After the Full Moon...

[Deleted]

Rolo stod uden ord. Det virkede så bizart, at han bare tog hele situationen med et gram salt. Man skulle tro, at det var daglig dag for ham. Nu levede de ikke i den mest trusselfrie verden, men den var ikke meget anderledes fra så mange andre verdner. Der var mindst lige så meget fare i blandt mugglerne, som der var blandt dem - Magikerne. Det havde hun i hvert fald hårdt. Ligemeget hvor meget hun så en interesserede sig for dette magiløsesamfund, havde hun aldrig været en stor del af den. Der havde dannet sig en fin lille rynke af bekymring imellem hendes bryn, mens hun et øjeblikstid bare stod og så på ham. Forsøgte at finde ord, som hendes mund tillod at komme ud. Læberne var presset sammen. Og inden længe opgav hun at fortsætte. Der var ingen grund til at råbe. I stedet fik hun taget en dyb indånding og sukkede dybt, samtidig med at hendes skuldre faldt tungt på plads og ligeledes gjorde hånden, der holdt pilen, samt hendes blik. Hun forstod stadig ikke, hvad han åbenbart forsøgte at fortælle hende.
”Jeg er som sådan ikke bange for mig selv. Det er mere princippet. Det faktum, at nogen overhoved kunne finde på at.. ja..” sagte hun langt mere roligt og med en stille stemme, hvorpå hun forsigtigt lagde pilen på sofabordet nær sig. Hun vidste godt, at muligheden for at ganske almindelige jægere, havde sigtet forkert og ramt det forkerte mål, men det at Caleb allerede havde bekræftet, at disse jægere var psykopater, fik hende til at tvivle på, at det var tilfældet. ”Nåh..” brød hun så ud og klappede hænderne sammen, inden hun så mere direkte mod ham med et anstrengt smil. ”Vi må hellere få gjort noget ved det sår.” Hun nikkede selv bekræftende, inden hun spadserede igennem stuen. Hvis ikke hendes egen tryllestav stadig lå og hyggede sig oven på ved hendes seng, ville hun ikke have haft nød til at gå så meget rundt efter ting og sager, men hun havde nu heller ikke lyst til at gå op og hente den lige med det samme. Det var aldrig godt at blive fuldkommen afhængig af magi i sin hverdag. Ude i køkkenet fik hun snildt fundet sin trækasse frem, der nok mest kunne minde om en førstehjælpskasse, sådan som den var fyldt med diverse bandager. I stedet for at bare tage en rulle, bragte hun hele kassen med sig tilbage til stuen.

Hun dumpede ned at sidde på sine knæ foran moderen og stillede trækasen fra sig på bordet ved at dreje overkroppen så meget hendes smidighed tillod hende. Låget blev løftet og en tilfældig rulle af den tykke bandage blev grebet, før hun atter rettede fronten mod sofaen, hvor hendes patient forhåbentligt lå behageligt. ”Det er godt nok at støttebind, som jeg bruger til min hippogrif, men det er lige det bedste jeg har ved hånde. Og det er vel altid bedre end et sølle viskestykke.” forklarede hun med en kortvarig latter og tog så fat i granitskålen efter at have fjernet mosestenen og kravlede så lidt tættere på hans sårede lår oprejst på sine knæ. ”Igen - Det her kommer nok til at svie.” Tingene blev lagt fra sig, hvorefter hun forsigtigt løsnede knuden og fjernede så det blodige viskestykke. Det så ikke speciel godt ud. Som var der gået betændelse i det. Hun løftede meget langsomt op i hans ben for at kunne komme bedre til. Så blev hænderne igen hurtigt tørret af i de stakkels natbukser, før hun samlede den moste plante op fra granitskålen. Der var ikke meget, men det var nok til at dække sårets åbning. Grundigt spredte hun det og sørgede forsigtigt for at noget også fandt sin vej ned i selve såret. Igen gjorde hun alt for at holde smertelydene på afstand, men det var lidt sværere denne gang. Det lykkedes hendes nu alligevel at få viklet bandagen omkring låret for at holde planten på plads.
”Sådan..!” forsikrede hun ham, mens hun faldt helt tilbage at sidde på røven. Og for tredje gang var hun nød til at tørre sine hænderne af i bukserne. De var trods alt beskidte i forvejen. ”Der er ikke meget andet jeg kan gøre for nu. Du kan blive her indtil, du kommer på benene igen.” Hænderne blev sat i gulvet lidt bag hende, og hun lænede sig nærmest udmattet tilbage. Strakte benene ud og så tilbage mod hans ansigt. Øjenkontakt havde været en stor del af hendes opdragelse. ”Du undrer mig. Du er som en åben bog, men hvor sætningerne er svagt utydelige. Jeg mener - Det lyder som om, at du kender denne gruppe, der skød pilen, men samtidig giver du mig ikke en hel del at arbejde med. Som om du egentlig ikke vil tale om det.” Et lille oprigtigt smil tittede frem i hendes mundvige. ”Hvilket vel er forståeligt. Jeg er kun en fremmed for dig.”


//Aww! Thank you! ;w;//

[Deleted]

Han lod sig ikke rigtigt påvirke af det der var sket, det eneste han syntes var ”æv” ved situationen (altså udover at ligge nøgen hos en fremmed kvinde med et åbent sår i benet), var at han ikke havde været i stand til at skade dem op nogen måde. Deres team havde været alt for organiseret. Stupide, hårløse, skvadderhoveder.
Uden selv at bemærke det blev tænderne bidt let sammen i arrigskab. Var der noget der kunne gøre Caleb rasende, var det når han følte at nogen havde været mere magtfulde end ham selv. Dette skyldtes nok også hans hårde opvækst, men bare det at vide han havde været ”svag” overfor jagerne gjorde ham mildest talt ”pisse sur”.
Tankerne blev dog skubbet en anden retning som hun stadigvæk ikke lod til at have fanget hvad han snakkede om. I nogle korte sekunder overvejede han at tie, men på den anden side var han stolt af at være den han var, han ville ikke skamme sig over bedre sanser og at være fysisk stærkere og hurtigere end de fleste.
”Altså du er med på at de ikke kommer efter dig ik?” Spurgte han ind, måske hans stemme slog over og blev en kende arrogant – igen uden at han selv tænkte over det. Han havde altid set varulvene som værende mere værd end de der ikke var. Eller altid var jo sådan set lang tid, men siden han var yngre og der begyndte at løbe rygter om flokkene havde han haft en drøm om at bive en del af en af dem så han kunne vise sin far hvor stærk og magtfuld han kunne være.
Han nikkede til hendes ord, ”det ville være dejligt så jeg ikke skal opholde dig hele dagen.” Hvordan han helt præcist havde tænkt sig at komme væk herfra inden såret var healet var så et problem for et andet tidspunkt.

