Cat in a hat

[Deleted]

Tid: Cirka midnat. 

Sted: Aarons kontor

Tilegnet: Aaron Sasha Cockburn

__________________________________________________________________________________

Det var blevet endnu en seng aften. På det sidste havde Cassandra ofte arbejdet over, nogle gange overtalte hun Jimmy til at deltage i hendes små aftenlige udskejelser, men i aften havde han fået kolde fødder og var taget hjem og havde tigget hende om at gøre det samme. Hun sad foran sin eget skrivebord og forgav at hun var ved at læse nogle papirer igennem. For første gang i alt hendes tid her, var Aaron gået før klokken 23, og hans kontor henlå i total mørke og stilhed, dog ulåst. Hun havde lagt mærke til at han aldrig rigtigt låste. 
Hun rynkede på næsen bag et par sortkantede briller. Hendes hestehale var blevet så stram, at hun  havde været nødt til at tage elastikket og ud lade hendes lyse hår falde omkring hendes skuldre. 
Hun så op fra papirene, hen på døren til Aarons kontor. Hendes fascination af ham var langsomt dalet. altså hun synes stadig at han var urimeligt lækker, men der var nwoget mærkjeligt over ham. Det hele var startet med uglen. Efterfølgende havde hun overhørt mærkelige samtaler på hans kontor som hun aldrig lod hende være en del af. Somme tider anede hun ikke hvordan hans mødeaftaler dukkede op, for de kom næsten aldrig forbi hende, pludselig var der bare stemmer på den anden side. De havde snakket om byer hun aldrig havde hørt om, og som aldrig kom frem når hun googlede det, og om problemer med drager.. eller den del var hun ikke sikker på, men hun havde svor at det var det hun havde hørt. 
Hun lagde papirene ned på bordet og klemte hårdt om kanten mens hun forsøgte at modstå sin nyopståede trang. Muligheden havde aldrig rigtigt budt sig før, men hele koncernen var lukket, hun vidste at hun ud over vagten nede foran hovedgangen, var den eneste her. 
Lydløst rejste hun sig. Hendes hæle slog klikkende lyde hen over gulvet da hun gik hen foran hans kontor og tøvende puffede døren op. Det stod som altid fuldstændig rent og ryddeligt. Hver gang hun så det, ønskede hun lidt at Jimmy ville arve sig noget af Aarons ordenssans, for hjemme hos dem ville der have lignet Jerusalems ødelæggelse, hvis ikke det havde været fordi hun nød at bo rent som minimum. 
Hendes hjerte begyndte at slå hurtigt, for hun vidste at hun var ude på at sidespor, men nysgerrigheden efter at kende Aarons hemmelighed var ved at blive en hel besættelse. Hun listede hen til hans skrivebord, og tøvede igen et øjeblik. Det gik ikke op for hende at hun holdt vejret da hun åbnede skufferne i skrivebordet og begyndte at gennemsøge dem. I den første var der ikke andet end et par tomme papirark, som hvis hun havde kendt sandheden ville have vidst var skrevet med usynligt blæk, en fjerpen, hvad end det var for en mærkelig ting og en tom æske sort æske. 

[Aaron Sasha Cockburn]

Aaron havde faktisk allerede forladt kontoret for i dag. Han sad nede i sin bil -for ja han var en af de magikere som både havde bil, mobil, tv og alle de fede mugglergoder til trods for at begge forældre var magikere.
Mobilen summede i lommen og han tog den op. Som direktør i et firma der koncentrerede sig om overvågning, var hans kontor naturligvis ingen undtagelse. På displayet kom der straks et billede af hans kontor op, samt blondinen der snusede rundt derinde. Cassandra.
Aaron sukkede nærmest opgivende og slog hovedet tilbage mod nakkesødten som han overvejede om det i det hele taget var værd at gå op efter. Alt hvad der hed magi var forsvarligt gemt væk, den tomme tryllestavsæske hun holdt op ville nok ikke give hende de store spor. Desuden var hun fuser -for ja han havde været tilbage og checke. Hun måtte sådan set godt kende til magi, hendes forældre havde åbenbart bare valgt at lade hende blive i uvisheden for some reason.
Han sukkede igen og forstillede sig selv glide ned i sengen derhjemme og slå en arm om @valentyna s varme krop. Det virkede som en langt bedre slutning på aftenen, end en debat med hans alt for nysgerrige sekretær.
Telefonen vibrerede igen og han kiggede på skærmen, hun vadede stadigvæk rundt deroppe. Han burde gå op, om ikke andet så bare for at understrege en pointe. Med et par bandende ord under sin vejrtrækning, stod han ud af bilens og låste den. Han hævede sin stav. Hun skulle ikke få mistanke om hans ankomst ved at høre elevatoren, så derfor transfererede han sig op til den rette etage.
Med næsten lydløse skridt listede han sig hen til døren og stillede sig derefter i dørkarmen med armene over kors. "Kan jeg hjælpe dig med noget Ms. Brooks?" Spurgte han med et hævet bryn. Tryllestaven var atter på sin plads i hans inderlomme.

