Will you be here, or will you walk

[Deleted]

En ting var at deres læber havde strejfet hinanden, men da han så kommenterede på at det faktisk havde været hans første kys, og efterfølgende kyssede hende rigtig, så kunne Wednesday godt mærke det hele summe i maven på hende. "Det var også mit første kys.... Wauw." De grønne øjne funklede som hun så over på ham og et smil lagde sig om hendes læber. Altså, hvad var det her? Hun følte sig pludselig klemt inde i dyreforretningen og ville egentlig gerne ud. Sådan lidt en klaustrofobisk følelse. Hun kunne godt mærke hun var blevet lidt rundt på gulvet af kysset og derfor endte hun også med at se lidt dumt på ham med det han sagde. "Ansvaret? Ansvaret for hvad?" Den kunne hun ikke lidt helt forstå. Men eller andet var det vel.
Under hele denne seance havde den "farlige" fugl været lige så stendød, som den hele tiden havde været, hvilket fik det hele til at virke lidt dumt, men den var altså frygtelig farlig, hvis der først kom rigtig liv i den. 
Spørgsmålet der fulgte fik hende til at kigge op på ham, eller nærmere hen, de var næsten samme højde trods alt. "Reptiler er interessante." Lød det på hendes meget kortfattede måde.

[Deleted]

Rolph nikkede roligt til Wednesdays svar på at reptiler var ganske interessante, før han blidt tog hendes hånd, så på hende med et varmt og sikkert blik, før han førte dem ind i til reptilerne. Allerede ved indgangen kunne man mærke hvordan følelsen af folkemængden forsvandt, og et par skridt inde var der ikke en levende troldmands sjæl. Det var åbenbart ikke så spændende for alle andre at komme der, så der var bogstaveligt talt ingen ud over dem. Så ingen stirrende blikke, ingen der skulle mase sig forbi dem, kun Rolph og Wednesday i de brede gange med smukke farvestrålende reptiler over det hele og behårede edderkopper. Han åndede lettet ud og roligt slap Wednesday hånd før han så på hende. Det var dejligt at kunne slappe lidt af igen fra alle blikkene og menneskene, her var det kun Wednesday som kunne se ham, og her var alle levende sjæle ganske ligeglad med dem begge. Det syntes han hjalp en del med at ikke føle sig indeklemt, i hvert fald ikke for ham. Men jo mere han nu stod og så på Wednesday kunne han mærke hvordan varmen steg op i hovedet på ham.. Han havde lige kysset hende.. sådan rigtigt.. ikke et uheld.. han kyssede hende faktisk.. nej.. han måtte tænke på noget andet! Han ville ikke bruge deres tid sammen, med kun at tænke på hvor bløde hendes læber faktisk var, i forhold til hvad han havde regnet med et kys ville være.
Hans øjne begyndte at vandre lidt rundt, det var egentligt ganske fint sat op her, mange udskæringer og træskulpturer blandt alle krybdyrene. Hans øjne falde på en smuk grøn slange med de klareste blå øjne han længe havde set. Han pegede roligt på den og smilede varmt.
"Den er pæn" sagde han kort men yderst spændt tone i stemmen, dog hvirvlede hans hjerne stadigvæk om kysset, som ikke gad forlade hans tankestrøm på nogen måder, det var som om at det havde brændt sig fast som et brændemærke. Skønt han gjorde sit bedste for at distrahere hovedet, vendte billedet hele tiden tilbage, og følelsen, hans første gang nogensinde.. 
"Kan du lide Hogwarts?" kom det så pludseligt fra ham, imens hans klare blå øjne vendte sig på Wednesday roligt og han lagde hovedet lidt på skrå. Det hjalp en smule at spørge ind til noget, for så havde han stadigvæk sin koncentration på hende, men uden at tænke for meget på deres første kys. 

