Bare en pige

[Deleted]

Horace havde ingen præferencer, men forslaget kom alligevel en anelse bag på ham. Alligevel formåede han at holde masken og sende Lydia et varmt smil samt et lille nik. ,,Den Utætte Kedel er helt okay", svarede han. Skulle sandheden frem så svømmede den unge troldmand heller ikke i penge, lønnen var fair men den strækkede kun til de nødvendige ting som huslejen og føden.
Lydia lød selv til at have glemt den egentlige grund til hvorfor de stod her, ikke at det gjorde noget, tvært i mod fik det løven til at sende hende et mere åbent smil som han selv smågrinte lidt. ,,Cool. Cool. Lad os… ja", i et lille grin uden at fuldføre sætningen ordentligt formåede Horace alligevel at demonstrere at de skulle bevæge sig mod Den Utætte Kedel. Hånden blev forsat i nakken de første par minutter som de gik side om side og ellers havde han posen i den anden. ,,Så.. Jeg tror ikke jeg fik spurgt dig om hvad du lavede i hverdagen?" Spurgte han nysgerrigt og slog samtidigt blikket ned på hende som de bevægede sig.

[Lydia Weasley-Lupin]

Langsomt begyndte de at gå imod Den utætte Kedel, et tempo der slet ikke gjorde hende noget. Af en eller anden mærkelig grund, så ønskede hun faktisk at trække dette møde ud så længe som muligt. Horace var virkelig rar at snakke med og det var så nemlig at føle sig tilpas omkring ham.
Hun skævede lidt til ham og rettede håret om bag øret og fulgte med ham. Det var virkelig hyggeligt at snakke med ham og hun glemte næsten alt om skolen, lige indtil Horace spurgte hvad hun lavede til hverdag. Det fik hende til at skæve op til ham med panik i øjnene. Det var nok ikke særlig smart nu og fortælle hun gik på Hogwarts. Hun burde slet ikke være her lige nu. Derfor endte hun med at rømme sig. ”Altså jeg er meget kreativ, jeg bruger meget tid på at tegne og male, men også på teater og ballet.” hun rømmede sig lidt og så så op på ham på ny. ”Hvad med dig? Foruden at redde unge piger ud af deres bog-løsheder?” det trak lidt op i den ene mundvige og øjnene strålede.

[Deleted]

Helt automatisk lod Horace skiftevis de brune øjne flakke fra Lydia og fremad i starten som de begyndte at gå, lige indtil hun besvarede hans spørgsmål. Det føltes som om at hans hjerte slog et ekstra slag; fællesinteressen gjorde i hvert fald et eller andet ved ham, ikke at han allerede var ramt en smule af hvad-end-nu-det-her-var. ,,Åh virkelig? Det lyder da mega fedt", lød det oprindeligt fra ham, tydeligt med klang af at han gerne ville høre mere. Den unge troldmand fandt selv glæden i at være kreativ, heriblandt at skrive sine egne sange og så at spille dem på guitaren han havde fået af sin ældste søster. Han nåede dog ikke at sige mere, dertil svare på spørgsmålet hun sendte tilbage, som en person ud af blå gik skråt ind forbi dem og der puffede ind i Lydia. ,,Wow!" Uden at tænke yderligere over det greb Horace helt automatisk ud efter heksen som hun blev puffet i hans retning.

''Se dig for, Weasley'', mumlede vedkommet som h*n forsatte videre uden at kikke sig henover skulderen.

,,Hey se dig for!" råbte Horace som han forsøgte at finde vedkommet, men uden held. Derefter slog han blikket ned og lagde mærke til hvor tæt på hinanden de var havnet, samt hans hænder som lige nu hvilede på hendes arme. Dog var det ikke lige der hans tanker helt lå i starten. ,,Er du okay?"

