Motorbike Saint

[Andrew Thomas]

Tidspunkt: d. 25.09-2056 kl 23:15
Vejr: Mørkt, let brise, lettere køligt
Deltager: @themadhatterwasher29
Outfit: media.gettyimages.com/photos/eugene-lee-yang-of-the-try-guys-attends-the-11th-annual-shorty-awards-picture-id1147176133

Det var meget sent på aftenen da Andrew endelig kunne få lov til at tage hjem. Han havde haft en meget lille næsten nyfødt drage med sig ud på et mindre reservat et godt stykke uden for London og nu var han på vej hjem på motorcyklen - nogle gange var det bare mere rart med mugglertransport fordi det var det, han var vokset op med.
Det var under denne tur at han pludselig kunne mærke en anderledes følelse, da han kørte ind på en vej mellem nogle træer. Her var nærmest helt mørkt med undtagelse af lyset på hans motorcykel og og den mærkelige følelse kammede helt over da han var helt inde i det mindre skovområde. En følelse af tristhed, senere komplet afmagt vaskede sig ind over ham, hvilket fik ham til at sløve ned på motorcyklen, for dernæst at stoppe helt op og tage hjelmen af. Han gned sig i tindingerne, forvirret over fornemmelsen til at begynde med til han længere fremme, i lyset fra forlygterne, kunne se en mørk skikkelse glide af sted.

Skarpt efterfulgt af et kvindeskrig. Han slukkede brat for motoren men efterlod lyset tændt og hoppede hurtigt af for at løbe mod lyden af skriget. Flere skikkelser gled ind og ud af lyset og endnu et lidt lavere skrig lød længere inde i mørket. Et sving med staven, der blev hevet ud af et hylster der hang fra hans bælte og der blev sendt en større lyskugle op, som svævede op og lyste området noget bedre op. Han kunne nu se to skikkelser der svævede ind over kvinde der stod op af et af de mange høje, tynde træer og så ret så forfærdet ud. Med det samme hastede hen derhenimod, holdende staven løftet. Det hele gav meget mere mening nu og han ville også til at hjælpe da en skygge gled hen forbi ved udkanten af hans syn, for at komme tættere på. Aftmagten steg endnu mere til dementoren gled helt tæt på og begyndte at suge livsglæden ud af ham. Minder kom tilbage. Om et fly der styrtede og en nyhed der knækkede hans sjæl og hjerte. Et hjem hvor han ikke havde de to han holdt allermest kært. Mange fremmede der hjalp ham. Ensomheden. Helt alene. Han var tæt på at knække igen.

Med et anstrengt grimasse og uden et ord, fordi han følte sig vildt tør i munden. Farven havde også aftaget sig totalt fra hans ansigt og efterladte ham bleg, men som han tænkte på sine forældre og på sin bedste vens familie, vældede varmen tilbage i ham, givende ham en brøkdel af sin styrke fra før. En stråle af hvidt lys strømmede fra staven og formede sig som en kolibri - ganske vist ikke stort eller majestætisk, men til gengæld var den lynhurtig og fuld af magisk energi - som fløj ind i ansigtet på dementoren og jagede den væk. Med endnu et sving fra staven, sendte han sin patronus videre mod de to resterende dementorer, der også fløj væk, før han selv måtte lægge en hånd på et træ, for støtte, grundet den lette udmattelse der var tilbage fra dementorernes angreb. Han trak vejret en smule hurtigt et lille øjeblik. "Hvad.. I alverden laver dementorer herude?" han lød en smule forpustet og igen, udmattet. Han var også stadig tør i halsen. Skide ubehageligt!

[Deleted]

Påklædning

Iris var på vej mod sine forældres herregård. Dette betød en længere gåtur gennem skoven, men hun havde sin trofaste tryllestav, af blodbøg, med sig, så hun skulle nok klare det. Også selvom det var lidt mere end lidt mørkt.

