Alene med tankerne!

[Benedict Monroe]

Tiltænkt: Ethel Emsworth

Tid/Sted: Udkanten af Det Hylende Hus lørdag kl 14:20

Vejr: Overskyet med lidt blæst

Outfit

Alt hvad der kunne været gået galt var gået galt. Det sidste stykke tid havde Sebastian Monroe været forbi lejligheden. Tracy var dog blevet overtalt til at blive boende lidt endnu. Da de endelig havde det bare lidt godt sammen igen var de stødt ind i Harold Monroe det havde bare heller ikke været det bedste der kunne ske. Nu var @tracy flyttet og sikkert gået tilbage til mafiaen igen. Hun havde ellers været på rette vej, men ak det var ikke sådan det skulle udforme sig. Benedict havde ikke været på arbejde i noget tid, han havde lagt sig syg, men han havde brug for at få tankerne lidt et andet sted. Musikken havde fyldt meget det sidste stykke tid og han håbede lidt på at Tracy en dag ville snakke med ham igen. Udsigten var nok lille men han vidste ikke hvad han skulle stille op.

Benedict havde vandrede igennem Hogsmead og ud af byen for at gå op til Det Hylende Hus. Der var altid så stille, og han håbede da på at han kunne være alene her bare i noget tid. Han havde vandret i et par timer og var ved at være lidt kold, men han var lige glad. Han ville bare have at Tracy var ok og hun havde det godt. Det var det eneste han havde tænkt på. Gan havde ikke engang skænket Ethel en tanke efter det sidste stykke tids tumult. Han havde faktisk overvejet at sende en ugle til Rebecca Maverick for at høre hende om hun havde hørt fra Tracy. Dog vidste han ikke om han skulle gøre det. Der var så meget der kunne gå galt. Tænk hvis Rebecca ville give ham skylden for noget han slet ikke havde gjort?

Benedict satte sig ned på en sten og kiggede ud imod huset der stod i horisonten. Her var så stille og alligvel så rart. Han tog sin guitar frem som han havde i kassen og begyndte at spille lidt på den. Han sang ikke, han havde ikke noget at synge. Måske han skulle synge op sine oplevelser det sidste stykke tid?

[Ethel Emsworth]

Outfit

Ugen efter Høstfesten stod et besøg til Hogsmeade for døren. Selvom Ethel var blevet ydmyget på det groveste - og stadigvæk følte sig hjemsøgt efter oplevelsen - havde hun alligevel sagt ja til det. Hogwarts havde været hendes tilflugtsted de sidste par år, fra hendes forældre og deres tårnhøje forventninger, eller nok nærmere ønsker om at hun droppede tanken om ''det dersens fjollede magi'' og i stedet fokuserede på en ''rigtig'' uddannelse, og nu med hvad der var sket, virkede dén tanke særdeles lettere at tænke fremfor at forsætte på healerstudiet. Hogwarts var ikke uforandret, men hun følte at hendes medelever så anderledes på hende og ergo var stedet ikke et så rart tilflugtssted som det førhen havde været. @eleanor havde støttet hende, Noah Lynch med, faktisk havde mange været forbi og spurgt om hun var okay og ligeledes sagt at den person der havde gjort det skulle opleve det samme. Og selvom det havde løftet humøret og semi-hjulpet, så måtte den blonde heks alligevel indrømme at det havde ramt hende hårdt - hårdere end hvad hun selv ville indrømme. Mudderblod. Beskidte mudderblod - så bogstavligt som det kunne blive.
Nu gik hun i Hogsmeades gader, efter hun vellykket havde sneget sig væk fra gruppen hun i første omgang var taget afsted med. Den sociale fugl tog sig en pause, en pause fra at smile og grine, faktisk bare holde masken, og som hun bevægede sig længere ned af gaden og imod udkanten, nærmede hun sig lyden af melodi der blev spillet på guitar. Nysgerrig som hun var, bevægede hun sig stille og roligt fremad, praktisk talt lydløst, og som hun fik øje på den velkendte skikkelse, mærkede blondinen et lille smil trille over læberne. Hvor længe siden var det nu? ... De havde haft det temmelig sjovt den dag, på toilettet.
,,Ben'', lød det i en dæmpet tone, hvor det lille smil på læberne nærmest kunne høres, som hun trådte tættere på Benedict der sad halvt med ryggen til og var dybt fokuseret på sin musik.

