My Only Friend Is The Man In The Moon

[Riley Lavoie Riddle]

Charles Michael Lavoie
De Tre Koste - omkring klokken 22.
outfit

---

Riley havde været pÃ¥ vej til fest, da hun havde overhørt - hvem hun siden hun blev født havde troet, var hendes forældre, og Darcel snakke. Hun havde ikke været mange sekunder om, at lægge to og to sammen, for pÃ¥ trods af, hvad mange troede, sÃ¥ var hun faktisk en utrolig klog ung kvinde. Hun var ikke en Lavoie. Eller jo, det var hun sÃ¥dan set, men ikke af Daryl og Marie. Hun var Christophes datter, manden hun i alle de Ã¥r, havde kaldt farbror eller onkel, var hendes biologiske far og endnu værre, at hendes biologiske mor var en Riddle, men hvem? Hun vidste ikke om Daryl, Marie og Darcel havde hørt hende, men efter døren var smækket efter hende, sÃ¥ antog hun det lidt. Hun havde droppet sin plan om fest, da fest ikke lige var det højeste pÃ¥ hendes liste lige nu, selvom det ikke lignede hende. Hun havde brug for, at komme til bunds i det her, uden at snakke med Daryl og Marie, for de ville tydeligvis ikke have, at hun skulle vide noget. Hun havde derfor sendt Charles en sms og bedt ham om, at møde hende pÃ¥ De Tre Koste, hvor hun nu stod ude foran med sin . Hun havde brug for sin græs lige nu. Man kunne se pÃ¥ hendes make-up, at hun havde grædt, hendes øjne var ogsÃ¥ røde, men det var nok ikke til at vide, om det var fordi hun havde grædt eller af den græs hun røg. Hun nød virkingen, verden blev lidt nemmere at klare pÃ¥ den her mÃ¥de. Hun stod lænet op af murren indtil De Tre Koste og afventede Charles' ankomst, ligeglad med om han ville opdage, at hun røg græs.

[Charles Michael Lavoie]

