for den firetyve årige Gabriel Forrester.

Han kørte en våd klud over et bord der netop var blevet forladt af en lettere overvægtig herre som vist ikke kunne styre sine håndbevægelser, at dømme efter den mængde ildwhisky han havde spildt over fladen. Selv dette 'beskidte arbejde' generede ham ikke. Det var tværtimod godt at holde sig aktiveret. Og der var altid noget at tørre, noget at rydde op og nogen at skænke til. Værst stod det til i kontoret som var lokaliseret i et af værelse over krostuen. Der var der stakkevis af papirer, regninger med videre som onklen havde efterladt sig da han begyndte at blive syg. Det efterlod ikke Gabriel med meget fritid, men egentlig var han taknemmelig for mængden af arbejde. Det distraherede ham. 
Han tørede den halvsvedige pande af med et viskestykke der hang over den ene skulder, før han kastede et blik rundt i værtshuset. Ansigterne var som altid ganske bekendte for ham. Selvfølgelig kom der turister; men det var langt fra højsæson nu. Det var tværtimod som om stamgæsterne kravlede tilbage nu hvor det var godt en måned siden Hogwarts elevernes indtog. Nu kunne de sidde og drikke kaffe, ingefærøl og læse avisen uden de store forstyrrelser. 

Gabe satte kursen mod baren. Hans 'sædvanlige' plads når bordene var cleanet. Han vidste at han sikkert lugtede af ingefærøl og tobak. Noget der nok var en selvfølge når man arbejdede et sted som dette. Hænderne lod han hvile mod bardisken, mens han i et kort sekund tillod sig bare at slappe af. Dagen havde ikke været travl, men Den Utætte Kedel var aldrig helt tom. Der var altid noget at gøre, nogen at give service, og nogen der var på vej til Diagonalstræde. Han var ikke længere blot en ansat. Nu var han ejeren, og det betød at han ikke måtte lave fejl. Hver gang døren åbnedes skulle han komme med et venligt smil; og nu var han ansvarlig for alle de ansatte som sommetider endda var ældre end ham selv.
Den eneste downside han nok selv så ved jobbet lige for tiden var dog, at kunder ofte spurgte efter ejeren George Forrester. Det gav et stik i hjertet hver gang, og det havde taget mange gange for Gabriel ikke at krakelere en smule i sit venlige udtryk når de spurgte. Han fortalte dem sandheden, men rettede dem aldrig når de antog at han - som ejer - ikke var George's søn. For, for Gabriel havde onkel George været mere som en far for ham end hans egen havde været.

Han kastede et blik ud af nærmeste vindue mens han skænkede et krus ingefærøl halvt op i et krus. Måske var det ikke kotume at ejeren drak på jobbet, men her var folk ofte ligeglade, og ærlig talt var han det også sommetider. Og så længe han ikke blev beruset, så gik det velnok? Selvfølgelig havde han fejlet i den mission en gang imellem gennem de sidste to måneder; men han vidste at han blot skulle på rette kurs igen.
Han satte kruset mod læberne, og fulgte støvregnen udenfor med de grøn-brune øjne. Selvom han elskede Den Utætte Kedel manglede der nu en vigtig brik. 

[Deleted]

”Urg!”
Diagonalstræde var ikke det mes optimale sted at løbe et maraton. Det var næsten umuligt ikke at støde ind i folk på den måde. Normalt ville en erfaren person have nemt ved at undvige og smutte ind igennem de forbipasserende, men så snart tempoet var blevet sat op, blev det strakt sværere at kordinere sine skridt og bevægelser. Selv for den unge grævling, der ofte tilbragte tid på indkøb på netop den travle gade. Hun havde snittet et par skuldre på sin vej, men denne gang rendte hun direkte ind i en fremmede og blev tvunget til at træde lidt tilbage og holde stop for at samle sig. Hun hørte ikke ordene der blev talt til hende. Og den korte undskyldning, der lød fra hendes egen strube var som et ekko i hendes hoved. Heldigvis gik det ikke længe før, hun fik gang i fødderne igen. Hun var umådelig taknemmelig for ikke at have iført sig sin kappe. Hun havde knap nok fået skoene ordentligt på, før hun var gået op i flammer i pejsen. Hvis det havde stået til hende, ville hun have endt rejsen ved sin endelig destination, men hendes hoved havde været et helt andet sted til at hun havde kunnet tænke klart i det øjeblik suspulveret var blevet kastet ned mod gulvet.

Det var kun lige med nød og næppe, at hun nåede igennem væggen, før murstenene havde lukket sig sammen på ny. Men den fart hun havde haft på resulterede dog i, at hun valkede direkte ind i baglokalets dørkarmen og snublede videre indenfor til Den Utætte Kedel, hvilket fik rettet et par øjne mod hende. Selvsikkerhed havde hun fået opbygget. Men hun kunne ikke gøre noget ved, hvor klodset hun var. Det var som en permanent forbandelse, der hang over hende.
Hun tog denne chance til at holde en mindre pause. Hun var noget forpustet, efter at have løbet fra den ene ende af Diagonalstræde til den anden. Hendes kinder var blusset noget op, og det brune hår var blevet svagt elektrisk af fugten udenfor. Nogle totter havde dog klistret sig fast til hendes ansigt på grund af den lette regn. Mens hun stod og fik vejret igen - brystkassen hævede og sank sig markant under den løse langærmede - søgte de grønne øjne desperat rundt i krostuen. Hun kendte få ansigter. Stamkunder, som tydeligvis også genkendte hende, sådan som de sendte et velkommende smil eller løftede deres glas mod hende. Hun havde bare ikke tid til at give dem anerkendelse. Hun var ikke i humør til glædelige hilsner. Bekymringen opslugte hende for meget. Og det var som om at det blev tydeligt i hendes ansigt, da hendes blik landede på den unge mand ved baren.
”Gabe!” Uden videre efter tanke bevægede hun sig videre igennem borde og stole. Ignorerede de få gange, hun gik direkte ind i et hjørne. Hendes ben syntes at ryste under hende. Men de holdt hende oprejst hele vejen over til baren. Hun tøvede ikke med at svinge sig vej om på den rette side af den og marcherede nærmest i en lige linje hen mod den to år ældre fuser. Blot for at svinge begge sine arme omkring nakken på ham og pressede sig selv ind mod ham i en varm omfavnelse. ”Jeg er så ked af at høre om George..” mumlede en smule utydeligt hun med sit ansigt ind mod ham.