After the Full Moon...

[Deleted]

Tid :: 08.06
Sted :: Laden
Vejr :: Gråt og køligt
Påklædning :: Ehm...ret nøgen Oo
Tilegnet :: @rolo

---

Klokken var lidt over 8. Caleb slog øjnene op og udstødte en lidt klagende lyd og lod blikket glide rundt. Han befandt sig i en lade som han huskede at have sneget sig ind i for nogle timer siden for at søge ly fra varulvejægerne han kun lige med nød og næppe havde formået at ryste af sig. Det at være på stormhateeliksir gjorde at han tydeligt kunne huske aftenens begivenheder. Blikket gled ned af hans nøgne krop der lå halvt dækket i halm. Halmen var klistret og blodig. Blodet stammede fra de mange sår han havde pådraget sig i kampen. Heldigvis healede han over et par dage, det sår der bekymrede ham mest var også det største. Et stort åbent sår i låret hvori der stadigvæk stak en pil ud.
Han himlede svag med øjnene. Hvorfor skulle varulvejægere da også være så primitve?

Varulveflokkene var begyndt at brede sig i store dele af Europa og de norske myndigheder var gået ind i sagen og havde sendt deres hold af varulvejægere ud for at "holde bestanden nede". Det var nu et lovkrav at alle varulve skulle låse sig selv forsvarligt inde under fuldmånen. gjorde de ikke det, var det lovligt for de såkaldte jægere at enten indfange eller dræbe dem.
Calebs plan havde været at snige sig ind på dem og dræbe dem, bare for at understrege at varulvene ikke bare gav op uden kamp, -og så for at få lidt højere status ved lederen. I stedet var han endt med ar gå i en fælde der let kunne have kostet ham livet. Eller værre, han kunne være blevet fanget og tortureret til han havde afsløret hvor flokken holdt til. Så hellere døden. 
Igen lod han blikket glide rundt i laden, hvad pokker var dette her for et sted? Og hvorfor stank her af hippogriff? 

[Deleted]

Påklædning: Et par skovmands-ternede natbukser sat sammen med en tætsiddende sort nuddelstrop-top. Bare fødder.

_________________________________

Det var en af de morgener, hvor hun bare lod tandbørsten gøre sit arbejde uden hendes assistance. Der var ingen spændende oplevelser planlagt, kun et par dagligdags ærinder og pligter. Og vejret var ikke det mest muntre. I princippet kunne hun bare gå tilbage i seng og få lidt flere timers søvn, men det gik ikke, at hun blev ved med at bryde sine rutiner. Det kunne godt ske, at hun ikke havde et job med bestemte arbejdstider. Det betød dog ikke, at hun kunne tillade sig selv at være doven dag ud og dag ind. Hun havde stadig et ansvar som en selvstændig voksen.
Hun ruskede godt i det løse hår, som hun slæbte sig selv ned ad hvirveltrappen. Efterfulgt at et gab, der automatisk blev skjult bag en hånd. Hun kunne allerede høre te-kedlen rumstere ude i køkkenet, hvor den fyldte sig selv op med vand og satte sig over gaskomfuret. En lille finurlig forhekselse. Det velkendte tud fra natuglen fangede hurtigt hendes opmærksomhed. Som altid sad den stolte ugle på ryggen af en af stolene ved hendes spisebord. Ventede på anerkendelse fra Rolo. Et smil dannede sig som altid på hendes læber, og hun skulle lige netop hen for at sige ordentligt godmorgen og se på den medbragte post, der lå på bordet, med et ordentligt dunk fik hende med det samme til at se sig over skulderen. Igennem stuen. Igennem drivhuset. Ud til haven. Hun så dog ikke noget. Ikke til at starte med. Men efter et øjeblik kunne hun skimme baskende vinger nær jorden. Og ved at justere sin placering så hun kunne se omkring stuens møbler, fik hun øje på den lille dværgugle. Hun rynkede undrende sine bryn, og bevægede sig roligt igennem sit hjem.
”Hey, Ernest.” var det første der kom ud af hendes mund det samme øjeblik, hun fik åbnet døren fra drivhuset til haven og kom ned på hug foran den noget fortumlede ugle. "Er du okay?” Selvfølgelig ville den ikke kunne svare hende, men hun påstod stadig, at den forstod, hvad hun sagde. Og der var tidspunkter hvor hun ligeledes forstod det. Sådan var det med de fleste af hendes dyr. Hun så til hvordan uglen pludselig satte af fra jorden og efter en smule basken lige ud foran hendes ansigt fløj den af sted igen. Hun var forvirret. Normalt påførte den sig ikke sådan. Forsigtigt kom hun op at stå igen og fugle uglen med øjnene, til den atter holdte pause på have lågen og tudede et par gange, som for at få hendes opmærksomhed. Hun så lidt ned af sig selv. Hun var stadig kun iført sit nattøj, men så koldt var det heller ikke. Hun krummede tæerne lidt, inden hun endelig fik taget sig sammen til at træde udenfor på det dugfugtige græs.
Hun havde knap nok nået ud i haven, før uglen fløj igen. En urolighed inde i hende, fik hende til at følge efter. Først luntede hun bare, men det samme øjeblik hun var på den anden side af lågen og kommet ud på selve den øde eng, satte hun tempoet op. Der gik lidt tid, før hun forstod hvilken retning, hun løb i. Men som hun kom nærmere blev det eneste fokuspunkt den lille lade. Lula ly. Bekymring begyndte at bygge sig op, og hun kunne mærke sig selv løbe hurtigere. Det ville ikke være første gang, der var sket hippogriffen noget. Og hun frygtede det værste.