Han så til som hun atter faldt ned ved hans side. Han så til og lyttede til hendes forlegne forklaring som hun fandt støttebindet frem. Han var godt klar over at såret nok allerede ville være væk i løbet af nogle få dage, endnu en af det fede ting ved at være varulv, set med hans øjne. ”Det er helt fint,” forsikrede han hende med et let nik.
Han kiggede med som viskestykket blev fjernet og han mærkede følelsen af ubehag vende tilbage som han fik såret i øjesyn. Det så næsten betændt ud, hvilket var virkelig underligt for hans sår blev da aldrig betændte. Igen kunne han ikke lade være med at tænke om der måske havde været noget på pilen der kunne skade folk som ham.
”Skal det se sådan ud?” Spurgte han i et mislykkedes forsøg på at lyde som om at det ikke rørte ham. Igen havde hun jo sagt at hun ikke var healer så hvorfor han regnede med at hun kunne give ham svar på det hele anede han ikke.
Nogle smertestøn undslap som hun viklede bandagen rundt om hans ben og han slappede først rigtigt af da hun slog fast at hans pinsler var afsluttede – for nu om ikke andet.
”Mange tak,” sukkede han nogenlunde roligt skønt enkelte svedperler havde fundet vej på hans pande. Det havde godt nok været en smertefuld process.
Som hun begyndte at snakke igen betragtede han hende med nysgerrige blå øjne uden helt at kunne gennemskue hvorfor hun var så interesseret i hans velbefindende. ”Jeg kender dem ikke, men jeg kender til dem,” sagde han med et let skuldertræk, ”de har jagtet folk som mig længe,” Tungespidsen gled over hans læber i et øjeblik. ”Det kan godt være at du er fremmed, men jeg er også fremmed for dig, alligevel tog du mig med ind i dit hjem?” Et svagt smil af taknemmelighed gled over hans læber, ”hvorfor?” Hun kunne da have sendt bud efter en auror eller en healer, men hun havde valgt at hjælpe ham selv, det var da lidt interessant.

[Deleted]

”Det.. Det kan jeg ikke helt sige noget til. Men det ser ikke alt for godt ud.” svarede hun kortvarigt og tvivlsomt, da han spurgte ind til sårets tilstand. Hun havde trods alt ikke meget kendskab til betændelse eller lignende. Det eneste, hun havde fået hamret ind i hovedet om lige netop det, var at betændelse ofte fremstod som en gullig væske. Og det havde ikke lige været det, hun havde fået øje på. Men som regel kom det heller ikke frem med det samme. Så for nu, stod den mest på at holde godt øje med det og se om, det blev enten bedre eller værre. Selvfølgelig håbede og krydsede hun selv fingre for at det være den førstnævnte.
”Jagter folk.. som dig?” Det var ikke så meget, fordi hun var direkte dum, at hun ikke havde fanget pointen, som han havde forsøgt at få frem. Det var mere, at hun var for naiv til at lade sine tanker glide i den retning med det samme. Hun var ikke typen der stemplede hver og en person, som hun mødte. Han havde ikke haft en krop fyldt med pels og et gab med spidse tænder, da hun havde fundet ham, så det burde ikke komme bag på nogen, at hun ikke havde vidst, hvad han var. Og hun tog ikke notits af månens størrelse eller placering til dagligt, så det burde ikke komme bag på nogen, at hun ikke havde opbygget en mistanke. Men brikkerne begyndte så småt at falde på plads for hende. Endelig. ”Så du er.. en varulv?” spurgte hun med et afventende løftet øjenbryn, mens hun også fik lagt hovedet en smule på skrå. Hun var som sådan ikke bange for varulve. Med mindre de selvfølgelig gav hende en grund til at gøre det. Men ham her - Caleb - var indtil videre ganske harmløs.

Dog fik han atter dirigeret samtaleemnet hen mod hende igen. Ikke at det fik lavet en stor ændring i hendes lidt undrende attitude. Men denne gang var det mere som om hun ikke forstod hans forvirring. ”Hvorfor?” gentog hun en enkelt gang, inden hun lænede sit hovedet helt tilbage og så i stedet mod loftet for en stund, mens hun tænkte. ”Menneskeligt instinkt, tror jeg.” Hun drejede roligt hovedet til siden, så hendes blik var rettet mod ham. ”Jeg tvivler på, at jeg tænkte meget over mine muligheder. Lige da jeg så dig - eller rettere blodet - kunne jeg ikke fokusere på meget andet, end at få pilen ud på grund af panik. Min hjerne gik automatisk over til primitiv tankegang.” Hun lænede sig anstrengt frem og ret op. ”Men med det sagt…” Hun strakte sine fødder et par gange, før hun trak benene op i en skrædderstilling. ”Jeg bor ret langt væk fra offentligheden og selv med en postugles fart, ville det stadig tage noget tid for mig at få kontakt til en healer. Og selv om du måske er hårdfør nok til ikke at pive over noget så drastisk som en pil i låret, tror jeg ikke, at du ville kunne klare en tur i susesystemet, da jeg fandt dig.” Et smil spillede frem på læberne igen. Som en gengivelse af hans. ”Så alt i alt, var det nok for at få dig i en stabil tilstand. Dog vil jeg anbefale, at du får en professionel til at se på såret. Som sagt, så ser det ikke helt sundt ud.” Og specielt hvis det var sandt, at han var en varulv, ville det nok hurtigt blive farligt, hvis et betændt sår forsøgte at hele med super fart.

