Dangerous memories

[Theodore Maganiello]

Piper June Maganiello

Et efterladt hus lidt uden for London

Omkring kl 21

Juni 2056

---

Klokken nærmede sig 9 om aftenen. Theodore var stadigvæk ikke fuldt funktionsdygtig efter kampen...eller rettere nederlaget, han havde lidt da han gik mod Rebecca. Kimberly havde af ukendte årsager været god ved ham. Hun havde plejet ham og fået ham nogenlunde på benene igen. Hun havde endda advaret ham om at opsøge hans tidligere opholdssted. Stedet hvor kampen havde taget sted. Han havde tabt noget i den duel. Noget vigtigt. Måske ikke for andre, men for ham havde den en affektionsværdi som han ikke bare kunne ignorerer. 
Som han søgte rundt i vragdelene af det der før kampen blot havde været en almindelig ødelagt spisestue, kunne han ikke lade være med at få følelsen af at han ikke var helt alene. Han rettede sig op og så lidt rundt. Det ville ikke komme bag på ham om aurorne ville kigge ud forbi for at se om han skulle "vende tilbage til gerningsstedet" som Kimberly havde kaldt det, på så fin advokatmaner. 
Dog blev han atter uopmærksom da blikket langt om længe faldt på det han søgte. Et lille smil lyste op på hans ansigt som han med tryllestav i hånd, gik hen og samlede den lille sølvkæde op fra gulvet. Et feminint lille smykke, men nu var det heller ikke hans. Det tilhørte Piper. Eller det havde det gjort før hun kasserede det udelukkende af den årsag at hun havde fået det af ham og de jo ikke ligefrem var på talefod længere.
Endnu engang ramte følelsen af at være overvåget ham, han snurrede rundt med hæve stav og kiggede rundt i det mørke rum der kun var oplyst af den dovne solstråle som trængte ind gennem de støvede tildækkede vinduer. "Jeg ved du er der, træd frem." Hvis ikke der var nogen så var der jo heldigvis ikke nogen til at høre hvor dum og paranoid han lød. 

[Piper June Maganiello]

Ministeriet havde sat små lurerfæller op på alle mulige destinationer, man formodede at Theodore kunne finde på at opsøge. Piper der ellers havde været overbevist om at han ikke ville være dum nok til at gøre lige netop dette, havde vist sig at tage fejl. Mens hun havde siddet optaget i en helt anden opgave på kontoret, havde hun bemærket den ene af fælderne give lyd, og hun havde bevidst sørget for at holde det for sig selv.
Nu stod hun ude foran opgangen til det der lignede et ganske almindeligt, slidt britisk lejlighedskompleks. Det virkede usandsynligt at han skulle være lige på den anden side af væggene. Hun kunne mærke adrenalin blive produceret i store mængder i hendes krop. Det fik hendes puls til at slå hårdt og kraftigt, så hun mærkede den i hele kroppen. Med staven knuget i sin højre hånd, gik hun indenfor i en slidt gang. Træpladerne knirkede lidt truende under hende. Hun stoppede op et øjeblik. Den ene dør stod på klem, hun konkluderede at der måtte være i den lejlighed han befandt sig. Hendes håndflade var så svedig, at hun måtte knuge staven yderligere ind for ikke at komme til at tabe den. Man kunne nok skylde en del af skylden på sommeren, men størstedelen af det var nok hendes nervøsitet.. og spændingen.. tanken om hvor tæt hun var på. Blidt puffede hun døren op og priste sig tavst lykkelig for hvor stilfærdigt den gik op. Indenfor var alt ligeså slidt som på ydersiden, men dertil lignede det også mere en ruin end en lejlighed. Hun stilte sig i skyggen fra en dør og kastede blikket ind i stuen.
Synet fik hendes hjerte til at gå i stå for et øjeblik. Theodore så ældre og mere slidt ud end sidst hun havde set ham, men hun genkendte ham stadig. Der var et kort øjeblik hvor han var tæt på at spotte hende, så hun trak sig hurtigt tilbage og slog hovedet ind mod væggen. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt. Hun var ikke i tvivl om at han vidste hun var der. På hans opfordring trådte hun frem bag døren. Hun havde egentlig ikke rigtigt nået at gennemtænke det, hvilket nok var ret typisk hende. Hun stod og førte en indvendig diskussion om hun burde sige noget eller bare kyle en forbandelse i hovedet på ham. Vreden i hende boblede op ved synet af ham stå der. Det var som om hendes krop reagerede instinktivt da hun hævede sin stav og råbte: "Bombardio!" mens en gnist fløj fra spidsen af hendes stav.

