Head Above Water

[Evanna Brown]

Charles Michael Lavoie
OBS foregår i august 2056, omkring klokken 23:30.
Sankt Mungos.

---

Evanna var netop kommet tilbage på stuen, efter operationen som havde fjernet resterne af det, som skulle have været deres start på et lykkeligt familie liv. Hun var omtåget, for det hele var gået så hurtigt. Hun kunne huske, hun havde haft samleje med Charles og de havde været ved at falde i søvn, da hun havde mærket en smerte uden lige. Det havde blødt. Hun havde blødt. Hun havde været så bange. De var kommet til det magiske hospital, hvor hun hurtigt var blevet kørt ned til en operationsstue. Hun havde hørt nogle healere sige noget om, at det skulle gå hurtigt, da Charles havde informeret dem om, at hun var gravid. Hun var blevet lagt under en søvnbesvægelse og derefter var alt blevet sort.
Hun vågnede langsomt op og glippede lidt med øjnene. Hun åbnede munden for at sige noget, men hendes mund og hals var så tør og der kom ingen ord ud. Hun gjorde et forsøg på, at rette sig op i sengen, hvilket resulterede i at hun begyndte, at hoste og måtte tage sig til den nederste del af maven, som en svag smerte meldte sig. Hun havde fået noget smertestillende, som heldigvis gjorde, at det ikke gjorde alt for ondt på hende. "Charles?" fik hun endelig fremtvunget, mellem sine host og få sekunder efter kom der en healer ind til dem. "Frk. Brown?" spurgte den mandlige healer, før han gik hen og gav hånd til Charles. "Jeg vil gerne snakke lidt med dig, om hvad der er sket. Er det okay din mand er her i mens?" spurgte healeren og trak en stol hen, for at sætte sig klar til, at tage den hårde snak. Evanna nikkede lidt, men sagde ingen ting, da det havde krævet nok af hendes manglende energi, at sige Charles' navn.

[Charles Michael Lavoie]

Charles havde aldrig oplevet en frygt lignende end den, han for få øjeblikke siden havde oplevet da  Evanna havde blødt. Han vidste, det var et dårligt tegn når gravide blødte så meget og han havde nærmest fra det sekund vidst, hvad det betød. Han havde vidst at det barn de ikke havde planlagt, men drømt og håbet på, ikke ville overleve. Nu havde det handlet om, at Evanna skulle. Han havde været så bange for at miste hende – ulig andre gange han havde været bange eller nervøs i sit liv. End ikke angst havde været ligeså voldsomt, som det han lige havde oplevet. Han havde bragt hende til hospitalet og havde ventet. Han havde ikke haft nogen reaktion endnu. Ikke andet end indeni, hvor hans hjerte havde banket hårdt mod brystkassen i situationen og bekymring mens Evanna havde været på operationsbordet. Han havde forholdt sig rolig, mens panikken indeni egentlig prøvet at komme til orde. Han vidste dog, at det ikke havde hjulpet han var gået i panik. Nu følte han sig tynget ned af verden og træt. Da healerne havde reddet Evanna, havde han fået lov til at sætte sig ved hendes side og vente på hun vågnede. Han sad lige nu i en stol og kiggede med et tomt blik ud ad vinduet og ind i mellem havde han holdt hendes hånd. Han havde rejst sig op, når hjælpeløsheden var blevet for meget. Han havde ikke bemærket hun var vågnet, men rejste sig op det sekund hun sagde hans navn og gik over til hende. ”Jeg er her, skat,” sagde han med et svagt smil, der skjulte den smerte han oplevede. Han nåede ikke at spørge hende om hun ville have noget at drikke før end en healer kom indtil dem. Charles trykkede healerens hånd. Charles satte sig ved sengekanten og tog Evannas hånd, som han fik lov til at være sammen med hende.

