Den Hemmelige Seksualitet

[Deleted]

9. December 2056 - Middag - Snevejr
Den Sorte Sø, Udendørs, Hogwarts, Skotland
Påklædning - Luna Clary Daniels

Det var endelig blevet rigtigt vinter, og vejret var for en gang skyld dejligt. Eller jo, det sneede da, og luften var kold og bidsk, men solen tittede frem og det var endnu lyst. Det var fantastisk vejr faktisk, hvis man spurgte Ever. Han bar sin sorte skolekappe med Ravenclaw slips og Ravenclaw-stribet halstørklæde. Kappen var heldigvis tyk nok til, at man kunne gå rundt udenfor med den i noget tid, før man begyndte at fryse.

De sidste par uger havde Ever tænkt rigtig meget. Især på hvad der var sket, da bandet skulle øve, og Timorthy Lavoie havde spurgt om den ene ting der. Han sukkede lavt, og så sig rundt udover søen efter Luna Clary Daniels . Han ville gerne have fat i hende, og sige undskyld på Yuri Faa 's vegne. Pigen havde løjet for hans skyld, og nu var han skyld i, at de to tøser var uvenner.

Derfor ville han gerne redde de tråde ud nu. Hvordan han skulle gøre, vidste han dog ikke helt endnu, men det skulle nok komme. Det skulle det. Han kunne dog ikke se hende, og om han ville fortælle hende om hans seksualitet? Det var han altså ikke sikker på, men han håbede, at han kunne redde trådene ud, uden at skulle fortælle netop dét.

[Luna Clary Daniels]

Outfit

Luna nød den friske frostklare dag og hun havde besluttet at bruge lidt tid med sig selv og sine tanker på den frosne sø. Hun var ingen skøjteprinsesse, men hun kunne da holde sig oppe og komme fremad, hvilket lidt var det vigtigste. Hun havde været igang i lidt tid og hun kunne være hvordan vinden bed hende i kinderne. Hendes næse var efterhånden lyserød også. Pludselig fik hun øje på en velkendt skikkelse, som stod og så ud over søen. Hurtigt kom hun ind til ham, gad vide hvad han ville? "Ever? Er der noget galt?" Spurgte hun, da hun nåede ind til ham, hun kunne ikke se anden grund til hvorfor han skulle opsøge hende. Jo okay de var venner, men det hele havde været lidt underligt på det sidste, så hvad det lige skulle betyde måtte hun finde ud af.

[Deleted]

Ever stod lidt i kanten af søen/skøjtebanen, og forsøgte at finde ud af, hvad han ville sige til Luna, da selvsamme person kom skøjtende over til ham. Han løftede hånden i hilsen, og blev så ellers stående hvor han var. Han havde været lidt bange for, at han skulle helt ud og 'hente' hende på søen. Det havde været akavet, hvis hun ikke ville snakke med ham. Eller at han skulle skøjte, for det var han altså ikke særlig god til.

"Hey." Han smilede fåret, og forsøgte at komme i tanke om et eller andet at sige, da hun var kommet helt hen til ham. Han kunne dog ikke rigtig komme på noget klogt eller vist på nogen måde, så han endte med at sige: "Du... kan vi gå et sted hen? Alene?"

Flot. Tænkte han til sig selv. Det er også en måde at lyde som en totalt creep. Han facepalmede indvendigt.

[Luna Clary Daniels]

Da Luna nærmede sig kunne hun godt fornemme vægten af tanker der lå over Ever, hun nævnte det dog ikke, da det kunne være det ikke vedkom hende. Derfor smilede hun bare venligt og imødekommende. Det blev da også næsten afsløret at der var noget på færde, som han spurgte om de kunne tale sammen alene. Hun kiggede hurtigt ned på skøjterne og så på Ever. "Selvfølgelig, Lad mig lige skifte sko." Hun smilede og rettede lidt på håret før hun så på kort tid havde skiftet til almindelige sko igen og stage skøjterne over skulderen. Derpå kiggede hun over på Ever. Han virkede virkelig nervøs! Der var forhåbentlig ikke sket noget vel? "Hvad Ever? Du gør mig jo helt bange. Hvad drejer det sig om? Er det Yuri?" Hun vidste godt han og Yuri ikke var kæreste, der havde hun vidst siden den dag bandet var gået i opløsning. Nej det var mere bekymring, fori hun virkelig savnede sin veninde og de ikke rigtig snakkede sammen mere.

[Deleted]

Ever stod og så lidt til, mens Luna fik skiftet sko. Han stoppede dog hurtigt med at kigge, for det virkede for creepy til ham. Altså... han virkede creepy, når han gjorde det. Men han så op, da hun spurgte, om der var sket noget. Han skulle til at ryste på hovedet, men da hun nævnte Yuri, så måtte han nikke.

