Once Upon an Octoberday

[Deleted]

Elio Andrés Moretti

Hogsmeade – Høstfesten

September 2056

Omkring kl. 20

---

Hogsmeade var smuk denne lørdag aften. Nira bevægede sig ned gennem gaderne og kiggede på de mange boder der var stillet op. Duften af karakmel og andre søde sager han i luften som en let dyne over den lille magiske troldmandsby og lyset strålede ud fra butikkens vinduer.
Mørket var allerede ved at falde på, hvilket annoncerede om at winter is comming (//hehe). Hun skuttede sig lidt og strammede det store grå halstørklæde om sin hals. Måske hun skulle have taget en lidt tykkere jakke på, men det havde jo ikke været så koldt tidligere på dagen.
Den blonde heks bevægede sig op til boden der solgte varm kakao og bestilte en kop. Hun betalte den lidt buttede heks bedstemorligende heks i boden og tog imod koppen. Varmen fra indholdet kunne mærkes igennem engangbæret, men uden at hun brændte sig. Det var faktisk ligefrem behageligt mod de kolde fingre.
Igen bevægede hun sig gennem gaden i en søgen på noget hun end ikke selv vidste hvad var. Hun stoppede op ved en ny bod der solgte hjemmestrikkede huer og vanter, sippede til sin kop og overvejede kort om hun måske skulle bruge penge på et matchende sæt hue og vanter. Bag heksen der solgte varerne, var et par magiske strikkepinde i gang med at udvide sortimentet. Nira smilede let. Der var noget hyggeligt over det.

[Elio Andrés Moretti]

Elio var taget i Hogsmeade, da han havde en drøm om at møde en helt bestemt person dernede og forhåbentlig ville det i dag lykkedes ham at falde i snak med hende. Han havde ladet de mange håndlangere han havde sig, blive hjemme i dagens anledning da det helle skulle gå efter planen og virke så naturligt som overhovedet muligt. Det var ikke første gang han gjorde det her og han havde hele tiden sørget for der var nogen meter mellem ham og hans udvalgte mål. Han stoppede op som hun også gjorde ved en bod, der solgte hjemmestrik. Hans hjerne var hurtig til at analysere hans muligheder, som han lod blikket bevæge sig rundt, inden han roligt bevægede sig forbi hende og ved et ’uheld’ tabte sin pung foran hende, mens han gik videre. Sandhedens time var kommet – enten ville hun være ærlig og gå efter ham eller beholde dem. De tusind pund der var der i, gjorde dog heller ikke en synderlig forskel for ham at miste. Han vidste, hvis det her ikke virkede var han nødsaget til at finde en anden måde – men omvendt så var han så selvsikker, at det nærmest gængsede sig til hybris, at han ville se en mulighed for at få det til at virke.

[Deleted]

Nira faldt næsten helt i staver over heksen og hendes strikketalent, måske var det derfor at hun blev en smule forskrækket da nogen bumpede ind i hende. Hun havde været opslugt af sine egne tanker. Dog ikke opslugt nok til at se manden tabe noget foran hende. Noget han ikke selv lod til at have bemærket.
De blå øjen faldt på genstanden på jorden før hun bukkede sig ned og samlede den op. En pung. Igen blev blikket rettet efter manden der nu var et godt stykke foran hende.
Hun kiggede en enkelt gang imod stikketøjet, sendte heksen et lille smil og satte så kursen efter manden. Hun var en pige der elskede materielle ting. Hun elskede penge og hun havde denne her drøm om at finde den perfekte, rige mand som kunne forsøge hende, passe på hende, give hende eventyr og betale hendes sommetider lidt for dyre vaner. Det var nok en drøm hun en skønne dag måtte opgive, for realistisk set, skete det jo aldrig. Tanken om at være ægte husmor tiltalte hende bare helt vildt, så kunne hun lige lave lidt småkager imens han var på arbejde så de var klar når han kom hjem -ikke at hun havde den fjerneste anelse om hvordan man anrettede andet end salater, men alligevel.
Tanken blev slået ud af hovedet. Pungen var tung og tyk i hendes hånd. Den måtte være godt fyldt, men hun havde trods alt værdighed nok til at vide at det ikke var noget hun skulle blande sig i. “Undskyld sir?“ kaldte hun efter ham som hun nærmede sig. “Sir, De tabte Deres pung.“ Hun hånede helt op til ham og prikkede ham hurtigt på skulderen.

