Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jul 29, 2019 17:27:26 GMT
"To..tog hjem??" Det var bestemt ikke hvad hun havde forventet, at han ville sige og med ét døde alle de sommerfugle, som netop havde skabt røre i maven på hende. Hun forstod ikke hvad han sagde. Var det ikke hende? Havde hun sagt noget forkert. De havde da lige siddet og hygget sig. De havde altid hygget sig, og han havde være så sød ved hende og nu ville han have hende til at gå? "Jeg har ikke lyst til at finde en anden. om så du var en naturkatastrofe, så valgte jeg stadig dig over en eller anden tør kiks, der ikke ville give plads eller forstå!" Hvordan kunne han overhovedet gøre det? Hvorfor? Det sveg i øjnene på hende, men hun bed blot tænderne hårdt samme, og nikkede så, som forstod hun situationen, skønt det langt fra var tilfældet. "Jeg ser en foran mig, der har været der hver gang jeg havde brug for det og som jeg ved vil mig det bedste. Hvorfor jeg nu ikke må have det længere ved jeg ikke, men... ja" Derpå tog hun sin taske og vendte sig om for at gå ud af døren og hjem, præcis som han havde bedt om. Hun havde ikke lyst til at være der mere lige nu.
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jul 30, 2019 7:27:14 GMT
Det havde aldrig været Matts intention om at såre Millie. Faktisk ønskede han at skåne hende, fra de skuffelser han ville bringe hende senere. For han var ikke en holden mand. Han var sin egen. Ord kunne ikke dække det han ønskede at sige og om lidt var hun væk. Måske ville han aldrig se hende mere og den følelse fik alt i maven til at falde sammen.
I et spring var han hende ved hende, og greb blidt efter hendes arm. "Millie..." Ordene vil ligesom ikke komme frem, så i stedet for at bruge en masse tid på blot at stirre på Millie, trak han hende tættere på, og lagde armene om hende i et tæt bjørnekram. Hun skulle ikke være ked af det. Specielt ikke når det var hans skyld.
"Du må ikke være trist..." hviskede han forsigtigt og håbede at hun ikke vred sig ud af krammet.
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Aug 1, 2019 3:29:32 GMT
Hun tøvede lidt med at gå de tunge skridt imod døren, og nåede da heller ikke mange, før hun mærkede Matt gribe om hendes arm hvilket fik hende til at stoppe op og vende sig mod ham. "Hvad Matt?" Det gjorde ondt på hende og en del af hende havde lyst til at gøre ham ondt på samme måde, mest for ikke at være alene omkring smerten, men før hun nåede at bede ham slippe hendes hånd, var hun blevet trukket ind i et kram, tæt ind til ham.
Hun duftede til ham og hvilede så sit hoved ind imod hans skulder. "Hvordan kan jeg være andet?" Spurgte hun så bare stille, da han sagde at hun ikke måtte være trist. Det var ikke ligefrem noget hun selv bestemte om hun var. Lige nu var hun dog mest bare forvirret. Matt gav ikke rigtig mening for hende. Han havde sagt han havde interesse i hende og så havde han smidt hende ud. Hvordan hang det sammen?
Alligevel stod hun nu bare der i hans favn, med armene hængende livløst ned langs siderne, hun var ikke klar til at gengælde hans kram, Hun ville ikke såres ydeligere.
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Aug 4, 2019 12:46:33 GMT
Der var ikke noget til at sige at hun var blevet såret. Han var en idiot og det var han godt klar over. "Forstår du det ikke? Jeg vil aldrig være god for nogen. Der er en grund til at jeg bor alene og min mængde af relationer ud over familien er så begrænset. Jeg er en enspænder og nyder tingene sådan. Men du har brug for liv og mennesker omkring dig. Det skal jeg ikke sætte en stopper for. Du bliver kun mere såret..." Prøvede han sig og mente at beskrivelsen dækkede ret godt. Han afskyrede at bruge for meget tid blandt mennesker, medmindre det var arbejde, og Millie havde bare brug for mere end det...
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Aug 5, 2019 4:08:15 GMT
Millie havde godt kunne lide deres omgang med hinanden og Matts lidt tilbageholdende indstilling til tingene havde hun egentlig nydt. Han var så rolig, så nede på jorden og helt sin egen, så hvorfor han nu skulle gøre det til et problem forstod hun ikke. Hun havde ikke lyst til bare at blive smidt på porten, at dette skulle være det. Desuden var det enormt forvirrende at han stod der og fortalte at hun skulle finde bedre, mens han holdt hende ind til sig, efter en middag, hvor hun hvert fald havde hygget sig og egentlig troede han havde det sammen.
Hun kiggede op på ham i håbet om at forstå ham. "Så hvad, helt præcis? Du vil have jeg bare går ud af døren nu, og så bare glemmer det her? glemmer dig?" Kunne han da ikke selv høre, hvor sårende det ville være? Hun havde lyst til at ruske i ham og få ham til at indse det han havde gang i var en dårlig måde og det ikke ville gavne nogen af dem, men hun kunne jo heller ikke vide, hvor mange følelser han havde til hende. Hun endte med at ryste på hovedet af ham. "Nej, nej det er forkert. Hvad hvis jeg bliver mere såret af at gå ud af din hoveddør lige om lidt, og vide jeg ikke får dig at se igen? Hvorfor overhovedet sige at du er interesseret i mig, hvis det ikke passer, hvis... hvis du bare smider mig ud?" Måske overreagerede hun lidt. men for en der var vokset op på børnehjem, kunne det føles hårdt at blive "kasseret".
|
|