[Deleted]

Han sukkede en kende dramatisk ved hendes dom af såret. Han havde ikke tid til at ligge her, desuden var han elendig til at sidde stille så bare at sidde her og kukkelurer i måske et par dage var den rene elendighed for ham! Han gispede en smule som han rettede lidt på sig. "Hvor længe tror du jeg skal blive her?" Spurgte han videre vel vidende om at han nok overkvalificerede hendes evner en smule, hun havde jo selv sagt hun ikke var healer og hun lod da heller ikke til at have mistanke om at han var varulv endnu. "Ikke at jeg ikke nyder dit selskab og det, jeg føler mig måske bare lidt nøgen," Han sendte hende et lidt prøvende smil.
Han var virkelig ikke stor fan af ikke varulve, men derfor kunne man jo godt opfører sig pænt! Hun havde trods alt gjort langt mere end hvad nogen kunne forlange. Da det endelig lod til at brikkerne begyndte at ramme hinanden, kunne han ikke lade være med at føle sig en lille smule stolt, mest på grund af måden hun sagde det. Han elskede jo at være ulv, det eneste minus var selve forvandlingen, når først man var forvandlet var det bare fedt! -Set med hans øjne i hvert fald. Han nikkede til svar på hendes spørgsmål.

Han trak lidt på skuldrene imens han tænkte over hendes spørgsmål. "Altså det startede jo med der norske ministerium oprettede denne her afdeling for Varulve indfangere," begyndte han at forklare, "du ved, folk der har tilladelse til at indfange undslupne varulve, dog uden brug af våben eller besværgelser der kan skade varulven, medmindre det er liv og død agtige situationer." Han havde forsøgt at sætte sig ind i det i noget tid nu. "Det udviklede sig desværre til at nogen her i Storbritannien mente at de også burde indføre ligende aktiviteter, og da det ikke gik igennem oprettede de selv en organisation der tager ud hver fuldmåne og jæger varulve," hans stemme var bitter og afskyen stod malet i hans ansigt. "De slår varulvene ihjel, men først efter at have flået hjørnetænder og klør af for at sælge dem på det sorte marked." Varulve blev jo til mennesker igen så snar de døde, derfor måtte det gøres før, på den måde kunne de bevare klør og tænder - og så kaldte de varulve for monstre.
Han nikkede lidt til hendes forklaring, personligt ville han nok bare være gået den anden vej, han var ret egoistisk og i de fleste tilfælde ret ligeglad med folk omkring ham. "Jaah...jeg må lige finde ud af noget," svarede han i en tone der bevidnede om at det nok ikke lige var det han havde i tankerne. Han var bange for at de fandt mærket og måske kunne genkende det for han ville virkelig ikke tilbringe de næste mange år i Azkaban.

[Deleted]

Nøgen? Gud ja! Han var ikke ligefrem påklædt. Han havde som sådan ingen former for tøj på, hvis man altså så bort fra det enkle tæppe, hun havde givet ham tidligere. Hun havde tvunget sig selv til ikke at tænke på, hans mangel på beklædning, at det til sidst var endt med, at hun faktisk havde glemt det et kort øjeblik. Og det kunne tydeligt ses i hendes ansigt, der også begyndte og vise små tegn af udmattelse. Hun havde ikke fået sin morgen te. Hun havde slet ikke fået noget at spise. Hendes morgenrutine var blevet afbrudt ganske brat. Det var først nu, hvor det hele var faldet ordentligt ned, at det hele ramte hårdt. Eller så hårdt som noget så simpelt kunne.

Noget helt andet end forlegen indsigt i den nye tilstand af situationen, kom pludseligt frem i hendes øjne, da han begyndte og fortælle, hvad der mest kunne lyde som en skrækhistorie som forældre fortalte deres børn. Ligesom sådan nogle som mugglerne fortalte deres børn om noget de kaldte stoffer. Hun var stadig ikke sikker på, hvad det var. Men det var heller ikke så vigtigt lige nu. Fordi for hvert ord der forlod hans mund, forstod hun bedre og bedre, at det ikke bare var en skrækhistorie, men sandheden. Hun sank tungt. ”Jeg har hørt en masse som de såkaldte regler for varulve nu til dags. Det er som om at det er det eneste aviserne gider skrive om for tiden samt det eneste ministeriet for magi gider bekymre sig om. Men lige netop, hvad jægerne gør…” Hun pressede sine læber sammen, som forsøgte hun at holde sig fra at sige, hvad hun ville. ”..Det er jo barbarisk! Det er ikke humænt!” Igen steg hendes stemme ud af frustration. De grønne øjne landede sig direkte mod Caleb med et fast blik i dem, men hendes bryn fortalte om bekymring, mens hendes læber viste afsky. Hun havde altid været et væld af følelser. ”Jeg mener - Jeg har aldrig været for Englands regler, og jeg har svært ved at se, hvordan de overhovedet kom til.” Hun tog en lille kunst pause for at trække vejret. Hun lukkede øjnene og lod sin overkrop falde lidt sammen ned over de foldede ben, inden hun få sekunder efter rettede sig op igen. Hun syntes pludselig at se sørgmodig ud. Dette var blot endnu et problem, som hun ingen kontrol havde over.
”Jeg ville sige, at du er i sikkerhed her, men jeg til trods for det, kan jeg fornemme, at du nok hellere vil tilbage til din flok.” Hun var måske ikke den bedste heks i verdenen, og hun kendte måske ikke til alverdens besværgelser. Men hun kendte nok. Og hendes magiske niveau på netop de besværgelser var højt nok. Besværgelser der indebar protego som en primær. Så det burde ikke komme som en overraskelse for folk at hun havde sådan en besværgelse liggende på standby omkring hendes grund. Hun rejste sig stille og roligt op. ”Jeg har desværre ikke noget tøj der vil passe dig..” Hun så hentydende ned af sig selv. Hun boede for sig selv. Og hun havde ingen partner. Så tøj der ikke var ejet af hende var sjælendt at finde i hendes hjem. ”Vil tæpper være nok for nu? For dem har jeg en god samling af. Ellers kan jeg sende Wilson ud efter noget..?” Hun kunne sikkert selv tage af sted og få fingre i noget tøj til ham - penge og transport var hende intet problem - men hun stolede stadig ikke nok på ham til at lade ham være alene i hendes hjem.

