A small surprise...

[Deleted]

Tråd til @diego 

Oktober 2056 – Sen aften - Klokken 00.02. 

Diego’s Lejlighed – London – Den lidt mere skumle bydel 

Outfit 

Det havde været en lang aften på Skt. Mongus. Ayla havde haft dobbeltvagt og havde netop fået fri for en halv times tid siden. Hun var blevet lidt længere på hospitalet, for at snuse lidt i en patientjournal og med lidt held, havde hun formået at finde frem til adressen på hendes flirt @diego. – Godt nok var det langt fra lovligt…Men efter at have tænkt på ham hele dagen, syntes den rødhårede kvinde alligevel ikke at have kunnet dy sig. Hun var kommet i tanke om at hun havde en flaske hvidvin liggende på kontoret, som hun engang havde fået af en kollega som tak for en vagt hun havde taget og med denne i hånden, havde hun nu bevæget sig på vej igennem Londons gader. Det røde hår krøllede let, som hun havde hevet den knold ud, der havde siddet oppe hele dagen og i nattens kulde, havde Ayla trukket sin frakke en smule bedre omkring sig. Hendes tøj bestod af et par simple, mørke bukser, en hvid skjorte og et par sorte højhælede støvler. Et par støvler, som syntes at volde hende lettere besvær, som det viste sig at hun måtte ned af en brostensbelagt gade, for at nå Diego’s lejlighed, der på oppe på kvisten af et lille hus. Tilgangen dertil, var ikke ligefrem ubesværet, for kvinden der kom valsende i sine høje sko, men som hun atter nåede døren, rankede hun sig da alligevel, blot for at banke høfligt på. – Lys var der i hvert fald i lejligheden…Så hjemme måtte han da være? Hun ventede. – Ingenting. Hun bankede igen…Og dog uden at få svar, hvilket derefter først gjorde kvinden nervøs. Mon der var sket ham noget? Mon han bare ikke ønskede at se hende? Eller mon han…? Nej. Hun turde knapt tænke tanken. Skulle han være sammen med en anden kvinde derinde, ville hun ikke ønske at se ham igen. Hun ville ikke ønske at være vidne dertil..Og dog, tog hun ganske let i dørhåndtaget, blot for derefter at skubbe døren op, ganske let og træde indenfor. Hun lukkede døren efter sig, som hun bevægede sig ind i lejligheden og i takt med at gulvbrædderne knirkede svagt under hendes lette vægt, løsnede hun sit tørklæde en smule. Vinflasken blev sat på det nærmeste bord, som øjnene flakkede over det kaos og glaskår, der syntes at dominere lejligheden, som ødelagte billedrammer, bøger og alskens ting og sager, lå omkring. ”Diego…?” Kaldt hun så en smule prøvende. Tøvende, som hun gik og spejdede lidt efter ham og tankerne begyndte at hobe sig op. ”Dieegoo…?” Forsøgte hun igen, som hun med foden skubbede lidt jord ind til siden, som var røget ud af en potteplante.

[Deleted]

Det var aldrig sket, eller, i så fald var det mange år siden sidst. Diegos tanker havde været over alle bjerge og grundet det var hans indre kalender gået i kluder. De sidste par dage, faktisk bare den seneste måned, havde Ayla damned med hans hoveder, som den rødhårede kvinde havde fyldt hans tanker på måder han normalt ikke tænkte - og ikke mindst hendes afsløring om hendes største frygt; varulve. Normalvist var han hamrende ligeglad med hvad folk sagde og mente, men healeren havde alligevel formået at få ulven til at få en klump i halsen. Han hadede ikke sin gave, forbandelse, eller hvad folk nu kalde det, men lige nu gjorde den det bare ikke nemmere.
Dagen, eller rettere sagt aften var nu kommet og uopmærksom som Diego havde været, havde han ikke forladt byen og fundet ud til Skotlands højland for at sikre sig selv og andre. Nu stod fuldmånen højst og i et desperat forsøg på at finde en flaske Stomhatteelikser, havde ulven brugt tiden på at vende hele lejligheden om på hovedet. Tomme flasker var smadret, skuffer flået ud af alverdens kommoder og andre møbler væltet. Og lige som han fandt den sidste flaske, langt fra fyldt, men det kunne vel bruges fornu, hørte han den velkendte stemme. ,,A-Ayla?!" Lød det, næsten knurrerende, hvorefter han var hurtig til at drikke væsken, komme op fra gulvet og smække døren i bag sig, så hun ikke kunne se ham, da forvandlingen allerede var godt i gang. ,,Gå! Det passer dårligt!" Brølede han af healeren i en hård tone kombineret med noget der næsten lød som smerte, det var trods alt ikke den mest behaglige forvandling.