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var virkelig hyggeligt at gå gennem gaden sammen med Horace og det glædede hende egentlig at han virkede op rigtig positiv stemt over hendes kreative side. Den fyldte meget af hvem hun var og havde en stor plads i hendes hjerte. Hun skulle netop til at fortælle videre, da nogen bankede direkte ind i hende, så hun var ved at vælte. heldigvis greb Horace om hende så hun ikke endte på jorden. Det var dog ikke lige det første hun tænkte på, det var snare detaljen med at hun var en Weasley der rungede i hendes hoved. Med ét blev hendes hår kulsort og øjnene grågrønne. Slet ikke så farvestrålende og glade som de plejede at være. Hun så overrasket op på Horace og gik fuldstændig i stå, da det gik op for hende hvor tæt de faktisk stod på hinanden. Hun nikkede og tog lidt bedre fat om han overarme.. Okay de føltes ret stærke, hvilke hurtigt fik hende til at slippe igen."Ja, Det fint. tak." Hun rettede på tøjet og børstede det værste snavs af sig."Det sker af og til der er en der.. forbinder mig med den familie." Hun bed sig i læben og mærkede hvordan den dårlige samvillighed vandt ind på. Hun burde virkelig ikke lyve omkring sin slægt, men hun var bange for konsekvenserne, nu havn allerede havde givet udtryk for sin mening om familien.
For hurtigt igen at komme væk fra emnet valgte hun så at gentage sit spørgsmål. "Hvad var det du sagde du lavede?" Der kom et lille smil fra hende, af ren interesse som hun nu så op på ham.

[Deleted]

Det havde været med rynkede bryn og en irriteret mine at Horace havde kikket efter den fremmede der ikke havde skænket Lydia den mindste tanke efter det lille sammenbrud. Han havde været så optaget af at få et glimt af personens ansigt at han slet ikke fangede de ord der blev sagt under den lille dans Lydia og Horace havde som de havnede i hinandens favn. Se dig for, Weasley. Som var det ingenting, lod Horace sig ikke genere af hverken den ændrede hår- eller øjenfarve; det var dog med andre tanker bagved, at han troede at Lydia reagerede og ændrede på sit udseende. At hun var… rystet, blevet ked af det over at idioten ikke havde set sig tilbage og sagt undskyld.
Han stak hende et lille opmuntrende smil som hendes svar lød, hvorefter han så endelig tænkte på at give slip på hende, hvilket han gjorde i en lidt hurtig bevægelse og der skabte lidt plads mellem dem. Hun skulle helst ikke føle sig utilpas.. ,,Godt… godt", nikkede han et par gange. ,,Forbinder dig med hvad?" Lød det derefter, en kende forvirret, hvilket afslørede at han ikke havde fået fat i den lille Weasley-kommentar. ,,Og altsåå.." Uden at fjerne blikket fra Lydia, drejede han en anelse i kroppen og begyndte der igen at gå. ,, - udover at redde unge piger ud af deres bog-løsheder -" gentog han og sendte hende et lidt mere jokende smil, ,, - så er jeg også meget kreativ. Jeg skriver og spiller musik." Det lød så kliche agtigt, som et decideret billigt scoretrick, men det var bare langt fra sådan det var. Alligevel kunne Horace ikke helt undgå at lade hånden glide igennem det mørke og lidt krøllede hår som han håbede at hun ikke troede at det bare var noget han sagde for at opnå et eller andet. Og samtidigt holde han diskret øje med hendes hår som stadigvæk var sort. 

[Lydia Weasley-Lupin]

Først ved Horaces spørgsmål gik det op for hende, at hun netop havde været ved at afsløre sig selv. Hvis bare hun havde holdt mund, så ville han måske slet ikke have hørt delen med Weasley, men den havde hun så selv lige fået ødelagt. Det var virkelig en større opgave at skabe en anden identitet, det krævede Lydia hele tiden var opmærksom på selv det mindste vink, og hun havde det frygteligt med det her. Desværre virkede det alt for sent til at bakke ud, så hun var nødt til at følge med indtil dagen var forbi. Håret var nu kulsort, og hun så på det i vinden, af gode grunde kunne hun ikke selv se hvordan øjnene også havde skiftet farne. "ikke noget? Hvem snakker om at forbinde nogen?" prøvede hun så, selv om hun egentlig bare ville videre, men det virkede også mærkeligt bare at feje ham af.
Hun grinede lidt, over hvordan han havde taget hendes titel til sig. "du er virkelig sød, tak for en rigtig god dag, eller altså jeg mener..." Men hvad mente hun egentlig? Hun var ikke rigtig god til at sætte ord på det, men kiggede så i stedet på Horace som han forklarede sig. "Er det rigtigt, hvad musik spiller du og på hvilket instrument" ville hun gerne høre."Hvad slags sange skriver du så?