[Deleted]

Der var bestemt en underlig oplevelse at gå der med Rolph. Det var på ingen måde hvad Wednesday havde regnet med, men hvordan kunne man også gå ud fra at man så hurtigt ville kysse en fremmed fyr, man netop havde mødt og oven i det en fyr, som end ikke boede i landet. Den del generede hende dog, eller... det vil sige det lå i baghovedet og lurede. Hele tiden være opmærksom på at de arbejdede på lånt tid, at dette skulle nydes før det var slut, at det... Det var måske den pause fra livet hun så længe havde søgt efter. Sikkert var det hvert fald, at hendes familie ikke skulle vide noget om fyren her. Det frygtede Wednesday lidt for hvad de ville sige til. De var ikke ligefrem de mest gæstfrie typer. 
Nu nød hun det og bare og fulgte med ham ind i den køligere del af butikken, hvor der også var mere mennesketomt, hvilket virkelig var at foretrække. "Har du dyr?"  Spurgte hun så før det så gik op for hende, at han lige før havde fortalt at han havde en ugle. "Det har du fortalt. en ugle." Hvor andre normalt ville blive pinlige over at have glemt en detalje, virkede hun nok nærmere en smule bange for om han ville blive sur på hende over det, hun tog hvert fald et skridt væk fra ham og slap hans hånd. "undskyld." lød det så fra hende, mens hun så ned. Hun skævede til slangen han kiggede på og nikkede så bare og bed sig lidt i kinden. Hun skulle helst ikke begå fejl igen.
Da han spurgte til hendes skole, trak hun lidt på skuldrene, hvad sagde man til det? "Det er en skole..." Hun kunne sige så mange ting om den, men vidste ikke hvilket af det han ville høre, så hun endte med ikke at sige noget.

[Deleted]

Rolph's smil blev varmt og kærligt da hun stod lidt og kludrede i hvad for et dyr han havde og syntes nu det var lidt kært frem for mærkeligt, de havde trods alt ikke haft meget tid sammen, så han kunne heller ikke forvente at hun huskede alt lige med det samme, det virkede i hvert fald at forlange for meget. Hendes svar om skolen ramte ham dog anderledes, og et lille, men højlydt fnis kom fra ham, imens et bredt smil dannede sig om hans læber.
"Ja en skole" gentog han og lænede sig roligt op af et gelænder, næsten lidt som han havde gjort op af muren, før de havde fundet hinanden. Han foldede sine arme roligt, og ikke udelukkende, men mere som i at han koncentrerede sig. 
"Hvad læser du på Hogwarts?" spurgte han hende så, lidt for at spørge ind til hvad hendes fremtidsplaner for hvad hun mund havde tænkt sig til bagefter, hvis hun altså havde nogle planer for hvad hun ville. Så mange år havde de jo alligevel ikke tilbage så for Rolph's vedkommende så ville han selv gerne have sine fremtidsplaner lagt fast. Så fast de nu kunne lægges nu hvor han havde mødt Wednesday der lidt havde vendt op og ned på hans verden.
Spørgsmålet var nu også lidt en undskyldning for ikke at tænke på kysset så meget, for det lå stadigvæk og kørte rundt i hans hoved som en spiral der aldrig sluttede. For betød det at hun var mere end vild med ham? Eller var det et uheld måske? Det havde trods alt været deres første kys.. eller det første var nok mere et uheld også havde han kysset hende rigtigt anden gang.. Han måtte dog indrømme... han kunne godt tænke sig at prøve igen, også måske holde hende tæt denne gang for det havde han haft utroligt meget lyst til under deres andet kys. Hvilket han fandt mærkeligt for han var så vant til at skubbe andre væk at det kom som en totalt fremmed tanke fra ham. 
I forhold til Wednesdays familie var Rolphs nok mere tilforladelig med at han så en pige, og endda en pige fra et andet land end dem selv. Dog vidste han at hvis han skulle være seriøs med Wednesday så krævede hans far noget overbevisning da han tit havde været stædig omkring hvem hans børn datede, så det blev som regel gjort i smug og kun med deres mors velsignelse da hun var ganske åben overfor at de datede, og om det var modsatte eller samme køn. Men det var hans søskende han frygtede mest, for de kunne aldrig dy sig for at pranke ham eller andet. Derfor var hans eneste frygt lige nu også at de ikke kom forbi eller noget og begyndte at kaste slanger på ham eller andet. 

