Bare en pige

[Deleted]

November Kl. 15-ish
Tråden er tilegnet Lydia Weasley-Lupin
OUTFIT

---

Ene og alene i butikken stod Horace lænet indover desken og med hovedet sænket ned i en spådoms bog. Det var en helt normal torsdag, hvilket betød at det ikke var den vildeste dag at være på arbejde. Der havde været et par enkle kunder, men det kunne tælles på en hånd. Havde det derimod været weekend, havde den unge troldmand med garanti haft nok at se til, nu hvor butikken oftest blev besøgt af eleverne fra Hogwarts, men om de kom for at finde bøger, eller stå og snakke og småflirte med Horace, det var han oprindeligt ikke sikker på. Det var i hvert fald sjældent at han oplevede pigerne købe noget.

Som dørens klokke lød og afslørede en ny besøgende, slog han blikket op, for derefter at ranke ryggen og sende den rødhårede pige der kom ind, et imødekommende smil. ,,Velkommen til Florish og Blotts. Er der noget jeg kan hjælpe med?" Spurgte han høfligt. Hvis han var heldig, havde hun rent faktisk brug for hjælp.

[Lydia Weasley-Lupin]

Så snart Lydia var trådt ind i boghandlen tog hun en dyb indånding. Der var altså noget særligt over duften i en boghandel. Hun nåede dog ikke meget før ekspedienten tiltalte hende, hvilket fik hende til at smile og gå hen til ham. ”Tak. Hmm min bror har snart fødselsdag og jeg ville gerne finde ham en god bog. Måske noget om drager eller noget. Han arbejder i ministeriet” forklarede hun uddybende. Måske han kendte til at god bog man kunne give ham.
Egentlig var Lydia meget tæt med sin bror Remus, men når nu ekspedienter havde været så venlig at henvende sig, ville hun ikke sige nej. Det kunne jo også være han kendte udvalget bedre.
Lydia rettede lidt på sine briller og smilede afventende til ham. Han var en pæn mand, mon det var ham alle pigerne på skolen snakkede om og fantaserede omkring?

[Deleted]

Med det forsat skæve men imødekommende smil på læberne nikkede Horace et par enkle gange til hvad den unge rødhårede heks gav af informationer. ,,Åh, ja, så må vi hellere finde noget til ham", sagde han friskt og bevægede sig rundt om desken for at kunne guide hende personligt videre. ,,Så, ministerieansat og dragefan? Så må den nyeste udgivelse fra Andrei Turngenev være lige noget for ham", tænkte han højt, alt imens de bevægede sig op til første sal. ,,Hvornår har han fødselsdag?" Smalltalkede han lidt, hvorefter de kort tid havnede ved reolen hvor bogen burde stå på. Ærligtalt anede Horace ikke om de havde flere på lager, da bogen havde været temmelig efterspurgt - men han håbede da, for hvis fødselsdagen lå lige om hjørnet så kunne han ikke nå at bestille den hjem til hende.

[Lydia Weasley-Lupin]

Glad over den unge mands hjælpsomme sind smilede Lydia og fulgte efter ham ned mellem reolerne. Egentlig kunne hun jo nok også have kigget selv, men nu havde han tilbudt sin hjælp, og så tog hun da gerne imod den. "I slutningen af november, så jeg er lidt sent ude, jeg ved det godt. Har du noget? Andrei Turngenev siger du? Det er ikke noget dårligt bud. Men øhm.." Hun tøvede lidt, en ny udgivelse betøg ofte også en høj pris og det var nok ikke lige helt, hvad Lydia havde råd til. Hun sukkede lidt, det ville ellers helt sikkert havde gjort Remus glad med den bog. "Har du måske en bog, der er på udsalg eller noget? Jeg øhm... nye bøger plejer at være ret dyre." Det var ikke fordi hun var fattig men det var heller ikke fordi hun og familien svømmede i penge. 
Lydia kiggede forsigtigt op på fyren og rettede lidt på det mørke brillestel og trak så de ildrøde hår om bag øret. Han havde vel næsten gættet hvilken familie hun hørte til. Hun var stolt af sin familie, helt sikkert var hun det! Men det var heller ikke en nem familie at være efterkommer af. Så pludselig slog en tanke hende. "Du skulle vel ikke have et eksemplar af Fantastiske dyr og hvor man finder dem?" Det var en gammel bog, og nogen mente sikkert også den var forældet, men måske var hun heldig.