[Benedict Monroe]

Som han sad her skænkede han ikke nogen en tanke. Ikke ud over Tracy, han anede ikke hvor i verden hun var henne. Han ville ønske at han vidste det, men han vidste at han ikke kunne stille noget op. Han var ikke stærk nok til at gøre noget ved det. Han måtte bare indse at Tracy var tabt for nu. Dog ville han gøre alt hvad der stod i hans magt for at hun kom tilbage. Hvis ikke tilbage til ham, så i det mindste tilbage til Rebecca.
Som han sad her og spillede musik formede der sig ord i munden på ham. "Forever alone, never cry be strong. For that stupid man had something wrong." nej det klingede ikke. Han stoppede sit guitar spil og havde lyst til at kaste guitaren langt væk, men han kunne ikke. Det var hans dyrebare skat og han ville ikke ødelægge den. Godt nok kunne en Reparo reparere den hvis det var, men han kunne ikke. Der var så meget andet der var gået i stykker inde i ham det sidste stykke tid. Han lænede sig ind over guitaren og lagde hovedet imod sin hånd. Han kunne græde lige nu, men han måtte være stærk for Tracy's skyld. Han havde ikke grædt siden den dag Tracy havde erklæret hvad der var sket med hende, og før det var det da hun var stukket af hjemmefra. Det var i sandheden en sorgens dag. Men da en stemme bag ham lød nænnede han ikke engang at kigge op eller se sig tilbage. Han sad bare med hovedet begravet i hånden lænet ind over guitaren. "Ja?" kom det fra ham. Han anede ikke engang den velkendte stemme fra Ethel's mund. Den silkebløde stemme der ville have fyldt en hver med glæde. Til sidst rettede han sig dog op og slog et par akorder på guitaren inden han stoppede igen. Havde han mistet glæden ved at spille musik efter alt dette her? Han havde praktisk talt mistet hele sin familie ved et slag med en stav. Han var udulig, det havde hans far selv sagt, men var det noget der passede?

[Ethel Emsworth]

Benedicts kropsprog skreg i smerte, det kunne enhver idiot konstatere. Det var også derfor at Ethels lille smil, der var dukket op hurtigere end nogen kunne sige ''alfabetet'', var lige så hurtigt til at forsvinde igen. Hvad var der sket? Let tiltede hun hovedet på skrå, som genovervejede hun hvorvidt det var godt at tage kontakt. Nej.. Det skulle ikke stoppe hende, måske, bare måske, kunne hun være hans lys - det behøvede ikke at være for resten af dagen, timer ej minutter, men måske bare nogle sølle sekunder. Hun trak på smilebåndet, genfandt det milde smil og trådte tættere på. ,,Hvad sker der?" Lød det lettere bekymret, og som hun nåede ham, lod hun først nogle fingre glide forsigtigt hen over skulderen, derefter hånden, videre ned af armen, indtil hun svang om på hælen og stod foran bartenderen. Det hele foregik så forsigtigt og lydløst som muligt, som frygtede blondinen at Benedict var en hjort der ikke skulle skræmmes væk. ,,Tal med mig", sagde hun, samtidigt som hun satte sig ned på hug og gjorde sit for at lade de krystalklare blå øjne findes han brune af slagsen.

[Benedict Monroe]

