No, I Am Not Kidding You

[Spencer Lynch]

Kaya Elisabeth Hansen

Hogsmeade – Høstfesten

September 2056

Omkring kl. 14

---

Spencer havde lige forladt teltet hvor han havde hørt Luna Clary Daniels og hendes band optræde. Normalt var han ikke så vild med at komme sådanne steder, slet ikke når der var mange mennesker, men han ville gerne se Luna spille. Som altid havde han holdt sig lidt i baggrunden. Planen havde været at han ville sige hej til hende her bagefter, men folk havde samlet sig ret meget oppe ved scenen så han besluttede sig for at trække sig. Han ville finde Luna lidt senere, lige nu havde han brug for at få noget luft.
Han trak vejret dybt ind og kiggede op mod den grålige himmel. Det var lidt svært at afgøre om det ville begynde at regne eller om det ville holde sig tørt. Blikket gled herefter mod en lille bod der stod tæt ved. Her blev der solgt varme drikke som varm kakao, te og kaffe. Spence kiggede lidt tilbage mod det crowdede telt og overvejede om han skulle købe en kop varm kakao til ham og Luna. Ideen var måske ikke helt dum. Han havde ikke opsøgt hende imens hun var sammen med bandet før, så måske skulle han bare vente til de gik, hans problem var jo igen at han ikke var god til det der kæreste-halløj.
Han sukkede let og lukkede kort øjnene. Noget fangede hans opmærksomhed. Han var ikke sikker på hvad det var, men han åbnede øjnene igen og kiggede rundt. Han havde fået en mystisk fornemmelse i kroppen, men uden at kunne genkende det, men som om at han burde være på vagt.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde brugt noget tid på, at finde ud af hvordan hun bedst muligt kunne få fat på denne Spencer Lynch. Navnet sagde hende intet. Hun anede ikke, at han faktisk var hendes fætter. Hun havde fået en opgave af sin halvbror, Zain, og hun havde tænkt sig at fundende den. En drengs skæbne afhang af hende. Det var den effekt Zain havde på hende. Han fik hende til at tro, at hun gjorde det bedste for, ikke bare denne her dreng, men for alle varulve. De var i så mange år, blevet jagtet og dræbt af varulvejægere som hendes egen moster, Amelia, hendes morfar - skønt han var død nu, og mange andre varulvejæger, som mente de gjorde dette rigtigt i at slå dem ihjel. De anede ikke, at bidet var en gave.
Hun stod roligt i menneskemylderet. Hun bevægede sig ikke, selvom der var nogle som ved et uheld gik ind i hende. Hendes nøddebrune øjne hvilede på Spencer og kun Spencer. Hun stod længe på afstand og betragtede den unge teenager. Hun kunne huske, da hun selv havde været i den alder. I den alder havde hun været varulv i et år. Der var sket så meget siden da. Hun havde været nede og ramme bunden og lige nu, var hun under bunden. Hendes søn var kidnappet af Dacoda og havde været det alt for længe. Hun satte roligt retningen mod den sorthåret fyr, men stoppede et par meter fra ham. "Spencer? Spencer Lynch?" spurgte hun roligt og sendte ham et smil. Et af den slags smil, hvor man skulle kende hende for, at vide, det ikke var et oprigtigt smil. Var der noget livet efterhånden havde lært hende, så var det ikke at vise svagheder og sorg var en svaghed.

[Spencer Lynch]

