I'm The King Of Queens

[Luna Clary Daniels]

Det var simpelthen for meget dette her. Jayson var en idiot på så mange måder og Luna overvejede igen hvorfor hun brugte sin tid på ham, efter hvad han havde gjort hende skyldte hun ham absolut ingenting! Han havde kastet op, det var en god ting, skønt han ikke ligefrem så særlig godt ud. Hun rystede på hovedet af ham og lagde armene over kors. Da han så igen begyndte på sin selvglade jargon blev det for meget for Luna. "Helt seriøst, hvem Fanden tror du at du er. Tag dog noget ansvar for dit eget liv i stedet for det der." Hvorfor skulle hun også absolut være stødt på ham her på badeværelset. Det var simpelthen ikke rimelig og samtidig var det hende en gåde hvordan han kunne have det så skidt og stadig være bare lidt velfungerende, men så igen... det var han måske heller ikke. Hun rystede på hovedet af ham og rakte ham nogen servietter. "Godt så håber jeg han forstår hvorfor folk tager afstand fra dig." Han skulle bare vide hvor meget han havde ødelagt mellem hende og Spencer, men hvad nyttede det at sige? han var jo pisse ligeglad alligevel. 
Han så godt nok ikke for frisk ud, og der gik da heller ikke længe, før han igen kastede op. Det fik hende til at himle lidt med øjnene og gå hen til ham, for at hjælpe ham op at stå. "Hvis du brækker dig på mig, så giver jeg dig en god muggler blodtud at du ved det!" Derpå tog hun fat om livet på ham, så han kunne støtte sig til hende. "Kom vi må hellere få dig hjem" hun gik ud imod kroens pejs, så de sammen kunne tage afsted, hun kunne jo ikke sende ham hjem alene.

[Jayson "JJ" Jacobo]

Jayson rullede med øjnene af Luna, "Kan du huske da jeg spurgte om din mening? Godt, for det kan jeg heller ikke. Bland dig uden om, kælling," lød det hårdt fra ham. Jayson havde nærmest ingen respekt overfor det modsatte køn. Stik modsat sin fætter, som var gået ud af skolen året forinden, så var Jayson opvokset med, at alt kunne købes for penge, selv kvinder, hvis man bare gav dem det rette beløb.
Han fægtede lidt med armen, da han forsøgte at tage i mod servietterne hun rakte ham, før han til sidste fik fat i dem, "Tak.." mumlede han og tørrede sig om munden, før han lænede sig tilbage mod boksvæggen og lod hovedet hvile mod væggen. Han var bleg og koldsvedig, hvis nok tydeligt afslørede at han ikke havde det godt. "Hvilke folk? Jeg har massere af venner, der har min ryg og selv dig, som udgiver dig for ikke, at kunne lide mig, står her alligevel," et svagt, men alligevel drenget smil meldte sig på hans læber og han så op mod hende, med røde, matte, trætte øjne, som nok mere end tydeligt afslørede at han havde drukket for meget og ikke burde sige noget som helst, som han på et tidspunkt ville komme til, at fortryde.
Han prøvede at hjælpe til, da hun prøvede at hjælpe ham op og stå, men hans ben føltes som gelé under ham. "Jajaja, mor," lød det snøvlet fra ham, mens han støttede sig til hende og til væggen, som de gik gennem kroen og hen til pejsen. Han bukkede hovedet lidt, for at komme ind i pejsen, da han trods alt var en ret høj fyr. "Jeg kan godt klare mig selv herfra.. Du behøver ikke tage med," sagde den blege utilpasse unge mand, selvom han næppe ville klare sig helt perfekt, så plejerede han da at komme hjem i et stykke og det var ikke første gang, han havde drukket så meget. Sidste gang ville det nok heller ikke blive.

[Luna Clary Daniels]

