Slik eller ballade

[Tristan Plainwood]

OUTFIT

Tråden er tilegnet Lillith Malfoy

---

Ifølge Tristan havde det ville gå rygende let, det ville bare være et hurtigt smut ind og derefter et hurtigt smut ud, men sandheden havde været anderledes. Flere gange havde han og @eleanor været tæt på at blive opdaget; det havde vrimlet med både elever og Professorere over det hele på Hogwarts, men i sidste ende havde det lykkedes dem, eller nok nærmere Eleanor, at få ham sneget ind på skolen. Selv havde han sørget for det sorte jakkesæt og læder handskerne, hvor Eleanor havde hjulpet ham med at anskaffe djævlemasken der skulle gemme hele hans identitet.
Nu stod han blandt mængden af udklædte elever, blandt velkendte ansigter, såsom vennen Nohr, dronning Izzy og willien Kimberly. Eleanor var den eneste der vidste at han ville dukke op, ikke en gang Lillith vidste det, også selvom hun var hele grunden til alt det besvær ham og Ravenclawtøsen havde været igennem.
Placeret i et hjørne, omkring punchskålen, lod Tristan de mørke øjne spejde rundt i spisesalen, lige indtil han fandt hvad han søgte: klædt ud som et kæmpe græskar, kunne han ikke undgå at trække på smilebåndet og havde det ladet sig gøre, havde alle set det store underholdte smil der overtog hans læber temmelig hurtigt. ,,For helvede Lillith", mumlede han for sig selv, hvorefter han skubbede sig forbi den første flok af elever, så den næste, lige indtil han kom ud til det der måtte være midten af storsalen. Ligeglad med hvad den blonde heks foretog sig, var han hurtig til at fange hendes hånd, for derefter at hive og trække hende væk og igennem mængden fra det hun havde været i gang med. Først som de nåede et lille delvist tomt hjørne, lod han sig vende om mod Lillith, og inden hun kunne nå at protestere mere, mere end hun muligvis allerede havde gjort på det lille tur, fangede han hendes anden hånd, som var det optakten til en lille dans han efterspurgte. Kostumet hun havde valgt gjorde det ikke ligefrem nemt at komme tæt på hende, men det måtte den ældre slange jo leve med, lige nu. ,,Hvorfor overrasker det mig ikke at du er klædt ud som et kæmpe græskar?" Spurgte han, hvor stemmen tydeligt afslørede ham.

[Lillith Malfoy]

På trods af sin evige uskyldige fremtoning og sit blide væsen, elskede Lillith faktisk Halloween. Hun var ikke voldsomt modig, men udsmykningerne der altid fulgte med denne årstid fascinerede hende alligevel på en eller anden måde.
Hun havde valgt at deltage i festlighederne på trods af hun ingen date havde. Hun forventede nu heller ikke at nogen ville inviterer hende og en del af hende havde det faktisk også ganske glimrende med det, da den fyr hun allerede havde for øje, ikke længere gik på skolen og derfor ikke ville være en mulig kandidat.
Lillith havde ikke fået snakket med så mange til aften, hendes vennekreds var ikke stor nok til at prale af, og dem hun snakkede med så ud til at være lidt optaget af deres egne ting. Derfor var hun endt oppe ved snackbordet hvor hun havde fundet sig et stykke kage formet som et græskar.
Hun skulle også lige til at sætte tænderne i det, da hun mærkede et greb om sin frie hånd. Forskrækkelsen af den uventede handling fik hende til at tabe kagen, men før hun kunne gøre noget ved det -såsom at rydde den op, blev hun trukket af sted gennem den oppyntede storsal.
”Hey!” Udbrød hun en smule irriteret, men måske også lidt nervøs. Hun vidste at Izzy var på krigsstien og eftersom hun ikke kunne se ansigtet på sin bortfører kun han -for så meget kunne hun da se, -let være i ledtog med The Evil Queen.
Kostumet var lidt svært at sno ind mellem folk hvilket fik hende til at føle sig lidt som en tumling når hun snublede lidt over sine egne fødder, som hun ikke engang kunne se under den store græskarmave.
Omsider stoppede fyren op og snuppede hendes anden hånd, hun sendte ham et rasende blik og skulle lige til at give den ukendte bortfører et indblik i hendes tanker, men så snakkede han og raseriet blev på et sekundt omdannet til forvirring, ”...Tristan?” De blågrå øjne blev knebet let sammen som hun forsøgte at fange et glimt af øjnene bag de sorte huller i den skræmmende djævlemaske.