Han hørte en stemme kalde hans navn og så en ukendt kvinde komme frem mod sig. Af en eller anden årsag fik det hele hans krop til at reagerer underligt, igen som var han på vagt. Som om han opfangede noget fra hende som han ikke anede hvad var.
Han så mistænksomt på hende, han havde aldrig oplevet denne følelse før. Han tænkte sig kort om, jo én gang før. Det var dengang ham manden havde fjernet ham fra sin mor og anbragt ham på børnehjemmet. Men det havde jo ikke været en skidt ting.
"Hvem er du?" Spurgte han direkte og med en lettere fjendtlig attitude. Han var aldrig sød og smilende overfor nye mennesker, heller ikke selvom de var det overfor ham. Han brød sig ikke rigtigt om folk generelt og han var elendig til smalltalk.
Hvorfor var det som om at han opfangede noget fra hende som han ikke vidste hvad var? Han rettede kort blikket imod teltet han kort forinden havde forladt og så så tilbage på kvinden. Her var masser af mennekser og måske var det ikke fordi hun ville gøre ham noget, hun så i hvert fald ikke særlig faretruende ud, så hvad var det der fik ham til at reagerer?
Måske kendte hun ham fra et eller andet sted, men det ville da også være underligt eftersom han slet ikke kunne genkende hende og han var ellers ret god til at genkende folk. Det var en ting varulvegenet hjalp til med. Han kunne meget nemt genkende dufte og sætte ansigter på, men hende her virkede på ingen måder bekendt.
Mistroisk hvilede han atter de blå øjne på hende som forlangede han uden ord at hun skulle give ham en forklaring på hvorfra hun vidste hvem han var. Armene var i mellemtiden blevet foldet over brystet.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya aflæste hurtigt den unge fyrs kropssprog. De korslagte arme, hvilket hun tolkede som, at han enten beroligede sig selv eller skærmede af for hende. Hans meget hurtige spørgsmål til, hvem hun var, hvilket hun tolkede som at han ikke ville snakke med hende, før han vidste hvem hun var. Hun trak langsomt hænderne op fra lommerne på læderjakken, hun havde på og viste sine hænder, i et forsøg på at skabe noget tillid. "Mit navn er Kaya Hansen," præsenterede hun sig og så analyserende på ham, uden at træde tættere på ham. Hun ville ikke skræmme ham væk.
Hun sendte ham et nyt smil, "Jeg vil bare snakke. Intet andet. Er det okay?" spurgte hun og lod kort sine nøddebrune øjne, afslørere den dyriske ravgule farve, for at fortælle ham, at han ikke var den eneste varulv på pladsen, før de atter blev nøddebrune igen. "Jeg kan lærer dig, at styrer din gave. Lærer dig at beskytte dig selv og være i kontrol," sagde hun og vendte blikket mod sine hænder, før hun fremtvang sine klør - noget Zain havde lært hende - og vendte blikket tilbage på ham, med et svagt smil på sine læber, hvor til hun trak dem ind igen. Det var jo ikke alle disse steder, der syntes varulve var de mest venlige sjæle på jorden.

[Spencer Lynch]

Det skeptiske blik blev ikke mildere af hendes præsentation. Han anede ikke hvem hun var eller hvor hun kendte ham fra og det alarmerede ham. Spørgsmålet fik blikket til at løbe kort op og ned af hende, som vurderede han om det var det værd. ”Det kommer an på hvad du vil snakke om.” Svarede han kort for hoved. Der var nok en grund til at han ikke rigtigt havde nogen venner, han var ganske simpelt elendig til at imødekomme folk han ikke kendte...og egentlig også dem han kendte. Luna var den han havde lukket tættest ind og selv hende var der ting han endnu ikke havde fortalt. De havde aldrig rigtigt snakket om ham og hans tid ved hans mor, ikke fordi han ikke ville fortælle det, men det var egentlig bare meget rart at slippe for at tænke på det.
Som øjnene skiftede farve trådte han hurtigt et skridt baglæns, nu så han -om muligt .endnu mere fjendtligt på hende. ”Du er varulv!” Udbrød han og så sig over skulderne. Skønt der stadigvæk var mange mennesker omkring dem, lod der ikke til at være nogen som havde opfattet deres samtale. Så var det måske derfor han havde reageret. Han kunne ligesom fornemme hende på en eller anden måde.
”Gave?!” Fnøs han og rystede på hovedet, ”du er ikke rigtigt klog! Det er ikke en gave, det er en ødelæggende forbandelse!” Kommenterede han næsten vred over at hun kunne forbinde det med noget positivt. Der var intet positivt ved at være varulv!
Han tog et nyt skridt tilbage, der sad en del frygt i ham eftersom de eneste historier han havde hørt om varulve var dem hans mor var kommet med, hun hun var ikke ligefrem medlem af varulvenes fanklub. Var hun kommet for at slås? Varulve løj og det var farlige! Det havde hans mor altid sagt!

