Holy Mågely, du er lækker!

[Thomas Blake]

Det Magiske Universitet

September 2056

Forsvar mod mørkets kræfter med Prof. Blake

Outfit

@amaya34

---

Thomas kiggede på klokken og bevægede sig ned ad gangene på Universitet. Det var en prægtig bygning, og han kunne bruge mange timer på bare at udforske stedet. Dog havde han andre ting at se til, og derfor gjorde han det ikke. Lige nu var han på vej ned til lokalet, for 1. semester skulle undervises i FMMK. Han elskede det fag. Han havde studeret det seriøst på Hogwarts og senere på Uni, da han skulle bruge det. Han ville ikke se andre behandle folk på den måde, som han var behandlet på. Han havde dog mest lært det, fordi han ville bruge det mod de bæster, som havde taget hans søster. De skulle lide. De viste sig så, at de faktisk havde været bedre forældre end dem hun havde forladt. Det var kommet meget bag på ham, men hun fortjente det også. Ligesom deres far fortjente at brænde op i helvede.

Thomas gik ind i lokalet, hvor de studerende allerede sad. Han vendte blikket mod dem alle, imens han lagde sine bøger på bordet foran sig.

"Mit navn er professor Thomas Blake. Jeg er jeres professor i dette vigtige fag. Jeg forventer, at læser, hvad I skal, og at I laver jeres opgaver. Det her er ikke et fag, hvor man springer over hvor gærdet er lavest. Her følger I med, og I gør hvad jeg siger. Formår I dette, skal I nok få jeres drømme opfyldt." Det første havde han sagt med en hård stemme, men det sidste sagde han med et lille smil. Thomas var ikke streng hele tiden. Han ville faktisk gerne hjælpe de studerende. Det var vigtigt, at de lærte noget, men de skulle også have det godt.

"Husk også, at være med til alle de sociale ting. I skal trods alt studere her i nogle år." Hans smil blev lidt større, men det var kun for et øjeblik. Thomas var ikke specielt blød, men han var en man kunne regne med.

[Deleted]

Det havde faktisk været et lidt turbulent liv som Amaya havde levet de senere år.
Hun havde afsluttet Durmstrang da hun var 17 år, havde taget et par år hvor hun bare var arbejdet og var endt med at tage en uddannelse til tryllestavsmager. Så var hun flyttet til USA hvor hun faktisk havde boet helt indtil for et år siden hvor hende og hendes mand havde besluttet sig for at flytte tilbage til England fordi han havde fået et arbejde der. Hun havde valgt at tage sig en universitets uddannelse, hun havde brug for at lære noget nyt og hun havde haft en stor interesse for auror arbejde og mørk magi - på den gode måde, de senere år.
Dog var hun ret sikker på at hendes fysik ikke liiige var til at blive auror, så hun havde det fint med bare at studerer det.

Det var den første dag og Amaya sad fuldkommen klar med papirer, fjerpen og notesbog. Som døren gik op og en mand kom ind, blev hun pludseligt helt stille og lig bleg. Hun sad på første række fordi at hun jo gerne ville lytte, og selvom det var mange år siden hun havde set ham - så syntes hun bestemt at genkende ham.
Mike? Det var da totalt Mike... Michael, whatever. Hun sagde ingenting, der var jo fuldt af andre studerende og det var måske lidt mærkeligt at slå hånden op og sige noget, desuden havde han jo også præsenteret sig som Thomas.
Der var jo trods alt en chance for at hun tog fejl, men de lignede godt nok hinanden en del.

[Thomas Blake]

Thomas lagde slet ikke mærke til, at en gammel bekendt sad på forreste række. Han kiggede aldrig rigtigt på de studerende de første par dage, for han vidste, at mange af dem ville skifte fag. Her i starten skulle de jo lige finde ud af, om det var det rigtige, og det var bestemt ikke det rigtige for alle. Det vidste han.