Luna havde ikke meget til overs for Jayson og den eneste grund til at hun blev der, var for at sikre sig at han kom sikkert hjem. Selv dette behov blev dog mindre, da han kort efter valgte at kalde hende en kælling. Hun hævede et øjenbryn og trak sig lidt fra ham. "Du er fanme en idiot Jayson!" Hvorfor skulle hun også være typen der var så stædig og hjælpsom? Nå hvis bare hun fik ham ud til vennerne, så kunne hun vel slippe for ham. Hans næste kommentar fik hende dog alligevel til at læne sig lidt ind imod ham og hviske. "Og hvor er dine såkaldte venner nu? Burde de ikke sørge for at du ikke kradsede af, frem for at overlade det til mig?" Så skete der noget som Luna aldrig havde selv havde regnet med ville ske, men måske var det fordi fyren her nær havde kostet hende Spencer Lynch og fordi hun stadig kunne blive påvirket af den dag han havde slikket hende i ansigtet. "Ja, du har sandelig folk..Venner hvis det er hvad du kalder dem, men du skal ikke ét sekund tro at jeg er en af dem. Jeg ville ikke røre dig med en ildtang. Jeg væmmes når jeg ser dit grimme fjæs og jeg ville ønske du blev smidt ud af skolen for det her" 
Men hun var alligevel for samvittighedsfuld til bare at lade ham ligge. Ikke for hans skyld men for sin egen. Hun kendte sig selv godt nok til at vide, at hun ikke ville kunne glemme dette syn og ville gå og være bekymret, hvis ikke hun gjorde noget. Derfor var der ikke andet for end at hjælpe ham.
Der var flere af dem, der kiggede efter dem, som de trådte ud i krostuen igen og nogle af dem råbte da også ting eller piftede, men Luna var ligeglad, Hun skulle bare af med Jayson, så hun kunne komme hjem. "Fint, jamen så husk at fortæl farmand om at du er hjemme. OG ellers så skal jeg nok lige sende ham en ugle. Ses" Måske var det faktisk en god hævn. Lige fortælle hans far hvad der egentlig foregik? 

[Jayson "JJ" Jacobo]

Jayson gjorde let mindre elegant buk, da hun kaldte ham for en idiot, "Jeg siger tak for komplimentet," svarede han og rettede sig langsomt op igen, med et morende smil over sine læber. Hun kunne kalde ham, hvad hun ville, han var alligevel blevet kaldt langt værre ting. "Der er ingen der har overladt noget til dig, du er en fri kvinde og alt det der. Gå, hvis du vil," svarede han og viftede med hænderne, som fejede han uhøfligt et af sine tjenestefolk derhjemme væk. Ved hendes næste ord, kunne han simpelthen ikke lade vær med at grine, "Der er virkelig én, der har høje tanker om sig selv, huh? Luna'pigen, om du så var det sidste kvindemenneske tilbage på jorden, ville jeg hellere bruge min hånd resten af livet, end at stikke noget som helst op i dig. Dig og Særlingen udgør sådanne et fint par, vi må bare håbe for resten af verdens befolkning, at minus og minus virkelig gir plus," fnøs han og rullede med de fulde øjne.
Han var utrolig skidt tilpas, men det betød ikke at han ikke kunne svare igen. Man skulle ikke undervurdere ham. Der var ingen som kendte den rigtige Jayson, hvem han var på bunden, bag alle maskerne og facaderne han hver dag satte op, for at være på toppen. Ingen vidste noget som helst om hans mor, og det eneste folk vidste om hans far, var at han var en meget anerkendt og utrolig dygtig advokat, hvilket nok også var en af grundene til, at der ikke var ret mange som turde lægge sig ud med Jayson. Han havde før fået sin far til, at redde ham ud af problemer, selvom det havde kostet stuarrast i tre måneder. "Pff, ja send du ham en ugle. Hils ham fra mig, det kan være du er heldig og komme i kontakt med ham før mig," lød det flabet retur, før han tog en lille håndfuld pulver i hånden, trådte vaklende ind i pejsen og sagde en lokalition nær hans hjem, da hans hjem selvfølgelig var sikret, så der ikke kunne komme nogle ind gennem susenetværket, i tilfælde af at nogle af hans fars klienter eller dem han gik i mod, ville finde ud af hvor han boede. Det var sket før og det havde ikke været en rar oplevelse for den dengang kun 8 årige Jayson. I et støvsky forsvandt han.

[Luna Clary Daniels]

Luna blev stik tosset over hvor latterlig Jayson opførte sig. Fuld eller ej, så var der bare ting hun ikke fandt sig i og Jayson havde allerede overtrådt denne grænse op til flere gang, derfor gik der ikke længe før hånden fløj gennem luften for at give ham en syngende lussing på den ene side af hovedet. "Du har da virkelig ingen skam i livet." Så slap hun ham, så han kunne passe sig selv. Hun gad hvert fald helt sikkert ikke mere. Hun havde fået nok og mere til! ikke om hun ville have spor dårlig samvittighed over at gå fra ham. Hjælpsomhed og næstekærlighed måtte simpelthen også have en grænse! "Det så fin JJ. Du klare den bare herfra!" OG med de ord gik hun og vendte ham dermed ryggen.

- Out