She was right?

[Andrew Thomas]

Tidspunkt: 23. September, 2056
Vejr: Gråt, ret kedeligt
Deltager: @vincent 
Outfit: i.pinimg.com/originals/8e/a4/c7/8ea4c72edf6d2e10328afa3d0104ba41.jpg

Et par dage var gået siden høstfesten, hvor Andrew havde været genforenet med sin bedste ven, Yules. Der var ikke gået lang tid fra at han havde snakket med hende til den første invitation kom. Den første af de 27 han skyldte hende for at han ikke kunne være der, mens han havde været på jordomrejse. 27 invitiationer som han havde måttet sige nej til. Men det skulle ændres nu. Han havde lovet, at han ville komme til de næste 28, også selv hvis det ville være fysisk umuligt for ham og nu havde han holdt løftet for første gang. Det var en familie-kom-sammen, men fordi han næsten var en del af Faa-familien, havde Yules valgt at invitere ham med. Og hendes forældre havde ikke noget imod det. Hendes far havde hilst på ham med et høfligt håndtryk, men havde vist glæden ved fastheden af førnævnte håndtryk samt et smil der kunne vinde enhver kvinde over. Yules' mor havde været henrykt og havde omfavnet ham som var han hendes egen søn. Og nu skulle han så også møde familien Price. Han både gruede for det og glædede sig også. Og vigtigere endnu, han havde LOVET Yules, at han ikke ville gøre noget mod Vincent. Hun vidste hvor meget vrede han stadig havde i sit hjerte fra dengang hvor de havde været oppe at sloges og han vidste også at den eneste måde han kunne undgå en fysisk konfrontation med Matthews lillebror på, var ved at love sin bedste ven at det ikke ville ske.

Så under selve arrangementet havde han givet et høfligt håndtryk til alle, ja selv Vincent, selvom han ikke brød sig vildt meget om det. Men en ting måtte han erkende. Yules havde ret. Vincent havde ændret sig! Han var nærmest en skygge af sig selv, som manden holdt sig i hjørnet og nærmest ikke talte til nogen som helst. Hvordan han var endt sådan, vidste Andrew intet om, men under hele selskabet brugte han mere tid på at bygge mod og selvkontrol op til når han ville tale med Vincent bagefter. Det tog det meste af hans koncentration, så han nåede slet ikke at tænke rigtig over hvordan det kunne være at Vincent var på tam i forhold til på Hogwarts.
Ikke før det var ovre og Faa familien tog hjem ad. Han blev tilbage. De andre i Price familien gik lidt hvert til sit og da det så ud til at Vincent var på vej ud af døren, fulgte Andrew efter og halede ind på ham i entréen.
"Vincent?" spurgte han i en kølig tone, komplet ulig ham selv. Men han vidste ikke hvad han skulle sige? For nu var bekymringen der. Nu begyndte tankerne at kredse om hvorfor, hvordan og hvad i alverden er der dog sket? Det var super forvirrende. Han rømmede sig lettere akavet. "Kan vi tale sammen? Under fire øjne?" den kølige tone var blevet lidt mere høflig og havde nogenlunde den samme varme som han havde haft for Price-forældrene. Med en lille undertone af forvirring. Han vidste slet ikke hvordan han skulle finde hoved og hale i det her!

[Deleted]