Ethel's stemme trængte langsomt ind til ham og han rettede hovedet op for at kigge sig omkring, men der var ingen det havde nok bare været ren indbildning. Dog var det ikke sandt. Han mærkede en hånd på hans skulder, en hånd der gled ned af hans arm og videre ned til hans hånd. Han stirrede nu ind i de skønneste øjne, men ak var det nu også det han havde brug for? "Ethel.." kom det fra ham og prøvede på ikke at græde. Han blev nød til at være stærk for Tracy's skyld. Hans øjne var blanke men tårerne pressede på han kæmpede dog for at der ikke skulle løbe noget ned af kinderne. Længe havde han drømt om at se Ethel igen, lærer hende bedre at kende. Mærke hendes hænder, men det var ikke det rigtige tidspunkt. Han var ikke sig selv, det var som om han var en anden. Som om en eller anden havde stukket ham med en kniv helt ind i sjælen, slået ham i stykker for at kaste ham ud til ulvene. Det var vel egentlig også langt bedre at være varulv end det var at ham lige nu. Så var han da i det mindste stærk. Det var lige meget om han så var en anden og han ikke vidste hvem han var. Hvis det bare kunne ødelægge Harold bare en enkelt gang. Så var han da i det mindste stærk nok til at overmande ham og rede Tracy. "Er du okey?" kom det fra ham og var egentlig lige glad med at tale om sig selv. Det var en historie han helst ikke ville dele, dog sagde hans kropssprog og øjne noget helt andet. "Jeg... Jeg er udulig..." kom det fra ham og kiggede væk fra hendes ellers så pæne øjne. Han duede ikke til noget, han var en fjasko. Han var ikke en fuldblod værdig. Til gengæld kunne han nu være sammen med den han ønskede at være sammen med. Han var ikke længere en del af Monroe familien.

[Ethel Emsworth]

Hovedet røg en anelse på skrå som Ethel betragtede Benedicts ansigt. Som han sagde hendes navn, trak hun svagt på mundvigen, som en lydløs hilsen. Hun gav et lille klem om hans hånd, alt imens hun atter overvejede hvad der mon kunne være galt, hvad der mon kunne være sket, siden han lige nu oprindeligt lignede en der havde lysten til at opgive livet. Og igen spurgte hun sig selv om, hvad der mon var sket siden deres sidste møde på De Tre Koste. De havde ikke delt mange informationer før de var hoppet videre til toilettet, men blondinen havde da lært lidt: han var bartender, god med hænderne - på mere en én måde, sang godt og så havde han en søster han på det tidspunkt næsten lige havde fået kontakt til igen. Handlede det mon om hende?
Hendes tankestrøm blev dog brudt som han spurgte ind til hende, hvilket fik hende til at rynke svagt på brynene. Om hun var… okay? Ethel nåede dog ikke at tænke yderligere over Benedicts spørgsmål, da han sprang videre og sagde det der ærligtalt virkede til at være på hans hjerte. ,,Hvad?" - ,,Selvfølgelig er du ikke uduelig", lød det fra hende med et lille knæk i stemmen over at høre ham sige sådan. ,,Hvem siger det? Ben… Hvad er der sket? Hvad sker der?" Tydeligt bekymret, gjorde hun sit for at genfinde øjenkontakten med ham. ,,Handler det om din søster?" Spurgte hun så endelig, da spørgsmålet blev ved med at presse på inde i tankerne.

[Benedict Monroe]

Selvom han netop havde spurgt Ethel om noget skænkede han det ikke engang en tanke om at lade hende svare på spørgsmålet. Han lod en hånd bevæge sig op til den flækkede læbe. Han var stadig lidt øm efter Harold havde slået ham, men han havde ikke brugt Episky på sig selv. Dette var skammens mærke over ikke at være som sin storebror. Skammen over ikke at kunne rede Tracy da hun havde mest brug for det. Det var en skam at det var gået galt, men han havde været for svag. Han var ikke stærk nok til at kaste døds besværgelsen på sin egen far. Næste gang han så ham måtte det ikke ske. Han måtte ikke tænke på Tracy når det skete, han måtte for alt i verden ikke lade noget ondt ske hende igen. Dog vidste han at det var for sent, og han ikke kunne gøre noget ved at det skulle laves om. Han var bare en svag magiker der havde koncentrede sig mere om musikken end han havde koncentret sig om magien. Han kunne ikke gøre noget ved det nu ud over at finde Rebecca som forhåbentlig havde nogle svar. "Jeg er uduelig Ethel. Det har min far selv sagt. Jeg kan ikke noget og jeg er kun et problem barn der aldrig skulle være blevet født. Jeg er ikke en stærk magiker som min storebror eller min far. Jeg kan intet...." tårerne pressede sig mere og mere på, man han ville ikke græde. Han ville ikke være svag mere, han måtte være stærk for Tracy... Alligevel blev hans øjne mere og mere våde som han kiggede på hende. Han havde længe haft ønsket om at se hende igen, men det blev ikke til mere end det. Han kunne lige så godt lade livet ved at prøve og rede Tracy. Hvis det var sådan tingene måtte være i den nærmeste fremtid, så var der ikke noget at gøre ved det. "Min... Min... Min søster er væk..." han brød sammen. For første gang i lang tid måtte han lade tårerne falde. For en gangs skyld måtte han vise de følelser han aldrig viste. Han kunne ikke klare det mere. Han havde prøvet at hjælpe Tracy og til hvad nytte? Der havde ikke hjulpet noget og han var forladt i denne verden igen. Ingen familie mere, ingen Tracy. Han havde ingen... Ikke engang Ethel...

