Kan du se mig sidde der og spille Mozart?

[Thomas Blake]

Det Magiske Universitet

Onsdag kl. 14.30

Hamish Hale McKenzie

Outfit

---

Thomas sad på sit kontor og ventede på Hamish. De plejede at drikke the engang om ugen, for de var vel briter? Han havde sat theen over, så den ville være klar til, at Hamish kom. Thomas havde brug for at tale med ham. Her på det sidste, var han blevet mindet om sin fortid, og han hadede det. Angela var kommet tilbage i hans liv, og han var lykkelig. Dog bragte hun minderne tilbage til ham, og det gjorde ondt. Thomas stolede på Hamish, og derfor vidste han, at det ville være det rigtige at fortælle Hamish om, hvad han gjorde ved sin far for snart 16 år siden. Det var ikke rart at tænke på. Det var dog rart at tænke på, at hans far ikke levede. For et par uger siden, smadrede han også hans grav, i ren frustration. Han blev dog anholdt, men sådan måtte det jo være.

Thomas fandt to kopper frem og satte kanden på bordet og ventede på Hamish. Han var nervøs, men så alligevel ikke. Hamish var hans bedste ven, selvom de var et ret underligt par. Ingen af dem viste mange følelser, men det passede perfekt.

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish gik mod Thomas kontor. Det var blevet deres ugentlige te-tid. Det lød måske fesent, og det med at sidde og sludre var slet ikke Hamish normalt, men han nød Thomas' selskab, måske fordi han lod til at være den eneste der kunne holde ud at være i rum med ham. Det var en tanke som måske kunne være lidt trist hvis man tænkte lidt over det, så det lod Hamish ganske enkelt bare være med at gøre.
Den høje ranglede mand trådte ind på kontoeret til den anden med et vagtsomt blik -som altid. ”Thomas,” hilste han i en tone der ikke var helt venlig, men i det mindste ikke ligeså spidse som den tone han normalt tildelte alle andre. Hamish satte sig på stolen hvor den ene kop var blevet placeret, så de kunne sidde med bordet imellem dem. Han tog omgående kanden og skænkede op til sig selv, han havde aldrig været specielt betænksom. Med det ene ben krydset over det andet betragtede han vennen fra kanten af koppen som han kort sippede til. ”Du ser nervøs ud.” Bemærkede han i en henkastet tone og tog forsigtigt en ny tår fra koppen.

[Thomas Blake]

Thomas satte sig ned, lige som Hamish trådte ind ad døren.
"Hamish." Svarede han og nikkede. Thomas var nok lidt mere udadvendt end Hamish, og han var lidt bedre til mennesker, men Hamish var stadig den person, som Thoms følte sig bedst tilpas med. Han var ikke tvunget til at tale om følelser. Tværtimod.
Han tog kanden og hældte op til sig selv, som Hamish havde gjort. De var virkelig et umage par.
"Nervøs?" Sagde Thomas en smile usikkert. Okay det var han måske, men han prøvede at lægge det bag sig. Han tog en slurk af sin te, imens han kiggede hen på Hamish. Han kunne sagtens stole på ham. Det vidste han.
"Faktisk er det dig, der burde være lidt nervøs. Skal du ikke til det der bal med Olivia? Jeg fangede squ aldrig rigtigt, hvad I skulle, men I skulle spille kærester, right? Her skal du jo huske, min ven, at I skal ligne kærester." Thomas havde sluppet sin nervøsitet og kiggede hen på Hamish med et stort smil. Han ville sådan ønske, at han skulle med til den fest. Han ville så gerne være en flue på væggen, men han måtte jo sørge for at hjælpe Hamish hjemmefra. Han måtte lige vente med at fortælle det med sin far, da han lige skulle tage mod til sig.