[Deleted]

Nu hvor situationen var ved at være lidt mere under kontrol var han også selv blevet lidt mere bevidst om hans nøgenhed, og det hele kunne ret hurtigt gå hen og blive en kende akavet hvis ikke han fik noget tøj på ham på et eller andet tidspunkt, desuden kunne han ligesom heller ikke tage på skt. Mungos kun iført lændeklæde - igen ville det nok ende ud i at blive ret akavet.
Han nikkede lidt til hendes ord, "Jah, nogle folk mener åbenbart at det er ulvene der er problemet," sagde han uden at skjule bitterheden i stemmen.
Det var sguda mere alle andre. Hvad var der galt i at være i stand til at heale hurtigere og have skarpere sanser? Det var jo bevist at folk der havde været syge blev raske af bidet da det forstærkede immunforsvar kunne dræbe langt flere infektioner i kroppen. Dem der ikke kunne forstå det, det måtte være dem der var de svage. Ulvene var overlegende og det kunne enhver da se!
Det lod til at hun blev helt sur på hans vegne og han kunne egentlig godt lide det, det viste at der var noget fornuft at hente her. "Ja de er bindegale!" Medgav han og sukkede dybt som han igen faldt tilbage på sofaen. Han var dybt udmattet, både efter den lange søvnløse nat, men også efter at have været så meget oppe og køre på andrelinen.

Han smilede lidt prøvende til hende, "jeg er i hvert fald meget taknemmelig for din gæstfirhed." Hans blå øjne hvilede på hende. Han mente det faktisk, på trods af at hun kun var et sølle menneske så glemte han ikke når folk havde gjort ham noget godt. "Min flok bliver nok nødt til at vente lidt," svarede han og kiggede igen ned på sit ben der lå halvvejs uden for tæppet. "Men altså jeg forstår godt hvis ikke du gider have mig hængende, vi kender jo ikke hinanden." Han ville faktisk gerne lige blive og snakke lidt med hende, finde ud af hvad hun var for en.
Måske han ville kunne belønne hende med biddet. Naturligvis skulle det vendes med lederen, Caleb bed ingen uden tilladelse, hans job var at finde potentielle medlemmer og så bide dem hvis lederen fandt dem værdige.
Angående tøjet kunne han godt se problemet, "nah jeg vil helst ikke spottes i en pink blomstrede kjole, ikke igen," hans evne til at joke bevidnede om at han nu var bedre i stand til at håndterer smerten fra benet, det hjalp da også betydeligt at der ikke var nogen der rørte ved det mere og hældte sviende væsker i det, "hvem er Wilson?" Spurgte han ind af nysgerrighed, hun havde jo sagt at hun boede her alene.

[Deleted]

Han var da høflig. Så meget kunne hun da give ham. Også selvom han havde virket ret afvisende overfor hende i starten, så det ud til at han var tøet lidt op efter at have været en tur igennem forskellige mængder smerte. Hun kunne slet ikke forestille sig, hvordan det havde været for ham, da hun havde haft sine fingre inde i såret. Hun fik det helt dårligt bare at minde sig selv om følelsen af frisk muskelvæv. Hun ville have det helt fint, hvis hun ikke skulle opleve det igen, men noget sagde hende, at det nok ikke var sidste gang, at hun fik hænderne blodige.
”Jeg må ærligt sige, at jeg ikke havde forberedt mig på at have gæster her til morgen, men jeg smider dig ikke bare ud lige med det samme. Så forfærdelig er jeg så heller ikke.” svarede hun med et skævt smil siddende i den ene mundvige, mens hun trak på skulderne. Hun holdte dog ikke tilbage på sin latter, da han kommenterede på det stående beklædningsproblem. Hun beskyldte, at hun endnu ikke var kommet over morgendøsigheden, for at være grunden til, at hun måske lo en smule højere end forventet. Men som ordene havde forladt hans mund var det præcise billede af ham i en pink blomstrede kjole poppet op i hovedet af hende. Det sendte hende endda helt tilbage til sin egen barndom. For sandheden var at hun havde haft sådan en kjole, da hun var mindre. ”Nej, det skal jeg nok redde dig fra.” lød det fra hende, som latteren faldt ned igen og hun faktisk kunne ytre ord igen. Hun tørrede en enkel tåre fra sin kind, hvorefter hun tog en dyb indånding for at samle sig ordentligt igen. ”Det må du undskylde…”
Et enkelt tud kom pludselig fra den anden side af huset. Sendte opmærksomheden mod den større ugle, der stadig sad og hyggede sig på sin pind i spisestue-afdelingen af den åbne stueetage. ”Dét er Wilson. Min brevugle.” forklarede hun og pegede mod den stolte fugl. ”Han skulle gerne være stærk nok til at hente noget tøj til dig.” Nu havde Rolo mere eller mindre tage stillingen om, at der ikke var nogen anden mulighed. Hvorfor havde hun overhoved spurgt ham til at starte med? Der var intet tøj til ham i huset. Og hun boede midt ude i ingeting. Hun bevægede sig lettere svajene omkring sofaen, op over det lille trin ned til stuen og videre hen mod uglen, der satte af og mødte hende på halvvejen. Ved spisebordet fandt hun et lille stykke pergament frem og med en tilhørende fjerpen skrev hun hurtigt et par ord ned og foldede det sammen til en lille rulle, som hun så proppede ned i en lille læderpung, der hang ved uglens ene ben. Derefter hoppede uglen automatisk op på hendes arm og kursen gik mod hoveddøren.

”Skynd dig.” var det sidste hun sagde til uglen, før den satte af og fløj afsted igennem den åbne dør, som ganske hurtigt blev lukket i igen efterfølgende. Hun slog sine hænder sammen, som børstede hun en smule støv af dem, før hun vendte tilbage til stuen. Tilbage til den sårede ulv. ”Så. Nåh…” Hun satte sig på stuebordet overfor Caleb og kiggede lidt mere fokuseret på ham. ”Vi blev vel enige om, at vi ikke kender hinanden.” startede hun. ”Vi har tid til at gøre om på det. Er du så en troldmand? Altså.. Jeg har hørt om mugglere, der blev bidt.”

