Du taler i vildelse

[Deleted]

Lørdag D. 21. September

Tråden er tilegnet @morpheus

Outfit 

---

Taget i betragtning af de seneste omstændighederne, var Alfreda alligevel mødt op til den årlige høstfest. Det handlede om overlevelse, om at ingen fik mistanke og indtil videre gik det ganske godt. @cwarwe141016 havde ingen idé om hvad der skete, om at Alfreda for tredje gang havde fået fjernet det barn, dén arving, han så vanvittigt meget ønskede sig. Han skænkede hende ikke en tanke, eller, det var hvad heksen troede. I virkeligheden anede hun ikke at hendes tidligere flamme, Morpheus, arbejdede for hendes mand, som detektiv, for jo, Dominic havde lagt mærke til noget, men hvad, det var det han ikke var sikker på. En affære måske?

Med et smil på læberne, trådte hun ind i teltet, hvor festlighederne for alvor var i gang, med god musik, dans og god stemning. Noget overvejende blev hun stående, og kikkede efter et velkendt ansigt, en ven eller veninde, men i sin søgen fik hun i stedet øje på Morpheus. Hjertet stoppede og i et par sekunder stirrede hun på ham. Deres sidste møde havde været en rutsjebane, med delte flirtende blikke og kærtegn under bordet. Lige indtil hun havde åbnet sig op for ham, som han havde efterspurgt, og derefter var flygtet. Hendes hjerte var gået i tu. Hun sank en klump og som tanken om at vende sig om og smutte strejfede hende, fik hun øjenkontakt med Morpheus. Nej, ikke mere, tænkte hun, og vendte sig derefter og forlod teltet med hastige skridt.

[Deleted]

Morpheus havde haft det skidt med at holde øje med Alfreda, siden deres sidste møde. Faktisk havde han haft det skidt med det, siden han havde fundet ud af hvem hun rent faktisk var, men det var blevet endnu sværere efter sidste gang. Alligevel havde han haft arbejdet og holdt øje med hende, og mens han havde været påvirket af en polyjuice eliksir, havde han haft fulgt hende ind på en klinik, hvor de havde kaldt hende ind til en... abort. Det var lige præcis den information han skulle give videre, men som han ikke havde kunne få sig selv til at videregive.

Det havde været et minde han ikke havde kunne slippe. Faktisk havde det været umuligt for ham at fremkalde sin patronus, en stor malle, efter han havde oplevet det Alfreda var gået igennem... Nu stod han her til høstfesten, og fik øjenkontakt med kvinden han nok havde knust hjertet på, sidst han talte med hende. Det var en forfærdelig følelse at stå med, og derfor kunne han ikke lade være med hastigt at følge efter hende, da hun begyndte at gå.

"Alfreda..." kaldte han en anelse tøvende, bange for at hendes mand ville være i nærheden og at han ville høre ham. De var ude på pladsen, og han måtte knibe øjnene sammen i det kommende mørke, for ikke at miste hende i menneskemængden.

[Deleted]

Alfreda havde været hurtig, hurtig til at svinge om på hælen og forsvinde væk fra teltet. Sjældent flygtede hun, men efter alt det der var sket på det sidste, virkede det som det nemmeste - og endnu mere nu hvor det specielt omhandlede Morpheus. Men den hurtige reaktion gavnede ikke heksen, da hun snart mødte en blind vej - dumt, nu hvor hun havde gået op og ned af disse gader i flere år. Løbet var kørt, eller det føltes sådan, og snart ville hun sikkert stå og kikke Morpheus i øjnene, hun havde alligevel set hvordan den amerikanske troldmand havde sat efter hende. Hun sukkede, vendte sig om, og hurtig som han havde været, stod han nu blot nogle meter fra hende. ,,Morpheus…" Sagde hun dæmpet og undgik så meget som muligt at kikke manden i øjnene.

[Deleted]

Nu hvor gaden var endt blindt for Alfreda, så havde han hende jo sådan set i sine hule hænder. Hun kunne ikke flygte fra hvad end, Morpheus ønskede at sige til hende, og han kunne få lov til at komme ud med alle sine følelser. Han stod der og kiggede på hende, men han kiggede hende ikke i øjnene, for hun nægtede nærmest at møde hans blik. Det gav et stik indeni ham, og han trådte et skridt til siden, som for at give hende plads til at gå tilbage, passere ham og flygte. Han ønskede ikke at ''fange'' hende... Han vidste at hun havde nok af den slags i hendes liv i forvejen, og han ville ikke tilføje mere af den slags til hendes liv. 
Efter at have flyttet sig af vejen, så hun kunne komme forbi ham, begyndte han så, i en lav og utrøstelig stemme: "Alfreda..."..."Jeg er virkelig ked af at jeg forlod dig på den måde, men... Du er gift, og det... Mit liv er kompliceret, rigtig kompliceret..." selvom det ville kunne fungere, at de ville kunne ende sammen, så vidste han ikke om hun virkelig ville kunne være lykkelig i det liv. Han var sådan set en lovløs, og det var kun et spørgsmål om tid, før de forkerte magikere fandt ud af at han befandt sig i her. 