[Hamish Hale McKenzie]

Han betragtede Thomas som hans satte sig. Det var let at være i rum med Thomas for han stillede ikke alle mulige urimelige krav om at Hamish skulle opfører sig ”normalt”. For at være ærlig følte Hamish sig aldrig helt normal, så at bede ham om at opføre sig som alle andre, det fungerede bare ikke helt for ham på en eller anden måde.
Den ranglede magiker himlede kort med de blå øjne som var det en direkte fornærmelse at Thomas ikke bare svarede ærligt på noget som Hamish allerede godt var klar over. ”Ja nervøs, bekymret, usikker.” Remsede han blot op, som om Thomas var fuldkommen blank og ikke vidste hvad ordet ”nervøs” betød. Det var hvad man fik ud af det.
Brynene blev skudt i vejret og han tog en tår af sin te. ”Og hvorfor skulle jeg dog være nervøs over det?” Spurgte han blot som var det den mindste bekymring i verden. Det var det dog ikke. Faktisk var Hamish en kende bekymret omkring hele miseren. Primært fordi han aldrig havde haft en kæreste eller en intimt bånd til nogen kvinde og derfor ikke havde den fjerneste anelse om hvordan den slags fungerede. Altså udover hvad han imiterede fra andre. ”Det er en undercover mission. Jeg skal ind og se om jeg kan opsnuse nogle hemmeligheder omkring en ret vigtig person. Olivia tager med fordi jeg er ved at oplære hende.” Det var hans ord ikke hendes. Set med hendes øjne var det nok mere tvang end oplæring, men det var en mindre detalje. Hun vidste bare ikke endnu hvor heldig hun var at Hamish havde taget hende under sine alvidende vinger. Igen hans eget syn på sagen. De vagtsomme øjne blev rettet imod Thomas med en smule skepsis bag, ”hvad mener du med det?” Sagde han en anelse sippet.

[Thomas Blake]

Thomas nød virkelig Hamish' selskab. De klingede godt. Så godt som man nu kunne, når begge parter var så godt som ødelagte. Han nød dog mest, at Hamish var så underholdende. Han lagde ikke fingre imellem og han sagde, hvad han tænkte. Thomas var ikke så nem at fornærme, så han slog det bare hen, når Hamish var lidt efter ham. Det morede ham dog, når det gik ud over andre.
"Tak, fordi du lige kunne minde mig om, hvad ordet betød. Jeg glemmer det ofte." Sagde han med et halvt smil og et glimt i øjet. Thomas prøvede at tage mod til sig, men lige nu talte de om andre ting.
"Det her siger jeg med kærlighed.. Fordi du ikke skal være dig selv. Du skal være en fyr til en fest, som er forelsket i en pige." Sagde han med et skuldertræk. Thomas ville selv havde svært ved det. Han havde kun haft følelser for én pige i hele sit liv, og dengang havde han været 14. Thomas var ikke god til følelser, og han ville dermed have svært ved at vise dem.
"Ah ja. Det er rigtigt." Sagde Thomas og tog en slurk af sin te. "Du kommer nok til at skulle kysse hende. Det er, hvad kærester gør. Har jeg hørt." Thomas prøvede at holde sit smil tilbage, men han kunne ikke, så derfor gemte han det nederste af sit ansigt bag koppen. Hamish og Olivia var super god underholding for ham. Hvem havde brug for Reality TV, når man bare kunne have reality?

Thomas sad et øjeblik og kiggede på dampen, der steg op fra hans kop. Han lagde hovedet halvt på skrå, pg uden at kigge på Hamish, sagde han helt casual:
"Jeg slog min far ihjel, da jeg var 15." Han tog en slurk af sin te og satte koppen på bordet. Efter at have sagt det, var han slet ikke nervøs mere. Heller ikke bekymret eller usikker, som jo var betydningen af nervøs, som Hamish havde lært ham.

[Hamish Hale McKenzie]