[Tristan Plainwood]

Det rasende blik fra Lilliths side fik Tristan til at forestille heksens patrounes som en arrig lille chihuahua, og i et split sekund måtte han kæmpe med ikke at grine lidt over hende. Heldigvis kom han hende også i forkøbet som han, inden hun lavede en lille scene, eller delvist, som han afslørede sig selv, hvilket fik heksen i græskarret til at slå en anelse koldt vand i blodet. Bare hun kunne se hans store og tydeligt underholde smil.
,,Jeg beklager at jeg ikke kom noget før. Min lille hjælper -" ganske kort skævede han ud mod mængden af elever og fandt der Eleanor, for så at slå blikket tilbage til Lillith. ,, - og jeg stødte på problemer. Men jeg er her nu", forklarede han i en dæmpet tone, hvor man alligevel der tydeligt kunne høre det lille smil der hvilede på hans læber. Forsigtigt sænkede han derefter hovedet i forsøget på at få øjenkontakt med Lillith, og da han fik øje på de gråblå øjne, mærkede han den velkendte, men alligevel tydeligt savnede varme i sin krop over at kunne se hende igen.  ,,Men shh", lød det drillende, som han samtidigt gav et lille klem i begge hendes hænder og der, i et lill forsøg, forsøgte at trække hende tættere ind til ham, ikke at det gik særlig godt.. Kostumet var sjovt, det gav han Lillith, men ved Merlin hvor var det upraktisk når man ville tæt på! 

[Lillith Malfoy]

Som sandheden om hans identitet langsomt gik op for hende, måtte hun tage sig selv i ikke at daske til ham. Bare lige for en god ordens skyld. Hun havde i hvert fald en ret god ide om hvor stort et smørret smil der måtte befinde sig bag masken.
Lilliths blik fulgte den retning hun mente han kiggede hen, men opfangede ikke Eleanor som han gjorde, måske fordi hun lige nu havde tankerne et helt andet sted. ”Før? Hvordan er du i det hele taget kommet ind?” Hun havde dæmpet sin stemme sådan at ingen nysgerrige sjæle skulle afsløre hans hemmelige identitet og dermed fjerne ham fra festen, ffor hånden på hjertet, var der ingen hun faktisk hellere ville se til aften end ham.
Hun trådte tættere på ham, så meget som kostumet nu tillod hende. Hvor var det dog irriterende. Havde hun vidst at han ville dukke op havde hun taget et bedre kostume på. ”Det er vidste begyndt at blive en vane for dig, at fange mig i mine værste outfits.” Påpegede hun og så ned af det oppustelige græskar. Sidst havde hun været halvt iført nattøj, hvad blev det næste? Faktisk var hun ikke sikker på hun turde kende svaret af frygt for at se sin egen værdighed begå selvmord.
Et lille smil sneg sig op på blondinens rødlige læber. ”Jeg er virkelig glad for at se dig.” Indrømmede hun så og slap hans hænder for at lade sinde stryge let op over hans overarme. Endnu engang så han så uretfærdig godt ud som han stod der i sin tux, og skønt masken ødelagde det ”perfekte look” var der alligevel også noget mystificerende over det som hun godt kunne lide.