Charles havde bogstaveligt talt ingen idé om Christophe og Marisol havde en ting med at de gerne ville give deres børn væk. Han anede ikke, han havde en tvilling som havde været den første hans forældre havde givet væk. Han anede ikke, han havde en halvsøster, som de ogsÃ¥ havde valgt at slippe af med. Han ville blive sÃ¥ vred pÃ¥ dem, efterhÃ¥nden som de sandheder rent faktisk gik op for ham. Lige nu var han dog ulykkelig uanende og det var pÃ¥ ingen mÃ¥de, de tanker han havde sig. Hans band var gÃ¥et fra hinanden og han skulle snart lave et statement, hvori han fortalte at der ikke længere var et Faded Exit. Han skulle snart være far og stifte familie sammen med Evanna. Han havde virkelig aldrig oplevet at glæde sig sÃ¥ meget til at møde nogen som helst, som han glædede sig til at møde deres lille baby. Han havde fÃ¥et en sms fra Riley, da han havde været i gang med at spille playstation Tanken om at skulle ud var ikke ligefrem tiltalende, men det var hans kusine og han ville gøre alt for sin familie. Han havde iført sig en sort læderjakke, en t-shirt og et par ripped jeans. Han havde en beanie over hovedet og hÃ¥bede pÃ¥ det ville være nok til han ikke ville blive stoppet af nogen, der genkendte ham pÃ¥ vejen. Det gjorde det lidt nemmere at der ikke rigtigt var teenagere ude pÃ¥ det her tidspunkt. Han havde en smøg i mundvigen og fik øje pÃ¥ sin kusine med en . Charles havde selv ved flere lejligheder røget græs, sÃ¥ han havde ikke sÃ¥ meget at sige til det. Han bevægede sig over mod hende. ”Hey Riley,” pÃ¥pegede han som han nÃ¥ede tættere pÃ¥ og spredte armene ud i tilfælde af hun ville krammes. Som han rent faktisk nÃ¥ede det tættere pÃ¥, havde han mulighed for at se hende ordentligt. Hendes mascara og make up løb. De røde øjne vidste han godt kunne skyldes græs, men han kendte sin kusine. Hun valgte ikke at sætte sin make up sÃ¥dan med vilje. ”Hvad er der galt?” spurgte han direkte.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley vidste snart ikke, hvad hun skulle tro. Hele hendes barndom og teenage år havde været en løgn. Sådan føltes det i hvert fald lidt nu, for den 17 årige unge magiker. Darcel havde tydeligvis ikke vidst noget, for hun havde jo hørt ham spørger hans forældre om det var sandt, men hun havde også overhørt, at hun ikke måtte vide noget og hun ønskede ikke, at stille Darcel i et dårligt lys eller som om, han havde sladre, selvom hun da ville mene, det var hendes ret at vide, hvem hendes biologiske forældre var. Hun vidste nu hvem hendes far var, men hendes mor kendte hun ikke navnet på, foruden hun var en Riddle. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle håndtere alle de følelser der havde bygget sig op i hende. Hun var sur, skuffet, ked af det, oveni det havde hun så mange spørgsmål, som hun ikke følte hun havde ret til at stille eller få svar på.
Hun så ned i jorden og tog et hvæs mere af sin og mærkede, hvordan det beroligende stof, fik hende en smule mere ned på jorden, for hvert hvæs. Det var først da hun hørte en hilsen, var Charles' velkendte stemme, at hun kiggede ordenligt op, "Hey," lød det svagt fra hende - hvilket heller ikke lignede hende, oven i make-up'en som normalvis sad perfekt. Hun rømmede sig lidt, før hun tog i mod hans invitation til et kram. Selvom hun havde lyst til, at råbe og skrige af nogen, så vidste hun godt, at hun ikke kunne tillade sig, at vende sin vrede og sine frustrationer mod Charles. Det var ikke hans skyld, med mindre han selvfølgelig havde vidst det hele tiden og bare havde holdt det hemmeligt for hende, ligesom 'de voksne' havde gjort. Hun slap ham dog hurtigt igen og tog et hvæs mere, af sin . Han sagde jo ikke noget til det. "Jeg.. J.. Jeg overhørte en samtale, Darcel havde med.." hun tav lidt, "Daryl og Marie.." hun bed sig i læben, uden helt at vide, hvordan hun skulle forsætte. Hun havde altid kaldt Daryl og Marie for far og mor, men nu var hun ikke så sikker på, at hun havde lyst til, at kalde dem det mere. Hun slog blikket ned og mærkede en enkelt tåre trille ned af sin en kind, hel sort af make-up. Hun tog et par hurtige hvæs mere efter hinanden.

[Charles Michael Lavoie]

