My Only Friend Is The Man In The Moon

[Charles Michael Lavoie]

Charles bed sig i læben ved hendes ord, inden han lod et lydløst suk forlade sine læber. Han forstod hende godt. ”Jeg forstår dig godt Riley… men han vælger selv om han vil gå bag om ryggen på dem,” påpegede han med en blid stemme. Han tvivlede på Darcel ville føle sig tvunget til noget som helst, men blot gøre hvad han følte var bedst. Han var på samme alder med Darcel, så de havde efterhånden tilbragt meget tid sammen. Darcel var bare på mange punkter langt mere voksen end han var. Eller, det var måske forkert sagt. De var voksen på hver sin måde. Han kunne være meget som Riley kunne – forskellen var bare deres alder. Han prøvede stadig at finde sin plads i verden. Musikken gav ham rum til at trække vejret. Han måtte dog også erkende at efter at være blevet tættere med Evanna, så følte han egentlig også han havde fundet sit anker og sin plads. På nogle områder var også vis langt over hans levetid. ”Det er også rigtigt..” han bemærkede godt hun blinkede til ham og smilede varmt til hende. Han bemærkede godt hun kneb læberne hårdt sammen og sammentrak sine egne læber og lagde en finger foran for at signalere vigtigheden i hun var stille. Han var dog glad for hun begyndte at tale i koder. Han nikkede til hvert af hendes spørgsmål. Han vidste godt, den ikke var god – men han havde jo fået lov. Troede han.
Han nikkede en enkelt gang til hendes pas, velvidende det ikke var et rigtigt svar. Han mærkede taget hun havde i hans bluse og lod begge sine arme omfavne hende, så hun ikke ville forsvinde eller spalte. Charles analyserede også om situationen virkede anderledes, men et eller andet sted så virkede hun som om hun altid gjorde. Måske ja, var hun lidt gladere for Daryls og Maries øvrige børn, hvis han tænkte over det… men de var også ældre end Riley, så hun kendte dem vel bedre.. Måske vidste hun det? Han vidste egentlig ikke rigtigt hvad han håbede på i den her sammenhæng. Charles så på hende som hendes stemme henvendte sig til ham. Han lagde en arm rundt om hendes skulder og bukkede sig lidt længere ned til hendes højde for at kunne se hende i øjnene. ”Det kan kun du vurdere. Du kan mærke det i situationen, hvis du ikke kan snakke om det så tag fat i min arm og så skal jeg nok føre ordet. Hvis ikke du vil snakke om det, så før en hårtot bag øret og så kan jeg nok finde noget andet,” svarede han med en rolig stemmeføring mens han signalerede hvordan hun skulle gøre med begge dele. Han havde tænkt sig at sig at være der for hende gennem det hele. Det sekund han havde rejst sig, kom Christophe også gående ind i gangen. ”Hej Charles og Riley..” påpegede hans dybe stemme. Christophe var en høj mand, men ikke ligeså høj som Charles. Charles sendte ham et smil – der i hans indre var noget anstrengt, men han var blevet god til at skjule sine følelser.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley trak lidt på den ene skulder, "Ja og nej.. Hvis jeg først spørg ham, så fratager jeg ham også valget om ikke, at sige noget til mig," prøvede hun at forklare sig. Hun ville ikke sætte Darcel i en situation, hvor han følte sig tvunget til at fortælle hende, hvad han vidste, men hvis han selv kom og fortalte det, ville hun selvfølgelig lytte og ærlig omkring, hun havde overhørt samtalen, men hun ikke ikke bebrejde ham, hvis han valgte at tie. Hun kunne mærke hvordan Charles' nyhed var præcis, hvad hun havde haft brug for, på en dag som denne. Hun havde brug for noget godt i alt dette her.
Riley var ikke ligefrem et af guds bedste børn. Så vidt hun vidste, så var hun den første Lavoie til, at blive smidt ud af en skole, på de grundlag som hun var. Heldigvis for hende, havde Hogwarts nu givet hende en chance for, at færdiggøre sin uddannelse der. Hun vidste dog ikke, om Charles og hans mor og hans.. deres far, vidste det, men hvis de gjorde, så kunne det jo også forklare, hvorfor Marisol ikke var så glad for Riley? Hun var virkelig på bar bund, for det kunne ganske simpelt også bare være noget, hun bildte sig selv ind.
Hun trak vejret hakkende og så ind i de grønne øjne han havde sig, som han bukkede sig ned i hendes øjenhøjde. Hun nikkede lidt, "Okay.." svarede hun lavmeldt, mere nåede hun ikke at sige, før hun hørte Christophes stemme bag sig. Hun vendte langsomt rundt på hælene, mens hun pustede nervøst ud. "Hey.. Christophe," hilste hun retur og nåede at tage sig selv i, ikke at hilse som hun plejede med et 'hey onkel' i stedet for. Hun vidste ikke om man stadig kunne se, at hun havde grædt, men hun bildte sig selv ind, at man ikke kunne. "Jeg øhm.." det lignede langt fra hende, ikke at kunne finde de rigtige ord eller ord i det hele taget. Hun plejede altid at være smart i en fart og altid klar med en eller anden bemærkning. Hun rømmede sig lidt og tog en dyb indånding. Okay. En, to, tre og så skulle det ud. Som at hive et plaster af. Hurtigt. "Du er min far. Er du ik?" spurgte hun i en hurtig tale og meget direkte, mens hun klemte de blå øjne hårdt sammen. Det var først da hendes spørgsmål lød, hun åbnede dem langsomt igen og så på Christophe.

