This Life We Choose

[Theodore Maganiello]

@marietta

En celle dybt nede i Azkaban

December - 2056 - omkring frokost

---

Theodore sad med ryggen imod den kolde stenvæg vag sig. Han hoved hvilede ligeså imod muren og hans øjne var lukkede. Lige nu sad han i sin egen verden og forsøgt at abstraherer fra lydende af de mange ensomme sjæle der - som han selv, var tilbageholdt i denne live-action-version af helvede.
Han haede dette sted som pesten. Han var desværre ikke ukendt med stedet. Langt fra. 2 gange var det lykkedes for ham at slippe ud herfra, det var nok også det eneste der afholdt ham fra helt at miste forstanden. Han vidste at tålmodighed var en dyd, skønt det ikke gik helt så godt i spænd med hans voldsomme temperament.
Lyden af fodtrin nærmede sig. Han havde næsten lige spist frokost -eller rettere den udefinerbare grød som fangevogterne kaldte frokost, det måtte betyde af det var journalisten. Han skulle interviewes eller udspørges eller undersøges eller et eller andet. Egentlig var han skide ligeglad alt han vidste var at det var en samtale med et andet menneske og den form for socialisering var guld værd på et sted som dette.

[Deleted]

Meget havde Marietta i sin fantasi måske kunnet forestille sig…Men Azkaban. Alene tanken havde været nok til at få hende til at gyse. Godt nok sagde man, at det var et sted man skulle se, før man kunne forholde sig til det..Men det overraskede stadig den unge kvinde, hvordan der så ud. At der var så….koldt, samtidig med luften hang som et tykt og fugtigt tæppe. – Klamt, var nok, hvad der ville være den rigtige definition i denne sammenhæng…Og naturligvis, havde hendes overordnede sendt hende afsted, i stedet for selv at tage opgaven. Altså..Jo, det var en stor mulighed…Men skulle Marietta være ærlig med sig selv, havde hun alligevel næsten hellere været foruden. Hun havde taget opgaven, ene og alene, fordi det også var en mulighed for at tilegne sig en smule mere status. Azkaban var trods alt nok det sidste sted på jorden hun havde lyst til at være. - Og ikke nok med at dementorerne var klamme, så var nogle af fangerne det også, som de stod og piftede og råbte efter hende, som hun gik forbi. Gustent...Det var hvad det var...Og hun var ikke et øjeblik i tvivl om at Castor Morgan ville have krummet tæer. De høje hæle klikkede ganske let imod stengulvet og med sig havde Marietta som altid sin trofaste kvikskribler med det gyldne og grønne greb, som karakteriserede hende, sammen med hendes grønne jakkesæt. – Langsomt, var tingene faktisk begyndt at gå fremad for hende. Efter at hun havde forladt Shawn, havde tingene vendt sig, til det lidt bedre. Hun var flyttet ind hos sin affære…De havde det godt sammen..Og skulle Marietta være ærlig, var hun egentlig for første gang i lang tid, sådan rigtig lykkelig. – Hvis man altså så bort fra, at hun på nuværende tidspunkt stod i et hul og skulle stå ansigt til ansigt med en morder. Forsigtigt stoppede hun op, som hun nåede det rigtige cellenummer og de slanke fingre strøg en af de mørke lokker om bag øret. ”Mr. Maganiello?” Forsøgte hun sig prøvende.

[Theodore Maganiello]

