Bundet på hænder og fødder

[Deleted]

Tråd til @oliver
September - 2056

---

Timen var slut og Wednesday skulle egentlig bare have stillet nogle ting på plads og så ud til pause, men som hun gik ud af klasseværelse ramte hendes taske imod en rustning, der stod lige ved døren. Under et start raballer som sikkert kunne høres langt omkring faldt rustningen til jorden. Wednesday blev frygtelig forskrækket, men skulle snart opdage at det ikke var noget imod det syn der snart ventede hende. Det viste sig nemlig, at der i rustningen havde gemt sig en boggart, og den var nu sluppet fri, så ud af den sammenfaldende rusning møvrede der sig en tro kopi af hende selv. Der var bare den forskel at pigen foran hende var bundet med reb og lænker, om fødderne sad en fodlænke, som var forbundet med en ordentlig kugle. "Hjælp mig." Lød det med en hjerteskærende stemme fra fastlænkede pige.

Wednesday gjorde store øjne, da hun så sig selv i den tilstand. Hvad foregik der? Hun havde endnu ikke haft om Boggarts, eller også kunne hun hvert fald ikke huske nogensinde at have hørt om det. "Slip mig fri." Lød det bedende, hvortil Wednesday så op på sig selv, for så at svare hende. "Hv.. hvem er du? Hvad sker der?" Men rebne og lænkerne strammedes bare om hendes krop og stemmen blev mere bedende. "Hjælp mig, slip mig fri. Jeg vil gerne være fri." 
Stemmen fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Wednesday. Det her var uhyggeligt og hun kunne end ikke længere se på spejlbilledet af sig selv i sin nytilkomne dobbeltgænger, der så ud til at være meget tæt på at blive kvalt. "Slip mig fri, Hjælp mig, Jeg kan ikke lide det, sådan er jeg ikke." Wednesday rystede over hele kroppen jo mere kopien af hende sagde og det endte med hun pressede håndfladerne tæt imod sine ører. "HOLD MUND! STOP!! GÅ VÆK!!!" Råbte hun alt hun kunne mens hun selv søgte tilbage imod det fjerneste hjørne af klassen, hvilket kun resulterede i at kopien af hende nærmede sig langtsom i ryk mens den store tunge kugle skrabede uhyggeligt hen over gulvet. "Hjælp mig. SLip mig fri! Hjælp! Jeg kan ikke lide det! Slip mig fri!" fortsatte kopien, som var en boggart og dermed hendes værste skræk, og bare nærmede sig, den nu noget panikslagne pige.

[Deleted]

,,Vent, hørte I også det?" Spørgsmålet formåede at stoppe den lille gruppe af unge og modige løver der lige var trådt ud af klasselokalet i forbindelse med at timen var ovre. ''Hvad? Det var sikkert Næsten Hovedløse Nick. Kom nu Oliver, vi skal ned og have frokost", lød det med et mindre grin fra de andre. Fortvivlet trak Oliver på smilebåndet og skævede sig over skulderen og så ned af gangen hvor lyden var kommet fra. Hogwarts spøgte dag ud og dag ind, og selv efter 7 år kunne man stadigvæk formå at blive overrasket, skræmt, ja kald det hvad du vil. ,,Ja klart.." Tøvede han, hvilket automatisk fik de andre til at bevæge sig fremad igen. ,,Hey, vi mødes nede i storsalen.. Jeg… Jeg kom lige i tanke om at jeg ikke har mine bøger med til Forvandling." - ''Skynd dig nu mand. Vi ses der nede.'' Det var med smil på læberne af vennerne skiltes, og oprindeligt løb Oliver også den rigtige vej og drejede om hjørnet, hvorefter han stod og ventede 10 sekunders tid klistret op af væggen for så at sikre sig at de var ude af syne. Måske var det Næsten Hovedløse Nick, eller et andet forvirret spøgelse, men alligevel havde den unge løve haft behovet for at tjekke op på det for en sikkerheds skyld.

''HOLD MUND! STOP!!! GÅ VÆK!!'''