Hendes forældres herregård lå omkranset af et skovområde, og det var generelt ikke helt nemt at komme frem. Normalt havde hun transfereret sig dertil, men hun havde haft brug for at strække benene, så derfor havde hun valgt gåturen. Hun var trods alt ikke bange for mørke.

Spidsen af hendes stav lyste, som hun gik gennem mørket. Hun følte sig, af en eller anden årsag, forfulgt eller overvåget på en eller anden måde, men der var selvfølgelig ikke nogen. Troede hun. For det var der. Hun fik en mærkelig kold følelse om hjertet. Selvfølgelig var kulde i  hjertet ikke så fjernt fra hende, men det her var anderledes. Det var som om al glæde blev suget ud af hende.

Hun vendte sig da om, og så en mørk skikkelse der hvor hun kiggede. En dementor! Tænkte hun småpanisk, og skreg i ren og skær forskrækkelse. Dementoren bevægede sig tættere og tættere på hende, og der kom flere af dem! Hun skreg igen, da en bevægede sig tæt bag hende.

Hun rettede på kappen hun bar. Den havde samme farve som nattehimlen samt tilhørende stjerner. Kjolen hun bar under var flaskegrøn, og måske ikke ligefrem suitable til gåture i skoven om aftenen.

Tør i munden løftede hun sin stav mod dementoren, og forsøgte at komme i tanke om, hvordan man jagede dem på flugt.

Nogen kom nærmere, og spurgte hende, hvad dementorer lavede der.

"Jeg ved det ikke," nærmest gispede hun.

Dementorerne blev jaget på flugt af den besværgelse, som hun ikke kunne huske før. Hun løftede da det ene øjenbryn, og så indgående på fyren gennem mørket.

"Tak, men hvem er du?"

♡

[Andrew Thomas]

Kvinden der stod op af træet virkede omkring lige så medtaget som Andrew selv gjorde. Han tillod sig at give sig selv et par sekunder mere, lige for at sunde sig oven på det her. At næsten få et dementors kys var ikke noget man bare gik nonchalant væk fra! Især ikke når man havde så meget forbindelse til sine indre følelser som Andrew havde. De meget få sekunder gik og han rettede sig op, selvom hans ben stadig føltes som bly og hans hoved en anelse for let. Som havde han ikke helt fået nok ilt til hjernen - muligvis fordi han havde haft så hurtig en vejrtrækning mens han havde bekæmpet de møgbelortede kreaturer. Dog var de væk nu og området som han og den fremmede stod i var blevet var en anelse mere lyst af måneskæret over dem. Andrew tog sig lidt til hovedet mens han gik hen til kvinden, dog med en respektfuld distance på en armslængde, også selvom det gjorde at han ikke havde noget at støtte sig op af længere. Det kunne måske også være at grunden til at han var lidt ekstra dårlig tilpas var den generelle træthed efter en sindssygt lang arbejdsdag og manglen på aftensmad. Men det var der ikke tid til at tænke på nu! Han måtte sikre sig at kvinden foran ham var okay først.

"Øhm.. Andrew.. Er der noget jeg kan gøre? Hvor slemt fik de ram på dig?" spurgte han bekymret, som han kiggede lidt indgående på hende. Hun virkede en anelse bleg, men det var ikke helt så nemt at se i den her belysning. "Jeg tror lige jeg bliver her lidt, hvis de skulle komme tilbage.." konstaterede han lidt efter, også selvom han var ret sikker på at hvis de kom tilbage for runde nr 2, så ville han nok ikke kunne håndtere det lige så godt. Men det havde han ikke tænkt sig at sige til kvinden for han ville ikke gøre hende nervøs.

[Deleted]

Påklædning

Iris stod or rystede let. Hun var stadigvæk lidt i chock over episoden, og havde svært ved at samle sig selv. Det var svært at være den stærke og selvsikre kvinde, som hun normalt var, lige nu. Hun rømmede sig derfor, og sagde: "Iris Lestrange."