For den uvidende kunne det måske godt ligne af mande sov. Men han var vågen og yderst opmærksom da han hørte de høje hæle klikke henover det kolde stengulv og nærme sig hans celle. Ingen fik lov til at gå ind til ham, han var jo en “farlig mand” sagde folk. Men modsat hvad mange måske gik ud fra, slog Theodore ikke ihjel uden grund. Jovist var hans grunde måske en smule tvivlsomme sommetider, men ikke desto mindre.
Først ved lyden af sit navn åbnede han øjnene og lod dem finde vej til kvinden i det farverige outfit der nærmest virkede helt malplaceret på et sted som dette. Et morende smil afslørede en perlerække af hvide tænder ved synet. Hun lignede en overklassestøs. Ikke noget der generede ham, men det var da sjovt at se en kvinde i stilletter på et sted som Azkaban. Han lænede atter hovedet tilbage imod væggen bag sig og foldede sine hænder let over det ene knæ som var trukket op mod hans bryst. ”Sikke en udstråling på så dystert et sted, hvis du skaffer matchende uniformer til fangevogtere og dementorer så skal jeg glædeligt svare på hvert eneste spørgsmål. Selv dem der er lidt kinky.” Han gjorde intet for at skjule at han selv synes han var ret mosom. ”Og hvem har jeg så æren af at tale med på så…skøn en dag?” Han så på hende fra sin siddende position.
Folk holdt som regel noget afstand til ham, han havde været en af de mægtigste troldmænd i verden -som hans yngre bror Benyamin Hale, men efter hans nærkamp med Rebecca -en endnu dygtigere heks som alle troede han havde myrdet for flere år tilbage, havde hun gjort et eller andet ved hans magi. Låst den fast på en eller anden måde så han langt fra var lige så stærk som han havde været før.

[Deleted]

Som Marietta stod der på den modsatte side af tremmerne ude på gangen, lod hun med ro de mørke øjne søge henover den fængslede ansigt. Han måtte mindst være halvtreds. Ældre end hendes egne forældre, og ’typemæssigt’ adskilte han sig tydeligvis også. Cellerne så beskidte ud og en smule påvirket af kulden, som dementorerne bragte med sig, trak hun sin jakke tættere. Brynene hævede sig ved hans kommentar, der kom forud for en almen hilsen og for et øjeblik, viste øjnene tydeligt at hun var overrasket. Okay…Det var altså den slags mand hun stod overfor. – Én af dem der holdt af at komme med upassende jokes. – Muligvis grundet hendes køn eller autoritære udstråling. Hun hankede lidt op i sin blok og flyttede den fine kvikskribler op og sidde på kanten af denne, som læberne trak op i et mindre smil. – Hun var nødt til at være taktisk smart, hvis hun ville ind under huden på ham her. Så meget var helt sikkert…Og i denne situation, så Marietta intet andet valg end spille på sin kvindelige charme. – Dét, på trods af at hun var overbevist om at han ville finde hendes sædvanlige skarpe attitude underholdende også. ”Det er jeg overbevist om at De næsten også vil alligevel. At dømme ud fra deres kommentar, ligner de trods alt én, der værdsætter synet af en velklædt kvinde.” Hun sendte et drilagtigt smil i mandens retning og hun flyttede så ellers en smule på fødderne, så hun ikke ville så så ujævnt på stenbelægningen. For et øjeblik, havde hun overvejet at oplyse ham et falskt navn. Give ham falske oplysninger, så manden ikke ville have mulighed for at opspore hende igen, selv hvis han nogensinde skulle komme ud.- Og dog holdt hun sig fra det. Hun var overbevist om, at han ville kunne aflæse det, hvis hun løj og i håb om at få en god historie med sig, svarede hun så; ”Marietta. Marietta Orison. – Jeg er redaktør på Magic Times.” Godt nok var Marietta klar over, at hun stod overfor en morder. En koldblodig og frygtet en af slagsen…Og dog, skræmte det hende ikke. Tværtimod, var den manglende frygt tydelig at aflæse i hendes relativt afslappede kropssprog og roligt betragtede hun manden, der sad på gulvet.

[Theodore Maganiello]