Charles var også fuldstændig uvidende om sin fars eksapader. Han var generelt lykkelig uviden om noget af det, de lavede. Han havde haft snart 27 somre og han anede ikke hvad der foregik i Lavoie familien halvdelen af tiden. Hans barndom havde været utrolig idyllisk. Han havde aldrig nogensinde været i tvivl om hverken Marisol eller Christophe nogensinde havde elsket ham. Han vidste, at de elskede Marc og de elskede Chaney. At de alle sammen var der for Chaney, da hun fik det så svært hun måtte indlægges. Charles gav stadig sig selv skylden, men han sagde det aldrig højt. Det var ikke fordi, han ikke vidste, han ikke måtte have følelser eller ikke sige dem højt. Det gjorde han. Han var vokset op fra at være en dreng, der altid gik til sine forældre når der skete ham noget til at blive den mand, der var sikker på at verden ikke skulle se ham græde eller nede med nakken. Han troede, det gjorde ham mere til en mand – for det havde han alligevel opfanget i den familie han voksede op i. Han var den ældste. Han skulle være den stærke. Han havde søgt hjælp hos en psykolog, da han havde haft en svær periode efter både Chaney og Flora, skrevet en del sange, men ikke snakket med nogen tæt på ham omkring det. Marc og Seth havde flere gange bedt ham, sætte hans følelser til side og være der for dem og det havde han gjort. Charles hørte knapt hendes lavmeldte hey. Det lignede hende ikke. Noget måtte virkelig være galt. Han lod hende slippe ham og bed sig i læben og tog et hvæs af sin egen smøg. Han vidste han burde stoppe med at ryge igen, men nu var det blevet en vane. Han gjorde det dog aldrig rigtigt i nærheden af Evanna, da hun bar hans barn og han vidste ikke at hun selv røg – normalvis altså. Han så alvorligt på hende, som hun begyndte at forklare. ”En samtale?” spurgte han og lod hovedet glide på sned. ”Hvillen aftale, Riley?” spurgte han med en rolig stemmeføring og lod sit blik hvile på hende. Han opdagede dog ikke tåren som trillede ned ad hendes kind føren den efterlod et mørkt mærke fra hendes make up. Han lod blidt en tommelfinger stryge hendes kind. ”Skal vi sætte os ned?” påpegede han, mens de grønne øjne hvilede kærligt på hans halvsøster.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley var ligeglad med, at stÃ¥ et offentlig sted og ryge græs. Hun tænkte ærligt talt ikke engang over, at hun lige nu stod sammen med Charles, som var kendt og hvad det ville kunne gøre ved hans ry, at han blev set sammen med en ung pige, som røg græs og græde. Hun nikkede lidt, "Ja.." svarede hun stille. Hun anede ikke hvordan hun skulle overlevere den her nyhed, selvom en del af hende hÃ¥bede han vidste det i forvejen, sÃ¥ han kunne give hende nogle svar, men samtidig vidste hun ogsÃ¥, at hun ville blive sÃ¥ sur, hvis han havde vidst det sÃ¥ længe, men ikke sagt noget til hende, præcis ligesom hun var spændt pÃ¥, hvor længe der ville gÃ¥, før Darcel ville fortælle hende det, eller om han overhovedet ville gøre det. "En samtale om.. At de.. Ikke er mine forældre.. Ikke biologiske," fortalte hun og sÃ¥ pÃ¥ ham, for at analysere om han blev overrasket eller ej, for det ville afslører om han havde vidst det eller ej. Hun drejede afvisende hovedet, da han tørrede tÃ¥ren væk, fra hendes kind. Hun hadede at græde foran andre, selv sin familie, sÃ¥ det at han rørte hende, gjorde det det ikke nemmere for hende. Hun nikkede lidt og tørrede selv sin tÃ¥re væk, og satte sig ved et af bordene uden for, sÃ¥ de begge to kunne ryge færdigt. Hun rakte en mod ham, "Vil du ha'?" spurgte hun og snøftede en enkelt gang, mens hun lod blikket glide lidt rundt, for at se om nogen holdt øje.

[Charles Michael Lavoie]

Charles vidste godt, hvad det kunne gøre ved hans ry bare det han stod ved siden af hende mens hun røg. Han kommenterede det dog ikke og han havde også sørget for at kamoflere sig nogenlunde. Han tvivlede på de fleste ville gå forbi ham og i grove træk kunne genkende ham med det samme. Han tog et nyt hvæs af sin egen smøg som hun svarede ham. Charles anede ikke noget som helst om, hvad der foregik i Lavoie familien. Han var bare en del af den. Charles’ blik forblev alvorligt på hende som hun forklarede hvad deres samtale havde handlet om. Overraskelsen i hans blik var ikke til at tage fejl af. ”Nej vent… hvad?” spurgte han som han var i en eller anden form for benægtelse og prøvede at samle sine tanker om hvad det egentlig var hun havde sagt til ham. Hvorfor ville man bare give et barn væk uden nogen form for mulighed i en sandhed? Han forstod det ikke, og han ville forstå det endnu mindre når opdagelsen af hans far var indblandet blev en realilitet. Han rynkede på næsen i forsøget. ”Hvem er så dine biologiske forældre?” spurgte han direkte, som han havde fået tid til rent faktisk at samle sig om de ord, der var blevet sagt til ham. Han stoppede med at prøve at tørre hendes tårer væk, som hun afviste ham. Han bed sig dog i stedet i læben og fulgte efter hende som hun satte sig ned. Han tog et nyt hvæs af sin smøg og kiggede på en, hun rakte ham. ”Ellers tak… Jeg er et offentligt sted…” påpegede han, som var en af hans mange undskyldninger for at takke nej til ryge af hendes .