Lød det fra en tydeligt bange pige som Oliver bevægede sig langs gangen, hvilket automatisk fik den unge løve til at sætte farten op i håbet på at finde ud af hvor pigen var og hvad der skete. Og som han kom tættere på, hørte han mere snakken, hvilket fik ham til at råbe op; ,,Hvor er du?!" Sekunder efter og i ren tilfældighed stak han hovedet ind i et klasseværelse og fik der øje på to skikkelser, en pige gemt i hjørnet og en… lignende som var bundet på hænder og fødder? ,,Hey!" Råbte han, som han trådte tættere på og dermed fik den stående piges opmærksomhed. ,,Nata..?" Han rystede på hovedet som personen blev udskiftet af hans søster, Natacha, stående foran ham i en tydelig tilstand om at hun var død. ''Oli.. Hvor kunne du… Jeg passede på dig og du svigt...'', mere nåede boggarten ikke at sige før han fik trukket staven frem og smidt besværgelsen i et hurtigt sving samtidigt som han fokuserede. ,,Riddikulus!" Lød det, hvilket fjernede den uhyggelige del og istedet erstattede Natacha i et sjovt scenarie som Oliver en gang havde udsat sin søster for. ,,Forsvind", sagde han derefter og fik boggarten lukket inde i det nærmeste skab i lokalet.
,,Hey.…er du okay?" Lynhurtigt var fokusset ovre på pigen der sad klemt oppe i hjørnet, og en smule forsigtigt bevægede han sig hen imod hende. Hvem hun var kunne han i første omgang ikke se, først og fremmest fordi hun var gemt så meget væk som muligt og derudover fordi de ikke gik på samme årgang.

[Deleted]

Wednesday havde ingen ide om hvad der foregik og krympede sig bare mere og mere sammen i hjørnet. Kopien af hende var uhyggelig og Wednesday var bare for, hvad der ville ske hvis de rørte ved hinanden. Kopien fangede Wednesday i et fastøjenkontakt og virkede til lige at skulle til at grine hånligt, da Wednesday nu hørte nogen råbe. "He..er." Lød det knapt hørligt fra hende og hun måtte rømme sig for at få nogle ord ud, som kunne høres for pigens larmende jamren. "HER! jeg... Jeg er her!" Hvem det var vidste hun ikke, men hun bad til at de var en eller anden elev og ikke endnu et væsen som kopien her. Der var en drengestemme det kunne hun høre, og "heldigvis" var det ikke en stemme hun kendte. 
Uden at vide hvad det var for at væsen hun sad overfor, så var hun alligevel ret sikker på, at hvis der kom flere ville de også ligne nogen hun kendte.

Kort efter kom så en ældre dreng ind i lokalet og kopien af hende selv, forvandledes til en smuk ung blond kvinde, men også en død kvinde.. hvad var det for noget? Det virkede til at det var en drengen kendte til, det lød til at han skulle til at sige hendes navn, og så pludselig forvandledes kvinden. hun fik mere farve i kinderne hun smilede og virkede glad for at se drengen. Hvilket gav ham mulighed for at side en trylleformular, der så ud til at være brugbar mod væsnet. Det blev lukket inde i et skab, der skramlede lidt, før der så kom ro på. Wednesday åndede lettet op og stirrede så over på drengen, hun turde ikke rigtig bevæge sig endnu, eller sige noget til ham, så da han spurgte til om hun var ok nikkede hun bare og stirrede så op og ned af ham. Han var vidst en af dem fra 7. Hun havde set ham før. Han var vellidt var hun ret sikker på.

