This Life We Choose

[Deleted]

Marietta fnøs ganske let af mandens letsindige svar. Et skævt og underholdt smil gled dog atter over hendes læber og ganske let, rystede hun på hovedet for sig selv, som hun tegnede en lille krusedulle i toppen af papiret på sin blok. Der var trods alt ikke meget ved at give ham fornøjelsen af at føle at han havde overhånden. Næhh…Hun kunne velsagtens udnytte det til sin fordel, hvis hun foregav at kede sig en smule. Forhåbentlig ville en smule selskab være bedre end slet intet selskab, hvis hun nu rejste sig og gik, fordi han ikke havde mere at byde på. Alligevel skrev hun forsigtigt ned, hvad han sagde, som hun nikkede eftertænksomt. ”Du er måske en af de typer der har noget på nogle andre? Hmm…” Hun rynkede lidt på næsen og lagde benene over kors, som hun forsøgte at se eftertænksom ud. ”Tænk engang..hvem der dog havde kontakter…- Se, hvis du nu gav mig noget godt at skrive…Så kunne det faktisk godt være at jeg kendte nogen højtstående i ministeriet, der kunne hjælpe dig på vej..” Lokkede hun selv.

[Theodore Maganiello]

Theodore betragtede hende med rolige brune øjne. Skønt man godt kunne se at Azkaban havde sat sine spor på ham, så havde han stadigvæk en del karisma over sig. Han rankede ryggen en smule og lo let ved hendes nye spørgsmål. ”Jeg har så meget lort på folk, at jeg ville kunne skrive en bog om det.” Svarede han. Denne gang var hans udtryk dog en del mere alvorligt. Næsten som om han var frastødt ved tanken.
Smilet der gled over hans læber denne gang, var en smule mere forpint end det foregående. ”Jeg kunne give dig hele den skinbarlige sandhed og det eneste du ville gøre for mig, var at skrive din artikel. Det er fair nok. Jeg er en af de mest berygtede forbrydere i nyere tid, ingen vil være interesseret i at hjælpe mig, medmindre jeg har noget at forhandle med.” Svarede han sandfærdigt. For ærlig talt, hvorfor skulle nogen som helst ønske ham ud af fængslet. Han slog et mindre klik med tungen. ”Så du kan nok forstå at jeg ikke kan ødelægge den del af for mig selv. Dog vil jeg heller ikke sige jeg er uskyldig, tydeligvis ville det være løgn. Jeg har lavet noget seriøst lort gennem min levetid.” Ikke at det burde komme som en overraskelse. ”Sig mig, har du nogensinde hørt om min kone Rebecca?” De fleste bekendt var Rebecca Meganiello død, myrdet af Theodore selv. Sandheden var dog en helt anden.

[Deleted]

Marietta hævede brynene en smule af Theodore. Minen, som hendes ansigt fortrak sig i, afslørede tydeligt, at hun næsten syntes imponeret af idioten, men hun skævede derved bare ned på sin notesblok, før hun klappede den sammen og let klukkende virrede en smule på hovedet. ”Hrmm…Du kan vel ikke bebrejde mig for at prøve…Tænk at du tror jeg ville snyde dig.” Kommenterede hun flabet, men dog med en tone af alvor. De mørke øjne fulgte ham og hans bevægelser, som han talte, men derudover sad hun afslappet, næsten som om at alt hvad hun manglede for at gøre samtalen mere behagelig, ville være en kop te. Ganske let, rynkede hun på næsen ved hans spørgsmål. ”Mhmm…Hørt og hørt…Emnet har vist været en tur henover mit skrivebord i tidernes løb.” Erklærede hun, som svar på hans spørgsmål.

[Theodore Maganiello]