[Theodore Maganiello]

Det var næsten lykkedes for Theodore at overbevise sig selv om at det var hans egen paranoia der havde spillet ham lidt puds, og at han in fact var alene. Denne ide blev dog hurtigt mælet til jorden som en ung kvinde trådte frem fra sit skjul bag døren. Der gik nogle lange sekunder hvor Theo blot betragtede sin datter i komplet vantro. Havde hun virkelig været så dum at opsøge ham. Han var næsten skuffet over hendes dumdristighed. Ikke fordi han ville gøre hende noget ondt, men det vidste hun jo ikke.
Før han nåede at åbne munden og sige noget, fyrerede hun en bombardio imod ham. Han afværgede den med et kast med tryllestaven. Hun var blevet stærkere. ”Piper, havde jeg vidst vi skulle holde genforening i dag, havde jeg da klædt mig lidt pænere på til lejligheden.” Sagde han i en dreven tone og lod de brune øjne vandre lidt. ”Du er da vel ikke så dum at være dukket op alene?” Han kunne ikke høre andre, og med familiens passion for at håndterer problemerne selv, var han ret sikker på at hun ikke havde backup med. Han sænkede ikke staven eftersom han var temmelig sikker på at den unge heks kunne finde på hvad som helst. Han tog et par skridt frem mod hende, roligt og måske en smule faretruende. Han havde ikke brug for at hun skulle blande sig i hans fortagende lige nu, han kendte hende godt nok til at vide at hun ikke ville lytte til ham, han blev nødt til at klare alt dette her med Rebecca, så hende ud af fare og så kunne de altid snakke om at genopbygge det komplet destruerede far og datter -forhold. ”Du skulle ikke være kommet.” Påpegede han så. Rebecca kunne meget vel have stedet under opsyn, han frygtede ikke for sig selv, men for Piper, og lige nu havde han bare brug for at få hende ud herfra. Desuden kunne hun jo umuligt komme til at hade ham mere end hun allerede gjorde.

[Piper June Maganiello]

Efter alle de år, var det som om Pipers hjerne ikke rigtigt kunne registrere at det faktisk var Theodore Jarvis. Han så anderledes ud, men lignede samtidig sig selv. Staven føltes som om den gled ud af hendes svedige håndflade, så hun knyttede hånden så stramt om den, at hele hånden pulserede i desperation efter blod. Hun stirrede vantro på ham og trak vejret hurtigt og overfladisk i en blanding af frygt og hævntørst. "Det ville være spild af tid alligevel," svarede hun tørt. Bedemanden skulle nok sørge for hans beklædning når hun var færdig med ham. De faldefærdige vægge og stumper af gamle møbler, fløj i luften da væggen bag ham sprang i luften og efterlod et stort hul.
Hun holdt staven hævet. Theodore virkede truende. Hun bakkede automatisk længere væk svarende til det samme antal skridt han tog tættere på. Uden brug af ord, kastede hun en expelliarmus håb om at kunne afværge ham. Hun ville ikke svare på om hun var dukket op alene, hun vidste bedre end at afsløre for meget.. Desuden var det som om ordene blev tvunget ned i halsen på hende, og ikke formåede at komme op. "Tro mig.. far.. lige nu er der ikke noget sted jeg hellere ville være," hendes stemme var fuld af vrede og afsky. Hun tog denne gang et langt skridt tættere på ham. hævede staven. "Sectumsempra!" råbte hun med en stemme fuld af kraft. Lige nu var hun fuldstændig ligeglad med hvilke besværgelser hun kastede og hvor meget skade de ville gøre, så lang tid han led. Piper havde ellers aldrig set sig selv som synderlig sadistisk, men hun var drevet af idéen om at se ham på sine knæ. Så snart besværgelsen var kastete, kastede hun den igen efterfulgt af en lang række af alle besværgelser der lige poppede op i hovedet på hende i et forsøg på at presse ham. For hver hun kastede vovede hun sig tættere på ham. Der var ingen tvivl om at hun ikke ville give op før hun blev tvunget ud i det. "Du aner ikke hvor længe jeg har ventet på det her," hendes stemme virkede dirrende men alligevel kontrolleret, mens hun talte ind mellem gnist og klagende lyde fra staven hver gang hun afgav en besværgelse.