"Det her er ikke et fag for alle. Jeg forventer fra alle, der bliver, at I tager det seriøst. Vi kommer til at bruge magi, som I aldrig havde forventet at bruge, men I kommer også til at skrive opgaver, så de til sidst hænger jer langt ud af halsen. Det bliver dog det hele værd til sidst." Sagde han med rolig stemme. Han tog en af sine bøger op og viste den til alle i lokalet.
"Denne bog er jeres følgesvend her på 1. semester. I skulle meget gerne have fået den anskaffet nu, og hvis ikke, så skal I få det gjort så hurtigt som muligt. I kommer til at bruge den mere, end jeres pude på kollegiet." Thomas vidste, at dette måske ville skræmme nogen væk, men hellere at de smuttede fra starten, end at de skulle droppe ud midt i semestret og så have svært ved at komme godt ind på et nyt fag.
"I må meget gerne slå op på side 5 og starte med at læse. Der står en introduktion til faget på 1. semester. På denne måde er I helt med på, hvad I skal." Sagde han og satte sig ned på sin stol og betragtede dem alle sammen kort. Han så en kvinde på første række, som så lidt ældre ud end de andre. Hun virkede også bekendt, men det var ikke noget han rigtigt registrerede. Han havde fortrængt det meste fra sin barndom.

[Deleted]

Amaya endte med bare at sidde og lytte og det gjorde hun nu egentligt ret længe.
Det var mærkeligt at se ham igen, også selvom hun da måtte indrømme at hun ikke var sikker på at det var ham, han havde jo præsenteret sig som Thomas og det var jo altså nu engang ikke det han hed.,
Amaya havde tændt på den familie rigtigt mange gange, søsteren der var forsvundet, Mike der var forsvundet.. hun anede slet ikke hvad der var sket med dem, pludseligt var de alle sammen bare væk.

Hun havde svært ved at følge med i timen, men gjorde dog et forsøg. Alligevel måtte hun lade sig friste da timen var slut, hun var simpelthen nød til at spørge ham. Som de andre elever roligt trissede ud af klassen, rejste hun sig roligt op for at gå over i mod ham.
"Ehm undskyld... Men må jeg... Stille et spørgsmål?" spurgte hun helt forsigtigt og var ikke sikker på om der mon var en chance for at han kunne kende hende: "Men.. Du ligner bare en jeg kender der hedder Michael" fik hun endeligt sagt.
Altså det var jo fair nok, det var sikkert ikke ham det var jo længe siden. han lignede bare... meget.

[Thomas Blake]

Thomas havde brugt det meste af undervisningen på at glo ned i sin egen bog, da studerende på Unu aldrig bare sad og pjattede. Det var i hvert fald ikke hans erfaring. De havde lignet nogen, som sad og læste, hvilket de skulle. Til sidst havde han fortalt nogle flere ting om de forventninger de skulle have til faget og så havde han sendt dem afsted. Første lektion på semestret var altid introduktion, så de vidste, hvad der skulle ske.

Han stod med ryggen til, da han hørte en kvinde tale til ham. Han nåede ikke at vende sig om, da han hørte navnet Michael. Det gøs i ham, og det kunne tydeligt ses.
"Jeg hedder ikke Mi.." Mere nåede han ikke at sige. Han var i gang med at vende sig om, da han så hendes ansigt. Han kunne tydeligt kende hendes øjne, men det var svært for ham at sætte dem sammen med ansigtet fra dengang og navnet. Det var så mange år siden, og han havde fortrængt de fleste ting fra dengang. Han lignede et stort spørgsmålstegn.
"Mit navn er Thomas." Sagde han og prøvede at lyde mere rolig. Han vidste, at han kendte hende, men han havde stadig lidt svært ved at placere hende.