[Deleted]

Der måtte være noget galt. Frygtelig galt, sådan, som Diegos lejlighed så ud. Alt flød…Mildt sagt, så lignede lejligheden noget, hvor der var braget en elefant igennem. Ikke den mindste orden, syntes der at være. Tværtimod, var alting endevendt, så Ayla knapt kunne ignorere den klump, der var ved at opbygge sig i hendes mave. De blå øjne flakkede nervøst omkring, som hun syntes at høre støj fra værelset ved siden af og i samme nu, som hun bevægede sig imod døren, blev den smækket i, lige i hovedet på hende. Stemmen var ikke til at tage fejl af. - Diego var på den anden side af den dør….Og han lød ikke glad. Snarere tværtimod. Hun greb om dørhåndtaget i et forsøg på at skubbe døren op, men lige umiddelbart, syntes der at blive holdt imod. ”Diego? Hvad sker der?” Spurgte hun bekymret, som hun ganske let, bankede en smule på døren. ”Diego, åbn døren…Jeg….Jeg kan hjælpe dig..” Bad hun ængsteligt. Bekymret, for sin elskers ve og vel. Ærligt, så kunne der jo være sket hvad som helst…Han kunne være ved at blive banket ihjel, af nogen derinde på den anden side, ud fra lydene af, hvordan han tydeligvis var i smerte. Han kunne…være ved at gøre skade på sig selv…Mulighederne var utallige og alle ubærlige for Ayla at tænke på. – Og dog var den mest indlysende absurd for hende.

[Deleted]

,,Forsvind Ayla!", brølede, nej nærmerede knurrerede Diego, forsat som han pressede kroppen mod døren og dermed sørgede for at den forblev umulig at åbne op for Aylas vedkommende. Hvor effektiv eliksiren var, nu hvor Diego ikke havde drukket den mængde der skulle til, så anede han ikke hvor megen selvkontrol han ville have så snart forvandlingen var ovre. En ting var sikkert, og det var at han ikke ønskede at vågne op dagen efter og se Aylas lig ligge på gulvet, muligvis flået i to dele. Kendte han også sig selv godt nok, ville han forsætte sit massemord igennem byen, lige indtil solopgang. Det ville blive hans død.
Vejrtrækningen blev dybere, og som Diego så ned på hans hænder, lagde han mærke til den udvikling der var sket. Klør, og hænderne var så småt begyndt at forandre sig til noget der mindede og poter. I et utilfreds brøl fik han skubbet sig fra døren som tankerne kollapsede, hvorefter han utilfreds fik taget fat i den hvide t-shirt for derefter at flå den istykker så han kunne komme fri fra det der føltes som en spændetrøje. Høje knæklyde lød, som knoglerne ændrede sig som forvandlingen langsomt begyndte at træde i kræft, og ligeledes fulgte kropsbehåringen efter, så han til sidst blev dækket af en tyk sort pels. Resterne af tøjet blev ødelagt og faldt til jorden, og helt forpustet kollapsede Diego, i sin varulveform. Lyden af døren der blev åbnet bag ham, fik Diego til at rejse sig langsomt op med ryggen til, og som han vendte sig om, mærkede han optrækningen i munden til en mindre blottelse af de spidse hvide tænder i en semi knurren som de mørke øjne faldt på Ayla.