[Theodore Maganiello]

Han sukkede let og tippede hovedet en smule på skrå. Han var allerede mentalt igang med at planlægge sin flugt. Hun var nok ikke ligefrem interesseret i at sludre og han var ikke interesseret i at skade hende, eller blive skadet af hende. "Du har ret, jeg har alligevel ikke tænkt mig at blive så længe." Informerede han og slog let ud med den frie hånd.
Han nåede knap af undvige hendes første besværgelse, væggen bag ham eksploderede i et drøn som sendte murbrokker, afbrændt tapet og møbelstumper imod ham. Han holdt sin stav op som beskyttelse, men blev alligevel ramt af nogle stumper der brød gennem hans skjold.
Hun var unægteligt blevet stærkere og det skræmte ham lidt eftersom han jo selv var blevet svagere efter kampen med Rebecca. Det kunne godt blive et problem da Piper havde mord i blikket.
Den følgende besværgelse fik han hurtig afværget. Han blev nødt til at få hende til at stoppe hende i at kaste løs med besværgelserne, han blev nødt til at komme væk.
Theodore mærkede smerten skyde op gennem den højre arm som hendes forbandelse ramte ham. Han gispede i smerte. Åh hvor ville Kimberly dog elske at skulle lappe ham sammen igen, især efter hun havde understreget på alle tænktelige måder at han ikke skulle gå tilbage hertil.
Han måtte skiftes med at undvige og afvige den kaskade af besværgelser der haglede ned over ham. Nogen fik han afværget andre var han mindre heldig med, men én ting blev klart, han måtte sætte hende ud af spil ellers ville hun ende med at vinde, og han var ikke helt sikker på at det ville være noget som han kunne slippe levende fra. Det nyttede ikke at snakke, han var sikker på at hun ikke ville lytte, hun var forblændet af det had der havde bygget sig op i hende gennem alle de år. "Det lyder ikke særlig sundt." Bemærkede han tørt som han undvig endnu en besværgelse fra hendes stav.
Som en sidste løsning gjorde han nu et modudfald. Ikke noget der som sådan ville skade hende, men en expelliamus der forhåbentlig ville sende hende på røven længe nok til at han kunne komme væk.

[Piper June Maganiello]