Han smilede så tænderne blev synlige på ny og lod så de brune øjne danse henover hende. ”Vi får se,” sagde han kryptisk. Der var ikke meget at tage sig til på et sted som dette -hvilket selvfølgelig også var meningen. Han gik ud fra at hun måtte kende det meste af hans historie, hvordan han havde været en af de bedste auror, hvordan han havde “forrådt” den magiske verden og sluttet sig til dødsgarden, hvordan han havde været fængslet her -og var undsluppet, ikke bare én, men to gange. Han havde efterladt et langt blodspor hvorend hand gik. Alle troede at det var hans doing. Og bevares, det var noget af det da også, men langt fra det hele.
”Jeg værdsætter synet af alt der ikke er kutteklædt, frostfrembringene halloweendekorationer.” Kommenterede han fladt. Med dette mente han naturligvis Dementorerne. Fangevogterne kunne han i det mindste gå på nerverne -hvilket var sjovt i sig selv. Men Dementorerne havde han lært at holde sig fra at pisse af. Heldigvis for ham, var de forbudt at ende hans sørgelige eksistens i et ubehageligt kys, eftersom han sad med insideviden om garden som aurorne gerne ville have fat i.
Som hun præsenterede sig betragtede han hende indgående. Ledte efter indikatorer på om hun skulle lyve. Da det ikke lod til at være tilfældet rejste han sig op og gik med rolige skridt frem mod tremmerne. Hovedet blev tippet let på skrå og et bryn blev hævet som han stak en hånd frem mod hende mellem tremmerne som for at hilste ordentligt på hende. ”Goddag Marietta Orison, hyggeligt at du ville kigge forbi.” Han havde ry for at være meget utilregnelig, hvilket ofte gjorde folk nervøse i hans selskab, men hun virkede temmelig fattet.

[Deleted]

”Aha..” Marietta nikkede forsigtigt til Maganiellos konstatering. Hun rettede lidt eftertænksomt på sin grønne velourjakke og forsigtigt, placerede hun så omhyggeligt sin blok, så hvilede bedre i hendes favn. Hun lod de mørkebrune øjne glide vurderende nedover manden, der nu stod med fremstrakt hånd igennem tremmerne og for et øjeblik, stod hun tydeligvis og vurderede situationen. – Vurdere, hvorvidt det ville være smart at tage hans hånd. Trods alt, vidste hun ikke, hvad han ville kunne finde på. Alene, hvis han greb fat i hendes hånd, ville han sikkert besidde mere styrke end hun. Han var utilregnelig…Hun kunne ikke vide på forhånd, om han ville rykke hende til sig op imod tremmerne eller for den sags skyld forsøge at begramse hende. – Rationelt set, var det i hvert fald, hvad hun kunne lytte sig frem til hos adskillige andre fanger, der stadig stod og piftede af hende nede af gangen, imens små tilråb indimellem også lød. Hun rakte dog i sidste ende sin hånd frem og høfligt, gav hun hans et klem, før hun atter gjorde mine til at trække den til sig igen. Kontrasten var slående. – Hvor hendes hånd var fin og spinkel…neglene nylakerede og huden fin og blød, var hans ru og stor. – Som bar den tydeligt præg af arbejde og ikke mindst de rustikke omgivelser. De bar præg af, at de to tydeligvis levede vidt forskellige liv. ”Mhmm, hyggeligt.” Erklærede hun en smule sarkastisk, som hun lod øjnene vandre omkring og hun atter studerede manden fra top til tå.

[Theodore Maganiello]

Skønt han holdt igen med ikke at vise alt for tydeligt hvor meget det morede ham at hun overvejede situatonen før hun greb hans hånd, kunne han ikke skjule fryden helt. Han var med årerne blevet vandt til at folk frygtede ham, var betænksomme omkring ham og han ville lyve hvis han sagde at det ikke var en kende tilfredsstillende, om så det var berettiget eller ej.
Han tryggede den fast, men ikke hårdt. Hendes hånd var varm og blød modsat hans kolde hånd der var ru efter de omstændigheder den -og resten af ham, befandt sig under.
Roligt slap han hendes hånd igen og lænede sig lidt op af tremmerne. Han sade intet til at hun igen studerede hans skikkelse, i stedet tippede han bare hovedet let på skrå. ”Du er godt nok den mindst snaksagelige journalist jeg længe har mødt.” Kommenterede han tørt og fugtede læberne bag fuldskægget, før han fortsatte med det samme underholdte blik som før, ”gør jeg dig mundlam eller har du bare ikke forberedt noget?” Et bryn blev hævet af hende før han gengældte hendes elevatorblik.