[Deleted]

Rædsel. Rædsel, var det ord, der bedst lod til at kunne beskrive den følelse Ayla pludselig stod med. Ikke blot over, hvad der mon var sket Diego, men også over hvad der lod til at foregå på den anden side af døren. Som om det ikke var nok at Diego nærmest knurrede af hende. At han bad hende om at skride…Pisse af. Det gjorde ondt..Og det bekymrede hende. Hun mærkede, hvordan hjertet hamrede i brystet på hende og fortvivlet, vaklede hun en smule bagud, klar til at bevæge sig imod døren. Langt nåede hun dog ikke, før døren gik op og et modbydeligt væsen tårnede sig foran hende. Et stort pelset væsen, med sylespidse tænder og kløer det fik Ayla til at græmmes, så hun følte hun skulle kaste op eller besvime i forfærdelse. – I stedet skreg hun. Skingert og smerteligt, som om hun var blevet slået, ude af stand til at holde det tilbage. Hænderne gled op foran munden, som hun tabte sin lædertaske på gulvet og uvidende om, hvordan man håndterede, hvad end der stod foran hende, vaklede hun langsomt et par skridt bagud. – Stille og roligt, indtil hun pludselig skvattede lige på halen, da hun gled i et stykke papir og en ynkelig fortvivlet lyd forlod hende. Hun skulle væk. Væk fra Diego…Væk fra varulven.

[Deleted]

Stadigvæk tilstede, men set fra et helt andet perspektiv, lød den tydelige knurren forsat fra Diego. I hans verden skældte han hende ud, eller rettere sagt, sagde han; hvad sagde jeg, for at hun ikke havde lyttet og ikke bare var smuttet som han havde bedt hende om.
Med ryggen rank og hovedet højt, blev de skarpe hvide hjørnetænder forsat blottet og de mørkebrune øjne var tydeligt låst fast til Ayla. Kvinden foran ham var skrækslagen, så meget kunne han se, men hvad kunne han gøre for at forsikre hende at han ikke ville skade hende på nuværende tidspunkt? Ord var ikke en mulighed og hans kropsprog som varulv var ikke ligefrem imødekommende. Først som Ayla trådte tilbage, gled læberne halvt ned over tænderne og knurren forsvandt. Ørerne blev lagt ned, som underkastede han sig og idet han trådte et forsigtigt skridt fremad, skvattede Ayla i samme øjeblik som hun trådte endnu et skridt tilbage og havnede derfor på bagdelen nede på gulvet. Et lille klynk lød fra varulven, som han trådte ud af rummet og forsatte hen imod hende, lige indtil der var godt og vel en meters afstand og han sænkede sig ned på alle fire for at komme tættere på hende.

[Deleted]

Som Ayla lå på gulvet, følte hun at hendes hjerte var ved at hoppe ud af brystet på hende. Pulsen var høj. Hænder og ben rystede, så hun knapt følte at hun kunne bevæge sig og fuldstændig uvidende om, hvordan hun skulle reagere eller hvad hun skulle sige, blev hun for et par sekunder blot liggende der på gulvet, imens ulven tårnede sig over hende. Hænderne kartede rundt i bunker af glasskår og skidt, som hun forsøgte at krybe stille bagud og i sin adrenalinsus, bemærkede hun knapt, hvordan blodet piblede fra små skrammer i hendes håndflader, før Diego gav sig til at klynke med ørene tilbagelænet. – Havde hun set ham som en hund, havde hun sikkert opfattet det som underdanig eller bekymret adfærd. Men dette….Dette var ikke en hund. Det var en varulv…Et koldt, kynisk og utilregneligt væsen, hvorfor angsten nu også sad i hende, så tårerne vældede ned over kinderne på hende og hun inderligt klynkede for sig selv, som han kravlede hende nærmere. Vaklende, formåede hun at komme på benene, før hun forsøgte at bakke yderligere væk og truende, greb hun den nærmeste genstand hun syntes at kunne forsvare sig med. – Hvilket latterligt nok, i dette tilfælde var en bog. ”Væk…! Hold…Hold dig væk..!” Fremstammede hun.