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya lod et smil finde vej til sine røde læber, da hans blik gled op og ned af hende og måtte modstå fristelsen om, at spørger ham om hun ikke var lidt for gammel til ham. Hun ville intet seksuelt med ham overhovedet. Det var ikke dét hun var her for. Den stakkels dreng var i fare for hans far. Hun havde endnu ikke kunne redde sin egen søn Timothy, men måske hun kunne redde den her unge fyr. "Jeg vil snakke om din far, Spencer," svarede hun roligt og så analyserende på den sort håret dreng.
Hun så en smule overrasket på ham, ved hans reaktion på hun var varulv. Hun holdt hænderne oppe, hvor han kunne se dem, for at vise hun ikke ville gøre ham ondt. "Ja, det er jeg. Og jeg ved du også er," svarede hun ærligt, stadig ret overrasket over hans reaktion. Hendes hensigt havde været, at skabe noget tillid, men det gik ikke ligefrem som hun havde forventet. "Jeg gør dig ikke noget. Jeg vil bare hjælpe dig," tilføjede hun, men gik ikke tættere på ham, selvom han bakkede væk fra hende.
Hun rynkede lidt på panden. Det var nærmest som at se sig selv i den alder, bare i hankøns udgave. "Det troede jeg også, da jeg fik bidet. Jeg var omkring din alder og jeg var sikker på, at mit liv skulle ende, men jeg mødte en som virkelig hjalp mig med, at indse at bidet ikke er en forbandelse. Nu ville jeg ikke bytte det for noget i verden. Lad mig gøre det samme for dig? Lad mig vise dig, alt det gode ved gaven," sagde hun roligt og sendte ham et smil. "Du behøver ikke være bange for mig. Lyt til mit hjerte, så kan du hører jeg fortæller sandheden."

[Spencer Lynch]