[Deleted]

Helt automatisk røg armene over kors under brystet i forsvarspositionen. Alt imens Alfreda lyttede til det der kunne tyde som starten til en undskyldning, skænkede hun ikke Morpheus et eneste blink. I stedet var de brune øjne som lænket til den tomme plads ved siden af ham. Hun hverken boblede eller kogede af vrede, tværtimod var det det at holde fast i alle skårene der virkede nærmest umuligt. ,,Er du, Morpheus? Er du nu virkelig også det?" Sagde hun og lod endelig de brune øjne fæstne sig i hans blå. Det virkede så umådeligt svært, det hele, og som Alfreda stod der og overvejede hvad hun skulle gøre af sig selv, mærkede hun hvordan øjnene langsomt blev mere fugtige. ,,Jeg håber at du fik hvad du ville have", lød det med et mindre knæk i stemmen, hvorefter hun bevægede sig over mod ham. ,,Hvor' kunne du gøre det Morph!" Sagde hun en tand højere end det normale og lod i samme øjeblik hænderne ramme hans brystkasse i et tamt skub. ,,Hvordan kunne du gøre det!" gentog hun sig selv, denne gang lavere og med tårer på vej ned af kinderne, og endnu en gang puffede hun til Morpheus. ,,Hvordan…" hviskede hun en sidste gang, og følte sig pludselig svag og svimmel, og som hun gjorde et sidste forsøg på at skubbe ham, endte hun i stedet med at støtte sig op af manden foran sig.

[Deleted]

Han åbnede munden en smule, da hun begyndte at udspørge ham om han virkelig var ked af det, og hun begyndte at fortælle ham at hun håbede han havde fået hvad han ville. Hvordan kunne han nogensinde have ønsket sig dét hér? Hvordan kunne hun overhovedet bringe sig selv til at sige sådan noget. Da hun så kom imod ham, og begyndte at skubbe ham, lod han hende gøre det, mest af alt fordi han ikke anede hvad han skulle stille op med en kvinde, som var så såret, som han havde gjort Alfreda. Men efter et par skub, begyndte han at få følelsen af at hun ikke kun var vred på Morpheus, og det gik op for ham at der selvfølgelig lå meget mere bag det hele. Derfor greb han blidt ud efter hendes arme, for at få hende stoppet i at skubbe, og da hun selv begyndte at støtte sig op imod ham, lagde han en hånd på hendes ryg og pressede hende ind mod hans brystkasse med den ene hånd, og lod den anden hånd glide op i hendes hår, for at støtte hendes hoved. "Shh... Du må.. Det må du virkelig undskylde... Det var ikke min mening..." han talte lavt og rømmede sig. 

[Deleted]

Jeg har gjort noget helt forfærdeligt.. Det var de tanker der om og om blev sagt inde i hovedet på Alfreda, som hun lænede sig ind i favnen på Morpheus og gjorde sit for at holde de allerede løbende tåre tilbage ned af kinderne. Havde han dog bare kunne læse hendes tanker, så havde det hele virket så meget nemmere. Det vedkom ikke Morpheus - faktisk kunne han være hamrende ligeglad, men inderst inde så ønskede Alfreda at dele sine sorger med en, én hun vidste at hun kunne stole på, og en hun elskede, eller rettere sagt savnede at elske.
Med hænderne fladt placeret på hans brystkasse og hovedet begravet så meget som muligt, snøftede hun og drejede til sidst endelig hovedet, væk fra skjulet og ud hvor hun kunne se menneskerne der gik frem og tilbage og fandt glæde i festlighederne til høstfesten. ,,Morpheus… Jeg… jeg.." Forsøgte hun, men uden held. Alfreda følte sig som en morder, men samtidigt så prøvede hun at fortælle sig selv at det var for barnet, eller rettere sagt børnenes bedste. Hvis Dominic var strid mod hende, hvad kunne han så ikke finde på at gøre ved deres børn? Hun opgav til sidst, hendes hemmelighed måtte forblive en hemmelighed. I stedet så hun op og lod der de brune øjne søge hans. Helt knust, tænkte hun ikke yderligere over de kommende konsekvenser. Det eneste hun ønskede var at føle den varme hun for år tilbage havde mistet, og det var derfor hun gjorde det, derfor hun løftede hagen, kom tættere på hans ansigt og til sidst pressede sine læber imod hans.