[Deleted]

Det burde nok havde slået hende at Aaron holdt øje med kontoret fra afstand, eftersom hele firmaet var baseret på overvågningsløsninger, men ærlig talt overvejede hun det slet ikke som en mulighed.
Uden at vide at hun allerede var afsløret, åbnede hun de næste par skuffer og fandt kun mere skuffende genstande end i den første. Hun skubbede de nederste skuffer ind og åbnede den første igen, som om hun forventede at der var dukket noget nyt op. Da det ikke ligefrem var tilfældet bukkede hun sig lidt ned og gravede ind bagerst i skuffen. Hun havde hverken hørt trin, eller lyden af elevatoren, før hun hørte Aarons, genkendelige, dybe stemme. Det gibbede i hende. Hun stivnede med hånden bogstavelig talt i kagedåsen. Åh gud, hvordan skulle hun komme ud af den?
Hendes kinder var ildrøde og blussende da hun langsomt rettede sig op og fjernede hånden fra skuffen. Hendes hals føltes ligeså tør som sandpapir. "Eh nej jeg.. øhm.." hun kiggede desperat ned i skuffens indhold og håbede at den ville give hende den perfekte udvej. Som altid svigtede skæbnen hende. "Var du ikke gået hjem?" spurgte hun undrende i håb om at vinde lidt tid til at planlægge sin flugt.
I mangel på bedre, bukkede hun sig og greb bunken af tomme papirark, og holdt dem ind, som om der stod noget på. "Der var de! Jeg har ledt efter disse hele aftenen og jeg mistænkte at jeg muligvis havde forlagt dem på Deres kontor, Sir. Normalt ville jeg selvfølgelig ikke gå herind, men døren var ulåst så jeg tog chancen," forklarede hun og havde været meget overbevisende hvis det ikke havde været fordi hendes stemme nærmest dirrede og hun holdt papirerne så tæt ind mod sin mave så de nærmest gik i stykker, for han ikke skulle se at alt hun holdt var blanke papirark. "Nå men jeg er vidst også ved at være færdig for i aften så.." hun gik væk fra skrivebordet men holdt en behørig aftand til ham. Der var noget ved ham som gjorde hende utryg, måske endda ligefrem bange. Nogle af de samtaler hun havde overhørt var ligefrem bizarer. Hans snakkede om mord på en der hed Muggler, hvad så end det var for et navn, og om dødelige virusser der bredte sig. Hun sank en klump og forsøgte at sende ham et blik der fortalte at hun gerne ville forbi ham.

[Aaron Sasha Cockburn]

Aaron blev bare stående lidt og betragtede blondinen som hun forfjamsket lignede en der søgte en undskyldning for hendes ugerning. Han vidste dog at hvadend hun forsøgte sig med af undskyldninger, så kunne intet redde hende ud af denne her.
Han sukkede let og tippede hovedet lidt på skrå. "Jo, eller jeg var på vej, men så begyndte min mobil at sladre om at nogen var brudt ind på mit kontor," svarede han hende og holdt mobilen op foran sig så hun kunne ane dem på skærmen. "...igen." Tilføjede han så, for lige at understrege at hun ikke var gået uset hen de andre gange heller.
Han så til som hun trak pergamenterne ind til sig, hvilket fik ham til at rette sig en smule op. Det var nogle temmelig vigtige papirer fra ministeriet, skrevet med usynligt blæk naturligvis. "Hvorfor har jeg lidt svært ved at tro på den del?" Spurgte han retorisk og kom frem mod hende.
Han stoppede først da han stod foran hende hvor han tårnede sig op ved siden af hendes lille skikkelse. Han rakte afventende en hånd frem som tegn til at hun skulle give ham papirerne. "Hør, jeg vil egentlig bare gerne hjem i seng. Hvad med at du bare fortæller mig hvad det er du håber på at finde, og dermed spare os begge for noget tid." Forslog han så og hævede brynene af hende.
Aaron var ikke helt sikker på hvad hun forventede at finde, han kunne bare mærke at hans tålmodighed måske ikke var den allerstørste her til aften. Han skiftede vægten fra det ene til det andet ben og afventede så svar på hvad alt dette spionage skulle til for.