”Lula!” udbrød hun højt i det samme øjeblik, som hun flå døren til laden op. Hun stod i lidt tid i døråbningen og hev forpustet efter vejret, mens hun støttede sig lidt til karmen. Dværguglen, der havde ført hende af sted, svævede videre forbi hende og landede på den nærmeste platform og kaldte endnu en gang. Hun kunne mærke sit hjerte sidde oppe i halsen, som hun panisk så sig omkring. Ingen hippogrif. Selvfølgelig kunne væsnet blot været ude og flyve sig en tur, men hvorfor skulle uglen så have bragt hende dertil? Det fik hun dog hurtigt svaret, da hendes øjne pludselig fangede noget, der ikke normalt var at finde i laden.
Overraskelsen var tydelig at se i hendes ansigt, og hun kunne ikke holde sig fra at stirre mod den unge mand, der lå i halmen. Hun var ikke sikker på, hvad hun skulle sige. Det var ikke normalt for folk at begive sig så langt væk fra offentligheden. Og ikke nok med det - Han var så nøgen, så vidt hun kunne se. Det var først som noget at det sidste, at hun lagde mærke til blodet. Hun gispede forskrækket og lagde en hånd hen over sin mund, mens hun tog et enkelt skridt bagud, som var hun parat til at løbe den anden vej. Men noget holdt hende tilbage. Pilen.
”Hvad er der sket!?” var det eneste hun kunne tænke sig frem til at sige. Hun så med store øje mod den fremmedes ansigt, ned på pilen og så tilbage til hans ansigt. ”Er du.. okay!?”

[Deleted]

Calebs ben dunkede helt forfærdeligt, han kiggede ned til der hvor pilen stak ud og kunne se hvordan såret så ret betændt ud. Han rynkede brynene. Som varulv var hans immunforsvar langt over hvad almindelige menneskers lå på, hvilket betød at han næsten aldrig blev syg og hans sår aldrig gik i betændelse. Det lugtede også underligt, lidt sødligt. Han skar en grimasse og satte begge hænder omkring skaftet på pilen med intention om at trække den ud, da han hørte fodtrin nærme sig.
Han slap omgående pilen igen og kiggede mod ladeporten der gik op, kortvarrigt panisk over om det måske kunne være dem der havde sporet sig frem til ham.
Et lettelses suk undslap hans læber. Det var jo bare en tøs i nattøj. Nu var han ikke ligefrem i det mest snaksagelige humør både grundet sin manglende påklædning, men efter en lang nat som ulv var hele hans krop øm og træt. Det var altid smertefuldt at gå gennem forvandling.

Som uglen svævede frem mod ham og landede tæt ved forsøgte han først at vifte den væk med den ene arm, men det fungerede ikke helt for ham og kort efter stod kvinden overfor ham. Hun så en smule ældre ud nu hvor hun kom tæt på. Hendes reaktion fik ham til at sende hende et lidt afmålt blik. "Ja jeg har det fint." Forsikrede han halvhjertet og tog atter fat omkring pilen for igen at gøre tegn til at trække den ud. Han vidste godt at det ikke var så optimalt, men det var vel bedre end den bare sad der og stak ud og spredte hvad end gift den måtte have på sig.
Inden han gjorde noget rettedet han blikket tilbage mod kvinden. "Du har vel ikke et håndklæde eller noget jeg han bruge til at ligge over såret? Spurte han ind som var dette hverdagskost for ham. Det var det dog ikke.
Caleb havde hørt om varulvejægerne mange gange, men i går havde været hans først møde med dem. Han havde ellers været så sikker på at folk bare havde overdrevet når det snakkede om dem, men til sin ærgelse måtte han erfare at de faktisk ikke lige var til at bide skeer med.

[Deleted]

Rolo forstod absolut ikke, hvordan han kunne tage situationen så roligt. Var det normen for ham, at blive skudt ned med pile? Hun tvivlede stærkt på det, men verdenen de levede i var trods alt ikke helt normal. Der var nogle der ude, der fandt glæde i de mest mærkværdige ting og sager. Hun burde ikke dømme. Det var måske tilfældet, at netop disse folk så på hende med undring over nogle ting, hun gjorde. Dog havde hun stadig utrolig svært ved at se glæden i denne mands ansigt. Ligemeget hvor fattet hans så end så ud, syntes hun stadig at kunne se små tegn på direkte ubehag. Eller var det bare noget hun bildte sig ind?

”Håndklæde… håndklæde..” lettere panisk gled hendes blik rundt i den lille lade. Men hendes søgen fortsatte ikke længe, før hun ud af øjenkrogen pludselig lagde mærke til hans hånd, der havde fået taget fat i pilen. ”Stop!” Hendes hjerte stoppede et øjeblik for så at springe i gang igen. ”Hvad har du gang i?!” Hurtigt trådte hun yderligere indenfor. Lod døren stå åben. Hun forventede ikke at flere nøgne og sårede mænd ville spadsere indenfor. Uden tøven kom hun ned på hug og videre ned på sine knæ og en hånd blev placeret hen over den af hans hænder, der havde taget i pilen, hvorefter hendes øjne røg op mod hans ansigt. ”Er du ikke rigtig klog?! Du kan ikke bare rive den ud. Det her er ikke nogen film. Du kan risikere at flå en vital blodåre.” Det var oprigtig bekymringsvrede der var at finde i hendes ansigt. ”For ikke at tale om, at spidsen kan blive siddende i såret.” Det var måske ikke tilfældet her. Mere moderne pile var lavet mere stabile. Specielt denne her. Metal. Hun gættede på at spidsen nok var svejset fast. Eller skruet.
”Vi bliver nød til at få dig ind i huset.” konkluderede hun efter et øjebliks stilhed og knirkende tænkning. Hun begyndte så småt at rejse sig op igen. ”Der er ikke langt. Tror du, at du kan støtte nogenlunde på benet?” Hun kunne umuligt løfte ham. Og selv hvis magi ville kunne gøre tricket, lå hendes stav stadig i huset, da hun ikke ligefrem havde haft planer om at forlade det på nul komma fem. Hun så sig lidt omkring, inden hun fandt frem til et simpelt tæppe, som der blev lagt henover ham, som en form for dække. Derefter tog hun et lille skridt tættere på ham, inden hun atter kom ned på hug. Og hvis han tillod hende det, fik hun løftet hans ene arm omkring hendes skuldre og efterfølgende få ham op at stå. Der var ingen tid til at føle sig flov over hans mangel på tøj.