Da hun havde præsenteret sig, fortsatte hun med: "Jeg tror, jeg er okay. Puha, det var godt nok skræmmende. Dementorer ikke? Jeg var lidt bange for at få kysset der, men de sugede bare min glæde fra mig. Det var mærkeligt..."

Hun stod lidt og så tænksom ud, inden hun 'kom til sig selv' igen, og så på Andrew. Han havde lige bekendtgjort, at han ville blive lidt hos hende. Skulle hun være ærlig, så var hun lidt taknemlig for, at han ville blive, for hun kunne ikke udføre en patronus besværgelse.

Spørgsmålet var bare: Hvad lavede Dementorer sådan på afveje? De skulle da ikke så gerne vandre rundt omkring, skulle de? Den tanke skræmte hende ærligt lidt, for hun ønskede aldrig at møde dem igen. Det havde været virkelig ubehageligt.

"O-okay," var hendes svar, som hun så lidt febrilsk fra side til side, for at spotte om dementorerne stadigvæk var her. Men hun kunne mærke på sig selv, at de ikke var. Den kolde, klamme følelse var forsvundet.

♡

[Andrew Thomas]

Lestrange? Ah ja, Lestrange! Ganske vist var Andrew ikke super meget inde i hele fuldblodsmiljøets navne og andre emner, men han kunne godt kende de større navne: Dumbledore, Potter, Black, Lestrange. Han vidste stadig ikke helt hvordan han havde det med, at fuldblodsmagikere ofte så dem der ikke var af det rene blod som laverestående, faktisk betød det ikke særlig meget for ham, for han var udmærket klar over, at selv én med mugglerblod kunne gøre store bedrifter. Selv vidste han, at han var halvblodet, for så meget havde han dog husket fra sin spæde barndom med sine rigtige forældre før deres flystyrt. Hans mor var magiker, hans far muggler, men meget mere kunne han ærligt talt ikke huske og han havde ikke været i stand til at finde andet af sin oprindelige familie endnu. "Right, fulde navne.. Øh, Andrew Thomas er mit fulde navn," konstaterede han, stadig lidt ved siden af sig selv. Det tog meget ud af ham, det med dementorerne, men som sagt var det Iris der havde trukket den korte tændstik i den her situation.

"Det er ret ubehageligt," erklærede han sig enig, som han så lidt indgående på Iris' ansigt, for at sikre sig at hun ikke lige pludselig skulle få en ændring i adfærd i forhold til hvad der var sket. Hun virkede lidt i chok, hvilket dog var meget normalt når man blev angrebet af damning dementorer, men det så ikke ud til at der ville komme noget nervøst sammenbrud eller lignende endnu i hvert fald. Dog kunne han godt mærke hendes usikkerhed ved den lette stammen og hendes febrilske blik der undersøgte rundt omkring sig. Selv gav han sig også til at kigge rundt, bare for at være sikker. "Du har ikke noget transportmiddel med, eller? For hvis det er, kan jeg godt give et lift til der, hvor du skal hen," sure, det ville sikkert være lidt fishy at tilbyde sådan noget i en mere normal situation, men lige nu stod de ude i midten af ingen ting, sent om aftenen og der var mulighed for at der kunne komme flere dementorer og det ville Andrew helst ikke risikere. Især fordi han ikke vidste om han ville være i stand til at beskytte Iris en gang mere, hvis det var det, det skulle komme til. Han ville uden tvivl forsøge dog!

[Deleted]

Påklædning

Iris så genkendelsen i hans øjne, og smilede selvtilfredst. Så var han da i det mindste magiker. Hun var kun glad for at blive genkendt, særligt for sit efternavn. Selvfølgelig ville hun helst genkendes som sin egen person, som den benhårde Iris hun var, men at blive genkendt pga. sit efternavn var også godt - helt bestemt.

"Thomas? Det navn genkender jeg ikke lige," sagde hun langsomt og kneb øjnene sammen, mens hun granskede ham. Han lignede heller ikke umiddelbart nogen hun kendte heller. Så det betød nok, at han var halvblod, eller mindre.