[Deleted]

Cass sank en klump og forsøgte ihærdigt at slå koldt vand i blodet. Problemet var at det var én af de ting hun var elendig til. Cassandra havde aldrig kunnet lyve, hun havde ene tendens til at blive akavet i mange sociale sammenhænge, og specielt når hun blev fanget med hånden i kagedåsen. Da han trådte ind foran hende, stoppede hun op igen med et lidt forskrækket blik, og trådte automatisk et skridt bagud. Det var underligt angstprovokerende at stå så tæt på ham. Duften fra hans cologne, var ikke ligefrem med til at opretholde hendes fokus. Hendes mod blev yderligere banket i gulvet da han afslørede at det ikke var første gang han tog hende i det. Alligevel havde han de andre gange ladet hende gøre det.
Hun så skamfuldt ned i jorden som en lille pige der fik skæld ud af sin far. Hun ledte stadig efter undskyldninger i sit hoved, men det virkede ikke rigtigt.
I et kort øjeblik af nyfunden mod, tog hun en dyb indånding, holdt vejret og så op. Efter han havde rettet sig op virkede han meget højere, mere autoritær, det fik hende til at føle sig langt mindre modig. Det gik op for hende at hun bare havde stået og stirret på ham med et hjælpeløst blik og intet sagt i upassende lang tid. Okay enten kunne hun stikke ham endnu en løgn og ellers skulle hun bare komme clean. Hun besluttede sig for det sidste. I et forsøg på at skabe lidt mental overskud, rettede hun sig op og trådte et skridt i hans retning, hvilket hun havde fortrudt i samme øjeblik hun gjorde det. "Okay fint. Vil du vide hvad jeg render og laver her?" spurgte hun og forsøgte at virke intimiderende. Det virkede ikke. Hun trak vejret ind gennem næsen. "Ved du hvad jeg tror?" spurgte hun uden at give ham tid til at svare. "Jeg tror der er noget lurent ved dig, Mr. Cockburn. Siden jeg startede med at arbejde for dig, har du kørt hele det der mørk og mystisk fremmede ting, hvilket ingen kvinder i øvrigt tænder på længere." fløj det ud af hende, mens hun lavede en affærdigende håndbevægelse for at understrege sin pointe. Desuden var det ikke helt sandt, nu havde hun jo set hvordan kvinder kiggede på.. inklusiv hende selv. "Og anden anden dag, hørte jeg nogen på dit kontor, det er mig stadig et mysterie hvordan de kommer ind uden at komme forbi mig, men jeg har hørt jer snakke gentagende gange om mord, kidnapninger og angreb på diverse byer, så hvad jeg gør her er at prøve at finde ud af hvad helvede du har gang i." hendes kinder var blevet helt røde af ophidselse. Mens hun talte gik det lidt op for hende at det nok ikke var smart at afsløre at hun havde fået færden af ham, hvis han rent faktisk var en morder. Hendes selvsikkerhed svandt ind igen og hun sank en klump. "Det var bare det..." tilføjede hun meget mere roligt i et forsøg på at lægge is på situationen igen.

[Aaron Sasha Cockburn]