[Deleted]

Hvor var det dog typisk at dette her lige skulle ske for ham, som have han ikke nok at slås med. Okay måske det havde været en smule dumt at gå efter jægerne, men altså hvis ikke han gjorde det hvem gjorde så? Det kunne da ikke være rigtigt at varulve skulle bures inde? De var prægtige væsner – set med hans egne øjne – han fattede ganske enkelt ikke at folk helst ville leve foruden.
Som hun begyndte at kigge efter håndklædet tog han det faste greb omkring pilen og nådede kun lige at tage den dybe indånding han selv mente der skulle til for at hive pien ud, men stoppede lige med det samme ved hendes udbrud. Han så lidt overrasket fra pilen til hende. Hun lod til at være mere panisk over situationen end han selv var, han var bare sur og tvær grundet pilen i låret på ham. ”Eh..” Han så en smule tøvende på hende, ”jeg trækker pilen ud?” Hvordan havde hun ellers tænkt sig at han skulle få den ud? Han nægtede i hvert fald at tage på Skt. Mungos.

Hendes forklaring fik ham dog alligevel til at tænke sig om en ekstra gang, han slap pilen igen og så på hende med et lidt skeptisk blik. ”Er du healer eller sådan noget?” Spurgte han i en lidt flabet tone. Han brød sig ikke om at folk fortalte ham hvad han skulle gøre, men på den anden side lød det bare som om at hun havde en lille ide om hvad hun snakkede om.
Hendes tilbud om at komme indenfor var da også ganske kærtkomment eftersom det var ved at være ret koldt at sidde herude når man ikke havde en trevl på kroppen! ”Det ved jeg ikke...måske?” Han vidste det faktisk ikke, men man kunne vel altid forsøge? Han tog hurtigt imod tæppet som hun rakte frem mod ham og dækkede sig selv lidt til, hvilket også gjorde at det var en del mindre akavet.
Med lidt hjælp fra hende – og en masse klagende støn – kom han på benene. Benet dunkede og han kunne mærke blodet løbe ned af sit ben inde under tæppet som for nu hang om hans hofte som et håndklæde. Armen gled omkring hendes nakke som han begyndte at hinke afsted for ikke at ligge for meget vægt på benet.

[Deleted]

Healer? Dog ikke. Så heldig var han nu heller ikke. Hun var godt nok ikke fuldkommen udvidende når det kom til diverse skader, men hun ville ikke kunne lappe ham sammen med et par sving med sin stav. Den ting der motiverede hende var mere det, at hun aldrig kunne få sig selv til at bare lade ham ligge som han var. Han virkede rigtigt nok som en hardført person som sagtens kunne tage sig af sig selv. Risikoen var bare for stor til, at dét ikke var tilfældet, til at hun ønskede at tage chancen. Og samtidig stod faktummet fast, at hun meget muligt kunne gøre noget. Så hvorfor ikke gøre det?
Hun var ikke nogen stor fan af de beklagende lyde, der kom fra ham. Han var tydeligvis i mere smerte end hun lige havde forstået fra starten. Han havde trods alt været ret snaksaglig. Men måske havde det blot været en facade. Og som han endelig kom ordentligt op at stå, kunne hun mærke hans vægt. Hun var lettet over, at han nogenlunde kunne støtte selv. I hvert fald på det raske ben. Hun ville umuligt have kunnet løfte ham. Men hun havde lige nok kræfter til at holde ham oprejst. Så med en arm viklet fast omkring hans talje og en støttende hånd placeret i den anden side, bevægede hun sig sammen med ham videre ud ad laden. Efterfulgt af dværguglen, der valgte at flyve i forvejen.

Okay. Der var måske ikke kun et lille stykke hen til det hyggelige hus. Der var et godt stykke eng. Men forhåbentlig var det ikke for meget for ham. Hun kunne se at både havelågen, døren til drivhuset og døren videre ind i stuen stadig stod åbne, hvilket kun lå til deres fordel. Hun følte sig allerede en smule forpustet, siden hun langt fra var vant til den form for anstrengelser, men synet af hendes tågede ånde i det kolde vejr, syntes at distrahere hende fra det. ”Sådan ja..” mumlede hun som en motivation til den fremmede mand. Han klarede turen flot af en med en pil siddende i benet. Hun kunne ikke forestille sig, hvor ondt det måtte gøre.
Da de endelig nåede haven sad dværguglen og gav et enkelt opmuntrende hyl fra sig. Som et checkpoint, inden den fløj det sidste stykke indenfor i varmen. Og inden længe fik hun slæb ham videre til målet. Om han så havde hjulpet haltende til eller om hun havde været nød til at løfte ham det sidste stykke på den ene eller anden måde. Til slut fik hun endelig lagt ham på sofaen i stuen, hvorefter hun pustede ud og strakte sin ryg godt ud. ”Bli-…” Hun stoppede et øjeblik for at se sig omkring, inden de grønne øjne kom tilbage mod ham. ”Bliv her. Jeg finder lige nogle ting frem så vi kan få pilen ud.” Og så med et forsikrende smil på læberne luntede hun videre igennem huset. Sprang op ad det lille trin fra stueområdet og til resten af underetagen og fortsatte videre ind i køkkenet, hvor te-kedlen stadig stod og skreg på livet løs. Hurtigt og fermt fjernede hun den fra gassen og slukkede ligeledes fra sig. Hun nød stilheden der lagde sig. Efterfølgende fik hun hældt det kogende vand i en porcelænsbalge og fik fundet et par viskestykker. Og som det sidste greb hun ud efter den nærmeste kniv, inden hun vendte tilbage til patienten.

Redskaberne blev lagt på sofabordet, som hun skubbede en smule ud for selv at komme til på gulvet. Hun greb først et af viskestykkerne og dyppede det en ende ned i det varme vand. Og så kunne hun mærke nervøsiteten, idét hun rykkede lidt tættere på ham. Hun sank tungt og forsøgte så lidt tøvende mod hans ansigt. ”Jeg bliver nød til at rense det værste blod væk, inden jeg kan fjerne pilen. Bare så jeg har et bedre udsyn til det hele.” Hun spurgte vel lidt diskret om lov. ”Det vil måske svige lidt. Og sig endelig til hvis vandet er for varmt, okay?” Hun nikkede svagt til ham, inden hun igen satte sig til rette. Løftede sig på sine knæ, tog godt fat om den fugtede del af viskestykket og begyndte så at duppe omkring såret.