[Tristan Plainwood]

,,Samme måde som jeg kom ind i sidst", svarede han lettere drillende og forsat i den noget dæmpede toneleje. ,, - og så med en smule hjælp fra Eleanor, men du skal ikke give hende alt for meget kredit, det stiger hende sikkert bare til hovedet", lød det i et mindre underholdende fnys - hun var trods alt en Ravenclaw og de kunne, ligesom Slytherinerne, var lidt for fulde af dem selv. Tillgengæld havde han lovet at gøre hende en tjeneste i fremtiden, ikke at han frygtede at hun fandt på det vildeste, det var jo, ved Merlin, bare Eleanor de snakkede om og hvad kunne hun finde på at skøre ting?
Et dæmpet grin lød og med et større smil gled over læberne på Tristan som hørte Lilliths ord. ,,Hvad mener du dog?" Spurgte han så uforstående som han kunne, men alligevel med en tydelig snert af morskab i undertonen. Herefter trådte han et skridt ud, førte hendes arm op og knap så elegant som det kunne havde været, fik han guidet blondinen til at svinge en runde om sig selv så han fik set hele pakken, så og sige, for så at trække hende så meget som muligt ind til sig igen. ,,Måske en størrelse for stor, meen jeg syntes at farven klæder dig", forsatte han. Oprindeligt havde Tristan ikke forestillet sig at Lillith havde valgt en vovet påklædning, som en samlejeet gudinde eller pirat, men det var uden tvivl også en af de ting der gjorde hende så interessant; hun virkede så oprindelig og et eller andet sted så ligeglad med at dukke op som den eneste ''kiksede'' til hele festen.
Det varmede at høre Lilliths indrømmelse. Allerede tilbage til den nat hvor han havde besøgt hende for første gang havde han haft tankerne om at snige sig ind til den traditionelle Hogwarts Halloween fest, og det havde været en indre kamp ikke at indrømme det overfor blondinen som de havde lagt der, under den stjerneklare nattehimmel og hygget sig. Hun havde sikkert protesteret hvis han havde sagt det, i frygt for at han blev opdaget, men det havde ikke stoppet ham.
,,Det er jeg glad for at høre." Lillith bragte det bedste frem i slangen, Tristan ønskede at være bedre, mest for hende, men langsomt også for sig selv, ikke at det gav mening nu hvor han samtidigt var i gang med at planlægge et mord, og nu muligvis også havde hørt om manden der måske kunne hjælpe ham med at fuldeføre sin mission. ,,Ved Merlin hvor ville jeg ønske at jeg kunne kysse dig lige nu", indrømmede han. Selvom det var genialt med masken, så havde det helt klart også nogle ulemper.

[Lillith Malfoy]

Hun så på ham med et næsten opgivende, men alligevel glædeligt smil, ”Du er simpelthen utrolig,” det var ikke ment som som et direkte kompliment, hvilket hun var ret sikker på han ellers ville tage det som, men mere sagt som i at hun ikke begreb hvordan det lykkedes ham gang på gang og så tilmed til en skolefest. Ikke at hun beklagede sig.
En let skulen blev rettet imod ham, men den var ikke særlig velholndende. ”Det ved du vidst godt,” hun så ned af sig selv med et let suk. ”kan du ikke give mit en heads up næste gang?” For ja, hun gik nok lidt ud fra at dette her ikke ville blive sidste gang hun så den graduerede slange på Hogwarts. ”Du ved, sende mig en ugle, en kaminbesked eller et røgsignal bare et eller andet” Hun slog en smule ud med den ene hånd. Hun ville så gerne klæde sig på sådan at han også kunne se at hun faktisk godt kunne være feminin, bare en enkelt gang om ikke andet. Hun lod sig dog alligevel sno en enkelt omgang med let blussende kinder og fandt derefter sig selv i hans arme. Drilsk skød hun brynene i vejret ”har du måske set et fladt græskar?” Okay det var vidst en ting, men pyt nu med det.
De blågrå øjne fyldtes med glæde og hendes arme fandt roligt vej omkring hans nakke. Hun kunne af gode grunde ikke efterkomme hans ønske, ikke så længe han havde masken på i hvert fald, ”kom her,” hviskede hun blidt og trak ham lidt ned imod sig som hun selv hævede sig op på tåspidserne for at placerer et kort kys på masken ud fra hvor hans mund ville være på den anden side. Dette efterlod et svagt rødligt tryk fra hendes diskrete læbestift hvilket fik hende til at smile uskyldigt, men yderst tilfreds op til ham.
Hun havde lyst til at spørge ind til alt det de havde snakket om den aften ved søen, men en del af hende frygtede nok svaret, hun håbede jo stadigvæk lidt på at kunne tale ham fra det.