Smilet på hans læber voksede atter en anelse ved hendes ord. ”Ja, man undres.” Svarede han, dog uden den mindste antydning om at det rent faktisk ville undre ham. Igen var det jo ikke fordi han bebrejdede hende. Han ville ikke engang havde hjulpet ham fri, hvis han havde siddet på den anden side af tremmerne, med kendsgerningerne på skødet og kigget ind. Men Theodore var en fighter. Det havde han altid været. Hvis han skulle gå ned, skulle det være i kamp og ikke under en tungeslasker med et kutteklædt skeletvæsen.
Han lænede sig let imod tremmerne og slog benene over kors, stadigvæk i stående stand. ”Se dét er en interessant historie, den burde du checke op på!” Sagde han med dyster begejstring i stemmen. ”Man siger jo at jeg gemte hendes lig så godt at det nok aldrig bliver fundet,” informerede han så, ”men hvad nu hvis der aldrig var et lig til at begynde med.” Han hævede og sænkede dramatisk øjenbrynene nogle gange. Han var blevet testet med utallige sandhedseliksirer efter “mordet” da man gerne ville have ham til at indrømme det. “Problemet” var bare at han ikke havde myrdet Rebecca, hvilket jo gjorde at eliksiren endte med at have modsatte effekt end aurorkontoret havde håbet. Dog var det hurtigt blevet overbevist om at på hans niveau af magi, ville han være i stand til at modstå eliksiren og det var derfor at han ikke indrømmede. Typisk aurorne, når de havde brug for en syndebuk, skulle de nok finde en, og han havde været et let offer i den forbindelse fordi han havde lavet så meget andet lort allerede på dét tidspunkt. Hånden på hjertet havde han også slået ihjel, bare ikke sin kone.

[Deleted]

”Hmmm..” Marietta tog øjemål at fangen bag tremmerne efter at hun havde klappet sin notesbog sammen. Hun fugtede sin underlæbe en smule, som hun sad og spekulerede lidt over det han havde sagt, men hun trak så atter på smilebåndet. ”Aha..Hint hint til hustruens forsvinden, huh? Jah, det ville vel give dig en fordel, hvis jeg snusede rundt og de så bagefter genåbnede sagen, ikke?” Spurgte hun spøgefuldt, som hun hævede brynene af Theodore. ”Uheldigvis for dem, så er jeg journalist…Ikke auror. Jeg har ikke bemyndigelse til at snuse rundt i den slags anliggender.” Erklærede hun fas tog en smule køligt. ”Ikke medmindre du giver mig noget konkret at forholde mig til eller gå efter i hvert fald.”

[Theodore Maganiello]

Theodore trak uskyldigt på skuldrene. ”Måske, måske ikke. Hvem ved?” Det var blot én af mange sager han var blevet dømt for, men hans såkaldte kone, ekskone, hvad man nu kaldte det, var på ingen måder så uskyldigt som alle gik og have en ide om.
Han lo blot af hendes ord, ”Undskyld mig frøken, men så er du den første journalist, jeg nogensinder har mødt, som er høflig nok til at følge reglerne. Hvordan har du i det hele taget stadigvæk et arbejde?” Tonen var en anelse provokerende. ”Hvor ville det sjove ligge i det? Du skal da have noget at lave.” Han morede sig tydeligvis over deres lille samtale, tænderne var atter blottet i et smil.

[Deleted]

Marietta fnøs. Det på trods af at der alligevel hvilede et lille smil på de lyserøde læber. Hun rystede let på hovedet af forbryderen foran hende og hun lod så en hånd glide igennem det mørke hår. ”Måske har jeg netop et arbejde, fordi jeg følger reglerne…Hvis vi alle brød dem, ville jeg derimod måske sidde her som din cellekammerat…Og så er alternativet vist lidt sjovere…Tror du ikke?” Spurgte hun flabet, som hun hævede brynene af ham.

[Theodore Maganiello]

Han skød et bryn i vejret, ”keep telling yourself that love, det kunne også være det er derfor du ikke er blevet forfremmet.” Skød han tilbage og rettede lidt på sin stilling. ”Og ærlig talt er jeg sikker på at vi kunne have det yderst morsomt, jeg er en ret sjov fyr.” Smilet var bredt, som var det ikke en af verdens mest berygtede forbrydere hun stod overfor, men bare en flink fyr i supermarkedet. ”Men altså, suit yourself. Nu ved du der ligger en historie, der bare venter på at blive skrevet.” Han skiftede atter vægten fra det ene ben til det andet.

[Deleted]

Mariettas smil blegnede en smule ved forbryderens flabede kommentar. Trods alt, syntes hun ikke at komme særlig langt med denne Maganiello. Hun sukkede derfor vagt, før hun atter rankede sig. ”Hrmm…Vi får se…Ellers kunne det jo også tænkes at jeg bare skriver min egen historie..” Mumlede hun en smule utilfredst, før hun skævede ned imod gangen og dens udgang. De brune øjne faldt derefter tilbage på forbryderen, som hun nikkede kort, men høfligt til. ”Tak for snakken…Mr. Maganiello.” Erklærede hun en smule stift, før hun tydeligvis en smule irritabelt bevægede sig ned af gangen. Trods alt, havde hun ikke helt fået den historie hun havde håbet på.

//Out