[Deleted]

Wednesday så intet underligt i svaret hun havde givet ham omkring skolen. Det var det mest simple svar hun kunne give og eftersom han ikke havde været specifik så behøvede hun vel heller ikke være det. Det blev han så nu, hvor han uddybede sit spørgsmål. Hvad hun læste på Hogwarts, det var ikke ligefrem et valg, hun havde fået lov at tage, det var valgt af hendes forældre. "Hmm det meste egentlig, men Forsvar mod mørkets kræfter, Eliksir og besværgelser er nok noget af det der er vægtet højst." Når man vidste hvem hendes far var, så var der intet underligt i den kombination af fag. De blåøjede ville nok tro det skyldes at hun forventede en fremtid som auror, men hun vidste godt at sandheden var en hel anden. Hun skulle lære om mørk magi og forsvar af den stik modsatte grund. Der var intet at vælge det, det var kun én vej for hende om hun så vilde det eller ej.
Tankerne vad ved at gøre hende helt passiv, men da så hun så Rolph stille sig til rette blev der alligevel tændt en varme i hende, som fik hende til at røre på sig igen. Hun trådte nærmere hen til ham og overvejede virkelig at lægge armene om ham,for så at kysse ham, men gjorde det ikke. I stedet fik hun øje på en stor smuk dunkelsort slange. "Wow! Hold op hvor er den flot!" De syregrønne øjne fæstnede sig til slangen og så intet andet.

[Deleted]

Rolph lyttede spændt til hendes fag, og fandt dem egentlig meget fornuftige, men også en smule direkte måske, især for hvad han opfangede af hvad hun var. I hans øjne var hun mystisk, smuk, galant og hemmelighedsfuld. Ikke så meget krigerisk som han følte at Forsvar mod mørkets kræfter ville gøre hende til. Men det kunne selvfølgelig også bare være fordi at hans skole var ganske hårde omkring den slags og der var ingen fløjlshandsker når de skulle træne besværgelser. Men til gengæld, så synes han at Elixir var rigtig fint, mange gode brygge man kunne lave til at forbedre ens koncentration til når man skulle sidde langt om natten og lave lektier og sådan. Eller som hans søskende brugte det til, lave sjov med andre. Hans blik blev dog lidt undrende da hun kom lidt nærmere ham, men fik så lidt af et chok da hun pludseligt udbrød noget om en flot.... slange?? Først havde han blevet lidt forskrækket over hendes pludselige udbrud, men så da han så imod den retning hun så, kunne han godt følge hende, det var en ganske smuk slange hun havde fået øje på. 
"Woau" mumlede han stille og forsøgte lidt at falde ned, over chokket da han kunne mærke sit hjerte galoperer af sted. 
Et lille gruppe på et par slytherin drenge og piger kom væltende ind. Tydeligvis ikke skolens sødeste slæng, da de var højlydte og gik og prikkede på ruderne til krybdyrene der enten fór sammen eller angreb ruden, som så selvfølgelig ikke gik i stykker. 
Rolph nænnede dem ikke meget opmærksomhed da han havde sin opmærksomhed på slangen og Wednesday, så selv al deres snak var også lukket ude. Men i starten var de også kun ude efter at drille krybdyrene, indtil at de fik øje på ham og Wednesday, og langsomt trak meget glubske smil hen af deres læber. De var der trods alt for at ikke lave andet end ballade, og være i vejen for folk.




(tænker de er fra 5. årgang )

[Deleted]

Wednesday havde sin fulde opmærksomhed på slangen, godt nok vidste hun hele tiden hvor Rolph var, men det generelle fokus var på slangen, derfor bed hun heller ikke mærke i, at der snart kom selskab til dem. Det var først da gruppen af slytherin'er begyndte at banke på ruderne og gøre dyrene nervøse. Wednesday vendte sig vredt mod den af dem der stod nærmest og nidstirrede denne med sine syregrønne øjne. "Uhh se monstret har fundet sin familie."  Lød det fra en af dem. "Ja, så kan det være vi slipper for det Creep!" Lød det fra en anden, hvilket hurtigt blev understøttet af et hånligt grin fra hele gruppen. "Scch.. pas på med hvad I siger, ellers så bliver det nok jeres hjerter hun spiser som det næste." Lød det fra en pige. Der var ingen der oprigtigt troede på at Wednesday spiste hjerter, det var bare et rygte der gik omkring hende.