[Tristan Plainwood]

Et stort og tydeligt stolt smil overtog hurtig den djævelklædte som Lilliths ord fyldte hans øregang. Selvom han uden tvivl vidste at det ikke var en direkte kompliment, tog han bestemt hendes ord som var det, og Tristan vidste også uden tvivl at Lillith allerede kendte ham godt nok til at vide det, ergo efterlod det næppe megen til fantasien af hvilket selvfedt tandpastasmil der måtte befinde sig bag masken.
Og smilet blev kun fodret og blivende, som Lillith sendte ham den lette skulen, inklusiv ordene bagefter. Til sidst brød han også ud i en dæmpet underholdt latter, både fordi det Lillith sagde var sjovt, men også en anelse sødt. ,,Et røgsignal?" Gentog han i grinet og kunne lige forestille sig det. For Tristans vedkommende behøvede Lillith ikke at gøre noget ekstraordinært, han fandt hende smuk uanset hvor og hvornår, ja faktisk havde han den forestilling at hun kunne trække en sort affaldssæk nedover sig og stadigvæk være den smukkeste i hele verdenen. ,,Jeg lover at jeg næste gang giver dig et heads up", lød det kort tid efter, i en mild og varm tone der afslørede at han mente sine ord. Det eneste han ønskede var snart kun at gøre Lillith glad, og intet mere - alt andet var ligemeget.
,,En gang skal jo være den første, ikke sandt?"
Nysgerrigheden sneg sig dog ind som Lillith derefter bad ham om at komme tættere på efter den lille indrømmelse af ønsket at kunne mærke hendes læber mod hans. Hvad hun havde tænkt sig? Det anede han vitterligt ikke, men frivilligt fulgte Tristan med, lænede sig ind over hende og sænkede hovedet, lige indtil han både så og mærkede hvordan hun selv løftede sig selv på tåspidserne for så at plante et kys på masken. Det efterlod et smil på læberne samtidigt medat mærkede en form af overrasket men også glæde i maven. Selvom ingen kunne se hvem han var, så kunne alle andre snildt se hvordan Lillith Malfoy, den græskarklædte Slytherin heks, kyssede på en. Det ville uden tvivl få de fleste til at tale, om end ikke sprede en pokkers masser rygter om hvem mon det var bag masken. ,,Ikke fair..", indrømmede han med et smil i tonen. Smilet forsvandt dog en anelse som noget i hendes blik blev ændret. ,,..Hvad tænker du på?"

[Lillith Malfoy]

Blondinen kiggede op imod det maskebeklædte ansigt og sukkede en anelse tungt. ”Du står med et lidt for smørret smil på læberne lige nu gør du ikke?” Måske hun allerede kendte ham lidt for godt, men sandheden var jo at hun fandt det selvglade smørrede smil, ufattelig charmerende -skønt hun uden tvivl ville benægte det, udelukkende af de årsag at hun ikke var helt sikker på hvor meget boost hans ego kunne tåle før han lettede fra jorden.
”Mhm.” Slog hun fast, som var den gamle indianerskig noget der hørte normen til. Dog blev hun hurtigt tilfredsstillet af hans svar. ”Godt.” Sagde hun og lod atter smilet pryde sine læber.
Hun var godt underholdt af deres lille battle med ord, det var bare én af de ting Tristan Plainwood havde at byde på. Hun følte aldrig at hun kedede sig i hans selskab.
Selvom kysset blev tildelt primært for at drille ham, kunne hun også mærke en mild længsel efter følelsen af hans læber over hendes. Hun tyggede let på underlæben, en vane som han efterhånden flere gange havde påpeget overfor hende. Hun var komplet ligeglad med hvad folk måtte tænke, de kunne kigge og hviske alt det de ville, lige nu følte hun sig som den heldigste heks på hele kloden. Desværre var der dog intet som var perfekt og tanken om hans dystre planer havde spredt sig i hendes sind og måske gjort hende en smule fjern i blikket, om kun for en kort stund, opfangede han det lige med det samme. Hun sendte ham et beroligende smil og lod hovedet tippe let på skrå. ”Har du lyst til vi finder et andet sted at være?” Spurget hun imens kinderne begyndte at brænde en smule. Det var måske lidt en måde at undgå hans spørgsmål på, men det var også fordi det var lidt svært at snakke om her. Hun vidste godt at det måske kunne forstås på flere måder, men hun kunne ikke spørge ind til noget her, og igen trangen til rent faktisk at kunne pille masken af ham og kysse ham ordentlig ville nok ikke komme til at forlade hende igen før det var opfyldt.

