Du er min familie

[Angela Dupuis Blake]

Outfit

Thomas Blake
September - 2056

---

I den senere tid havde der været rygter om, hvordan en mand havde bandet både sig selv og en gravsten langt ned i helved. Det rygte havde også nået Angelas øre, men hun havde så svært ved at tro på det kunne være hendes bror. Men nogle rygter gik på at Thomas Blake, burde indlægge, og andre mente han burde sendes til azkaban. Det var svært at tro på at han kunne have gjort den slags, men så igen han var blevet ret vred dengang på iscafeen. måske vidste Angela også inderst inde godt, hvorfor han havde gjort som han havde, men ønskede ikke at åbne øjnene for det. Hun sukkede tungt ud, hun havde brug for at tjekke til sin bror, for det var jo hvad han var, problemet var bare, at hun ikke vidste hvor han boede.

Denne dag var hun taget hen på universitetet. Planen var egentlig at snakke med Christopher Antoney Halliewell og aflevere de sten hun havde lånt af ham, da hun nu havde fundet svar på de spørgsmål hun i sin tid var kommet med. Det føltes mærkeligt pludselig at have en bror, men samtidig gjorde det hende virkelig lykkelig, hun ville bare så frygtelig gerne kende mere til ham. Hun vidste ikke hvor han boede eller hvor han arbejdede og med de rygter der florerede så var hun nervøs for hvordan han havde det og ville gerne være der for ham.

[Thomas Blake]

Outfit

Thomas havde lige været ude efter frokost. Han havde taget sin læderjakke på, da det var lidt køligt udenfor, men det var normalt ikke noget, der rørte ham. Der var faktisk ikke mange ting, der rørte ham. Han var ligeglad med stort set alt, og der var ikke mange, der fik lov til at komme ind bag den facade, han havde sat op for mange år siden. Den eneste, der havde fået lov, var hans bedste ven, Hamish Hale McKenzie. Det var ham, der kendte ham bedst. De kunne tale om det meste, da de aldrig dømte hinanden, men det var nu ikke fordi de sad til sent ud på aftenen med en øl og sladrede. Begge var meget tilbageholdne, og derfor passede de perfekt sammen.

Thomas ville gerne lukke Angie ind, men det var ikke nemt. Der var så mange grimme minder fra deres barndom, og det var de ting, som han havde lukket ude. Nu kom hun og mindede ham om dem, og selvom han var så lykkelig for at have hende tilbage, så ville han ikke tænke tilbage på dengang. Han var blevet meget vred, da de havde talt sammen på caféen. Han kunne ikke styre sig selv, og han var endt med at tage ud og smadre deres fars gravsten. Vidste Angie overhovedet, at deres far var død? Han  ville ikke fortælle hende, hvordan han døde. Han havde ikke lyst til, at hun skulle se på ham anderledes. Han var blevet anholdt af en auror ved navn Aaron Walker, men han var blevet løsladt ret hurtigt igen. Han havde dog fået en bøde, hvilket han var ligeglad med.

Han stoppede pludselig op, da han så en bekendt kvinde stå udenfor Universitetet.

"Angie?" Spurgte han forundret, imens han stod med sin sølle sandwich i den ene hånd. Hvad lavede hun dog der? Han var selvfølgelig glad for at se hende, men han havde jo forladt hende i caféen og sidste gang, havde han skulet til hendes boytoy.

[Angela Dupuis Blake]

Hun var ikke sikker på at hun helt kunne huske vejen til Christophers kontor, men det blev også hurtigt ligegyldigt, da hun så en helt særlig person komme hen til hende. "Thomas?!" lød hun forundret, og bredte armene ud, som hun ville til at give ham et kram, men tøvede så lidt. Hun var slet ikke sikker på Thomas var til den slags og lod derfor armene falde slap ned langs siden igen. 
Hvad lavede han her? Hun var selvfølgelig glad for at se ham, men det var lidt... offentligt. Hun ville gerne snakke med ham mere privat. "Jeg skulle op og snakke med en Christopher. Hvad laver du her?"  Hun vidste jo ikke han arbejdede der, men det så næsten sådan ud. Gad vide hvad han faktisk lavede. Forsigtigt prøvede hun at smile til ham, det var så rart at se ham igen. "Jeg har savnet dig." lød det ærligt fra hende.