[Riley Lavoie Riddle]

Riley havde gÃ¥et pÃ¥ skolen i Frankrig og blevet smidt ud af den, fordi hun havde røget græs pÃ¥ skolens omrÃ¥de og fordi hun havde været seksuelt sammen med en professor, som nu var blevet fyret. Det vidste hun dog ikke om Christophe og Marie havde fortalt til resten af familien, sÃ¥ hun vidste heller ikke om Charles vidste det. Men hun var begyndt pÃ¥ Hogwarts, to uger før sommerferien. Hun bed sig i læben og aflæste enhver lille mimik i hans ansigt og hele hans kropssprog. "SÃ¥ du vidste det ikke?" spurgte hun direkte, primært fordi hun ville være sikker pÃ¥, at han ikke bare spillede det, for med hans erhverv, var hun faktisk ikke i tvivl om, at han kunne bare lidt skuespil. Hun tog et hvæs mere, stadig uden at tænke i konsekvenser for ham, ikke fordi hun ville ham det ondt, men fordi hun var i sorg og vel stadig i chok pÃ¥ en eller anden mÃ¥de. Hele hendes liv havde været en løgn. "Christophe.. Og.. Delphini Riddle," svarede hun ærligt og mærkede hvordan tÃ¥rene begyndte, at presse endnu mere pÃ¥. Det gav mening, at Christophe havde behandlet hende anerledes end foreksempel Darcel. Den eneste grund til, at hun afviste ham, var fordi hun ikke ville røres af ham lige nu, for hun vidste, at hvis hun først gav ham lov til at fjerne en tÃ¥re, sÃ¥ ville hun ikke være i stand til, at holde resten tilbage og sÃ¥ ville han kunne bruge resten af aftenen pÃ¥, at tørre tÃ¥re væk fra hendes kinder. Hun sendte ham et kort, pÃ¥taget smil, "SÃ¥ hvis vi havde været hjemme, havde du sagt ja?" spurgte hun og tog et hvæs mere, før hun skoddede den, da der ikke var mere tilbage.

[Charles Michael Lavoie]

