Du er min familie

[Thomas Blake]

Thomas var så glad for, at han havde fundet Angie igen. Han havde ledt efter hende i så mange år, uden held. Det var dog sværere end han havde regnet med at have hende tilbage. De kendte slet ikke hinanden, men det var selvfølgelig ved at lave om på. Han ville bare helst ikke tale alt for meget om fortiden, og det ville hun jo gerne. Han måtte være stærk for hende, men indeni var han ødelagt, og det havde han altid været.
"Jeg vil altid være her for dig, Angie. Det må du aldrig været i tvivl om." Sagde han og gav hendes skulder et klem, som de kom ind på hans kontor. Han blev glad, da hun sagde, at hun følte, at hun kunne huske ham. Han ønskede dog ikke, at hun skulle huske det hele, men det ville han ikke sige højt. Der var for mange ting i deres fortid, som hun ikke burde rippe op i.
"Jeg har ikke altid været der for dig. Der er åbenbart sket ting, som jeg ikke anede noget som helst om. Jeg føler, jeg svigtede dig." Sagde han og fik et hårdt blik i sine øjne. Det var så forfærdeligt, at deres modbydelige far havde rørt ved hende på måder, som han bestemt ikke skulle. Thomas anede det ikke, og det gjorde så ondt, at han ikke havde kunne redde hende.

Thomas skulle lige til at sætte sig ned, da hun pludselig spurgte om deres mor også var død. Hvad mente hun med også? Vidste hun, at deres far var død? Hvor meget vidste hun? Han stod helt stille i hvad der måtte føles som flere minutter.
"Øhh.. Du..Øhh." Han sank en klump og prøvede at bevare fatningen, men den var for længst væk.
"Ja. Det er hun." Sagde han blot, imens hans ansigt lavede små tics, som altid kom, når han tænkte på sine forældre.

[Angela Dupuis Blake]

Det føltes faktisk næsten som om de kunne begynde at blive rigtige søskende. Jo der var stadig mange barriere og sikkert også nogen der ikke kunne pilles ned, men egentlig ville Angela også meget heller se fremad end tilbage. Det gav ingen mening at hænge sig i en fortid hun ikke kunne huske og han ikke virkede til at bryde sig om. Lige som hun ikke brød sig om at snakke om sit liv i Frankrig fordi hun nu havde dårlig samvittighed over det. Hun burde have gjort noget. Hun ville ønske hun kunne have gjort noget, for ikke at Thomas skulle være alene. "Det er jeg ikke i tvivl om, at du vil. OG jeg vil gerne være der for dig." Hun trådte hen til ham og gav ham et lille kys på kinden. "Thomas du kunne ikke have gjort noget. Jeg bebrejder dig ingenting. så lad være med selv at gøre det. Brug hellere energien på at være min bror nu." Hun smilede venligt til ham uvidende om hvad hun ikke huskede om deres barndom, men i og med hun ikke vidste det, så var det også nemt for hende bare at starte fra nu. 

Det var tydeligt at mærke, at Thomas blev påvirket af hendes spørgsmål, men hun var nødt til at vide det. Hun lagde en trøstende hånd på hans arm om smilede til ham. Det virkede til at have påvirket ham mere end som så. Hun kendte dog ikke den rette årsag til det. Hun prøvede bare at være en god søster. "Jeg hørte nogle rygter om en ung mand, der havde sparket til en gravsten og råbt om tæv i helved. Det skete få dage efter vores sidste samtale. Derefter var det ikke svært at gætte mig til manden ikke er her længere. Hvilket kun virker til at være godt." Hun tøvede og så på ham med et lille smil. "Men Thomas, lov mig to ting. Vent til du bliver gammel med at.. dø, og hvis du ender med at støde på ham, så spark ham gerne for mig." Hun måtte dog bruge lidt tid på så at acceptere at deres mor også var død. Det var mærkeligt, hende huskede hun overhovedet intet af. Det gjorde hende trist. 

[Thomas Blake]

Thomas blev rørt af hendes ord og af hendes kys på hans kind, men han kunne mærke, at han ikke helt kunne falde ned igen. Han havde nok nogle vrede problemer, men det var jo ikke så underligt med den fortid. Han ville gøre alt for hende, men lige meget hvad hun sagde, så følte han, at han havde svigtet hende. Hvis bare han havde gjort noget, noget før. Thomas valgte at lade være med at sige noget, for han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han ville ikke sige hende imod, selvom det var det, der gav mest mening. Han sendte hende bare et svagt smil og trak på skuldrende. Det var måske lidt at modsige hende alligevel, men hun huskede jo heller ikke alt, som han jo desværre gjorde.

