Blandt stjernerne

[Tristan Plainwood]

Starten af September
Klokken midnat
Tråden er tilegnet Lillith Malfoy

---

Mød mig ved søen hvor stjernerne lyser mest op. Sørg for, at ingen følger efter dig.

~ P

Ferien var ovre, og ligeledes var Tristans storhedstid på Hogwarts. Han havde intet at lave på skolens grund, men alligevel havde han fundet tid og et smuthul til at komme ind, og nu, nu stod han ved søen og det store kendte træ som så mange andre unge elskere mødtes ved når de ønskede fred, af den ene eller anden grund. Tusindvis af bogstaver og hjerter var skåret ind i træet, som en foreviget minde om ung kærlighed. Det var til at brække sig over.
Hvornår havde han sidst set og talt med Lillith? Det måtte være omkring den tid han havde konfronteret Izzy og bedt hende om at holde bøtte, stoppe hendes pis; ja bogstavligt talt, komme videre i teksten. Derefter havde den unge slange været fanget i de evige eksamensforberedelser, og så havde der været eksaminerne, hvilket han desuden havde klaret ganske udmærket. Tristan havde bestået, med fremragende karakterer i fagene Besværgelser og F.M.M.K.
I stedet for at bruge sin ferie med familien, Joanne eller tilfældige piger, som han normalvist gjorde - i hvert fald de sidste to af de nævnte, havde han i stedet lånt forældrenes bil og kørt først England og derefter Skotland rundt. Men nu… nu var det snart tid. Han havde forberedt sig de sidste mange år, men inden slangen kunne fuldføre sin plan, måtte han se blondinen igen. Og med den tanke, havde han sendt en besked, anonym naturligvis, med instruktioner om hvor og hvornår hun skulle møde ham. Kort og simpel, men forhåbentligt dukkede hun op. Hvilket han nu, lænet op af træet, stod og ventede på.

[Lillith Malfoy]

"Mød mig ved søen hvor stjernerne lyser mest op. Sørg for, at ingen følger efter dig. ~ P" Lillith gabte og gned sit ene øje med håndryggen. I den modsatte hånd havde hun sedlen hun havde modtaget tidigere på dagen. Hun gabte og læste den igen. "P". Hvem kunne P være? Hun havde overvejet at ignorerer den. Simpelthen bare krølle den sammen og smide den i skraldespanden og dermed slippe for eftersidninger, fratrækkelse af points og sandsynligvis en lungebetændelse, men nysgerrigheden havde som altid overvundet fornuften.
Hun bevægede sig en smule søvndrukken ned over plænerne. Under sin skolekappe -som hun udelukkende havde på fordi den var lang og dermed skærmede bedre for den kølige aftenluft, havde hun et par grå joggingbukser, en hvid stropbluse og en tynd trøje på. Idiotisk at tænke at det ville være nok, men hun havde en eller anden ide om at hun nok ikke skulle se alt for dressed-up ud hvis hun nu stødte på en vejleder på vejen. "P". Tankerne vendte atter tilbage til den besynderlige note som hun nærmede sig træet. Hun formåede at det var her anvisningen pegede hende hen. Hun havde bare tær i sine sneakers og den ene var begyndt at gnave hende lidt i hælen til hendes store irritation.
Blondinen gabte for 4 gang siden hun havde forladt slottet. Hun var virkelig ikke god til at være vågen om natten, og det havde da også været en kamp at holde sig selv vågen frem til nu, sig hjalp den kølig luft på det.
Som hun nærmede sig træet kunne hun ane en skikkelse stå lænet mod stammen, hun fremdrog sin stav og hold den lidt frem for dig, "Lumos" Mumlede hun, hvorefter den mørke skygge blev oplyst, hun havde nær tabt staven i overraskelse. "Tristan?" Udbrød hun forfjamsket og fortrød pludselig den sjuskede knold og det kiksede tøjvalg. "Hvad i alverden laver du dog her?" Hun kunne ikke skjule smilet der begyndte at vokse i takt med åbenbaringen, "P" for Plainwood selvfølgelig. Den luskebuks!

[Tristan Plainwood]

,,Lillith", svarede Tristan sekunder efter hans eget navn blev sagt højt. Det drillende smil var ikke et sekund for sent til at dukke op på læberne over blondinens forfjamskede udtryk, og det var heller ikke med dårlig samvittighed at han lod de mørke øjne glide op og ned af hendes samlejeede udvalg af outfit, hvilket det smørrede grin også var hurtigt til at afsløre. Men hvad lavede han egentligt her? Hendes spørgsmål gjorde smilet mindre, dog ikke med nogen betydning. Tristans tid på Hogwarts var ovre. Med Lillith i bagtankerne ønskede han ærlig talt at han havde haft et år mere, men virkeligheden var anderledes - desværre. Overvejende, lagde han hovedet på skrå, og uden at ødelægge den øjenkontakt der var opstået, trådte han tre skridt frem, så han havnede under en halv meters afstand fra hende. ,,Jeg ville se dig inden…", hørte han selv sige og mærkede derefter hvordan den ene mundvige trak svagt op over hans egen ærlighed. Det fik ham til bryde øjenkontakten ganske kort.. Over sommeren havde Lillith tit været i hans hoved; hun havde været det lille lys der sommetider var brudt frem fra det mørke der langsomt havde ædt ham. ,, - har du haft en god ferie?" Spurgte han i stedet og forblev ellers tæt på Lillith, alt imens han betragtede de kønne gråblå øjne.