[Deleted]

Normalt var Marietta alt andet end tilbageholden eller kedelig. Tværtimod. Trods alt, var hun journalist af en årsag. – Ja, tilmed redaktør. Og det netop fordi hun faktisk besad evner som de færreste. Ofte havde hun fået at vide, at hendes stædighed målte sig med tyve æslers og ikke alene var hun stædig men også pågående. Hun fnøs derfor bare en smule af Maganiellos grinagtige kommentar og hun rystede lidt på hovedet, før hun lod sin grønne krystalbesatte kvikskribler svæve til vejr sammen med blokken, imens hun selv lagde armene lidt over kors. ”Allright…Du kan jo kedeligt nok starte ud med at fortælle mig om dine forbrydelser. – Din seneste fangeflugt. Hvis du nogensinde skulle få muligheden for at komme ud igen…På lad os sige…Lovlig vis…- Hvad ville dit første træk så være?”

[Theodore Maganiello]

Theodore betragtede hende med rolig mine, som hun lige fattede sig og skribleren gjorde klar til at noterer alt ned på pergamentet. ”Hmm jeg kan fortælle dig hvad jeg er blevet dømt for, men det betyder ikke at det er mine forbrydelser.” Sagde han kryptisk med det voksende smil på læben.
”Dog vil jeg ikke komme ind på fangeflugten, det ville virke som lidt af et selvmål nu hvor jeg sidder inde igen.” Han blinkede kækt til hende. Hvis han skulle få brug for at stikke af igen, ville han jo helst ikke risikerer at brænde sine broer.
”Hvis jeg kommer ud på lovlig vis?? Hmm..” Han tappede let sin hage med pegefingeren som tænkte han sig ekstra godt om. ”Tja hvad ville jeg gøre….?” De brune øjne blev atter rettet imod kvinden, ”måske jeg ville melde mig ind i en skakklub.” Dette var naturligvis en joke, som han by the way, selv fandt ret så underholdende.

[Deleted]

På trods af at Marietta var en ung dame, med en ganske pæn post på avisen, var hun ikke en dame der brød sig om at blive løbet om hjørner med. Tværtimod, så hadede hun at blive drevet omkring i manegen, som hun følte at morderen foran hende gjorde det nu. Hun rynkede således blot irritabelt på næsen, som hun rankede sig en smule yderligere. ”Hør, hvis De har tænkt Dem at spilde min tid fuldstændig, er jeg overbevist om at der velsagtens er en eller flere andre indsatte på afdelingen her, der gerne vil overtage Deres interview.” Erklærede hun køligt.

[Theodore Maganiello]

Theodore kunne næsten ikke lade være med at le over hendes fornærmede udtryk. "Jamen det har du helt sikkert ret i at de ville, men de ville langt fra have lige så mange gode historier som jeg." Han blinkede til hende og fastholdt det charmerende smil på munden.
Vidste man ikke hvem han var, ville man have svært ved at gennemskue at denne mand havde blod på hænderne. Han virkede som en mand med charme og selvtillid, nogle ville endda finde ham yderst troværdig. "Men okay prinsesse. Så kom med de gode spørgsmål, dem som jeg ikke forventer at få. Ikke alle de der kedelige normale spørgsmål, jeg kan godt lide at blive udfordret." Han blinkede til hende.

[Deleted]

Marietta hævede endnu engang brynene, som Maganiello sad og lo af hende. Hun fugtede eftertænksomt læberne, som hun rankede sig igen og hun lagde så atter hovedet lidt på skrå, idet hun lod som om hun funderede. ”Så noget lidt mere kontroversielt….Hmm…At tænke ud af boxen? Fiiintt.” Marietta trak ordene lettere afslappet ud, som hun med hånden udformede en lille stol i luften med magi, før hun ’satte sig ned’ og betragtede Theodore lidt mere afslappet. ”Nå, jamen så kan du jo starte med at fortælle mig om dit samlejeliv. Det må vel være blevet vældig meget mere interessant efter at være blevet lukket inde, er det ikke?” Spurgte hun flabet, som hun hævede brynene af ham og minen atter forblev dødseriøs.