[Ethel Emsworth]

Forsat med let rynkede bryn flakkede de blå øjne rundt i hele ansigtet på Benedict. Ethel kunne ikke tro hendes egne ører som han gik i dybden og forklarede halvt hvordan landet lå. Aldrig havde hun troet at hun skulle se en person så ødelagt som Benedict tydeligvis var - og ej havde hun troet at den person skulle være Benedict. Hun var målløs, og som hun betragtede ham og så hvordan tårerne løb ned af kinderne på ham, mærkede hun det sorte hul i maven vokse. Det var svært ikke selv at fælde en tåre eller to selv, men fornu lykkedes det, også selvom øjnene allerede var godt våde.
,,.…Ben.." Sagde hun med en knækket stemme, og før bartenderen kunne nå at reagere, trådte hun tættere på og lod der armene omfavne ham i et kram. ,,…Shh.. Rolig.." Hviskede hun ned mod hans pjuskede hår samtidigt som hun pressede ham ind mod hendes bryst i forsøget på at berolige ham lidt. ,, - Træk vejret.. Ind -" selv tog hun en dyb indånding og ventede 4 sekunders tid ,, - og ud'', og pustede derefter langsomt ud, og sådan blev hun ved et par gange, alt imens hånden langsomt og en smule trøstende gled igennem de brune lokker. ,,Hvis jeg skal hjælpe dig, bliver jeg nødt til at vide hvad der helt præcist er sket", forklarede hun dæmpet. 

[Benedict Monroe]

Hvorfor skulle alt være så modbydeligt lige nu. Der var slet ikke noget glæde her i livet mere. Han var udulig og han var en skændsel for familien. De ord kørte igennem hans hoved igen og igen. Hvorfor skulle han også have fået sådan noget af vide, og hvad kom der overhovedet ud af at han blev ved med at høre det. Den selv samme kolde stemme der bare var fyldt med vrede. Han var ikke sikker på hvad han skulle stille op. Han måtte finde Rebecca koste hvad det ville. Der skulle være noget positivt her i livet, men der var intet positivt at spore af hvad han vidste af.
Ethel's rolige stemme var ikke til at tage fejl af, men han var sikker på at hun måske kunne hjælpe. Han var bare ikke sikker på hvad. Ethel var kun i gang med Hogwarts ikke? Han anede det ikke, det var jo ikke fordi de havde udveklset så meget den dag på toilettet. Desuden så lignede hun ikke lige frem en der gik på Hogwarts, hun virkede bare så voksen.

Hendes arm rundt om ham, og hendes hånd der bevægede sig i hans hår var beroligende, men han kunne ikke stoppe med at græde. Det hele virkede så lige gyldigt. Han gjorde dog som hun sagde og tog en vejrtrækning ind.... og ud igen. Men han kunne ikke være rolig nu. Det var så meget andet han kunne tage sig til. Det var virkelig ikke særlig sjovt på nogen områder, hvorfor skulle han også være så svag en magiker. Han skulle være gået ind i ministeriet og blive Auror lige som resten af familien. Selv Tracy var en stærkere magiker end han var. "Det.... Jeg..." han kunne ikke fremsige en hel sætning, han var ødelagt helt ind til benet. Hvis Harold aldrig var dukket op på hans arbejdsplads så var Tracy aldrig blevet kidnappet.
Han lagde en arm rundt om hende og trykkede hende lidt ind til sig. Men lige meget hvad gled tårerne ned over kinderne på ham. Det var ikke sådan her han ville fremtræde foran nogen. Han var altid stærk, og han var altid klar på hvad som helst der var foran ham. Han havde bare ikke været forberedt på Harold og hans magi. "Ingen kan hjælpe mig nu..." fik han endelig fremstammet stille ind imod hendes øre.

