Blue-Haired Boy

[Deleted]

Aha, så at være i et skab betød altså at folk ikke vidste hvad der foregik? Så han var i skabet i Japan, indtil han blev opdaget, måtte han jo så konkludere. Han kløede sig i det blå hår og så meget tænksom ud. "so jai falt ud a skabet, da min fare opdagt mai og Daisuke? Ou do ve gern bli i skabet, ja?" Det gav faktisk mening det hele nu her. Der var ikke noget galt med Haru, Ever lød til faktisk godt at kunne lide ham, det var bare det med at man åbenbart her så ned på bøsser ligesom man gjorde i Japan. Haru mærkede glæden vende tilbage i sig og kunne ikke fjerne det lidt fjogede smil, der havde lagt sig på hans læber. Egentlig var Haru ligeglad med om det var officielt eller privat, bare han havde Ever ved sin side og så i og med det skulle være privat også kunne få lidt alenetid sammen med ham. Der var selvfølgelig også en vis mængde spænding i at skulle snige sig omkring med det. Desuden blev Haru allerede drillet nok på skolen, så han behøvede ikke mere. 
"Min fare sænte mai bar tel et ant land, da han fant ud a jeg var kærster mæ en fyr." Det var flere måneder siden nu at han havde hørt fra Daisuke og han havde accepteret at det var definitivt slut imellem de to. Nu havde han jo også fundet Ever, som virkelig også var en sød fyr. Haru tabte dog fuldstændig underkæben, da Ever spurgte om han havde lyst til at være sammen med ham. Det var det mest officielle Spørgsmål man kunne stille om et privat hemmeligt forhold, og Haru var lykkelig over det. Han skulle lige til at kysse Ever, men nåede at stoppe sig selv i det, før nogen så noget mistænkeligt. Ih hvis bare der var et sted, hvor de kunne være lidt private og "forsejle aftalen""Jai vel maget gern vær din. Både hæmlit og privat. I det skjulte." sidste sætning var en tro kopi af de ord Ever havde brugt og det lød faktisk meget pænt engelsk, hvilket Haru kun blev yderligere stolt af. Så kiggede han på Ever og kom til at grine lidt af ren lykke. 

[Deleted]

Påklædning

Ever nikkede blot til det Haru sagde. Nu havde han måske fanget, hvad det med skabet mente. Også selvom han aldrig havde hørt folk sige, at de direkte var faldet ud af skabet. Det fik ham faktisk til at smile lidt af Haru, selvom han selvfølgelig ikke gjorde grin med ham. Han vidste jo bare ikke bedre.

"Avs. Det må have været hårdt," lød det medfølende fra Ever, som han nikkede tænksomt.

Han kunne se, at Haru havde lyst til at rejse sig op, men han fangede ikke hvad han ville have gjort, før han så Haru stirre på hans læber. Oh. Åh! Nu fangede han den. Han smilede, og gav Harus hånd et hemmeligt klem.

"Fantastisk!" sagde han og kunne ikke rigtig gøre andet end det. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, så han smilede bare som en anden idiot. Han kunne dog ikke lade vær med at grine, da Haru gjorde det.

♡

[Deleted]

Det var utroligt hvor hurtigt alting kunne vende og lykken kunne lægge sig over en, som duggen på en varm sommeraften. Haru rømmede sig lidt og ruskede lidt op i det halvlange blå hår. Det er skulle nok blive godt. Det var to af hans yndlingsting lige nu; snige sig omkring og Ever.
Han så sig lidt til sidderne for at tjekke der ikke var nogen, før han så igen kiggede på Ever. ”Vil du ik nog fortæl om dai sæl lidt? Jeg vil så gerne vide mere om hvem du er. Alt vel jeg gerne kænde til.” lød det så. Nu hvor han var mere rolig og glad lød hans engelsk straks langt bedre.
”Men Ever? Ves vi er sammen nu, hvad fotæler vi så til Yuri? Elle jiro os. De finder moske ud af det. Og hvad sår?” Haru var usikker på om han kunne lyve for ham. Han havde allerede sagt det til Yules, men hende stolede på hun ikke ville sige det ting noget.

[Deleted]

Ever smilede. Han følte sig glad og tilfreds for første gang i lang tid efterhånden. Det var rart endelig at være åben overfor en anden person, når han havde været begravet så langt inde i skabet, at han ville have fundet Narnia, hvis han var blevet ved med at gå dybere ind. Men da Haru bad ham fortælle om sig selv, kløede han sig akavet i nakken.

"Om mig?" sagde han næsten skingert, men rømmede sig og rødmede let, og forsøgte sig med: "Øh... min kat hedder Harley Quinn?" 

Ærligt så vidste han ikke, hvad han ellers skulle finde. Som de fleste teenagere, fandt han sig selv meget kedelig, og troede dårligt på, at nogen gad at høre om ham. Men det ville Haru åbenbart, virkede det til. Hvorfor kunne han ikke rigtig finde ud af, men det var heldigvis ikke så vigtigt lige nu. Nu var han bare sammen med Haru, og det var det vigtigste!

"Uhm-" startede han usikkert, og pillede ved sin underlæbe: "Yuri må godt vide det, hvis du spørger mig. Hvis hun altså ikke sladre til nogen." Han løftede hænderne afværgende og fortsatte: "Ikke at jeg tror hun vil sladre altså. Jeg vil bare gerne være... sikker? Jiro ved jeg ikke... måske vi kan vente med at fortælle ham det, til vi ved hvordan Yuri tager det?"