[Deleted]

Nu hvor smerten langsomt var stilnet af og blevet mere til et irritationsmoment frem for en reel smerte, kunne han også bedre koncentrerer sig om hende. Hun virkede ret cool. Altså af en "ikke ulv" at være. Det sagde ellers ikke så lidt når det kom fra ham som normalt frasagde sig alt der ikke var ulv.
Et lille forsigtigt smil gled over hans læber, det var han faktisk virkelig glad for at høre for hvor pokker skulle han også gå hen? Det var nok en god ide at holde sig på god fod med hende især så længe han ikke rigtigt kunne gå. "Se dét sætter jeg faktisk ret stor pris på." Forsikrede han hende og rettede lidt på sig i sofaen.
Hans krop var stadigvæk utrolig øm efter forvandlingen og han kunne virkelig godt bruge en lur, men igen brød han sig ikke om at være uhøflig når nu hun var så hjælpsom. Hendes latterudbrud fik ham til at smile underholdt. Han var da glad for at hun kunne se det sjove ved situationen som ja nok egentlig var ret komisk, hvem pokker ville da også forvente at få en nøgen mand som gæst klokken alt for tidligt om morgnen. Man kunne vel sige at det var ret heldigt for hende hun ikke var kommet ud noget før imens han stadigvæk havde været forvandlet. Nu var han ganskevidst på stormhate eliksir, men hans opgave var jo også at indsamle nye medlemmer til flokken og hun ville nok ikke have været helt så gæstfri hvis hans tandrække havde siddet i armen eller andre steder på hende.

Han rettede blikket mod den store ugle som den krævede opmærksomheden ved en lidt klagende tuden. "Så du sender din ugle ud og shoppe tøj til mig?" Han forsøgte ikke at lyde alt for skeptisk, han havde trods alt ingen penge på sig til at kunne betale hende nu og her så han måtte jo slå sig til takke med hvad han kunne få, skønt han fortrak at være nøgen frem for iført brune fløjelsbukser. "Jeg håber han har god smag." Jokede han med noget sandhed bag og så til som hun sendte den afsted gennem hoveddøren.
Som hun vendte tilbage og satte sig overfor ham smilede han lidt til hende på ny, "ja jeg er magiker," informerede han, et modigt spørgsmål taget i betragtning af at han kunne have været muggler. På den anden side så blev mugglere bidt af varulve jo informeret om deres tilstand kort efter biddet. "Og du er heks," konkluderede han fra deres tidligere samtale.
"Mit navn er forresten Caleb," han rakte hånden frem mod hende, de kunne vel lige så godt præsenterer sig ordentlig for hinanden.

[Deleted]

”Du burde ikke bekymre dig. Jeg giver ham trods alt ikke ansvaret for at finde noget frem til dig.” Nej. Det ansvar havde hun givet til Alfie. Ejer af den almene tøjforretningen, som hun havde sendt uglen af sted. Hun tvivlede på, at det ville gå helt galt. Men nu hvor hun tænkte over det, så kendte hun ikke det mindste til denne unge mands personlige tøjstil. Han havde jo været komplet nøgen, da hun havde fundet ham.

Det var ikke direkte lettelse der skyllede hen over Rolo, da han bekræftede hendes mistanke. Fordi for hende kunne det være fuldkommen ligegyldigt om en person var magiker eller ikke. Det var nok mere i stil med, at hun havde haft ret. Hvilket var en ganske behagelig følelse. Hun nikkede selv tilbage, da han sendte samme konklusion mod hende. Det var vist ret tydeligt, at hun var vokset op iblandt magi. Hele hendes hjem og udstråling afslørede den fakta. Hun havde tydeligvis ikke bare vænnet sig til livet som magiker. Hun var født ind i samfundet.
”Huh?” Hun så lidt undrende på ham, da han valgte at præsentere sig. Hun så en enkelt gang frem og tilbage på hans ansigt og hans hånd. ”Er du sikker på, at du ikke har slået hovedet?” spurgte hun mistroisk og lænede sig en smule mere frem mod ham. ”Det er anden gang, du præsentere dig for mig.” Forhåbentlig var han godt klar over det, men bare havde valgt, at den første gang ikke havde været god nok. Hun lænede sig tilbage igen og trak på skulderne, inden hun dog alligevel rakte ud og tog imod hans hånd. Hendes virkede langt mindre end hans. Blød. Hun tog sig godt af sine hænder. Det var også dem hun regnede med, når hun arbejde. ”Men hvis du allerede har glemt det: Mit navn er Rolo.” Denne gang var der ingen grund til at tilføje mellemnavnet.

”Nåh..” Hun rettede sig lidt op og svang det bene ben over det andet. Hun var sikker på, at ligemeget hvor elegant hun forsøgte at være, så hun stadig vild ud. Håret var ikke redt. Og hun havde stadig ikke fået gjort noget ved de udtværede spor af blod, hun havde i ansigtet. For ikke at nævne hendes tøj, som hun praktisk havde brug til at tørre sine hænder af i. Men det så ikke ud til at det gik hende på. Hun havde nok glemt det. ”Gik du også på Hogwarts?” Det var vel et meget standard spørgsmål. Der lå ikke noget i det som sådan. For selvom han ikke så meget ældre ud end hende selv, tvivlede hun stærkt på, at folk havde lagt mærke til hende. I hendes skoletid havde hun aldrig skilt sig meget ud. Hun havde været den lille grå mus, der lige så godt kunne have gået rundt med en usynlighedskappe. Der var sket en del forandringer siden da.

[Deleted]

Et lille smil lyste atter de blå øjne op og fik dem til at fremstå mere levende. "Det gør mig faktisk lidt lettet at høre.." han tænke sig kort om for at beslutte om han kunne fyre en lille joke af til hende, eller om hun ville blive fornærmet. Efter under ti sekunder havde han besluttet sig for at tage chancen. "Altså selvom navnet "Alfie" får mig til at tænke lidt for meget på høje hæle og pink fjerboa." Han skar en mild grimasse og håbede at hun kunne se at han ikke mente noget ondt med det - heller ikke selvom han inderst inde nok mente det en lille smule.