"Helt bestemt," nikkede hun og gøs, myrepatter bredte sig udover hendes arme og ben.

Hun stod lidt og så sig om, for at fange første glimt af dementorene, skulle de vende tilbage igen. Ærligt så vidste hun, at hun ikke kunne jage dem på flugt, og Andrew så ærligt ret træt ud, så hun var ikke sikker på, at han kunne gentage den success.

Derfor var hun ret lettet, da han tilbød hende at køre hende derhen hvor hun skulle hen.

"Ja? Jo?" svarede hun lidt usikkert, og så lidt rundt efter et eventuelt transportmiddel. Hun lænede sig endda lidt frem af, og væk fra træet, for at spotte et eller andet transportmiddel: "Nej, jeg er gående, og ja, jeg vil gerne have et lift."

♡

[Andrew Thomas]

Det var ingen overraskelse at Iris ikke kendte til Andrews efternavn, taget i betragtning at det var hans mugglerfars navn han havde fået. Hans familienavn var i virkeligheden et japansk et.
"Nu kender jeg ikke lige til mit familienavn sådan rigtigt, fordi jeg er adopteret," indrømmede han med et lille skuldertræk. Der var intet behov for at fortælle alting her. De kendte jo knap nok hinanden, men når det kom til hvor Andrew kom fra så var han en åben bog omkring det at han var adopteret. Så var det i hvert fald sagt. Han havde lyst til at lægge en beroligende hånd på Iris da han så at hun gøs, men han undlod det, fordi de jo netop lige havde mødt hinanden. Og fordi de stod i et creepy skovbryn, fyldt med creepy træer. I stedet holdt han selv godt øje, både med Iris og med omgivelserne.

"Well, så skal vi bare lige tilbage til vejen igen," forklarede Andrew til hans ja tak, før han begyndte at guide hende tilbage til den retning. Stadig opmærksom på ændringer og stadig med sin stav fremme. Der gik ikke meget længe før de var tilbage på vejen hvor Andrews motorcykel stod, urørt og stolt, med hans hjelm. Han rakte hjelmen til Iris uden omtanke på sit eget ve og vel, før han selv satte sig op på biken og startede den. Lygterne blev på ny tændt og det hele virkede bare den lille smule mindre uhyggeligt, nu hvor der var lidt mere lys og de kunne komme hurtigt af sted. "Du kan bare hoppe op bagpå når du er klar. Åh, og du er nok også nødt til at holde fast i mig, den kører relativt hurtigt," Andrew sendte Iris et roligt blik, før hans øjne igen begyndte at kigge rundt efter dementorer.

[Deleted]

Påklædning

Iris lagde hovedet let på skrå med munden formet til et perfekt 'o'. Adopteret? Tænkte hun. Så kunne han vel i princippet godt være fuldblods, hvis det var. Det var hendes eneste tanke om hans efternavn. Hun tog sig i bare at stå og se forvirret ud, og sagde:
"Oh. Det er jeg ked af."

Hendes ord overraskede hende selv, for det var sjældent, at hun var ked af det på andres vegne. Meget sjældent. Men alligevel stod hun her, og var faktisk lidt ked af det på hans vegne. Hun synes at familie var uundværligt, mest fordi det gav en status. Ligesom hun selv var fra en lang række af fuldblodsmagikere - en fuldblodsfamilie.

Da han påstulerede, at de skulle tilbage til vejen nikkede hun blot og fulgte efter ham uden at kny. Der var ingen grund til at diskutere det, og nu var hun jo alligevel i en skov. Det kunne dårligt blive værre.

Men da de kom frem til vejen løftede hun et øjenbryn af transportmidlet. Det var en meget grøn motorcykel. En mugglerting. Hun var alt andet end tilfreds, og måske også lidt skræmt. Ikke at hun ville indrømme det overfor Andrew dog. Det ville være pinligt.

"Jeg skal sidde bagpå den der? Jeg har bestemt ikke tænkt mig at ødelægge mit hår med en hjelm," lød det nærmest anklagende.

