Thank You Linus

[Zain Rigel]

Reaktionstråd

Kaya Elisabeth Hansen

September 2056

Omkring kl. 16

Zains midlertidige skjulested

---

Zain var stadigvæk ikke kommet sig hundrede procent ovenpå den magiske sygdom han var blevet ramt af og havde været smittet med over en længere periode. Heldigvis havde han klaret sig igennem og han var langsomt ved at komme til hægterne igen. Dette var dog ikke sket tids nok til at redde sin post som leder af den store varulveflok. En post han var ret opsat på at genvinde når han havde fået samlet sig nok varulve til at hjælpe ham med den ”krig” der nok ville komme ud af det. Der var jo også den lille detalje med at han nu også havde gjort sig ret upopulær hos sin far Carmine Rigel . Han var godt klar over at mødtes de igen ville det nok ikke blive et kærligt gensyn.
Midt i denne redelighed, havde Zain dog ikke mistet overskuddet til at ramme sin ærkerival Lucifer Lynch. I sin tid på flugt havde han fået opsnuset en ting eller to. En af de ting var blandt andet at Lucifer havde en søn. Hvad federe var, at sønnen var varulv. Perfekt! Planen var så simpel og genial! Denne søn. Denne Spencer Lynch skulle vendes til at hade sin far så inderligt, og det skulle Zain nok personligt stå for. Dog måtte han træde varsomt, han var ikke sikker på hvor meget kontakt Spencer og Lucifer havde. Det var her Kaya kom ind i billedet.
Han så på søsteren med et smil der nok var en anelse djævelsk. ”Så du skal finde Spencer,” gentog han planen for hende, ”han vil måske opholde sig i Hogsmeade her festlighederne. Vi må have fat i ham før hans far, jeg kender hans far og er bange for at han vil ham ondt.” Den blonde mand fakede en overbevisende bekymret mine. ”Jeg vil så gerne hjælpe ham så han ikke kommer ud i noget med det forkerte selskab.” Han sukkede dramatisk. ”Vi må hjælpe ham.”

[Kaya Elisabeth Hansen]

Nogen ville måske mene, at Kaya burde have lært ikke, at stole på sine familiemedlemmer efterhånden, men Zain var ikke som de andre. Han prøvede virkelig, at gøre noget godt for varulvene, så selvfølgelig ville Kaya hjælpe sin storebror med dette. Eller, hun hjalp ham med, det hun troede var en god gerning, hvilket nok bare var et tydeligt tegn på, at hun ikke kendte den blonde mand overfor hende. Ikke som hun troede i hvert fald. I hendes hoved, var storebroren én hun kunne se op til. Én hun kunne spare med, snakke med og som virkelig forstod hende, når hun fortalte hvordan hun i sit hemmelige indre, var glad for at være varulv. Det var jo ikke noget man kunne rende rundt og sige til hvem som helst, i nutidens magiske samfund. Hun troede virkelig på ham.
Kaya nikkede ved Zains forklaring på planen, "Jeg skuffer dig ikke," sagde hun som en trofast soldat, der netop havde modtaget den vigtigste opgave og taget den på sine skuldre. "Jeg finder ham og bringer ham med hjem. Jeg sender dig en ugle, når det er klaret og så insistere jeg på, at du kommer og bor hos mig til, der er styr på det hele igen," sagde hun med et ømt blik i de nøddebrune øjne, uvidende om hvad hun netop var gået med til og hvem hun egentlig havde budt ind i sit hjem midt ude i ingenting i skoven.