[Deleted]

Forvirringen blev kun større da Lydia på magisk vis formåede at smide spørgsmålet tilbage. Havde Horace hørt forkert? Det havde han nok… ,,Ømh… Det.. Det er lige meget, jeg hørte nok bare forkert", indrømmede han i et skævt lille grin.
Han kunne ikke helt lade være med at grine som hun gav en kompliment, eller i hvert fald forsøgte. Skulle han sige noget tilbage? - Det burde han, men Horace fik ikke muligheden før Lydia hoppede videre. ,,Altså - det er mest bare på hobbyplan, virkelig, det er intet specielt", svarede han i et ydmygt grin og lod samtidigt den ene hånd glide om i nakkehårene mens den anden blev løftet op foran kroppen og rystet svagt fra den ene side til den anden, som lidt forsøgte han at feje det væk. ,,Jeg spiller mest på guitar, men jeg kan også spille klaver. Og det afhænger lidt af det hele… men altså… personlige sange, hvis det overhovedet giver mening?" Efterhånden nåede de Den Utætte Kedel, og som muligheden bød ind, gik Horace først for galant at åbne døren for Lydia.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var virkelig ikke rart sådan hele tiden at lyve for Horace og skulle skjule hvem hun var. Kunne hun da ikke bare have været ærlig fra starten af? Så ville det ikke gå så galt. Måske ville han så heller ikke have snakket med hende, men hun kunne da have prøvet. Det var for sent nu. Nu vidste hun at fyren her ikke kunne lide hendes familie og måtte altså bare håbe på han aldrig fandt ud af hvem hun var. Derfor lod hun også samtalen ligge. Jo mindre de snakkede om det jo bedre.
Glansen havde fuldstændig forladt hendes hår under disse tanker og man kunne nok godt ane at hun ikke lige var helt så glad som før. Hun prøvede dog at smile som han snakkede om sit musik. Det var da trods alt spændende. ”Vær ikke så beskeden, jeg er sikker på det er godt.” Roste hun ham i et lille smil og rettede så på håret, der var ved at tage en varmere brunlig nuance, som hun hyggede sig i hans selskab. Hun ville ønske hun en dag kunne få lov til at høre ham spille, måske endda også synge en af sine sange. ”Wauw. Har du dit eget klaver? jeg kan godt lide klavermusik. Det smukt.” De nåede den utætte Kedel, og Lydia gik ind af døren, som han holdte for hende. Derinde, tog hun sig jakke af og lagde den over armen, mens hun kiggede efter et sted de kunne sidde. ”Hvad kunne du tænke dig at drikke?” Det var jo hende der skulle give, så hun måtte hellere spørge ham ad.

[Deleted]

Horace var ingen pralhals, det var ikke en egenskab han besad, hvilket var ufatteligt taget i betragtning af hvilken familie han var født og opvokset hos. Interessen for musikken havde aldrig været værdsat hos forældrene, men de havde nu alligevel aldrig tøvet med at prale til de forskellige familiesammenkomster når fokusset var røget over på midterbarnet i flokken på tre, måske også fordi det var det eneste Horace rigtigt havde vist interesse i som teenager. Han lo dæmpet ved Lydias ord og vidste i starten ikke helt hvad han skulle sige. ,,Måske en dag du kan bedømme det selv og så kan det være at du ombestemmer dig - altså…hvis du selvfølgelig har lyst."
Efter Lydia trådte ind i Den Utætte Kedel, fulgte Horace trop og side og side ende de med begge at stå og kikke efter et ledigt bord, hvor Horace til sidst fik øje på et hjørnebord. ,,Emh jeg tror bare at jeg skal have en… ingefærsøl", lød det fra ham, hvorefter han lod fokusset glide tilbage på Lydia. Han prøvede ihærdigt at sige til sig selv at han skulle slappe af, og skrue ned for det store smil, ellers ville han nok ende ud i at få krampe i kæben. ,,Hvad med dig? Hvis du snupper bordet henne i hjørnet så henter jeg drikkevarene", forslog han, tydeligvis allerede klar til at smutte hen til baren. Han havde nok ærligtalt glemt at det var /Lydia/ der havde inviteret på noget at drikke, og så var der vel også en lille del af hans opdragelse om at være en gentleman der trådte i karakter.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia kig ved siden af Horace og lyttede, et lille smil lå på hendes læber som han meget beskedent fortalte om sine evner. Det var simpelthen sådan en sød måde han gjorde det på, og kun med til at gøre hende endnu mere forblændet af ham. Hvordan var hun endt her, sammen med en som ham? på vej på en date... Hun burde næsten takke sin bror for at have haft fødselsdag og være så glad for bøger, men det kunne hun bare ikke rigtigt. Takke ham altså, han ville sikkert ikke være tilfreds med at hun fandt sig en fyr der var så meget ældre end hende selv.
Hun drejede hovedet og så på Horace. "Du må sende mig en ugle, hvis du en dag skal spille en koncert. Jeg vil rigtig gerne høre hvad du kan."  Lød det så fra hende mens hun mærkede varmen stige op i hendes kinder. Det havde næsten lydt som om han var klar til at give hende en solo-koncert. Netop denne tanke fik hende til at dagdrømme en anelse, hvilket igen fik en rød glans til at skinne igennem håret, denne gang uden hun selv lagde mærke til det. Det var stadig ikke den velkendte weasleyrøde farve, men rødlig var den bestemt. 