[Lillith Malfoy]

Hun mærkede siderne brænde svagt i mørket som han sagde hendes navn, dog gik hun ikke ud fra at han kunne se det i den sølle belysning. Eller rettere hun håbede ikke at han kunne. Rødmen blev kun forværret da hans blik vandrede ned af hendes krop, hun rømmede sig let, halsen føltes pludselig meget tør. "Jeg øh...var gået i seng." Kommenterede hun, og forsøgte at lyde selvsikker omkring det, "jeg var ikke sikker på om det var klogt at dukke op, og jeg havde egentlig besluttet at lade være." Hun sendte ham et sigende blik med let sammenknebne øjne. "Du kunne da i det mindste havde underskrevet det TP." Sådan, kontrol, vip den tilbage over på ham. Fordi han var jo tydeligvis selv skyld i hendes påklædning. Ryggen var atter ranket og hagen skudt lidt i vejret i en lidt bedrevidende attitude.
Der var noget forandret ved ham. Hun kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men som han trådte frem mod hende kunne hun ligesom bare mærke det på en eller anden måde. Som om smilet var lidt mindre glædestrålende end det havde været før, uden det egentlig var mindre i omkredsen. Hun følte sig en smule alarmeret og det kunne tydeligt ses på det mere alvorlige og lettere bekymret udtryk der formede sig i hendes ansigt. "Inden hvad?" Spurgte hun lidt usikkert.
En rynken formede sig på hendes næse over det pludselige emneskift. Hvad foregik der? "Øhm ja...den har vel været okay.." Sagde hun lidt distret. Hun var langt mere interesseret i at høre hvad dette lille møde egentlig drejede sig om. "Der er i hvert fald ikke sket det helt store, hvad med dig?" Måske kunne hun vende samtalen tilbage på den måde, burde hun også sige at hun havde tænkt en del på ham? Eller ville det bare styrke hans i forvejen ret store ego lidt for meget.. Hvorfor følte hun denne her stigende uro i kroppen, han havde jo intet gjort der indikerede at der var sket noget. Altså ikke udover at bede hende mødes med ham midt om natten for at snakke om hendes sommerferie.

[Tristan Plainwood]

Som Lillith begyndte at forklare sig selv og hendes påklædning, hævede Tristan brynene langsomt, og sådan forsatte han indtil de ikke kunne komme højere op, som Lillith gik i dybden, lige indtil hun afsluttede og nærmest skød skylden på ham. Der lød et lille fnys og med grinet på læberne løftede han hagen og så skævede op på en ud af de tusindvis af vinduer der var på Hogwarts, hvorefter blikket røg tilbage på Lillith. Selvom det var mørkt og de stod i halvt i skjul, var det bedre end ingenting at sikre sig at ingen vejledere eller professorere fik øje på dem og derfra kom rendende. ,,Hvor er det sjove i det? Desuden… Jeg sagde aldrig at det var et dårligt syn", påpegede han drillende og blinkede så til hende.
Det tydelige emneskift ville få enhver anden til et rynke på brynene og Tristan havde uden tvivl selv lavet en utilfreds mine, og ligesom Lillith havde han gjort en indsats for at vende fokusset - dog klart mere direkte. ,,Aha", lød det kort. ,,Men jo, der er.. sket en del", var han hurtig til tilføje, dog en smule tøvende. Ikke nok med at han havde kørt landet rundt, så havde han også opdaget familiens mørkeste hemmelighed, fundet frem til hans oprindelige far OG fået viden om at han havde en storesøster.
,,Lillith", lød det så, hvorefter han greb ud efter hendes hånd. ,, - jeg har tænkt på dig. Nej, jeg har ikke bare tænkt på dig, jeg har ikke kunne få dig ud af mine tanker." Sagt med et skævt smil, flakkede øjnene ned mod deres hænder, kortvarigt, hvorefter de lynhurtigt genfandt øjenkontakten. ,,Der er noget jeg må fortælle dig. Noget jeg har tænkt mig at gøre, snart, og af alle de personer der kunne dømme mig, så ønsker jeg ikke at du er en af dem." Der lå vel en lille bøn i hans ord at hun skulle forholde sig så åbensindet som muligt.
Uden at slippe blondinens hånd, trådte han tre skridt tilbage, skævede sig over skulderen og afslørede der den lille hyggekro af tæpper og puder der lå klar til at blive indtaget, hvorfor han så tilbage på Lillith, en smule spørgende.

[Lillith Malfoy]