[Deleted]

Caleb havde ikke altid været hårdført, faktisk havde han været lidt af en tøsedreng i sine unge dage. Typen der gik efter de svage for at få det bedre med sig selv. Dette havde varulveklanen dog ændret for ham. Hvad han ikke havde været udsat for i den forbindelse. Slåskampe, piskeslag, blevet skåret i for ikke at nævne brændmærket på det ene skulderblad der afslørede at han var en del af ulveklanen. Det virkede vel lidt ligesom Dødsgardens tatovering. Alt dette var udelukkende for at lærer at udholde den smerte og pinsel det tog for en forvandling, og det havde faktisk ikke rigtigt kunne måle sig med selve forvandlingen når alt kom til alt. Først når man beviste at man kunne stå imod alt dette, fik man biddet som "belønning".
Brændmærket var endvidere også for at vise at man var en del af flokken, man fik det kort før biddet, (fik man det efter biddet ville det bare heale.) Heldigvis var der ikke så mange der genkendte dette mærke - endnu, det havde form som et ulvehoved og havde man først fået det, var der ingen vej tilbage, den eneste vej ud af flokken var døden. Men hvorfor skulle man da også ønske at komme ud af flokken. Caleb havde virkelig kæmpet for at blive en del af det, det fik ham til at føle sig magtfuld.

Som de humpede afsted mod huset, forsøgte han ikke at ligge for meget vægt på det sårede ben, det dunkede voldsomt og han måtte flere gange fange et klagende støn på læberne fordi han ikke ville virke svag. Hendes peptalk hjalp ham nu ikke så meget og han var faktisk lidt i tvivl om hun gjorde det for hans eller sin egen skyld.
Under alle omstændigheder nåede de omsider huset, en forfærdelig hylende tone mødte ham i døren og han skar en grimasse. Hvad pokker var det? Det lød som en tekedel eller noget i den dur. Caleb valgte dog at ignorerer den irriterende lyd der nok kunne sammenlignes lidt med lyden fra en hundefløjte, og mærkede i stedet lettelsen skylle ind over ham som han så sofaen komme inden for rækkevidde.
Han halvvejs satte sig, halvvejs væltede ned i sofaen og åndede lettet op. Blikket faldt lidt på gulvet bag dem hvor et tydeligt blodspor havde fulgte dem tværs gennem stuen til sofaen. Det lignede lidt noget taget ud fra en gyserfilm. Et simpel nik blev sendt mod hende på hendes opfordring, lige nu forsøgte han at bide smerten i sig og et fungerede bedst hvis ikke han åbnede munden.

Kort efter hun forsvandt ud mod køkkenet ophørte den irriterende larm fra kedlen. Caleb åndede lidt lettet op og sank lidt tilbage mor ryglænet. Han var godt nok træt og udenfor var det ved at blive lysere. Han havde ingen anelse om hvad klokken måtte være. Denne tanke gemte han dog lidt bort som hun vendte tilbage og satte sig ved hans side. "Det er fint nok, bare få den ud," mumlede han, lige nu ville alt vel være bedre.
Han fortrød måske lidt den beslutning som hun begyndte at røre ved det, det sveg og dunkede, og han bed tænderne hårdt sammen da et overrasket gisp undslap ham, han havde ikke regnet med at det ville gøre så ondt. Efter lidt fortog det sig dog meget lidt og gjorde det lidt mere udholdeligt. I den forbindelse tog han sig chancen til at studerer sin redningskvinde en smule.

[Deleted]

Det var ikke svært for Rolo at fornemme hans reaktion, da hans muskler omkring låret spændte sig op. For ikke at tage om det gisp, der forlod hans strube. I et kort øjeblik stoppede hun ud af ren og sker usikkerhed på, om hun overhoved gjorde det rigtigt. Hun var trods alt ikke en udlært læge. Det eneste der kunne komme tæt nok på det, hun havde gang i nu, var når hun rensede sine egne hudafskrabninger efter at have faldet. Den eneste form for erfaring, hun i princippet havde, var fra at have været tilskuer til noget lignende. Men det var nok en god idé at holde lige netop den fakta til sig selv for nu. Hun skævede kortvarigt mod ham, inden hun igen kom i gang med at duppe omkring såret. Efter lidt tid samlede hun endda mod til at tørre blodet væk i stedet, da det fik processen til at gå lid hurtigere. Det var jo med at få den pil ud, inden der samlede sig flere bakterier.
Så efter at have fjernet det meste af blodet, blev viskestukket smidt tilbage på sofabordet, som var det blot en gammel klud. Derefter var det knivens tur til at blive brugt. Hun dyppede det skarpe blad ned i det dampende vand og tog et par sekunder til at ånde ind og ånde ud. Hun var selv overrasket over, hvor roligt hun egentlig tog det nu. I hvert fald uden på. Hendes hjerne rasede stadig af sted på et punkt, hvor det nærmest gjorde ondt. I den tid, nænnede hun heller ikke at se på ham. Han havde måske en idé om, hvad der skulle ske, men hun vidste det med sikkerhed. Hun forsøgte at trøste sig med at det var en nødvendighed. Det gjorde var bare ikke mindre nervepirrende.