Vince havde slet ikke rigtigt fulgt med i aftenens begivenheder. Som han ellers havde gjort det sidste års tid havde han holdt sig i baggrunden. Han havde ikke rigtigt snakket med nogen, ikke rigtigt genkendt nogen. Ikke engang sin gamle slagsbror som han havde trygge hånd med tidligere på aftenen. Han følte sig mildest talt som en zombien der bare bevægede sig fra et sted til et andet hvor det var forventet han skulle placerer sig.
Han boede stadigvæk hjemme ved forældrene, for ærlig talt anede han ikke hvor han ellers skulle tage hen. Han kunne ikke fordrage at være alene efter det der var sket med Xander. Måtte han konstant se sig over skulderen følte han. Men end ikke det store Price-palæ føltes længere som hjemme. Familien holdte frokoster i den selvsamme spisestue den ældste søn var blevet myrdet i for blot halvandet år siden.
Tanken alene var nok til at give ham kvalme. Måske var det også derfor han havde haft brug for at komme ud og få noget luft. Bare komme væk fra huset og forsøge at rense hovedet for de dystre tanker.
Han havde troet at han havde fundet sit lys i mørket i Leia Callahan, men om alting bare var blevet for meget for den rødhårede pige anede han ikke. Hun var i hvert fald forvundet fra hans rada og skønt han havde forsøgt at opspore hende, hvad hvert et forsøg mislykkedes.
Da det håb han følte han havde haft i hende...og hvadend det var de havde haft sammen, forsvandt, var det som om at den sidste kampgejst havde forladt ham sammen med hende. Han orkede ikke at kæmpe mere. Nu var han her bare indtil han ikke længere var. Havde han ikke været så stor en kujon havde han nok selv gjort en ende på det hele, så ville han da trods alt have haft the last laugh, som man sagde.
De dystre tanker blev afbrudt ved han hørte sit navn blive kaldt. Den blonde mand vendte sig imod fyren der havde sat kursen imod ham. Han genkendte ham ikke på nuværende tidspunkt, ligesom han heller ikke havde genkendt ham tidligere. "Øhm, jeg er faktisk uge på vej ud." Svarede han blot i en død tone. Der var intet arrogance at spore, ingen hån, ingen glæde, ingenting. Han gjorde en gestus mod døren og svingede sin mørke frase over skuldrene.

[Andrew Thomas]

Den døde tone i Vincents stemme overraskede Andrew. Det var slet ikke sådan han huskede sin største fjende fra Hogwarts. Det her var en voksen mand. Og det var tydeligvis en voksen mand der havde oplevet noget ekstremt forfærdeligt og Andrew vidste ærligt talt ikke hvad det var, for der var ingen hints kommet omkring det i løbet af selskabet. Han lød næsten som om at nogen havde skudt hans hånd og hængt den over hans dørkarm. For sådan ville Andrew i hvert fald selv lyde hvis han blev udsat for det. Men det var sikkert værre. Vincent var i hvert fald en komplet anderledes person nu og det gav både håb og bekymring i Andrews sind. Og forvirring. Hvad kunne bryde en mand der havde levet sit ungdomsliv som en kæmpe tyran-mobber?

"Det er jeg teknisk set også," svarede Andrew nonchalant. Det overraskede ham hvordan han kunne holde sine egne følelser inde og ikke bare ende med at råbe af Vincent eller skynde sig hen og kramme ham for det var en af de to ting han ønskede at gøre, lige her og nu. Men det ville være mærkeligt og måske ville de andre i familien Price tro at han var splitterragende gal i knoppen. I stedet tog han selv sine sorte, fine uldjakke på og gik hen og åbnede døren for sin gamle fjende, mens han kiggede indgående på manden. "Men der er stadig noget, jeg har brug for at tale med dig om, før brylluppet," erklærede han, stadig i den nonchalante og rolige tone.

[Deleted]