[Evanna Brown]

Evanna mærkede lettelsen skylle indover hende, da Charles hurtigt var henne ved hende og tilkendegav, at han var der. Alene hans tilstedeværelse, gjorde hende tryg. Hun rykkede lidt på sig, da han satte sig på sengekanten ved siden af hende, selvom det ikke var helt uden en ømmende grimmasse.
Healeren satte sig til rette på stolen, "Frk. Brown, du var 7 unger og 5 dage henne, men ægget sad stadig i æggelederen i din venstre side," fortalte healeren, før han fandt et billed frem der illustrerede kvindens livmoder, æggeleder og hvad der ikke ellers hørte til det kvindelige indre underliv. Han pegede for, at give en bedre forståelse og ja, selvfølgelig antog han, at det nok var mere ny viden for Charles, end for Evanna, selvom sandheden nok var anderledes. Selvfølgelig vidste hun godt, hvad hun havde derinde, men nok langt fra ligeså godt, som Charles. "Det vil sige, at du var gravid uden for livmorderen. Det kan have noget, at gøre med du før har fået en abort, men det betyder ikke, at du aldrig vil kunne gennemfører en graviditet, det skal I vide," forsatte healeren og bladrede lidt i nogle papirer. Evanna bed sig i læben, hun vidste ikke om Skyler havde fortalt Charles, at Evanna dengang havde fået lavet noget fup, så Skylers abort var blevet skrevet ind i Evannas journal, da Skyler ikke havde været myndig og derfor havde haft brug for sine forældres underskrift. "Blodet I oplevede, var din æggeleder som var sprunget, men operationen gik godt. Du kan tage hjem, når du har været oppe og gå og været på toilettet. Den næste uge eller to, kan du opleve noget pletblødning, men så længe det ikke forsætter længere end det eller det bliver voldsom blødning, så er det helt normalt. Vi fraråder samleje, karbad, svømmehal og havvand i den uge til to, samt brug af tampons. Din livmoder skal lige have lov til, at vokse stille og roligt sammen igen," fortalte healeren videre og rakte nogle papirer til Evanna, hvor på alt han lige havde fortalt også stod på. "Har I nogle spørgsmål?" spurgte han roligt. Evanna rystede mildt på hovedet og tog imod papiret. Det var mange informationer på én gang, og hun kunne ikke rigtigt rumme dem alle på én gang. Hun ville bare gerne hjem. Healeren nikkede lidt og så mod Charles, for at se om han havde nogle spørgsmål. "Oh og så anbefaler vi, at du selvfølgelig tager det stille og roligt de første par dage, men du burde være klar til, at tage på arbejde igen efter det, men ingen tunge løft her den første uge, men om en uge burde du være frisk og klar til at vende tilbage til, din normale hverdag," tilføjede han og sendte dem et lidt opløftende smil.

[Charles Michael Lavoie]

Charles lagde en arm omkring hendes skulder og lod den anden hånd finde hendes hånd for at holde blidt omkring den. Han vidste de skulle have en dårlig besked lige om lidt og han vidste, han blev nødt til at være stærk i det her. Det havde han bildt sig selv ind i al den tid, hun var blevet opereret. Det var ikke ham, der havde båret rundt på det lille mirakel, som deres barn ville have været hvis det var blevet født. Han følte ikke, han havde ret til den sorg han reelt set følte.

Charles lyttede til healeren og kiggede på de billeder, han havde med. Han var næsten sikker på at illustrationerne var mere for hans skyld end for Evannas, til trods for han nærmest havde kunnet den kvindelige anatomi inden han overhovedet havde fyldt 10. Det kunne healeren selvfølgelig heller ikke vide og for at være helt ærlig, så var det heller ikke ligefrem den første ting, som han fortalte om sig selv. Charles rynkede lidt på øjenbrynene, som healeren fortalte Evanna havde fået en abort. ”En abort? Hvornår?” spurgte han undrende. Han vidste ikke, at hun havde været gravid med Ashton. Ashton havde heller aldrig fortalt noget om det – havde Ashton tvunget hende til det? Hvorfor havde hun ikke fortalt ham det? Kendte han hende slet ikke? Undringen i hans øjne blev kun tydeligere som disse tanker skyllede ind over ham. Han havde ingen idé om at den abort havde noget med ham og Skyler at gøre, og Skyler havde aldrig nævnt det for ham, præcis som mange andre ting hun havde ’glemt’ at informere ham om. Han havde brugt lang tid på at genfinde sin tillid til hende. Han ville dog kunne forstå, hvis det her var en hemmelighed mellem Skyler og Evanna. Han var ikke et røvhul. Charles nikkede en enkelt gang til de kunne komme hjem, ligeså snart Evanna havde været oppe og været på toilettet samt til de ting, hun ikke måtte. ”Hvis vi gerne vil have børn…. Bliver det så svære eller? Vil I anbefale IVF behandling? Og vil der så være regelmæssige tjek på, det hele forløber som det skal?” spurgte han i en rolig stemme. Han vidste godt healeren havde sagt de kunne få børn, men han ville også gerne vide hvad han skulle forvente. Han ville så gerne have sin egen lille familie med hende. ”Tak,” svarede Charles som han sluttede af og kyssede Evannas pande og lod de grønne øjne hvile analyserende på hende. ”Er du okay, skat?” spurgte han kærligt.