Aaron kunne ikke læse hvilke tanker der strømmede gennem hendes hoved på nuværende tidspunkt, men han havde et par ret gode ideer om det. Skønt hun startede med at ligne en lille forskræmt mus, lod hun pludselig til at tage mod til sig. Mod som han ikke helt kunne vurderer om hun fastholdt eller om det atter dykkede for hende som hun kom tættere på ham.
Spørgsmålet fik ham til, en smule udfordrende, at krydse de stærke armen over brystet. ”Ja, det vil jeg egentlig gerne. Ellers havde jeg ladet dig slippe afsted med det igen.” Svarede han med en måske lettere flabet undertone.
Han var ikke sikker på om hun forsøgte at se autoritær ud. I så fald fungerede det ikke specielt godt for hende. Det var næsten ynkeligt, på grænsen til at være sødt. Han ville nok have udnyttet situationen lidt mere, hvis ikke det var fordi han bare gerne ville hjem og ligge ned.
Brynene blev skudt i vejret ved den uforudsete anklage.
Hans ansigt forholdt sig fuldkommen udtryksløst som hun begyndte at beklage sig over ”de mystiske fænomener” som der jo egentlig var en fuldkommen normal forklaring på, problemet var bare at det ikke ville være normalt for hende.
”Ikke at mine samtaler vedkommer dig,” begyndte han i en skarp tone, ”men du tager fejl. Det d har hørt er mig som har snakket i telefon med folket fra forsvarsministeriet, -vi overvåger forhenværende kriminelle ved du nok.” Den sidste tilføjelse var nok ærligt for at stikke lidt til hende. ”Sommetider har jeg min telefon på højtaler, fordi jeg laver noget andet imens.” Løgnen var uhyggelig let for ham at komme op med, skønt han ikke var helt sikker på om hun købte den, hun var desværre en skarp kvinde, modsat den knold han sommetider havde set hende slæbe med ind for at gennerode hans ting. Jimmy Hastings var en fabelagtig Hacker og computertekniker, men så vidt Aaron havde erfaret, rakte hans videre intelligens ikke voldsomt langt ud over de felter.
Måske ville det i realiteten også bare være lettere at fortælle hende sandheden, men det ville nok komme som lidt af et chok for hende og det var vel ikke rigtigt hans plads at trække den kat op af sækken. ”Så, hvad er det helt præcis du tror at jeg har gang i?” Forlangte han at vide i en tone der understregede at hun ikke ville få lov til at undvige.

[Deleted]

Cass var overhovedet ikke selv sikker på hvor modet var kommet fra, men hver gang hun blev konfronteret med hvor stor han var, og hvor maskulin.. og flot, så dalede det en lille smule. Hendes kinder var ildrøde, det var desværre en svaghed hun altid havde haft. Når hun blev ophidset kunne det ses lige med det samme. Det undrede hende stadig hvorfor han havde ladet hende slippe afsted med det, de sidste mange gange hvis han havde fanget hende i det før.
En anden svaghed var hendes evige retskaffenhed. Cass havde altid gjort det rigtige, hun havde været en stræber, hun havde klædt sig sømmeligt, fået et god job, haft et langvarigt forhold og ellers aldrig datet andre, hun havde altid været den gode pige, så når han pointerede at hans samtaler ikke vedkom hende, og hun vidste at han havde ret, så blev hun pinlig berørt. Hendes blik flakkede en lille smule. I stedet for at stå med armene foldet over brystet som et stædigt barn, lod hun dem falde slapt ned langs siden. "Ja tak, jeg ved godt hvad vi beskæftiger os med." mumlede hun lidt irriteret tilbage. Hans forklaring gav sådan set god nok mening, men hun var bare sikker på sin intuition. "Tror du ikke jeg kan høre forskel på en højtaler og en rigtig stemme? Jeg er tekniker, helt ærligt, give me some credit," sagde hun irriteret og så væk fra ham. Han vækkede alligevel en snert af tvivl fordi han var så overbevisende. Jeg ved det ikke." Indrømmede hun og sukkede lidt opgivende. Slaget var tabt men det var krigen ikke endnu. "Men jeg skal nok finde ud af det." hun vidste der var en chance for at han ville fyrer hende, men det ville ikke stoppe hende. "Og nu ville jeg sætte stor pris på hvis De gad at flytte dem, så vi kan komme hjem i seng. Du har et møde med ambassaden i morgen kl 09:00, så du burde få sovet," understregede hun og forsøgte igen at se meget modig ud selvom hendes ben skælvede. Ikke at mødet ikke var rigtigt, men lige nu brugte hun det udelukkende til at slippe ud af hans kløer.

[Aaron Sasha Cockburn]

