Begravet i Bryllup

[Deleted]

Fredag Oktober 2056, Formiddag, Solskin
Marvalo Manor, Off Road nr. 3, England
Påklædning, @aimi

Det var fredag, og bryllupsplanerne var efterhånden på sit højeste. Også selvom selve brylluppet lå noget tid væk, mente hun da. Hun måtte indrømme, at hun godt kunne bruge bare en enkelt dag fri fra al den planlægning, men her sad hun alligevel og kiggede på serviet-farver. Suk!

Hun sad og bladrede lidt i kataloget, og kom til bordpyntet, da hun hørte nogen banke på døren ude i hallen. Selv sad Julie i køkkenet, for det var der hun brugte det meste af sin  tid.

"Kom ind!" råbte hun, men for at være helt sikker på, at vedkommende kom ind, bad hun husalfen om at gå ud og lukke op. Hun var trods alt selv begravet i bryllupsplanlægningen.

♡

[Deleted]

Fordi Aimi vidste at hun skulle mødes med Julie i dag, havde hun valgt at tage sit bedste sæt hverdagstøj på, så hun ikke følte sig dømt af hvert enkelt blik kvinden sendte hende. Jukumo og hans kone var trods alt langt mere velhavende end hende, og Aimi havde før lånt penge af dem - selvom hun håbede på at det kun var noget der Jukumo og Aimi kendte til... Hun havde ikke brug for at have mere grund til at skamme sig over sin placering i den her familie. 

Hun havde længe overvejet hvad hun kunne købe til sin niece og hendes kommende mand til deres bryllupsgave. Det var ikke normalt for Aimi at købe gaver, nej, i stedet plejede de at aflevere konvolutter med penge i, som ægteparret selv kunne finde ud af at bruge på hvad end de ønskede. Det havde hun fået at vide var for upersonligt, hvilket nok var en vestlig tænkemåde. Hun havde i stedet fæstnet sine øjne på noget praktisk - et sæt med tallerkner, skåle, kopper og bestik af en flot keramik. Men var det stadigvæk for upersonligt? Derfor ville hun gå til Julie og høre hende ad. 

Aimi trådte ind i køkkenet, efter at være blevet fulgt der ind ad familiens husalf. Kvinden prøvede på ikke at virke nervøs, men det var svært, når man skulle stå over for denne intimiderende kvinde. "Julie, hvor godt at se dig igen," sagde hun i en høflig og rolig tone. Hun ventede på at blive inviteret hen og sidde - hun havde det altid akavet og stift i deres hjem. Det var svært at føle sig hjemme. 

[Deleted]

Påklædning,

Julie sad stadigvæk ved bordet, da husalfen Tricia kom ind med Aimi.

Hun løftede spørgende et øjenbryn, da hun så hvem der kom ind, men da Tricia trak på skuldrene på en 'jeg ved ikke hvad hun laver her'-måde, så røg øjenbrynet tilbage, og hun andlage et stort og venligt smil. Om ikke andet var hendes øjne stadigvæk lidt hårde, og ikke mindst spørgende: Hvad laver du her?

Derved rejste hun sig op, og bredte armene ud. Hun krammede alle i familien, også selvom Aimi måske ikke var her helt så meget som resten af familien. Og så var der den der skandale med den ikke-velhavende husbond som... nej, det var lige meget.

"Goddag Aimi," sagde hun venligt, stadigvæk med en vis hårdhed, og løftede et perfekt formet øjenbryn igen "Hvad bringer dig her, kære?"

♡

[Deleted]

Selvom Aimi havde sin tvivl om hvor oprigtig Julies kærlighed var til Aimi, gengældte hun alligevel kort krammet, og lod det være nok til at få hende til at tillade sig selv til at ånde lettet op og træde helt ind i køkkenet og føle sig velkommen i... bryllupsrodet. Over det hele lå der ting, der indikerede at der kom til at være et bryllup snart - et stort et. Wow. Det var næsten distraherende.

Aimis blik gled igen over på Julie og hun smilede en nervøst, "Jeg kan vel lige så godt bare komme direkte til sagen, kan jeg ikke?" spurgte hun retorisk, før hun rømmede sig, for så at komme til sagen, "Jeg er ikke vant til at købe gaver, men jeg vil gerne købe en ordentlig - personlig - bryllupsgave til Yules. Jeg havde set et flot køkkensæt med tallerkener, skåle, kopper og bestik, som jeg tror hun ville elske," hun trak et billede frem af det sæt hun havde fundet. Det var et antikt sæt, som hendes mand nok ville hade hende for at købe, fordi det var langt over det de kunne betale sig fra - de ville nok komme til at leve af kogte ris de næste par måneder, hvis de købte det, men hun ønskede virkelig ikke at være den familie, der gav den billigste gave i forsamlingen. 