[Thomas Blake]

Thomas vidste ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv. De havde ikke haft de allerbedste møder. Han stormede ud og smadrede en gravsten og han havde nok ikke været helt så høflig overfor hendes boytoy, eller hvad man skulle kalde den fidus, som troede, at han var god nok til Angie. Hvilket han sjovt nok ikke var. Thomas kunne mærke irritationen, som hurtigt forsvandt, da han så, at Angie bredte sine arme ud, men sænkede dem igen. Wow de var akavet de to. Han sendte hende dig et smil, og han hen og gav hende et hurtigt kram. Det føltes underligt, men alligevel så rigtigt. Han slap hende dog hurtigt igen, da han jo ikke helt vidste, hvorfor hun til at starte med havde sænket armene.
"Christopher?" Han stod et øjeblik og tænkte sig om. "Halliewell?" Spurgte han. Han kendte ikke fyren ret godt, men han vidste da, hvem det var. De arbejdede trods alt sammen. Det gik op for ham, at han aldrig havde fortalt hende, hvad han arbejdede med.
"Jeg arbejder her. Jeg er professor i Forsvar mod mørkets kræfter." Sagde han roligt. Han var nu stolt af sit job, men han havde taget det i første omgang, fordi alle fortjente en måde at forsvare sig på, hvis de, ligesom ham, havde haft nogle forfærdelige mennesker i deres liv.
"Jeg har også savnet dig." Sagde han med et smil. Hun kunne gøre ham helt blød i knæene. Han ville gøre alt for hende.

[Angela Dupuis Blake]

Det var så ubeskrivelig dejligt at se Thomas igen. Hun mærkede lidt en stolt og lykkelig følelse af at person foran hende virkelig var hendes bror. Det havde givet så god mening og nu føltes det bare så rigtigt. Som hun tøvede i sit kram overtog han det og de endte derfor med at kramme alligevel. Det var virkelig en rar fornemmelse, og da han havde lagt armene om hende, lagde hun ligeledes sine arme omkring ham. Det var ikke noget langt kram, men det var nok til at hun smilte lidt ham da de skiltes igen. 
“Ja, Halliewell” der gik et øjeblik før hun så uddybede hvad hun skulle ham. “Jeg opsøgte ham fordi jeg mærkede noget jeg ikke har oplevelset før. Han skulle hjælpe mig med at tyde nogle drømme. Eller jeg troede det var drømme, men nu tror jeg meget det er tegn fra skæbnegudibde”

[Thomas Blake]

Thomas studerede sin søster, som hun stod foran ham. Hun var blevet så smuk og han kunne stadig ikke helt begribe, at hun var hans søster. Der var også en anden grund til, at han havde taget jobbet som professor i netop det fag. Eller hvorfor han selv havde trænet det så meget. Han ville tage hævn over dem, som havde såret hende. Dog virkede det til, at hun havde haft det en del bedre hos den familie, end hos dem hun tilhørte biologisk.

Thomas forstod ingenting af det, hun lige sagde. Alt det sprituelle, forstod han sig ikke på. Han så tingene meget sort og hvidt, men hvis hun ville have tydet end drøm eller noget andet, så skulle han ikke stoppe hende.
"Det er tegn fra hvad?" Spurgte han og prøvede at lyde nysgerrig, men for ham gav det bare slet ikke mening. "Men jeg kan da følge dig derop." Sagde han med et smil. Han ville ikke lyde skeptisk omkring dette, for hun måtte ikke tro, at han synes, at det var latterligt, selvom han synes det. Han ville støtte hende i alt.

[Angela Dupuis Blake]

Angela kunne ikke lade være med at smile. Det hele føltes så rigtig og hun var glad for at gå ved siden af sin bror. Hun stoppede dog op, da han havde spørgsmål til hende. Det var ting hun havde svært ved at forklare, men hun ville gerne prøve overfor Thomas. "Hmm... Efter den første gang jeg så dig på iscafen, begyndte jeg at have de her drømme og fed tyg røg og barnegråd. Jeg følte mig så ensom og jeg følte ikke rigtig ting gav mening. Derfor opsøgte jeg Halliewell Jeg ved han er spåmand, og hvis nogen forstår det må det være ham." Forklarede hun. Hun undlod dog de mest skræmmende billeder. "Det var ham der sagde at jeg ikke var enebarn, men at jeg havde en bror eller søster."Prøvede hun. Det lød ikke ligefrem til at blive mere forståeligt. "Øhm... ja... Jeg fik at vide her at jeg havde søskende. Så jeg overvejede lidt at tage tilbage." 