Hun var godt klar over at den måske ikke havde været helt fair. Altså at skyde skylen over på ham, men det kunne hun bare lidt bedre håndterer. Rødmen -som næsten altid var tilstede når Tristan var i nærheden (havde hun efterhånden måtte erkende), bredte sig lidt ned over hendes hals. Hun sank en enkelt gang og fulgte så hans blik mod de mange vinduer der lyste sim tusind øjne i natten. Hun gøs lidt som en kølig brise passerede og blev så opmærksom på at han atter havde sine urimelig kønne øjne rettet imod hende.
Ordene fik hende til at åbne munden nærmest omgående for at argumenterer omkring den del med hvad det sjove ville være, okay "det sjove" ville måske være gået af, men i det mindste ville hun så ikke stå her i et sæt tøj der med lethed kunne gå for at være hendes nattøj. Dog kom ikke en lyd ud, for så var det han forsatte over i den lettere flirtende kommentar som hun ærlig talt ikke havde den vildeste anelse om hvad hun skulle svare på. Munden gled i igen. En ide til et comeback passerede og fik hende til at åbne munden på ny, før hun blev enig med sig selv om at det var dumt at sige. Munden gled igen i. Hele dette scenarie fik hende nok lidt til at minde om en fisk på land.
Hun var stadigvæk lidt alarmeret over hans fremtoning, og det generede hende at hun ikke kunne finde ud af hvorfor hun var så overbevist om at noget lå og lurede under overfladen. "Forhåbentlig gode ting?" Der var en forhåbningsfuld undertone i den lyse stemme, selvom hun faktisk ikke helt troede på det.
Det gav et lille sæt i hende ved måden han sagde hendes navn og i samme nu greb hendes hånd. Ikke at det var ubehageligt, hun havde jo desværre en guilty plessure i at have ham tæt på sig havde hun erfaret den aften i opholdsstuen. Hans ord overraskede hende tydeligvis, "h-har du ikke?" Spurgte hun forvirret og slog blikket ned for at se på deres hænder, "nu er det vel ikke bare et dårligt scoretrick," selvom det var ment som en joke var der en mild usikkerhed bag. Hun havde nok bare lidt svært ved at tro på at hun skulle have gjort så stort et indtryk på ham.
Igen den lettere alvorlige tone, hendes blågrå øjen mødte atter hans, denne gang med meget tydelig bekymring, "Hvad har du da tænkt dig at gøre?" Igen var tonen foruroliget, han fik det til at lyde som om at han var på vej ud i noget rigtig skidt.
Hun lod sig uden protest trække med om til det lille set-up han havde formået at stable på benene. Et varmt smil formede sig på hendes læber, hun var imponeret måtte hun erkende. Blikket blev flyttet tilbage på slangen. "Det lader til at du forventede jeg ville dukke op?" Hun hævede et let udfordrende bryn af ham, men satte sig hurtigt til rette på tæppet, hun så afventende op på ham. Ikke at hun havde en liste at tage det ud fra, men dette her var uden tvivl det mest romantiske nogen nogensinde havde gjort for hende.

[Tristan Plainwood]

Helt afventende gjorde Tristan store øjne som Lillith stod og lignede en der overvejede at fyre det ene comeback af efter det andet. Men hun forblev tavs, hvilket kun gjorde det hele mere underholdende. Hans blik skreg nærmest; jeg venter?, hvilket næppe gjorde det lettere for blondinen. Det var nærmest taget som ud fra en film. Det var vel snart ikke en hemmelighed at Tristan fandt det mindre tilfredsstillende når heksen foran ham blev mundlam - selvom han uden tvivl ville kunne lytte på Lillith tale om hvad som helst i timer. En tanke der fik slangen til at rømme sig svagt. Han skulle holde fokus.
Uden at lægge alt for meget i det, tog han en lettere dyb indånding og pustede tungt ud som Lilliths næsten forhåbningsfulde ord og undertone lød. Nær havde han rynket på brynene - om end var skaden sket, men han havde været lynhurtig til at ændre det igen, da Tristan ærligt talt ikke ønskede at gøre det til et større nummer - hvilket det jo var.
Heldigvis formåede Lillith at vende den lille usikre stemning der langsomt begyndte at snige sig op omkring dem, som hun spurgte om det var et dårligt scoretrick ,,Hvad?" Lød det med et dæmpet grin, selvom han uden tvivl fik fat i hvad hun sagde og forstod hvad hun mente. ,,Det kunne jeg da aldrig falde mig ind", lød det lettere drillende, dog også tydeligvis med en vis form for ironi i sig. Det kunne han, eller, det havde han i hvert fald gjort førhen. Men lige i det her tilfælde var det rigtigt. Dog undlod han at svare på hendes såkaldte spørgsmål. Måske var det for det bedste? Hvem sagde at hun ville kunne se ham i øjnene efter det han ville fortælle hende?
,,Tjo.…Lad os bare sige at jeg havde en stærk fornemmelse'' indrømmede han med et skævt drillende smil, hvorefter han fulgte trop og ikke spor tøvende satte sig ned og temmelig tæt på medslanginden. Med armen bag hendes ryg, som støtte til ham selv, og kroppene tæt på hinanden, skævede han på Lillith, nærmest helt overvejende om det var det rigtige at gøre. Ikke spor diskret var de kulsorte øjne hurtige til at kikke på de alt for tiltalende læber. Selvom det var længe siden, så huskede Tristan så tydeligt hvordan det havde føltes og hvordan hun havde smagt. Den anden hånd blev løftet og snart lod han pegefingeren glide ned af hendes kæbelinje i et forsigtigt kærtegn. ,,Der er noget jeg bliver nødt til at gøre… Og det vil sende mig langt væk i lang tid", forklarede han, hvorefter han trak hånden væk fra hendes bløde hud, for derefter skævede væk fra Lillith. Han pustede ud. Hun var den første han ville åbne op omkring. Var det mærkeligt at han ikke havde gjort det for Joanne? Måske lidt. ,,En der stod mig nært mistede livet i en ung alder. Jeg har fundet ud af hvem der gjorde det, og… og jeg kan ikke klare tanken om at hendes morder er på fri fod." Han sank og så ned. Tristan kunne ikke tillade det, han bebrejdede nærmest også sig selv; havde han dog bare været ældre og stærkere dengang, så kunne han havde taget hans lillesøster Emma i hånden og reddet hende. ,,Jeg slår ham ihjel", afslørede han så, lavere end før, men alligevel højt nok så Lillith hørte ham.