Der var mange på Den utætte kedel og Lydia håbede virkelig på IKKE at blive genkendt af flere. Egentlig burde hun nok også snart komme tilbage til skolen, men hun havde formået at lave en særlig aftale om at kunne tage afsted nogle timer. Derfor blev Lydia egentlig også glad, da Horace pegede på et lidt afsidigt bord, hvorved de kunne sidde. "Ingefærøl lyder dejligt, men Horace... Det var jo mig der skulle betale, som tak for bogen." forklarede hun så og håbede da hun fik lov til det. Ellers nyttede det jo ikke meget, men så slog en tanke hende, og hun kiggede overrasket op på Horace. "Vent... Hvis du betaler... Er... er det her en date-date?" Det virkede jo næsten sådan.

[Deleted]

,,Det vil jeg huske." Horace optrådte sjældent, og de enkle gange det skete inviterede han sjældent nogle med som han kendte, men måske han skulle til at begynde at gøre det lidt oftere, bare så han kunne se Lydia lidt mere.
Smilet blev en tand større som Lydia ikke lød til at have noget imod det valgte bord, men hendes Men fik ganske kort hans mave til at slå knuder. Men…? Som hun forklarede sig, sukkede han diskret ud som nervøsiteten allerede på den korte tid om at hun ville aflyse allerede havde formået at vokse sig større. ,,Det er rigtigt… Jeg beklager, det havde jeg glemt", lød det i et lille beklagende grin. Selvom han helst ikke ville lade hende betale - man var vel gentleman - så ville han heller ikke ende ud i at fornærme hende eller andet.
Lydias spørgsmål derefter fik Horace til at stikke tungespidsen ud i mundvigen alt imens han kikkede lidt overrasket og overvejende på heksen foran ham. Var det en date? - En date-date, som hun så fint kaldte det? Selv måtte han indrømme at det virkede sådan, og det var ikke kun på baggrund af at han havde glemt hovedsagen til de skulle mødes hele tre gange; Horace havde oprindeligt glædet sig til at se Lydia efter de havde skiltes i boghandleren, og lære hende bedre at kende. Til sidst lod han hånden glide op til ansigtet og gennem de brune lokker. ,,Det… Altså, ville du have noget i mod at det var en date-date?" spurgte han med et lille skævt smil.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia kunne ikke lade være med at smile, som hun fik lovning på at han nok skulle huske hende, hvis han en dag skulle spille koncert, hun håbede dog lidt på at der uanset hvad ikke ville gå alt for lang tid før de skulle ses igen, men altså, nu vidste hun jo hvor han arbejdede og hun kunne nemt gå ind at købe flere bøger hos ham. Det krævede dog bare, at hun havde pengene til det. Måske skulle hun begynde at spare op til en ny bog allerede nu? Så var hun da sikker på hun kunne få ham at se igen - Og tale med ham. "Det er okay, jeg tilgiver dig." Grinede hun muntert over hvordan han tog det hele ind. "Jeg vil bare nødigt have det hængende over mit hoved, at jeg prøver at snyde nogen, eller narre mig til at få ting gratis. Sådan er jeg ikke." forklarede sin sig mens hun inderst inde håbede på at hun havde penge nok til netop at give ham en ingefærøl, og selv også kunne få en, men det mente hun nu nok hun havde. Spørgsmålet var jo så bare hvor meget hun skulle spare efterfølgende. Det var vel i større eller mindre grad også sådan det altid var med økonomi. Det galt om at planlægge hvordan man vaælger at bruge sine penge og så sørge for at få det hele til at løbe rundt. 