[Deleted]

Amaya kunne mærke at hendes hjerte slog en smule hurtigere som hun begyndte at tale til ham. nok en blanding af hvor pinligt det var hvis det ikke var ham, og samtidig hvor utroligt det var hvis det rent faktisk var ham.
Hun havde ingen idé om hvad han havde lavet alle de her år eller hvad der var sket med ham. Pludseligt var der så mange spørgsmål der var kommet til hende, og lige nu kiggede hun bare på ham, imens hun nærmest holde vejret.
"Ehm det... Det er Amaya... Amaya Rigel.." sagde hun og pegede lidt akavet på sig selv.

"Okay ehm nej det lyder sikkert dumt, det er nok en fejl... Du ligner bare virkeligt en nabo jeg havde engang der hed Michael" sagde hun og smilede undskyldende i mod ham, egentligt var hun lidt modløs over det.
hun havde nok sådan håbet at hun ville ende med at finde ham en dag.
Bare fordi hun aldrig helt havde forstået hvad det var der var sket med ham og hans familie.

[Thomas Blake]

Thomas stod og stirrede på kvinden foran sig og han prøvede virkelig at placere hende, men han kunne ikke. Hun havde kaldt ham Michael. Det vil sige, at de kendte hinanden før han blev 18 og myndig til at skifte navn. Da hun sagde hendes navn, var det som om en slog ham i ansigtet med minder. Han blev trukket tilbage til barndommen, som han for længst havde lagt bag sig. Så godt som man nu kunne. Han åbnede munden for at sige noget, men intet kom ud. Han havde bare forladt hende uden et ord. Han havde forladt sit barndomshjem som 15-årig. Han havde intet sagt til hende.
"Amaya..." Kom det så fra ham med en blanding af afsky og glæde. Han afskyede, at hun repræsenterede alt det, han så gerne ville glemme, men hun havde trods alt været den gode del af det. Han gøs igen ved navnet Michael. Det skulle hun virkelig stoppe med at kalde ham.
"Well.. Nu hedder jeg Thomas." Sagde han koldt. Han anede ikke, hvad han skulle gøre ad sig selv lige nu. Det var jo ikke hendes skyld, men han kunne snart ikke klare flere ting fra hans barndom.

[Deleted]

Amaya var rimeligt forvirret.
Nok mest fordi at en del af hende da også syntes det var utroligt upassende at stå her og lade som om at hun faktisk vidste hvem han var, det kunne jo også være han bare var en tilfældig fremmede der lignede godt og altså, det var jo også mange år siden så det kunne jo godt være at hun sket ikke rigtigt kunne huske ham.
Der var da en chance for at hun huskede hans ansigt helt forkert - ja generelt blev Amaya bare usikker på hele situationen. Men hun havde heller ikke lyst til at stå og ende med at komme i en virkelig akavet situation.
Selvom det vidst var for sent allerede.

Hun nikkede: "Så du er... Du er ham?" spurgte hun og blev lidt usikker, det var jo ikke ligefrem han lignede en der syntes gensynsglæden var mega stor og hun endte med bare at stå en smule akavet og afvente ham.
HUn havde nok mest lyst til bare at kramme ham, spørge ham hvad der var sket og om han havde det godt. Men hun fornemmede ikke ligefrem at han var super glad for at se hende igen. Det var så mange år siden.
Hun havde tænkt på hele situationen rigtigt mange gange.

[Thomas Blake]

Thomas var ikke det varmeste menneske. Andre mennesker ville nok være glade for at se en person fra deres barndom. Især hvis det havde været en, som faktisk havde været en god del af barndommen. Thomas stod bare og kiggede på hende, og i øjeblikket vidste han faktisk ikke, hvad han skulle bruge hende til. Det var måske strengt, men han havde den sidste tid prøvet at lukke ned for de minder, fordi de netop var kommet frem igen, på grund af Angela. Det gjorde så pisse ondt og han orkede ikke mere. Dog blev han alligevel lidt blød om hjertet. Han huskede jo, hvordan de to havde haft det sammen. Et lille bitte smil tittede frem på hans læber.
"Jeg er ham, ja." Sagde han. Han stod helt stille. Armene ned langs siden, imens han bare kiggede på hende. Han ville ønske, at han kunne smile lidt mere, eller bare sige noget mere, men intet kom. Den eneste han rigtigt kunne vise følelser overfor, var Angela, og selv der havde han svært ved det. Den der kendte ham bedst, var Hamish, men de talte ikke om følelser.
"Såeh.. Hvordan har du haft det?" Spurgte han, og trippede en smule. Som det akavet menneske, han var.