[Evanna Brown]

Evanna mærkede hans arm omkring sig. Der var ingen tvivl om, at han var hendes klippe i gennem alt dette her, hun håbede bare at de ville være stærke nok til, at komme i gennem det og komme ud på den anden side, uden alt for mange traumer. Hun vidste det ville kræve forståelse, respekt og plads til hinanden og hinandens behov. Hun kunne mærke tårene der allerede gerne ville bryde igennem, men hun ville kæmpe imod, så længe hun kunne. Hun mærkede hans anden hånd blidt om sin egen, og gav hans hånd et lille klem, før hun førte den op til sin mund. Gav den et blidt kys på hans håndryg og trak vejret tungt, nærmest som om, hun allerede også godt vidste, hvad der var sket. Eller i hvert fald havde en idé om, at de ikke ville få deres baby med hjem, hverken i hendes mave eller i deres arme.
Healeren så overrasket på Charles, da han spurgte ind til aborten. Havde han fået talt over sig? Havde han brudt sin tavshedspligt? Evanna bed sig i læben, "Maj.. 2054.." svarede hun stille og nikkede lidt til healeren som tegn til, at det var okay, hun havde jo selv sagt ja til, at Charles havde måtte være der og det var egentlig ikke fordi hun ville holde skjult for ham, at hun havde taget Skylers abort på sig, men mere fordi hun havde følt, det var Skylers hemmelighed og ikke Evannas. Healeren vendte blikket mod Charles ved hans spørgsmål. "Det er nogle gode spørgsmål. Vi er ikke der, hvor vi tænker IVF behandling. Hvis I gerne vil have børn, vil jeg anbefale rygestop, hvis I ryger. Hvis I ønsker det, kan vi sende det befrugtet æg til undersøgelse og vi kan undersøge jer begge to. Jeg vil ikke sidde skræmme jer eller give jer falske forhåbninger. Det kan være et engangs uheld, men det kan også være et tilbagevendende problem. Og nej, der vil ikke komme nogle regelmæssige tjek, men I er selvfølgelig altid velkomne til, at sende en ugle, hvis I har spørgsmål eller komme ind, hvis der er noget I gerne vil have tjekket op på," forklarede healeren og så en smule undskyldende på Charles over ikke, at have nogle bedre eller mere direkte svar til de spørgsmål han nu engang havde. Healeren nikkede til Charles' tak og forlod så stuen. Evanna pustede tungt ud og lukkede kort øjnene, ved kysset mod sin pande. Hun rystede lidt på hovedet, "Ikke rigtigt..." svarede hun lavmeldt, men ærligt og tørrede en tåre væk fra sin kind, før hun vendte blikket mod ham, "Er du?" spurgte hun kærligt tilbage.

[Charles Michael Lavoie]