Wednesday selv sank en klump og begyndte at føle sig kvalt, ganske forsigtigt lukkede hendes venstre hånd sig om tryllestaven i lommen. Et enkelt sving og hun ville kunne påtvinge dem smerter, eller hun ville kunne få et utal af små så til at dukke frem på deres kroppe. Hun burde gøre det, det ville sikkert gøre hendes far stolt. Øjnene lynede, men... hun var som frosset til stedet... hun stirrede på dem som de grinede og kaldte hende navne. "Jeg tror måske vi har ødelagt hende... Hallo?!"  En høj mørkhåret fyr gik hen foran hende og viftede en hånde foran øjnene på hende, som for at tjekke om der var nogen hjemme.
Wednesday skulede til ham. "Forsvind!" lød det kort, nu trak hun staven. Hun havde glemt alt om at Rolph var der.

[Deleted]

Rolph nød dette øjeblik med Wednesday, at se hende så spændt og livlig var nyt, men fantastiskt at se. Lige fra hendes livlige grønne øjne, til læberne der bevægede sig i spændthed over den smukke slange. Han havde kort lagt sin opmærksomhed mod slangen, så han ikke helt opdagede at hun havde vendt sig mod personerne. Derfor var han heller ikke så hurtig til at fange at det var hende som de snakkede om. Det var ikke før at de egentligt fik sagt 'hun' at hans øre vrikkede kort, før hans øjne undrende så over på Wednesday. Han kunne se hvordan de smukke grønne øjne lynede som var det tordenvejr. Det var både spændende, men også øjenåbnende for at se hvordan Wednesday ville reagere på intense situationer. Og han ville nu gerne havde det ladet gå lidt længere, hvis det ikke havde været fordi at han så da hun trak sin tryllestav, hvilket var et stort faresignal for Rolph. Han skulle dog ikke forskrække hende nu og forårsage uheldig trylleformularer, så derfor gik han med rolige skridt hen ved siden af Wednesday, hvor han med glidende bevægelse var en lille del foran hende, og blidt lagde han sin hånd over hendes der holde staven. Hans blå rolige øjne så mod Wednesdays grønne, et varmt blik, før kulden i blikket blev vendt til en rasende frost storm som blikket gled over mod drengen der havde stået og provokeret Wednesday nok til at hun ville trække staven mod ham. 
Noget slog ham lidt nu, drengen her var et godt hoved højere end ham selv, ja faktisk var han den højeste af dem alle, hvilket nok var derfor han var den som turde at provokere mest. Men det ændrede ikke på kraften i hans blik som han så op i drengens egne svagt blå øjne.
"Du hørte hende, forsvind " sagde han og håbede inderligt på at hans intimiderende væsen kunne være nok til at få dem til at bare træde lidt tilbage. Han kunne ikke rigtig lide at de var så tæt på dem, især ikke den høje dreng der åbenbart godt kunne lide at være i andres ansigter. For hvad skulle han gøre hvis det ikke virkede? At udøve magi i deres alder ville være som at forvise sig selv til gaden jo, ingen skole, ingen fremtid, det ville være en rigtig dårlig situation. Men kunne han regne med sin krop? For fyren her så stor ud, ikke nødvendigvis bred, men høj, høj som en i voldemort. Dog var hans eneste mål nu også at undgå at Wednesday enden blev skadet eller fik kastet magi, ingen af delene var gode, og næsten være for hver tanke der røg igennem hans hovede. Han kunne mærke hvordan nervøsiteten gik lidt i kroppen og fik ham til at svede lidt, selv med hans varme håndflade der lå over hendes tryllestavs hånd. 