[Elio Andrés Moretti]

Elio havde brug for Niras viden, og derfor brug for at komme tæt på hende. Han kunne godt lege den rige gallante gentleman, love at alle hendes drømme om et idyllisk husmors liv og et liv i sus og dus ville blive til virkelighed, så længe han fik hvad han ville have. Han ville dog tage det alt sammen fra hende igen, så snart han ikke havde noget at bruge det til længere. Det ville ikke gøre ondt på ham, for mange følelser besad han ikke. Sympati og empati var heller ikke menneskelige evner, han kunne prale af at besidde. Som han hørte hendes stemme lyde i end ikke så fjern baggrund, meldte der sig også et skævt smil på hans læberne. Planen virkede rent faktisk. Han sænkede farten, men ignorerede hendes første opråb af ham – hun skulle også have tiden til at indhente ham. Han hørte denne gang hendes stemme tættere på sig og stoppede op, som hun prikkede hans skulder. Han vendte sig mod hende, og afslørede sig selv som en flot, høj og rank mand. Tydeligvis med penge, da den trench coat han havde påført sig var en mærkevare. Han sendte den unge kvinde et påtaget smil – han havde fra barnsben spejlet sig i mennesker omkring ham og kopierede deres smil, så derfor virkede det også oprigtigt for det blotte øjne. ”Tusind tak skal De have, frøken…?” spurgte han og lod de forholdsvis mørke øjne hvile på hende med et blik, der udtrykte en overfladisk taknemlighed. Han var næsten inde og hvad han gjorde de næste par sekunder, ville være fuldstændig essentielt for hvor vidt hans plan ville lykkedes eller ej.

[Deleted]

Faktisk blev Nira en anelse overrasket over hvor godt manden så ud. Ikke at hun havde forventet han ville være grim, men hun havde nok heller ikke regnet med at han var så karismatisk. Hun blinkede et par gange med de blå øjne, før hun atter fandt fatningen og sendte ham et venligt smil, alt imens han tog imod pungen hun rakte frem imod ham.
”Dempsey, Nira Dempsey.” Præsenterede hun sig uden videre omtanke for at give sit navn til en vildt fremmed hun lige havde mødt.
På sådanne punkter var hun måske en anelse naiv.
Hun havde i præsentationen rakt en slank hånd med flot lakeret negle frem imod ham. ”Og De er?” Spurgte hun så. Det var vel kun fair at hun fik hans navn når han havde fået hendes.
Der lå måske en lettere flirtende undertone i måden hun gebejdede sig på. Det faldt hende så naturligt at hun ikke engang selv bemærkede det længere. Nira kunne godt lide at være midtpunkt og hun kunne godt lide når folk komplimenterede hende og beundrede hende. Det havde hun altid kunne siden hun var helt lille, hun havde nu også været ret forkælet som barn, så det havde nok noget med det at gøre.

[Elio Andrés Moretti]

Elio var kalkulerende. Han havde iagttaget den unge kvinde længe og havde analyseret hende for svage punkter, hvordan hendes adfærd og personlighed var. Han havde brug for enhver oplysning, som ministeriet havde om ham og hans ’firma’. Han så hende som det svage led, og dermed var det også hans vej ind. Han sendte hende et venligt smil – et smil, han havde brugt langt tid på at kopiere fra hans medmennesker så det tilnærmelsesvis lignede et ægte smil, for folk der ikke var specialister i en som ham. ”De er en vaskeægte engel, Nira Dempsey,” kommenterede han taknemligt, som hun præsenterede hans navn. Hun gjorde det nærmest al for nemt for ham. Hun var naiv, og det var den type, der var nemmest at gå efter. Havde han haft nogen form for empati, havde han nok spildt den på kvinder som hende. Han bemærkede de flotte lakerede negle på hendes hånd, som hun rakte den frem mod ham. Menneskelig interaktion og kontakt. Han var inde. Han bemærkede også, hvordan hendes stemme slingrede sig mod at være mere flirtende end venlig. For let. ”Elio Marci,” præsenterede han sig. Han gav hende en halv sandhed – han vidste ikke hvor meget eller lidt, hun vidste om ham på nuværende tidspunkt. ”Jeg kan ikke tilbyde Dem en findeløn?” han havde hørt, det var noget man gjorde sig i – hvorfor forstod han ikke. Han havde dog også mere tænkt, at det kunne være en drink af en art.

