Prince Ali, fabulous he!

[Brahim Ali Bakir]

Hogsmeade - søndag kl. 14

Outfit

@gretchen

---

Brahim var taget til Hogsmeade for første gang i sit liv. Han havde været så spændt på, hvordan der ville være, og han måtte indrømme, at han ikke blev skuffet. Han elskede hvert et gadehjørne og der gik så mange hekse og troldmænd rundt, som bar glamorøse outfits. Her kunne de virkelig vise, hvem de var. De var ikke ude blandt mugglere. Det var selvfølgelig ikke alle, der var sådan klædt, men det var fantastisk at se på.

Han kiggede rundt på alle butikker og han overvejede, om han skulle gå ind i nogle af dem. Dog valgte han at vente lidt endnu. Han ville lige se sig lidt mer e m. Han havde det meste af dagen til det. Det var underligt for ham at være der. Han havde aldrig forestillet sig et sted, hvor alle magikere bare kunne være sig selv. Ikke udover på skolerne. Det var godt for ham, at han var taget hertil. Han boede i England, og han var ikke en ret dygtig magiker, så han kunne ikke blot transferere sig. Han havde det dog ret godt med at flyve, så han var taget på ferie til Skotland.

Han gik ned ad en sidegade, hvor der ikke var så mange mennesker. Han skulle have det hele med, inden han skulle hjem igen.

[Deleted]

Efter en stresset periode, hvor Gretchen havde været nødt til at sætte sine egne interesser på pause, var der nu endelig kommet ro på igen og hun havde derfor grebet sit kamera og gik nu omkring i Hogsmeade i håb om at kunne få nye billeder til sin samling af billeder, som hun ville bruge til sin første udstilling, når hun snart rykkede ind i et galleri. 

I sin søgen drejede hun op af en sidegade i håb om at der var bid, og ganske rigtigt, der lidt længere fremme stod en fyr omkring hendes alder måske og så noget så fascineret ud af det hele. 
Gretchen løftede sit kamera og klikkede det første billede ned i kassen. Et par fulgte med hver deres blits. Der var ingen tvivl om hvem der var i fokus på billederne, dog vidste hun ikke hvem hun var. Men eftersom hun søgte de naturlige billeder kunne hun først spørge bagefter. 

[Brahim Ali Bakir]

Brahim stod og betragtede butikkerne fra sidegaden og han tog hvert et indtryk til sig. Han havde på ingen måder fortrudt, at han var flyttet fra Saudi Arabien for en stund. Han elskede det hele!

Pludselig var der noget, der generede ham. En kliklyd et sted i nærheden. Han stod et øjeblik og var lidt forvirret, men til sidst genkendte han lyden. Han vendte sig i retningen af papparazzien, og stirrede forbløffet på den unge kvinde. Vidste hun, hvem han var? Han skyndte sig hen til hende med store øjne.
"Hvem har sendt dig? Hvem ved, at jeg er her?" Spurgte han. Han var ikke vred, men han var bare lidt i panik, da han helst ikke ville opdages. Han ville gerne være i ro og fred og lære magi, uden for meget opmærksomhed. Det var så lut nu, kunne han fornemme.
"Please ikke giv de billeder til nogen. Jeg vil så gerne holde min identitet skjult. Ingen behøver at vide, at der er en prins omkring dem. Okay?" Bønfaldt han, da han ikke havde nogen idé om, at kvinden ikke anede, hvem han var.

[Deleted]