Charles vidste ikke, hvorfor hun var blevet smidt ud af Beauxbatons. Han anede ikke over halvdelen af hvad der egentlig foregik i hans familie. Han var dog ikke ligeglad, han blev bare aldrig informeret om den slags. Det var vel en ting, man først for alvor blev indviet i, når man var en rigtig voksen med kone og børn. Han var halvvejs på vej. Charles var vant til at skulle skjule overraskelse, sorg og glæde og alt derimellem, når han blev interviewet eller bevægede sig i offentligheden. Dog var han for det meste forberedt på, hvad der kunne blive bragt op. Det var han ikke denne gang. Så en hver lille mimik i hans ansigt og holdning viste overraskelsen. Alt fra de lettere udspilede øjne, løftede øjenbryn og en mund formet som et perfekt ’o’. Han lagde armene overkors i et forsøg på at berolige sig selv over den nyhed, han fik. ”Nej…” hans svar var kort for hovedet, men ikke desto mindre ærligt. Han prøvede at huske tilbage. Hans mor havde ikke været gravid efter Chaney – det ville han da kunne huske – ville han ikke? Charles mimik blev kun forværret, som hun nævnte hans – deres, far og en Riddle. Hans far havde… havde han været hans mor utro? Vidste hun det? Eller var det en tjeneste hans far havde bedt Daryl om uden nogen andre var involveret? Nej, hans mor måtte have vidst det… men hvorfor ville hun så ikke have budt imod Riley med åbne arme – kærlighedsbarn eller ej? Det lignede hende ikke, men omvendt… han ville nok altid sin sin mor som perfekt, men hele det billede blev gevaldigt ødelagt i dette øjeblik. ”Vent… sad hun ikke i Azkaban?” spurgte han, som han prøvede at samle sig om de oplysninger, han fik af hende. ”Lad vær med at smil, når du ikke har lyst til at smile,” påpegede han mildt, som han så det påtagede smil. Han var blevet langt bedre til at aflæse når folk var oprigtige glade efter han var blevet kendt, netop fordi han havde skulle lære at skjule sine følelser i alle henseender. ”Nok ikke længere, nej. Der var en gang,” påpegede han roligt, mens hun skodede det resterende af sin . Han skulle være far nu, så nu kunne han ikke få lov til at te sig som en idiot. Han havde dog heller ikke lyst – han ville gerne leve op til sit nye ansvar.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley vidste ikke, hvad hun skulle gøre, men det var egentlig heller ikke fordi hun forventede at Charles havde en løsning til hende. Hun havde bare brug for, at snakke med nogen om det og hun ville ikke snakke med Daryl eller Marie, eller Darcel for den sags skyld. De tre havde tydeligvis en alliance, om gik ud på ikke at dele deres viden med hende og hun anede ikke hvorfor, hun ikke måtte vide, hvem hendes biologiske forældre var. Charles var nem at snakke med, han var den ældste af de søskende på den side, så det havde virket naturligt for hende, at det skulle være ham. Overraskelen var dog tydelig for hende at se og det samme var hans ærlighed i hans stemme, at høre. Hun bed sig lidt i læben og nikkede. "Sidder.. Hun sidder i Azkaban.. På livstid for mordet på Craig Bowker Junior," rettede hun ham og slog blikket lidt væk fra ham, som det i stedet for vandrede lidt rundt, for at se, om nogen smuglyttede til deres samtale. Selvfølgelig havde hun lært om Delphini i Magiens Historie lektionerne på Beauxbatons, før hun var blevet smidt ud, men hun havde også et utroligt højt gennemsnit, hvilket mange ikke vidste om hende. Hun vidste også godt, at Delphini var slangehvisker, præcis ligesom Voldemort havde været og præcis ligesom Riley selv var, hvilket gav mening nu. Hun bed sig i læben, da hans påpegelse omkring hendes påtaget smil lød, "Hvad skal jeg ellers gøre? Sætte mig ned i et hjørne og græde?" spurgte hun og vendte blikket tilbage på ham, med et tydeligt opgivende blik, mens hun trak lidt på skulderne. Hun prøvede at være stræk, hun vidste bare ikke hvordan. Hun så lidt på ham, "Hvorfor ik? Fordi du er kendt og det ville være en skandale, hvis aviserne skrev de havde set den verdens kendte guitarist, fra Faded Exit ryge noget tjald?" spurgte hun, uvidende om, at han faktisk ventede barn med sin kæreste, alene det at han havde fået en kæreste, var hun uvidende omkring.

[Charles Michael Lavoie]