[Deleted]

Morpheus så nysgerrigt ned på Alfreda, da det virkede til at hun prøvede på at fortælle ham noget. Måske var det bedst, hvis Morpheus ikke vidste hvad det var... Alligevel ønskede han at hun ville dele hvad som helst med ham. Hans øjne fandt hendes mørke og triste øjne, som kunne knuse tusinde hjerter med et enkelt blik... Og det blik havde skam allerede formået at knuse Morpheus'. 
Da hun lagde an til at kysse ham, da hendes læber nærmede sig hans, mødte han hendes læber villigt og lod hånden bag hendes hoved guide hendes hoved tættere på, for at vise hende at det var okay. 

Kysset var vamt, dybt og selvom Morpheus havde troet at det kun ville tænde en lyst i ham, så var det som om kysset i stedet tændte for en masse knapper, der tændte et varmende lyst indeni ham. Så mange følelser lå gemt i det kys, han havde savnet de sidste mange år, og de følelser kom alle væltende ud nu. Derfor fik han hende bakket op imod en mur, så han kunne få lov til at kysse hende i fred. Han sørgede for ikke at hamre hende op imod muren, men fik hende bare stille guidet der over, så hun kunne læne sig imod den, og så han kunne holde hånd på muren, for at skjolde dem fra omverden. 

[Deleted]

En ugenkendelig følelse bredte sig idet Alfreda mærkede hvordan Morpheus gengældte kysset. Det var som om at hendes hjerte voksede sig større og de næste mange hjertebank derefter varmede hendes kolde krop op. Selvom det var næsten to årtier siden de havde delt et kys, føltes det velkendt og næsten naturligt som deres læber dansede med hinanden. Skaden var sket, ikke at Alfreda tænkte på de mange mulige konsekvenser - faktisk, så overhovedet ikke på nuværende tidspunkt, men det skulle nok komme.

Hun lod sig guide med, hen og op af muren med ryggen, alt imens den ene hånd forblev på brystkassen og den anden gled op på skulderen af Morpheus. Det føltes så rart, så godt, og ved merlin hvor smagte han godt. Men den rare følelse blev hurtigt afbrudt og erstattet af en mørk sky som Alfreda vendte tilbage til den virkelige verden og kom i tanke om Dominic. Hvis han nogensinde fandt ud af det… hvad ville han så ikke gøre ved Morpheus? Kysset blev brudt, hovedet trukket tilbage og et kombineret udtryk af overraskelse og frygt var til at skimte som hun glippede med øjnene. ,,Undskyld..", var hun hurtig til at hviske, hvorefter de slanke fingre var hurtige til at finde op til læberne og der lod pege- og langefingeren strejfe de fugtige læber.

[Deleted]

Morpheus kunne sagtens spilde sin tid på at have dårlig samvittighed, men lige nu var tiden med Alfreda så utroligt kostbar, at han valgte at skubbe alle andre tanker til side. Hvis alt gik galt, så kunne han stoppe sin detektiv-forretning, flytte til et andet land med Alfreda og få sig det job som eliksir professor, som han altid havde ønsket sig før i tiden. Så længe de kunne være sammen, så var alt godt.

Deres kys fortsatte i et par sekunder, før Alfreda stoppede det. Han trak forvirret sit ansigt en smule væk fra hende, for at respektere hendes ønske, og han så nu frygten i hendes øjne og var i et øjeblik bange for at han havde tvunget hende til noget hun ikke havde ønsket. ”Nej, undskyld… Jeg burde ikke have…” Men så kom han i tanke om at hun havde kysset ham – ikke omvendt. Det kunne ikke handle om ham, men nærmere om Dominic. ”Vent, hvad undskylder du for?” spurgte han hende undrende og lagde en hånd blid på hendes skulder. Morpheus havde ønsket at lægge sin hånd mod hendes kind, men han var bange for at hun ikke ønskede den form for nærkontakt lige nu, og han ville helst ikke afvises at kvinden han elskede.

[Deleted]

Det gjorde nærmest helt ondt i brystkassen. Alfreda anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, om hun skulle blive og forklare eller skubbe sig forbi Morpheus og flygte som den teenagerpige hun følte sig som på nuværende tidspunkt. Det var et sandt fight, flight or freeze scenarie. Hun sank en lille klump og lod ikke de brune øjne forlade Morpheus ansigt som han begyndte at tale. Hvad hun undskyldte for? Det hele, og meget mere.
,,Hvis...Hvis Dominic finder ud af det…", startede hun ud, tøvende og hviskende, som frygtede hun at han stod lige om hjørnet, eller nogle af hans loyale ''hunde'' havde fulgt efter hende. ,, - jeg tør ikke tænke på hvad han ville gøre… gøre ved dig", færdiggjorde hun og slog derefter blikket ned i jorden, alt imens armene gled om hende selv, nede omkring maven. ,,Jeg ønsker ikke at der sker dig noget", tænkte hun højt og slog så atter blikket op på Morpheus igen. ,,Jeg ville ikke kunne leve med det.."

