Den Hemmelige Seksualitet

[Luna Clary Daniels]

Luna så op på vennen som han kom med trøstende ord til hende. Det var rart at vide, at han støttede hende, men lige nu var der en lavine af alting inde i hende og hun var været at gå fuldstændig op i sømmene. Hun kunne ikke mere nu! Bunden var nået, for første gang følte Luna afmagt og ønskede mest af alt bare at lægge sig fladt ned og give op. Jo hun havde Spencer Lynch og elskede ham mere end det kunne beskrives med ord, men alt andet gjorde så pokkers ondt. Hun havde måttet erkende at det nok var slut mellem hende og Yuri Faa, at bandet aldrig ville blive samlet igen og at hun havde mistet noget af det vigtigste i hendes liv. Men Evers ord rørte hende, de varmede hende og hun så op på ham med røde våde øjne. "Har jeg?" Lød det meget usikkert fra hende. "Du er ikke... jeg mener... vil du tilgive mig for at have ødelagt bandet? Det var ikke min mening. Jeg ville jo bare... Det var slet ikke meningen det skulle ende sådan. undskyld" en tåre løb ned over hendes ene kind, en ellers meget sjældent syn. Det var nok umiddelbart første gang Ever så hende græde nogensinde. Hun bed sig i læben, trak vejret dybt og prøvede at lukke af for gråden, men nu den var startet, hvad den svær at stoppe igen. Der var så meget hun havde holdt inde så længe. Der var tonsvis af ting der hvilede på hendes skylde og som et korthus der vælter, skyllede det hele nu ud af hende. "Undskyld jeg står her og flæber sådan" Hun tørrede kinderne i ærmet, skønt de hurtigt blev dækket til af nye tårer.

[Deleted]

Evers ansigtsudtryk ændrede sig, da han hørte hende være så usikker. Han gav hende et klem, og rystede på hovedet ned i hendes hår. En hånd aede hendes ryg, som om han forsøgte at sige det hele med handling. Men det kunne han selvfølgelig ikke, så han åbnede munden.

"Det er ikke din skyld. Vi er vidst alle, med undtagelse af Timorthy Lavoie, skyld i den her eskapade," sagde han stille.

Han nærmest gispede forskrækket, da hun begyndte at græde. Det havde han alligevel ikke oplevet før. Hun var altid så stærk. Så sikker. Men ikke lige nu åbenbart. Han mumlede sweet nothings i hendes hår, for at forsøge at få hende talt ned, så de kunne tale om det der trykkede hende.

Da hun trak sig væk og tørrede kinderne med ærmet, smilede han vandet til hende.

"Det gør ikke noget. Følelser skal ud," kom det nærmest filosofisk fra ham.

[Luna Clary Daniels]

Det var virkelig svært at være Luna for tiden. Normalt havde hun rigtig godt styr på livet, men det var som om at det hele var ved at vælte, og det med en fart, så hun ikke selv kunne nå at stoppe det, Hun sank en klump og så på Ever igen. Hun havde savnet ham. Det gik først op for hende nu hvor meget han egentlig betød for hende og igen lagde hun armene omkring ham, for at give ham et kram på ny. "Jeg vil gerne prøve igen, hvis du vil. Jeg skal nok lade være med at være så hård. Og gøre, så du ikke føler det er nødvendigt at lyve." Hun tørrede øjnene og sendte ham et lille smil. "Det er jo ikke dig jeg har noget imod, jeg vil bare ønske vi kunne være ærligt om så vi har hemmeligheder"

[Deleted]

"Det vil jeg gerne," sagde Ever med et lille nik, stadigvæk med armene om hende.

Han var glad for, at de var begyndt at blive i det mindste venner igen. Han ønskede trods alt ikke at være uvenner, og havde aldrig haft et ønske om det. Ting var bare gået skævt. Ord var blevet misforstået, og løgne fortalt. Løgne som måske aldrig skulle have været fortalt, men blot fortiet. Det havde nok været bedst, når alt kom til alt.

"Den fejl begår jeg ikke to gange," svarede han så, og smilede til hende.

Han var færdig med at lyve overfor sine venner. Det ville ikke ske mere. Ikke en gang til. Han vidste på den anden side bare ikke, hvordan han fortsat skulle holde sit forhold til Haru Faa hemmeligt. For det kunne han trods alt ikke blive ved med. Ikke til evig tid, for så ville han føle, at han løj overfor sine venner, selvom det ikke var det han gjorde. Derfor tog han nu mod til sig og rømmede sig.

"Øhm, Luna? Kan du huske da du sagde, at du var ligeglad med, om jeg så datede Albus Dumbledore ll?" sagde han noget usikkert, og slap taget om hende.