Vincent tog sig selv i ikke at rulle let med øjnene. En ting der ellers ville give ham bare lidt genkendelse. Det havde været en hentydning, ikke en invitation. "Herligt." Mumlede han mest for sig selv, men afventede alligevel den anden. Forhåbenligt var det ikke noge der ville tage for lang tid. Han havde bare brug for luft, og for at komme væk fra hjemmet. Måske han burde overveje at finde sit eget sted, men han havde bare ganske simpelt ikke overskud til det.
Havde Vince genkendt manden, havde han nok ikke ventet. Rettere tvært imod, for var der noget han sket ikke magtede lige nu, var det en konfrontation med fortiden.
Den blonde mand bevægede sig ud i den kølige efterårsluft som døren blev åbnet for ham. Udenfor lukkede han de sidste knapper i uldfrakken og trådte ned af de enkelte trin til den grussti der førte gennem forhaven og ned mod den massive jernlåge for enden.
Vince kiggede ikke på den anden, gik bare og satsede på at han fulgte med ham. Der var noget beroligende over lyden af gruset der knasede under de blankpolerede sko. Som de nåede lågen for enden trak Vincent sin stav fra inderkommen og svingede den en enkelt gang, hvorpå lågen gik op. Først her rettede han opmærksomheden mod den asiatisk-udseende fyr bag ham.
"Hvad ønsker du at tale om?" Spurgte han i samme monotone tone som før. Han kunne ikke se hvad det skulle være, men hvis han begyndte at snakke polterarben eller noget andet åndsvagt i den stil, ville der være chance for at Vincent ville løbe med hovedet først mod et træ, for det var da nok det sidste han kunne tage stilling til lige nu.

[Andrew Thomas]

Der var en lille snert af sarkasme i Vincents stemme da han mumlede. Selvom det burde have frustreret Andrew var han næsten glad for at manden stadig var i stand til at vise noget reaktion rent følelsesmæssigt. Så han var ikke helt død inden i. Tavs fulgte Andrew med sin gamle fjende ud i den kølige udendørs luft, til forhaven og gruset, holdende trit med ham til de nåede havelågen der blev åbnet med Vincents magi. Med en gestus rettet ud på vejen fulgtes han med Vincent ud mens den enorme havelåge lukkede i efter dem. Først da de var her, valgte Andrew at bryde sin egen tavshed, om end han ikke var helt sikker på hvad han skulle sige. "Hvad er der sket med dig?" spurgte han til sidst, oprigtigt bekymret og med sympati - IKKE medlidenhed - i stemmen og i blikket. Det var ikke hver dag man viste forståelse over for sin gamle værste fjende. Men ting havde ændret sig.

"Jeg kunne se at du virkede langt væk derinde og.." han ville helst ikke fortælle Vincent hvorfor han havde holdt et en smule øje med ham, men det var enten det, eller at han risikerede at Vincent troede han var sådan en kukkelure-mand, og det ville han sgu ikke have! "Der er rimelig langt fra den person jeg kendte fra Hogwarts. Undskyld at jeg flækkede dit øjenbryn dengang forresten," han ville hellere bare have haft en snak med Vincent om det hele dengang, men vreden havde været for voldsom. Den havde endda ulmet i ham i alle disse år og det var først nu her at det var gået op for ham hvilken rasende dreng han havde været og hvordan sådan nogle ting kunne reddes ud på så mange andre måder. "Men der er tydeligvis noget galt og ingen har sagt noget derinde. De har bare.. Taget det som en selvfølge? Det passer ikke sammen. Det giver ikke mening at de ville ignorere dig mens du har det sådan her," han ville have lagt en hånd på Vincents skulder, men han var også samtidig nervøs for at få en negativ reaktion ud af det. Og allerede det han i forvejen havde sagt kunne ende katastrofalt nok i forvejen.

[Deleted]