Thomas spærrede øjnene op, da hun sagde, at hun havde hørt om en mand, der havde været voldelig ved en grav. Han snak en klump. Han var da klar over, at han ikke ligefrem havde været diskret, men alligevel.
"Han er her ikke mere, nej." Sagde Thomas med hård stemme og gåsehud over hele kroppen. Han kunne ikke finde ud af, hvad det var han følte i det øjeblik, men han havde svært ved at være i sig selv.
"Jeg kan ikke love dig det første, men jeg kan love dig det sidste. Er der et helvede, så møder jeg ham." Sagde han med sammenbidte tænder. Hans humør var faldet drastisk.

[Angela Dupuis Blake]

Angela stod og så på sin bror, mens hun forsøgte at gennemskue, hvad der gik igennem hans hoved. En lille bekymret fuge dukkede derfor op mellem hendes bryn, som hun kiggede på ham og tog hans hånd. Hun anede ikke hvordan hans liv havde været, eller hvad han havde været igennem, men hun fornemmede at han bar alverdens ting på sine skuldre. Hvis hun kunne hjælpe ham lidt med den byrde, så gjorde hun det gerne. Roligt aede hun hans håndryg med sin tommelfinger. ”Men du er her, og jeg er her. Du har givet, hvad jeg altid har ønsket mig.”
Hun kunne ikke rigtig lide hans ord, ligesom hun ikke kunne lide det blik han havde i øjnene, men det var ikke let at gøre noget ved. Igen søgte hun ind i hans favn, krammede ham og så op på ham. ”Du skal ikke være så hård ved dig selv.Der er stadig tid til at gøre gode ting også” Måske det var lidt naivt at sige, men hun håbede at det kunne give ham lidt.

[Thomas Blake]

Thomas smilede lidt til hende. Han var så glad for, at hun var kommet ind i hans liv, men han havde aldrig tænkt så meget på sin fortid, som da hun kom ind i hans liv igen. Det var virkelig hårdt.
"Det er jeg glad for. Jeg ønsker bare, at du har det godt." Sagde han og kyssede hende på panden. Han prøvede at slappe af, men jo mere de talte om deres far, så blev han mere og mere vred. De nævnte ham dog ikke, men det var jo den samtale de havde. Han kom til at grine lidt af hendes kommentar, men det var ikke en god latter. Den var lidt manisk og han gav hende et hurtigt klem, hvorefter han slap hende. Hans øjne havde fået et vildt udtryk og han kom til at grine lidt igen.
"Sorry to say, men jeg tror squ, at det er for sent." Sagde han og trak på skuldrende. Okay han havde ikke den bedste dag. Det plagede ham, at hun ikke kendte sandheden, men han kunne ikke få sig selv til at fortælle hende det. Han kunne ikke fortælle hende, at han havde slået deres far ihjel, og faktisk nydt det en smule. Der var noget grimt inde i Thomas, og han havde svært ved at få det væk. Han hadede sig selv, og da de på Hogwarts skulle møde en boggart.. så han sig selv. Han var bange for sig selv, og han havde mest af alt lyst til at skubbe hende væk, så hun aldrig skulle opleve ham på den måde.

[Angela Dupuis Blake]

Hun kiggede på ham længe med et smil uden at sige noget, tog ham bare virkelig i øjesyn. dét var hendes bror. Han så måske lidt pint ud, men jo, det var præcis sådan hun ville have sin bror til at se ud. Hun var på en måde stolt af ham. Han måtte have været mindst lige så alene som hun havde været. Dog havde han været bevidst om, at hun manglede. Det måtte være så svært at vide man havde en søster et sted uden at vide hvor. Tanken fik hende til at have helt ondt af ham og i nogle få skridt, var hun igen henne ved ham og havde lagt sine arme omkring ham i et kram.. "Jeg har det godt. Lidt hovedpine i ny og næ, men det er det hele værd, når bare jeg får lov til at se dig." Fra det øjeblik besluttede hun sig for at gøre alt hvad hun kunne for at hjælpe sin bror med at få det godt og have det rart. Hun ville sørge for at være det positive lille lysglimt der banede vej gennem det evt. mørke han levede i. Hun ville være der for ham, når han havde brug for det og aldrig nogensinde igen svigte ham."Uanset Thomas, så vil jeg ikke lade dig være alene mere!"