Han rystede på hovedet at sig selv og sin egen dumhed. Det værste var at han faktisk allerede havde glemt at han havde præsenteret sig for hende kort forinden. Måske der havde været noget på pilen der påvirkede hans krop på underlige måder. Han slog tanken hen da den ganske enkelt var for skræmmende. I stedet gemte han frygten og bekymringen - der nok alligevel kortvarrigt havde nået at vise sig - bag et grin og førte så hånden gennem håret, "nåh ja..hvor dumt, det må du undskylde, jeg er vidst ikke helt mig selv til morgen." Indrømmede han en kende forlegen.
Ærlig talt kunne Caleb godt lide tanken om at være fejlfri, så når situationer som disse opstod følte han sig omtrent lige så hjælpeløs som han havde følt sig i skolen og det var en ubehagelig følelse. Han havde ikke været særlig populær i skoletiden da han altid holdt sig enten for sig selv eller sammen med sin søster. Den form for "underlig adfærd" var der blevet bidt mærke i hvilket havde resulteret i mobberier, børn kunne uden tvivl være nogle sataner mod hinanden! Så med tæsk hjemmefra og mobning i skolen havde han nok ikke haft de bedste ods, måske også derfor at han bare havde sluttet sig til klanerne, endelig havde han mødt en familie han kunne regne med.

Caleb fangede hurtigt at stemningen ændrede sig til det bedre da hun besluttede sig for at skifte emne - gudskelov! "Ehm ja, det gjorde jeg," begyndte han og forsøgte ikke at vise den afsky han følte ved tanken. "Jeg gik på Ravenclaw." Han så lidt op og ned af hende, som forsøgte han i stilhed at placerer om han måske havde set hende der. "Hvad med dig?" Hans blik var blevet lidt fanget af hendes morderiske udseende, alt ved hendes fremtoning lige nu fik hende til at fremstå som en seriemorder, lige på nær hendes blide ansigtstræk.
Det så faktisk virkelig makabert ud. Lidt som hvis man læste en uhyggelig bog hvor barnet endte med at vise sig at være den onde. Som om at tingene slet ikke passede sammen på en eller anden måde.

[Deleted]

Ah ja. Hogwarts. Tiden på den magiske skole i Skotland havde været speciel. Hun ville dog aldrig være typen, der ville beskrive de syv år som forfærdelige. De kunne bestemt have været bedre. Uden tvivl. Hun huskede stadig hvor jaloux, hun havde været på dem, der nød hvert eneste øjeblik af deres ophold på slottet. Hun havde ikke forstået, hvordan de gjorde det. Hvordan de kunne være så sikre på sig selv. Og deres evner med en stav. Hun elskede sin stav. Så med det kunne man nok forstå, at hun ikke ligefrem havde været jublende over det faktum, at hun ikke kunne bruge den ordentligt til at starte med lige som så mange andre. Men set i baksejlet, så fortrød hun ikke at have holdt det ud. Hun måtte trods alt ikke glemme, at det lysnede lidt mere op, da hun nåede sit fjerde år, hvor hun fik forståelse på sine mangler. For så viste hun, hvad hun skulle arbejde med. Og at arbejde hårdt lå lige i hendes boldgade.

”Hufflepuff.” svarede hun uden at tøve det mindste. Selvom det måske ikke var det kollegie som hendes familie havde håbet på, så var hun nu stadig stolt af at have været en del af det. Og fordelingshatten havde skam også haft ret i, at hun ville passe bedst der. Der havde folk taget bedre omkring hende, end hun kunne sige vedrørende andre elever, hun var kommet omkring i løbet af sit skoleliv. ”Jeg har den der underlige heks, der ikke rigtig kunne udøve magi.” En let latter lød fra hende. Mest på grund af ironien, der lå i ordene. ”Jeg tror det var på mit andet år til undervisning i besværgelsen Orkideus, hvor jeg faktisk fik tryllet tulipaner frem. Blot for at se dem visne lige med det samme derefter.” Det havde uden tvivl været en pinlig affære - den gang. Nu kunne hun se tilbage på det med et smil og komik. Så skrækkeligt var det heller ikke. Det havde været hendes første gang. Hun vippede lidt med sin ene fød, mens tanker fløj igennem hendes hoved, hvor vidt hun kunne tillade sig at fortsætte med at bare fortælle om sig selv. Det virkede lidt uhøfligt. Så kort efter rømmede hun sig for at stoppe sig selv og smilede undskyldende mod ham. ”Men ved det faglige var jeg som en svamp.” afsluttede hun med et bekræftende nik.
”Nåh..!” Hun svang med ét sit ben tilbage på sin plads, før at hun kunne rejse sig på ny. ”Er du sulten? Jeg kan sikkert skramle noget føde sammen.” Hun smilede sit sædvandlige imødekomne smile ned på ham, før hun atter vandrede igennem huset, inden han rigtig kunne nå at svare hende. Hun var selv sulten. Så om hvor vidt han ønskede noget mad eller ej, så var hendes mål køkkenet. Hun havde stadig ikke fået sin morgenmad.
Dog fik hun ikke lov til at komme langt før et tud fra en velkendt ugle fyldte stuen, og store natugle kom svævende igennem det tilpasselige hul i væggen nær loftet. Automatisk stoppede Rolo op og så op, kun for at Wilson straks slap den brune pakke, den bar, før hun kunne registrere det, hvilket resulterede i at pakken først faldt direkte ned på hendes hoved for så at lande smukt i hendes hænder. Uglen sagde ikke noget til det. Fløj blot tilbage til sin pil nær hullet den netop var fløjet igennem. ”Avh...” beklagede hun sig og ømmede det ramte område. Ikke at det havde gjort nogen skade. Pakken var trods alt blød. Tøjet!
Hun drejede ivrigt hen imod Caleb og luntede atter hen til ham. ”Din beklædning er ankommet. Hurtig levering, huh?” Stående bag sofaens ryglæn overrakte hun ham pakken. Hvis hun kendte Alfie ret, var det nok ikke meget andet end et par jeans og en trøje af en slags. Mugglermode, eller hvad man nu kaldte det. Men hvad andet kunne man forvente fra en butik i mugglerkvarteret. ”Jeg tror desværre, at maden må vente. Nu hvor du kan komme videre, er det vigtigste uden tvivl at få set på det sår. Du kan trods alt altid komme forbi..” Hun stoppede brat. Det faldt hende pludselig ind, at de nok ikke ville se mere til hinanden. ”..Ja. Du er velkommen til at komme forbi igen en dag og kræve lidt proviant.” sagde hun så alligevel med et blidt smil. ”Der er badeværelse lige derover.” Hun pejede igennem stueområdet og mod en trædør. ”Du kan skifte der, hvis du har brug for det. Skal du have hjælp? Eller kan du så småt stå på dit ben selv?”