Gratchen blev overrasket over de mange spørgsmål, der kom fra manden. Specielt eftersom hun ikke anede, hvem han var. "Sendt mig? er her? Undskyld hvad snakker du om? Jeg beklager hvis ikke jeg måtte tage billederne af dig, men du så bare så fordybet ud, så fredfyldt. Jeg ville bare have lidt nye billeder til min udstilling. Men hvis ikke jeg må bruge billederne, så skal jeg nok lade være." Hun var ikke interesseret i at ødelægge noget for nogen, og hvis man ikke ville have hun brugte billederne, så ville hun ikke gøre det. Men hun var nu ret sikker på at de var blevet gode. Hun måbede dog da han snakkede om at han skulle være en prins. Kunne det nu virkelig passe? "En Prins? du mener sådan rigtig med krone og slot? wauw... øhn.. altså billederne er bare til eget brug. Til mit galleri, men jeg vidste altså ikke du var prins, undskyld. Jeg skal nok lade være med at bruge billederne." Hun rettede lidt på sine briller, som var gledet ned og stod så og følte sig virkelig akavet. En prins her? i lille Hogsmeade! Burde hun bukke? Hun vidste det faktisk ikke rigtig. Hvordan gjorde man når man mødte en prins? "Hvor er dine vagter?" fløj det så pludselig ud af hende. 

[Brahim Ali Bakir]

Brahim stod stadig med et panisk udtryk i hele ansigtet. Han ville ikke have, at alle skulle vide, at han var der. Han ville ikke kunne gå i fred, og hans far ville måske sende bud efter ham og få ham hjem igen. Det ville være et nederlag uden lige. Det undrede ham, at kvinden blev så forvirret. Hun havde jo taget billeder af ham. Det måtte der jo være en grund til. Var det ikke fordi han var prins? Pludselig kom der et helt andet udtryk i hans ansigt. Det var stadig panik, men en anden slags panik. Kvinden havde absolut ingen idé om, hvem han var. Det var ham selv, der havde afsløret det. Han gjorde store øjne og slog en hånd om i nakken, imens han kiggede ned.
"Ha ha... Nej jeg er ikke prins. Jeg jokede bare. Du ved.. Ha ha.." Han anede ikke, hvad han skulle gøre ad sig selv. Han var ikke en ret dygtig skuespiller. Åbenbart. Han ville dog gerne prøve at se, om hun faldt for det.
"Jeg er dog en lidt privat person, så skal nok lige se billederne, inden jeg kan give tilladelse." Sagde han og ignorerede hendes spørgsmål om, hvor hans vagter var. Hvis hun nu troede på, at det var en joke, ville det jo være perfekt. Han hadede sig selv lige nu. Det var så dumt af ham. Han skulle lære at tænke sig om.

[Deleted]

Gretchen rynkede brynene som manden nu begyndte at modsige sig selv, han hverken så eller lød overbevisende. Generelt virkede det hele meget mærkeligt, heldigvis havde Gretchen da lært lidt af sin tid på Profetten hvilket derfor gjorde kiggede på ham, men alligevel af respekt for en mulig prins sænkede stemmen. "Hvorfor påstå du er prins og gå i panik over et billede, hvis ikke det er sandheden? Beklager... Deres majestæt, men det er en virkelig dårlig joke." Nok vidste hun ikke helt hvem han var, men hendes mavefornemmelse sagde hende helt sikkert, at sandheden var at han var prins. Den del var dog ikke som sådan vigtig for hende. Jo bestemt ville hun behandle ham derefter og da også nok være lidt mere opmærksom på hvad hun fik sagt, men det var ikke fordi hun ville udnytte det eller på anden vis gøre brug af denne nykommen viden. Hun smilede venligt til ham. Gad vide hvor han var prins henne? Det kunne ikke være England, det var hun alligevel ret sikker på. "Hør Hr. Jeg er ikke engang sikker på hvad du.. De hedder. Øhm øjeblik." Hun tog kameraret over i modsatte hånd og rakte høfligt en hånd frem mod ham for at hilse. "Hej, Rart at møde Dem. Mit navn er Gretchen og De er? Må jeg evt. inviteret dem med hen i min mors butik, hvor vi vil kunne sidde uforstyret, så kan jeg fortælle Dem om mit arbejde og De vil bedre kunne vurdere om jeg må bruge Deres billeder eller ej." Så smilede hun høfligt og tog så sig selv i at neje. Hun ville gerne gøre sig godt ud, nu hun stod foran en prins, som hun altså var ret overbeist om at han var.