"Det er ikke noget skidt. Sådan da," svarede han og begyndte at gå mod udkanten af den forbudte skov, hvor de forhåbentlig kunne være i fred.

Da de kom derhen, rømmede Ever sig, og startede: "Altså... jeg ved godt, at du og Yuri ikke er så gode venner for tiden." Han hostede en enkelt gang, samlede hænderne og pustede ind i hulrummet mellem dem, inden han fortsatte: "Og det er jo sådan set min skyld."

[Luna Clary Daniels]

Sådan da!? Luna så bekymret over på vennen. Det hele havde været virkelig mærkeligt imellem dem hele efteråret. Egentlig håbede hun bare på at det var fordi hun selv tænkte mere på Spencer, for helt ærligt, så kunne hun ikke overskue, hvis dynamikken virkelig var så dårlig og ødelagt. Det gjorde hende ked af det langt ind i sindet og hun var begyndt at mærke skyldfølelsens tunge byrde. Det var trods alt hende der var gået den dag, men omvendt, så kunne hun heller ikke gå imod en af sine principper og det havde virkelig såret hende at Yuri Faa havde det helt okay med at lyve om ting. 
Egentlig var det hele jo nok bare noget rod, som de burde få snakket om stille og roligt. Hun måtte dog alligevel se meget overrasket over på Ever som han tog skylden for det efterhånden gamle skænderi. "Din skyld?"  et var tydeligt at se på hende, at hun slet ikke var med her. Brynene blev rynket sammen. "Hvordan kan det være din skyld, at Yuri mener det er okay at lyve for sine venner?" Hun tøvede lidt og følte sig så nødsaget til at indrømme en detalje hun var ved at have gennemskuet mellem Yuri og Ever. "Og nej, Det her har intet at gøre med hvem du dater. For min skyld kunne du date Albus Dumbledore ll hvis det gjorde dig glad." Luna var helt med på man holdt ting hemmelige for hinanden, hun fortalte da heller ikke alt om Spencer. Men lyve og være okay med at lyve, det var det der gjorde så ondt.

[Deleted]

Ever kløede sig akavet i nakken, men nikkede, da Luna sagde 'din skyld?'. Han mente bestemt, at det var hans skyld alt meget, og det var en byrde han stadigvæk bar på. For hvis ikke han havde holdt sin seksualitet hemmelig, så havde Yuri heller ikke løjet overfor sin bedste veninde - ergo var det hans skyld, at de nu var uvenner.

"Det er min skyld. Yuri løj for min skyld, og nu er I uvenner. Og det er min skyld," sukkede han lavet, og forsøgte at finde de rigtige ord. De kom dog ikke til ham, og han forblev tavs.

"Virkelig? Jeg mener... han er jo meget ældre end mig? For ikke at tale om, at han er en ja, øh, han," mumlede han, mens han så ned i jorden.

Det her var altså bare suuuuper akavet lige nu, men på den anden side, hvad havde han regnet med? Hvad havde han tænkt der ville ske? At han bare tog skylden, og Yuri og Luna ville være de bedste venner igen? Det var, naivt nok, det han havde håbet ville ske, men det var jo så ikke det der skete. Han fandt pludselig ordene igen.

"Jeg mener bare..." Han sukkede. "Jeg er bare så ærgerlig over, at det hele gik skævt. Jeg vil gerne være 'os' igen. Kan vi det? Hvad kommer det til at kræve? For jeg er ked af, at jeg har skabt splid. Det var det sidste jeg ville."

[Luna Clary Daniels]

Af og til var det nemt at forstå Ever og Yuri var bedste venner. De virkede til at have helt samme tankegang, eller også var de bare lige dårlige til at lytte. Det gjorde dog ikke Luna noget. Hun holdt af dem som de var. Dog måtte hun indrømme at dette her nok ville være mindre kaotisk, hvis de snakkede om det samme, hvilket bestemt ikke var hvad de virkede til at gøre. 
Derfor sukkede Luna og kløede sig lidt på armen før hun så kiggede på Ever med et roligt blik. "Ever, det var ikke det, at Yuri løj, der fik mig til at gå. Det, der sårede mig, var at Yuri synes det er okay at lyve for sine venner. Jeg forstår slet ikke hvorfor hun løj. Jeg prøvede at fortælle hende, ja fortælle jer begge at jeg hellere intet ville høre end at høre en løgn. Det skal ikke være sådan i føler jer nødsaget til at lyve. "  Hun holdt en lille pause og lagde en hånd på Evers arm. "Tror du jeg fortæller alt om hvad der sker i mit liv når i spørger mig? Det gør jeg ikke. Men jeg lyver heller ikke om det. Jeg nøjes med at fortælle det der kommer jer ved, og hvis ikke det kommer mig ved hvem du dater, jamen så bare sig det frem for at lyve." Prøvede hun så endnu tydeligere. Det var utroligt de ikke bare forstod det, og Luna begyndte at få dårlig samvittighed over det, måske var det hende der var noget galt med? Hun kom dog så til at grine lidt af hans respons på det omkring det at date professor Dumbledore, ikke noget ondt ment, men Ever tog det noget mere alvorligt end hun havde forventet. "Ja okay, han er måske lige lidt for gammel, og jeg er faktisk heller ikke sikker på det er lovligt at have forhold elever og lærere imellem, men altså, So what at han er en han. Egentlig var det bare for at understrege at du for mig kan date hvem du vil... Indenfor hvad der er lovligt selvfølgelig." Grinede hun så og så venligt på Ever. "Men jeg vil nok have det lidt stramt med hvis du kommer og siger du har forelsket dig i en husalf, mest fordi... Det bare sært"