[Ethel Emsworth]

Ethel følte sig hjælpeløs, mere end hun nogensinde havde gjort før. På Hogwarts var det anderledes, når hun stødte på en medstuderende - typisk en Slytherin - som gjorde livet surt for andre elever af den ene eller anden latterlige grund. Hun havde ikke behovet for at lege helt, men det fandt hende naturligt at træde i karakter når nogle lå ned og blev sparket yderligere på. Men… det her var så anderledes, virkeligheden var så anderledes, og så meget sværere at redde. 
,,Ben, hør på mig", hviskede Ethel og trak derefter hovedet tilbage, så hun igen kunne få lov til at se på hans ansigt. ,,..Hør på mig", gentog hun og lod samtidigt først den ene tommelfinger stryge henover hans kind, for at fange og fjerne de mange tårer, og derefter den anden. ,,Du er ikke uduelig. Hører du mig? Hvem end der har sagt det, fortjener… fortjener at blive ramt af en af de 3 forbudte besværgelser", bed hun ud, hvilket næsten fik hendes mave til at slå knuder. Sjældent sagde blondinen sådan noget, men hun mente det. ,,Nu please.." Den tiggende tone var tydelig, som hun igen placerede hånden på hans kind og tommelfingeren strøg ham forsigtigt henover kindbenet. ,,- Please, fortæl mig hvad der sker.."

[Benedict Monroe]

Hendes stemme var så sød og den kunne skære igennem ham hvis bare han gav lov. Men der var så meget han gerne ville men ikke kunne. Han ville for alt i verden gerne have at Tracy var okey, og at intet ondt skulle gå hendes vej mere, det var for sent. Det var sket for hende, og nu anede han ikke hvor hun var. Da hun tog fat i hans hoved stirrede han på hende og bed sig lidt i læben. Det gjorde ondt i den flækkede læbe, men ikke nær så ondt som det gjorde i hjertet. Det var langt værre... Han lyttede til hendes ord og han vidste ikke hvad han skulle sige til at starte med. "Der kommer til at ske værre ting end det hvis jeg var stærk nok.." han lukkede øjnene og prøvede at fjerne hovedet fra hendes hænder, men alligevel kunne han ikke gøre det.
'
Hun ville høre sandheden og han vidste ikke om han kunne fortælle det til hende. Det ville sikkert bare skade hende i sidste øjeblik. Det ville kun skabe flere problemer end hvad godt var, det kunne han ikke udsætte hende for. Hun var stadig ung, og det var ikke engang sikkert at han kunne skabe en fremtid med hende. Men så igen det var også lige meget, han kunne godt klare sig selv alene kunne han ikke? "Det er min søster... Hun er blevet kidnappet af min egen far." kom det endelig fra ham og lukkede øjnene. Han kunne ikke holde ud af at se ind i Ethels blå øjne. Det var nok at han skulle leve med ikke at kunne hjælpe Tracy hvor hun havde mest brug for det.

[Ethel Emsworth]

Selvom Ethel mente hvert et ord hun sagde, så blev hun alligevel en smule overrasket, omend ikke målløs, over de næste par ord der lød fra Benedicts mund. Værre ting? Ethel turde næsten ikke tænke på hvad ''værre ting'' kunne betyde, og det var måske også derfor at hun nærmest lod den kommentar flyve over hovedet på hende. Tænk hvis andre overhørte deres samtale, tænk hvis de havde hørt hvad Benedict lige havde sagt? Der var trods alt en grund til at det hed de forbudte besværgelser..
Endelig, som det virkede til at løbet var kørt, som at Benedict havde besluttet sig for ikke at sige mere, åbnede han op. Tænderne bed blondinen hårdt sammen og en lille klump blev sunket. Hun manglede forsat ord, og en måde at reagere på, for hvordan reagerede man overhovedet når man hørte ordet kidnapning? Og i selv samme sætning, af sin far? ,,H-hvad?" Lød det, lavt, selvom Ethel havde hørt det, klokkeklart faktisk. ,,Hvorfor?... Hvorfor ville han gøre det?" Spurgte hun en smule uforstående, mens hovedet røg en anelse på skrå og brynene blev en smule rynket.