Hun begyndte at gå igen med sin bror i hældene. "HAn lånte mig nogle sten som skulle hjælpe mig. Men.. jeg brugte dem faktisk aldrig"

[Thomas Blake]

Thomas smilede til hende, men han havde nu mest af alt lyst til at rulle med øjnene. Han var ikke i tvivl om, at der var mere mellem himmel og jord end så mange andre steder, men spådom? Han kunne næste ikke magte tanken om, at hun gik til sådan en, for at få ting at vide, som han kunne fortælle hende. Selvfølgelig var det før, de rigtigt havde talt sammen, men alligevel.
Han stoppede dog op, efter hun havde fortalt det hele og kiggede ned på hende, med alvorlige øjne, men med et glimt af bekymring.
"Du ved godt, at jeg kan fortælle dig alt, hvad du gerne vil have at vide, ikke? Jeg var der. Og med det, er du sikker på, at det hele er rigtigt." En spåmand kunne ikke fortælle hende mere, end hvad Thomas kunne.
"Dog er jeg ikke sikker på, at du bør rode alle de ting igennem. Du bliver nødt til at tage det stille og roligt, for det kan godt blive for overvældende. Vores far var ikke en rar mand. Stol på mig. Du vil ikke kende til ham og de ting, han gjorde." Sagde han alvorligt. Det var alt for grimme ting, de to havde været igennem, og han ønskede ikke for hende, at hun skulle vide mere om det, men han ville fortælle hende det, hvis hun ville have ham til det. Hellere det kom fra ham, end en eller anden særling, der måske kunne komme med et par halve sandheder.

Thomas så lidt undrende på hende.
"Tilbage til hvad?" Spurgte han og håbede så inderligt, at det ikke var til deres gamle hus.

[Angela Dupuis Blake]

Det var så ubeskriveligt rart at snakke med Thomas og stod det til Angela så fortsatte de indtil hun på et tidspunkt faldt om af træthed. Hun ville ikke slippe ham, ikke endnu. Hun havde det så rart nær ham, det var trygt og gav hende en følelse i kroppen som hun virkelig godt kunne lide. Hans spørgsmål fik hende dog til at himle med øjnene og ryste opgivende på hovedet, dog med et smil på læben. "Thomas, har du glemt den første dag du kom ind på iscafeen?? Ved du godt hvor mærkeligt det er at overvære en fremmed, være ved at kløjs i en is, hvorefter han så siger dit navn? Særligt når du er helt sikker på Ikke at vide hvem han er, og så han bare forsvinder?!" Hun så på ham med et hævet øjenbryn, det havde ikke ligefrem været en mulighed på det tidspunkt at spørge ham om noget som helst. "Du ved godt det er lidt skræmmende at møde en fremmed mand, som lige nævner dit navn og så stikker af, og samme nat begynder de her mareridt om at du bliver forfulgt, at du er omgivet af røg, at... at du høre en lille pige græde og tigge om at nogen skal lade være. Det ved du godt ikke?" Bare tanken fik det til at gøre ondt i brystet på hende. Hun havde ikke haft andre valg på det tidspunkt. Hun havde ikke anet at hun havde en bror, eller at selv samme lige havde fundet hende der i butikken. "Hvordan skulle jeg overhovedet havde fundet dig? Hvorfor?" Hun havde knyttet hænderne i ren frustration uden selv at lægge mærke til det. Det gjorde så ondt i hovedet når hun tænkte over tingene på denne måde og hun begyndte da også at føle sig en smule svimmel. Lidt som om noget var bundet stramt om hendes hoved og jo mere hun prøvede at huske, jo strammere blev det. "Jeg.. jeg kunne ikke... Jag havde ikke andre valg..." Lød det nu mere stille fra hende og hun stod bare næsten som et barn og kiggede skamfuldt ned på sine sko. Angela var egentlig ret ligeglad med sine forældre for nu, for hende var det Thomas der var den vigtige. Ham kunne hun forholde sig til og hun kunne stort set huske ham. Hun havde hvert fald accepteret at han var hendes storebror, som hun havde bagt til på hans fødselsdag. "Den eneste jeg vil høre om er dig Thomas. Det dig der er her lige nu trods alt." Hun prøvede at smile til ham, mens hun diskret tog sig til hovedet. Det gjorde ondt og føltes faktisk også ret tungt. Hun prøvede at trække vejret roligt i dybe drag for at få det lidt bedre. Hans spørgsmål var dog nemt at svare på, selvom det jo lød helt skørt nu. "Tilbage til Frankrig selvfølgelig. Hvis jeg havde en bror eller en søster, ville personen vel bo i Frankrig som... Som jeg troede resten af min familie gjorde på det tidspunkt."