Charles havde nu heller ikke nogen løsninger til hende overhovedet. Han kunne ikke prale af at have været i en situation som lignede og han håbede heller aldrig han skulle komme til det. Han nikkede som hun rettede ham. ”Sidder… ja…” påpegede han og kunne ikke helt snog sig om, hans far havde været sammen med en anden kvinde. En kvinde, som ikke var hans mor. En kvinde, som på nuværende tidspunkt tilbragte sin tid i Azkaban og han havde gjort det, mens hun sad der. Han havde været hans mor utro. Han havde altid set sin far som en superhelt og som en hæderlig mand. Han havde før prist sig lykkelig, hvis bare han kunne være halv den mand, hans far var… men nu, nu var han ikke sikker. ”Nej, det siger jeg ikke du skal gøre. Jeg siger bare, der ikke er nogen grund til at smile, når du ikke har lyst,” påpegede han med en rolig stemme inden han tog et sidste hvæs af sin smøg, og askede den i askebægeret imellem dem. ”Ved ikke om det ville være en skandale, men tvivler lidt på min kæreste ville synes det er mega fedt jeg render rundt og opfører mig som en teenager, når vi gerne vil ha’ en familie sammen,” påpegede han roligt, uden at sige hun var gravid nu. Ikke Riley ikke måtte vide det – men igen, de var ude i offentligheden så det var ikke en besked han ville give hende nu. Han lænede sig lidt tilbage i stolen. Han så eftertænksom ud. ”Vil du snakke med min f.. med Christophe?” spurgte han hende direkte.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley vidste ikke, hvordan hun skulle håndtere det her. Hun havde virkelig brug for en voksen, som kunne fortælle hende præcis, hvad hun skulle gøre. Måske Darcel havde været et bedre bud på, at være den voksne, end Charles var, men hun havde vel på en eller anden måde, haft en idé om, at Charles måske havde vidst noget. Hun nikkede lidt og bandede sin hukommelse langt væk. Hvorfor skulle hun huske sådanne nogle ting? Hun havde overvejet, at besøge Delphini i Azkaban, men hun vidste godt, at det ikke ligefrem var et sted, man bare lige tog hen og slet ikke, når hun ikke var myndig eller havde nogle beviser på, at Delphini var hendes biologiske mor, for hun havde jo kun hørt at Darcel havde fundet fødselartesten. "Hvad skal jeg så gøre? Please fortæl mig det, for jeg ved det virkelig ikke," hendes stemme knækkede og hun måtte bide sig i læben, for ikke at bryde sammen igen. Det syntes hun, hun efterhånden havde gjort nok. Hun så lettere overrasket på ham, "Har du fået en kæreste? Åh nej, vær sød og sig, du ikke er gået tilbage til den rødhåret bitch, for så kan det godt være jeg er nødt til, at slå dig," lød det fra hende, for selvfølgelig havde hun fulgte lidt med i medierne, når de skrev om hendes fætter.. Eller.. Halvbror.. Waow, det var stadig underligt, at tænke på. Hun trak lidt på den ene skulder og kløede sig lidt i nakken, "Nej.. Eller jo, det er ikke fordi jeg vil undgå ham resten af mit liv, men.. Hvad skulle jeg sige til ham? Hej Chrisser, jeg har lige fundet ud af, at I alle sammen har løjet for mig hele mit liv og, at du rent faktisk er min biologiske far og Delphini Riddle er min biologiske mor, så hvad syntes du om vejret i dag?" hun slog let ud med hænderne i et tungt suk, det fyldte tydeligvis utroligt meget hos den unge teenager.

[Charles Michael Lavoie]