"Så... Hvad synes du?" spurgte hun og ventede på Julies dom. Hendes blik var mere bekymret end det burde være - man skulle næsten tro at hun stod for en ægte dommer.  

[Deleted]

Påklædning,

Julie så hvordan Aimi hurtigt var færdig med det kram. Julie var en krammer, så det var bare en naturlig del af hende. Hun krammede alle, men måske især dem, som ikke ville have det. Og hun vidste det.

Lavede en bevægelse med hånden som tydeligt sagde 'si frem'. Hun lyttede interesseret til hvad Aimi havde at sige, men løftede et bryn af hendes kommentar om at ville give en 'personlig' gave. Det var sikkert hendes husbond, som havde bedt Aimi om at finde en personlig gave. Mest fordi Aimi lignede en der helst gav en kuvert med penge i.

Hun nikkede let, og så interesseret på det billede, udklip, som Aimi viste frem. Det var da pænt, det var slet ikke det, det virkede bare ikke så personligt. Men på den anden side, hvad vidste hun også om det? Hun havde ikke rigtig snakket med sin datter, siden deres skænderi om kjolen.

"Ja..." sagde hun langsomt, og snuppede billedet ud af hånden på den anden kvinde, mens hun granskede det. Ikke dårligt. Tænkte hun, men sagde det selvfølgelig ikke højt. I stedet for sagde hun blot: "Kønt?"

♡

[Deleted]

Det havde ikke været Aimis forventning at Julie reelt ville virke interesseret i at se hvad hun havde tænkt sig at købe til datteren. Men måske havde Julie bare en god dag? Eller også havde Aimi bare været alt for nervøs over dette møde og gjort Julie tusinde gange værre end hun egentlig var. 

Aimi rettede sig op, så man bedre kunne se at hun rent faktisk var en elegant kvinde, og ikke bare en sky mus, som hun så ofte blev set som af resten af hendes familie. Blikket holdte hun på Julie, som kiggede på billedet af det sæt, hun havde haft overvejet at købe. Selvom hun sagde det var kønt, så følte Aimi ikke at hun virkelig mente ordene, og helt automatisk røg en hånd op til hendes pande, og hun lod sig dumpe ned på den nærmeste stol og mumlede "ah, kuso..." (lort) "...Det er ikke godt nok, er det? Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal købe til Yules." Hun rystede opgivende på hovedet og grinede en smule over den tilsyneladende håbløse bryllupssituation, som hun lige nu stod i. Hun ønskede virkelig ikke at være den person, der bare købte en gave, som hurtigt blev stillet til side. Desuden var der sikkert en masse andre, der ville købe det samme til dem. 

[Deleted]

Påklædning,

Julie var ikke ligefrem en heks. Eller jo teknisk set var hun en heks, men hun var ikke en heks af humør. Hun var faktisk ret sød. Men hun havde en modvilje mod Aimi, fordi hendes husbond Jukumo Faa havde det.

Og han havde det fordi Aimi havde giftet sig med @themadhatterwasher34. En forholdsvist fattig mand. Men han var da i det mindste fuldblods. Tænkte hun med et indvendigt skuldertræk, og vendte tilbage til virkeligheden igen. Hun så på Aimi, som havde sat sig, og så noget opgivende ud.

"Det er virkelig ikke noget dårligt bud,  Aimi," forsøgte hun at forsikre den anden kvinde, og bladrede lidt i kataloget, inden hun pegede: "Jeg ville nok selv være gået i en anden retning."

Hun pegede på et sæt håndlavede valnøde skåle fra Andrew Pearce. De var ret lækre, for ikke også at sige, at de var en del anderledes end hvad man normalt kunne forvente at folk købte i bryllupsgave. Og så kostede de selvfølgelig også kassen, eller... de var i hvert fald ikke billige - man fik trods alt kun to skåle til den pris.

♡

[Deleted]

Aimi måtte prøve på at kvæle sin nervøsitet ved at synke en klump, sådan helt diskret. Hun var bestemt ikke god til det her med at være personlig. Det trøstede dog, at Julie ikke virkede til absolut at hade det hun havde fundet, men det stod klart for Aimi at der måske skulle findes noget andet, hvis det skulle blive en god gave. Måske handlede det ikke bare om at købe den dyreste gave… eller ikke-den-billigste-gave-i-forsamlingen.

Hun rettede usikkert på sin frisure og rettede blikket over på Julies bedre bud – valnøde skåle med et dyrt prismærke klistret på dem. Hvem turde dog at spise ud af sådan en skål? Den var jo dyrere end noget måltid, de nogensinde kom til at indeholde. Hendes øjne granskede billedet i kataloget og hun holdte samtidigt vejret. Det var ikke nemt at prøve på at være vellidt i denne familie.