Aaron havde ærlig talt svært ved at finde ud af hvad han skulle sige til hende lige nu. Havde det ikke været så sent på aftenen havde han nok endda moret sig lidt over hvordan hendes kinder tog farve. Han vidste at hun vidste at hun var på dybt vand. En del af ham beundrede hende nok lidt for at være så vedholdende. Han anede ikke hvad hun forventede at fine, men det var tydeligvis svar på nogen af de spørgsmål der måtte være kommet gennem tiden hun havde arbejdet på den øverste etage som en del af hans personlige team. Dengang havde han set i hendes papirer at hun var fuser og var gået ud fra hun kendte til samfundet og da det ligesom gik op for ham at hun ikke gjorde, mente han bare ikke at det var hans plads at fortælle hende det. Slet ikke når hun boede sammen med ham muggleren nede fra IT-afdelingen. Han turde slet ikke tænke på hvis Dideelidee og Dideelidum gik i gang med at grave i det magiske samfund og hvordan det hang sammen, det var okay med hende, igen var hun fuser og på sin vis en del af samfundet, men han stolede nok ikke helt på om hun kunne holde tæt overfor kæresten...eller hvad de nu var.
Han rankede ryggen en smule, stadigvæk med armene over kors for at virke mere intimiderende da hun ikke købte hans løgn. Satans. ”Så du påstår at jeg lyver når der åbenlyst ikke er andre muligheder?” Udfordrede han hende. ”Regner du jeg får gæster der på magisk vis popper op når jeg skal bruge dem? Eller at de kommer ind af vinduet på 8. sal?” Han hævede et bryn. Okay den første del var jo sådan set præcis hvad der skete, men det var jo ikke logisk for hende.
Han lod armene falde ned langs siden igen og kiggede mod kontoret, ”okay, skal jeg bare give dig en ekstranøgle til kontoret eller har du bare tænkt dig at forsætte imens jeg sidder derinde, jeg skal selvfølgelig nok lade være med at gå i vejen for din meningsfyldte efterforskning.” Stemmen var sarlastisk og udfordrnede.
Et fnys undslap ham og han himlede åbenlyst med de blå øjne, den ene mundvig var trukket op i et skævt overgivende smil. ”Så du bryder ind på mit kontor og nu belærer du så mig om at vi skal hjem og i seng?” Han havde en fornemmelse af at det var en undvigelse for at slippe af krogen. Mødet var nu sandt nok, men hun ville nok bare gerne ud af situationen. ”Men udmærket.” Han flyttede sig og gjorde en gestus mod døren med hånden som tegn til at hun kunne gå. Han ville bare gerne hjem og sove.

[Deleted]

Efterhånden havde Cass glemt at hun var i en ret stor knibe, og kun begravede sig dybere for hvert øjeblik. Det ville nok koste hende jobbet, men hun var så frustreret at det eneste hun var interesseret i, var at finde ud af sandheden. Det var dog lidt ambivalent, for hun var på dybt vand og Aaron var både stor og flot, men mest af alt bare stor.. og ret intimiderende, så hun prøvede trods alt at holde en vis afstand. "Jeg ved ikke hvad du gør, men jeg ved hvad jeg har hørt." hun blev ved med at lyde stålsikker, men hans absolut ulogiske forklaring, fik hendes blik til at flakke tvivlende. Hun så ned og overvejede den lidt. Han havde ret. Det gav absolut ingen mening, det gjorde intet af det. "Nej selvfølgelig ikke men jeg.." Hun startede men vidste tilsyneladende ikke helt hvor hun var på vej hen i sin sætning, for intet hun kunne sige ville hjælpe nogle af dem.
Okay for et øjeblik fik han hende faktisk til at føle sig ret dum. Måske det var et dumt projekt det her, især at risikerer sit job for. Hun tvang blikket tilbage mod ham. "Ja det fører jo ligesom ingen vegne at stå her og parlamenterer med dig hele natten vel?!" spurgte hun og kastede frustreret armene ud fra kroppen. Efterhånden var hun blevet bange for at han ikke havde tænkt sig at lade hende gå, så hun blev noget overrasket over at han trådte til side. Hun var egentlig på vej til bare at skynde sig igennem inden han ændrede mening, men i døråbningen, stoppede hun op, lige foran ham og så ham i øjenene. "Hvis det hjælper Dem, så skal jeg nok rydde mit skrivebord i morgen. Men tro ikke at jeg giver op på at finde ud af hvad De har gang i." Det var ikke en trussel med et løfte. Efter sit øjebliks mod, nærmest krympede hun da det igen gik op for hende hvor høj han var og hvor lille hun var. Han ville ikke engang skulle bruge kræfter på at ødelægge hende. "Så godnat... Boss." tilføjede hun med sin naive autoritetstro. Hun sank en klump og skyndte sig så forbi ham. Hun tog intet med sig - ikke engang sin håndtaske i iver efter at komme væk. Den efterlod hun på kontorstolen ved hendes skrivebord, men i det mindste slap hun helskindet væk.. for nu.

//Out