[Lillith Malfoy]

Hun genkendte godt det flabede blik han sendte hende, og endte med at udstøde et lettere opgivende suk. Okay fint. Han vandt. Det betød ikke at hun gav ham ret, mere at der lod til at være lidt større fisk i vandet.
TIl hans uskyld fnøs hun blot svagt og himlede kort med øjnene for åbenlyst at vise ham at hun bestemt ikke var enig, et smil legede dog på læberne. "Nej det er klart. Du er jo faktisk komplet uskyldsren." Kommenterede hun med en stemme der dryppede af sarkasme. Ikke desto mindre var han stadigvæk så pokkers charmerende. Blondinen bemærkede godt at han undlod at svare på spørgsmålet, hvilket blot gav hende en synkende fornemmelse i maven.
Et let skævende blik blev sendt i hans retning, "du kender mig åbenbart allerede bedte end jeg regnede med." Dette blev sagt i sjov, men der lå en del sandhed i det. Hun lod de gråblå øjne glide over hans profil, og som han satte sig tæt ved hende blev hun atter mindet om aftenen i opholdsstuen. Blikket havde fæstnet sig på hans læber og hun kunne mærke lysten til at kysse dem igen. Få bare en lille bid af hans himmelske smag.
Hans lille gestus gjorde det ikke lettere for hende. Hun lukkede kort øjnene i et par sekunder, mest for at tage den behagelige følelse ind. Hans hånd var en smule ru, men varm og berøringen sendte omgående sommerfugle i maven på hende. Måske havde hun lidt håbet på at han ville kysse hende, men som hånden faldt og intet skete gled øjnene atter op for at møde hans.
Ordne bragte dog desværre atter den bekymrende stemning tilbage og hun så på ham med hovedet let på skrå. "Tristan, du gør mig altså lidt bekymret." Erkendte hun så.
Det næste han sagde forbavsede hende, "D-det er jeg frygtelig ked af at høre," svarede hun og rykkede sig en anelse tættere imod ham så hun nu kunne mærke varmen fra hans krop. Hun havde aldrig forventede at han ville åbne sig op overfor hende på denne måde, men hun var glad for at han gjorde. Langsomt sneg hun en arm omkring hans mave. Den anden var placeret bag hende for at holde sin vægt, men hun lod alligevel sig hoved hvile mod hans bryst i et kram, så godt som hun nu formåede i den givende stilling. "Har du lyst til at fortælle hvad der skete?" Spurgte hun så. Hun ville ikke tvinge ham, men hun ville gerne være der for ham.
Det næste han sagde fik hende dog til at rette sig op med et ryk og kigge på ham. "Hvad?" Hendes stemme var kun lige over en hvisken og hendes øjne var atter frygtsomme. "Tristan...det må du ikke." Det var nok den mest latterlige bøn ever, men han havde gjort hende en kende mundlam. Hendes arm var dog stadigvæk omkring ham og hendes hoved tæt ved hans. "Der må være en anden måde." Tilføjede hun så. Mørket i hans blik havde gjort at hun ikke var i tvivl om at han mente sine ord.

[Tristan Plainwood]