[Brahim Ali Bakir]

Brahim vidste, at han havde dummet sig royalt (hæhæ). Hun så ikke særlig overbevist ud, og det viste sig at være rigtigt antaget. Hvad kunne han nu gøre? Hun kunne jo ende med at bruge hans billeder, og så ville det være ude i hele England, og han kunne ikke få lov til at være sig selv mere. Han skulle til at have vagter og alt muligt, og så kunne han ligeså godt tage hjem. Han måtte bare overbevise hende om, at hun intet skulle sige til nogen.
Han kløede sig i nakken.
"Okay fint. Jeg er prins." Sagde han og trak på skuldrende. Han kunne ikke rigtigt lyve om det, og hvis han bare skred, så var historien ude. Nu handlede det om at være ærlig. Han kiggede på hendes hånd, som hun rakte den frem mod ham. Han sukkede og tog den roligt.
"Hej Gretchen. Jeg hedder Brahim Ali Bakir." Sagde han og fik pludselig en mere formel stemme, da han brugte sit fulde navn for første gang i lang tid. "Jo lad os det." Sagde han og gjorde mine til at følge efter hende. Han var bestemt ikke glad lige nu, da hans cover fra blevet brudt. Han ville ikke hjem igen, før han havde oplevet mere magi og trænet mere.

[Deleted]

Så han var altså prins? Wauw, det var ikke lige hvad Gretchen havde regnet med, da hun havde taget billederne af ham. Han havde jo bare set så afslappet ud og havde passet godt til hendes udstilling. Men nu hvor hun vidste hvad han var, var hun ikke sikker på om hun kunne bruge billedet. Det måtte de jo bare finde ud af sammen, men de skulle ikke stå midt på gaden, og snakke om det.
Efter at have hilst på hinanden førte Gretchen ham derfor med hjem til sin mors butik, hvor de listede sig ind af bagdøren og ind i det lille tekøkken. "Jeg ved snart ikke om jeg skal undskyld for at tage billeder af Dem, eller undskylde for at jeg ikke genkendte Dem." Hun ønskede virkelig ikke a gøre ham fortræd eller på anden vis være uhøflig, men hun havde aldrig mødt en prins før og slet ikke ved et sådan tilfælde som her. "Beklage Hr. Bakir, men jeg er ikke vant til at tale med prinser, så jeg må lige høre, skal jeg sige De eller du? " Det virkede som det rette lige at få styr på formaliteterne før hun gik mere i dybden med tingene. "For at fortælle lidt om mit arbejde, så kan jeg sige at jeg er ved at lave en billed serie, men folk, der fange min interesse på gaden. Jeg blev så fanget af Deres glæde og faschination at jeg tog nogle billeder af Dem uden at tænke over hvem De var. Det beklager jeg."

[Brahim Ali Bakir]

Brahim fulgte efter Gretchen hen i en butik, hvor de endte i et lille køkken. Her kom der nok ikke så mange ind, så her kunne de tale privat. Han vidste ikke helt, hvad han skulle stille op. Hans hemmelighed var ude, selvom det lige nu kun var overfor én.
Han satte sig ned på en af stolene og lænede sig lidt tilbage, selvom han på ingen måder var ret afslappet.
"Du behøver ikke at undskylde. Du kunne jo ikke vide det. Jeg forventer ikke at blive genkendt, men når nogen pludselig tager et billede af mig, så er det klart, at det er det første, jeg tænker på." Han trak på skuldrende og førte en hånden igennem sit hår. Han var vant til pressen, men han ville helst gerne undgå den her i England. Hvis han da kunne.
"Bare kald mig Ali. Kommer der pludselig nogen, så er det fint, hvis du har 'vænnet' dig til at sige det, så andre ikke finder ud af, hvem jeg i virkeligheden er." Sagde han og lavede tegn, da han sagde vænnet. "Og du." Til føjede han, da han ikke brød sig om at blive kaldt 'de', når han var i det offentlige rum.
Han lyttede til, hvad hun lavede, og han kunne godt lide idéen, men han var ikke sikker på, at han var glad for idéen om, at han skulle være med. Hvad hvis andre kendte ham? Men han ville heller ikke tage det fra hende.
"Og det er anonymt?" Spurgte han, selvom han nok godt kunne regne det ud.