Hun tog så en dyb indånding og trak kniven op ad vandet i håb om, at den var desinficeret nok og vendte så ellers tilbage til den sårede på hendes sofa. Hun så flygtigt op mod hans ansigt i et forsøg på at skabe øjenkontakt. Hun var overbevist om, at hendes følelser sad yderst på hendes hud. Viste hver og en lille bekymret trækning. Derfor endte hun også med at se væk igen efter at svagt bekræftende nik. ”Okay..” mumlede hun lidt for sig selv. Hun havde ingen idé, om hvad hun skulle sige. Det var som om hele hendes brillante ordforråd var fløjet ud af vinduet.
Hun rykkede atter tættere på hans lår. Så tæt som hun nu kunne komme fra hendes stilling. Hun rejste sig op på sine knæ og gik et godt og behageligt greb om knivens skaft. Øjnene var rettet mod sårets åbning, hvorefter hun endelig fik bøjet sig lidt ind over det. Den frie hån tog fat i pileskaftet og rykkede det forsigtigt til den ene side, mens hun førte knivens spids ned omkring såret. Hendes læber var presset hårdt sammen til en lige linje, og hun gjorde sit til at ignorere mulige smertelyde fra sin patient.
Et lille snit blev lavet for at lave såret en smule bredere. Og så endnu et på den anden side. Ved dette punkt, var hun gået ind i sin egen lille boble og syntes at virke en smule mere fattet. Kniven lagde hun fra sig, inden det værste - nok for dem begge tog - blev sat i værk. Hun greb pilen helt nede ved indgangssåret og holdt den ligeledes lidt til siden, hvor på hun med den nu frie hånd stak sin tommel- og pegefinger ned i såret. Det var en yderst klam fornemmelse. Hun kunne mærke varmen fra blodet, og hun bildte sig selv ind, at hun kunne mærke muskelvævet dunke i takt med, at hun pressede den længere og længere ned i såret indtil hun stødte på det kølige metal. Heldigvis sad den ikke alt for langt inde. Men det ville have været nemmere, hvis pilen bare havde strøget direkte igennem. Stadig med lydene omkring sig lukket ude forsøgte hun så småt at fumle med at trække pilen ud. Hun fik en finger ind under spidsen uden at prikke hul på sig selv, mens hun meget forsigtigt trak i skaftet med den anden hånd. Og efter besvær og noget der havde føltes om lang tid, lykkede det hende endelig at få fjernet pilen fuldkommen.
Som noget af det første faldt hun tilbage på gulvet og pustede lettet ud, men det var ikke tid til at slappe af endnu. Pilen havde hun bare smidt fra sig hvor end den landende. Hurtigt greb hun så om det nærmeste viskestykke, kom tilbage op på knæene, hvor efter hun fik presset stoffet godt ned hen over såret. Først der sprang boblen. Hun tørrede roligt sin pande, som havde hun svedt og efterlod et spor af blod, uden hun rigtig selv lagde mærke til det, for hendes opmærksomhed var hurtigt rettet mod manden ansigt endnu en gang.
”Så er det overstået. Er du okay? Klarer du den?”

[Deleted]

Caleb hadede virkelig denne situation, ikke nok med at han havde en pil siddende i låret så var det jo også bare voldsomt akavet at have en vildt fremmet kvinde til at hjælpe sig når den eneste beklædningsdel man havde på, var et tæppe som hun for øvrigt selv havde tildelt ham.
Han forsøgte virkelig ikke at komme med for mange lyde der indikerede at han var i smerter, igen ville han ikke virke svag og ynkelig. Med et vagtsomt blik fulgte han hver eneste lille bevægelse hun foretog. Vidste hun i det hele taget hvad hun lavede? Hun virkede dog til at have ret godt check på det og hendes ro, smittede lidt af på ham - frem til viskestykket blev fjernet helt som begyndelsen på "næste fase".
Han kiggede meget tvivlende på hende da hun så gjorde kniven klar. Han kunne mærke koldsveden begynde at melde sig i form af små svedperler på panden. Desperat forsøgte han at forberede sig selv mentalt på det der skulle ske om ganske kort tid. Det var ikke bare lige, han kunne mærke at han begyndte at få kvalme, men han holdt det nede

Han sank en meget stor klump idet deres blikke mødtes og han havde en led fornemmelse af at dette her nok ville komme til at gøre ulidelig ondt. Hans eneste trøst var at det forhåbentligt ville heale forholdsvis hurtigt så han snart kunne komme på benene igen.
Jo nærmere processen satte frem, jo mere havde han lyst til bare at løbe skrigende den anden vej, eller bare bede hende om at lade den sidde. Kunne man ikke sagtens leve med en pil i låret? Jo det virkede som en ret god - dog måske ikke særlig realistisk - løsning.
Da knivbladet rørte hans hud var han allerede der klar til at skrige på livet løs selvom det endnu ikke havde påført ham nogen smerte, måske det ikke ville blive så slet? Næppe var den tanke tænkt til ende, da bladet så begyndte at gøre sit arbejde, hvilket gjorde at han kom med et voldsomt smerteudbrud hvorved han var ved at trække benet til sig. For helvede hvor gjorde det ondt.
Sveden begyndte at hagle af ham og han mærkede kvalmen tage mere og mere over. Han skreg igen og fornemmede øjnene skifte farve imens han borede sine negle ind i en sofapude som han ikke engang havde bemærket han havde fået fat i. Han gispede efter vejret som havde han løbet et maraton da hun lagde kniven fra sig. Han kunne ikke helt beslutte om han turde håbe at det værste var overstået. Han følte at han skulle kaste op, men han sank et par gange og gled tilbage i sofaen bare fordi han ikke anede hvad han skulle stille op med sig selv på nuværende tidspunkt.
Det blev kun værre ved hendes næsten handling. Han fløj atter op og sidde, skønt han forsøgte at holde sit ben i ro. Han skreg på ny og havde igen lyst til bare at bede hende om at lade den sidde. Han kunne mærke hendes fingre steder de bare ikke bude være. Skriget gled over i en let klynkende lyd, lige nu havde han glem absolut alt om at holde sig maskulin.
Omsider mærkede han pilespidsen give efter og glide ud af låret. Han havde håbet at smerten ville forsvinde dermed, men der tog han åbenbart grueligt fejl. Hele benet dunkede og blødte næsten værre end før, han kunne igen mærke kvalmen tage overhånd og han faldt atter tilbage i sofaen fuldstændig gennemvåd af sved, han kunne høre hende snakke, men havde en ubehagelig susen for ørerne og kunne derfor ikke helt tyde hvad hun sagde. Han blik var sløret og han kæmpede for ikke at besvime, skønt det ellers virkede som en ret behagelig løsning lige nu.