[Deleted]

Amaya stod også bare og kiggede på ham, som hun kort lod en hånd hvile i mod sin pande som skulle hun lige tjekke at hun havde feber. Hun havde mest af alt lyst til at omfavne ham, men det var da ikke fordi at han virkede super glad for at se hende.
Hele den barndom havde bare været et stort mysterie, men hun havde så mange gode minder med thomas, og de havde snakket så meget sammen at hun slet ikke kunne forstå hvordan at det hele var blevet vendt rundt på den nat.
Hun sukkede: "Jeg fatter det slet ikke... Jeg har brugt så mange år på at tænke på hvad der var sket med jer!" sagde hun.

Hun nikkede.
"Mig? Hvordan jeg har det? Øhhh... Jamen... Jeg har det fint tror jeg" sagde hun: "Sorry jeg er lige helt... Ehm har du lyst til at tage en kom kaffe?" spurgte hun og kunne ikke helt vurderer om han helst ville være fri.
Hun ville så gerne høre om hvad der var sket med ham: "Sorry jeg kan bare slet ikke lige forstå det" gentog hun sig selv, det var virkeligt en underlig fornemmelse at se ham igen, men det var glædeligt.

[Thomas Blake]

Thomas ville allerhelst bare flygte fra det her. Hvorfor skulle hun være her? Han bandede indeni sig selv, og prøvede at finde på en god undskyldning for at gå, men det var som om hans krop ikke ville lade ham. Hun havde jo været god for ham dengang. Han vidste bare, at han bestemt ikke var god for hende nu. Derudover ville han ikke rippe op i fortiden. Da hun kom ind på det, gippede det i ham igen. Han valgte at lade være med at kommentere på det, da han ærlig talt ikke vidste, hvad han skulle sige. Han havde slået sin far ihjel, og hans mor havde begået selvmord. Det var nok ikke ligefrem det, hun gerne ville høre.

Han nikkede kort, da hun sagde, at hun havde det fint. Han stod et øjeblik bare og stirrede på hende. En kop kaffe? Nej tak! Dog var det noget andet hans mund svarede hende.
"Det lyder fint." Sagde han, uden meget munterhed i stemmen. Der var faktisk intet munterhed overhovedet. "Kantinen er denne vej." Sagde han og gik forrest, uden at kigge på hende. En hurtig kop var fin. Så kunne de da få det her overstået.

[Deleted]

Amaya kunne mærke at det var en smule mærkeligt for hende at stå overfor ham, nok også fordi at hun havde forventet der ville være en her del mere gensynsglæde fra hans side af, men på den anden side så vidste hun jo ikke rigtigt hvad der var foregået dengang.
Hun smilede ganske roligt og fulgte efter ham som han viste hende vej til kantinen: "har du undervist her længe?" spurgte hun i et forsøg på at få samtalen til at glide en smule mere roligt, for det var bestemt ikke det spørgsmål der lå hende mest på sinde.
Hun havde tænkt utroligt meget på hans familie igennem de sidste mange år.

Hun smilede som de kom ned i mod kantinen.
"Men du ser ud som om du har det godt..." påpegede hun roligt, det kunne hun da naturligvis ikke sige med hundrede procent sikkerhed, men han så da ganske okay ud og han havde jo tydeligvis et ganske godt job.
Amaya's liv havde været en smule omtåget de sidste år, men hun følte da nu at hun var ved at få nogenlunde styr på det, og når nu hendes uddannelse var færdig om nogen år - så kunne hun forhåbenligt få endnu mere ro på.