[Benedict Monroe]

Det var måske en lidt stor mundfuld at tage imod, men det var sandheden. Han havde sagt sandheden om hvad der virkelig skete i hans liv lige her og nu. Selvom det var en ting han ikke brød sig om blev han nød til at snakke om det. Han ville jo ikke gøre nogen ked af det, eller lade nogen ødelægge noget for ham, for det var allerede ødelagt. Han var ødelagt takket være Harold. "Han.... Han... Nej jeg kan ikke fortælle det." det var en hemmelighed han ikke ville dele med nogen. Det var slemt nok at han vidste hvad Harold ville gøre ved Tracy. Det var slemt nok at tænke over at Tracy var fanget og at hun højst tænkeligt ville blive seksuelt misbrugt igen. Det var godt nok hans ønske at det ikke kom til at ske, men han vidste at det nok ikke var sandheden. Harold var en ond og grum mand, der gjorde hvad det passede ham. Så hvad han kunne finde på at gøre ved Tracy kunne han slet ikke tænke sig til. Han vidste bare at han måtte gøre alt for at rede Tracy en gang for alle, og muligvis slå sin egen far ihjel for ikke at der skulle ske Tracy noget mere. Var det den eneste løsning på hans mange problemer? At slå en ihjel, bare for at beskytte den familie han havde tilbage?

[Ethel Emsworth]

Ethel anede ikke hvad hun forventede at få at vide, og et eller andet sted turde hun heller ikke at forestille sig det. Ingen var så ødelagt som Benedict hvis det ikke var slemt. Hun ønskede oprindeligt heller ikke at tvinge ham til at fortælle det, men udfra hans tilstand, de våde og røde øjne og den flænge hun for længst havde spottet på læben, men ikke spurgt ind til, så vidste hun at hun burde handle, på den ene eller anden måde, også selvom det så kun endte ud med en skulder han kunne læne sig op af.
,,Kom her", lød det i stedet fra hende, i en dæmpet tone, hvorefter hun atter rettede sig op. Benedict fik dog ingen mulighed for at reagere før blondinen i stedet valgte at træde det lille skridt frem for så at slå armene om ham, igen, i et nyt og hjertevarmt kram. Det hjalp nok ikke meget, faktisk, næppe noget, men hvad skulle hun dog gøre? ,,Du behøver ikke fortælle mere…" Sagde hun under krammet, ned mod hans hår. ,,Du skal bare vide… at jeg er her, uanset hvad, okay? For dig… og din søster.."

[Benedict Monroe]

Hvordan skulle han nogen sinde kunne fortælle nogen at hans søster blev misbrugt af deres egen far? Det var bare sådan noget som fædre ikke gjorde, og alligevel så havde han gjort det. Han var klam og ulækker, han var slet ikke en far mere. Han var forfærdelig, og så var han Auror... Han kunne aldrig fortælle nogen om den skæbne Tracy gik igennem lige nu. Han ville faktisk ikke engang selv vide det, han ville bare ende med at slå Harold ihjel, og han var da ikke engang morder, eller var han? Vreden i ham var stor nok til det. Men det var ikke den vej han skulle gå. Han ville ikke gå og være en morder. Han kune mærke hvordan hænderne blev lagt rundt om ham igen, og hvordan hun nærmest trøstede ham. Men hvorfor? Der var ingen grund til at hun gjorde det. Han kunne klare sig selv. Eller faktisk så kunne han ikke en skid lige nu. Han havde ikke engang fundet Rebecca endnu som han skulle. Det ville tage for lang tid, og han ville sikkert støde på sin far i ministeriet. Alle de problemer der var lige nu, han kunne næsten ikke klare det. Hans tåre trillede ned af kinden og han vidste ikke hvad han skulle sige. Han havde aldrig haft nogen tæt ind på sig ud over Tracy, Ethel havde bare været en fornøjelse en enkelt gang, også selvom han gerne ville invitere hende ud. Det kunne han bare ikke nu. Der var andre ting der var vigtigere.