Thomas var nok den ven Hamish aldrig helt havde troet han ville møde eller starte bekendtskab med. Hamish havde ikke rigtigt nogen venner og det var sådan han godt kunne lide det. Det var lettest på den måde. Alligevel havde Thomas formået at snige sig en lille smule ind bag hans hårde facade. Det var underligt og selvom ingen -ikke engang Thomas, var blevet lukket helt ind, så var Thomas helt sikkert den der var tættest.
Hamish var få sekunder fra ta påpege at det avr et underligt ord at glemme, men nåede at opfange at vennen brugte sarkasme. Han rømmede sig derfor i stedet og kiggede lidt utålmodigt mod vinduet.
De vagtsomme blå øjne blev hurtigt vendt tilbage imod Thomas ved hans kommentar. ”Jeg har da været undercover flere gange, hvorfor tror du ikke jeg kan finde ud af det denne gang?” Spurget han med en snert af irritation over at vennen lod til at betvivle hans evner. Desværre vidste han godt hvad Thomas mente. Hamish anede ikke hvordan man spillede en andens kæreste, han gjorde det jo altid alene. Han havde aldrig haft en kæreste, han vidste kun hvordan man burde opføre sig efter hvad han havde opsnappet fra andres forhold og ærlig talt skræmte tanken om at kysse Olivia livet af ham.
Han fnøs derfor og himlede med øjnene som Thomas bragte det op. ”Og du tror ikke at jeg kan finde ud af at give hende et kys?” Spurgte han skønt de begge kendte svaret. Hamish gjorde sig aldrig i nærkontakt. Men det lod til at Thomas var godt underholdt over situationen.
En smule surmulende, som et barn der var blevet nægtet den sidste småkage, tog Hamish en tår af teen. En tår han nær havde spyttet tilbage i koppen ved Thomas direkte indrømmelse.
Han så på ham, omgående med det undersøgende blik der skulle indikerer alle tegn for om vennen talte sandt eller om det skulle forsille en dårlig joke. ”Interessant...hvorfor?” Øjnene blev knebet let sammen, ”selvforsvar?” Spurgte han omgående ind.

[Thomas Blake]

Thomas undrede sig tit over, hvordan han og Hamish havde fundet hinanden. Ingen af dem tog rigtigt folk til sig, og de talte ALDRIG om følelser. At de overhovedet kunne tale sammen, måtte være et under for andre, men det kunne de. Det var ikke fordi det var de mest dybe samtaler de havde, men de fungerede godt sammen. Måske var det deres irritation til andre, der gjorde dem så gode sammen.
Thomas sendte et nik til Hamish.
"Selvfølgelig tror jeg da, at du kan klare det.. jeg er jo ikke dum. Der er bare lidt andre ting, der spiller ind her. Du slår mig ikke lige som en mand, der har meget erfaring med the ladies. Mest fordi, du helst ikke taler til folk." Sagde han og slog ud med armene. Han havde stadig et smil på læberne, for hvor skulle han ellers have det?
Han prøvede at holde et grin tilbage. Ikke på grund af Hamish, men også på grund af Olivia. De to kunne ikke fordrage hinanden, og han ville så gerne se de to kysse hinanden.
"Kan du? Intet af det her er sagt i hån, men mere fordi jeg er lidt bekymret for, om I kan pull it off, you know?" Sagde han og tog en slurk af sin te, som snart var væk.

Thomas lænede sig tilbage og kiggede på Hamish, som tydeligvis ikke havde regnet med det her. Hamish var den vildeste observatør og menneskekender, som Thomas nogensinde havde mødt, men der var alligevel ting, der kunne overraske ham.
"Det var ikke selvforsvar i øjeblikket, nej. Han har aldrig behandlet nogen i familien godt, og en dag fik jeg nok." Sagde han køligt, men vreden begyndte at vise sig i hans blik, og hans knoer blev hvide, da han klemte sine hænder.

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish skulede let til sin ven og rømmede sig. ”Du er ikke direkte dum. Du er naturligvis ikke så klog som mig, men du er okay. En fin middel. Måske endda lidt over på dine gode dage.” Konkluderede han som snakkede de om vejret og sippede til sin kop på ny.
Hamish havde aldrig været sammen med en pige nogensinde, ikke så meget som kysset en. Han havde kun erfaring fra at studerer andre, men det burde vel også være rigeligt. ”Desuden er folk irriterende. De vil allesammen have at man “er ærlige overfor hinanden,” men når man så endelig er det så bliver de sure og siger man er ufølsom.” Han fnøs. Det han frygtede mest ved at skulle kysse hende..eller røre hende i det hele taget, var at få syn omkring hende. Det ville han helst gerne være foruden. Kunne de ikke “lege kærester” uden kissemisseriet? ”Jeg har da set hvordan man gør. Det kan ikke være så svært.” Konkluderede han, måske mest henvendt til sig selv.
”Hmm...” Hamish studerede ham hurtigt. ”Men han gør dig stadigvæk vred den dag i dag, og altså mord er ikke bare lige noget man gør fordi personen har snakket glimt om en, så han må have gjort noget slemt,” borede han videre.