[Deleted]

Wednesday kiggede på Rolph, som havde hun netop stået alene og han så lige var faldet ned fra månen, derefter kiggede hun tilbage på fyren fra slytherin, han grinede bare af hende og trak så selv sin stav. hans slæng stillede sig op bag ham og Wednesday tog endnu et skridt bagud. Hvad skulle hun gøre. Der var selvfølgelig ingen fare men hvad hvis nu Rolph hørte for meget om hende? Det havde været så rart at føle sig fri. "Ha! Hun har fået en lille beskytter. Sig mig engang misfoster, hvilken besværgelse er han så under, siden du sådan kan få ham til at stille sig i vejen?"  Fyren så uimponeret og klappede ham så oven på hovedet, på den mest hånlige måde. "Så lille ven, smut du ud og leg lidt, mens vi andre lige bliver færdig her. Det her er kun for store drenge."  tilføjede han så. Den nedladende attitude fik Wednesday til at komme i sving og hun knyttede hånden endnu tættere om sin stav, så knoerne blev hvide. "Lad ham være." Lød det ud igennem de sammenbidte tænder. Banden grinede bare ydeligere af hende. uden yderligere tanke, svang Wednesday sin stav og en vred hvæsende slange dukkede frem foran den høje fyr. Slangen bed ud efter ham, men ramte ikke.

[Deleted]

Nu var det ikke kun Wednesday som var pist.. Rolph kunne mærke pulsen stige som en vulkan der kom i udbrud og lavaet sprang op fra toppen af den i en kæmpe eksplosion. Hans øjne var ikke blot blå mere, de var dybt frost blå. Han var måske ikke normalt den som blev pisset af så hurtigt, men drengen havde nævnt noget, som for Rolph, var noget han simpelt hen ikke kunne tage.. Han havde fornærmet Rolphs højde, noget som han var ganske følsomt med. 
"Du... Du kalder mig lille?..." kom det stille fra ham før hans hånd blev lige så hvid som Wednesdays og med en ganske flot duel form, løftede han staven foran ansigtet, og svang den til siden som man gjorde når man hilsede på hinanden til en duel. Dog lod han ikke sin modstander gøre det samme, før han med skarpe øjne sendte den ene 'Stupefy' efter den anden, ingen nåde, ingen pause, han så absolut rødt nu. Det eneste han ikke tænkte på var at de her nok kunne være ældre og måske mere erfarene end ham, og konsekvenserne for dem at bruge magi uden for deres skole, og ham uden for hans land endda. Og hvis hans familie hørte om det, var det i hvert fald sidste gang at de kom her til, og han blev nok forbudt af sin far af at have nogen som helst kontakt med Wednesday. Men alt det var glemt lige nu, kun fordi den ene dreng kaldte ham lille på den nedladende måde. Han tænkte egentligt heller ikke på at Wednesday var bag ham, og tænkte derfor ikke på om han kom i krydsild med hendes besværgelser. Det eneste han fokuserede på var at kaste så mange 'Stupefy's afsted imens han parerede alle de besværgelser der kom mod ham, altså dem han kunne med sin, ikke så store erfaring, med dueller i virkeligheden, og ikke kun prøvelser mod hinanden på skolen hvor der var øjne på alt hvad de lavede. 

[Deleted]

Det var aldrig rart at blive ramt på sine svage punkter, det havde Wednesday selv prøvet tusindvis af gange, og hun reagerede heller ikke altid lige godt på det, men hun havde aldrig tabt hovedet på samme måde. Det var som om at Rolph fuldstændigt så rødt og nærmest glemte sine omgivelser. Den del var Wednesday bestemt ikke tilhænger af, derfor trådte hun også nogle skridt bagud, mens hun så hvordan Rolph skød afsted uden stop. Slangen hun selv havde fremmanet var forsvundet, nok fordi hun ikke havde haft fokus på den. Nu så hun bare fra Rolph til gruppen og tilbage igen. Drengen der havde kaldt ham lille var blevet ramt allerede af de første 3 besværgelser og de andre forsøgte at skjule sig bag, hvad end de kunne.
Wednesday rystede så på hovedet og forsvandt ud af butikken. Hun kunne ikke bruge tid sammen med en tikkende bombe, som var hvad hun så Rolph som lige nu. Det var for tæt på, hvem hendes familie var og det ville hun ikke dybere ind i. Med andre ord måtte hun væk. Hvis ikke han kunne styre sit temperament og hvem han var, så kunne det også gå ud over hende en dag. 