[Thomas Blake]

Thomas blev som slået tilbage, da hun talte til ham i en anden tone, end hun plejede. Han kunne både mærke og høre hendes frustration, og han vidste, at han var gået over stregen. Selvfølgelig havde hun været nødt til at søge andre midler, for hun havde ikke ham på det tidspunkt. Han hadede bare, at hun ville søge efter svar fra fortiden. Han ville gøre alt for at glemme det, men han forstod hende godt. Han hadede sig selv, for at have ladet hende tage afsted. Han skulle aldrig være taget til Hogwarts. Måske det ikke var sket, hvis ikke han var taget afsted. Han kunne have hjulpet hende. Han havde altid bebrejdet sig selv, men det ville han ikke fortælle hende. Det var han den eneste, der vidste. Han måtte gå med den smerte alene.

Uden at tænke mere over det, greb han fat i hende, og trak hende ind til sig.
"Undskyld, Angie. Jeg ved det godt." Han kyssede hende på hovedet og holdt hende tæt. Han ville gøre alt for hende. Ingen skulle nogensinde kommen imellem dem igen.
"Jeg vil fortælle dig alt, hvad du gerne vil vide. Eller jeg vil ikke, men jeg gør det." Sagde han med rolig stemme. Han løj dog. Han havde ikke lyst til at fortælle hende, hvad der var sket med deres forældre.

[Angela Dupuis Blake]

Det hele var så følelsesladet, at Angela slet ikke tog sig af hvor de var. For hende var det eneste vigtige at hun var hos Thomas, og som han lagde armene om hende og trak hende in d til sig lod hun sit hoved hvile på hans bryst og lukkede øjnene mens hun mærkede en tåre løbe ned over kinden. Det gjorde så pokkers ondt hele tiden, og hun kunne ikke få det til at gå væk. Det var underligt at høre Thomas undskylde, det var jo ikke hans skyld det der var sket. Han kunne jo ikke vide hvor hun var, men han havde til sidst fundet hende alligevel. Det var det hendes fokus lå i. 
Hun snøftede kort, som han tilbød hende at fortælle hvad hun gerne ville vide, og dér stod det klart, hvad hun havde brug for at at høre. "Jeg vil bare vide at du gerne vil være min bror og at jeg altid må komme til dig og at det nok skal stoppe med at gøre ondt. At... at alt nok skal blive godt endda og du vil være der for mig. Det er det eneste jeg har brug for at vide." Hun lagde forsigtigt armene om ham i et kram. Hun var så bange for at han pludselig farsvandt igen eller at hun ville glemme ham. Det ville hun ikke kunne bære. "bare lov mig du altid vil være min bror. Jeg ved godt jeg lyder tåbelig nu, men sig det alligevel. Jeg vil ikke være alene." Hun stod fortsat med lukkede øjne, så hun ville ikke kunne se THomas' reaktion og det var egentlig også ligegyldigt, hun havde alligevel så svært ved at forstå det, så nu ville hun bare mærke og lytte.

[Thomas Blake]

Thomas blev en lille smule overvældet, da hun holdt fat i ham, og sagde, at hun bare gerne ville have, at han var hendes bror for altid. Han stod et øjeblik som stivnet til jorden, og tænkte på alle de gange, han havde svigtet hende. Det ville han aldrig gøre igen. Han kunne mærke en enkelt tåre trille ned ad sin kind. Nu var det anden gang han havde grædt, og hun var den eneste, der kunne få ham til det. Det var han slet ikke i tvivl om. Han ignorerede den og de mange blikke på dem. Han trak sig lidt væk, og løftede hendes hage op, så han kunne se hendes smukke øjne.
"Angie... Du må aldrig nogensinde være i tvivl om, at jeg er din bror, og at jeg altid vil være her for dig. Du er mit et og alt. Det har du altid været, og det vil du altid være. Okay?" Han ville aldrig give slip på hende igen. Han vidste dog godt, at hans kærlighed til hende, måske kunne ødelægge dem, for ingen ville nogensinde være god nok til hende.
"Jeg er her, Angie. For altid. Jeg kan ikke love, at det vil stoppe med at gøre ondt, men jeg kan hjælpe dig med at dulme smerten." Sagde han og trak hende ind til sig igen. Det var en uvant situation for ham, og det kom bag på ham, at han så åbenlyst og offentligt viste hende følelser. Han var også ret sikker på, at et par af hans kollegaer kiggede lidt forbavset på ham, som de gik forbi. Han forstod dem godt.