[Charles Michael Lavoie]

Charles lyttede. Han kunne i princippet godt forstå hendes pointe. Han nikkede en enkel gang for at signalere han lyttede. ”Du giver ham et valg om at være ærlig eller lyve. Resten er op til ham. Darcel er loyal i et vist omfang, men det her tror jeg, han ville fortælle dig,” påpegede han med en rolig stemme. Han ville ikke tvinge hende til at snakke med Darcel om det. Han vidste end ikke, hvor meget han havde en situation som på mange måder mindede om Rileys. Han havde en bror et eller andet sted derude, som han kun havde en svag erindring om i sine drømme. Han troede den lille bange dreng han så, var ham. De var jo identiske, så hvordan skulle han vide de havde givet hans tvillingbror væk og efterfølgende slettet et hvert minde de havde om hinanden? Han ville blive så vred – mere vred end han var nu, når sandheden endelig kom ud af skabene. Lavoie familien var så damned up på så mange områder og lige nu var han heldigvis lykkelig uvidende om det meste.

Hans grønne øjne var alvorlige og medfølende på en og samme tid. Han nikkede til hendes okay. Han ville træde ind, hvis han nogensinde følte hun havde behov for det eller gav ham det mindste signal om, hun havde brug for det. Charles’ blik hvilede forsat på sin far, mens han bandede ham langt væk over nogensinde at kunne have været hans mor utro. Alle de forestillinger han havde haft om deres lille lykkelige familie, var blevet revet væk fra ham på mindre end fem sekunder. Han havde været så vred på Marc over at have ødelagt den, men han indså nu, at den havde været ødelagt lang tid før, Marc havde valgt at skride på den måde, han havde gjort det på.