[Tristan Plainwood]

,,Hvad? - Hvad får dig til at tro det?" Lød det, mere afslørende end noget andet i den dæmpede men underholdende toneleje. ,,Okay, okay. Jeg giver mig. Denne gang", gav han sig lynhurtigt bagefter, forsat i den samme glade tone. Blev de ved sådan her ville Tristan sikkert også gå hen og få krampe i mundtøjet over al det smileri - han var slet ikke vant til det, specielt ikke efter han var stoppet på Hogwarts; der var ingen grund til at gå og lade som om at alt var perfekt når det ikke var det. Det hele var blevet så mørkt, alt undtagen når han tænkte på Lillith, eller når de udvekslede breve eller tilbragte tid sammen. Han boede ikke længere hjemme, lige nu boede han ganske enkelt hvor end pengene rakte til. Bilen han havde ''lånt'' af forældrene henover sommeren havde han solgt og deraf brugt på at kunne overleve. Og snart var der ikke flere tilbage. Med det sagt, så var han heldigvis også tæt på at finde manden der skulle hjælpe ham videre med at fuldende sin mission. Men alt det ønskede han ikke at tænke på, slet ikke når han stod her, til festen, med græskarklædte Lillith i hans arme. Med hovedet let tippet på skrå, betragtede Tristan hende og ventede ellers på hvad end der måtte være på hendes hjerte. Og lidt overrasket, løftede han hovedet som hun endelig lod høre fra sig. Et andet sted? De rødmosede kinder gjorde det bestemt heller ikke lettere. ,,Jo..jo selvfølgelig?" Lød det, måske en smule uforstående fra slangen, hvilket vel var forståeligt nu hvor han følte at han fik en masse blandede signaler. ,,Du fører an."

[Lillith Malfoy]

Hun så på ham med en uskyldig mine, ”det ved jeg sørme ikke, lad os bare kalde det en spontan indskydelse.” Han overgav sig nu også ret hurtigt, hvilket passede den unge heks ganske godt. Det lettere selvtilfredse udtryk gjorde hun nu heller ikke rigtigt noget for at skjule for ham. ”Jeg kan godt lide at få ret,” påpegede hun drilagtigt.
Hun havde virkelig savnet ham! Især fordi deres sidste møde var blevet afbrudt så uheldigt. Det havde været så ufattelig pinligt og hun havde ikke kunne se professor Samuel Roden i øjnene efter.
Et roligt nik hvorefter hun gav hans hånd et klem ”godt, men du kommer til at skylde mig en dans senere.” Advarede hun og trak ham lidt væk fra de højrystede festende elever. Hun drejede gik ned af trapperne imod krypten, hernede kom der sjældent andre elever, udover slangerne altså. Igen drejede hun om et hjørne til de befandt sig på en komplet tom og øde gang.
Her vendte hun atter front imod ham og rakte langsomt op for at skubbe masken op. Hun smilede varmt til ham inden hun hævede sig op på tåspidserne og placerede et blidt kys på hans læber, hvorefter hun sendte ham et uskyldigt smil, ”det havde jeg lige brug for.” Indrømmede hun i en varm tone.