[Deleted]

Nira anså normalt ikke sig selv som værende en naiv person, andre ville muligvis være af en anden opfattelse. Så snart fyren havde penge og et charmerende smil, var hun tilbøjelig til at falde for ham. Hun kunne godt lide opmærksomheden og hun elskede sommerfuglene i maven der kom i stareten af et nyt forhold. Desværre var hun bare aldrig særlig god til at vedholde mændene når de så igennem hendes facader.
Måske var dét også en af grundene til at hun på ingen måder mistænkte denne mand at have ilde intentioner. Hun gengældte smilet med et oprigtigt et af slagsen og gjorde en afværgende bevægelse med hånden. ”Nårh, jeg gjorde bare som så mange andre ville have gjort,” svarede hun beskedent, skønt hendes tone tydeligt fortalte en anden historie, hun kunne godt lide at han så hende på den måde.
De blå øjne hvilede i hans under præsentationen. Elio. Flot navn. Lidt specielt på en eller anden måde.
Spørgsmålet fik hende til at slå en let latter op. ”Findeløn, nej det tror jeg ikke...men øh...” en kort pause, og som havde hun læst hans tanker tilføjede hun så, ”hvad med en drink? Eller en kop kaffe?” Hun gjorde et lille kast med hovedet ned mod den menneskefyldte gade.

[Elio Andrés Moretti]

Elio lod opmærksomt sine øjne hvile på hendes oprigtige spil og den afværgende gestus hun gjorde med hånden for at minimere hvad hun havde gjort – det alle andre ville have gjort. Han ville ikke. Han havde sit eget moralkompas. Han havde beholdt pengene og alle de informationer, han kunne finde i pungen og så sørge for at finde et eller andet, han kunne bruge på den person. Han havde holdt øje med Nira i noget tid – lagt mærke til hendes adfærd og hendes personlighed. Han anså hende ikke for at være noget specielt i sig selv, men de filer hun havde adgang til … se, det var det han kunne bruge hende til. Han fnøs indeni, som hun prøvede at være beskeden, men tonen tydeligt fortalte en hel anden historie. Falsk. ”Du skal stadig have et stort tak,” påpegede han og sendte hende et nyt smil – kopieret af andres adfærd.
Han bemærkede de blå øjne hvilede på ham, som han præsenterede sig. ”Det er italiensk,” påpegede han – som om han lige havde været inde i hendes hoved. Han vidste dog, de fleste syntes hans navn var … anderledes. Han lyttede til hendes lette latter og et kort triumferende blik var i de mørke øjne, som hun var hurtig til at gå med en fremmed ind og få en drink – nu havde hun sagt det, så kaffe blev det ikke. ”Jamen en drink det er, Nira,” påpegede han og gjorde gestus med hånden til hun kunne vise vej til det sted, hun ønskede at få sig en drink.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at blondinen fandt ham tiltrækkende. Hun havde ikke det store helt med at skjule det. Han var en pæn mand og hun satte altid pris på en flot mand der kunne finde ud af at klæde sig ordenligt og som oveni købet var en gentleman.
Hun smilede venligt da han takkede hende på ny. Denne gnag bagatelliserede hun det dog ikke. Faktisk sagde hun ikke noget videre til det. ”Italiensk?” Gentog hun med en imponeret mine. ”Så er du da langt væk hjemmefra, eller du er måske født her?” Dette var et enkelt, måske ikke helt så elegant, forsøg på at finde ud af lidt mere omkring ham.
Denne gang var det hende som havde et lille triumferende udtryk i ansigtet. Tydeligvis var hun af den overbevisning at hun havde kontrollen her. At hun vidste hvad hun gik ind til, men hun havde ingen anelse om at deres møde her ikke var tilfældigt og at Elio havde skumle bagtanker for at gøre sig hendes bekendtskab.
Lykkelig uvidende satte hun kursen mod de fleste magikeres stamsted når det kom til Hogsmeade; De Tre Koste. Som de gik, brød hun atter tavsheden, ”så Elio, er du ofte med til høstfesten her?” Det var jo en årlig fest, Nira havde ikke deltaget i den de sidste par år, men nu hvor hun var her igen, kunne hun godt mærke at hun havde savnet det