[Deleted]

Horace kunne ikke undgå at se sig over skulderen og sende den rødhårede heks et skævt smil over den semi-korte samtale hun havde kørende med sig selv - og dertil også betragte hende en anelse. Som de havnede ved reolerne hvor bogen skulle stå, og som han hurtigt nåede at skimte at der ingen var tilbage, hørte han samtidigt hendes noget tøvende ømh, hvilket atter fik vendt hans fokus om på hende. ,,Udsalg?" Gentog han, ikke spor dømmende, nok nærmere overvejende om der var noget i den bane, og så selvfølgelig samtidigt på udsalg. ,,Hmm..", blev der sekunder tilføjet, efterfulgt af et højlydt suk som han satte hjernen i blød. Horace nåede dog ikke særlig langt, før pigen selv kom med et godt bud.
,,Hmm", tænkte han atter højt og tog så nogle skridt videre, forbi nogle andre reoler for at kikke efter nogle af de ældre eksemplarer af bogen hun havde nævnt - eller noget der i så fald mindede om. , Bumbumbum,… Jeg er ikke lige sikker, men… Hvis du venter her, kan jeg smutte ud bagi og kikke?" Det var et forsøg værd.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var ikke fordi Lydia var flov over hvem hun var og hun kunne da i princippet også være ligeglad med hvad fyren har tænkte om hende, men det var aldrig helt rart at være nødt til at vælge billigere eller brugte ting. Sådan måtte det dog blive for nu. Familien var ikke rigtig fattig, men der var ikke penge til det helt store og der skulle oftest tages valg om hvad der var vigtigst at købe. Det var en ting Lydia havde lært tidligt derfor var det også hendes udgangspunkt nu. "Ja, hvis det kan lade sig gøre." Hun så håbefuldt på ham og smilede så i håbet om at der var et eller andet tilbud hun kunne benytte sig af. Hun ville virkelig gerne give sin bror en ordentlig gave. Det virkede dog til fyren virkelig tog hende alvorligt og faktisk prøve at finde et eller andet der faldt inden for hendes efterspørgsel. Dog lød det til at han var nødt til at gå ud bagved at kigge. Det gjorde nu ikke Lydia det store, hun var bare taknemmelig for at han ville hjælpe. "Tak det er virkelig pænt af dig. Må jeg kigge på nogen af bøgerne imens?" Spurgte hun nok mest retorisk, og lod ham så gå, mens hun underholdt sig selv imens.

[Deleted]

,,Ingen årsag. Og jo, kik løs, så ser jeg hvad jeg kan finde", lød det fra Horace, med det som altid lidt mere drengede smil på læberne, hvorefter han drejede om på hælen for at bevæge sig ud og om bag i lageret. Det undrede ham egentligt ikke, hvis en ældre men fantastisk bog som Fantastiske Dyr var blevet taget af hylden og gemt af vejen, grundet nyere bøger og deraf manglende plads - men sådan var det jo, selv i en ''magisk'' boghandel kunne der opstå pladsmangel. Selv ejede han en af de ældre og oprindelige eksemplarer, som han i tidernes morgen havde fået af hans forældre. Det havde betydet meget dengang de havde givet ham den, dén betød stadigvæk meget, men skulle sandheden frem så stod bogen også bare der hjemme nu og samlede støv, hvilket næsten var ærgerligt.
Noget tid efter kom han tilbage, tomhændet. Stående bag desken, sendte han den rødhårede heks et skævt smil, samtidigt som hånden gled op og om i nakkehåret. Hun kunne sikkert allerede nu se det. ,,Desværre… Der var intet" Han tog sig selv i at betragte hende lidt, i frygt for en lidt for stor skuffelse overtog det kønne ansigt. ,,Men…" tog han sig selv i at sige, hurtigere end Horace faktisk nåede at tænke det hele igennem, ja inden hun rent faktisk fik lov til at reagere på de første ord. Langsomt gled hånden ned fra nakken og i stedet lænede han sig lidt indover desken, med begge arme som støtte på bordpladen, så det lignede at han skulle fortælle hende den helt store hemmelighed. Tværtimod, men var der andre kunder skulle de ikke overhøre det han nu havde i sinde at afslutte. ,,Hvis du kommer tilbage i morgen, så kan du få min." Foreslog han stille og roligt, som var det ingenting.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia stod med en bog i hånden om magisk underholdning, Da Horace kom tilbage. Hun skyndte dog at sætte den tilbage på hylden og gik hen til ham. Hun ville ikke have råd til bogen alligevel. Det røde hår blev samlet i hænderne og trukket ud over venstreskuldre før hun også rettede lidt på sine briller. Det gav dog et stik i hjertet, da hun så at han kom tomhændet tilbage. Det havde måske været for meget at håbe på og hun slog blikket lidt ned fordi hun godt følte hun kendte det svar der var på vej. Men så afgav han det lille håbefulde ord, som fik hende til at kigge på op på ham. De grønne øjne hvilede på fyren i afventning for at se om alt var tabt eller om det hvad en mulighed for en løsning. Et øjeblik blev hun helt nervøs, fordi han lænede sig ind imod hende, men så var det kun for at tilbyde hende hans eget eksemplar. "Din?! Men.. det kan jeg da ikke..." Hun ville ikke tage hans bog fra ham. Den kunne hun da ikke bare sådan købe. Det var ikke at den var brugt, det var hun ikke så bekymret for, men det var jo hans. "Altså.. Hvad skal du have for den?" Spurgte hun så. Måske var det hendes eneste mulighed, og så var hun jo nødt til at købe den. Bare den ikke var alt for dyr. Det kunne den vel dog ikke være hvis den var brugt. Hun skulle bare sikre sig at hun kunne komme efter den dagen efter.