Det var med et næsten triumferende smil at de sprang videre fra det ene emne til det andet, ja smilet forblev så længe det var muligt, lige indtil Lillith smed med den sarkastiske kommentar om hans uskyld, hvilket fik slangen til at tabe masken. Rygterne der havde floreret var den ene ting, men den anden ting var vel hvad han i forvejen allerede havde bevist overfor hende, med deres lille hyggestund i sofaen, og Tristan var, som Lillith selv så fint sagde imellem linjerne, langt fra at være uskyldig. ,,Du har nok ret… mén, det lød godt" pointerede han med et drillende smil, som kort tid efter blev erstattet af et lidt mere seriøst et af slagsen, og til sidst helt forsvandt. Tankerne fløj over den kommentar, om at han kendte hende bedre end hun regnede med. Gjorde han nu også det? Det håbede Tristan, for ellers gav det slet ingen mening at han var dukket op her og nu ville til at åbne sig op for hende.
,,Lillith.." Han sænkede hovedet en anelse opgivende mod hendes, så deres pander til sidst rørte hinanden og næsetippe med. Hånden genfandt hurtigt vejen op og hen på hendes kind, hvor den denne gang lå helt stille som tommelfingeren let strøg den bløde hud. ,,..Jeg bliver nød til det", bekendtgjorde han. Han sank derefter, fugtede læberne og i et par sekunder lignede han oprindeligt en der havde svært ved at finde de rigtige ord, hvilket også var tilfældet. Lillith blev den første der fik det at vide, og sikkert også den eneste - lige indtil det selvfølgelig ville dukke op i nyhederne. ,,Der er ingen anden vej.." Det handlede ikke om frygten for at hans stedfar gjorde det ved en anden, faktisk ragede det Tristan, nej det handlede nok nærmere om de mange års vrede og nu væmmelse, og om hvordan det hele praktisk talt var sket lige for næsen af ham. Og nu stod hans mor og støttede morderen, pædofilen, det hele. Han sukkede og trak igen hovedet tilbage og igen vandrede hans blik lidt væk fra hendes. For at hun forstod, måtte han fortælle hende det, det hele. Ikke en gang Joanne vidste noget. ,,Jeg kender ikke min rigtige far. Jeg var bare en… fejltagelse. Et år efter jeg blev født mødte min mor min nuværende stedfar. Jeg ved ikke hvad hun så eller ser i ham - men hun valgte senere at gifte sig med ham og så … så blev jeg storebror. Jeg hadede hende til at starte med. Hun gjorde ikke andet end at skrige og græde, og så var hun den grimmeste baby jeg nogensinde havde set", han trak svagt på mundvigen over det. ,,Men jeg lærte med tiden af holde af min søster. Senere fandt jeg ud af at min stedfar slog min mor. Jeg konfronterede ham, hvilket resulterede i at jeg fik tæsk. Han sagde at hvis jeg nogensinde gjorde det igen, ville han gå efter min søster istedet." Tristan tav en anelse. ,,Han løj. Han gjorde det alligevel. Så jeg konfronterede ham, igen, og… jeg fik tæsk, igen. Og så blev det en normal til der skete i dagligdagen. Lige indtil jeg blev 10 og min søster forsvandt." Hagen blev sænket som Tristan mærkede den kolde fornemmelse glide henover ryggen. De opdagelser han havde gjort, gjorde det ikke bedre. ,,Tre år efter fandt de hendes lig, mindre end 20 kilometer fra vores hjem. Hun var blevet mishandlet, misbrugt og morderen var… pist borte. Sagen blev lukket. Lige indtil jeg her i sommerferien overhørte min stedfar og mor skændes, om hvordan hun fortrød at hun havde hjulpet ham med at skille sig af med min søsters lig efter hun havde sagt fra fra hans… fantasier.." Stilheden bredte sig, som Lillith fik muligheden for at tage det hele ind, lige indtil Tristan skævede hen på hende igen. ,,...Jeg bliver nødt til det", gentog han, næsten hviskende, nærmest tiggende og lod derefter atter hovedet komme tættere på hendes, så deres pander igen kom i kontakt.

[Lillith Malfoy]

Hun gloede lidt op og ned af ham med et drilsk glimt i øjet, ”hvadend der får dig til at sove om natten.” Jokede hun mildt, men den blev desværre hurtigt malet til jorden som hans smil langsomt forsvandt og emnet blev en del mere dystert. Deres pander rørte hinanden og derefter spidsen af deres næser. Hun kunne mærke hjerteslaget havde speedet op, men denne gang var det mere i frygt for det han havde sagt. Hun frygtede stadigvæk ikke ham, men hun frygtede for hvad han kunne rode sig selv ud i.
Hun lukkede blidt øjnene og tog følelsen af hans blide berøring ind. Noget i hende slog knuder i realisationen om at han mente det seriøst. Det lød ikke som noget han bare slyngede ud for at chokerer.
Øjnene blev atter åbnet ved hans ord, og hendes blik mødte hans på ny, hun førte sin hånd op over hans, ”der er altid en anden vej,” hviskede hun, skønt hun godt kunne fornemme at det ville være nativ af hende at tro at han ville lytte til hende.
Hun følte sig næsten underlig nøgen som han fjernede sig fra hende igen, det var egentlig åndsvagt for hun var jo fuldt påklædt -hvis altså man kunne kalde halvt nattøj for fuldt påklædt, men det var som om at hun lige nu bare mest havde lyst til at putte sig ind til ham og få ham til at sige at det bare var en dårlig joke.
Lillith lyttede til hans fortælling i takt med at hendes øjne blev mere og mere fugtige over den forfærdelige historie. Hun havde trukket benene op til sig som for at trøste sig selv en smule skønt han nok havde mere brug for det lige nu end hun have. Da han afsluttede sin fortælling sad hun tilbage med en underlig hul, næsten kvalmende, fornemmelse i maven. Et par tårer var trillet lydløst ned over hendes kind skønt hun ikke selv havde bemærket det. ”Tristan...jeg..jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige...” Hvad kunne hun sige? Ingen ord ville kunne gå ind og mildne den smerte han måtte sidde med indeni.
Måske var det derfor at hun, som han atter rykkede sig tættere på hende, slog begge arme omkring livet på ham og hvilede hovedet imod hans bryst i en varm, kærlig omfavnelse. Et knus var måske underlig lille-pige-agtigt, men det virkede bare som om at han godt kunne bruge et. Hun så igen op på ham, uden at slippe ham. ”Jeg er så inderligt ked af at høre hvad du har været igennem..hvad din søster har gennemlevet...” hun tøvede lidt, ”Men Tristan...hvis du gør det...hvis du rent faktisk slår dem ihjel...så er der ingen vej tilbage, du ryger i Azkaban og så vil dit løb også være kørt....vær sød ikke at give dem den sejr.” Hun så næsten bedende op på ham, ”kan du ikke melde dem? Der må da være nogen som kan hjælpe, for selvfølgelig skal de straffes...men jeg synes bare ikke de skal have lov til at hive dig med i faldet.” Hendes stemme var mild, der var intet dømmende i den, udelukkende bekymring.