[Elio Andrés Moretti]

Piger som Nira var nemme at finde kernen i – det var de fleste kvinder, generelt. De fleste af dem ønskede en mand, der så flot ud og opførte sig ordentligt. Han var dog langt fra Guds bedste barn, men det vidste hun ikke. Det var ikke den del, der var ligeglad med at slå ihjel, torturere eller på en anden møde ødelægge andres liv, han vidste hende. Nej. Han fremviste en empatisk og venlig side af ham, som slet ikke fandtes. Han havde blot lært at foregive, han havde de sider ved at analysere andre omkring ham og lade den adfærd blive hans egen udadtil. Han nikkede, som hun med en imponeret mine gentog ham. ”Jeg er født og opvokset i England, men mine forældre kommer fra Italien,” forklarede han med en rolig stemme. Hans forældre talte ikke nogen former for engelsk, de kunne sige goddag, farvel, ja og nej, og måske nogle få sammenhængende sætninger, der var til at forstå.

Elio vidste hvor vigtigt det var, den anden følte sig i kontrol og de følte, det var dem der på en eller anden måde vandt noget kortsigtet. Han vidste, han skulle spille sine kort rigtigt og han kunne lige nu kun håbe på, at den plan han havde lagt i sit hoved var den hel rigtige – ellers skulle han nok være hurtig til at lægge det hele om. Han fulgte med hende ved hendes anvisning og så på hende ved hendes spørgsmål. ”Nej, det er første gang. Hvad med dig, Nira?” hans stemme var rolig og som de nåede De Tre Koste, åbnede han galant døren for hende.

[Deleted]

Manden foran hende playede hende, og hun faldt pladask for det. Det kunne godt vær at det var hendes desperate håb om rent faktsik at møde en empatisk og sød mand, som fik hende til at overgive sig så let. Hun var på et sted i sit liv, hvor hun følte at hun manglede en mand i sit liv, og en flot mand med pungen fuld af penge, gode i sig selv et ret overbevisende indtryk.
Nira blik lyste helt op. "Hvor spændnede! Hvor i Italien kommer de fra?" Spurgte hun nysgerrigt ind, "jeg har selv boet i Frankrig i nogle år, men jeg har aldrig været i Italien. Det skulle ellers være et ret kulturelt land har jeg ladet mig fortælle." Et nyt smil prægede de røde læber.
Den gentleman-agtige side han fremviste hende gik lige ind. Hun smilede stort som han holdt døren for hende og hun kunne træde ind på den lune krostue. "Jeg har været med før, men det er længe siden." Forklarede hun og trak den lette overfrakke af, alt imens hun spejdede efter et ledigt bord. Der var dog temmelig optaget de fleste steder. Ikke at man kunne forvente andet på en dag som denne.

[Elio Andrés Moretti]

Elio bemærkede hendes blik lyste op, som han fortalte. ”Norditalien. En lille by ved navn Créma,” svarede han. Han regnede ikke med, hun havde hørt om den, det var de færreste der havde. Det var dog en utrolig smuk by, og var maksimalt en time fra Milano. ”Hvor i Frankrig?” spurgte han og lod sig engagere, selvom han egentlig var fuldstændig ligeglad. ”Det er i hvert fald det perfekte land, hvis man er glad for pasta. Hver by har deres hel egen pastaret,” svarede han og sendte hende et forgivet smil.

"Hvordan kan det være, du stoppede med at komme her?" spurgte han roligt. Elio lod hende træde ind først, og lukkede døren efter sig, da han gik ind efter hende. Han lod blikket spejde sig omkring og opdagede straks mængden af mennesker. ”Et øjeblik,” påpegede han, inden han gik over til bardisken og snakkede med det personale, der var på arbejde. Han bevægede sig tilbage til Nira og lod de mørke øjne hvile roligt på hende. ”Denne vej,” han gjorde gestus med hånden til hvilken vej de skulle gå, og der stod et bord klar til dem.