Han gloede på hende i nogle lange sekunder som hun svarede ham med en sætning han på ingen måde havde forventet. Hans far? Han kendte slet ikke sin far, end ikke ved navn. Hvem var hun? Var hun en halvsøster eller sådan noget ligende? Ikke at de lignede hinanden på nogen måde, men man kunne måske aldrig vide. Han mærkede hjertet slå lidt hurtigere, ikke fordi han gerne ville have det skulle være på den måde, faktisk ville han langt hellere bare have lov til at passe sig selv. ”Jeg kender ham ikke, ved kun at det er hans skyld at jeg én gang om måneden udvikler mig til et blodtørstigt monster.” Han var næsten ligeglad med om det var hans fars skyld eller ej. Spencer var opvokset med at det var hans fars skyld så det var selvfølgelig hvad han kørte videre med.
Han skulede til hende, hvordan vidste hun alle de ting om ham? Det var skræmmende, men trickede samtidig hans nysgerrighed en lille smule. Han havde aldrig kendt sin far eller den historie, lige nu var han stadigvæk ikke sikker på om han ville høre den, men alligevel kunne han ikke helt få sig selv til at gå.
Igen vendte det vantro blik tilbage, lige nu rablede hun bare fuldkommen. Han var ikke helt sikker på om hun var skingrende tosset eller om det var en varulveting. Hans mor havde jo sagt at de var farlige og sindsyge.
Selv var han født varulv. Han kendte ikke til andet, men en del af ham var misundelig på hende, hvis bare han ”kun” var blevet bidt, og så i denne alder, så ville han have undgået hele sin skrækkelige barndom, måske hans mor endda havde lært ham at jage de forpulede bæster! Men på den anden side, var han blevet bidt i den alder havde hun måske endt med at jage ham i stedet.
Han rystede på hovedet af hende, ”du er skør! Jeg ville bytte alt for at få det til at forsvinde.” Svarede han surt. Okay næsten alt. Han ville ikke bytte det han havde med Luna for noget. ”Lyt til dit hjerte, hvad fanden snakker du om?!” Det var ikke for at få besvaret spørgsmålet, men fordi det i hans øre lød helt tåbeligt. Han havde ikke lært at styre dette her eller fokuserer sin hørelse, han kunne ikke kontrollerer noget som helst. Hvad forgik der her? Først havde Luna snakket med ham ulvefyren og nu dette her. Gad vide om de var i samme flok? Varulve var tit i flok var de ikke? ”Kommer du fra ham der Zekiel” Han kunne ikke helt huske navnet, men hvis de var i flok sammen kunne Spence måske bevise overfor Luna at alle varulve var falske og falige.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya så lidt analyserende på den unge dreng foran hende, "Jeg kan hjælpe dig, hvis du vil lade mig," sagde hun roligt. Hun ville ønske nogen havde sagt de ord til hende, dengang hun havde været i hans alder og hun havde fået bidet. Heldigvis havde hun mødt Zain og han havde hjulpet hende, gjort hende stærkere og fået hende til, at indtil at bidet ikke havde været en forbandelse, men en gave. Hun vidste så heller ikke, at det havde været selv samme halvbror, der havde givet hende bidet i første omgang.
Hun vidste godt, at der var mange varulve der ude i verden, primært i Frankrig, som var farlige for deres omgivelser og som så ned på magiker, som ikke var varulve. "Er jeg? Er jeg virkelig skør, Spencer? Jeg er magiker og varulv, og jeg er stolt af det. Gør det mig skør? Magikere er stolte over dem de er, hvorfor må vi så ikke også være det? Vi har alle sanserne på vores side. Styrke. Nattesyn. Vi er damning superhelte," sagde hun og smilede til ham, "Hvis vi vel og mærket, vælger at bruge for evner til at gøre gode ting. Vi kan hjælpe de svage. Vi kan tage vores forholdregler under fuldmånerne. Låse os inde, tage stormhatteeliksir eller være så heldige og eje et stykke månesten," forsatte hun og følte nærmest, hvordan det amerikanske flag ville have vist sig på en green screen bag hende, hvis det altså havde været en tale på de dersen sorte kasse ting, mugglerne så andre muggler på. Dog måtte hun nøjes med de forbipasserende og høstfest pynten.
Hun skød øjenbrynene elegant i vejret. "Du.. Du har ikke lært, at styrer dine sanser?" spurgte hun overrasket. Født varulv og havde ikke lært det? Den stakkels dreng. Hun fik mere og mere ondt af ham. "Luk dine øjne og fokuser på min stemme. Når du har lukket alt andet ude, så lyt efter mit hjertes slag," forklarede hun og snakkede langsomt og roligt.
Hun rystede lidt på hovedet, "Jeg kender godt Zeke, men nej. Min bror, Zain, har sendt mig og lige nu er der ikke noget jeg hellere vil, end at hjælpe dig, hvis du vil lade mig," prøvede hun igen og sendte ham et nyt smil. "Jeg kan lærer dig, hvordan du bruger din hørelse, som en løgndetekter, din lugtesans til at finde ting og personer, din styrke til at passe på dine kære. Det eneste det kræver af dig, er et åbent sind og det sværeste i verden; at du stoler på en total fremmede blondine, som påstår hun kan hjælpe dig," sagde hun i et forsøg på at gøre lidt grin af sig selv også og smilede til ham. "Så hvad siger du? Er du klar til, at blive en superhelt?" smilet voksede.

[Spencer Lynch]