[Deleted]

”Hey?!”
Oh gud. Havde hun ikke gjort det korrekt? Han svarede hende ikke. Og han så bestemt ikke alt for godt ud, hvis man spurgte hende. Bekymringen steg markant i hende. Det var noget nyt for hende, det her. De eneste par gange, hun havde set et væsen i høj smerte, havde det været et dyr. Og ikke et velfungerende menneske, hvis reaktioner, hun svagt kunne genkende som sine egne. Hun lagde endnu mere pres ned over såret. Det var det eneste, hun vidste ville holde blødningen på afstand.
”Bliv hos mig..” udbrød hun pludseligt, hvorefter hendes blik gled tilbage mod viskestykket, der så småt var begyndt at blive mere rødt end hvidt. Han blødte meget. Mere end, hun havde forventet, hvilket ikke hjalp med at få hende til at slappe af. Det var ikke så meget fordi, at hun troede, at han var på dødens rend, men hun var usikker på, hvor smart det ville være at lade sig selv falde hen i den situation, han var i. Hun var jo ikke klar over, hvor seriøst det var. Hun sank tungt og så efterfølgende tilbage op på ham. Det her var ikke ligefrem den morgen, hun havde set frem til natten inden. Hun nægtede at tro, at nogen kunne se frem til noget lignende. Hvordan gjorde sygeplejerskerne det? For ikke at nævne healerne!
Som hendes arme begyndt at vibrere en smule, tvang hun nu alligevel blikket videre væk fra ham i en søgen efter, hvad hun skulle gøre som det næste. Hun virkede til at arbejde på erfaring og viden, selvom det meste var på spontanitet og logik, da hun med ét kom helt op at stå og slap presset på låret et øjeblik. Hurtigt greb hun ud efter viskestykke nummer to og drejede med det samme fronten mod den sårede herre på sin sofa. Utroligt hvor meget bekymring en simpel fremmed kunne bringe op i hende. Stadig stående gjorde hun sit bedste med at få løftet hans ben en smule, bare så det nye viskestykke kunne komme ind under låret og derefter blive bundet op omkring dét der dækkede det pulsende sår. Hun følte en underlig lettelse, da det viste sig at være langt nok til at nå hele vejen omkring og samtidig gjorde det muligt for hende at binde en god knude omkring. Hun strammede godt til. Så godt som hun nu kunne med sin fysiske styrke, før hun bandt en sidste knude for en sikkerhed. Da det var gjort, syntes hun ikke at komme lidt på afstand hurtigt nok.
Hun blev overrasket over, hvor forpustet hun egentlig selv var blevet. Hun svedt langt fra lige så meget som han gjorde. Hun så kortvarigt ned på sine hænder, som begge var blevet smurt godt ind i blod og som en benægtelse, blev de fluks tørret af i både bukser og bluse, samt kørte hendes øjne videre rundt i huset. Hun så løberen af blod, han havde trukket ned sig indenfor. Hun så pilen på gulvet. Kniven på bordet. Og det svagt lyserøde vand i porcelænsbalgen. Ellers lignede hendes hjem vel sig selv.
Hun trippede hen over gulvet og videre ud af den første dør ud til selve drivhusområdet. Det værste var overstået, så noget af det første hun gjorde, var at få lukket døren mellem haven og drivhuset. Bare så den kolde oktober-vind ikke fyldte hendes hus. Hun skulle netop til at vende tilbage til stuen, da hun brat stoppede op midt i hendes plantefyldte værksted. Havde hun ikke noget, der kunne hjælpe? Godt nok var hun hverken en medicinsk heks fra 18-tallet eller uddannet botaniker, men hun vidste da nok om planter. Og i dette tilfælde, af hvad nogle kunne bruges til. Hun drejede roligt hovedet og så ind igennem de store vinduer ind til manden i hendes stue, som skulle hun først lige tænke over, som det var det værd. Men alligevel gik der ikke alt for længe, før hun gik på udkig. Hun burde have noget af den plante. Hun havde brugt det før.

Det havde virket som en evighed, før hun endelig kom tilbage fra drivhuset og fik lukket døren bag sig. Den grønne plante blev forsigtigt lagt på sofabordet, hvorefter hun ellers fortsatte videre igennem stuen. Luntende passerede hun sofaen. Kom igennem entreen og endte atter i køkkenet, hvor en ny klud blev fundet frem og fugtet med koldt vand denne gang. Og på sin vej ud igen fik hun også lige grebet om granitskålen, der praktisk stod fremme i hjørnet.
Hun havde nær snublet over trinnet ned, da hun vendte tilbage til stuen, men det lykkedes hende nu at genvinde balancen noget elegant. Morderen blev stillet på bordet, hvorefter hun endnu en gang faldt ned på knæ ved siden af ham. Denne gang oppe omkring hans hoved. ”Jeg har noget dittany.” begyndte hun at forklare med en rolig stemme, mens hun foldede den våde klud et par gange så den passede bedre, som hun lagde den oven på hans pande. ”Det burde gøre helingsprocessen en smule hurtigere. Men jeg har kun selve planten og ikke essensens, så jeg kan ikke sige med sikkerhed, at det vil lukke såret med det samme.” Hun lagde sin hånd oven på kluden og holdt den lidt mere ned mod hans pande. 

[Deleted]

Hele Calebs hoved synes at dreje rundt lige nu. Eller måske ikke lige hovedet, men rettere omgivelerene omkring ham. Han havde det så dårligt og havde virkelig svært ved at koncentrerer sig om hvad hun foretog sig. Lige nu kunne han ikke helt finde ud af hvad der var værst. Trangen til at kaste op eller trangen til bare at give efter og besvime.
Hendes ord rungede i hans hoved, men han fik da rettet blikket mod hende skønt øjnene sejlede lidt rundt, det var som at være helt ufattelig fuld, lige på nær alt det sjove, men smerte i stedet. "Jeg har det virkelig skidt.." mumlede han, nok en smule utydeligt, men i det mindste havde han da advaret hende hvis nu han pludselig ikke kunne holde maveindholdet nede længere.
Caleb havde virkelig svært ved at fokuserer på noget som helst lige nu, men han var bare lettet over at det værste var overstået, lidt forsigtigt skævede han ned mod benet hvor hun holdt et blodigt hviskestykke over, han mærkede farven forlade kinderne og han skyndte sig at kigge væk. Underligt, den slags plejede ikke at påvirke ham. Han syntes da heller ikke at de plejede at gøre så ondt med sår og skræmmer, igen havde han jo været igennem en hel del da han skulle ind i flokken. Måske hans mistanke var rigtigt og der var noget gift på pilen eller noget i den stil, det lugtede i hvert fald mærkelig, men det kunne også sagtens bare være noget han bildte sig ind for han var nok ikke den bedste til at bedømme noget som helst lige nu.