[Deleted]

Pigens overraskelse var ikke til at tage fejl af og et eller andet sted formåede det at gøre det umenneskeligt svært for Horace at skjule det lille smil der voksede over hendes udtryk. ,,Shh", tyssede han i et lille sammenbidt grin og gjorde samtidigt tegn med hånden til at hun ikke skulle tale alt for højt, da hendes ''Din?!'' fik et ældre ægtepar til at skæve sig nysgerrigt over skulderen som åbenbart var kommet ind i butikken som Horace havde været ude bag ved. ,,Det skal du ikke tænke på.. " svarede han kort, forsat lænet indover desken og med blikket skiftevis fra hende og over til det ældre par der forsat fulgte nysgerrigt med. Han tvivlede ikke et sekund på at broderen ville blive glad for sådan en gave, og nød næsten tanken om at bogen ville få den opmærksomhed som den trængte til. Endelig som de nysgerrige øjne kikkede væk, forblev Horaces mørke øjne på den rødhårede heks. ,,Og.. Du kan få den. Gratis. Jeg er sikker på at din bror vil sætte pris på gaven." Han sendte hende et smil og rankede sig så endelig op.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det måtte virkelig være hendes lykkedag. Hun følte sig ellers sjældent heldig men i dag havde lykken alligevel tilsmilet hende også. Det føltes så rart og smilet blev kun større. Kort så hun imod parret hvis opmærksomhed hun havde fanget, og blev lidt rød i kinderne, over at hun måtte have snakket lidt højt. 
Blikket hvilede igen på manden bag disken og hovedet blev lagt let på skrå. “Må jeg i det mindste byde dig på en kop kaffe eller kakao? Jeg har det ikke godt med bare at kræve din bog uden at give noget igen.” Det at få gaver og så give den videre, virkede helt forkert i hendes hoved. Så hjælpsomme var der da umuligt nogen der var og det virkede ikke rigtig, når nu hun slet ikke kendte fyren. “Jeg kender ikke engang dit navn, og alligevel tilbyder du mig denne, uden heller ikke at kende mit.” Hun tøvede lidt måske ødelagde hun det for sig selv nu, men hun var nødt til at følge sit moralske kompas. “Jeg kunne jo forsøge at snyde dig bare fordi jeg var for nærig til selv at ville bruge penge på gave. Det kunne være manipulation det hele.” Det var det ikke, men Lydia havde en klar opfattelse af, at der fandtes mande troldmænd og hekse, der kom frem i verden på den måde. Særligt troldmænd og hekse, der havde været under Voldemorts magt. Tilhængere af ham der ikke måtte nævnes. Tanken løb hende koldt ned af ryggen og diskret tog hun fat om bordpladen af disken, for at finde en form for stabilitet.

[Deleted]

Den rødmende glød der langsomt sneg sig over den unge heks' kinder gjorde helt automatisk at Horace trak lidt ekstra op i mundvigen. Det var underholdende, og samtidigt kunne han heller ikke helt undgå at finde det behageligt at være i hendes selskab, trods de under al den tid kun havde snakket om bøger, drager og hendes bror. Men hun virkede ikke som alle de andre piger der i tide og utide dukkede op og hang på ham og samtidigt gjorde lidt ekstra for at blive bemærket. Nuvel, så lå det også til den tidligere Gryffindors natur at være venlig og hjælpsom - hvilket heller ikke var faldet i god smag hos familien, ej det faktum at han rent faktisk var blevet en Gryffindor og ikke en Slytherin. Atter skævede han over mod parret, der diskret igen fulgte med, om end ikke klukkede lidt over det der snildt kunne ligne ung kærlighed. Hånden gled op og om i nakkehårene som han let kløede sig der og overvejede om det nu var en god idé.. ,,Du slår mig ikke som personen der ville snyde en..", bekendtgjorde han med et ærligt smil. Måske var han naiv, men der var bare noget ved pigen med det flammerøde hår der overbeviste Horace om andet. ,,Men hvis du insisterer, så takker jeg ikke nej. Hvad med i morgen?"