[Deleted]

En smule overrasket røg brynene op som Oliver fik lov til at se pigens ansigt. Han kendte hende ikke, ikke personligt i hvert fald. Men alle årgangene på Hogwarts havde et sort får, og Wednesday, som han vidste hun hed, var bestemt det sorte får på hendes årgang. Der var tusindvis af rygter, og alle var uhyggelige, blandt andet florerede det at hun hver nat stillede sig ved en tilfældig pige eller fyrs, men oftest piges seng og stirrede på personen i timevis, eller hvordan hun havde spist et menneskehjerte i forbindelse med en ofring til satan - og nå ja, så også at hun var vampyr.. Oliver havde ikke haft en grund til at have kontakt til den to år yngre slange, ikke før nu i hvert fald. Rygterne betød dog intet, i hvert fald ikke for Oliver, tværtimod var det helt op til Wednesday selv at vise hvem hun var, og om hun så var... kannibal, vampyr eller ganske almindelig, det måtte han indforstå sig med. ,,Wednesday, ikke sandt?" Spurgte han dæmpet og satte sig derefter på hug for at få bedre øjenkontakt med den stadigvæk tydeligt forskræmte pige. ,,Bare rolig.. Du er i sikkerhed nu. Det du oplevede var en boggart, et formskiftende væsen der forvandler sig til hvad man er bange for", forklarede han og trak en anelse på mundvigen i forsøget på at vise at han ikke gjorde hende noget. ,,Jeg er Oliver. Jeg tror ikke vi har hilst på hinanden før?"

[Deleted]

Wednesday  så op på ham, så de syregrønne øjne fangede hans. De var stadig våde og skræmte, men hun kiggede på ham og fik sendt ham et bekræftende nik til at hun hed Wednesday. Hun var generelt ikke meget for at snakke og slet ikke med fremmed, for Oliver var bestemt fremmed for hende. Han var ældre  og hun vidste ikke hvor hun havde ham henne, dog havde han lige reddet hende, hvilket helt sikkert gav plus i regnskabet. Derefter rynkede hun brynene over hans information, en boggart, dem mente hun ikke rigtig at have hørt om. Men han forklarede at den forvandlede sig tilhvad man var mest bange for, hvilket fik hende til at stivne, det betød jo at han nu kendte til hendes frygt. "Ik sig det til nogen!" Lød det bestemt fra hende, som hun kiggede på ham med let skulende øjne. Folk skulle ikke vide hvad hun var bange for, hvad hun frygtede angik kun hende. Det gik op for hende at han var lige ud foran hende. Hun forstod ikke rigtig hans venlighed, hvilket fik hende til at se spørgende på ham. "hvad laver du?"

[Deleted]

,,Roligrolig, min mund er lukket”, lød det fra den unge løve med et lille grin, samtidigt som han løftede hænderne op foran sig, som et slags forsøg på at forsikre Wednesday om at han ingen planer havde om at snyde hende og derfra sladre videre – det kunne aldrig falde ham ind. Selvfølgelig ønskede de fleste også at deres største frygt forblev en hemmelighed, men det overraskede alligevel Oliver hvordan den to år yngre elev nærmest havde faret op fra hjørnet for at udtrykke at det bestemt ikke vedkom nogen som helst andre. Og med den tanke, undrede Oliver sig ganske kort over hvorfor hun netop havde set sig selv.  
Ved hendes spørgsmål trak han hænderne ned igen og let trak han på smilebåndet. De overvejende tanker blev skubbet til siden og istedet erstattet med at hun måtte have en god grund. ,,Hvad jeg laver? Jeg sikrer mig at du er okay. Hvad skulle jeg ellers lave?” Spurgte han, forsat med smilet på læberne, og rettede sig derefter op, hvorefter Oliver helt automatisk rakte hånden ud mod hende, så hun kunne komme op på benene igen, hvis hun da altså ville have hjælp til at komme op på benene selv. Jojo, han kendte rygterne; Wednesday var giftig, giftig som den sorte enke, men... rygter var også bare sætninger, og sætninger var bare ord, ord kommet fra dumme elever af den ene eller anden grund. Det rørte ikke løven.