Christophe så på sin søn og efterfølgende på Riley. Blikket var ens. Den slags kærlighed man kun havde i øjnene, når man så på sine børn og børnebørn. Et glimt af lys, ømhed og en tredje følelse Charles endnu ikke kendte, men ville opleve ligeså snart han ville se på sin søn eller datter for første gang. En dybere forbindelse. Christophe løftede et øjenbryn, som han studsede over han ikke blev kaldt onkel. Omvendt, Riley var teenager nu og han kunne ikke forvente at han altid ville blive kaldt ved hans proxy titel. Hans øjne analyserede Riley. Han havde en form for sjette sans, der fortalte ham, der var noget galt, men om hun havde grædt – det kunne han ikke helt finde ud ad. Christophe lyttede som hun startede, og så på hende som hun kneb øjene sammen og den hemmelighed, han havde troet var så velbevaret, passerede hendes læber. Han sank en enkelt gang, og så sin datter, som hun åbnede øjnene uden at sige et ord. Han så efterfølgende på sin søn, og så det nu. En vrede i hans øjne – næsten magen med den, han havde haft for nogle år siden, hvor det var gået helt galt med hans berømmelse og hans forhold. Han lod armene glide hen over kors for at berolige sig selv. Hvem havde sladret? Hvad havde hun fundet? Han havde for længst aftalt med Daryl og Marie at skulle dagen komme, så skulle sandheden frem i lyset, men nu var han ikke sikker på, at han var klar. De blå øjne fik nærmest et fugtigt skær og han rødmede sig for at holde det indenbors. ”Jo, jeg er din biologiske far,” svarede han ærligt – omendt stemmen knækkede nervøst og var nærmest skinger sammenlignet med den dybe, rolige stemme fra før. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige til hende. Han så mod køkkenet. Det var en hemmelighed mellem ham og hans kone, Daryl og Marie. ”Kom med ind… Så kan vi snakke om det, hvis du har nogen spørgsmål eller ja…” han gjorde gestus med hånden til de kunne træde længere ind i huset, mens sveden var begyndt at samle sig omkring hans pande.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley bed sig lidt i læben, "Det tror jeg også, og præcis derfor kan jeg ikke spørger ham. Det kan godt være han ville have et valg mellem at være ærlig eller lyve for mig, men det er stadig ikke min opgave, at stille ham i en situation, hvor han er tvunget til, at tage det valg," svarede hun så roligt hun nu kunne, taget i betrækning, hvor mange tanker og følelser der gik i gennem den unge teenager, som overraskende nok kunne opføre sig utroligt modent, på det her punkt i hvert fald.
Heldigvis var hun selv ligeså uvidende om Lavoie familiens historie af damn-ups, som Charles var. Hun havde ikke brug for, at vide, hvor forfærdelige mennesker hendes familie faktisk var, for hvem ville kunne give deres eget barn væk, men beholde et andet og tilmed adoptere et tredje? Ikke nogen hun ville støtte op om, i hvert fald, men nu havde hun heller aldrig haft noget tæt forhold til Marc, men primært til Charles, selvom hun var langt tættere med Darcel.
Rileys hjerte bankede hurtigt og hårdt mod hendes brystkasse, hendes håndflader blev en smule fugtige af nervøsitet, mens hun bed sig hårdere og hårdere i læben. Hun prøvede virkelig, at analysere alt hvad Christophe gjorde, hvordan han så på Charles og derefter på hende. Ordene var sagt nu og hun kunne ikke tage dem tilbage, der var ingen returret på ord som disse. Hendes blå øjne var gledet op igen og så direkte på Christophe. Hun holdt vejret ubevidst, til hans svar lød. Med ét var det som om hele hendes verden brød sammen. Et gisp lød fra hende, da hun endelig trak vejret igen, mens den ene hånd snoede sig om livet på hende selv, mens den anden hånd gled op for hendes mund. Hun kunne ikke tro sine egne ører. Hun havde lyst til, at stikke af, men samtidig så gav Christophe hende også en mulighed for, at finde ud af, hvad der var sket og hvorfor han ikke havde ville have hende. "Jeg har mange spørgsmål," svarede hun tydeligt såret, selvom hun prøvede ikke at være det. "Delphini Riddle.. Hun er min mor. Det er derfor jeg som den eneste i familien kan snakke med slanger, ikke sandt?" spurgte hun med begge arme nu lagt over kors. Alt gjorde ondt inden i lige nu, hun kunne næsten ikke rumme det.

[Charles Michael Lavoie]

Charles nikkede forstående til hendes ord. ”Okay,” svarede han blidt. Han var ikke sikker på, hvad han selv ville gøre i hendes situation. Det var svært at sætte sig ind i. Omvendt, så havde han nok brug for handling, som så mange andre mænd også havde.