Hun vidste ikke, hvad hun havde forventet, måske at han var på kost? Eller noget i den stil? Hun havde i hvert fald ikke forestillet sig i sin vildeste fantasi, at han var på motorcykel. Nej, det havde hun virkelig ikke.

Men hendes protester blev cut short, da en kulde bredte sig i området igen. Håbløsheden var gennemtrængende. Derfor tog hun hurtigt hjelmen, proppede den på hovedet, og satte sig bagerst på motorcyklen.

"Af sted! De er her igen!" gispede hun forskræmt.

♡

[Andrew Thomas]

Det kunne godt være at Iris lød anklagende og talte ned om hans motorcykel - hvilket var en anelse frustrerende - men var der én ting, Andrew forstod, så var det, at hun ikke ville ødelægge sit hår med hjelmen. Han kunne sagtens se hvor det kom fra, for det var også sådan han selv havde det. Og det var grunden til at han altid havde masser af produkter i sit hår når han tog motorcyklen. Heldigvis ikke produkter der smittede af dog. Men stadig nok til at han kunne rette håret når han var færdig med at køre på Bæstet. "Well.. Det er... Sært relatable?" konstaterede han en smule forvirret. Dog var de stadig nødt til at komme væk herfra. Her var mørkt og nedern.. Og deprimerende. Deprimerende? Kulden havde lagt sig igen og Andrews hænder strammedes om styret på motorcyklen, ventende næsten utålmodigt på at Iris også noterede sig hvad der foregik. Det gik heldigvis ret hurtigt, hjelmen blev hurtigt taget på hendes hoved af hende selv hvorefter han bemærkede at hun satte sig bag ham. Og derfra spildte han bestemt ikke tiden.

"Årh, for damns sake!" der blev mesterfuldt accelereret og og motorcyklen satte i gang med et brøl. Andrew valgte at køre ret hurtigt, for han havde puttede sin stav tilbage i hylsteret og det var allerede svært nok at lave patronus-besværgelsen med sin stav! Men i værste tilfælde kunne han blive nødt til at gøre det. Lige nu var de dog ikke super tæt på, de lå bare i baggrunden og gjorde alting trist og koldt og creepy.
Altså indtil kort efter da de omringede motorcyklen, der desværre ikke var hurtig nok - det eneste der var hurtigt nok var spetral transferens, og det kunne Andrew ikke hjælpe Iris med da han ikke kendte hendes lokation - og begyndte at suge al livsglæden ud af både ham og Iris. Det var forfærdeligt og Andrew kunne godt mærke lysten til at stoppe med at modstride det hele, stoppe og bare give op. Men det kunne han ikke! Iris havde brug for hans hjælp, for indtil videre havde hun ikke vist at hun var i stand til at kaste den nødvendige besværgelse. Så i stedet for at stoppe, satte han blot farten en smule ned så han havde mere kontrol, hvorefter han lavede tegnende til patronus-besværgelsen med hånden alene. Det krævede næsten al hans koncentration, men til sidst formåede de magisker energier at samle sig om hans hånd og han ytrede besværgelsen, anstrengt og mentalt udkørt. Besværgelsen var ikke helt så stærk som før, men den gjorde da jobbet. Kolibrien jagede dem på flugt igen. For nu. Han blev ved med at køre af sted.
"Er du okay?" spurgte han højt for at overdøve motorcyklens larm. Selv var han ret damning langt fra okay.

[Deleted]

Påklædning

Snart efter Iris havde sat sig på den forfærdelige maskine, satte Andrew den igang. Hun var nær faldet af motorcyklen, men nåede heldigvis at slå armene om Andrews liv og holde godt-godt fast. Måske også lidt for stramt, men Iris var ret ligeglad, hun skulle ikke nyde noget af at falde af!

Hun holdt godt fast, og kunne ikke engang grine af eller brokke sig over, at han bandede, som hun normalt ville have gjort.