Han sendte hende et hårdt blik. "Jeg er ikke interesseret i din hjælp." Slog han fast. Han skulle satme ikke rende rundt med en flok tossser og hyle imod månen imens de glædeligt bød ulven ind med blomserkrandse og nøgendans. Ellers tak.
Spencer hævede et bryn og nikkede så uden nogen videre tvivl. "Ja, ja det får dig faktisk til at lyde rimelig tosset." Svarede han provokerende tilbage. "Superhelte som uden tøven vil flå deres bedste ven i stykker så snart fuldmånen er oppe." Påpegede han køligt. "Jeg tror ikke lige det går ind under "superhelte-kategorien," just saying." Han lod hovedet tippe på skrå og smed armene over kors. Hun lød præcis som de varulve hans mor havde snakket om. Dem der troede på at varulven var en god ting og at det var den "rigtige race." Alt ved denne tankegang frastødte Spencer. Han hadede den side af sig selv og havde han haft muligheden havde han flået den del ud og gemt den langt væk.
Han havde mest lyst til at gå, hun var tydeligvis rablende gal. "Øh nej, jeg må have misset lektionen på hvalpeakadamiet." Svarede han sarkastisk og lod det kølige blik glide op og ned af hende. Han rystede på hovedet, en anelse panik kom til syne i blikket. "Nej. Jeg falder ikke for det der, ulven skal ikke have lov til at overtage noget som helst!" Sagde han i en vred tone. Det skete sommetider at ulven brød igennem under forskellige lejligheder og fødslen af af miste kontrollen skræmte livet af ham, især efter episode med Jayson og Owen tidligere på året.
Det forbavsede ham faktisk lidt at hun kendte Zeke. Han havde ikke selv mødt ham, men Luna havde fortalt om ham og det havde blot været et gæt da an spurgte om de kendte hinanden. "Jeg skal ikke være noget som helst og jeg er ikke interesseret i at lade ulven få nogen som helst kontrol." Svarede han stædigt. "Og hvis du vil have mig undskyldt, så har jeg nogle ting jeg skal have ordnet." Sandheden var jo at han frygtede varulve så inderligt. Han var oplært til at frygte dem. Hvordan skulle han vide bedre.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya hold hænderne, hvor Spencer kunne se dem, "Okay," svarede hun roligt, for hun vidste godt, at det ikke ville nytte noget, at presse ham eller tvinge ham. Det var næsten skræmmende så meget hun så sig selv i ham, fra før både Zeke og Zain havde ændret hendes syn på ulven i hende, men det var nok primært Zain.
Hun prøvede ikke, at lade sig provokere af den unge fyr, men det var svært. Hun kom for at hjælpe ham og så var det her takken? Hun prøvede hele tiden, at huske sig selv på, at han var teenager og hun havde ikke været en skid bedre selv. "Det gør vi kun, hvis vi ikke tager stormhatteeliksir eller et stykke af månestenen. Men du mener måske, at fordi vi mister kontrol én nat om måneden, så er vi dårlige mennesker? Selv, hvis vi brugte resten af månedes dage på, at redde liv eller på anden måde hjælpe andre? Zeke, der er terapeut i Azkaban, er han et dårligt menneske? Han hjælper dem alle andre har opgivet, men fordi han er varulv, så er han ikke en superhelt? Hvad er din definition på ordet så?" spurgte hun roligt og sendte ham et let smil. Det var svært for hende og hun begyndte at tvivle på, om hun var den rette til det her, men på den anden side, så ønskede hun heller ikke at give op på ham allerede.
Hun fnøs let med et svagt smil over sine røde læber. Okay han havde da humor. "Well, hvis du en dag får brug for en træner, så ved du jeg findes. Det er ingen skam, at bede om hjælp," sagde hun og smagte klichen i sin egen mund. Ad. Hun rynkede lidt på panden, "Hvem sagde noget om, at ulven skulle overtage noget? Du har kontrollen, men hvorfor ikke udnytte, hvad ulven har givet dig?" spurgte hun roligt, upåvirket af at han blev vred i sit toneleje, det var mere panikken i hans øjne, hun lagde vægt på. "Du er bange for, at miste kontrol. Og lad mig gætte, det er ikke ubegrundet? Hvem har du gjort skade på? En ven? Familie? En kæreste? Bare rolig, vi har alle sammen været der," sagde hun roligt. Hun huskede da tydeligt den dag, hun nær havde kostet Jayden livet.
Hun nikkede lidt og rakte ham et lille stykke papir med sin adresse på, "Når din far kommer efter dig eller hvis du skifter mening, så ved du hvor du kan finde mig," sagde hun roligt og rakte ham papiret og sendte ham et let smil. "Vær ikke bange for ulven, Spencer. Lad den ikke have magten, foruden den ene nat om måneden," lød det fra hende, før hun trak lidt på skulderen og lavede en klikkende lyd med sin tunge.