[Deleted]

Forsat med de mørke øjne fastlåst på Ayla, forsøgte Diego, så godt som det nu kunne lade sig gøre, at fortælle den forskræmte kvinde at han intet ondt ville hende, men hvad han mente var den perfekte måde virkede blot til at prale af på den rødhårede kvinde som forsat kravlede bagud i skræk. Han opfattede slet ikke hvordan hun kravlede rundt i de knuste glasskår eller andet møg der var havnet på gulvet efter hans raseri under søgen på elikseren. Først som hun trak bogen og gjorde et sølle forsøg på at virke tapper, stoppede han med at forsøge at træde tættere på hende. I stedet trak han hovedet tilbage og i utilfredshed blottede han tænderne og rankede ørerne, som en ulv der gav hende en lidt for seriøst advarsel. Hun skulle stoppe hendes pis. Hvorfor fattede hun ikke bare hvad han prøvede at sige? Forsat irriteret, kom han på benene og rankede ryggen og blev det højere end hende og så langt mere faretruende ud end før. Han knurrerede og det der skulle havde været et blidt puf blev et lidt hårdere slag som han gjorde et forsøg på at slå bogen ud af hånden på Ayla.

[Deleted]

Hvor underdanig og fredsommelig varulven end havde forsøgt at fremstå overfor Ayla, havde det tydeligvis ingen effekt haft. – Som i….overhovedet ikke. Rædslen stod tydeligt malet hos hende og som hun vaklede omkring, følte hun sig desperat. Desperat efter at komme væk og ikke mindst ud. Trods alt, kunne healeren ikke forestille sig at Diego på nuværende tidspunkt ejede bare den mindste smule selvkontrol. Ikke, som han stod der og halvt hang ind over hende, i hvad der syntes som en magtdemonstration. Hovedet bøjede sig, som Aylas hulken blev mere hikstende, og fortvivlet forsøgte hun at søge en udvej, alt imens hun stod og forsøgte at holde den truende ulv henne. Før hun nåede at tage så meget som et enkelt skridt mere bagud, blev bogen dog slået ud af hånden på hende og en jammerlig lyd forlod hende i smerte. Ikke nok med at han havde slået ud efter hende…Så havde han også kradset hende, så blodet nu flød fra tre dybe flænger på bagsiden af hendes underarm. Bogen faldt til gulvet, som hun vaklede bagud og de forskræmte øjne søgte kortvarigt Diegos, før hun så ellers vendte om på hælen og satte kurs mod den nærmeste dør – ud til hvad hun formodede måtte være badeværelset.

[Deleted]

Det havde på ingen måder været Diegos intentioner at skade Ayla, tværtimod, det skulle bare havde været et lille uskyldigt puf, en hentydning til at hun skulle tage sig sammen og intet mere. Hurtigt gik det dog op for ham som lugten af blod overtog hans lugtesans. Ganske kort delte han øjenkontakt med Ayla, hvorefter de mørke øjne gled fastbesluttet ned på armen og han der fik øje på de tre tydelige flænger henover hendes arm. Det føltes som en pæl i hjertet og på nul komma fem ændrede han adfærd, fra det der førhen havde lignet truende til det der virkede som underdanig, ved at sænke hovedet og atter lægge ørene ned og klynke som var han en labrador.
På samme øjeblik drejede Ayla dog rundt på hælen og forsvandt hen mod den nærmeste dør for så at smække den i med et brag, et brag der med garanti ville vække resten af bygningen, hvis det ikke allerede var sket. Ganske hurtig stod Diego ovre ved døren og gjorde et halvhjertet forsøg på at banke på, hvilket resulterede i noget der lød langt voldsommere end det var og som en der i stedet forsøgte at brase igennem døren. Han var ikke vant til at være en blid varulv, men det her var for latterligt. I utilfredshed endte han i sidste ende med at træde tilbage og hyle op. Han ville snildt kunne smadre døren op, men hvordan ville det hjælpe hans sag? Lidt opgivende, satte han sig i stedet op langs døren.