Som hun pludselig rejste sig og strøg ud af rummet kiggede han lidt efter hende og kunne ikke begribe hvad der kunne være mere vigtigt end ham på dette tidspunkt. På den anden side så var der vel ikke så meget andet hun kunne gøre for ham lige nu, og han kunne jo ikke forlange at hun skulle sidde og holde ham i hånden -slet ikke efter det svineri han havde lavet.
Han faldt lidt sammen i sofaen og kom med et par klagende lyde og måske han alligevel gled lidt væk for pludselig sad hun atter foran ham og snakkede.
Lidt diffus satte han sig igen en smule op og kiggede på hende. "Jeg aner ikke hvad det betyder," mumlede han i en hæs stemme. Han havde aldrig lyttet efter i botaniktimerne anyway. Egentlig var han også ligeglad hvad det gjorde så længedet bare virkede.
Den fugtige klud mod panden var virkelig behagelig og han begyndte langsomt at falde en smule mere til ro. De blå øjne hvilede på hende i nogle lange sekunder, "hvad hedder du egentlig?" Spurgte han lidt random. Ikke at han var en gentleman i normalen, faktisk var han ofte lidt en røv med et alt for stort ego, hvilket han da godt selv var klar over, men lige nu var han faktisk ret taknemmelig over de ting hun havde gjort for ham, så det mindste han kunne gøre var vel at kende navnet på hende så han kunne takke hende ordentlig. Igen også noget der ikke faldt ham særlig naturligt i det daglige. Taknemmelighed var ikke rigtigt noget han var lært op til at kende noget til.

[Deleted]

Et lille smil formede sig på hendes læber, da han indrømmede, at han ikke helt forstod hende. Ikke fordi, hun fandt der morsomt eller som noget direkte positivt, men i det mindste var han stadig nok til stede til at kunne svare hende igen. Så helt galt var det vel heller ikke. Hun rystede opgivende på hovedet, hvorefter hun atter fjernede sin hånd fra hans pande, efter at have rejst sig op. ”Du burde blive liggende. Specielt hvis du ikke har det så godt.” Hun havde aldrig rigtig taget sig af nogen før. Så den eneste erfaring hun havde, var fra at have observeret dem der havde taget sig af hende. Det praktiske havde sjælendt været hendes ekspertise, så det faktum at hun faktisk havde fået pilen ud, uden at have forsaget en fatal skade var et sandt mirakel. Måske var der noget om snakken, når man sagde, at der var en stærkere tråd mellem det psykiske og fysiske, end det ser ud.
”Huh?” Der skyllede et overrasket udtryk hen over hendes ansigt, da han pludselig spurgte om hendes navn. Det virkede nærmest absurd, sådan som det kom bag på hende. Noget så ordinært som at præsentere sig for hinanden havde de dog ikke haft tid til. Ikke før nu i hvert fald. ”Rolo… Rose… Jeg hedder Rolo Rose.” Hvorfor hun lige netop valgte at inkludere mellemnavnet, kunne hun ikke selv svare på. Hun kunne bilde sig selv ind, at hendes fornavn kunne være besværligt for nogen at udtale, men det var også det. Men med det sagt, trådte hun lidt væk fra sofaen igen. Dog kun for at få fat i dittany-planten i den anden ende af stuebordet. Derefter skubbede hun det lidt længere væk for at skabe mere plads ved sofaen, hvorefter hun endnu en gang satte sig på gulvet sammen med både plante og morder. ”Hvad med dig? Hvad hedder du?” spurgte hun roligt og løftede kortvarigt blikket mod ham, inden hun vendte det meste af sin opmærksomhed mod granitskålen, hun havde stillet foran sig. Den grønne plante blev så proppet ned i skålen, og hun satte med det samme i gang med at mose den godt. Det var en smule hårdere end man måske skulle tro. Det var trods alt ikke blot en avocado.
Da bevægelserne syntes at ligge naturligt i hendes hænder, blev hendes hoved løftet på ny. ”Jeg må indrømme, at der er utroligt, hvordan du klarede dig så langt med en pil i låret.” Hun skævede ned mod det elendigt indbundne sår sad placeret. ”Vi befinder os trods alt nærmest ude i ingenmandsland. Blev du måske ramt her i nærheden?”

[Deleted]

Han følte at han landsomt faldt lidt til ro skønt benet stadigvæk dunkede og gjorde ondt. Han ville ikke virke som en total baby omkring det men for pokker da, han var helt overbevist om at den pil ikke var helt normal. Han nikkedel lidt til hendes ord. Måske hun have ret, måske han bare skulle blive liggende og slappe af. Derfor nikkede han lidt tøvende på hovedet og lukkede kortvarrigt øjnene for lige at samle sig en gang.
Måske det også var en af grundende til han havde spurgt om hendes navn? Han havde brug for at få tankerne ledt lidt væk fra det andet. "Rolo Rose," gentog han mere for lige at tygge på det. Det var et ret speielt navn, men han kunne nu ret godt lide klangen af det, der var noget sødt over det på en eller anden måde, som var det et kælenavn nærmere end et rigtigt navn.
Han burde nok heller ikke være blevet overrasket da hun ligeså spurgte ind til hans navn, men det blev han nu alligevel lidt, "ehm..bare Caleb," kommenterede han og den ene mundvig hævede sig kort i et minimalt smil der dog hurtigt forsvandt igen. Han havde intet fancyt navn måtte han nok erkende.
En smule nysgerrig på hvad hun foretog sig hævede han sig op på albuerne og skævede ned til granitskålen foran hende, "er du healer?" Spurgte han ind, hun lod til at have godt tjek på tingene, men havde hun været healer havde hun jo nok healet hans sår i stedet for at smøre salve på. Faktisk var han ikke helt sikker på om han allerede havde spurgt hende én gang, han var så udkørt at han dårligt kunne huske hvordan de var kommet fra laden og herover.