[Deleted]

Godt, hun fik bekræftet at fyren ikke ville sige noget. Ingen på skolen skulle vide hvad hun var bange for, og da slet ikke, at hun netop havde det sig selv bundet på hænder og fødder. Tænk hvilke rygter der så ville spredes, hvilke sandheder! Så hellere rygterne om at hun var vampyr eller havde spist et råt menneskehjerte eller noget i den dur. Ikke det her. Hvis familien fik nys om det, så ville der sikkert blive problemer. Tanken var hård og så igen så overvejede hun om hun måske en dag, hvis hun kunne, skulle finde Lillith Malfoy, hun var vidst datter af Draco, så måske vidste hun, hvordan man kom igennem det. Wednesday ville selvfølgelig ikke snakke med pigen, nej det ville være for direkte, for sårbart, men hun ville følge efter hende og betragte hende og hendes væsen. 
De syregrønne øjne fandt igen hen på Oliver. Hun forstod ikke rigtig hans forklaring. væsenet var jo væk nu, så hvad var der ikke at være okay over? Hvert fald af ting som kunne være relevante for ham. Wednesday havde det stadig skidt og var skræmt over synet, men det var han vel ligeglad med? var han ikke? "Jeg... Det er væk nu jo." Hun havde aldrig rigtig mærket den form for kærlighed, hvor folk bekymrede sig om hendes følelser, så det var en meget uvant situation for hende, hvilken nok også kunne mærkes.

[Deleted]

De brune øjne betragtede pigen som hun forblev siddende. Let hævede Oliver det ene bryn som hun konstaterede det som hun gjorde og noget tøvende trak han derefter hånden til sig. Den var væk, korrekt, men… hun var langt fra okay - det kunne han jo tydeligt læse på hendes kropssprog ,,Jo - ja, den er væk", gav han hende stille og roligt ret og sendte hende samtidigt et mindre skævt smil, som han overvejede hvordan han mon skulle tackle hele situationen. ,,Men ..", startede han overvejende ud, og trådte samtidigt to skridt fremad, hen ved siden af Wednesday. Numsen blev placeret op mod væggen og knap så elegant begyndte løven at træde frem med fødderne og glide ned i det der mindede om et halvt squat, så han til sidst sad ved siden af hende på gulvet. ,, - men jeg kan se at du stadigvæk er lidt… lidt rundt på gulvet, og så kan jeg jo ikke bare gå og lade dig sidde her alene", informerede han og sendte hende samtidigt et høfligt smil.
Armene blev derefter placeret på de oprejste knæ. ,,Er det noget du vil tale om?" Spurgte han og skævede på hende, alt imens fingrene begyndte at pille ved en neglerod omkring pegefingeren.

[Deleted]

Det var en underlig situation at sidde i. Hvorfor var fyren her så venlig? Han kendte hende jo ikke, så hvad skulle han bruge den viden til? Var han ude på noget, noget der kunne skade hende? Hun var ikke sikker, men hun var bestemt reserveret så der ikke ville ske noget uforudset. Generelt havde Wednesday det bedst med at have kontrol over tingene, noget hun bestemt ikke havde lige nu! "Jeg har det fint." Prøvede hun at forklare ham, uden helt at se overbevisende ud, måske nok fordi de syregrønne øjne virkede helt malplaceret til hele situationen og hun netop havde set sig selv i lænker. Mange vil nok finde det skræmmende og som et ubehageligt syn, plus boggart jo viste hvad man frygtede mest. "Du siger ikke noget til nogen vel?" Spurgte hun så bare inden hun begyndte at overveje at svare. Hun rykkede sig lidt fra ham som han satte sig ved siden af. Det fik hende til at stivne, hvad havde han gang i?! "Hvorfor vil du vide det?" Spurgte hun uforstående og så på ham mens hun lagde hovedet lidt på sned. Det var meget uvant for hende det hun sad i her.

