Post by Deleted on Oct 13, 2019 11:52:09 GMT
Iris rettede stadigvæk på håret. Det havde været oppe i en hair-do, som sad ovenpå hovedet, men var væltet totalt pga. hjelmen. Hun endte med at løsne håret helt, så det faldt hende om skuldrene i stedet for. Det var det bedste hun kunne gøre uden et spejl.
"Det kunne jeg forestille mig," lød det fra hende, som hun gik op mod hoveddøren til den enorme villa.
Det var lidt af et 'skovhus', men stadigvæk smukt og storslået. Huset havde endda en lang indkørsel også. Hun gik op til døren, og hev sin nøgle frem, hvorefter hun låste op.
"Så kom med," sagde hun lidt spidst, og gik ind af døren, hvorefter hun råbte: "Mams? Paps? Lynessa? Er I hjemme?"
Kort efter hørte hun lyden af fodtrin, og hendes mor, Miriam stod kort efter foran hende. Hun kneb øjnene sammen, da hun så Andrew, og vendte blikket mod Iris igen: "Iris? Hvem er det?"
Det var tydeligt at høre, at hendes mor mente 'hvem er den taber?'. Iris kunne ikke andet end at sukke og tage sig til panden, hvorefter hun præsenterede ham.
"Mams, dette er Andrew. Han kind of reddede mig fra en flok dementorer," sukkede hun lidt utilfredst. Hun var ikke meget for at indrømme, at der havde været en situation, hvor hun ikke havde kunne klare sig selv.
Miriams mund formede et perfekt 'o', men kommenterede ikke yderligere på sagen. Hun gik bare tilbage til families spisestue, regnede Iris i hvert fald med. Hun vendte sig mod Andrew og sagde: "Den her vej."
"Det kunne jeg forestille mig," lød det fra hende, som hun gik op mod hoveddøren til den enorme villa.
Det var lidt af et 'skovhus', men stadigvæk smukt og storslået. Huset havde endda en lang indkørsel også. Hun gik op til døren, og hev sin nøgle frem, hvorefter hun låste op.
"Så kom med," sagde hun lidt spidst, og gik ind af døren, hvorefter hun råbte: "Mams? Paps? Lynessa? Er I hjemme?"
Kort efter hørte hun lyden af fodtrin, og hendes mor, Miriam stod kort efter foran hende. Hun kneb øjnene sammen, da hun så Andrew, og vendte blikket mod Iris igen: "Iris? Hvem er det?"
Det var tydeligt at høre, at hendes mor mente 'hvem er den taber?'. Iris kunne ikke andet end at sukke og tage sig til panden, hvorefter hun præsenterede ham.
"Mams, dette er Andrew. Han kind of reddede mig fra en flok dementorer," sukkede hun lidt utilfredst. Hun var ikke meget for at indrømme, at der havde været en situation, hvor hun ikke havde kunne klare sig selv.
Miriams mund formede et perfekt 'o', men kommenterede ikke yderligere på sagen. Hun gik bare tilbage til families spisestue, regnede Iris i hvert fald med. Hun vendte sig mod Andrew og sagde: "Den her vej."