[Spencer Lynch]

Spencer sendte hende et skeptisk blik. "Ja, men nu er stormhateeliktir jo ikke ligefrem noget alle kan brygge og indredienserne er næsten umulige at få fat i." Påmindede han hende. "Og månestenene er en myte." Han havde hørt om dem, men troede ikke på at de faktisk fandtes.
"Ikke "dårlige mennekser", vi er monstre." Rettede han hende fladt. "Redde liv? Og hvordan gør du så helt nøjagtigt det? Løber du ind i brændende højhuse og opsnuser forsvunde folk i skovene eller hvad?" Han så bestemt ikke overbevist ud. Han nægtede at tro på at hun havde ret. "Han er vel et monster som alle os andre. Jeg kender ham ikke, har aldrig mødt manden og har heller ikke lyst til det." Sagde han ærligt. Den eneste der kunne gå ham til at mødes med denne Zeke, var Luna og det var da udelukkende for at sikre sig at hun ikke rodede sig ud i problemer. "Jeg er ikke et eller andet barn der tror på superhelte." Svarede han koldt. Han havde aldrig stolet på folk grundet hans mor og der var sgu ikke kommet nogen og reddet ham. Eller jo det var der, men det var kun for at efterlade ham på et børnehjem, så om Spence ville kalde det en "heltegerning" var måske så meget sagt.
"Jeg kan ikke hjælpes, men hvis du finder en kur så send mig gerne en ugle." Svarede han tørt. Armene blev igen kastet over kors. "Fordi alt den har givet mig er smerte, afsky og frygten for at slå folk omkring mig ihjel. Det er ikke noget jeg behøver at udforske yderligere." Han slog let ud med hånden.
Nu var det hans tur til at fnyse, "ja, "bare tag det helt roligt," du er kun en tiggende bombe klar til at gå af, ingen panik der." Hans stemme drev af sarkasme som han rullede kort med øjnene.
De næste ord hun sagde fik ham dog til at stivne i et kort øjeblik, "min far? Hvad mener du? Kender du min far?" Nu vidste han pludselig ikke helt om han skulle være bekymret eller nysgerrig. Han hadede sin far så inderligt for at have været så uansvarlig at få et barn når han var bære af genet, men samtidig havde alle børn vel en naturlig nysgerrighed for at vide hvor de stammede fra. Han kiggede kort ned på det papir hun havde rakt ham.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya smilede let, "Intet er umuligt. Jeg kan skaffe dig stormhatteeliksiren, hvis du er interesseret i det," sagde hun roligt. Hun brugte ikke selv eliksiren, men det var mere af princip, fordi hun syntes det var synd for ulven i hende, at blive undertrykt på den måde. "En myte? Hvem har bildt dig det ind?" spurgte hun og trak sin halskæde frem, hvori et stykke af månestenen var ved som vedhæng, før hun gemte den væk igen. Hun vidste jo godt, det ikke var det smarteste at stå og flashe den slags på åben gade.