[Lydia Weasley-Lupin]

Nej hun ville nok få lidt svært ved at bilde nogen ind at hun havde onde hensigter. Det lå slet ikke til hende. Hun kiggede på det nysgerrige par og overvejede virkelig at sige noget til dem. Men gjorde det ikke. I stedet vente hun sig om mod fyren igen og hviskede så. “I morgen lyder fint. Og så gerne uden nysgerrige koner” hun håbede han ville forstå det. “Men fortæl i det mindste dit navn. Jeg må vide hvad jeg skal kalde dig jo. Det er vel ikke hemmeligt?” Hun smilede dog fortsat og virkede ikke spor utilfreds med noget. 

[Deleted]

En smule forsigtigt lænede han sig atter ind over bordet som pigen begyndte at hviske. ,,Dét.…ville bestemt ikke gøre noget", sagt med et grin, kunne Horace ikke helt undgå at sende de to nysgerrige endnu et blik, hvilket fik dem til at skynde sig at kikke væk igen, sikkert med den overbevisning om at de stadigvæk ikke var blevet opdaget. Igen lod han de brune øjne vende tilbage på den rødhårede heks og forsat lænet indover bordet, betragtede han hende i nogle sekunder før han åbnede munden og endelig præsenterede sig selv. ,,Du kan kalde mig Horace", - ,,Og hvad med dig?" Spurgte han, oprindeligt interesseret i at få et navn på det kønne ansigt der stod foran ham.

[Lydia Weasley-Lupin]

"Horace.." Gentog hun for at være sikker på hun huskede det. Så smagte hun lidt på navnet og stod og tænkte lidt, indtil blikket pludselig blev kastet på ham. "Horace?! Som i fyren der har gået på Hogwarts for nogle år siden, som alle piger sukker efter og snakker om hvor smuk og dejlig er?!" Hun stirrede på ham med næsten åben mund. Havde hun lige inviteret ham ud? Han som alle på sovesalen snakkede om! 
Lydias øjne faldt på ham igen som hun langsomt tjekkede ham ud. Han var meget pæn faktisk, så godt ud og ikke mindst så var han virkelig venlig. Men hun var en weasley og så endda en af dem med en snert af willieblod i årerne, well okay hun var noget mere af sin fars slægt, men alligevel. Hun mærkede panikken lidt i sig, men måtte så rømme sig. "Du kan bare kalde mig Dia." egentlig var det kun familien der kaldte hende det, men hun ville ikke genkendes som en weasley, ih hvorfor havde hun dog heller ikke gjort et eller andet for ikke at ligne en weasley Så tydeligt. Ganske forsigtig forsøgte hun at nedtone håret lidt til en lidt mere brunlig nuance. Der var da heldigvis fordele i at være metamorph. Bare han ikke lagde mærke til håret ikke var helt så gyldent længere.

[Deleted]

I overraskelse både rankede Horace ryggen og trak sige samtidigt tilbage for at få at bedre kik på den unge heks foran sig. Det var det hele der gjorde at han ikke kunne tilbage holde den mindre voksende grimasse helt tilbage. Det ikke helt ukendte ry blandt pigerne på Hogwarts og så selvfølgelig hendes opråb og dertil præsentation af det. Han var underholdt og samtidigt nysgerrig, pigen var anderledes, langt mere anderledes end alle de andre piger der kom og sukkede efter ham, hvilket var en følelse han ikke havde følt siden hans sidste rigtige seriøse forhold, et forhold hans forældre havde spoleret.
,,Dia..?" Gentog han i stedet, en anelse spørgende måske, som hun præsenterede sig, forsat med smilet på læberne og ønsket om ikke at gøre hende mere forlegen end hvad hun måske allerede var over det mindre opråb forinden. Det måtte være et kaldenavn, men hvis hun helst ville kaldes det, så var det det hun blev kaldt. ,,.Nuvel -" lød det friskt, hvorefter han kort skævede ned i bordpladen for så op på hende igen, hvilket nok også var grunden til at han ikke opfattede den lille ændring i hårfarven. ,,Passer klokken 15 dig, her, i morgen?"