Som hun sad der, pressede hun øjnene hårdt sammen. Hun ville ikke se hvad der skete. Hun brød sig virkelig ikke om at køre på den her motorcykel, men hun ønskede heller ikke at gense dementorerne. Nej tak Ma'am!

"Det kommer nærmere!" råbe-hviskede hun ind i Andrews øre, og klemte hårdere om hans liv.

Hun hørte, og mærkede, ham sætte farten ned. Hun hørte dementorene komme tættere på, og så pludselig et lys, selvom hun havde lukkede øjne. Okay, to be fair, så var det mere at hun fornemmede det end hun så det. Øjnene var jo lukkede altså.

Hun hørte slet ikke hans spørgsmål, da hun stammede: "E-er de væk?"

♡

[Andrew Thomas]

Iris' greb om Andrew var næsten nok til at lukke al luft ud af ham. Hvem vidste at en så dainty kvinde som en Lestrange, man mødte i midten af skoven, skrigende i panik over tre dementors kunne have så vildt stærkt et greb? For at være fair, så var det stadig damning dementors og lige gyldigt hvor mandig Andrew troede at han følte sig, så vidste han godt at han var lige så skide bange for de kreaturer, som fuldblodsmagikeren der sad bag ham på motorcyklen. Og sjovt nok var det ikke noget, der frustrerede ham på nogen måde.
Han lod være med at kommentere på hendes stærke greb om hans liv, for hun var panikslagen og han kunne godt leve med det til når køreturen var ovre. Hun var jo heller ikke så glad for motorcyklen i det hele taget, så han lod hende bare gøre det. Blå mærker forsvandt jo nok alligevel igen senere. Han havde prøvet værre.

Den klamme uhyggelige følelse forsvandt samtidig med at Iris spurgte om de var væk. Det hele føltes ikke længere helt som en kold våd svamp der blev mast ned i ens hals og Andrew ville have åndet lettet op hvis ikke det var for det jerngreb han sad i. Han holdt den samme fart et stykke tid, mens han forsigtigt rakte ned og klappede hende på armen. "Yup.. De er væk nu. Så hvor skal vi hen?" hans stemme var en anelse anstrengt af både træthed og luftmangel, men ufortrødent kørte han bare videre til Iris gav ham nye retninger at gå efter. Well, køre efter. Efter lidt tid sænkede han dog alligevel farten så der kunne komme lidt ro på fuldblodsheksen. Måske ville hun løsne grebet af sig selv? For han ville aldrig bede hende om det.

[Deleted]

Påklædning

Iris må siges at tage hentydningen pænt, da han klappede på hendes hænder, og sagde, at de var væk nu. Hun kunne også godt mærke det, at de var væk. Hun så dog lidt forskrækket henover skuldrene på ham, da han klappede på hendes hænder.

"Begge hænder på den der styr-ting!" gispede hun mere forskrækket end vredt, og løsnede sit eget greb bare en lille smule. Hun var trods alt ikke ude på at klemme ham til døde, selvom det måske godt kunne virke sådan, så stramt som hun holdt fast i ham.

Hun sank en klump, og genafspillede hans ord i sit hoved. Nå, ja. Retning. Right. Tænkte hun, som hun rystede let på hovedet, og tog sig lidt sammen igen. Hun åbnede øjnene endnu en gang, og så sig om. Der var ikke andet lys end det var motorcyklen, men hun kunne finde vej hjem til sine forældre i blinde!

"Ned af den sti der," sagde hun, mens hun pegede forbi Andrew mod højre.

♡

[Andrew Thomas]

Andrew ville have leet over Iris' forskræmte udbrud over at han ikke havde begge hænder på styret, havde det ikke været fordi at hun endelig løsnede sit greb og lod ham ånde ordentligt. Og så på grund af situationen i det hele taget! Det var ret damned. Han gjorde dog hvad hun sagde og havde begge hænder tilbage hvor de skulle være for at berolige hende, så hun ikke endte med at klemme livet halvt ud af ham på ny. Det var så meget mere rart nu hvor hans ribben ikke knagede og brokkede sig længere!
"Alright, ingen tricks," han skulle nok ikke fortælle hende, at motorcyklen teknisk set havde fået en besværgelse lagt over sig, der gjorde at den kunne flyve. Det var også sjældent at han selv brugte det alligevel.