[Deleted]

Som de nåede køkkenet i hendes mors butik, lukkede hun stille døren lidt i, så de kunne få lov til at snakke mere privat. Ikke fordi hun ville skjule ham eller noget, men han skulle da gerne føle sig velkommen og ikke mindst kunne slappe af. Hun fandt hurtigt nogle glas frem og en kande med vand. "Tørstig?" Spurgte hun venligt. Hun ville gerne behandle han godt, og ikke kun fordi han var prins. Hun lyttede nøje til han "krav" for at være der og hun nikkede forstående til det meste. "Ali, det skal jeg nok huske." Lød det venligt fra hende. "Billederne er fuldstændig anonyme, det lover jeg dig. Hvis du altså ønsker det. Ellers kan jeg også bare skrive Ali ved." Foreslog hun roligt. Det var en lidt underlig oplevelse, det at sidde og snakke med en prins. Men han var faktisk virkelig flink. "Hør billederne bliver en del af en større samling,Og du må gerne være med til selv at vælge hvilke jeg må udstille nu. Hvad det altså kunne have nogen interesse?"

[Brahim Ali Bakir]

Brahim var ret glad for, at Gretchen tog det, som hun gjorde. Det virkede til, at hun respekterede ham. Det var virkelig rart. Hun smilede, som hun stille lukkede døren, og han satte sig ned. Han var lidt mere rolig end før.
“Åh, ja tak.” Sagde han og tog imod et glas med vand. Han tog en stor slurk og kiggede taknemmeligt hen på hende. Han sad et øjeblik og tænkte sig om.
“Jeg ved godt, at det måske lyder lidt dumt. Altså jeg er i England. Jeg tvivler på, at der er ret mange, der ved, hvem jeg er, men det kræver jo kun én.” Han trak på skuldrende. Han var vant til sladder, og han vidste, hvor hurtigt det kunne komme rundt fra den ene mund til den anden. Han lænede sig lidt tilbage i stolen, og overvejede situationen. Der var nok ikke mange, der ville kende ham. Heller ikke på navnet Ali. Han var trods alt prins i Saudi Arabien.
“Okay. Jeg vil gerne være med til at kiggede på billederne først, og så kan du bare skrive Ali.” Sagde han et et stort smil, der faktisk var lidt stolt. Det var bestemt ikke alle, der ville få lov til dette, men hun viste ham så stor respekt, og det virkede ikke som om det bare var fordi, han var prins. Desuden respekterede han folk, som havde en passion. Han ville ikke ødelægge det her for hende. Hvis hun virkelig synes, at der havde været noget ved ham og hans måde at se på sine omgivelser på, så ville han give hende det.

[Deleted]

Gretchen tænkte ikke super meget over at hun snakkede med en prins, selvfølgelig ville hun gerne behandle ham godt, men alle fortjente vel at blive behandlet godt, gjorde de ikke? Hun fik hældt noget vand op til ham og gik derefter hen for at finde nogle småkager til dem. De kunne da lige så godt gøre sig det lidt hyggeligt. ”Intet lyder dumt Ali. ikke mere end så meget andet. Hvorfor skulle det være så meget være for dig at snige sig rundt i londons gader, som det er for mig at tage billeder af folk? Og hvis man endelig skal stille det sådan op, så er jeg ret sikker på jeg løber af med sejren som mest creepy. Det beklager jeg.” Grinede hun så lidt og så på ham med et venligt smil. ”Desuden lover jeg dig, at jeg ikke vil være den der afsløre hvem du er.” Hun begyndte at finde sit kamera frem og en skærm hvorpå man ville kunne se billederne i større format. På den måde ville de kunne snakke om billederne sammen inden hun fik dem fremkaldt. ”Så altså jeg tænker vi kigger billederne igennem. Jeg kan godt rette småting ved billederne men ikke ændre fuldstændig på motivet. ØHm.. Dumt spørgsmål måske… Men kender du til magi?” Hun måtte hellere lige være sikker inden hun pludselig tog sin stav frem og begyndte at ændre på ting. Det ville blive ret akavet.