[Thomas Blake]

Thomas smilede lidt for sig selv. Det var sjældent, at man fik en kompliment fra Hamish og han ville tage denne som en. Han var ikke lige så klog som Hamish. Ikke i den forstand. PÅ mange andre måder var han dog, men det var ikke en diskussion han havde tænkt sig at tage med ham da.
"Wow. Tak Hamish." Sagde han og smilede til vennen. Han satte sin kop fra sig, da den var tom. Han sad og overvejede om han skulle tage sig en kop mere. Altså ikke en kop mere, men hælde mere te op i sin nuværende kop.
"Det er sandt, men nogle gange stiller folk spørgsmål, som de faktisk ikke vil have et ærligt svar på. Her handler det om at læse modtageren. Hvis en kvinde spørger dig: ser jeg tyk ud i denne kjole, så skal du ikke engang kunne nå at kigge på hende, før du svarer nej! Det er meget vigtigt. Det er dumt, men sandt. Især, hvis du ikke vil se en kvinde græde, eller have en håndflade på kinden." Han trak på skuldrende. Han havde styr på kvinderne, men han forstod dem ikke.

Thomas sukkede, men smilede til sin uvidende ven.
"Det vigtigste er bare, at du ser forelsket ud, når du kysser hende. Du behøver ikke at stikke din tunge ned i halsen på hende, eller være god til at kysse. Et lille tantekys er fint, bare du ligner en, der rigtig gerne vil gøre det." Sagde han og slog kort ud med hænderne. "Skal jeg demonstrere eller vil du helst bare wing it at the party?" Spurgte han med et lidt for flabet smil.

Han foldede sine hænder og kiggede hen på Hamish. Tone imellem dem var helt normal. Udefra ville det ikke give mening for folk, at de faktisk havde denne samtale og talte så roligt. Men for de to, var det normalt.
"Hmm lad mig se.. Han slog mig og min mor. Ret meget. Han fortalte mig hver dag, at jeg ikke var noget værd. Han pillede ved min lillesøster, og da hun blev 10, spillede han hende væk i poker. Such a pleasant man. Så en dag skød jeg ham, og min mor skød sig selv. Mit rigtige navn er faktisk Michael." Sagde han, som om det var det mest normale at sige over en kop te. Han gøs dog lidt ved navnet, som han altid gjorde. Han hadede det navn.

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish hævede et lidt forundret bryn af vennen. ”Det var ikke et kompliment, bare en konstatering.” Sagde han roligt og sippede atter til teen.
Den sorthårede mand himlede med øjnene. ”Men det er latterligt. Hvorfor spørge hvis ikke man vil høre svaret? Hvad så hvis denne fiktive kvinde rent faktisk ser tyk ud i kjolen? Så vil hun gå i den tro at hun ser godt ud når hun i virkeligheden måske skulle have valgt noget andet tøj. Andre folk vil sikkert også bemærke det. Så er hun bare til udstilling som en abe i zoo, men ingen fortæller hende det.” Svarede han bedrevidende tilbage. Han ville da fortrække sandheden. Hvis altså andres mening betød noget for ham.
En rynken formede sig over næseryggen ved kysse-kommentaren. ”Det virker heller ikke helt behageligt for nogen parter at have en andens tunge i halsen.” Kommenterede han tørt.
”Ja ja, det kan da ikke være så svært at immiterer.” Mumlede han. Han kunne allerede mærke alt i kroppen vende sig alene ved tanken. ”Og selvom jeg finder dit tilbud smigrende, tror jeg at jeg holder mig til at vente. At skulle kysse Olivia vil være mere end rigeligt.” Modsat vennen, blev dette sagt uden skyggen af et smil, som mente han det i ramme alvor. Det var ikke ligefrem noget han så frem til.
De vagtsomme øjne løb atter over vennen. Han forholdt sig udtryksløs imens han hjerne lige processede de informationer han lige havde modtaget. ”Hm. Der kan man bare se.” Igen blev koppen ført til de tynde læber. Måske han burde sige noget, noget af det der folk plejede at sige til hinanden i ligende situationer. ”Det gør mig ondt.” Tilføjede han så. ”Så, blev du anholdt?” Spurgte han videre ind.