[Deleted]

Morpheus var nok omtrent lige så ude af den, som Alfreda var, men han holdte al sin hysteri lukket inde, fordi han ikke ønskede at skræmme hende væk. Alligevel skyndte han sig at gribe fat om hendes skuldre, blidt, men en anelse passioneret. Han prøvede at genvinde øjenkontakten med Alfreda, som han heldigvis fandt da hun selv kiggede op på ham.

”Alfreda....” du taler i vildelse “...damn Dominic...” svarede han hende hårdt og med et alvorligt udtryk i sine øjne, før der så dukkede mere af et omsorgsfuldt smil op på hans læner. ”Den mand fortjener ikke at have dig og du fortjener ikke at gå igennem det du går igennem...” han lagde en hånd imod hendes mave, hvor hun selv havde placeret hendes hænder før. Han hentød selvfølgelig til graviditeten, og blev lige efter mindet om at hun aldrig havde nævnt graviditeten. Derfor fjernede han sin hånd, i et håb om at hun ikke ville regne ud at han vidste hvad han vidste. ”Stik af med mig... Hvad har du at tabe?” spurgte han hende en smule ivrigt og yderst håbefuldt.

[Deleted]

Alfreda stivnede, præcis som hun samtidigt følte at hendes hjerte i nogle sekunders tid også gjorde. Det var grebet om hendes skuldre og Morpheus hårde og kontante ord som endnu en gang også fik heksen til at synke en klump, og denne gang en smule mere iøjenfaldende end tidligere. damn Dominic, sagde han, ord der derefter blev gentaget flere gange i hovedet, lige indtil hun bed mærke i det mere omsorgsfulde smil der dukkede op på hans læber.
Let skilte hun læberne, som ville hun sige noget, men Morpheus kom hende i forkøbet og sagde som han gjorde, hvorefter hun mærkede hånden på hendes mave, hvilket gav et mindre sæt i hendes krop. Vidste han… nej, Morpheus kunne umuligt vide det - eller kunne han? I sin tankestrøm af spørgsmål, stoppede Morpheus endelig med at snakke og Alfreda vendte tilbage til virkeligheden. Hun var tom for ord, også selvom hun druknede i spørgsmål. Mere end noget andet havde hun lyst til at sige ja, ja til at stikke af med ham, men… ,,…Hvad jeg går igennem?" Spurgte hun i stedet og så spørgende på ham. Alfreda havde aldrig fortalt noget om Dominic, hvordan han behandlede hende, eller hvad hun for nyligt lige havde skaffet sig af med.

[Deleted]

Morpheus kiggede afventende på Alfreda, og håbede på at høre et ja! Jo, selvfølgelig ville hun stikke af med ham! Men han måtte tage en dyb indånding, da hun spurgte ham om hvad hun gik igennem. damn. Hvordan kunne han forklare sig ud af den her? Nu kunne han enten fortælle sandheden eller digte. Sandhedens time.

”Alfreda... Din mand... Dominic... han kan umuligt være god ved dig. Hør, hvis du virkelig elskede ham og var lykkelig med ham, hvorfor er du så her?” åh hvor han hadede sig selv for at smide spørgsmålet over på hende. Det fik ham bare til at fremstå som et eller andet røvhul, der bare ville i bukserne på hende. Han foldede sine hænder foran munden på sig selv, nærmest bedende, mens han afventede sin dom.

[Deleted]

De sørgmodige øjne stirrede tilbage på Morpheus som han svarede, eller rettere sagt, pænt gik uden om hendes spørgsmål og i stedet smed bomben: hvorfor var hun her? Forsat stående op af muren og med Morpheus mindre end 30 centimeter fra hende. Alt Alfreda ønskede sig var et normalt liv, med et sundt forhold, og en mand der ikke var Dominic. ,,Jeg… jeg forsøger - forsøgte, at deltage i høstfesten, i festlighederne", bed hun lidt ud, som et slags forsvar, da hun pludselig følte sig som den slemme, hvilken vel ikke var helt løgn, taget i betragtning af at hun havde presset sine læber imod hans i første omgang, men det var trods alt Morpheus der havde fulgt efter hende, fra teltet og herud. ,,..Arbejder du for ham?" Hørte hun sig selv sige, med en tydelig frygt for at hun allerede kendte svaret.