Once Upon an Octoberday

[Elio Andrés Moretti]

Han smilede kortvarigt ved hendes konklusion. ”Det gør det,” svarede han bekræftende og følte også kort, hun havde været i hans tanker. Det vidste han godt ikke var en mulighed, for han ville aldrig lukke nogen helt derind. Det tætteste han var på at have en ven var Theo, og alligevel så ville Elio aldrig helt stole på, at Theo ville have hans ryg i en situation hvor en af dem, ville stå ansigt til ansigt med den visse død. Alligevel så havde han nogen følelser for ham, han ikke havde for andre. Han holdt vel også af sin familie, men hans ’holde af’, var mere ekstrem. En kvinde havde været hans bror utro, og hans valg? At slå kvinden ihjel. Han havde gjort sin bror en tjeneste, men sådan så han det desværre bare ikke, og i lang tid havde Lorenzo været under jorden nu. Han så på hende, som hun gentog ham og nikkede. ”Blandt andet.. De findes i mange varianter, men ja… på de her egne er det vel primært billig skinke og noget der skal forestille ost, der fyldes i,” konkluderede han. Han havde aldrig prøvet det tortellini som kunne købes i en almindelig dagligvare butik. Han skulle heller aldrig tænke på aftensmad – han havde råd til, at den slags blev lavet og handlet for ham. Han bemærkede straks det flirtende smil fra hendes læber, og spejlede sig i det og gengældte det dermed. ”Selvfølgelig. Du fortjener det,” påpegede han med en hæs hvisken tæt mod hendes øre, inden han gav slip fra hendes stol efter at have trukket den ind. ”Ja, det var heldigt,” påpegede han, inden han så mod det kort, der lå på bordet. ”Hvad kunne du tænke dig?” spurgte han roligt.

[Deleted]

Nira følte sig umådelig heldig at hun lige var rendt ind i Elio, han virkede som typen der kunne sætte lidt pust i hendes ellers lidt grå hverdag. Han virkede som en rigtig god fyr. Little did she know. Havde hun kunne læse hans tanker i dette øjeblik, var hun løbet skrigende væk, men hun var lykkeligt uvidnede om det dystre sind der befandt sig bag de dybsindige brune øjne og det charmerende smil.
”Spændende.” Tilkendegav hun i et smil. Hun var ikke selv den store kok, hun var vegetar og vidste hvordan man skulle tilberede grøntsager, men kød havde hun ikke den fjerneste forstand på. Dog udvidede hun gerne sine madhorisonter for ting der ikke indeholdt kød.
Det brede smil blev kun større ved hans ord om at hun fortjente det. Det var længe siden at en mand havde gået fortalt hende den slags og det var uden tvivl rart at høre.
Hun læste kort i menuen og var ikke længe om at beslutte sig for en salat. Ikke for at virke sund som så mange andre måske ville gøre, men igen fordi hun ikke spiste kød. Hun var dog ikke så krekilsk at hun brokkede sig over andres madvaner, hvad de spiste var deres egen sag. ”Så hvad foretager du dig ellers til dagligt?” Spurgte hun nysgerrigt ind for at starte en samtale der ikke kun omhandlede fyldt pasta.

[Elio Andrés Moretti]

Han nikkede en enkelt gang som svar på hendes spændende. Elio kunne sagtens lave mad. Han havde hjulpet med at lave mad, da han var barn og de somre og ferier, han havde været hjemme i. Nu havde han penge nok til at have en kok til at lave det for ham og det sparede ham ærlig talt en masse tid. Tid var penge – og når man havde et ’firma’ under sit egentlige firma, så var han på alle døgnets timer. Selvfølgelig havde han ikke selv nogens blod direkte på sine fingre – det havde han folk til. Han havde altid folk til at ordne hans beskidte arbejde, men det betød ikke han var blind for at se på eller på anden måde deltage. Det havde han gjort i starten og han havde heller ikke været mere end seksten år gammel, første gang han havde taget en andens liv. Han bemærkede hvordan hendes smil blev bredt som han havde sagt, hun fortjente det. Hvor var det her bare latterligt nemt. Han bestilte selv et glas rødvin, en salat til hende og nogle pommes frites til sig selv. Han vidste godt hun var vegetar, han havde fundet ud af alt, han overhovedet kunne finde om hende. ”Jeg ejer mit ejet firma, hvor vi investere i forskellige projekter,” han smilede kort til hende. Det var ikke en lodret løgn. ”Hvad med dig?”

[Deleted]

Nira var muligvis end meget naiv ung kvinde. Hun havde aldrig helt sluppet sin queen-b rolle og havde nok lidt et indtryk af at folk automatisk kyssede den jord hun gik på. Skønt det ikke nødvendigvis var sådan tingene hang sammen, var det hvad hun valgte at tro på.
Det var nok også derfor hun slet ikke så nogen røde flag skyde op i denne her situation.
"Okay, det lyder som et stort arbejde, er det et stort firma?" Tjeneren vendte tilbage efter at have taget deres bestilling og satte vinglas og madvare foran dem. Nira tog en tår fra sit eget glas som det blev stillet foran hende. Der blev efterladt et svagt rødligt mærke fra læbestiften som det kort efter igen blev placeret på bordet. "Hvilke projekter drejer det sig om?" Det kunne jo være så meget.
"Jamen jeg er personlig assistent." Forklarede hun med en vis stolthed bag, skulle hun være ærlig havde hun ikke helt fundet sig til rette i den stilling, ikke endnu i hvert fald. Men det ændrede ikke at hun godt kunne lide at lyde vigtig når hun fortalte om det.

[Elio Andrés Moretti]

Elio havde et helt andet billede af hvordan verden hang sammen. Han havde sit eget moralkodeks og sine egne idéer. I hans verden var hans guds gave til menneskeheden og alt hvad han gjorde var okay, hvis det nåede ham i mål. Manglen på loyalitet var en gyldig dødsdom og kvinder var til for hans nydelse. Han var dog klar over, at verden ikke så det sådan, så gennem kopiering af andre omkring sig, havde han lært sig at begå i de almindeliges verden. Folk der virkelig kendte ham, havde dog et helt andet og mere krakaleret billede af ham. ”Åh ja, vi er vokset meget over de sidste 2-3 år,” forklarede han, inden han tog en tår af den vin, tjeneren havde sat ved ham. Vinen virkede billig, hvilket han normalt ikke ville finde sig i – men han vidste at det var game on lige nu. ”Det er forskellige projekter, i starten var det mest ejendomme og småfirmaer, men det er også blevet til lokalområder, tjenester inden for enhver sektor, der føler de har brug for den ekspertise mine mange ansatte har..” forklarede han. I virkeligheden dækkede alle de ting over, han skulle have folk til at holde sin kæft. Lokalområdet hvor hans mange dealer solgte stoffer, fik igen for at de holdt sig tavse – og det virkede jo.
Han lod sit blik foregive at være imponeret. ”Nåh, for hvem dog?” stemmen forekom interesseret.