Post by Tristan Plainwood on Apr 25, 2020 17:58:46 GMT
Spørgsmålet om placeringen fik i første omgang Tristan til skiftevis at kikke ned af sig selv for derefter hen i spejlet hvor det var langt bedre at vurdere. Det var endt ud i en tatovering med langt mere betydning end han oprindeligt havde haft i tankerne at få. Han var mest af alt dukket op med den holdning, at han bare kunne få noget der mindede om et hjerte på overarmen hvor der stod Mor i midten, men skulle sandheden frem var han glad for at det ikke var endt sådan. Var det forkert at sige at den blonde halvsøster måske havde haft en finger med i spillet? Ubevidst for hendes side af selvfølgelig, men… måske?
,,Det er perfekt." Svaret var kort og præcist, men sandt. Smilet var samtidigt heller ikke til at pille af slangen som han skævede over imod tatovøren, faktisk som den stolte lillebror han i sandheden var.
Han var klar, hvilket han besvarede med nogle enkle nik til at starte med. ,,Nah, det er fint lige nu.."
Derefter betragtede han hende i stilhed som hun gjorde de sidste ting klar. Der gik ikke vanvittigt lang tid fra da hun sad lænet ind over ham og maskinen blev tændt og spørgsmålet om hvad han arbejdede som kom.
Intet.…Han var lige dimitteret fra Hogwarts, med fine karakterer egentligt, og fremtidsplanerne var dystre, hvis ikke han havnede i Azkaban - hvilket han højst sandsynligt gjorde, måtte han leve i liv i skyggerne. Han bed tænderne let sammen som nålen begyndte at arbejde mod hans hud. ,,Mmh, jeg er aurorstuderende", løj han. Som yngre havde det været en drøm. Drømmen var dog hverken blevet værdsat af hans mor eller halvfar og de havde ikke tøvet med at skyde ham ned hvergang han havde nævnt det. ,,Det er en barndomsdrøm. En typisk drengedrøm..", grinede han, samtidigt som han i ny og næ skar en grimasse. Enten var det vel at blive auror eller brandvæsen, alt efter hvilket samfund man kom fra. Lillesøsterens forsvinden havde forstærket drømmen, men som årene var gået havde han mistet tiltroen til politiet, til aurorerne, til alle og drømmen ligeså var forsvundet. ,,Min lillesøster forsvandt da jeg var yngre. Desværre blev hun ikke fundet i live og… og det lod til at være en smertefuld død." Han undgik detaljerne. ,,Gerningsmanden blev desværre heller aldrig fundet.. Det er vel det der har holdt mig motiveret til at give mit bedste i skolen. Jeg ønsker ikke at andre oplever noget lignende." Det sidste blev sagt med et lille smil som han ellers sad og betragtede nålen der hamrede ind og ud i huden. Det var delvist sandt og delvist løgn og latin. Tristan var ikke perfekt, han havde været en bølle, en tyran, han var blevet som han var på grund af sin familie. Lillesøsteren havde været han lys, hans håb, men det var forsvundet som hun var. Men nu var der nyt håb.. Lillith, Samantha og Kimberly. ,,Jeg har for nyligt fået at vide at jeg faktisk har en halvsøster… er det ikke lidt skørt at tænke på?"
//Out
,,Det er perfekt." Svaret var kort og præcist, men sandt. Smilet var samtidigt heller ikke til at pille af slangen som han skævede over imod tatovøren, faktisk som den stolte lillebror han i sandheden var.
Han var klar, hvilket han besvarede med nogle enkle nik til at starte med. ,,Nah, det er fint lige nu.."
Derefter betragtede han hende i stilhed som hun gjorde de sidste ting klar. Der gik ikke vanvittigt lang tid fra da hun sad lænet ind over ham og maskinen blev tændt og spørgsmålet om hvad han arbejdede som kom.
Intet.…Han var lige dimitteret fra Hogwarts, med fine karakterer egentligt, og fremtidsplanerne var dystre, hvis ikke han havnede i Azkaban - hvilket han højst sandsynligt gjorde, måtte han leve i liv i skyggerne. Han bed tænderne let sammen som nålen begyndte at arbejde mod hans hud. ,,Mmh, jeg er aurorstuderende", løj han. Som yngre havde det været en drøm. Drømmen var dog hverken blevet værdsat af hans mor eller halvfar og de havde ikke tøvet med at skyde ham ned hvergang han havde nævnt det. ,,Det er en barndomsdrøm. En typisk drengedrøm..", grinede han, samtidigt som han i ny og næ skar en grimasse. Enten var det vel at blive auror eller brandvæsen, alt efter hvilket samfund man kom fra. Lillesøsterens forsvinden havde forstærket drømmen, men som årene var gået havde han mistet tiltroen til politiet, til aurorerne, til alle og drømmen ligeså var forsvundet. ,,Min lillesøster forsvandt da jeg var yngre. Desværre blev hun ikke fundet i live og… og det lod til at være en smertefuld død." Han undgik detaljerne. ,,Gerningsmanden blev desværre heller aldrig fundet.. Det er vel det der har holdt mig motiveret til at give mit bedste i skolen. Jeg ønsker ikke at andre oplever noget lignende." Det sidste blev sagt med et lille smil som han ellers sad og betragtede nålen der hamrede ind og ud i huden. Det var delvist sandt og delvist løgn og latin. Tristan var ikke perfekt, han havde været en bølle, en tyran, han var blevet som han var på grund af sin familie. Lillesøsteren havde været han lys, hans håb, men det var forsvundet som hun var. Men nu var der nyt håb.. Lillith, Samantha og Kimberly. ,,Jeg har for nyligt fået at vide at jeg faktisk har en halvsøster… er det ikke lidt skørt at tænke på?"
//Out