[Theodore Maganiello]

”Præcis,” opfordrede den magtfulde troldmand og så afventende på hende. Han så til med et måske lidt misundeligt blik, som hun fremdrog sin tryllestav. Var der én ting han hadede ved Azkaban -udover alt det åbenlyste, så var det ikke at have sin stav. Selv hvis ikke han kunne bruge den, men bare det at have den i hånden var en form for tryghed for ham. Skønt man måske skulle mene at han ville være vandt til at være foruden nu, især efter at være havnet i troldmandsfængslet 3 gange nu.
Det næste hun sagde fik ham næsten omgående til at bryde ud i latter. Han holdt en finger frem mod hende og sendte hende et komplimenterende blik. ”Dig kan jeg godt lide, du har en god kampgejst.” Roste han hende, som var hans anerkendelse noget alle søgte.
De brune øjne spillede legesygt og igen blev de hvide tænder blottet i et bredt smil, ”men siden du nu spørger, så står det lidt skidt til herinde, Dementorerne er ikke så villige, de vil hellere bare kysse.” jokede han og trådte helt frem til tremmerne. ”Den slags bliver hurtigt lidt for personligt for min smag.” Han fastholdt hendes blik i nogle lange sekunder. Han var bedre til uforpligtet samleje, det var altid lettere når man levede et liv som han gjorde. ”Så, Ms. Orrison, har du ikke lyst til at fortælle mig lidt om dig selv?” Spurgte han nysgerrigt ind. ”Var det dit eget valg at komme herned til helvedes røvhul for at interviewe mig?” Han hævede et bryn af hende.

[Deleted]

Marietta placerede sig lettere henslængt på den stol hun havde fremanet. Benene blev lagt ganske let over kors, som hun placerede sig lettere afslappet og med en enkel lille håndgestus viftede hun kvikskribleren ned i retning mod sig, alt imens hun placerede tryllestaven i inderlommen af sin jakke. Hun greb blokken. Og kvikskribleren, som den kom tæt nok på og hun lod så ellers de brune øjne falde på manden foran hende igen, om end minen forblev fast. – Kølig, som hun tydeligvis ønskede at fastholde den stive attitude i et forsøg på at provokere ham. ”Mhmm, det siger du ikke…I dit tilfælde tror jeg ellers det kunne gavne din personlige adfærd…Det ville klæde dig at kunne klappe i, mere end to sekunder af gangen.” Erklærede hun lige så flabet som ham selv, som hun skriblede noget ned på sin blok. ”Mit personlige liv vedrører ikke dig.” Kommenterede hun tørt, som hun strøg en af de mørke lokker om bag øret og atter fugtede læberne en smule. – Ikke at det var særlig nødvendigt. Luftfugtigheden var høj i de klamme korridorer, for ikke at tale om at stanken var ret så utiltalende. ”Men ja, det var min egen idé. Tro det eller lad være, - det er ret så imponerende, hvor mange folk og fæ, der gerne vil tilbringe deres kostbare tid på at læse om de der også sidder på randen af vores samfund, knapt med livet i behold. – Det er jo ikke alle, der er så heldige.” Kommenterede hun skarpt med hentydning til hans dom.

[Theodore Maganiello]

Perlerækken af tænder blev atter tydelig ved hendes ord. ”Pudsigt, det er du ikke den første der siger.” Besvarede han hende letsindigt. Han tog sig ikke af hendes lette fornærmelse, Ærlig talt havde han hørt langt værre, men ikke desto mindre var der noget lettere beundringsværdigt ved hendes mod. Eller dumhed, det var vel som man tog det.
Et nysgerrigt blik blev sendt imod hendes skriblerier, men han sagde ingenting -for en gangs skyld. Denne stilhed varede dog ikke ved som hun responderede hans spørgsmål. ”Nu er du bare uhøflig, du forventer at jeg skal fortælle dig om mig og mine planer for fremtiden og så vil du ikke engang dele lidt ud selv.” Han forgav at være fornærmet, dog kunne han ikke holde det skuespil oppe særlig længe, det ville trods alt kræve at hans mundtøj stod stille.
Han gøs påtaget, ”uuh, du får stedet her til at lyde så koldt og glædesforladt.” Kommenterede han som om at det ikke var præcis hvad det var, ”Jeg tror dog at jeg har et es i ærmet, så jeg frygter ikke så meget for at møde min skæbne herinde. I hvert fald ikke i denne omgang.” Lokkede han kryptisk og strakte sig en smule. Uvidende for alle andre end ham og nogle ganske få personer på aurorkontoret, var en forsoningsdom under udarbejdesle. Han havde informationer de gerne ville have fat i, og spillede han sine kort rigtigt kunne det måske være hans billet ud herfra.