[Deleted]

Caleb havde hadet tiden på skolen. Han havde været den lille splejsede og lidt for nørdet fyr der altid var offer for de større drenges mobberier. Dét oveni at han havde en voldelig far havde gjort hele hans barndom samt teenageår til et levenede helvede for ham. Det bedste der nogensinde var sket for ham var uden tvivl dengang han fik biddet.
Han havde skam også planlagt at hævne sig på sin far på et tidspunk, men det lå bare ikke lige øverst på listen – endnu.

Som hun afslørede at hun var en puffer var det som om at et lys gik op for ham, for naturligvis var hun en puffer, det gav uhyggelig god mening i hans hovede. ”Faktisk kommer det slet ikke bag på mig at du er fra Hufflepuff.” Kommenterede han smilende, men så gik det op for ham at det måske lød en lille smule nedværdigende så han rystede kort på hovedet med et undskyldende smil malet på læben. ”Eller..altså ikke dårligt ment.” Skyndte han sig at tilføje, ”men du virker bare meget bekymringsfuld. Det er trods alt ikke alle der ville have hevet en fremmed nøgen mand med ind i deres hjem.” Han skar en mild grimasse. Af en hårløs at være virkede hun faktisk ret cool.
Han lo kort med hende. Efter smerterne var begyndt af aftage var han også en del mere munter at være i nærheden af på trods af at han var træt af at have været aktiv hele natten og gennem forvandling og alt det der nu engang hørte til det at være varulv. ”Det skal du ikke være ked af, jeg var virkelig heller ikke særlig skap i skolen,” informerede han roligt. ”Jeg vidste en del om tingene teoretisk, men når det kom til praksis.” Han fløjtede let og lavede så en skrallen med munden for at indikerer et fly der styrtede ned.
”Det er ikke en tid jeg ønkser at vende tilbage til skal vi ikke bare sige det sådan,” han blinkede til hende og lod tungespidsen løbe let over sine læber.

Hendes tilbud om mad var ret kærtkommen, for Calebs appetit var også ganske lig et sultent rovdyrs. ”Lidt kan man vel altid klemme ned.” Svarede han skønt hun allerede var på vej mod køkkenet. ”Jeg ville gerne tilbyde dig at hjælpe meeen...” han så ned af sin krop der stadigvæk kun var dækket af tæppet. ”...det kunne godt gå hen og blive en kende akavet,” nu var han ikke særlig blufærdig, men det kunne godt være at hun ikke ville synes det var mega fedt.
Han nåede dårligt at tænke tanken til ende som lyden af vingebasken lød hvorefter den lidt velkendte ugle kom flyvende gennem stuen med en pakke som blev afleveret elegang på toppen af Rolos hoved. Caleb måtte bide sig en smule i kinderne for ikke at le over den komiske aflevering. Det kunne nok også godt ses på ham hvor underholdt han var som hun vendte sig mod ham på ny for at annoncerer det åbenlyste. Han tog imod pakken hun afleverede til ham og åbnede den imens han inderligt bad til at det ikke var røde læderbukser eller noget I den stil.
Til sin store lettelse var det et par lyse jeans og en mørk tshirt. Han holdt det lidt op for at se nærmere på det. Jo det kunne han bestemt godt bruge! I bunden af pakken lå der også et par bokseshorts hvilket uden tvivl reddede hans dag en smule.
Da det gik op for ham at hun var ved at aflyse maden blev han en kende slukøret. Han kunne virklig godt have spist et eller andet, og han havde alligevel ingen planer om at tage til Skt. Mungos.”Jeg tror det er helt fint, ingen grund til at besvære healerne.” Svarede han og slog let ud med hånden.
Da hun spurgte ind til om han kunne klare det selv smilede han blot lidt ved tanken om at få hende til at hjælpe sig. På den anden side var det en smule under hans værdighed. ”Jeg tror jeg klare den.” Svarede han uden at være helt sikker.
Langsomt kom han op og stå, stadigvæk med tæppet viklet omkring sig. Med tøjet under den ene arm, gav han sig til at humpe lidt mod toilettet. Benet dunkede ubehageligt, som hvis det havde sovet og blodet begyndte at vende tilbage. Han skyndte sig derud og var nok lidt længe om at få kæmpet det på, men det lykkedes. Han åbende atter døren dennegang fuldt påklædt. ”Altså hvis morgenmadstilbudet stadigvæk står ved sin magt vil jeg ikke sige nej?” Han så på hende fra døren ud til toilettet. ”Og ellers må jeg komme og indkræve det en anden dag hvis det passer dig bedre?” Han smilede mod hende.

[Deleted]

Det var vel uundgåeligt at en lille uforståeligt og svagt fornærmet rynke samlede sig imellem hendes bryn, da han først kommenterede på hendes kollegie. Godt nok var det meget vel ligegyldigt, hvor man var endt nu, hvor man ikke længere gik der, men man havde vel stadig en form for stolthed over det stadig. Hun kunne godt følge, hvor han kom fra, for Hufflepuff var ikke det mest udbredte af kollegierne på Hogwarts. Men havde det ikke være længe nok til at give bare lidt mere kredit til det?
Han fik da også hurtigt reddet situationen, inden han sank for dybt, og rynket forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet kun for at blive erstattet af et humoristisk smil og en kort latter. ”Hvis du bliver ved med at sætte spørgsmålstegn ved, at jeg tog dig ind, ender jeg måske med at fortryde mit valg, kære Caleb.” sagde hun let. Det var trods alt ikke første gang han sagde noget til det. Det havde næsten været det eneste, han havde grublet over.
Rolo var egentlig ret overrasket over at høre, at han havde haft en lignende oplevelse, som hende. Det faglige havde lægget hende lige til højrebenet, og hvis det praktiske ikke havde spillet sådan en stor rolle, ville hendes samlede karakterer været langt bedre de første par år, før hun lagde mere opmærksomhed mod sine besværligheder. Dengang havde hun i hvert fald aldrig i sit liv troet, at hun ville kunne udføre animagi så succesfuldt, som hun havde gjort.