[Deleted]

Ever kløede sig i nakken. Lige i dag havde han lidt svært ved at læse Luna, eller det havde han det meste af tiden, men det gjorde hende ikke til en dårligere ven af den grund. Han synes faktisk lige godt om Yuri og Luna, selvom Yuri var noget nemmere at læse - hvis man spurgte Ever altså.

"Det havde jeg godt forstået, ja," svarede han lidt håbløst, mens han forsøgte at gribe halmstrå. Det lykkedes så ikke særlig godt.

"Jeg har så et andet forhold til fortielser og løgne, mest fordi det er sådan vi gør det i min familie, men jeg kan sagtens se din pointe. Og det er jeg også sikker på, at Yuri kan. Hun... hun forsøger bare at passe på mig, selvom det nok ikke var den mest fornuftige måde at gøre det på. Det kan jeg godt se," sagde han så, og kløede sig akavet i nakken igen, da Luna lagde hånden på hans arm.

"Yeah, right. Sorry. Selvfølgelig." Han blev helt rød i hovedet, og forsøgte at vende siden lidt til, så det ikke var så tydeligt.

"Det ville da også være mærkeligt," grinede han, glad for at stemningen blev lettet lidt nu.

[Luna Clary Daniels]

Lunas bryn trak sig sammen i en undren. Hvorfor havde hun ikke set det her tidligere? Hvordan kunne hun være faldet for det, og hvorfor? Hun kunne ikke lade være med at spekulere på om det var noget der skete tit, det med at Ever løj. Han var jo praktisk talt ikke til at stole på. Det var vitterligt det han stod og sagde til hende, og hun... hun kunne intet gøre. I sidste ende var hans tankegang vel lige så god som hendes, men det gik direkte imod hvad hun troede på. Det var bare for meget. "Undskyld Ever, men jeg... Jeg... Hvordan skal jeg kunne stole på en der lyver for mig? Hvordan skal jeg kunne regne med dine ord, hvis jeg ved at der er en stor mulighed for at det du siger er løgn, og at du har det helt okay med det? Det bare ikke sådan jeg er." Der skulle virkelig meget til at Luna græd offentligt, og der var måske kun sket en eller to gange i hendes skoleliv, men den samtale hun stod i lige nu, fik tårerne frem. Hun havde brug for Spencer Lynch, for støtte, mest af alt havde hun nok brug for sin ven Ever og ikke fyren der stod foran hende lige nu. Hun snøftede en gang og nikkede så, som tegn til at hun forstod. "Så... Så må det være sådan det bliver." Derpå vendte hun ryggen til ham for at gå.

[Deleted]

Ever så forfærdet på Luna, som hun sagde, at han ville lyve overfor hende. Han rystede kraftigt på hovedet en gang, to gange, tre gange.

Da hun begyndte at gå, rakte han ud efter hendes arm, og der kom gang i hans mundtøj.

"Det er ikke det jeg siger Luna. Jeg har bare et andet forhold til det end du har. Jeg siger ikke, at jeg ville lyve for dig, igen, men jeg må ærligt indrømme, at jeg følte at jeg intet valg havde. At jeg var blevet trængt op i en krog," sagde han med flakkende øjne, hid og did, og forsøgte at sige det på en måde, som hun ville kunne forstå.

Han tog en dyb indånding og fortsatte: "Jeg mener bare... jeg gemmer på en hemmelighed, som jeg ikke er sikker på, at du vil høre. Jeg er ikke sikker på, hvordan du vil reagere, og så virkede at lyve som den bedre mulighed. Den eneste mulighed."