Hun forlad butikken uden at se om Rolph var efter hende, hvis han ville være en idiot, blev det uden hende. Det måtte han selv om! Som hun kom ud drejede hun skarpt til højre og begyndte at gå ned af gaden.

[Deleted]

Rolph så ikke at Wednesday var på vej ud, eller at han havde opdaget at han nok havde vist hende sin grimme side, hans sure side, den han egentligt gerne ville havde lukket af overfor hende. Det var ikke før at han hørte døren smække til butikken at realiteten kom tilbage til ham, og han så kort på gruppen han havde nok skræmt livet af. Det så ikke synderlig godt ud. 
"Pis... os... jeg lod det..." han åndede tungt ud før han kort sendte gruppen en ondt blik. Dernæst susede han mod døren, sendte kort et undskyldende blik til alle dyrene, før han skyndte sig ud. Han så rundt og kunne ikke se Wednesday nogle steder. Så han måtte tage en hurtig beslutning for hvordan han ville prøve at finde hende igen. 
"Pis pis pis pis" mumlede han konstant, og satte afsted den ene vej. Han havde ingen ide om hvilken vej hun var gået så han havde faktisk ingen anelse om han overhovedet ville kunne støde ind i hende igen, eller om hun var gået modsat vej og han ville aldrig se hende igen. Han løb stærkt, og lidt panisk så til alle sider, men han kunne ikke se Wednesday nogle steder. Så det var ikke før at han var lige ved at nå til enden af gaden at han begyndte at stoppe op. Han hev efter vejret imens han lænede sig op af muren til sin ene side. 
"Så Rolph, så damnede du virkelig op den her gang gjorde du ikke" sagde han stille til sig selv på Bulgarsk og gnubbede sin pande roligt. Han kunne mærke blodet pumpe som en gal, og pulsen var skyhøj, så nu prøvede han at falde ned så han kunne tænke grundigt over hvad der kunne gøres. 
"Hvad ville far gøre..." mumlede han lidt til sig selv, før han så med et begyndte at sprinte modsatte vej, han ville ikke give op endnu, ikke når han var så tæt på at finde en som måske kunne faktisk lide ham, uden at det var på grund af skolen han gik på. En som kunne lide ham skønt han var lidt kort i højden. En som kunne lide ham selv med hans meget kolde blik. 
Han nåede til den anden ende og stoppede gispende op imens han stødte sig op af væggen. Det havde været noget af et marathon løb føltes det at havde løbet igennem det hele, og det havde ikke været nemt med alle de blikke der havde været efter ham. Men han var for en gangs skyld ret ligeglad, for hvis han kunne indhente Wednesday, ville det være alt værd. Men han havde ikke set hende på vejen og nu var han begyndt at miste håbet, om at kunne komme til at se hende igen. Han lukkede roligt øjnene i imens han trak vejret hivende, og dybt.

[Deleted]

Wednesday gik langsom ned gennem gade, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun var på berørt af det hele til bare at tage hjem, men hvad ellers. Hun ville ikke rigtig se Rolph igen. Han var ligesom hendes familie, eller det var hvert fald det indtryk hun havde fået af ham nu. Tænk sig hun havde troet han var anderledes og så var han ikke en skid bedre! Måske var det for meget at håbe, at hun en dag ville finde en, der kunne forstå hende og som hun kunne holde af. Det blev hvert fald ikke Rolph! Det havde han da bevist nu. Var det bare fordi de havde kaldt ham lille? Wednesday forstod det ikke, hun synes hans højde var fin, hvis man da endelig skulle gå op i den slags.

Hun nåede enden af gaden og drejede lidt imod højre, hvor der var en tom bænk, der kunne hun måske sætte sig og vente på hun var klar til at tage hjem. Hun trak benene op under sig og lod så armene lægge sig omkring dem. Et egern kom løbende hen for at samle en nød op, det fik Wednesday til at trække en anelse på smilebåndet, ikke meget dog. Så fik hun øje på den forpustede Rolph, måske han ville overse hende, hvis hun var helt stille de syregrønne øjne hvilede dog let på ham, afventende for om han opdagede hende.