[Tristan Plainwood]

Tristan ønskede oprindeligt ingens medlidenhed, hvilket måske også var derfor han aldrig havde delt ud af sit private liv, ej til Joanne. Havde hans medstuderende haft kendskab til det, havde de måske set anderledes på ham - og dog. Han havde haft noget af et ry, som den populære, playeren og bøllen... - men der havde ikke været nogen forklaring på hans opførsel, for udadtil havde han jo fungeret fint, som den sædvanlige ambitiøse og dristige slange, der ikke havde tøvet med at tage andre (knap så fair) midler i brug. Havde de vidst det, havde de måske bare... haft ondt af ham?
Men med Lillith var det anderledes. Hendes manglende ord fik ham til at trække svagt på mundvigen, i et mindre glædestegn. Nej, det var nok nærmere den lille våde bane af resterne af tårer ned langs hendes kinder der gjorde det. Han havde oprindeligt været så bange for hendes reaktion, frygtet at hun ville havde skubbet ham væk, rejst sig og flygtet. Hun sad her, tilbage, tæt på ham, og Tristan nød den varme han følte fra den blondinen og den mindre livsenergi hun formåede at plante i hans hjerte.
,,Den straf der venter dem, hvis jeg melder dem, og hvis der bliver fundet beviser nok, er ikke i nærheden af hvad de fortjener at blive udsat for" - ,, Ikke efter alt det Han… De gjorde ved… ved…" Han bed tænderne sammen og lukkede øjnene en anelse hårdt i, som han mærkede vreden boble op for en kort stund. Selv ikke hendes navn kunne han sige mere, forsøgte han, dannede der sig bare en stor klump i halsen. Tristan blev nødt til det! Han ønskede at det sidste hans stedfar og mor så, inden de krydsede over til helvede, der hvor de begge hørte til, var hans ansigt og ingen andens. ,,Jeg stikker af. De fanger mig aldrig, og hvis de gør, så stikker jeg af", forklarede han, og gik fra en mindre hviskende tone, til et lidt mere opmuntrende, som var det som at stjæle slik fra små børn. Og som smilet voksede, som forsøgte han at løfte stemningen, gjorde han det uventede og pressede hans læber mod hendes. Kysset var kort, men næsten helt insisterende, og uden tvivl også længselsfuldt. ,,Jeg kommer og besøger dig, så tit som jeg kan, eller vi kan mødes i smug", lød det fra ham, som der igen blev dannet lidt luft mellem deres ansigter. Han tænkte slet ikke på om Lillith ønskede det, at se ham igen, eller om hun havde haft lyst til at mærke hans læber mod hendes - men Tristan havde haft brug for det, og derfor havde han taget chancen.

[Lillith Malfoy]

De store blå dådyrøjne var fulde af bekymring. Hun ønskede ikke at han skulle gå den retning med sit liv, for på den sti ventede der intet godt. ”Men..” hun tøvede lidt og rettede blikket mod hans bryst som hun forsøgte at finde den rette måde at udrykke sig på. ”Men hvis du gør det Tristan...hvor vil de så efterlade dig?” Spurgte hun alvorligt og så atter op på ham. ”Nu kommer jeg fra en familie hvor mørk magi og den form for handlinger har fyldt meget. Det efterlade ligesom et mærke på én og det er svært at slippe.” Hun snakkede sjældent om hendes families mørke fortid, men det gjorde det ikke mindre sandfærdigt. Hendes bedstefar Draco, var den sidste der rigtigt havde beskæftiget sig med mørk magi. Han tog valget om at stoppe det der. Men til trods for det, til trods for at det var så mange årtier siden, lå det stadigvæk i familien, hun blev stadigvæk dømt for de ting hendes oldeforældre stod for. Hun sukkede på ny og snøftede en enkelt gang, ”jeg bekymre mig ikke for dem, men for dig.” Indrømmede hun så. Det lød måske hårdt, måske det var den indre Malfoy der trådte igennem, men hun var faktisk ligeglad med hans forældre og deres skæbne efter at havde hørt hans historie. Hvad der var vigtigt for hene var at han selv kunne komme ud på den anden side.
Lidt beroligende, da hun så vreden overvælde ham, lod hun en hånd finde hvile mod hans kind. Hun forstod hans raseri og desperation, men hun ønskede ikke at han skulle fortabe sig selv i den.
Et lille vemodigt smil krydsede læberne, ”og lever på flugt resten af dit liv?” Spurgte hun. Det var ret tydelig at hun ikke så det som værnede en god løsning. Alligevel kunne hun ikke undgå at blive smittet med hans opløftende udstråling.
Kysset kom en smule bag på hende, men alligevel var en del af hende lidt bedre forberedt end sidste gang. Hun havde længtes efter hans smag uden selv at være klar over hvor meget. Ikke før nu hvor hun atter fik en lille bid af kagen. Hun gengældte det næsten omgående og lod sig henkaste til øjeblikket der desværre slet ikke varede længe nok i hendes optik. ”Det lyder som handlingen på en tam kliché-kærlighedsroman,” jokede hun mildt og smilede uskyldigt, ”men jeg kan lide det.” Hun mødte hans blik på ny før hun strakte sig lidt op for at fange hans læber på ny.
Hænderne gled om i hans nakke og op i det kraftige mørke hår som hun langsomt lænede sig tilbage på tæppet i et forsøg på at trække ham med sig. Planen var ikke at det skulle udvikle sig til noget direkte seksuelt, men hun vidste ikke hvad fremtiden ville bringe, hun vidste bare at hun ikke ville misse et eneste sekund hun havde sammen med ham.
Igen blev kysset brudt og hun sukkede stilfærdigt mod hans læber, ”bare så du ved det, så skal jeg nok være her. Uanset hvad.” Hun var nok langt mere forelsket i den ældre slange end hun lige havde regnet med, hun anede ikke hvordan det var lykkedes for ham at sno sig sådan ind i hendes sind, men som slangen i paradiset havde han tryllebundet hende.