Vince havde ikke rigtigt noget at sige til Andrew, erindringerne om ham var nærmest ikke tilstedeværende. Igen var han også langt mere optaget af bare at komme igennem dagene til at bekymre sig om meget andet. Han rettede de blågrå øjne imod den asiatisk useendede mand, ”hvad mener du?” Hans tone var en smule mistroisk og hovedet blev tiltet lidt på skrå.
Han stod bare i nogle lange sekunder og gloede på den anden. Var han seriøs lige nu? Havde han holdt øje med ham? ”Okaay, må jeg spørge hvorfor du har siddet og holdt øje med mig?” Et vantro udtryk formede sig i ansigtet på ham. ”Flækkede mit...” langsomt begyndte brikkerne af falde på plads. Vince stirrede atter på ham i nogle lange sekunder, ”du er Andrew...Andrew Thomas right?” Han hævede brynene. Nu kunne han godt huske ham. De havde altid endt med at fare i totterne på hinanden, ”du datede Mattews forlovede dengang gjorde du ikke?” Han havde ærlig talt ikke gået særlig meget op i hvad forholdet mellem Yules og Andrew havde været, han vidste bare at Andrew ofte havde taget hende i forsvar. Det med øjenbrynet blev ignoreret, det var så fjernt og ligegyldigt nu.
Der blev skævet til hånden på hans skulder, Vincent rømmede sig en smule og trådte så et halvt skridt til side for at komme udenfor rækkevidde. Han var ikke mega stor fan af berøring fra folk han ikke anså som værende tæt på sig. ”Der er da ingen som ignorerer mig?” Ikke direkte i hvert fald. Hans forældre ignorerede nok bare mere situationen og alt det der var sket med Xander. Som var han blevet afskåret fra familien.
Det kunne selvfølgelig kun få Vincent til at tænke, for hvad så hvis der skete ham noget, ville de så også bare glemme alt om ham, som havde han aldrig eksisteret. Det var en ufattelig foruroligende tanke.

[Andrew Thomas]

Andrew lod Vincent om selv at komme frem til den rigtige konklusion uden at bryde ind i hans tankerækker. Indtil det gik op for manden hvem Andrew var og han nævnte Yules på en måde, der fik Andrew til at hæve et øjenbryn. Han så det ikke som dating dengang, men som et meget dybt, meningsfuldt venskab og nu hvor han ikke helt vidste hvor hans følelser var henne, så var det bare akavet for ham at Vincent antog sådan noget. Han rømmede sig, lettere utilpas over drejningen det havde taget. "Mjah, ikke rigtigt. Vi var meget gode venner, men de fleste troede vel at vi datede," konstaterede han dog alligevel ærligt. Men det var ikke ham, den her samtale handlede om, det var Vincent og den bekymring, Andrew havde for hans velbefindende, hvor meget han så end ikke havde lyst til at indrømme at det var sådan sagen var.

Andrew lod sin hånd falde ned langs siden da Vincent trådte væk. Forståeligt. De kendte knap nok hinanden og det her var måske ikke ligefrem verdens bedste idé under alle omstændigheder, men Andrew kunne bare ikke lade det ligge! Han var nødt til at hjælpe når han så nogen i nød. Det kunne godt være Vincent forsøgte at holde det bag lås og slå, men der var noget galt.
"Nej.. Måske ikke.. Men der var ingen der tog direkte kontakt til dig, andet end smil, der tydeligvis bare var plastret på deres ansigter. Jeg forstår godt hvis du ikke vil tale om det og jeg er måske endda den sidste du burde tale med, men.. Jeg kan ikke bare stå til og se på det," han plantede begge hænder i sine lommer, som for at vise, at han ikke havde planer om at røre Vincent igen. Nu var det jo ret tydeligt at det ikke var vejen frem.

[Deleted]

Vince så på ham med et udtryk der udstrålede en mild og alligevel uinteresseret overraskelse. ”Hmm. Jeg troede i hvert fald i datede.” Indrømmede han.
Han så lidt frem for sig og bed sig kort i underlæben. Han var godt klar over at han ikke havde været den flinkeste person overfor dem alle sammen, men det var så mange år siden og ærlig talt kunne fortiden ikke rage ham mindre lige nu. Ligesom fremtiden. Det var bare så ligegyldigt på en eller anden måde.
Hele situationen tog en ganske uventet drejning med Andrews mystiske bekymring. Hvor i alverden kom den fra og hvorfor bekymrede han sig overhovedet? Vincent havde ikke gjort andet end at gøre livet surt for ham og Yulansquinn, så hvorfor ville han hjælpe ham nu?
”Hvor vil du hen med alt dette her? Var det derfor du ville snakke med mig?” Vincent lod armene falde let over kors. Han var slet ikke sikker på hvordan han skulle reagerer, en del af ham havde lyst til at bede Andrew om at pisse af, men ærlig talt orkede han ikke engang det. Han følte nok bare at han havde givet op og han anede slet ikke hvor han skulle begynde at samle sig selv op igen.
”Hør du er sikkert en fin fyr og alt det der, men der er intet du kan hjælpe mig med. Tingene er som de er, det kan der ikke ændres på.” Han slog en smule opgivende ud med hånden.