[Luna Clary Daniels]

Luna mærkede Evers fingre lægge sig om hendes arm, og uden at tænke over det kom til til at hive armen hårdt til sig for at komme fri af grebet. Forfærdet vendte hun sig hurtigt omkring og slog hænderne op for munden, som hun så chokeret over på drengen med de mange krøller. Det havde virkelig ikke været hendes mening at reagere sådan, og hun var også selv meget overrasket over det og blev hurtigt meget trist. "Undskyld! Ever, Undskyld! Jeg... Undskyld.. Det var ikke..." Med et blev hun oversvømmet af skyldfølelse og og ville sådan ønske hun kunne gøre det om. Hun måtte bare prøve at forklare sig. "Ever, jeg... Du ikke den eneste der har hemmeligheder..." Flovt kiggede hun ned i gulvet. Det var sjældent Luna viste den form for følelser, og endnu sjældnere at hun havde svært ved sine ord. Men i dette øjeblik var det tydeligt at dette her var noget der bundede dybt. Det var kun to Luna havde fortalt dette her til, og i samme stund besluttede hun sig for at hvis dette venskab skulle fortsætte, så måtte Ever blive den 3. "Jeg... Jeg blev overfaldet i sommers... i Hogsmeade... Siden da... har jeg haft det meget svært hvis.. hvis noget griber fat i mig imod min vilje... Undskyld." Hun så meget nedtrykt på ham og lagde så den ene arm ind over maven og tog fat o modsat albue. Det var så flovt at fortælle det, og hun håbede virkelig på at han ville tage god imod det.

[Deleted]

Ever så overrasket på Luna, da hun reagerede så voldsomt på grebet om sit håndled. Hans mund hang åben, som han måbede og gjorde store øjne. Og da hun så fik et undskyldnings-anfald, forsøgte han at gøre hende bedre tilpas, så godt som han nu kunne. Han smilede til hende, og rystede så på hovedet.

"Det er okay. Det er helt okay," mumlede han venligt til hende, og forsøgte at comforte hende, dog uden at røre ved hende. Det turde han ikke rigtig at prøve igen.

Men da hun begyndte at tale om, at hun var blevet overfaldet, selvom det efterhånden var et halvt år siden, gled noget mørkt, en følelse, henover overfladen på hans øjne. Hans mund lukkede sig helt automatisk, og tænderne blev bidt hårdt sammen, som han nærmest knurrede: "Hvem har gjort det?"

Det var ikke fordi han var vred på hende, tværtimod, men han var vred på den, som havde gjort hende ondt. Som havde fået hende til at reagere sådan på noget så simpelt som en berøring. Noget dårligt var sket, og han var så vred over det, at han helt glemte at være ked af det over, at hun ikke havde delt det med ham noget før. Eller havde sagt... ja, bare et eller andet. Men så skiftede noget i ham.

"Er... er du ok?" sagde han blidt, og hans øjne som var overskyet af vrede blev lidt mildere, men tænderne var stadigvæk bidt hårdt sammen og kæben arbejdede.

[Luna Clary Daniels]

Luna så ned på sine fødder og virkede slet ikke så stolt som hun ellers plejede. Det var tydeligt at denne oplevelse sad tungt i hende og havde slået rod i hendes sind. Luna ruskede lidt op i håret, for lige som at prøve at løsne lidt op på sig selv også. "En eller anden Darko eller sådan noget. Der skete heldigvis ikke noget." Hun lukkede munden igen og så forsigtigt op på vennen. Det var en forsigtighed, der var noget så sårbar og slet ikke lå til Luna normalt, men noget havde ramt hende hårdt ved deres samtale og hun ville gerne bare sikre sig at hun ikke mistede sin ven. Det havde været et rigtig træls år på det punkt. Bandet der var gået mere eller mindre i opløsning og venskaber der hang i tynde tråde. Uden at tænke yderligere over det søgte hun ind i Evers favn, det kunne måske nok se forkert ud for folk udefra, men det var bare ment venskabeligt. "Jeg ved det ikke Ever.. Jeg føler jeg er ved at miste grebet."

[Deleted]

Evers kæbe arbejdede stadigvæk med at tygge og fordøje den vrede, som ulmede indeni ham lige nu. Noget havde været ond ved Luna, og det ville han ikke finde sig i. Hun var dog hans ven, selvom de ikke altid var enige. Hans meget gode ven, hvis han selv skulle sige det.

"Darko..." sagde han langsomt, mens han smagte på navnet med så meget galde i munden.

Hans mund forvandlede sig til en stram streg, men han kommenterede det ikke mere, da Luna endte i hans arme. Han lukkede dem sikkert om hende, og holdt hende bare. Det virkede hun til at have brug for. Og var det det hun havde brug for, så var det det hun skulle få. Han var ikke bange for at vise, at han holdt af hende.

"Uanset hvad, så har du os," sagde han nærmest kærligt, og strøg hende over håret.