Han vidste ikke hvordan han skulle sige det her, men ud skulle det jo. Usikkert begyndte han at pille ved sine fingre, og kunne ikke rigtig møde hendes blik. Han så bare udover søen med et fjernt blik.

[Luna Clary Daniels]

Det føltes som en kæmpe forløsning at blive venner med Ever igen. Det var som om at alt det i Luna, der var ved at falde sammen pludselig med et hærdede en smule og i stedet blev mere stabil. Måske der faktisk alligevel var en lyst udvej gennem dette kaos? Blidt lagde hun armene om Ever og smilede oprigtigt til ham. "Jeg har virkelig savnet dig Ever." Lød det så fra hende, før hun måtte tørre sine øjne. Det var næsten ufatteligt at de nu stod her og faktisk havde det løst. 
Hun rynkede dog brynene lidt, som han nævnte Albus igen. "jaah?" Det havde jo bare været i sjov hun havde nævnt det, noget ekstremt, for at vise at uanset hvem han datede ville det ikke være noget han skulle være flov over, men nu blev hun alligevel lidt nervøs. "Okay, jeg står ved jeg er ligeglad, men Ever.... vær sød at sig det ikke er en professor." Bad hun så, den del var altså ikek lovligt i følge reglerne og det ville aldrig nogensinde ende godt!

[Deleted]

Ever var bare så glad for, at de kunne løse det her, og blive venner igen. Samtalen var ikke startet særlig godt, men det var alligevel lykkedes at få reddet trådene ud, og ikke være uvenner mere. Det var bare så rart, at en bekymring var blevet fjernet fra hans liste. Nu var der bare resten af det, som skulle falde på plads, men det skulle nok også komme - det var han sikker på.

Lunas ord fik ham til at le, dog noget nervøst, men han rystede på hovedet af hendes bedende ord.

"Nej det er ikke en professor bare rolig," lo han, og smilede til hende, men så blev hans ansigt alvorligt igen.

"Det er Haru Faa. Han er min kæreste." Han smilede nærmest lyksageligt ved tanken, og han havde et drømmende udtryk i øjnene. Dog begyndte han at pille rastløst ved bunden af sin skolebluse.

[Luna Clary Daniels]

Det var svært ikke at gengælde Evers smil, som voksede sig stor på hans læber. Luna kunne nemt se hvor oprigtigt det var og inden hun nåede så meget andet, end at trække Ever ind i et varmt kram. "Hvor er det godt for dig Ever. Tillykke." Derpå holdt hun ham ud i strakt arm og så nærmere på ham som om hun var igang med at analysere ham. Pludselig stoppede hun dog og øjnene fandt igen hans. Hun så lidt chokkeret nærmest bekymrende ud. "Men Ever... Haru Faa? Virkelig?" Ville det nu være en god ide? Hun var stille lidt mens hun overvejede sin næste ord grundigt. Tanken om at Ever var til fyre ramte hende egentlig ikke så voldsomt, på sin vis gav det ret god mening, det var ikke nogen overraskelse for hende, hvert fald og egentlig blev hun glad for at han bare havde fundet en han elskede. "Ever, er det ikke Yuri Faa  fætter? ved hun godt det?"

[Deleted]

Ever smilede ind i det kram han modtog, og lagde kort armene om Luna, inden hun holdt ham ud i strakt arm og så alvorligt på ham. Og han kunne selvfølgelig ikke lade vær med at joke lidt, for det var den eneste måde han vidste, at han kunne svare ærligt på.

"Ja, ham. Er du ikke bare glad for, at det ikke er en Professor?" jokede han lidt håbløst, og fik rastløse hænder igen, som pillede ved bunden af hans trøje.

"Jo, det er det." Han blev helt rød i hovedet, og så ned i jorden, eller snarere sneen, inden han fortsatte: "Hun ved godt, at jeg er sammen med nogen, men hun ved ikke, at det er Haru. Men til mit forsvar, så har hun heller ikke spurgt ind til det. Så jeg har teknisk set bare ikke nævnt hans navn."

[Luna Clary Daniels]

Luna grinede lidt over måden Ever valgte at håndtere det hele på. Det var selvfølgelig et kærligt letsindig grin, der nok mest kom af at hun bare var glad for at de kunne snakke igen. ”Jeg ville ærligt talt blive overrasket, hvis det var en lærer og så havde jeg nok været nødt til at sige mig imod, men Haru virker venlig, så hvis han gør dig glad, så er jeg også glad.” Det rørte hende slet ikke at Ever var til fyre, egentlig var det da komplet ligegyldigt og på en eller anden måde kom det ikke rigtig bag på hende. Der havde ligesom altid været et eller andet ved ham.
Luna smilede støttende til sin ven. ”Måske du burde fortælle det til hende også så. Så hun ved det ordentligt.”