Charles lagde en hånd på Rileys skulder, som de ventede i stilhed. Ville hun ikke have den, var hun velkommen til at fjerne den eller sige det til ham. ”Er du okay?” spurgte Charles roligt ved hendes gisp, inden han lod øjnene glide til sin far. Hvorfor gjorde han ikke noget? Spurgte hende om hun var? Øjnene forblev vrede. Christophe vidste ikke helt, hvad der blev forventet af ham lige nu. Han havde til tider forestillet sig i den her situation og forestillet sig, hvor rolig han gerne ville have været. At han ikke havde været nervøs og han havde forklaret og Riley havde forstået. Nu havde han sved på panden, hans hænder rystede og hans søn var sur på ham. ”Du spørger bare,” påpegede Christophe, mens han meget desperat forsøgte at holde sig i ro. Han havde forventet hun ville spørge hvorfor han ikke ville have hende. Det havde han gerne ville – men Marisol havde ikke ville. For hende havde det været en konstant påmindelse om hvad han havde gjort. Christophe kunne godt se, hun var såret og han ønskede virkelig ikke det skulle være sådan. ”Ja.. Hun er din mor og ja, det er noget du har fra hende,” påpegede han ærligt. Han kunne se så meget af sig selv i Riley. Han havde holdt hende så kort, mens hun var spæd og selvom hun ikke havde haft det lige let siden, havde det været et privilegium at være med på sidelinjen ad hendes liv.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley vidste ikke om hun gjorde det rigtige i alt dette her, hun vidste bare, at hun ikke ville sætte Darcel i en situation, hvor han følte sig tvunget eller presset til, at lyve overfor hende eller gå mod hans forældres ord, om at han ikke måtte sige noget til hende. Han havde jo holdt sit løfte til dem og det respektede hun, selvom det var meget for den unge teenager, at bearbejde.
Hun kæmpede mod sine tåre der så gerne ville ud. Hun trak vejret ind gennem næsen og pustede langsomt ud gennem munden, som hun mærkede Charles' hånd på sin skulder og nikkede så lidt til ham, selvom hun inden i var på randen til at springe i luften, mens hun lagde en hånd oven på hans, som tegn til han ikke måtte gå. Rileys forventninger til Christophe var lige nu, lig med nul. Hun havde mistet al respekt for ham, fra det sekund han havde bekræftet hende. Den eneste grund til, at hendes første spørgsmål ikke havde været, hvorfor han ikke havde ville have hende, var ganske simpelt fordi hun var bange for svaret. "Ved Marisol det?" spurgte hun direkte og lod sin håndryg tørre tåren væk, som var på vej ned af hendes kind. Hun havde ikke vidst med hundrede procent sikkerhed om Delphini var hendes biologiske mor, men hun havde regnet sig frem til det, da hun kun havde hørt Darcel sige, at moderen var en Riddle, men det var nu bekræftet også. Hun tænkte ikke klart lige nu, hun tænkte ikke over, at hun aldrig havde fortalt til nogen, at hun kunne snakke med sin kæleslange, før nu. Hun vidste der ikke var andre i familien der kunne, og nu gav det mening, hvorfor hun så var den første og eneste. "damn dig.. damn DIG!!" endte hun med at råbe, før hun stormede forbi Christophe og mod hoveddøren, mens tårene begyndte at trille om kamp ned af hendes blege kinder. Hun havde det som om, al luften blev tvunget ud af hendes lunger, mens nogen kvalte hende og stak i spids kniv i hjertet på hende. Alt gjorde ondt og alt var så forvirrende. Hun havde så mange flere spørgsmål, men hun kunne ikke rumme de informationer der kom som svar. Én ting var at forestille sig, hvordan tingene hang sammen, men en helt anden ting, var at blive bekræftet i sandheden og sandhedende gjorde så pokkers ondt, især hos en teenager, som egentlig havde nok at se til bare i at være teenager.

[Charles Michael Lavoie]

Charles mærkede hendes hånd oven på sin egen og forstod straks hendes usagte budskab. Han forblev ved hendes side, mens øjnene lynede mod Christophe. Han så kort mod Riley ved hendes spørgsmål. Vidste hans mor det? Det havde han selv brug for svar på. Han vidste ikke, om han som egentlig gerne ville have hun vidste det eller ikke gjorde. Han satte sin mor op på en piedestal. Hun var den kærligste kvinde, han kendte og han havde stilet efter at han ville have en kvinde der havde samme venlighed, varme og kærlighed som hun havde. Det havde han fundet i Evanna. Han var ikke sikker på, hvad han ville synes om hende, hvis hun altid havde vidst det.