Det gik op for Lydia at hun havde holdt vejret, som Horace havde overvejet om det de havde gang i var en date, eller en date-date. Måske var det fjollet at mene der var forskel, men hun var alligevel blevet fanget i tanken og ville gerne vide hvad han egentlig lagde i dette her. Han fik dog hurtigt vendt spørgsmålet samt kun at komme med et lidt indirekte svar. "Om jeg ville? hmm.. Nej, det ville jeg ikke. tror jeg." Hun tøvede lidt og mærkede hvordan hun blev varm i kinderne. "Men... Jeg tror måske, hvis det var en date-date, så... mhmmm... Jeg ville gerne have gjort lidt mere ud af mig selv så tror jeg.. måske." Det var egentlig lidt svært at sætte ord på og som hun netop havde forsøgt, så syntes hun egentlig det lød forkert. "Ikke at jeg ikke har gjort noget ud af mig selv, eller altså... nej og jeg er altså ikke nogen sminkedukke heller øhm... Det bare... ja, jeg ville nok bare gerne vide jeg havde gjort en indsats, for ikke at.. at skuffe dig tror jeg."

[Deleted]

Det lille grin der kom fra Horaces vedkommende blandede sig lynhurtigt med Lydias efter som hendes søde kommentar lød. Derefter mildnede hans udtryk som hun noget mere seriøst forklarede sig selv, hvortil han nikkede et par enkle gange. ,,Forståeligt.." - ,,Ikke at jeg troede det om dig", forsikrede han med et lidt mere varmt smil.
Det var måske billigt sluppet, sådan at smide spørgsmålet tilbage, men skulle sandheden frem havde Horace nok frygtet for at give sit ærlige svar, for tænk nu hvis det havde skræmt Lydia væk, ved at indrømme at det bestemt intet gjorde ham hvis det var date. Han nikkede svagt som hun gentog hans lille spørgsmål, og betragtede hende så ellers som hun tøvende forklarede, eller i hvert fald forsøgte sig frem. Forsøget var sødt, og hurtigt trådte det brede og lidt mere charmerende smil frem, som det til sidst helt virkede til at heksen spændte ben for sig selv, hvilket det også lod til at hun var klar over. ,,Det er okay, jeg forstår dig", lød det roligt fra ham, og måske med det håb at hun ikke frygtede at hun havde sagt noget dumt. ,, Desuden så… ville du aldrig skuffe mig. Jeg syntes at du pæn, naturligt pæn", komplimenterede han og tippede samtidigt hovedet en kende på skrå, måske en anelse ubevidst, så han kunne komme lidt tættere på. Modet, så og sige, forsvandt dog hurtigt, som han rankede ryggen og rømmede sig. ,,Skulle vi...  sætte os over til bordet?" Fokusset røg igen over på det tomme bord de havde kikket på.

[Lydia Weasley-Lupin]

Nej, hun prøvede sandelig ikke at snyde nogen... Det var jo ikke fordi hun samtidig løj om hvem hun var. Ikke at han på noget tidspunkt rigtig havde spurgt hende, men alligevel så forsøgte hun at skule sin identitet som Weasley. Det havde egentlig ikke været hendes mening som sådan, men det var sket og pludselig var det hele vokset over hovedet på hende, og hun anede ikke hvordan hun pludselig skulle få sagt at hun forresten var en weasley og samtidig stadig gik på Hogwarts. Udfaldet af dette var for skræmmende til at hun turde tage forsøget. Tænk hvis han blev vred, tænk hvis han ikke ville se hende igen, og han havde da også givet udtryk for at han ikke kunne lide hendes familie. Hvilket egentlig bare gjorde det mere fjollet at hun så fortsat snakkede med ham.
De mange tanker suste rundt i hovedet på hende, men stoppede brat, da han komplimenterede hende med at hun var pæn. Hun stoppede fuldstændig op og så på ham med et lille genert smil. "Synes du? tak." Nej hvor ville hun gerne kunne sige noget bedre end det! Ville gerne være mere selvsikker og turde stå frem, men det skete ikke. Heldigvis blev hun da også afbrudt af hans foreslag om at sætte sig inden bordet ville blive taget af andre. "Ja, lad os det. Så kan vi tale videre der." Foreslog hun så og begyndte at gå i retningen af det frie bord, de havde udset sig.