[Angela Dupuis Blake]

"Det er bare så svært. Det hele er så forvirrende. Jeg er bange for noget pludselig går galt... Eller... At... At jeg slet ikke er som du forventer." Hun tav og så så op på ham med rødlige øjne som viste tegn på at hun var ked af det. Der var nogen der kiggede på dem kigge hun se, men hun kendte dem ikke, dog kunne hun godt bruge at de var et lidt mere privat sted fra for ude midt i offentligheden. Men hun ville ikke sige noget. "Thomas jeg... Undskyld at jeg næsten ikke kan huske dig. Jeg føler mig så.. jeg føler mig som en dårlig søster." Det var måske første gang siden deres møde at hun havde omtalt sig selv som hans søster og accepteret den den vej rundt også. Hun tog sig til hovedet igen og så på Thomas, hun havde brug for hvile, det var helt så hun stod og svejede en lille bitte smule hvis ikke han holdt ved hende, eller hun ved ham. "Tror du måske jeg kan få lidt vand? mit hoved gør så ondt." Hun var ikke sikker på om han forstod den smerte der altid rørte på sig, når de snakkede sammen, men det var virkelig ubehageligt. "Jeg har det som om nogen har bundet en snor om min hjerne og bare trækker til så den bliver snøret helt ind. Det vil ikke give slip." Prøvede hun at forklare i en bøn om hjælp.

[Thomas Blake]

Thomas kunne godt mærke på Angie, at det ikke var nemt for hende. Det måtte være svært at skulle acceptere, at man havde en bror, når man ikke havde set ham i så mange år og faktisk ikke kunne huske ham. Det gjorde også ondt på ham. Han hadede sin fortid, og det at stå her sammen med hende, rippede op i fortiden mere end nogensinde. Han elskede hende, men der var en del af ham, en del, som han aldrig ville tænke på eller kendes ved, der ønskede, at han aldrig havde fundet hende. Det var alt for hårdt. Også for hende.
"Angie.. Jeg forventer ingenting. Det er klart, at du ikke er som jeg husker dig. Du er blevet voksen. Man ændrer sig jo." Sagde han med et skuldertræk. Han var bestemt heller ikke, som han engang havde været.

Han tog fat om hendes skuldre og kiggede hende dybt ind i øjnene.
"Jeg vil aldrig høre dig tale sådan, okay? Du er ikke en dårlig søster. Du kan intet gøre ved de ting, der er sket." Sagde han hårdt til hende. Måske hårdere, end hvad der var planlagt.
"Ja selvfølgelig." Sagde han, og fik hende hurtigt med op på sit kontor, hvor han fandt hende et glas vand. Det gjorde ondt, så meget han elskede hende. Han ville nok aldrig helt få sin søster tilbage, og det var nok det mest smertefulde af det hele. Han ville aldrig sige den slags til hende. Han elskede hende så højt.

[Angela Dupuis Blake]

Angela fulgte med sin bror, og mærkede en fremmed men alligevel velkendt og meget savnet glæde og tryghed ved at vide at han nu passede på hende. Som de gik gennem gangene op til hans kontor smilede hun for sig selv og skævede lidt op til ham. "Tak Thom... Fordi du altid passer på mig. Det er nok lidt mærkeligt at sige egentlig, men jeg ved bare du altid har passet på mig. Det ved jeg nu." Hun så sig omkring mens de gik og lavede et mentalt kort over vejen til hans kontor, så hun kunne finde det en anden gang, hvis det blev nødvendigt. Da de lidt efter trådte ind på hans kontor satte hun sig og tog imod glasset, som hun roligt drak af. Det var virkelig rart og hjalp da også en smule på smerterne, da glasset var tomt, smilede hun lidt til sin bror. "Du skal bare vide, at selvom mine minder om dig ikke er så klare, så føler jeg alligevel at jeg husker dig." Hun smilede og så ned på glasset, det var ret dybt det her og hun håbede han kunne forstå hende. "Det er som om jeg ved du altid har været der for mig, som en velkendt tryghed. Det er som om at den del af mig selv jeg altid har manglet... Den har jeg fundet i dig." Forsøgte hun at forklare. Det var lidt svært at sætte ord på det, men hun ville gerne gøre et forsøg, hun ville så gerne kunne vise ham at hans søster var tilbage. Der var bare en ting der nagede hende, en ting hun var nødt til at vide, for at se det hele billede. "Thomas? Vores mor... Er hun også død?" Hun havde ikke behov for at spørge til deres far, ham vidste hun var død, det var hun slet ikke i tvivl om. Hvordan de begge var døde vidste hun dog ikke og egentlig havde hun heller ikke behov for at vide det. Det ville ikke ændre på noget uanset.