I stedet kørte han stille og roligt derudaf, følgende Iris' anvisninger til de nåede et relativt stort hus. Han bremsede let op og lod motorcyklen få lidt ro ved at slukke den, før han kiggede sig lidt over skulderen på Iris. Han rømmede sig en kende akavet. Den køretur havde været ret hektisk og han havde heller ikke glemt at hun havde disset både transportmiddel og hjelm, men det gjorde ham ikke så meget. Nu vidste han bare ikke lige helt hvad han skulle sige eller gøre, for de var, hvor de skulle være og hun var sikkert træt. "Så skulle vi vist være her. Andet jeg kan hjælpe dig med?" for evigt en gentleman hoppede han selv af motorcyklen først og rakte dernæst en hånd frem for at hjælpe hende af. Hun måtte vel være udkørt?

[Deleted]

Påklædning

Iris holdt stadigvæk godt fast om livet på Andrew, men betydeligt løsere. Hun havde dog ikke lagt mærke til, at han før havde trukket vejret mærkeligt. Ellers havde hun løsnet sit greb noget før.

Hun åbnede øjnene igen, da han bekendtgjorde, at nu var de der. Den vej hun havde ført ham ned af, havde kun en destination: hendes forældres hus. Så så nemt var det ligesom. Hun åndede da lettet op, og opdagede, at hun havde glemt at trække vejret ordentligt.

Som han steg af, og rakte hånden frem imod hende, tog hun hans hånd, og steg selv af det bæst. Hun gav motorcyklen et nærmest degraderende blik. Det var tydeligt for enhver, at hun mente, at den var djævlens værk, og kun havde hjemme på en losseplads.

"Sikke en tur," sukkede hun, og skubbede hjelmen i favnen på Andrew, hvorefter hun begyndte at rette på sit hår, som, ifølge hende selv, så forfærdeligt ud. Hun måtte også pille et blad ud af håret! Le gasp!

"Du vil måske ind og have noget aftensmad?" lød det ikke-komplet-afvisende fra hende.

♡

[Andrew Thomas]

Det var så tydeligt på Iris at hun ikke syntes om motorcyklen. Andrew forstod hende godt, for lige gyldigt hvor negative hendes følelser havde været i forvejen, så ville hun sandsynligvis fremtidigt associere den med dementors, høj fart og mænd der synes de var smarte nok til at forsøge at være trøstende i stedet for at fokusere på deres kørsel. Andrew følte sig ikke vred på motorcyklens vejne, for den var jo bare et objekt. Og selvom man jo nok kunne have været sur over at ens transportmiddel så tydeligt blev disset, så tog han sig ærligt talt ikke rigtigt af det. I stedet trak han bare lidt på skuldrene og hang hjelmen over motorcyklens styr, kiggende på Iris der måtte fjerne et blad fra sit hår - hvordan det var endt der, vidste han ikke, for så vidt han kunne huske, så havde visiret da været lukket. Eller havde det?

"Yeah.. Det var ikke ligefrem sådan en tur jeg regnede med at køre da jeg stod op i dag," han sendte hende et smil og rettede kort efter selv lidt på sit hår. Det var som om at han blev gjort ubevidst opmærksom på det fordi hun også rettede på sit.
"Aftensmad? Jooo," Andrew havde ikke spist noget siden formiddags og det, blandet med at han havde kæmpet mod dementors lige før, havde gjort hans hals tør, han var træt og faktisk også rigtig sulten, nu hvor den klamme følelse fra dementorerne var væk. Han tænkte ikke rigtig over om det ville være akavet, lige nu var det sgu maven der tænkte før hjernen. "Jo tak. Jeg er egentlig ret sulten nu jeg tænker over det," valgte han til sidst at beslutte.