Hun så stille til, som han tog imod den brune pakke og åbnede den for at finde noget ganske almindeligt tøj. Muggler tøj, som nogle måske ville kalde det. Det var dumt ifølge hende. Der var intet som ’magiker tøj’ eller ’muggler tøj'. Eller jo – traditionelt. Men det burde ikke ses så meget ned på, som det gjorde. For hun ville vædde med at langt flere magikere gik rundt i et eller andet, der kunne ses som ’muggler beklædning’. Hun var en af dem.
”Ingen grund til at besvære healerne!?” udbrød hun brat og så noget alvorligt på ham, før hun rystede opgivende på hovedet og lagde ligeledes en flad hånd mod panden. Enten var han immun overfor en hver form for skade og helede hurtigere, end hun forstillede sig, eller også var han bare ufattelig dum. Hun hældede lidt mere mod det sidste. Hun nåede ikke at sige mere til det, før han var godt på vej ud på badeværelset, hvor hun netop havde dirigeret ham imod.
Så snart døren lukkede efter ham, begyndte hendes blik at søge rundt i sit hjem. Det lignede sig selv, hvis man så bort fra stuen, hvor møblerne var blevet rykket sjusket rundt og blod var at finde rundt omkring. Blod gik hende som sådan ikke på. Og af en eller anden grund gjorde det faktum at Caleb var en varulv – et dyrisk væsen – det nemmere for hende at håndtere. Hun pustede tungt ud og gned sin nakke et øjeblik. Udmattelsen var ved at overvælde hende. Hun hørte små og bløde bump komme fra spiraltrappen og som forventet, da hun så hen imod lyden, så hun godt og vel tre små hårbolde trille ned i stuen til hende. Automatisk formede der sig et smil på hendes læber igen, og hun kom kortvarigt ned på hug for at komme sine puffskeins i møde. ”Godmorgen med jer.” lo hun muntert, som hårboldene hoppede op og ned omkring hende med små piv. ”I kommer lige til tiden. Kan I hjælpe med at tørre blo-… gulvet derover af?” Hun pegede hen mod stuegulvet. De så ud til at forstå med det samme. Og netop som de små pelsede væsner hoppede af sted, åbnede døren til badeværelset igen.

”Nårh, så kunne du få taget noget tøj på, hva.” drillede hun og rejste sig let og elegant op igen. ”Men jeg bliver desværre nød til at holde fast i, hvad jeg sagde før. Morgenmadstilbuddet bliver nød til at vente. Det er ikke fordi, jeg ikke vil have dig omkring, men jeg kan bare forestille mig, at det ville være bedre, uden at vi begge var smurt ind i blod.” Hun lavede en gestus ned over sig selv. ”Jeg ville også have det bedst, hvis du tog forbi hospitalet. Jeg vil ikke tvinge dig, men dit sår lignede at være betændt.” Sådan havde det i hvert fald set ud, før hun havde kommet den knuste plante på. Måske havde den faktisk virket, og hun bekymrede sig over ingenting. ”Men det er op til dig selv.”

[Deleted]

Hun var nu okay af en pelsløs at være. Han var ikke helt sikker på hvorfor, men der var bare et eller andet dejligt beroligende over hende. Han lo mildt og rystede på hovedet, "og det kan vi ikke have," konkluderede han venligt. Det var underligt for han havde sådan set aldrig set sig selv omgås en som hende med så stor lethed, han brød sig jo ikke om dem der ikke var varulve, mennesker var så ynkelige i hans øjne.
Dog ikke Rolo, hun virkede stærk på trods af det strejf af usikkerhed der sommetider hjemsøgte hendes klare øjne.
Han så på hende og kunne godt fornemme at hans fornægtelse ikke faldt i god jord, men han kunne ikke bare tage til Skt. Mungos, tænk hvis de undersøgte ham og fandt mærket, det kunne han ikke risikerer. "Du skal ikke bekymre dig så meget, du ender bare med at få rynker." Kaldte han over skulderen inden han kort efter var forsvundet ud på badeværelset.
Som han stod derude opfattede han ikke rigtigt noget af det der foregik inde i stuen, han lod tæppet glide ned og bøjede sig kort ind over vasken hvorpå han studerede sit eget spejlbillede for en kort stund. Han sukkede og pjaskede derefter lidt vand i ansigtet. Måske han havde brug for at komme lidt væk og få noget lufte efter denne lidt for hektiske morgen.
Idet han trådte ud fra badeværelset, denne gang fuldt påklædt, kiggede han på de små væsner. De mindede lidt om forvoksede nullermænd i regnbuefarver. Han vidste godt at det var puffskeins, han havde nok bare aldrig set hvad folk synes gjorde dem så fantastiske.

HAn smilede til hendes kommentar og så ned af sig selv. "Ja, man skal jo prøve noget nyt sommetider," kørte han joken videre og kom over til hende. "Jeg har ingen penge på mig nu, men jeg skal nok betale dig for det, og for din ulejlighed." Lovede han hende i et mildt suk. Han havde jo ikke ligefrem efterladt hendes hjem pænt og ryddet, og bare det at hun havde skaffet ham tøj, den slags var jo ikke gratis.
Et nik fulgte dog hendes ord. Det var måske meget godt at tage en rematch.
"Bare så du ved det, så har jeg ikke tænkt mig at glemme den aftale bare fordi du smider mig ud," drillede han hende og blinkede igen. Han rakte hende det blodige tæppe han havde haft omkring sig. "Det var hyggeligt at møde dig Rolo," Sagde han venligt og gik hen mod hoveddøren. Han måtte prøve at transfererer sig tilbage til hvor forvandlingen gik i gang så han kunne fine sit tøj.
Han åbnede døren og gik udenfor, "pas på sig selv til vi ses igen," sagde han. Han var stålsikker på at dette ikke ville blive deres sidste møde. HAn kunne ikke helt beskrive hvorfor, men han følte sig en smule draget af hende og han ville virkelig gerne have lov til at undersøge lidt nærmere hvad det mon kunne skyldes, for det var ikke lidenskabeligt som med willier, det var bare...anderledes, han kunne ikke beskrive det på andre måder.
Med et sidste nik i hendes retning lod han sig transferer væk fra dørtrinet og ignorerede flor hendes belæring om at han burde gå til en healer.


//out