House of memories (Reaktionstråd)

[Darcel Montaque Lavoie]

Denne tråd er tilegnet Riley Lavoie Riddle
Foregår i England. 
Juli 2056. 

---

Darcel var hjemme ved sine forældre. Ha skulle hjælpe dem med at pakke nogle ting og smide andre ud. Han havde været der fra tidlig morgen, og dagen var efterhånden ved at nærme sig aftenen. De var næsten færdige og da Darcel kun havde en kasse at se igennem, og hans far var derfor gået med hans mor i køkkenet for at færdiggøre maden. Darcel havde sat sig på gulvet, og kiggede de papirer igennem han fandt i kassen. Det meste af det skulle smides ud og omhandlede gamle breve og notater. Han havde en smøg i hånden og et glas vin til at stå ved siden af ham. Han tog en tår af sin vin, som han stødte på et papir, der var anerledes. Han lod de blå øjne løbe ned over papiret. Dit omhandlede Riley. Han gjorde store øjne som han læste hvad der egentlig stod på papiret. Han drak resten af sin vin og røg resten af sin smøg, som han overvejede hvad han skulle gøre ved det. En ting var sikkert. Han kunne ikke fortælle det til Riley. Det var ikke hans plads. Hen ville dog have svar på om det der stod reelt set var rigtigt. Han bevægede sig ned i køkkenet, hvor begge hans forældre var. Han havde papiret i hånden og lagde det foran begge hans forældre. "Er det rigtigt?" spurgte han direkte. Han så skiftevis på sine forældre. Hans fars ansigt blev lettere blegt. "Det var ikke meningen, du skulle finde ud af det... Du kan ikke sige det til Riley," hans mor var den første, som snakkede. Darcel så på hende. Morens ansigt var udadtil roligt, men Darcel kunne ane bekymringen gemt væk i øjnene. "Men... burde hun ikke vide hun er Christophes barn? Og at hendes mor er en Riddle?" hans øjne hvilede på papiret, som han læste det. Når han tænkte tilbage - kunne han egentlig ikke huske, at hans mor havde været gravid. Endelig åbnede Daryl, hans far, munden. "Nej og hun kommer  heller aldrig til at få det at vide, forstår du? Og som din mor siger, så forventer vi, at du ikke fortæller det videre, heller ikke til dine søskende eller dine fætre og kusiner. Jeg lovede min bror at holde det hemmeligt og det har jeg tænkt mig," hans ansigt var stadig blegt. Darcel nikkede kort, der var ingen grund til at diskutere det med dem. 

[Riley Lavoie Riddle]

Riley kom listende ned af trappene. Håret var sat, make-uppen var vild som den plejede. Tøjet var udfordrende som det også plejede at være, som hun listede sig videre ned. Hun havde tidligere på dagen fået en nej, så nu var planen at snige sig ud alligevel, så hun kunne komme til fest.
Hun stivende et lille stykke fra køkkenet, da hun hørte sit navn blive nævnt. Hun stod helt stille og turde dårligt nok trække vejret, i frygt for at blive opdaget. Hun lyttede intenst med til samtalen der foregik i køkkenet, hvor hun kunne høre Darcel snakke med deres forældre. Eller. Hvem hun troede også var hendes forældre, men det glansbilled blev revet mere og mere i stykker, jo mere de snakkede. Christophes barn? Var hendes farbror, hendes far? Hun mærkede hvordan alt inden i hende gik i stå. Hun spærrede sine øjne helt op. Var hendes mor en Riddle? Som i Tom Riddle? Voldemort? Hun mærkede en tåre trille ned af hendes ene kind, mens hun stod i stilhed. Hvorfor havde de løjet for hende i alle de år? Hvorfor havde de ikke sagt noget til hende? Havde Christophe ikke ville have hende? Den unge teenager havde så mange spørgsmål, men hun måtte tydeligvis ikke vide noget. Som hun hørte Daryls stemme, hans ord, var det som at få en syl direkte i hjertet. Hun tog et skridt baglæns, hvilket resulterede i at hun gik ind i et lille bord bag sig, som larmede. "Shit.." hviskede hun stille. Hun mærkede panikken sprede sig. Hun havde hørt noget, hun tydeligvis ikke havde skulle høre, men som hun nu aldrig ville glemme igen. Hun løb hurtigt mod hoveddøren og smækkede den efter sig. Hun stoppede ikke med at løbe, før hendes lunger og ben ganske simpelt gav op under hende. Normalvis var hun en ret hård pige og der skulle meget til, at få hende til at græde, men som hun faldt sammen i en lille gyde, hun var løbte ned af, fik tårene frit løb. Hele hendes liv havde været en løgn. Hun ville bare væk.