[Deleted]

Ever flashede hende et stort smil, og blinkede drillende til hende. Jovist kunne han vel principielt have fundet sammen med en professor, men det var da heldigvis ikke sket. Og ærligt? Ever havde aldrig været til ældre fyre på den måde. Det havde ligesom aldrig interesseret ham. Ikke på den måde i hvert fald.

"Bare rolig. Det kan jeg love dig, at jeg ikke gør. Det ville være decideret dumt," grinede han muntert, kun glad for at stemningen lettede lidt.

"Ja, hun skal have det at vide, jeg ved bare ikke lige hvordan. Måske jeg skal snakke med Haru om det?" Det lød mere som et spørgsmål end som et svar eller forslag, men Ever var meget usikker på, hvordan Yuri ville tage den her nyhed.

De var trods alt bedste venner, og at være kærester med Yuris fætter var måske lidt mærkeligt, men samtidig kunne han ikke rigtig gøre for hvad han følte. Men vide det skulle hun, for hun havde altid været så støttende. Selv efter han havde fortalt hende, at han var homo.

[Luna Clary Daniels]

Luna grinede til sin ven og gav ham endnu et kram af bare glæde. Det var så rart at de havde fået renset luften imellem sig og det føltes virkelig som om en stor sten var blevet fjernet fra hendes skuldre. Hun rystede lidt på hovedet af hans drillerier. "Jaja det er godt med dig fjollerik." hun gav han et let venskabeligt dask over baghovedet, men stoppede så op  overraskelse og så hen på ham. "Vent den gang i sommers? Da.. da vi gik i opløsning. Var det Haru allerede dengang?" Det var imponerende, og lidt underligt, at han ikke havde fortalt det. Måske var det fordi det netop var Yuris fætter han havde forelsket sig i. 
For Luna var det så evigt ligegyldigt men også meget naturligt, at Ever havde forelsket sig i en fyr. Det var jo Ever, sådan var han bare. Luna overvejde hvordan Yuri mon ville reagere men måtte også bare indrømme at hun faktisk havde opført sig mærkeligt på det sidste. "Måske er det bedst du fortæller hende det selv. Som du gjorde med mig. Ikke at der er noget galt i det, men altså hvis min bror kom og fortalte sammen med min bedste ven at de nu var kærester, så tror jeg jeg ville få det lidt stramt. Så hellere at det kun er min bedste ven."

[Deleted]

Ever skrabede i sneen med spidsen af sin støvle, og så forfjamsket ned i jorden. Det eneste han kunne finde ud af at svare var: "Yeah. Kinda."

Han havde svært ved at se på Luna lige nu, fordi han skammede sig over ikke bare at have fortalt det. Det var seriøst det han skulle have gjort, men det var også altid nemt at være bagklog. Han kunne ikke ligefrem gøre det om nu. Han havde jo ikke en tidsvender eller noget i den stil. Nope. Sket var sket.

Da hun sagde, at han nok ikke skulle fortælle Yuri det sammen med Haru, skar han en grimasse, og tvang sig selv til at se på hende. Han rystede kraftigt på hovedet.

"Nej, slet ikke på den måde. Selvfølgelig skal det kun være mig og Yuri, men jeg ville bare give Haru et heads-up om det. Så Yuri ikke pludselig kom til ham med det, og han ikke vidste, at jeg havde fortalt hende det. Det var mere på den måde jeg mente det," svarede han stadigvæk rystende på hovedet, som en lille latter, upassende som den jo var, sneg sig ud fra hans mund

[Luna Clary Daniels]

Wauw! Et halvt år næsten havde de været sammen, og Luna havde ikke kendt til det. Jo hun havde godt mærket på Ever at der var noget. Han havde virket lykkelig, men også så nervøs. men hvorfor? Hun tænkte på deres samtale i dag og prøvede at finde spor, hvilket faktisk ikke tog så lang tid som antaget. "Du var bare for at sige det, fordi det var Haru... en fyr. Bange for at vi dømte dig. Har jeg ret?" Spurgte hun forsigtigt og blev også en smule ked af det ved tanken. Det kunne ikke have været let for Ever. "Du behøver ikke lyve Ever. Du skal ikke være ked af den du er. Du er skøn." Endte hun så med at sige til ham uden helt at vide om det var det rette at gøre. uanset hvem han så elskede, bare han var glad. "måske er det ved at være tid til at vi samler bandet igen? Hvis vi kan."