[Deleted]

Knapt var der gået tre sekunder, før Ayla havde smækket døren i bag sig og lås den i en hurtig, men også febrilsk bevægelse. Hjertet hamrede i brystet på hende og som hun nu stod der på badeværelset, kunne hun kun endnu tydeligere mærke, hvor panikangst hun faktisk var. Hendes hoved dunkede…Hendes arm værkede og kroppen syntes med ét påvirket af en frygtelig overvældende kvalme, samtidig med at tårerne flød ned over hendes kinder og hun hikstende gled ned og sidde op af kanten til et gammelt badekar. – Og det ikke blot fordi hun var mærket af den fysiske smerte, men derimod også det faktum, at det hun og Diego havde haft sammen, tydeligvis havde været baseret på løgne og bedrageri. Således endte healeren dén aften med til sidst at falde i søvn på badeværelsesgulvet, som trætheden til sidst overmandede hende, langt ude på natten. – Ude af stand til at gøre noget ved hverken glasskårrene i hænderne eller flængerne op af underarmen.
__

Der var stille, da morgenens første solstråler tittede ind gennem det lille badeværelsesvindue. Godt nok, havde det været lunt på badeværelset i løbet af natten, men træt var healeren alligevel, som hun lå og rodede halvynkeligt rundt blandt shampoo-flakser, hårprodukter og snavsetøj på gulvet. Ikke alene, lå hun halvt oveni alle Diegos ting, men også i en pøl af hendes eget blod, som hun knapt syntes ved bevidsthed, da hun endelig slog øjnene op. – Det flimrede frygteligt og lettere opgivende, blev hun liggende, på trods af at hun ikke kunne lade være med at klynke svagt for sig selv.

[Deleted]

Diego forblev i den samme siddende position lænet op af døren hele natten og forsøgte der at få styr på de utallige tanker der fyldte det formørkerede sind. Aldrig havde han haft problemer, eller rettere sagt, aldrig havde han følt at han haft problemer, men det her, nej Ayla forandrede det hele. Hvad han skulle gøre og sige til hende blev han aldrig enig med sig selv om, og til sidst vandt de tunge øjenlåg som han faldt i en dyb søvn.
Fuglenes evige morgenkvidren var hvad der vækkede ham. I løbet af natten havde Diego lagt sig mere ned på gulvet, som en hund der lå og vogtede ved døren, hvilket vel ikke var helt usandt. Halvt forvirret, kom ulven op at sidde, for så at studere det kaotiske hjem. Hvad der var sket?.. Som blikket vandrede op og ned og vidt omkring, nåede de mørke øjne det blodige gulv, hvorfra han så ned af sig selv og der fik øje på tørt blod på den ene hånd, kom det hele tilbage til ham. ,,Ayla!" Farerede han op og fik vendt sig om mod døren for så at banke på den, måske lidt hårdere og i sandheden mere ivrigt end det var meningen. Men han var urolig. ,,Ayla, tal til mig…'' ,,please?" En anelse opgivende pressede han panden mod døren.

[Deleted]