[Tristan Plainwood]

,,Det overrasker mig ikke", kommenterede Tristan forsat i den mindre drillende tone som Lillith selv drilagtigt påpgede at hun godt kunne lide at få ret; bag det søde smil og de lidt for kønne øjne var der trods alt gemt en sand Slytherin.
Forsat med hovedet en kende på skrå, betragtede han den blonde heks. Ærligtalt anede Tristan ikke hvad der gik igennem hendes hoved; hvad skulle han forvente? Var det bare uskyldigt eller havde hun mere i tankerne? Det ville være en løgn hvis Tristan benægtede den lille forestilling om at hun trak ham et sted hen, såsom fornødenhedsrummet, og de hyggede sig lidt, ligesom deres sidste møde, men igen, så ønskede han heller ikke at hun følte sig tvunget på nogen som helst måder. Let trak han på smilebåndet. ,,Vi kan danse hele natten hvis det er det du ønsker", lød det med smilet på læberne, samtidigt som han, uden nogen former for protest, fulgte med.
Bare for en sikkerhedskyld, som de stoppede, lod Tristan hovedet glide til højre og venstre for at sikre at de var alene, og blot sekunder efter som han vende hovedet tilbage mod Lillith, mærkede han følelsen af friheden som masken blev skubbet op. Helt instinktivt hjalp den unge troldmand, som masken nåede halvejs op over ansigtet og sikrede dermed også at den ikke faldt til jorden og i værste tilfælde gik i stykker. Smilet var mildt og ligeså de mørke øjne som også var fyldt med en helt anden varme og glæde end det normale. Tristan var heller ikke et sekund for langsomt til at bøje sig halvt ned og gengælde det blide men ellers korte kys. Han forblev tæt på, ellers så tæt på han nu kunne takket væres hendes uhyggeligt samlejeede kostume, og lod der hånden glide op for at kærtegne hendes kind. ,,Jeg klager ikke.." Lød det dæmpet fra ham, hvorefter han sænkede hovedet de sidste centimeter, atter at placere et kort og blidt kys på hendes læber. ,,Du har ingen idé om hvor meget jeg har savnet dig", indrømmede han uden at trække sig for langt væk.

[Lillith Malfoy]

Som svar på denne kommentar, sendte hun ham blot et strålende smil, som bevidnede om at hun var ret godt tilfreds med situationen. Et smil som kun voksede sig større da han sagde at de kunne danse hele natten. De blågrå øjne strålede. Tristan havde bare meget hurtigt sneget sig ind under huden på hende. Det var en kærkommen og samtidig lidt skræmmende følelse. Følelsen af at være forelsket.
Denne følelse blev forstærket som masken blev skubbet op og hun kunne se ham rigtig. Han så fantastisk ud som altid, selv efter at have været gemt væk bag masken. Det var ikke fordi Lillith ikke havde haft lyst til at nyde festen, men lige nu ville hun bare hellere have lov til at kysse ham. TIl hendes store glæde sænkede han sig frem mod hende, og skønt kysset de delte var kort, fik det alligevel hendes hoved til at snurre en smule.
Som ham trak hun sig heller ikke lang væk idet deres blikke mødtes og fastholdt hinanden kort. "Godt," hviskede hun blot, og mødte hans læber i et nyt kys. Hendes hænder gled om i hans nakke og snoede sig let imellem de følsomme nakkehår, dog huskede hun at passe på masken der lige nu hvilede ovenpå hans hoved som en underlig hat. Ordene fik hende til at trække den ene mundvig op i en tænksom mine, "hmm det kan jeg ikke bebrejde dig, jeg er temmlig svær at være foruden." En mild latter rullede over hende læber og hun bed sig kort i underlæben før hun fandt den mere seriøse side frem. "Jeg har virkelig også savnet dig." Indrømmede hun så og trak ham ned imod sig i endnu et kys. Hendes oppustede kostume gjorde det desværre lidt svært at trække ham tæt ind til sig, og nylon-stoffet kom med en lettere hidsig lyd hver gang noget gled over det. Igen ønskede hun i sit stille sind at hun havde fundet et andet kostume at tage på i aftenens anledning.