[Tristan Plainwood]

Lilliths ord kom som en mindre overraskelse, hvorpå det semi ændrede udtryk med rynkede bryn tydeligt afslørede slangen. Tristan havde aldrig tænkt på det efterfølgende, eller, lidt havde han jo, men kun i de baner om hvordan han derefter højst sandsynligt skulle leve sit liv alene og på flugt. Aldrig havde han skænket det en tanke om hvordan den mørke magi måske ville fortære hans sjæl og lokke ham langt dybere ned af den sti som han allerede var godt på vej ned af. Det var så tankevækkende, så rigtigt - det kom trods alt fra en Malfoy, mén alligevel så ''skræmte'' det ikke Tristan væk, tværtimod, bildte han nok nærmere mere sig selv endnu mere ind at det ''bare'' blev denne ene gang, og at det derefter ville være let at stoppe, ligeså let som hvis man ønskede at stjæle slik fra et barn.
Det gav samtidigt et mindre stik i hans bryst som hun trådte i karakter og ærligt sagde hvad hun havde på hjertet. Følelsen der ramte ham virkede ugenkendelig, ligesom det både føltes at der var noget godt og ondt over den. damn hans forældre, nej hun bekymrede sig rent faktisk for ham.. Malfoy'en skinnede igennem og selvom det ikke var en situation overhovedet at sidde og smile i, så kunne Tristan alligevel ikke undgå at mærke det skæve smil vokse over blondinen. Søde lille uskyldige Lillith… Det lettede også hele stemningen, selv Lillith trak på smilebåndet, hvilket omgående havde en større effekt på den unge troldmand og hans kolde indre. ,,Århh når du siger det på den måde, så mister det helt sin glød", skød han ud, en anelse drillende, selvom hun jo havde en fair pointe. Det var ikke en liv nogen ønskede, eller burde at ønske sig, men for Tristan lød det præcist som hvad han havde brug for. ''En ny start''. Problemet var at Lillith ikke havde været en del af planen, en del af hans såkaldte nye liv, men nu hvor Tristan havde fået øjnene op for hende, virkede hun helt umulig at skubbe til siden, og nu ønskede han så inderligt at hun blev en del af det nye liv. Fængslet eller ej.
En lille lettelse gled over ham som hun gengældte kysset, da muligheden for en fed afvisning ikke havde virket helt uvirkelig. Men Lillith havde gengældt, hvilket havde efterladt slangen med et smil på læberne og hans hoved blot centimeter fra hendes. ,,Pff -", lød det i en dæmpet grin, som de mørke øjne tydeligt betragtede det kønne ansigt, hvorefter de igen faldt tilbage i hendes smukke blå øjne. ,, - Jeg tænkte nok at du var typen der ikke havde noget imod den slags", jokede han tilbage, hvorfor han hurtigt og uden den mindste tøven mødte hendes efterspørgsel på et nyt kys ved at bøje sig en anelse frem.
Ikke et sekund for sent til at reagere, fulgte Tristan med ned i Lilliths invitation til at lægge sig ned og havnede halvt inde over den ikke særligt lange medslange. Mest af alt havde han bare lyst til at ligge her, hele natten og snakke med hende om alverdens ting. Hvad havde hun af planer efter Hogwarts? Ville hun gerne ud at se verden bagefter? Ville hun leve på flugt sammen med ham? Som han støttede sig på den ene albue og lod den anden frie hånd glide op på kinden, blev kysset brudt igen og Tristan trak hovedet en anelse tilbage for bedre at kunne se hende. De mørke øjne flakkede, alt imens han lyttede nøje til hendes ord. ,,Uanset hvad?" Gentog han og trak på smilebåndet. ,,..Jeg tror heller ikke at jeg havde accepteret andet", tilføjede han dæmpet, med et drillende men næsten også udfordrende blik, lige indtil han slap en lille latter, dog mest af sig selv. ,,For helvede Lillith..", sukkede han derefter ud og løftede derefter hånden fra kinden og fjernede en lille tot hår fra hendes ansigt. ,,- Hvad er det du gør ved mig?" Alle piger havde han førhen følt han havde haft i sine hule hånd, men med Lillith var det lige omvendt; bad hun ham om at sætte, så skulle han nok gøre det.

