Holy Mågely, du er lækker!

[Deleted]

Hun smilede og nikkede let.
Det var nok ikke helt sådan her hun havde regnet med at skulle mødes med ham igen, hvis hun altså nogensinde skulle se ham igen - men man måtte jo tage hvad man kunne få og lige nu var hun bare glad for at hun overhovedet havde fundet ud af at han stadig var i live.
"Hvorfor.. hvorfor hedder du Thomas?" spurgte hun i en forsigtig og lidt lav stemme, hun var bange for at gå indover en grænse han ikke ønskede hun bevægede sig indover, men på den anden side så var hun også meget nysgerrig.
Det var det mærkeligste der nogensinde var sket i hendes liv og hun havde tænkt utroligt meget på det.

"EHm jeg... Jeg har bare arbejdet... Jeg har rejst en del" sagde hun og var en smule overrasket over hans sprøgsmål: "For at være ærlig har mit liv bare været ... ja normalt og kedeligt tror jeg, ikke så meget spænding" sange hun i et lille grin.
Hun prøvede virkeligt at løfte stemningen, som hun ellers følte ganske alvorlig lige nu. Hun havde mest af alt bare lyst til at hoppe over og give ham et kæmpe kram, som om at hun følte han havde brug for det.
Han lignede dog ikke en der ville sætte pris på det.

[Thomas Blake]

Thomas vidste godt, at han ikke var det mest høflige menneske. Det havde han sådan set aldrig været i tvivl om. Det var bare svært for ham at skulle sidde og se hende i øjnene og lade som om, at alt bare var godt. For det var det altså ikke. Han havde det ad helvede til, og det var lidt svært at lave om på, når han havde haft det sådan i over 30 år. Selvfølgelig havde det hjulpet, at han havde fundet Angie, men hans indre dæmoner ville så gerne ud og lege.
Det gippede lidt i ham, da hun spurgte ham om, hvorfor han hed Thomas.
“Thomas er mit mellemnavn.” Sagde han uden meget følelse i stemmen. “Jeg havde ikke lyst til at hedde det samme som min far, så jeg skiftede.” Mere var der ikke at sige om det emne, så han tog en slurk af sin kaffe og kiggede lige forbi hende.
Han lyttede til hende fortælle, og han fnøs lidt, da hun sagde, at hun havde haft et lidt kedeligt liv uden spænding. Hvor ville han dog ønske, at det var ham. Selvfølgelig ønskede man sig forskellige ting, så han dømte hende som sådan ikke for at have det sådan, men hun havde nok haft det liv, som han så gerne ville have haft.
“Det lyder da ellers spændende.” Sagde han så, og hvilede sit blik på hende et øjeblik, inden han kiggede væk igen. Han kiggede på sit ur et par gange, og håbede sådan, at hun havde travlt, så de kunne slutte dette møde. Selvfølgelig var det da dejligt at de hende, men han havde ikke overskud til at fortælle hende om, hvad der var sket, men det forventede hun jo nok.

[Deleted]

Hun nikkede.
Hun var ikke dum, og hun kunne godt fornemme at han ikke havde lyst til at snakke om det, så faktisk vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige. Hun var så glad for at have fundet ham og hun var så helt utroligt overrasket.
Så ikke at blive mødt med samme glæde, det havde hun nok bare aldrig forestillet sig, hun havde nok altid troet at hvis hun fandt ham igen så ville det være en helt anden positiv måde at de ville ses på.

"Jeg vil virkeligt gerne snakke mere med dig... Thomas" sagde hun og havde næsten svært ved at sige det nye navn: "Men jeg forstår også godt hvis du ikke har lyst til at snakke med mig i dit nye liv. Jeg tror bare jeg var meget begejstret for at se dig igen" sagde hun.
Hun var et meget ærligt menneske og nu hvor de havde snakket lidt, og hun havde fået fornemmelsen af den afvisende attitude, så følte hun lige så godt at hun bare kunne sige det som det var. Alligevel håbede en del af hende jo.
Hun ville ham gerne, hun havde savnet ham og hun ønskede ham virkeligt kun godt i hans liv.