Charles var så lykkelig over, han kunne lægge sin arm om hende og holde hende indtil sig. Han ville ønske han kunne tage al hendes smerte og overføre den til sig selv, så han kunne have ondt for dem begge. Hun fortjente ikke de dårlige ting, som skete for hende. Han ville så gerne være der for hende, på måder der næsten var menneskeligt umuligt for ham. Han vidste også hvad det ville kræve af dem, at komme igennem noget så svært som det her. Han vidste også, det ville kræve at de begge åbnede op om deres følelser. Det var ikke, at han ikke kunne med hende eller var bange for at sige noget til hende. Han stolede på hende og han stolede på, han kunne være sårbar i nærheden af ham. Han følte bare ikke, det også var hans sorg. Han havde ikke haft et liv i sin mave. Han havde ikke mærket det på samme måde og han følte derfor ikke, han havde ret til også at have ondt. Charles mærkede klemmet mod sin hånd og lod hende føre den op til hendes læber, og mærkede efterfølgende kysset. Han havde svært ved hendes berøring lige nu, mest fordi han havde svært ved at holde sig selv i skak, når det var hende.
Charles rynkede på panden ved hendes ord. Marts 2054. Det lød bekendt. Hans trætte hjerne tænkte på højtryk og hans grønne øjne blev store, som det gik op for ham at det var samtidigt med, at Skyler havde fået sin abort. ”Samtidig med Skyler…” mumlede han og lod blikket bevæge sig ned mod gulvet, som han stadig tænkte. Havde Evanna været gravid med Ashton og fået en abort samme måned, som Skyler? Ashton havde aldrig fortalt det til ham, og han havde vidst hvad Charles havde været igennem på det tidspunkt. Han forstod det ikke rigtigt. Charles nikkede til healerens ord. ”Okay…. Der er vist nogle ting, vi skal snakke om så…” påpegede han, men kunne mærke han næsten ikke kunne tage stilling til noget af det lige nu. Hans krop var så træt og årvågen på samme tid, at han næsten følte sig apatisk overfor alt andet og andre end Evanna. Charles så kort efter healeren som han forlod deres stue, inden han vendte sit blik tilbage mod Evanna. Han lyttede til hendes vejrtrækning og lod sin hånd holde hendes baghoved og nussede hendes hår. Han værdsatte det ærlige svar og nikkede for at signaliserede han lyttede og forstod. Han bemærkede tåren ned ad hendes kind og nåede ikke at gøre mere ved den førend hun selv havde tørret den væk. Han kunne ikke svare direkte på hendes spørgsmål – igen fordi han brugte meget energi på at holde sig selv samlet for hendes skyld. ”Jeg er taknemlig over, at du stadig er her,” hviskede han lavt og lod sin pande hvile ind mod hendes, mens øjnene gled kort i. Mentalt talte han til ti, han var nødt til at berolige sig selv.

[Evanna Brown]

Evanna vidste godt, at den her form for smerte aldrig ville forsvinde, selvom det hele virkede så urealistisk lige nu for hende, så vidste hun godt, at det ville blive en hård og lang kamp. Hun håbede bare så inderligt, at de var stænke nok til, at komme i gennem det. Hun anede ikke, hvilke følelser der gik i gennem Charles, men hun forestillede sig, at det var cirka de samme som hun selv havde. Et ubeskriveligt tomt hul i hjertet og modet helt i bund. Hun pustede tungt ud, efter at have kysset hans håndryg, uvidende om, at han havde svært ved hendes berøring lige nu.
Hun bed sig i læben, da hans mumlen lød, mens hendes blik blev rettet ned mod gulvet til modsatte side, end hvor Charles sad, nærmest synkron med ham. "Ish.." mumlede hun, men havde ikke lyst til, at gå i yderligere detaljer mens healeren var der. Hun ville ikke holde det hemmeligt for ham, men hun følte stadig heller ikke, at det var hendes hemmelighed at fortælle. Hun havde ikke engang fortalt det til Ashton dengang, hun vidste ikke engang om han vidste, at Skyler havde været gravid, for hun havde aldrig fortalt ham det eller snakket med ham om det. Healeren nikkede til Charles' ord, "Vi kan ikke forudsige om skaderne på den ene æggestok er midlertidige eller varrige, før det er helet op," fortalte healeren og med de ord forsvandt han ud af døren.
Evanna mærkede hans hånd mod sit baghoved og kort efter den nussen som hendes hår fik sig tildelt. Hun mærkede hans pande mod sin egen og gjorde som ham, lod øjnene glide i. Hun bed sig let i læben for at holde sine tåre tilbage, så der ikke var flere der trillede ned af hendes kind. "Det havde jeg ikke været, hvis det ikke var for dig," hviskede hun blidt og mærkede en tåre mere forlade det ene øjne, på trods af begge øjne var lukket. Hun snøftede en enkelt gang og rettede sig så lidt ømmende op, før hun åbnede øjnene for at se på ham, "Charles.. Angående aborten.. Jeg har ikke.. været gravid før, men Skyler, hun.." hun tav lidt og bed sig i læben, mens hun prøvede at formulere resten af sin sætning i hovedet, "Hun var mindre årig og hendes far, ville kunne have ødelagt din karriere på ingen tid, hvis han havde fundet ud af det og resten af Skylers liv, så jeg.." hun tørrede en tåre væk, igen, "Ashton ved det ikke, men jeg betalte privathospitalet som lavede aborten på Skyler, for at skrive det ind i min journal i stedet for hendes, så hun ikke behøvede at få sine forældres underskrift," fortalte hun med blikket mod dynen og pillede lidt ved den.