Han pillede stadigvæk tænksomt ved sin underlæbe, men blikket var låst på Haru og tankerne på hvad Haru tænkte om sagen.

[Deleted]

Haru kunne ikke få øjnene fra Ever, han mørke krøller og den brune hud var enormt fængslende. Han smilede et lille veltilfreds smil, som han end ikke selv lagde mærke til og lyttede så til hvad Ever fortalte. Navnet sagde dog Haru noget, men han måtte bruge lidt tid på at genkalde det. "HArley quinn, som Jokerns kærste?" Spurgte han så for at tjekke om han var rigtig på den. Han kendte dog tegneserier fra Japan også, skønt han ikke måtte læse dem for sin far. Men hvorfor skulle det også være anderledes end alt andet. "Men hva mæ dai? hva kan do li?" Det var ikke meget han endnu havde fået at vide om Ever, men det kom måske med tiden. Haru håbede for han ville virkelig gerne have mere med fyren at gøre.

Haru tænkte lidt på det med at sige det til Yuri, det var ikke fordi det hastede at fortælle, men det var da meget godt at være forberedt på det. "Bar min Tant ek får de at vid. Hun er strid. Jai kan ik-ke lid hin." Forklarede Haru og så ned i sine hænder lidt og skævede så forsigtigt til Ever igen.

[Deleted]

Ever så overrasket ud, da Haru åbenbart kendte til Harley Quinn. Det havde han alligevel ikke regnet med, måtte han da indrømme. Det var faktisk det sidste han havde regnet med, at Haru kendte til tegneserier. Ærligt så var Ever lidt af en nørd. Han elskede muggler-tegneserier, ret så meget faktisk.

"Ja, lige præcis!" Han nærmest strålede at lykke. Nok mest sikkert fordi, at han var glad for at finde en ting, han havde tilfælles med den smukke, blåhårede dreng.

"Jeg øh... jeg spiller jo i band med Yuri, som du ved," sagde han med et skævt smil, og fortsatte: "Jeg kan godt lide at spille bas, men jeg mestrer også guitar og er ret glad for klaver også. Musik generelt."

"Aftale. Hvis hun er så streng som du siger, så er det nok bedst, at hun ikke finder ud af os." Han gestikulerede kort mellem dem.

[Deleted]

Haru hævede et øjenbryn af Evers reaktion på hans spørgsmål og slog så en hjertevarm latter op. Ever så simpelthen så sød ud i alt sin uforståenhed, dog med et lille smil skjult i mundvigen. "Vi os ha tegnseie i Japan. Ever. Jai ka bæst li spajterman." tilføjede han så også for at snakke lidt videre om et emne der måske interesserede dem begge. Desuden var Marvel bare generelt bedre en DC hvis man spurgte Haru. Der var mange flere karakterer ved Marvel som han kunne lide. 

"astrorabel danger. Ja. I goe" Roste ham ærligt, men rynkede så brynene, han kunne godt høre der var et eller andet galt med navnet. "A-do-ra-bel stran-gers"  Lød det så meget konsentreret fra ham. Det var tydeligt at se på ham hvordan han nærmest holdt tungen lige i munden for at få navnet sagt helt rigtigt. 

[Deleted]

"Spiderman? Virkelig? Jeg havde ellers set dig som mere en Captain America-type," grinede Ever som flashede sine hvide tænder i retning af sin, nu, kæreste(?), ikke?

"Jeg er personligt mere til Hawkeye, skal jeg være ærlig," fortsatte han, udemærket godt klar over, at han kunne lide Hawkeye, fordi han synes, at han var pæn. Det kunne han dårligt lægge skjul på. Men han var også til karakterer som Venom, Black Widdow (obviously ikke fordi, at han synes hun var lækker) og den slags. Han måtte også være ærlig med, at han faktisk synes at Marvel og DC var gode begge to. Måske endda lige gode: "Men altså... der er mange gode superhelte. Både i Marvel og DC."

"Adorable Strangers, ja," sagde han med et smil, som han brugte for ikke at komme til at grine af Haru. Det var lidt sødt, som han startede ud med at sige det fuldstændigt forkert.

[Deleted]

"spejtermand kan bar nået heldt saorlit. Mæn altså captajn america kan da også noget. Han.. øhm. hot" Forklarede Haru så og grinede af sig selv. Et glad og hjertevarmt grin som fortalte sit tydelige sprog om at han nød deres samtale. "jai kan pæresonli bædre li Marvel en DC. mæn Dcer os gåt." smilede Haru, det var hyggeligt at finde fælles interesser, med en som man virkelig bare gerne ville bruge alt sin tid sammen med. Hvis bare de kunne. Men det gik nok ikke. Ikke uden at det var i skjul hvert fald, ellers ville det blive opdaget alt for hurtigt, og så ville Haru bringe skam over familien, det vidste hun allerede nu. "jai sønger os lidt, mæn ik maiet."

[Deleted]

Ever skulle til at svare Haru, da der pludselig blev råbt gennem forsamlingen.

"EVER GOLDSTEIN!" Det var hans mor. damn.

"Jeg kommer mor!" råbte han tilbage, gav Haru et kys på kinden, og forlod ham i styrtende fart, men før det hviskede han ham i øret: "Indtil senere..."

// OUT