Nu hvor sveden langsomt var begyndt at forsvinde kunne han mærke at hans krop begyndte at køle ned, hvilket fik ham til at fryse en smule, dog ville han ikke begynde at klage over temperaturen, han lå nok lidt i en stuation der gjorde at han ikke helt kunne tillade sig at klage over noget som helst når man tænkte på hvad hun lige havde gjort for ham.
"Ehm..det var i en skov tror jeg...eller der var vidst nogen træer, jeg kan ikke helt huske hvordan jeg kom hertil," svarede han flygtigt. Han var ikke klar over om hun havde luret han var var varulv eller om hun bare forstillede sig at han havde været til polterarben eller noget i den stil, det var jo ikke alle der lagde mærke til månen som varulvene gjorde, skønt der var langt mere fokus på ulvene disse tider end der havde været før.
"Bor du her alene?" Det var vel meget godt at vide om der pludselig kom en vred fyr hjem der nok ikke kunne andet end at misforstå situationen når der lå en nøgen mand på hans sofa. Eller Caleb ville nok flippe ud og spørge bagefter i hvert fald, men nu havde han også et ret voldsomt temperament til tider det indrømmede han gerne.

[Deleted]

”Okay så, Bare Caleb.” Hun var selvfølgelig godt klar over, at det tilføjede ’bare’ ikke var en del af hans navn, men den lille uskyldige joke havde ligget lige på tungen det samme øjeblik, som han havde præsenterede sig for hende. Det var nu rart - det at få sat et navn på hans ansigt. Nu var han ikke længere en komplet fremmed, hvilket gjorde det lidt mere behageligt at have ham i sit hjem. Og han så også ud til at falde lidt bedre på plads til trods for spørgsmålet, der kort efter lød fra hans strube. Noget der startede ud med at præge hendes ansigt med et forundret udtryk for så at formere sig til en kort varm latter.
”Healer? Dog ikke.” svarede hun med et par ryst på hovedet. ”Jeg er en stavmager, hvis det skulle interessere dig. Men det er anden gang, du har spurgt om det, så jeg håber ikke, at du tænker for højt om mine medicinske evner.” Måske ikke det bedste at sidde og sige til en person, som hun netop havde pillet en pil ud af. Samtidig ville hun nu heller ikke give ham det falske håb, hvis det hele skulle gå hen og blive ekstra alvorligt. Noget hun virkelig håbede ikke ville blive tilfældet.

”En skov!?” Hun stoppede brat, hvad hun havde gang i, da hun hørte hans svar. ”Hvordan kan det være, at du tænkte, at det ville være en god idé, at løbe ... nøgent rundt ude i en skov? Og du er nu alligevel et godt stykke fra den nærmeste plamage af træer. Du er i sandhed utroligt, at du kom så langt. Jeg ville have kollapset på stedet.” Bekymringen var kommet tilbage i hendes øjne. Og ubevidst havde hun hævet stemmen en smule. Hun greb med ét hårdere fat omkring granitstenen og begyndte strakt at passe den stakkel dittany-plante med ekstra meget kraft. Og endelig syntes der at ske noget. Men han lod hende ikke rigtig få fred længe, før han på ny fik hende til at løfte blikket mod ham.
”Ja..?” sagde hun forsigtigt og med et løftet øjenbryn. ”Jeg bor alene. Men det er ikke, hvad der er vigtigt lige nu!” Med ét slap hun granitstenen, greb ud efter pilen, der stadig bare lå på gulvet og kom op på at stå. ”Der er en eller anden psykopat, der ude, der skyder folk ned med pile.” Hun holdt pilen frem med en rystende hånd. ”Og også selvom denne person bare var på jagt, så er dette et fredet område, og det er forbudt så meget som at bringe jagtvåben.” Hun var ophidset. Det havde været som om noget havde klikket inde i hende, da han havde forklaret hans situation. "Hvordan kan du tage det så roligt?"

//Jeg undskylder for det lidt 'meh' svar.. ._.'//

[Deleted]

Han havde måske været i stand til at le lidt af hendes kommentar hvis ikke det havde været fordi at hele situationen stadigvæk var en kende smertefuld set fra hans side. Dog var det blevet en smule bedre nu hvor pilen ikke længere stak ud af låret på hende. Hans pande gled over i en let rynken ved hendes kommentar, "har jeg allerede spurgt om det?" Det erindrede han ikke helt, han måtte have haft andre ting i hovedet på det tidspunkt, - hvilket ikke virkede urealistisk den givende situation taget i betragtning.
"Anyway, det lykkedes dig da at få pilen ud, så måske det er dig der ikke skal tænke for lavt om dine evner?" Forslog han igen med et lille anstrengt smil på læben. Hun havde da i hans øjne klaret det ganske godt, og han brød sig ikke engang specielt meget om ikke-ulve, hvis han skulle være helt ærlig, de var så skrøbelige, bange og svage. Dog kunne han ikke ligefrem fortælle kvinden der lige havde reddet ham fra voldsom smerte og nok lidt mere end en akavet situation at han afskyede hendes slags. Han vidste trods alt godt hvad taknemmelighed var.

Hendes reaktion kom en smule bag på ham, han havde nok regnet med at hun allerede havde lagt to og to sammen, og han lå kortvarrigt og stirrede lige så forvirret tilbage på hende som hun stirrede på ham, "altså jeg var da ikke nøgen på det tidspunkt," kommenterede han hvortil det omkring nu gik op for ham at hun ikke havde regnet den ud.
De isblå øjne løb lidt nysgerrigt op og ned af hende som hun kvaste den stakkels plante med sin morder. "lad os bare sige at det ikke er noget problem for en som mig," sagde han med et lidt hemmelighedsfuldt smil. Ja han kunne godt lide at have lidt mystik over sig, men som hun forsatte sin snak og dermed hidsede sig selv mere og mere op måtte han gøre tingene lidt mere klart for hende. "Faktisk var den en gruppe af psykopater," kommenterede han og kunne ikke helt lade være med at more sig, bare en lille smule, dog besluttede han at han hellere måtte krybe til korset så hun ikke begyndte at tilkalde auror og den slags, det ville kunne give ham alvorlige problemer.
"Men bare rolig, du har intet at frygte, det er ikke mennesker de er efter." Et lidt sigende blik fangede atter hendes uden at være sikker på om hun fangede den denne gang. Han vidste nu egentlig heller ikke helt hvorfor han ikke bare sagde det direkte, dette her var vel bare hans lidt perverse form for morskab og for at føle sig vigtigt. Han kunne godt lide at se folk være bange, det fik ham til at føle sig mere magtfuld.


//OOG: Pjat! Du skriver virkelig godt!