Aylas hoved dunkede. – Og et ikke bare en smule, men derimod noget så frygteligt. Lyset flimrede for øjnene af hende, som hun lå og skævede op imod loftet og kun knapt syntes hun at kunne høre Diegos stemme fjernt i baggrunden af alle de andre smålyde omkring hende. Irritabelt brummede hun, som hun rullede om på siden og en smule pjevset, klynkede hun, som hun fik skubbet et par shampooflasker væk med benet. Som de gråblå øjne gled op, syntes hun dog atter først og fremmest at få øje på alt blodet på gulvet og disorienteret og nærmest kun halvt ved bevidsthed, formåede hun at hive sig halvt op og sidde, ved at gribe om badekarrets kant med sin ’raske’ hånd. Øjnene flakkede imod døren, som Diegos stemme syntes at lyde på den anden side og kluntet, mumlede hun blot noget for sig selv, som hun forsøgte at skramle rundt og sætte sig op. ”Pis af..”; havde ordene været, hvis ellers de havde været hørbare. Én ting var trods alt at hun måske havde mistet meget blod og at han nær havde slået hende ihjel. – En anden var at hun var skuffet over at han havde løjet for hende. – At han havde snydt hende så groft..Og at han havde udnyttet hende. – Sådan føltes det i hvert fald, hvis man satte tingene i perspektiv nu. Således, var det også først, da hun vaklende kom på benene, at hun låste døren op. Stabil på bene var hun langt fra..Men ikke desto mindre, snublede hun nærmest forbi ham på vej ud, for omtumlet at snuppe sin taske fra det bord, hvor hun havde efterladt den med en flaske vin.

[Deleted]

En anelse mismodiget havde Diego nær trukket sig væk fra døren for at begrave sig ind og væk på det man kunne kalde for soveværelset, hvis det ikke havde været for den tumlen rundt han til sidst overhørte inde fra badeværelset. De skærpede sanser hjalp særdeles, men alligevel virkede det en anelse tvetydgt som han syntes at høre en svag mumlen fra Ayla på den modsatte side. Først som lyden af nøglen der blev drejet rundt rankede ulven ryggen, men han flyttede sig ikke spor som dørhåndtaget blev taget i og døren derefter åbnet. I overraskelse sank han og i hans mislykkedes forsøg på at sige hendes navn, endte han i stedet med at træde et skridt tilbage som den rødhårede kvinde koldt trådte ud og frem og med et tydeligt formål med at forlade lejligheden. ,,Ayla, vent", lød det fra ham og uden at tænke det mindste over hvad der var sket og hvilken frygt han måtte havde sat i hende efter nattens hændelser, greb han ud efter hendes arm.

[Deleted]

Des længere tid Ayla stod på benene, des mere dårlig begyndte hun at føle sig. Ikke alene stank hun langt væk af sit eget blot, som lugten hang ved hendes næsebor, men hovedet og armen dunkede også, så hun var ved at blive sindssyg. Halvstørknet blod havde plettet det meste af hendes før hvide skjorte og ikke nok med at armene og hænderne var blodige, som havde hun været involveret i et massemord, så sad det også både i ansigtet og håret af hende, som hun havde ligget i det meste af sit eget blod på gulvet i løbet af natten. Et ynkeligt klynk lød fra hende, som hun mærkede Diego gribe om hendes sårede arm og med den kraft hun havde tilbage, vred hun sig fri, før hun løftede armene i forsvar foran sig. – Som om hun ønskede at han vitterligt holdt sig langt væk fra hende. Håndflader fyldt med glasskår og de blottede underarme blottede sig således direkte imod ham og som blodet igen var begyndt at flyde fra den store flænge, betragtede hun sin tidligere elsker med ængstelige øjne. Ængstelige og desperate efter en logisk sammenhæng. Desperate efter hjælp, til at tackle sin fortvivlelse, selvom hun tydeligvis ikke ønskede den fra ham. ”Du skal IKKE røre mig…! Hold…Hold dig langt væk fra mig!” Hendes snerren kom lige så dybt nede fra struben, som ulvens havde gjort det den foregående aften. Stemmen var bestemt, kold og ikke mindst hård. – Vred og skuffet, som han ikke alene tydeligvis havde såret hende fysisk, men også psykisk. ”Du løj for mig! Du slog mig nær ihjel!” Bed hun, som tårerne satte sig i øjenkrogene og hun stadig stod i afværgende position. Som om hun skulle holde en bidsk hund på afstand. – Hvilket tydeligvis også var hensigten lige nu.