[Charles Michael Lavoie]

Charles ville aldrig fortælle hende, hvor svært han havde det med hendes berøring. Det ville betyde, han skulle give sig selv muligheden for at lade sine parader sænke. Det var ikke en mulighed. Han havde uden nogen havde bedt ham om det, påtaget sig ansvaret for at være stærk for dem begge. Han anede ikke hvad Evanna havde brug for lige nu eller for den sags skyld, forventede af ham. Han kunne finde ud af at være ved hendes side, men han havde brug for han kunne gøre så meget mere end ’bare’ det. Han elskede hende, så der var ikke noget der kunne få ham til at forlade hende – med mindre hun udtrykkeligt gjorde det slut mellem dem, for det havde han ikke selv tænkt sig det skulle være. Han så ikke, hun var synkroniseret med ham og selv kiggede på gulvet. Han rynkede dog på panden ved hendes ish. Han anede ikke hvordan det kunne være noget der lignede, uden helt at være det og han kunne ikke samle sine tanker nok til at tænke på hvordan det kunne hænge sådan sammen. Skyler havde ikke fortalt ham ret meget, selvom han virkelig havde ønsket at hjælpe hende og være der igennem hele processen. ”Okay… Tak,” påpegede Charles med en monoton stemme, inden healeren var væk. Charles lod øjnene være lukket, uvidende om de tårer Evanna forsøgte at holde tilbage, og åbnede dem først ved hendes ord – dog for sent til at fange hendes tårer. Han lod i stedet sin tommelfinger tører den våde linje væk og bed sig i læben. ”Jeg… Jeg..” han tav kort, som han forsøgte at finde ordene – han var ikke sikker på, han overhovedet havde dem. Der var dog tre ord, som pressede sig på og han havde ikke vidst, om han nogensinde ville få muligheden for at sige dem. ”Jeg elsker dig,” hviskede han og lod sine læber hvile ømt mod hendes pande, ømt og kærligt, inden hun rettede sig op. Han måtte trække vejret tungt som hun snøftede og tydeligt ømmede sig – i et forsøg på at holde sine egne følelser i skak. Han lod de grønne øjne hvile på hendes blå. ”Du beh…” han nåede ikke at sige mere, da hendes korte tavshed var brudt og hun på ny forklarede sig. Hun havde ret til at holde hemmeligheder. Det hun havde haft med Ashton og hvad hun havde været igennem med ham, behøvede hun ikke forklare eller på anden måde redegøre for. Selvfølgelig var hun altid velkommen til at snakke om det – men hun skyldte ham det ikke. Han spærrede dog øjnene en smule op ved hendes forklaring og nåede endnu en gang at spotte hendes tårer – vred på sig selv over, han ikke kunne gøre noget ved det. Han lod blikket flakke lidt rundt ved hendes ord og så kort op i løftet for at fange tårerne inden de blev til mere. Han følte sig så utilstrækkelig. ”Tak for alt du gjorde for Skyler og mig.. Virkelig, det betyder meget og jeg er glad for, du kunne være der for hende på måder jeg aldrig kunne. Hun har aldrig fortalt mig det, og jeg har omvendt heller ikke…” han trak vejret tungt. ”Spurgt”. Han tog blidt fat i hendes hånd ude af stand til at sige mere, selvom der var mange ting, han så gerne ville sige.