Charles ville ikke være sen til at indrømme, han oftest ville være en dårlig voksen at gå til. Han havde ikke løsningerne, tværtimod. Han havde dog altid ører, som altid gerne ville lytte og han ville så gerne løfte byrden væk fra hende om end det nok ikke ville hjælpe hende nok. Samtidig prøvede han også at bearbejde alle de informationer han havde fået og han forsøgte også at skjule den smerte, han havde i forbindelse med hans familie egentlig havde været ødelagt. Han var ikke sikker på, om hans mor vidste det. Skulle han så fortælle det? Skulle han rive op i noget, der var en hemmelighed? Det var hans fars hemmelighed, men hans mor fortjente at vide det. Han kunne ikke bare lade hende blive i troen om hun havde en mand, som elskede hende og havde været loyal overfor hende i 30 år. Samtidig var den forestilling han lige nu havde om hans far også smertefuld. Hans far havde samtidig givet et barn væk – forladt hende og smidt hende væk, som var hun gårsdagens affald. Efterladt hende som om hun kun var hans fortid og ikke en nutid og en fremtid. ”Jeg ved det ikke, Riley… det gør jeg virkelig ikke…” svarede han ærligt og trak eftertænksomt på smilebåndet. ”Enten skal du be om sandheden fra Daryl og Marie, eller.. ja.. jeg ved det sgu ikke…” hans svar var ærligt. Han var egnetlig sikker på, at Darcel var bedre at gå til i sådanne situationer. Han kunne godt høre, hun var ked af det og han ville lige nu give alt i verden for at have de helt rigtige svar. Han bemærkede det overraskede blik han fik fra hende, som han fortalte han havde en kæreste. Han nikkede en enkelt gang, inden han sendte hende et lettere overbærende smil og nærmest med det samme og uden at tænke placerede sin hånd ved næsen ved hendes ord om hun ville være nødt til at slå ham. ”Nej, hende er det dog ikke…” påpegede han og var nu klar til at fjerne sin hånd fra næsen igen. Han lyttede til hende og bed sig enkelt gang i læben, som hun slog ud med hænderne og sukkede. Han kunne godt forstå, det fyldte hos hende. ”Du kan sagtens sige sådan til ham eller i hvert fald konfrontere ham med at du ved det… og jeg kan sagtens være ved dig imens, hvis du har brug for det,” påpegede han og sukkede enkelt gang – ikke en gang sikker på, om han havde lyst til at høre deres nu fælles fars side af historien.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley vidste et sted godt, at det havde været et long shot, at bede Charles om, at fortælle hende, hvad hun skulle gøre, men hun var så meget på bar bund. Måske hun bare skulle have haft blandet sig, da hun havde hørt Darcel konfrontere Daryl og Marie, men det var for sent nu. Hun bed sig lidt i læben, "Det kan jeg ikke.. Ud fra hvad jeg hørte, så.. Gav Daryl Christophe et løfte, om jeg aldrig skulle finde ud af det.. De var begge to afvisende overfor Darcel og sagde han ikke måtte sige noget til nogen om det.." fortalte hun, i den forhåbning om, at hun kunne stole på Charles ikke ville sige noget videre.
Hun kunne ikke lade vær med, at rynke lidt på panden da han lignede en der prøvede at beskytte sin næse, "Slap af, hvis jeg ville slå dig, ville det ikke være dét hoved, jeg ville gå efter," sagde hun og blinkede til ham, det var nok langt mere den Riley han kendte. Hende der lavede sjov, som regel med jokes under bæltestedet og en sjofle tankegang. "Hvem er det så? Eller er I ikke offentlige endnu?" spurgte hun og så interesseret på ham, men hun ville samtidig give ham muligheden for, at sige fra, hvis han ikke ønskede det skulle komme frem endnu, da de trods alt var et sted, hvor journalisterne kunne overhører dem.
Hendes blik blev mere sorgmodigt igen, som hun sank en enkelt gang og nikkede så. "Okay.." sagde hun stille, det gav meget mere mening, at Christoph altid havde behandlet hende anderledes end hendes søskende, eller hendes fætre og kusiner biologisk set. "Din mor må hadede mig.." mumlede hun før hun rejste sig fra stolen og gjorde klar til, at de kunne komme afsted.

[Charles Michael Lavoie]

