Alene med tankerne!

[Ethel Emsworth]

Som Ethel stod og betragtede Ben i stilhed og forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige og gøre, fik en enkelt dråbe, som ramte hende på næsetippen, hende til at skifte fokus i sekunder og slog der de blå øjne op på den noget overskyet himmel. Længe havde det lignet at det ville give regn, og ærligtalt så var blondinen ikke klædt særlig godt på til det. ,,Kom, Ben. Lad os finde et tørt sted…", lød det dæmpet, som hun atter slog blikket ned på ham. Der gik ikke længe før hun mærkede endnu en kold dråbe, denne gang lige i nakken og som pirrende løb ned af rygsøjlen. ,,Så kan jeg også kikke på din læbe..", tilføjede hun relativt kort tid efter, faktisk, inden han overhovedet fik muligheden for at sige ja eller nej til hendes forslag til at de kunne finde læ, hvilket udelukkende var fordi at den unge heks havde i tankerne at han ikke skulle få sin vilje og sidde alene ude i regnen og blive kold.

[Benedict Monroe]

Det var ikke fordi at han ikke ville være her, han ville bare meget hellere ud og finde Tracy. Men tanken om at han havde mistet hende for nu, og tanken om at have mistet sit job var også bare for meget for ham. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv ud over at lade tårene trille ned over kinderne. Han var faktisk lige glad lige nu, han var endda lige glad med de dråber han kunne mærke ramme ham. Uden så meget som at tænke over det rejste han sig og fulgte med hende. Han vidste ikke engang hvor de skulle hen, og han var sådan set også lige glad. Det var Tracy han var interesseret i og ikke nogen andre. Han lod sin hånd fjerne tårerne der løb ned af kinderne. Han ville ikke ligne en idiot når de kom hen til et tørt sted. Nu måtte han være stærkt, for hans egen skyld. Han ville ikke græde når han ikke var alene et øde sted hvor ingen stort set aldrig kom. Nu skulle han et sted hen hvor der med garanti var mennesker, så kunne han ikke sidde og flæbe. Han var en Monroe, damernes ven og han måtte vise hvem han var, om end at hans familie ikke ville kendes ved ham.

[Ethel Emsworth]

Ethel anede ikke hvad hun skulle stille op, hvad hun skulle sige eller hvor hun skulle tage Benedict hen. De var i Hogsmeade og det eneste sted der var rigtigt mulighed for at sætte sig ned var fyldt med mennesker, hvilket ikke ligefrem var stedet hun ønskede at slæbe ham hen - hun vidste trods alt hvordan det var, at have flere øjne på en end det nødvendige når man følte sig allerlængst nede, heldigvis havde hun så også haft Noah til at hjælpe hende i den forfærdelige episode. Inden Benedict overhovedet på benene, skævede den blonde heks utallige gange hen på det hylende hus, hvilket i sidste ende også blev hendes valg da han endelig kom op at stå. De nåede også omtrent hen til døren indtil regnen tog mere fat. Det var langt fra luksus og regnen skulle nok trænge igennem nogle steder, men lige nu gik det. ,,Sæt dig her", foreslog hun mildt, som hun samtidigt fik skubbet en nogenlunde stol frem.

[Benedict Monroe]

Han anede ikke hvor de skulle hen og han var egentlig også lige glad. Han måtte bare være stærk og gå hvor hen Ethel ville have det. Ja de havde haft en engangs forestilling så hvorfor var hun så sød ved ham. Han kunne invitere hende ud ja, men der var for meget omkring ham nu til overhovedet at have de tanker. Desuden så var Ethel sikkert også omgivet af drenge der ville have hende. For hvem ville have en som ham? Specielt nu hvor han var nedbrudt og havde en flækket læbe. Dog fuldte han bare efter hende med sin guitar nærmest slæbende hen over jorden. Han var ikke som han plejede at være, den der ville have lagt an på en hver pige der kom inde for hans blik. Nej han var nedbrudt og tænkte mere på at rede Tracy og finde Rebecca. Det var først da hun sagde at han skulle sætte sig ned at han dumpede ned i stolen så den knagede under hans vægt. Den kunne have brast sammen under hans vægt, men den stod dog stadig, om end at den rokkede lidt da han satte sig. Han sagde ingen ting, hans øjne var røde og han havde et fjernt blik i øjnene. Alt kunne være lige meget nu.

[Ethel Emsworth]

Det første minut hvis ikke to blev brugt på at få styr på hele deres placering. Det Hylende Hus var hylende utæt og der gik ikke mange sekunder før det dryppede ind forskellige steder. Naborummet blev ligeledes undersøgt i håb om at blondinen fandt et eller andet brugbart, hvilket, til Ethels store ærgrelser, endte ud i at være nogle enkle bøger - og så ellers rester fra det der engang havde været møbler. ,,Incendio'', lød det efter den unge heks fik stablet det der skulle være kernen til et bål på benene. Flammerne tog hurtigt til og efter det virkede stabilt så hun hen på Ben og sendte ham et lille smil.
,,Lad mig se din læbe..", brød hun derefter tavsheden, som hun roligt gik hen til ham. Let bøjede hun i knæene og kom ned i hovedhøjde så udsynet til den flækkede læbe blev bedre. Lidt forsigtigt lod hun pegefingeren, som blev placeret på hans kæbe, guide hans hoved i forskellige retninger for bedre at se læben an. Det havde gjort ondt - og det gjorde det sikkert stadigvæk. ,,Ben…'' Hun sukkede og rettede til sidst hans hoved så de blå øjne igen kunne kikke i hans brune. ,,Jeg tror at det er bedst at du taler om det.. Jeg ved at det er hårdt… men..", lidt overvejende stoppede den blonde heks sig selv. ,, - det behøver ikke at være med mig. Det kan være en anden, hvem som helst.''

[Benedict Monroe]

Det var ikke længere vigtigt for ham noget af dette her. Han vidste ikke længere hvad han skulle stille op med sig selv. Han vidste ikke hvordan han skulle komme væk fra det helved han var i. Han var så forvirret og så ked af det. Han kendte ikke engang sig selv længere, og alligevel sad Ethel lige foran ham, og faktisk prøvede at komme ind til det mørke der bekæmpede hans indre. Han hadelyst itl at slå sin far ihjel. Men det ville betyde at hans søster aldrig ville kunne se ham igen. Men hvad skulle han ellers gøre for at for at beksytte hende imod et bæst som deres far? Han vidste det ikke, men han vidste at han måtte gøre noget, og noget der kunne betyde en god ting i sidste ende. Han vidste bare ikke hvad. Det var det han skulle finde ud af. Som hun ville se hans læbe løftede han hovedet og kiggede ind i hendes øjne uden at sige noget. Læben gjorde ondt ja, men den var lige meget, det det var vigtigst var Tracy. Selv hendes næste ord rørte ham ikke engang. Ikke som det ville have gjort en gang. "Jeg skal bare hjælpe min søster. Det er det vigtigste.." kom det fra ham en smule opgivende, og kiggede blot in i hendes øjne. Det eneste han ville var at finde Rebecca og så få hende til at hjælp med at finde Tracy.