Christophe spærrede øjnene kort op ved Rileys spørgsmål. Han havde ikke lyst til at svare direkte på hendes spørgsmål. Han vidste, hvordan Charles havde det med sin mor. Han kunne ikke få sig selv til at svare ja, for han vidste han indirekte ville have fortalt Charles hvem det egentlig var, der ikke ønskede Riley. Charles var allerede blev lukket ind i en hemmelighed, han ikke skulle kende. Han bad til han ikke ville grave og finde alle skeletterne i skabet – for han vidste at den ene, som han for alvor ikke skulle grave frem, ville ødelægge for meget for ham. Christophe forblev tavs, men lod øjnene lukke sig i kort, mens han åndede tungt ud. Charles kunne mærke hans hjerte hamre hårdt mod hans brystkasse, mens trykket i ham steg. Testosteron produktionen i ham steg med lynets hast, mens han knyttede sine hænder sammen. Han havde ikke brug for et svar for at vide hvad hans mangel på svar betød. ”Sig det!” påpegede Charles i en insisterende, hård tone. De grønne øjne var kolde og følelsesløse, om end vreden var let at finde hvis man kendte ham. Han blev sjældent vred. Sjældent sur. Sjældent var han andet end glad, men når han havde en anden følelse en glæde – fyldte den, hvad end det var vrede, sorg eller tristhed. Hele hans krop var fyldt med det. Christophe så chokerede på Charles, både over tonen i hans stemme, men mest over han havde regnet det ud. Hans søn opdagede og opfangede mere, end han forventede af ham. ”Charles..” prøvede han og så på ham med et roligt blik, og så kort på Riley. Samme slags kærlighed i hans øjne var at finde, men Charles nægtede lige nu at se den. ”Sig det,” trodsede Charles med samme tone i hans stemme som før. Christophe sukkede tungt og så efter Marisol. Han svarede forsat ikke. Charles knyttede sin hånd tættere sammen, men stoppede som han så på Riley, da hun råbte og så efter hende som hun løb. ”Riley!” prøvede Christophe og var i gang med at løbe efter hende. ”Hold dig væk!” råbte Charles, inden han selv løb efter Riley.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley vidste ikke, hvilket ben hun skulle stå på lige nu. Hun havde det som om, at hun lige havde fået af vide, hun skulle dø inden for de næste 24 timer, men ikke et præcist antal timer eller minutter. Hun var en Riddle. Datter af Christophe Lavoie og Delphini Riddle. Barnebarn af Tom Riddle og Bellatrix Lestrange. Efterkommer af Salazar Slytherin. Den ene mere sindssyg end den anden. Hun var slangehvisker, præcis ligesom Voldemort og Salazar. Hvad hvis ondskab var så dybt i hendes DNA, at hun aldrig ville kunne bekæmpe det? Hun var allerede et dårligt menneske, for at gå bag om sine forældres ryg - eller adoptivforældre, burde hun vel definere dem som fra nu af.
Hun havde så mange følelser i kroppen lige nu, at hun ikke engang selv vidste, hvad for en af dem, der dominerede mest. Hun havde så mange spørgsmål endnu til Christophe, men hun kunne ikke være i det her. Et såret fnys lød fra den unge teenager, "Selvfølgelig ved hun det.." konstaterede hun selv, da manden der i så mange år var gået under titlen 'onkel', ikke svarede på hendes spørgsmål. Hun havde lyst til, at stikke af fra hele verden. "damn dig!" råbte hun endnu en gang, som hun forsvandt ud af døren og kort efter også hoveddøren, selvom hun havde hørt Christophes sige hendes navn og Charles der havde forsvaret hende. Hun stoppede op ude for huset på den modsatte side af hoveddøren. Hun hev efter vejret, som hvis hun lige havde løbet et mareton. Hele verden snurrede rundt, med hende i midten af det hele. Tårrene trillede ned af hendes blege kinder. Hun havde ikke engang opdaget, om nogen af dem var fulgt efter hende. Hun kunne bare ikke gå mere. Hendes krop nægtede at adlyde hende, som om den var gået fuldstændig i baglås. Det eneste hun kunne var at skrige. Et skrig uden lige forlod hende lunger, til der ikke var mere luft tilbage i dem og hun sank sammen på foretorvet, ned på knæ.

[Charles Michael Lavoie]

Christophe havde skammet sig over sine handlinger, men han havde aldrig skammet sig over udfaldet af dem. Han havde dog udvist forståelse for, at Marisol ikke ville have en evig påmindelse om en af de største fejltagelser, han havde lavet i deres ægteskab. Han kunne fortælle hele historien om hvordan det havde fundet sted, både til Charles og Riley, men han var sikker på de ikke ville lytte og for mange hemmeligheder ville også blive gravet frem. Christophe svarede ikke på, Rileys konstatering og han nægtede direkte at svare Charles på hans opfølgning. Han hørte Rileys nye råb og mærkede Charles stoppe ham, inden han selv forsvandt. Han var lige nu fuldstændig paralyseret.

Charles hørte et højt skrig, hvilket fik ham til at løbe i retningen af, hvor det kom fra. Som han fik øje på Riley løb han mod hende. Han satte sig ned på hug foran hende og tørrede hendes kinder blidt. De grønne øjne hvilede mildt på hende og undskyldende på hende, til trods for intet af det her var hans skyld. Han var dog hendes storebror og nå ja, samtidig også fætter, så han holdt af hende og ville gerne tage sig af hende og hjælpe hende. ”Det her stinker,” sagde han lavt til hende, inden han vendte ryggen til hende og gjorde anledning til hun kunne hoppe op på hans ryg. Han regnede ikke med hun havde flere kræfter tilbage i sin krop og han synes ikke hun skulle tage hjem. ”Du kan være hos mig, ligeså længe du vil,” påpegede han roligt.



//Out//