[Thomas Blake]

Thomas ville gerne have det godt, men han følte, at det var lidt for sent. Han elskede Angela og han var så glad for, at hun havde det godt, men der manglede bare noget i ham. Han havde oplevet så mange grusomme ting, og det var svært for ham at slippe det.
Han kom lidt til sig selv igen, da hun igen fangede ham i et kram. Han faldt lidt ned, fordi hun faktisk ikke virkede til at være bange for ham. Han ønskede ikke, at hun skulle være bange, men nogle gange fik han bare nogle nedture, som var svære at komme af med, og hun skulle ikke se ham sådan. Det var dog lige ved at ske, men hun fik ham tilbage til virkeligheden. Han var en smule misundelig over, at hun ikke huskede alle de ting, der var sket, men han ville ikke miste sin hukommelse nu.
Tårer begyndte at trille ned ad kinderne på ham, imens han lagde armene om hende og gengældte hendes kram. Hvor han dog elskede den pige. Han besluttede sig for, at hun aldrig skulle høre sandheden. Han ville ikke skubbe hende væk, og hun skulle ikke have mere af den slags inde i sit hoved.
"Jeg fatter stadig ikke, at du er her." Sagde han og lagde en hånd ovenpå hendes hoved, imens han aede hende hår. "Men bare rolig. Jeg har ikke altid været alene. Jeg kom i en plejefamilie. De var søde nok." Sagde han og tænkte på den familie, som havde taget ham ind. han havde ikke været en nem teenager for dem at have, men de havde ikke givet op. Han havde bestemt sig for, at han snart skulle besøge dem og fortælle dem om Angela. De havde været gode ved ham, men det var først, da han blev voksen, at han accepterede dem som en slags familie, men hans rigtige familie stod lige foran ham.

[Angela Dupuis Blake]

Angela ville så gerne gøre noget godt for sin bror. Hun var ikke i tvivl om, at han havde mange dæmoner at kæmpe med. Hvad de kom af og hvorfor de var der, det vidste hun ikke. Men de var der!
Hun fornemmede godt hun ikke rigtig ønskede at tale om dem, så hun valgte at kramme ham i stilhed. Da hun kort efter bemærkede de våde kinder, strøg hun blidt sine tommelfinger der henover, og gav ham blidt et kys på hver kind før hun igen smilede til ham. Der måtte hvile så meget på hans skuldre siden han reagerede som han gjorde. Hun ville ønske, at hun kunne huske deres familie for at kunne hjælpe ham, men det kunne hun bare ikke. Hun så dog overrasket op da han nu snakkede om plejefamilie. ”Plejefamilie? Men?? Hvad med vores forældre?” hun følte sig forvirret igen, som om hun havde misforstået noget.

[Thomas Blake]

Thomas blev altid helt blød i knæene, når Angie viste ham den slags kærlighed. Han var slet ikke vant til det. Hun var det vigtigste i hans liv, og han elskede hende så højt. Han smilede, som hun kyssede ham på kinderne. Han ville så gerne bare holde om hende for evigt, men det gik pludselig op for ham, at hun ikke engang vidste, at han ikke altid havde boet hos forældrene. Han havde aldrig nævnt noget som helst. Hun vidste, at de var døde, men ikke hvornår. Han sank en klump og slap hende. Han rystede, og hans instinkt fortalte ham, at han skulle flygte nu. Han ville ikke fortælle hende, hvad der var sket. Hun ville ændre syn på ham. Det var der ikke nogen tvivl om i hans hoved, for hvem ville ærlig talt acceptere, at han havde slået en mand ihjel? Hvad end den mand så havde gjort, så var det forkert at slå nogen ihjel. Og endnu værre var, at han havde nydt det en smule.
"Øhh.. de øhh.. De var der ikke." Var det eneste, han kunne få frem. Han stod et øjeblik bare og kiggede hen mod døren og prøvede at regne ud, hvornår det ville være okay at smutte, men kom så frem til, at det aldrig ville være okay. Ikke overfor hende. han måtte komme på noget andet.
"Jeg har faktisk lidt travlt. Havde du ikke en aftale?" Spurgte han og kløede sig i nakken med den ene hånd. Selvfølgelig fortjente hun sandheden, men han var bange for at miste hende.

[Angela Dupuis Blake]

Angie så længe på ham, som om hun forventede svaret ville komme til hende, hvis bare hun ventede længe nok, men det virkede ikke rigtig sådan. En masse tanker gik gennem hendes hoved, mest af alt blev hun bare ked af det over hvor ensom Thomas måtte være. Det var frygteligt for hende at tænke på. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne have været der for dig.” Lød det så fra hende, mens hun så ned på deres fødder. Det var stadig mærkeligt og svært mellem dem. Hun ønskede sig så inderligt, at de blot kunne have det rart og smile til hinanden, men der var for mange dæmoner og hun frygtede så inderligt at hun en dag ville miste sin nyfundne bror ved det.
Hun slog dog blikket op, da han så nævnte at han havde travlt. ”Travlt? åh undskyld, jeg tænkte slet ikke på du jo nok faktisk sikkert er på arbejde. Det må du undskylde” Hun forberedte sig til at gå, men så så lidt undrende på ham, hvad var det for en aftale han omtalte? Det havde hun glemt alt om. Så var det det endelig slog hende, hvorfor hun egentlig var kommet. ”grosses têtes de bétail*. Jeg har helt glemt, hvorfor jeg egentlig var kommet. Hmm… Du har nok ret. Jeg burde se at komme videre. Klarer du dig uden mig?” Spurgte hun så. Et lidt grinagtigt spørgsmål tage i betragtning at hun havde været forsvundet i 15 år og først lige var dukket op i hans liv igen for et års tid siden.