”Jo, det er da et godt bud,” så måske kunne hende og hendes mand, Akio, få lov til at dele en skål ris om dagen, efter at have købt sådan et sæt. ”Hvor mange tror du de får brug for?” hun kunne allerede se hvor meget to skåle kostede – og de havde vel også brug for skåle til kommende gæster, samt børn.

[Deleted]

Julie stod lidt og tænkte, mens hun betragtede Aimi. Hun så ikke just begejstret ud, men hvem gjorde også det overfor Julie, medmindre det var Jukumo med sin hm-hm i hendes mund? Det var de færreste, som kunne være begejstret i Julies selskab, mest af alt fordi hun ikke just var specielt imødekommende. Eller hun var i hvert fald svær at komme på god fod med, fordi hun havde meget høje standarder.

"Altså der er altid brug for to, i hvert fald. Men det er kønt at give fire til seks stykker. Det er trods alt ikke mennesker der er for få af i den her familie. Men du kan jo nøjes med to, hvis du synes." Hun trak på skuldrene, som bekymrede det hende ikke, men der var en bagtanke. Og den var, at hun mente, at Aimi nok ikke havde råd til mere end to.

Hun kunne godt mærke, men nok ikke se, skiftet i Aimi, da hun forsøgte at foreslå en gaveidé. Det faldt ikke i super god jord hos Julie, men hun lod sig altså ikke mærke af det. Hun løftede bare kortvarigt et bryn, gav Aimi et blik og så så tilbage i kataloget. Hun lod fingrene løbe henover siderne, som læste hun Braille, mens hun forsøgte at finde noget andet. Noget som der var råd til i familien Yukimura - hun vidste trods alt godt, at de ikke var blandt de rigeste.

"Ikke lige din prisklasse, huh?" kom det provokerende fra Julie, selvom det måske i bunden ikke var ment sådan. Hun havde det bare med at komme til at prikke til andre mennesker, også selvom det ikke var hendes mening.

[Deleted]

To. Der var altid brug for to ’’i hvert fald’’. To var det bare minimum og det gav Aimi lyst til at trække vejret dybt et par gange ned i en papirpose, for ikke at falde om over hvor dyrt det ville blive. Alligevel prøvede hun og formåede hun ikke at se alt for panisk ud. Hun ville ikke tabe ansigt til Julie, for hun ønskede ikke at hendes svigersøster ville gå til hendes bror og fortælle at Aimi og Akio var for nærige til at give en ordentlig gave til deres datters bryllup.

Aimi tog det faktisk som en stor hjælp, at Julie hjalp hende med at bladre gennem kataloget for at finde en god gave, lige indtil kvinden stak til hende ved at nævne at det her var uden for deres prisklasse. ”Nej, vi klarer os. Seks sagde du var en god mængde?” lød det fra en fornærmet kvinde, der nu stædigt ville bevise, at hun også kunne bruge penge… Også selvom det ville koste dem kassen. Virkelig kassen. Hun rettede sig op og krydsede sine arme over brystet, ”Vi køber valnøddeskålene – dem er jeg sikker på at Yules ville elske,”

[Deleted]

Julie bladrede videre i kataloget, og foreslog med vilje et par ting, som nok passede @themadhatterwasher34 og Aimis prisklasse lidt bedre - ifølge Julie i hvert fald. Hun smilede overlegent, da hun pegede noget meget billigt ud for Aimi, selvom hun langt fra mente, at det var en passende gave til Yulansquin Faa . Eller den var vel passende nok, den var bare hverken dyr eller særlig personlig. Men hell... hvem var hun at dømme, når hun havde rigeligt med penge, takket være Jukumo Faa ? Hun levede i den grad i sus og dus.

Hun havde dog svært ved ikke at slå en latter op, men bed det i sig ved at smile stort, da Aimi nærmest blev fornærmet (okay ikke nærmest, det blev hun) over, at Julie havde hentydet til, at de ikke havde råd. Hun skød det ene øjenbryn i vejret, men kommenterede ikke på det hun havde set i Aimi.

"Seks er bestemt en god mændge," svarede hun med et lidt stift nik, mens hun granskede svigerindens ansigt for det mindste svaghedstegn.

"Gør I det," konstaterede hun dog næsten lidt paf, da Aimi bekendtgjorde, at de ville købe skålene. Men hun viste det ikke så meget andet end at spærre øjnene op. Så meget havde det jo heller ikke overrasket hende, når hun nu direkte havde udfordret den anden kvinde.