[Deleted]

Den blonde heks tænkte sig lidt om, men måtte hurtigt erkende at bynavnet ikke sagde hende det mindste. ”Jeg slog nok aldrig helt igennem i geografi.” Erkendte hun så og bed sig let i underlæben. Det havde aldrig været hendes stærke side.
”Nårh noget så originalt som Paris. En lille flække, ved ikke om du har hørt om den.” Jokede hun let og lo.
Pastainformationen fik hende dog til at spærre øjene lidt op, ”har de virkelig? Jeg anede slet ikke at der fandtes så mange pastaretter.” Erkende hun og så en smule frem for sig.
Hun trak let på skuldrene som de bevægede sig indenfor, ”det ved jeg ikke, jeg flyttede til Paris, så tror jeg bare at den ene dag tog den anden.” Det havde ikke været en direkte beslutning ikke at møde op længere, men når man boede så langt væk, blev tingene også hurtigt lagt lidt i glemmebogen.
De blå øjne rettedes imod ham som han forsvandt ind imellem menneskemængden. Hun så han snakke med en i baren, og tog sig imens tiden til at trække sin overfrakke af og hænge den over den ene arm. Hun mødte han med et smil da han atter sluttede sig til hende, og fulgte ham frem til det lille bord der var ved at blive klargjort. ”Wauw. Det var hurtigt, jeg troede faktisk ikke at der var nogen ledige borde.” Indrømmede hun lettet og hang frakken over den ene stoleryg.

[Elio Andrés Moretti]

Elio var vant til, at folk ikke kendte den lille italienske by. Den var en lille perle. Det var ikke mange turister, der tog vejen forbi. Der var smukke landelige omgivelser, der var gamle romerske badebassiner og der var utrolig smuk natur. ”Det er heller ikke en by, mange kender til. Den er lille, men den er ikke så langt fra Milano,” bemærkede han hende med det tætteste han kunne foregive en tilgivende og undskyldende stemme. Han var jo i bund og grund ligeglad med om hun kendte til stedet eller ej, men han skulle jo fange hendes interesse ved at virke som en god mand. Han sende hende et smil, som til forveksling godt kunne forekomme morende. ”Nåh….” han trak ud i sit ord, inden han snakkede videre; ”Den tror jeg vidst jeg har hørt om en gang,” han blinkede til hende. ”Åh jo jo. Der er også forskellige former for tortellini. Der hvor mine forældre kommer fra, er fyldet sødt, mens det mange andre steder er mere.. Uhm saltet..” forklarede han. ”Nåh ja, klart nok.” svarede han med et lille nik.

Han trak stolen ud for hende, så hun kunne sætte sig ned. ”Vi var vel heldige… Der var lige et bord ledigt,” påpegede han med en rolig stemme. Sandheden var dog en hel anden – Elio havde betalt dem for, de kunne få bordet, og havde de nægtet, havde det været værst for dem selv.

[Deleted]

Hendes interesse var vagt. ”Det gør den vel også bare så meget mere speciel og privat.” Konkluderede hun som havde hun læst hans tanker. Milano kendte hun, men igen, det burde de fleste gøre.
Måske var det bare hende som var naiv, eller også var han en fantastisk skuespiller, for hun opfangede på intet tidspunkt at hans interesse ikke var ægte. Den virkede, for hende, komplet ægte, hvilket også var grunden til at hun lo over hans joke og lod sig manipulerer til at synes om ham på den bekostning.
”tortellini..” gentog hun en kende tænksomt, ”det er de der pastaer med kød i, right?” Som vegetar havde hun altid holdt sig fra den slags, så hun vidste faktisk ikke om der også fandtes nogen med enten grøntsager eller andet i.
Hun lod ham trække stolen ud og smilede en kende flirtende imod ham, som hun satte sig. ”Sikke en gentleman du er.” Komplimenterede hun og trak stolen ind.
”Sikke et held. Det havde været ærgerligt at skulle vente for længe.” Indrømmede hun lettet, igen fuldkommen uvidende om sandheden.