[Thomas Blake]

Thomas smilede til Hamish og nikkede.
"Jeg er helt med, Hamish." Sagde han og grinede sagte, imens han hældte mere te op til sig selv. Han havde ikke ligefrem lyst til mere te, men nu stod det jo foran ham.

Han slog ud med armene, som i forsvar, imens han grinede. Ikke af Hamish, men af kvinder.
"Hey hey jeg er med dig. Jeg forstår det heller ikke. Men siger du til en kvinde, at hun siger tyk ud, selvom hun selv spørger, så skal du ikke regne med at se hende igen. Hvilket i nogle situationer kan være til ens fordel." Han trak på skuldrende, og sedte Hamish et indforstået smil, som han ikke var sikker på, at en som Hamish ville fange.
Til Hamish'  kommentar om tungen i halsen, blinkede han bare og trak på skuldrende. Det kunne da være fornøjeligt, men det var Hamish nok ikke klar til at høre.

"Du siger bare til, gamle jas. I'm here for you." Han smilede igen og tog en slurk af sin te, som faktisk var ved at være lidt kold. Han vrængede af den og satte den tilbage på bordet igen.

Han sad et øjeblik og undrede sig over, at Hamish faktisk sagde, at det gjorde ham ondt. Det lignede ikke ham, men Thomas tog det nu til sig. "Tak." Sagde han roligt og lagde det ene ben over det andet.
"Faktisk... Så er vi to de eneste, der har kendskab til det. Medmindre mine forældre er blevet til spøgelser, for de ved det jo i teorien også." Han havde det da ikke godt med det, han havde gjort, men hellere dem end ham. Hans far havde fortjent den skæbne. Faktisk en, der var værre. "Så nej. Jeg blev ikke anholdt." Han rystede på hovedet.
"Hør, jeg forventer ingenting her. Jeg tvinger dig heller ikke til at holde tæt, selvom jeg da håber. Du har aldrig været en, der sladrer om folk. Det eneste jeg havde brug for, var at komme ud med det. Det er mange år siden nu og der er ikke nogen der stiller spørgsmål. Folk har altid troet, at det var min mor, fordi han ikke var god ved hende." Han kiggede på klokken. Han skulle snart videre, men han ville ikke smide Hamish ud.

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish nikkede blot. Han var ikke ligefrem kendt for at smide om sig med komplimenterne, og det skulle han da bestemt heller ikke begynde på nu. Heller ikke selvom Thomas var hans ven.
Igen måtte den ranglede mand himle let med øjnene, "Så er det heldigt at Ms. Wilson arbejder her og ikke er "min date" for sjov og kærlighedsrelaterede årsager, så kan jeg sagtens fortælle hende hvis hun er upassende klædt." Konkluderede han og tømte herefter sin kop.
Blikket Thomas sendte ham havde tydeligt noget sigende i sig, men ikke noget som Hamish forstod sig på hvilket irriterede ham en smule. Han brød sig ikke om at være "udenfor", men han var heller ikke sikker på at han havde lyst til at spørge ind, han vidste jo godt at han ikke tænkte helt på samme måde som Thomas gjorde. Langt fra. Det ville måske ellers være afstressende for en stund.
"Tvivlsomt." Indrømmede han til den del med at han havde tænkt sig at "sige til", han ville hellere undvære.
Hamush betragtede vennen i nogle lange sekunder. "Jeg har ikke tænkt mig at sige noget." Endte han så og så godt hvordan Thomas blik flakkede til uret. Et usagt tegn på at mødet her skulle til at hæves. "Jeg er sikker på at du gjorde hvad der var rigtigt i situationen." Selvfølgelig ville Hamish checke op på det, hans nysgerrighed tillod ham ikke andet, men han havde nu kendt Thomas igennem en del år og Hamish anså sig selv som værende temmlig god til at aflæse folk, og skøn han godt kunne se at Thomas måske havde en fortid der tyngede ham, havde Hamas aldrig fået ondskabsfulde vibes fra ham.
"Nå, jeg må også se at komme videre." Sagde han så og rejste sig. "Vi ses." Med de ord og et enkelt nik, forsvandt Hamish ud af døren som blev lukket efter ham.

// out