[Thomas Blake]

Thomas hadede, at hun nu var kommet ind i hans liv, men på samme tid, var han glad for det. Det var dog en lille del af ham. Hans fortid var så grusom, og han ønskede ikke at tale om det, og han ønskede heller ikke, at hun skulle vide det. Det var for voldsomt og han anede jo ikke, hvordan hun ville reagere på det. De havde haft det ret godt sammen dengang og han var smuttet, uden at sige farvel. Det var ikke okay, men efter den scene i deres stue, var det heller ikke så fedt at blive.

Han tænkte sig lidt om, da han lige skulle have de rigtige årstal med.
"6 år. Ca." Sagde han med et skuldertræk. "Hvorfor har du valgt mit fag?" Spurgte han med en tand af nysgerrighed. De nærmede sig kantinen, og det kunne kun gå for langsomt med den kaffe. Han frygtede, hvad hun ville spørge ham om.
"Jeg har det fint." Sagde han kort for hovedet og gik hen til automaten for at købe to kopper kaffe. "Du drikker vel kaffe?" Spurgte han og vendte blikket mod hende, første gang siden hun havde konfronteret ham.

[Deleted]

Amaya var mest af alt bare lige ved at komme sig over det faktum at hun stod overfor ham igen, hun havde utroligt mange spørsmål men lige nu måtte hun hellere forsøge bare at forholde sig sådan nogenlunde fattet.
Hun ville jo helst ikke ende med at angribe ham med spørgsmål, og slet ikke når han i forvejen virkede en smule afvisende - men hun kunne nok også godt forstå hvis det var lidt et chok for ham at se hende igen.
Ihvertfald i forhold til hvor overrasket hun var lige nu, han var virkeligt skøn.

”Dit fag? Ehm... Det har bare altid interesseret mig, vil gerne lære mere i den retning...” sagde hun og smilede: ”Jeg havde ikke lige forventet at se dig som professor” sagde hun og smilede let, hun havde faktisk troet at han var død.
”Jo kaffe er fint.. Lige nu tror jeg at jeg drikker hvad som helst... Jeg er virkeligt glad for at se dig igen, jeg kan slet ikke forstå det faktisk” smilede hun varmt som hun lod begge hænder glide omkring kaffekoppen.
Hun havde så mange spørgsmål: ”Jeg har tænkt mig over hvad der er sket med dig de sidste år...” sagde hun og smilede ganske roligt.

[Thomas Blake]

Thomas ville gerne af med hende. Han havde været god til at lægge sin fortid bag sig, men så kom Angela ind i hans liv igen, og nu var han tæt på at acceptere det, og så kom Amaya? Hvad fanden havde verden imod ham? Det var dejligt, at Angela var kommet ind i hans liv. Han havde trods alt ledt efter hende, siden han blev 18, men det var også hårdt.
"Det er også et spændende fag. Og et vigtigt fag." Sagde han bestemt. Han havde selv valgt at gøre meget ud af det fag, da han gik på Hogwarts, så han kunne finde de lømler, der havde stjålet hans søster, og slå dem ihjel. Han havde stadig lyst til det, selvom de virkede til, at hun havde haft det godt. I hvert fald bedre end ham.

Thomas brød sig ikke om den begejstring, han kunne høre fra hende. Hvorfor var hun begejstret? Han var jo bare skredet uden at sige farvel til hende. De havde jo trods alt haft en lille ting. Følelser var bestemt ikke hans stærke side. Han satte sig ved et af bordene og tog hurtigt en slurk af sin kaffe. Han brændte sig, men viste det ikke. Det var ikke første gang.
"Okay.. Så hvad har du lavet?" Spurgte han, og ignorerede fuldstændig, at hun hentydede til at få at vide, hvad der var sket med ham.