[Deleted]

Forsat blev blikket på Wednesday, sendte Oliver hende et mindre skævt som hun atter stak ham en tydelig løgn om at hun havde det fint. Han forstod det oprindeligt ikke, fordi han vidste jo godt at ingen, INGEN havde det godt efter de lige havde stået ansigt til ansigt med deres største frygt, og slet ikke når man overhovedet ikke havde haft om det endnu. I hans eget tilfælde havde han været heldig, han havde været lyn hurtig til at få styr på situationen og det var også derfor at han kunne sidde ved siden af hende nu og være så rolig.
,,Jeg lover at jeg ikke siger det til nogen", forsikrede han hende, igen, og sendte samtidigt et lidt større smil i hendes retning. ,,Og altså.. Fordi det er sådan jeg er som person?" Hvordan skulle den unge løve dog forklare det? Han var ikke særligt god med ord… Nej Oliver kunne handle, handle hurtigt, ligesom han havde gjort ved boggarten, men når han skulle begrunde sig, så følte han sommetider at han røg ned på et niveau der svarede til en hulemand der bankede på en genstand med sin kølle. ,,Hør, det er okay hvis du ikke vil tale om det. Men… Jeg bliver hos dig, indtil du rent faktisk er okay - er det iorden?", lagde han ud og lænede derefter hovedet tilbage mod væggen og skævede hen imod hende.

[Deleted]

De syregrønne øjne hvilede på ham, han var spændende.. interessant. Hun forstod ikke hvorfor han gjorde som han gjorde og hvorfor han var så venlig, hun havde jo aldrig gjort ham noget, men alligevel så sad han det så rolig, så afventende. Helt ude at kræve noget af hende. Det fik hende til at puste ud og også falde mere til ro. Hun skævede til ham, da han lovede ikke at sige noget til nogen. Af en eller anden grund troede hun ham virkelig. "Jeg... Jeg er ikke sikker på jeg helt forstå det... den." Hun nikkede i retningen af hvor boggarten, der havde lignet hende havde været. "Men jeg tror måske det er min frygt... sådan billedeligt set. Jeg... er bange for at blive viklet ind i min families holdninger og syn på... verden." Det var faktisk en smule rart at sætte ord på det og hun mærkede en knude i maven løsne sig. Så kiggede hun på Oliver igen. "Hvem var hun? den unge kvinde. Hende kender jeg ikke" Wednesday hentydede selvfølgelig til kvinden der hvade overtaget pladsen, hvor den "Falske"-Wednesday havde jamret af sig.

[Deleted]

Oliver forblev siddende i stillingen med baghovedet lænet mod væggen og betragtede der den unge slanginge som hovedet samtidigt var en kende på skrå. Ligeledes hvilede det neutrale men rolige smil på læberne som hun selv sad og stirrede tilbage på ham. Om de så skulle sidde der, på gulvet, den halve nat, eller hele, i stilhed, så forlod han ikke Wednesdays side før hun var okay. Det virkede også til sidst som om at det havde en effekt på den unge heks, men om det var den insisterende løve der nægtede at forlade hendes side eller det rolige og hjælpsomme sind, det anede Oliver ikke. I hvert fald flyttede han let på hovedet og drejede det let mod hendes retning som hun forsigtigt og langsomt åbnede op og fortalte.
Han nikkede et par enkle gange som hun langsomt gik i dybden og kom med et bud på det hele. Han nåede dog ikke at svare før hun fik smidt fokusset over på ham, hvilket fik den unge løve til at trække en anelse på mundvigen over det spørgsmål. Det var vel kun fair at hun spurgte, og fik svar, nu hvor hun lige havde åbnet op. ,,.. Det var min søster.. En boggart er et… formskiftende væsen der forvandler sig til det man er mest bange for." - ,, Såå, din teori er måske ikke helt ved siden af." Han sendte hende et skævt men forstående smil. ,,Jeg er bange for at miste min søster, og det var derfor jeg så hende i en…" han ledte lidt efter den rette måde at beskrive det på. ,, - i en ikke levende tilstand."
,,Ingen ved hvordan en boggart ser ud i virkeligheden, og, som sagt, skifter den form fra person til person.'' Som han forklarede, fulgte hænderne en smule med med nogle små bevægelser. Han hadede ikke at sidde stille, han var bare enormt dårlig til det.  ''Men med besværgelsen ridicules, som jeg brugte, gør du din værste frygt sjov. Det overrasker mig lidt at din årgang endnu ikke har haft om det endnu", lød det forundret fra ham.