[Evanna Brown]

Evanna følte sig på ingen måder stærk lige nu. Hun havde det som om, at nogen havde taget hendes hjerte ud, trampet godt og grundigt på det og så sat det på plads igen i tusindvis af stykker, derefter selvfølgelig også lige taget hele hendes livmoder og resten af hendes underliv og knust det, hvilket var skyld i alle de fysiske smerter. Hun elskede også ham, utroligt højt. Hun kunne tælle på én hånd hvor mange gange hun havde hørt de ord, eller selv sagt dem højt. Hun havde været vant til at kærlighed var noget man købte eller fik i form af materielle gestusser. Ikke noget man sagde direkte til hinanden. Hun sagde ikke mere til det healeren havde sagt, hun havde nok mentalt lidt lukkede ned for de ord der kom ud af healerens mund, fordi de gjorde for ondt. Sandheden gjorde ondt, især når den samtidig var så uklar. Skulle de tage imod tilbudet og blive tjekket? Hvad hvis hun aldrig ville kunne få børn? Hvad hvis hun ikke kunne give ham børn? Eller hvis de skulle i gennem det her en gang til. Bare tanken gav hende helt kvalme. Hun havde set, hvor glad han var blevet, da hun havde fortalt ham hun var gravid, så hun vidste jo det var noget han ønskede sig, noget hun måske aldrig ville blive i stand til at give ham. Hun blev revet ud af sine tanker, da han prøvede at sige noget, hvilket fik hende til at vende blikket mod ham. Hun mærkede hans tommelfinger mod sin kind, som han tørrede tåresporet væk fra hendes kind. Hun mærkede et sus i gennem hele sin krop, fra sit hjerte og helt ud i tåspidserne, mens hun mærkede hans læber mod sin pande. Hun bed sig hårdt i læben, "Jeg elsker også dig," hviskede hun som hendes stemme knækkede og flere tåre trillede ned af hendes kinder.
Hun nikkede lidt, da hun godt kunne regne resten af hans sætning ud. Om det var fordi hun selv havde brug for, at komme ud med det, for selvom det ikke var fordi hun havde løjet for ham, så følte hun alligevel at hun havde holdt noget hemmeligt for ham, som han egentlig havde ret til at vide, som faren til Skylers barn, uanset om hun havde født det eller ej. Hun var ikke dum, hun kunne godt regne ud, at han prøvede at holde sine tåre tilbage, da han så mod loftet. Det trick brugte hun jo også selv, hvilket mange andre sikkert også gjorde, når man kæmpede mod tåre. Hun rystede lidt på hovedet, "Jeg fortalte dig det ikke, fordi du skal takke mig eller noget som helst andet.. Jeg ved godt, jeg ikke er hendes biologiske søster, men nogle ting er bare nemmere at snakke om.. Du ved sådan.. Kvinde til kvinde. Skylers mor har aldrig været der for hende, så jeg tror bare hun havde brug for en voksen, der ikke havde ligeså mange følser med i det, som I to havde.. Har.." sagde hun stille og trak lidt på den ene skulder, før hun vendte blikket mod hans hånd og strøg den let med sin tommelfinger, før hun førte den op til sine læber og gav hans håndryg et blidt kys og vendte blikket mod ham. "Burde vi sige ja tak, til at blive testet?" spurgte hun usikkert.

[Charles Michael Lavoie]

Charles ville ikke forvente hun skulle være stærk i en situation som denne. Hun havde ret til at knække fuldstændig sammen. Hun havde haft et liv i sin krop, og nu var det der ikke. Det helte så pludseligt og komplet uretfærdig. Han så indad. Var det hans skyld? Han forstod, at det helt rationelt ikke kunne være det, ligeså vel som det heller ikke var hendes… Men, ville hun kunne have fuldført graviditeten, hvis ikke han havde haft samleje med hende? Igen, rationelt set vidste han godt, der ikke var noget de kunne gøre og han var heldig, at Evanna stadig var her givet tidspunktet det var blevet opdaget på. Lige nu, var han bare alt andet end rationel. Modsat Evanna, havde Charles hørt ordene gennem sin barndom. De var ikke svære for ham at sige og han vidste, hvordan det var meningen kærlighed skulle føles. Han havde været bange for, at han aldrig ville nå at sige til Evanna han elskede hende, og nu havde han muligheden. Han havde ikke et behov for at høre hende sige dem, men som hun nu alligevel ytrede de mest magiske ord i det engelske ordforråd, varmede de ham helt ubeskriveligt meget, samtidig med tomrummet i ham blev forstærket, og paraderne kort blev sænket. ”Tak,” hans stemme knækkede en enkelt gang, mens øjnene blev blanke. Han holdt dog blikket på hende og lod hende se det, mens han med tommelfingeren blidt fjernede hendes tårer. Det var i det mindste noget, han kunne gøre.