[Tristan Plainwood]

Tristan fulgte Lilliths eksempel og lod en mild underholdende latter rulle over læberne som blondinen luftede sine tanker om at hun var svær at være foruden. Det var sandt og stod det til Tristan så dukkede han op på skolen hver dag, så han kunne se ind i hendes smukke øjne og høre hendes vidunderlige latter hele tiden. Smilet forblev således på læberne som hun slog over i den mere alvorlige mine og selv indrømmede. Tænk at ord kunne have så megen betydning.. Aldrig i Tristans vildeste fantasier havde han troet at han ville ende ud i at blive sådan en type, ak ja, han huskede faktisk tydeligt den samtale ham og @isadora havde haft.
Det var måske en smule desperat af de fra tid til anden forsøgte at komme tættere på hinanden, det oppustede kostume blev ikke ligefrem mindre og den forfærdelige lyd der fulgte efter fangede måske andres nysgerrighed. ,,Kan man slet ikke lukke luften ud af?" Spurgte han i et lille grin og kunne samtidigt ikke holde sine lange pilfingre for sig selv som en flad hånd blev lagt på den runde form, som et mildt forsøg på at tage fat i dragten for at fremme sin pointe. Mest af alt havde Tristan bare lyst til at tage fat, klemme til, og så derfra håbe på det mindre tilfredsstillende bang der ville komme ud af det når dragten sprang, ligesom man gjorde ved en pose chips eller vingummier. ,, - Eller.. Du kunne selvfølgelig også bare tage den af, det ville ikke gøre mig spor", kørte han drillende videre.

[Lillith Malfoy]

Den blonde heks var faktisk ikke helt klar over omfanget af hvor meget Tristan kunne lide hende. Hun havde en god ide om det, i og med han var her, samt deres snakke. Men at hun havde sat så stort et spor i ham, var kun noget hun turde drømme om og ikke direkte spørge ind til, i frygt for hvilket svar hun ville få. Hun vidste dog at hun var komplet skudt i den fyr og der var næsten ikke det hun ikke ville gøre for at hjælpe ham. Måske med undtagelse af at udføre hans farlige og foruroligende plan.
Hans ord blandet med den følelse det gav når han pressede luften rundt i kostumet fik hende til at fnise lavmeldt. Hun tog sig dog hurtigt sammen og skulle til at svare ham at luften blev lukket ud via en lille ventil i siden, men så kom hans tilføjelse hvilket fik hende til at se op på ham med store uskyldige øjne, "tage den af? Tristan, jeg er altså nøgen indenunder, ellers bliver den for varm at have på." Det var naturligvis en stor fed løgn, men nøj hvor hun morede sig bag den opretholdte facade. Den var varm ja, men hun kunne aldrig finde på ikke at have noget indenunder.
Måske var det et lidt uretfærdigt move, men han kunne så let slå benene væk under hende, så hun måtte tage de muligheder hun havde, for at gøre det samme ved ham. Det gav hende denne her underlige tilfredstillese. Om han hoppede på den vidste hun dog ikke.

[Tristan Plainwood]

Sagde han noget forkert? Det var i hvert fald slangens første tanke som det største hvalpeblik blev sendt i hans retning. De hurtigt hævede bryn afslørede også et noget spørgende udtryk, hvortil et noget overrasket men næsten også lusket smil gled over læberne som Lillith sagde som hun gjorde. ,,Nøgen?" Gentog han, med et tydeligt strejf af overvejelse i spørgsmålet. Ærlig talt så overvejede Tristan ikke det mindste at Lillith jokede med ham, overhovedet ikke faktisk - måske han havde tænkt anderledes hvis det omhandlede et andet emne, men ikke… nøgenhed. ,,Er det… er det ikke bare endnu en god grund til at tage den af så?" Spurgte han i stedet, i en dæmpet tone og bøjede sig samtidigt halvt ned over hende, både med den intention om at komme tættere på hende, men også, som han kom så tæt på hende som muligt, for at plante et mindre lokkende kys på hendes hals, alt imens fristelsen om at pointere at hun ved deres sidste møde ikke lod til at have noget imod den nøgenhed de havde været centimeter på at opleve, blev holdt tilbage.