"Monstre.. Som dem der gemmer sig under din seng eller i dit skab? Waow.. Jeg ved ikke med dig, men jeg kan i hvert fald godt finde på andre ting, at bruge min fritid på, end at ligge på lur et eller andet sted og bare vente," svarede hun og prøvede stadig virkelig hele tiden, at huske sig selv på, at han var teenager og hun skulle være den voksne i den her sammenhæng. "Nu snakkede jeg ikke specifikt om mig selv, men personligt, så tager jeg rundt i samarbejde med min bror, opsøger varulve som dig, som har brug for hjælp. Betrak os som et forsinket hvalpeakadamiet," hun blinkede let til dig med et lidt drillende smil over sine læber. Hun kunne godt mærke, at det her ville blive op ad bakke.
"Varulve er over alt. Vi kan få præcis samme uddannelser som alle andre magiker og muggler for den sags skyld. Vi kan præcis det samme, og mere til. Zeke er ikke et monster," fastholdt hun, personligt syntes hun Zeke var en fantastisk mand, men okay, indrømmet, så var han måske også lidt sær en gang i mellem, men det var hun nok også selv. Hun trak lidt på den ene skulder, "Måske er det på tide, at begynde," foreslog hun let og sendte ham et nyt smil.
"Alle kan hjælpes, men det kræver man selv vil hjælpes. Jeg kan ikke hjælpe dig med, at finde en kur, men jeg kan lærer dig at leve med det og få det bedste ud af det, men det kræver du selv vil og er indstillet på at acceptere den del af dig selv," sagde hun roligt, selvom hun godt kunne mærke hendes tålmodighed var ved at løbe ud. Hun havde ikke regnet med, at blive mødt med så meget modstand, for så havde hun nok grebet det hele helt anderledes an, men det kunne hun jo ikke gøre om nu. Hun rynkede lidt på panden, "Virkelig? Er det alt? Hvad med dine sanser? Dine reflekser?" spurgte hun og greb hurtigt et æble fra boden ved siden af dem og kastede det efter ham. "Så længe du låse dig forsvarligt inde, eller tager stormhatteeliksir, så er der intet at frygte. Det kan jeg også hjælpe dig med," tilbød hun, da hun alt for godt kendte følelsen af, at være bange for at gøre sine kære ondt, selvom det ikke var mange hun havde tilbage.
Hun kneb øjnene lidt sammen ved hans sarkastiske udsagn, "Vi har alle sammen været der. Glemt det var fuldmåne eller ikke fået låst døren eller kæderne ordentligt. Det er nogle af de ting, der viser at vi stadig er mennesker. Det er menneskeligt at fejle og glemme. Et monster, uhyre, dyr - kald det hvad du vil - glemmer ikke og fejler ikke, for de har deres instinkter på en hel anden måde end os," prøvede hun at forklare, selvom hun efterhånde opgav mere og mere, at nå indtil ham. "Lad mig gætte. Du har svært ved at styrer dit temperament?" spurgte hun videre ind.
Hun rynkede lidt på næsen, "Jeg har ikke mødt ham, men min bror har. De var i flok sammen engang. Spencer, din far er ikke nogen rar mand. Nogle varulve mener, at de er bedre end 'pelsløse' som de kalder folk som ikke er varulve. Din far er en af de varulve, som mener han er bedre end andre," hun vidste ikke meget om Spencers far, men hun vidste at Zain havde fortalt, at han ikke var en god mand og Spencer skulle passe på.