Charles vidste godt, hun kunne regne ud, hvad han havde gang i, når han kiggede op. Han vidste jo godt, mange kendte til det trick. Lige nu var det dog noget han kunne gøre for at være i situationen. Han lyttede til hendes ord og nikkede ind i mellem for at understrege han hørte, hvad hun sagde. Han var glad for, hun fortalte ham det, men det rev også op i et sår, der endnu ikke var helet. Det havde været en af hans største fejltagelser som mand. Han havde ikke været der, som han gerne ville og han vidste, hans fejl var, han ikke havde været insisterende nok. Han havde tilmed straffet Skyler bagefter ved at være sur over hendes løgne, til trods for han vidste, det ikke var hendes skyld. Han var ikke et særligt godt menneske, når det kom til stykket. ”Jeg er glad for, du kunne være der for hende og jeg er så glad for al den hjælp, du har kunne give hende. Jeg ved godt, du ikke fortæller det for jeg skal sige tak, men jeg er taknemlig, for det du gjorde for hende og også for mig,” svarede han kærligt og mærkede strøget over håndryggen og efterfølgende kysset. Han lod kort øjnene glide i for at holde samling på sig selv. Han åbnede dem igen, som han fornemmede hendes blik på ham og stillede ham et spørgsmål. Han trak på skulderen. ”Det ved jeg ikke… Det er måske en god idé, men det er ikke en beslutning vi behøver at træffe endnu. Lige nu skal du bare koncentrere dig om at blive hel og okay,” påpegede han og strøg hende gennem håret, inden han gav det et blidt kys.

[Evanna Brown]

Evanna gav sig selv skylden i alt dette her. Hun vidste jo, at der ikke var noget galt med hans produktionsudstyr, eftersom Skyler ikke havde mistet deres barn, men fået det fjernet bevidst. Derfor var det eneste som gav mening i hendes hoved, at det var hendes indre, der var noget galt med. Hvad hvis hun aldrig ville blive i stand til, at give ham børn? Han ville jo tydeligvis gerne have børn. Hun tvivlede ikke på ham, men på sig selv. Hvad hvis hun ikke var god nok? Hvis det var naturens måde, at sige til hende på, at hun aldrig ville blive en god mor? Hun mærkede sit hjerte varme op, ved hans tak og de blanke grønne øjne hun så ind i. Han var virkelig hendes et og alt. Hun sendte ham et lille smil, så godt hun nu kunne og mærkede han fjernede hendes tåre. På en måde lettede det, at vide hun ikke var alene i sin sorg. For hende blev han ikke mindre mand, af at vise følelser i alt det her. Tværtimod.
Hun så det gode i alle mennesker, og hos Charles skulle hun ikke lede ret længe efter det. Selv aller første gang hun havde mødt ham, havde han jo været sød og imødekommende overfor hende. Hun bed sig lidt i læben, "Det eneste jeg gjorde, var at lægge navn til og betale nogle healer og sygeplejersker, for at tie omkring det. Det var stadig Skyer, som var igennem det. Min del var let nok," sagde hun blidt og nød kysset lidt. Hun vidste virkelig ikke, hvad hun havde gjort, for at fortjene så dejlig en mand som ham. Hun nikkede lidt til hans ord, "Okay," lød det stille fra hende, som hun lukkede øjnene i det han kyssede hendes hår. "Måske vi burde hvile os lidt," sagde hun blidt. Hun var stadig godt træt efter narkosen og hele hendes krop havde været på overarbejde. Hun havde det som om, hun var blevet kørt ned af en lastbil, som lige havde taget hendes hjerte med ud på vejen og knust det. Hun havde glædet sig så inderligt, til at skulle være forældre med ham.

[Charles Michael Lavoie]

Charles så også det gode i alle mennesker, hvis der vel at mærke var noget at se. Han så dog på ingen måde noget godt i sig selv. ”Det betydere meget for mig, at du gjorde det,” påpegede han med en rolig stemme. ”Ja, det er en god idé….” svarede han og lagde sin arm ud så hun kunne lægge i den.



//Out//