[Andrew Thomas]

Tydeligheden af Vincents overraskelse gjorde Andrew en smule mistænksom over hele Hogwarts tiden. Havde de virkelig været så tætte, ham og Yules? At alle gik og troede at de datede dengang. Han følte sig pludselig endnu mere akavet, men han valgte bare at trække på skuldrene let. "Det... Var det sikkert et par stykker, der gjorde," formåede han selv at indrømme. Men det var ikke sådan nu! Nu skulle Yules jo giftes. Andrew flyttede lidt på fødderne som han så Vincent lægge armene over kors, et typisk defensivt kropssprog der selvfølgelig betød at han nok var gået lidt for meget i kødet på det hele. At han var for nysgerrig. Men han kunne lige som ikke ændre på sin bekymring, gammel fjende eller ej. Der var bare ikke andre løsninger end at blive ved med at prikke eller i hvert gøre et eller andet for at hjælpe. Han kunne bare ikke lade være.
"Mjah.. Jeg havde planlagt at tage en snak med dig da jeg fik invitationen hertil. Men nu har det hele ændret sig lidt," endnu en indrømmelse. Det var nok ikke til at komme uden om. Andrew følte at det hele gik knap så godt, så mens Vincent forsøgte at sno sig uden om det hele, lagde Andrew en plan mentalt.

"Næh, det er lidt svært at ændre på ting, især hvis de allerede er sket. Men så kan man vel stadig bearbejde det?" Andrew havde efterhånden arbejdet sig frem til at der måtte være sket noget slemt. Ellers ville Vincent jo ikke være sådan her. Han trak let på skuldrene igen, før fanden endelig tog ved ham. Han kiggede på Vincent med et let smil. "Hør, du ligner én der godt kunne bruge en drink.. Og lige gyldigt hvad, så har jeg stadig.. Nogle ting, jeg har brug for at vende med dig.. Jeg gi'r?" hvis Vincent sagde nej, så ville Andrew virkelig ikke ane sine vilde råd om hvad han skulle gøre for at hjælpe manden. Men det var vel et forsøg værd?

[Deleted]

”Sikkert nok.” Slov Vincent det lidt hen og tyggede kort på sin underlæbe. Ærlig talt var han ikke særlig interesseret i brylluppet der skulle stå mellem broderen og Yules. Han følte sig dog en anelse lettet over at den næste datter i rækken var så ung at han nok ikke skulle frygte for at blive giftet væk til hende.
Dette var nu ikke fordi det var hende som sådan. Så godt kendte han slet ikke familien Faa, men bare tanken om at skulle giftes væk gav ham en virkelig grim smag i munden. Men sådan var det vel når familien gik op i blodstatus og den slags.
Han sendte Andrew et undrende blik, stadigvæk med korslagte arme og en hvis skepsis i dit toneleje. ”En snak med mig om hvad?” Krævede han at få at vide. Vince anede ikke hvordan han skulle forholde sig til hele situationen. Det var bare..sært. Et mystisk throwback til en tid han for længst havde lagt bag sig.
Han svarede ikke på delen med ting der skulle bearbejdes, for ja, han havde da en del ting han ikke havde snakket igennem, men han var bare ikke sikker på hvem han kunne betro sig til. Den sidste han havde betroet sig til var trods alt løbet skrigende væk. Forståeligt nok.
Hovedet blev tippet en anelse på skrå ved forslaget om en drink. Det lød faktisk underligt tillokkende. Om ikke andet så bare for at slippe for at gå indenfor igen. Han sukkede let og nikkede så. ”Der ligger en lille pub et par kilometer herfra.” Svarede han så som accept til at de godt kunne gå ud og få en drink.