[Spencer Lynch]

”Nej tak.” Sagde han ligeud. Han skulle ikke lægge sit liv i en fremmeds hænder og da slet ikke en varulvepige. Spørgsmålet forbavsede ham. ”Øh, alle” svarede han tilbage med et skeptisk blik. Han troede ikke på den slags latterlige eventyrfortællinger.
Han så lidt undrende på kæden hun trak frem. Det kunne umuligt være sådan en. Hun prøvede bare at tage røven på ham. Den slags fandtes ikke!
Spencer sendte hende et giftigt blik til hendes kommentar om monstrene. Han troede ikke på at varulve kunne være gode, de nåede allesammen til et bristepunkt hvor de ikke længere kunne styre sig og blev onde når ulven overtog. Det var hvad han altid havde lært.
”Hvadend du og din bror sælger, er jeg ikke interesseret.” Sagde han bestemt og tog et nyt skridt baglæns. Han gengældte ikke hendes smil, men det var bare generelt ikke særlig tit at Spencer smilede til nogen.
”Skal jeg ikke kunne udtale mig om, jeg har som sagt ikke mødt ham.” Svarede han blot i en lidt lugegyldig tone.
Hans blå øjne blev hårde. ”Jeg vil aldrig accepterer den del af mig selv.” Svarede han koldt. Han hadede det. Hadede det så inderligt, hvis han nogensinde fik chancen ville han fjerne den del af ham nærmest koste hvad det ville.
Hovedet gled lidt på skrå. ”Hvad er der med dem?” Spurgte han blot, jo hans sanser og reflekser var bedre end gennemsnittet, men det betød ikke at det blev værdsat. Uden så meget som at tænke over det eller se på det greb han æblet hun kastede imodham. Han holdt det lidt stille i sin udstrakte arm før han kastede det tilbage til hende.
Han rystede atter på hovedet. ”Du snakker som om stormhatteeliksir er enhver mands eje.” Det var det langt fra. Det var faktisk yderst sjældent at man kunne opdrive ingredienserne og når man endelig kunne, var det lige så svært at brygge eliksiren, og det var ofte med livet som indsats da en enkelt dråbe for meget ville ende ud i en al for tidlig død.
”Desuden bliver jeg allerede låst forsvarligt inde.” Tilføjede han, skønt det selvfølgelig kun gjalt så længe han gik på Hogwarts. Han så på hende med et gennemborende blik, ”Jeg har aldrig glemt det, ikke én eneste gang og det kommer jeg heller ikke til, så uansvarlig ville eg aldrig være.” Det var jo bare hans ærlige mening omkring det. Valgte man at leve med denne “sygdom”, så havde man fandme også bare at være ansvarlig omkring det!
Spencer skar en grimasse, ”bare rolig jeg har ikke tænkt mig at hyle mod månen sammen med ham heller hvis det er dét du og din bror bekymre jer om.” Svarede han tilbage og forsøgte at tilbageholde sin nysgerrighed omkring sin far. Det var ikke hendes skyld at han ikke havde tillid til hende, Spencer havde bare generelt ikke tillid til nogen.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya trak let på skulderen, "Det må du selv om, det var bare et tilbud," sagde hun roligt, det var uden tvivl ikke en opgave hun nemt kunne løse, kunne hun godt fornemme. "Well, mennesker er ikke altid de klogeste væsner på jorden, selvom vi gerne vil fremstå sådan," sagde hun roligt og gemte sin halskæde med månestensstykket i væk igen.
Hun tog sig ikke af det giftige blik hun fik, det var ikke første gang nogen så på hende på den måde, og næppe heller ikke den sidste gang. Hun grinte let, "Vi sælger skam ikke noget, men du stoler ikke på mig. Jeg kan ikke hjælpe dig eller træne dig, hvis du ikke har tillid til mig, og hvorfor skulle du også det? Du kender mig ikke," sagde hun og slog let ud med armene før de blev proppet tilbage i læderjakkens lommer.
"Nej, det siger du jo," sagde hun roligt og tog det ikke personligt, hvis hun skulle tage alt personligt hvad han sagde, så ville hun jo ende med at miste fatningen og give ham præcis dét han i forvejen var så overbevist om.
"Well, det er jo dit tab," hun trak atter på den ene skulder og kunne godt mærke hendes tålmodighed var ved at slippe ud. Hun havde selv været der. Dér hvor hun havde hadet at være varulv, men hun havde lært at leve med det. Hun følte dog ikke, at hun kom nogen vegne med dette her, så hun begyndte at tvivle på, at hun kunne hjælpe ham. Og ville han ikke lytte, så måtte han jo føle før eller senere, når hans far kom efter ham, som Zain havde sagt han ville gøre.
Hun smilede stort - dog uden de nøddebrune øjne smilede med - da han greb æblet, "Kom ikke og fortæl mig, at sådanne et talent, ville enhver quiddicth spiller æde sin egen storetå, for at få. Godt grebet," svarede hun og blinkede til ham, før hun selv greb æblet i en hurtig og præcis bevægelse og førte det op til munden, for at tage en bid af det.
"Hvis man kender de rette folk, så er det ikke noget problem. Jeg er tilfældigvis en af de rette," svarede hun, Roddy havde for efterhånden mange år siden, lært hende at brygge eliksiren.
"Nej, indtil videre," svarede hun og blinkede til ham. Hun havde da prøvet to gange, ikke at have fået låst sig inde i tide. Heldigvis var det kun gået galt den ene af gangene, og hun havde lært af det.
Hun nikkede lidt, "Det håber jeg ikke, Spencer. Din far er ikke nogen rar mand, men nu ved du hvor du kan finde mig, hvis du skifter mening," sagde hun roligt og sendte ham et nyt halvhjertet smil og gjorde en håndbevægelse ud fra sin pande, som gestus. "Ses," og med det afsluttende ord, vendte hun rundt på de høje hæle og forsvandt i folkmængden.

//OUT