[Lillith Malfoy]

Han måtte tro at hun var den største tøse-tøs at sige sådan noget, og så alligevel synes hun at have spottet et glimt af tvivl i den ældre slanges øjne. Tvivl som i at hun havde ramt et område han ikke selv havde været inde over i sin planlægning.
Det var en ting han blev nødt til at medregne. Den form for handling kunne man ikke bare gå urørt væk fra bagefter. Hun ønskede ikke at se ham fejle eller miste sig selv. Hun kunne mærke at han havde så meget mere at byde på, hans liv var jo nærmest lige begyndt, det ville gøre hende så trist til mode at se ham lade det falde fra hinanden som et korthus hvor man fjernede et kort fra den nederste række.
Hun forsøgte at modstå trangen til at smile endnu større da han sendte hende endnu en af sine charmerende smil, en kamp hun allerede på forhånd vidste at hun havde tabt. ”Tja, jeg er ked af at springe din boble.” Svarede hun igen med en drilsk undertone, ”men hey hvem ved, måske du slipper godt fra det og ender på en eller anden sydhavsø med en drink i den ene hånd og en topløs huladanser ved din side, og med din -på det tidspunkt- dystre fortid så godt begravet at det kun vil være et svagt minde.” Sådan hang virkeligheden ikke sammen, hun vidste det og det gjorde han forhåbentlig også.
Deres blikke mødtes efter kysset som havde følt lige så fantastisk som hun huskede det. Eller faktisk bedre. Smagen af ham blev hængene på hendes læber som hun fugtede med tungespidsen imens han snakkede. ”Nå så det gjorde du?” Hun sendte ham et trodsigt, men varmt blik, ”hvad nu hvis jeg slet ikke er så uskyldig som jeg ser ud?” Hun havde intet at have det i, og det havde hun også en ret god fornemmelse af at han godt var klar over.
Heldigvis glemte hun det hurtigt da han gav efter for hendes ønske og fulgte med ned. Hun mærkede ham læne sig ind over hende, varmen fra hans krop føltes rar i den lidt kølige aften.
Desværre blev kysset atter brudt, de gråblå øjne søgte hans med et lidt spørgende skær, men smilet vendte hurtigt tilbage, ”uanset hvad,” gentog hun med stor sikkerhed i stemmen. Hun måtte ikke være rigtig klog.
”Virkelig? Havde jeg vidst du var så desperat efter at have mig i dit liv, havde jeg ladet dig stege lidt længere.” drillede hun og tog sig selv den frihed at sno sine fingre gennem hans brune hår som han rørte ved hendes.
Blondinen trak på skuldrene med en uskyldig mine, ”tja, jeg er bare super uimodståelig,” sagde hun med en påtaget selvsikkerhed. Dog føltes det mere sandfærdigt når hun var omkring ham, fordi han formåede at få hende til at føle sig helt speciel, på en måde hun aldrig havde prøvet før.

[Tristan Plainwood]

Tristan benægtede det ikke, tvivlen hun havde sået i ham og som deraf havde været så tydelig at spotte i hans ansigt, men lige nu ønskede han nok nærmere ikke at tænke yderligere over det, og det var nok også derfor at han ikke valgte at kommentere yderligere. Tiden var knap, ment på den måde at den var knap med Lillith. Mest af alt havde han lyst til at smide klassikeren efter hende, bede hende om at stikke af med ham, og foreslå at de kunne leve på vand, brød og kærlighed, men det var hun nok for fornuftig til - eller forhåbentligt var hun. Lillith skulle ikke ødelægge hendes liv på hans bekostninger, selvom en lille del af Tristan allerede havde bedt hende om det, nu hvor hun kendte til hans planer og hun skulle holde på hans hemmelighed.
,,Ja? Du virker ikke specielt ked af det", svarede han tilbage i samme drillende undertone, alt imens hovedet røg en anelse på skrå, næsten dømmende, men nok også en smule drømmende, hvilket han ønskede at hun skulle se. ,,Og ved du hvad? Det var lige det jeg forestillede mig", kørte han drillende videre. ,,Men!" Var han hurtig til at sige, inden Lillith kom med en alt for smart bemærkning. ,, - Kun hvis du bliver den topløse huladanser." Brynene vippede, alt imens han sendte hende et kækt smil der skreg af de ''ulovligheder'' han så ville gøre ved hende - bare tanken fik slangen til at forestille sig hvordan det ville se ud, hvilket i Tristans tilfælde ikke var et dårligt syn.
Et noget overrasket udtryk gled over hans ansigt, som Lillith smed den drillende kommentar om desperation og om at lade ham stege. ,,Javel så." Læberne blev skilt, brynene skudt i vejret og så endelig, lød der et lille overrasket grin, da hun sagde at hun var super uimodståelig. Troede Lillith så bare på det? Det overraskede udtryk forblev i hans ansigt, lige indtil han pressede læberne sammen, skævede op, som tænkte han, hvilket den høje hmm lyd også skulle illustrerer. ,,Ved du hvad? Ja." Lød det så, hvorefter han hævede sig en anelse og atter kom over hende. ,,Det er så sandt. Du er.. -", hviskede han og sænkede sig derefter ned mod hende, men lod så hovedet følge ned langs hendes kæbe, så hans læber havnede centimeter fra hendes øre. ,, - hamrende uimodståelig.. -", et kys blev placeret på hendes kind, hvorefter han let trak hovedet tilbage, og som de igen kunne se hinanden i øjnene, forsatte han. ,, - og.. -". Hovedet gled videre ned til den anden side. ,,- lynende intelligent." Endnu et kys blev placeret og endelig rettede han hovedet op, så de igen kunne se hinanden i øjnene. ,, - Og jeg vil gøre alt for dig. Bryde ind på skolen, ud af Azkaban. Alt." Inden Lillith kunne nå at sige noget, pressede Tristan sine læber mod Lilliths og lod der kort tid efter tungen glide henover hendes læber i en invitation til at gøre det dybere.