*Store fæhoved

[Thomas Blake]

Thomas kunne ikke rigtigt finde sammenhæng i det, hun sagde. Selvom han havde haft et lorteliv, så var det jo ham, der skulle have været der for hende. Det var hende, der var blevet solgt og hende, som havde brug for ham. Thomas ville altid stædigt påstå, at han ikke havde brug for nogen, selvom han selvfølgelig inderst inde godt vidste, at det var en stor fed løgn. Det vidste hun nok også godt.
Lige nu havde han brug for, at hun gik. Ikke fordi han var sur på hende eller ikke ville være sammen med hende, men fordi han havde brug for at være alene. Det var alt for væmmeligt at tænke på, at hun faktisk kunne miste hende, hvis hun fik sandheden at vide.
“Ja, jeg er på arbejde.” Fik han mumlet. Han var vred på sig selv. Han burde ikke smide hende ud på denne måde, men han kunne mærke, at han havde lyst til at kaste med ting, og det skulle hun ikke være vidne til.
“Det er helt i orden. Det skal du ikke tænke på.” Sagde han og aede hende blidt på kinden, imens hans boblede indeni. Han var blevet ret godt til at skjule sine følelser, og de vrede følelser han gik med, ville han helst gerne skjule overfor hende. Hun havde intet gjort forkert. Han smilede varmt til hende.
“Jeg skal nok klare mig. Jeg har en del opgaver, som jeg skal have læst igennem, og de plejer altid at distrahere mig.” Sagde han og skævede hen til en bunke papirer på hans skrivebord. Han orkede faktisk ikke, for det var ikke mange, der formåede at skrive noget, som han synes var ret godt. I hvert fald ikke på 1. eller 2. Semester.
“Jeg skriver til dig. Okay?” Sagde han og kyssede hende på panden.

[Angela Dupuis Blake]

Egentlig havde hun ikke lyst til at gå, men hun forstod godt at det var nødvendigt, hun ville heller ikke være skyld i at han ikke passede sit arbejde. Det var bare så sjældent hun så ham og hun frygtede lidt for hvornår det ville ske igen. Hun sukkede lavt og kiggede lidt vurderende på sin bror. Han var en pæn mand, men lignede en der bar verden på sine skuldre. Hvorfor? Det fik hun måske aldrig svar på. "Selvfølgelig, undskyld jeg blev så længe. Jeg.. jeg går nu." hun havde ikke lyst til det, men hun forstod godt at hun var nødt til det. Hun skulle lige til at tage afsted, da han så tilføjede nogle meget vigtige ord. Han ville skrive! Sende en ugle! Det fik hende til at lyse op. "okay. Pas på dig selv" Hun lagde armene om ham i et kram, før hun så tog afsked og gik videre for at finde, manden hun egentlig var kommet for at tale med.

- Out

[Thomas Blake]

Thomas vidste godt, at han ikke var en af Guds bedste børn, men han var da heller ikke et dårligt menneske, var han? Han havde gjort ting, som han bestemt ikke var stolt af, og den her situation, var nu officielt kommet på den liste, som efterhånden var ret lang. Han ville ikke såre Angela. Hun havde i forvejen været igennem så meget lort, men han kunne bare snart ikke klare at tale om de samme ting igen og igen. På et tidspunkt ville det ryge ud af ham, hvad han havde gjort, og så ville hun nok forlade ham for evigt. Hun betød alt for ham, og han ville ikke gøre hende fortræd. Måske han bare skulle skride under jorden for en stund. Det ville nok gøre alt meget nemmere.
“Du skal ikke undskylde. Aldrig.” Sagde han stille. Han sendte hende et lille smil og et nik, da hun var på vej ud ad døren. Thomas stod bare og stirrede på døren, som hun forlod kontoret. Da hun var gået, og døren var blevet lukket, vendte han sig arrigt mod sit bord, og kylede alle tingene på det, ned på gulvet. Derefter slog han sin hånd hårdt ind mod væggen, så der kom hul. Han sukkede og kiggede ned på sin hånd, som blødte. “Flot, Thomas..” Mumlede han og begyndte så at rydde op ved hjælp af magi. Hullet blev dog.

// Out