Charles bed sig i læben ved hendes ord. Darcel havde helt sikkert været bedre i den her situation. Kendte han Darcel ret, så havde han til tider svært ved at følge sine forældres anvisninger – om end han selv lige var blevet far, og måske nu forstod hvorfor nogle ting skulle holdes hemmelige. Ham og Darcel var bare to vidt forskellige personer. Hvor Charles var mere blød, kærlig og med en ’det går nok attitude’ var Darcel langt mere handlingsorienteret, kølig og stoisk. Sådan så Charles i hvert fald Darcel. Han benægtede dog ikke at Darcel var en hengiven og en familiemand. ”Måske du kan spørge Darcel så? Måske synes han at du har krav på at få det at vide og ville kunne snakke med dem?” foreslog han. Riley ville sagtens kunne stole på ham, han ville aldrig sige noget videre og han var utrolig god til at holde på en hemmelighed. Han bemærkede hun livede lidt op ved hans frygt for at få et slag på næsen. Han smilede en anelse nervøst. ”Man ved aldrig..” påpegede han og nød det korte glimt af hun virkede som sig selv. Hun skulle dog have lov til at være ked af det, såret og sur. Han sendte hende et kort smil. ”Vi er ikke offentlige endnu, nej.. Men du kender hende sikker godt,” svarede han vagt, inden han så sig omkring efter mistænkelig adfærd og lænede sig frem og gjorde gestus til, hun skulle vende øret til ham. ”Evanna Brown,” hviskede han, inden han fjernede sig fra hende og lod de grønne øjne hvile analyserende på hende. Et blik, der samtidig sagde hun ikke skulle reagere for meget.
Han bemærkede hendes mere sorgmodige blik og bed sig i læben. Han trak på skulderen til hendes ord om hans mor. ”Det ved jeg ikke.. Ved ikke om hun ved det..” påpegede han, en mærkelig måde at fjerne hendes bekymring på, men han forsøgte. Han rejste sig som hun gjorde og tog fat i hendes arm for at transferere dem hjem til hans barndomshjem. Han bankede ikke på, som han gik ind. Han vidste døren altid var åben, og Marisol, hans mor, var også den første til at komme ud i den store entré. ”Hej Charles!” udbrød hun glædeligt, inden hun gav ham et hjertevarmt kram og kyssede hans kind. Hun så på Riley og lagde hovedet på sned. ”Hey Riley,” hun var tydelig overrasket, men gav også Riley et kram. Hvad Charles så ikke vidste, var hun egentlig ikke var glad for at se Riley. ”Noget bestemt I vil?” spurgte hun med en glad stemme og lagde armene omkring sin slanke krop. ”Er far hjemme?” spurgte Charles med en rolig stemme, inden Marisol nikkede. ”Jeg kan lige hente ham…” påpegede hun, og var hurtigt væk igen. ”Tak.. og mor, jeg er sulten.. vil du ikke lave mad til mig?” spurgte han efter hende uden egentlig at få svar – men han var sikker på hun havde hørt det. Det var et forsøg på, hun ikke skulle overhøre samtalen mellem Riley og Christophe i tilfælde af, hun ikke vidste det.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley trak lidt på den ene skulder, "Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at Darcel ville være ærlig, hvis jeg spurgte ham.. Men jeg vil ikke sætte ham i den situation, hvor han er tvunget til, at gå bag om ryggen på dem.." svarede hun ærligt. Mange ting kunne man sige om Riley, og på mange punkter var hun stadig bare en teenager der prøvede, at finde en plads i den store hvide verden, men på andre punkter var hun vis som en på 80 år. Hun rystede lidt på hovedet med et svagt smil, da han smilede nervøst, "Narh, med min højde har jeg hurtigt lært, at jeg ikke altid kan nå det øverste hoved, men jeg kan altid nå det nederste," svarede hun og blinkede til ham, hun voksede dog heldigvis stadig lidt endnu. "Uh en jeg kender," hun bed sig spændt i læben, som hun fulgte han anvisninger og lænede sig indover bordet for, at høre navnet. Navnet sagde hende noget. Hun måtte knibe læberne hårdt sammen, for ikke at grine, "Du mener.. Som i...? Seriøst?" hun prøvede at tale i koder for eventuelle nysgerrige sjæle.
Hun kørte en hånd i gennem det lange, vilde, blonde hår og nikkede lidt, "Pas.." svarede hun, selvom det jo som sådan ikke var et rigtigt svar. Hun lagde sin hånd oven på hans hånd, og greb fat i hans bluse med den anden hånd, for at have godt fat i ham, da han tranferede dem afsted i gennem luften til de nåede hans barndomshjem. Det var urealistisk at tænke på, det også kunne have været hendes. Hun sank lidt før hun fulgte efter ham inden for. Hun fik hurtigt øje på Marisol. Måden hun krammede Charles på først, glæden i hendes stemme og kindkysset. Alt sammen blev skiftet ud med overraskelse og et enkelt kram, som Riley dog også kun endte med at gengælde halvhjertet. Det var som om, det var første gang hun virkelig så og mærkede, den forskel, selvom den nok altid havde været der. Men okay, Riley var jo heller ikke Marisols datter. "Hey Marisol," svarede Riley og sendte kvinden et venligt smil. Riley var normalvis ikke den type pige, som blev let nervøs eller på anden måde usikker, men lige nu, som Marisol gik ud efter Chris, kunne hun mærke sine håndflader blive en smule fugtige og hendes hjerte banke en smule hurtigere. Hun bed sig lidt i læben og så mod Charles, "Er du sikker på, det her er en god idé?" spurgte hun lavmeldt, mens hænderne blev kørt i gennem det lange blonde hår.