Dette øjeblik var kulminationen på års had og frustration. Piper kunne mærke hver eneste celle i sin krop, hun mærkede hvordan hjertet ved hjælp af adrenalin pumpede dem rundt med tredobbelt hastighed, så hun følte sig stærkere, og mere fokuseret. Den eneste tanke hun havde i tankerne, var at Theodore ikke måtte slippe ud herfra. Hvis han slap fra hende igen, kunne hun begynde forfra. Det her var hendes eneste mulighed for at få et liv igen, så hun lod forbandelser og besværgelser hagle ned over ham uden stop, og hver gang en bare snittede ham, hver gang hun vidste at han mærkede et lille jag af smerte, så følte hun en underlig form for tilfredsstillelse.
Det værste var at der var så mange ting hun gerne ville sige til ham, men nu stod hun der og hun sagde intet, for hendes eneste fokus var at skade ham. Besværgelserne fik trukket ham lidt tilbage, så hun gik længere frem for at presse ham. Det undrede hende lidt at han ikke ydede større modstand end han gjorde. Desværre havde hun nok gjort den tanke lidt for hurtigt. Ikke nok med at hans besværgelse fik staven til at flyve ud af hendes hånd, men trykbølgen fra den, var så stor at det skrøbelige byggeri endelig gav efter for den massive tortur den havde været udsat for. Piper nåede kun at se lidt forvirret op, tids nok til at se taget falde sammen. En sofa fra lejligheden ovenover denne, faldt ned foran hende, hun trådte et skridt tilbage, men i samme øjeblik fra en afreven bjælke ned, den spids borede sig gennem hendes bryst, det gik bare så hurtigt så hun ikke bemærkede det før hun lå på gulvet og ikke kunne rejse sig. Hun havde en underlig følelse i kroppen. Det burde gøre ondt, men det gjorde det ikke, hun gik ud fra at det var adrenlinet der beskyttede hende. Hendes krop rystede. Hun forsøgte at se bag bjælken for at få øje på Theodore igen, men hun kunne ikke se ham. Hendes blik faldt ned over hende selv. Det var først nu hun egentlig bemærkede træet der var boret ind i hendes krop. Der var intet blod, bjælken fungerede nok lidt som en prop, der forhindrede det. Var hun bange? Nej egentlig ikke, mere vred over at Theodore slap væk igen.

[Benyamin Hale]

Benyamin ville nok ikke komme til at gå ned gennem historien som værende verdens bedste onkel. I alt for mange år havde han holdt sig komplet ude af den krig er foregik imellem hans familiemedlemmer. Han havde lovet sig selv at han aldrig ville blande sig i det. Jonathan var hans bror, men det var Theodore også. Dog havde mordet på Jonathan nok ændret dét syn en smule. Det blandet med besøget fra Piper der virkelig havde formået at prikke til den dårlige samvittighed han ellers havde været så fantastisk dygtigt til at ignorerer gennem tiden.
Men ikke længere. Han blev nødt til at trække hovedet ud af sandet denne gang hvis han skulle undgå at have Pipes død på sin samvittighed ved siden af Jonathans.
Dette var den primære grund til at den ældre magiker var fulgt efter niecen til aften. Han vidste hun var på sporet af noget, desværre havde han fået nys om det en smule for sent. Da han dukkede op via transferering havnede han i hvad der lignede et bombekrater.
Bygningen lod til at være styrtet sammen. Med hamrende hjerte vendte han sig rundt og fik øje på Piper ligge lidt fra hvor han stod, gennem brystet stak spidsen af et stykke træ ud. ”Piper!” Udbrød han chokeret og ville tage et skridt frem mod hende, men blev så klar over den anden tilstedeværende i rummet.
Dér, kun få meter fra dem stod Theodore med hævet stav rettet mod den unge heks. Som resten af familien havde Benyamin ikke altid helt let ved at kontrollerer sit temperament. En familiesvaghed kunne man vel kalde det. ”Dig!” Udbrød han og rettede staven imod sin ældre bror. Frygten var væk og erstattet med had og raseri. ”Du vil komme til at bøde for det her Theodore!” Rasede han og svingede sin stav i en stor bue. Murbrokker, træstumper og glasskår hævede sig fra jorden og svævede i en let cirkel omkring Benyamin før han sendte det hele mod manden foran ham som projektiler. Lige nu var han forblændet af raseriet, han var ligeglad med konsekvenserne, han ønskede Theodore død.

[Theodore Maganiello]

Det næste skete så hurtigt at ikke engang den magtfulde magiker nåede at reagerer. Trykbølgen fra besværgelsen sendte hans datters tryllestav ud af hånden på hende, men i samme sekund lød en faretruende knækkende lyd. Theodore nåede kun lige at se op som loftet gav efter og faldt sammen ned i rummet de stod i.
Det lykkedes ham at kaste sig til side skønt han stadigvæk blev ramt af nogle småstumper var det intet han ikke kunne klare. Støvet deridmod tog hans udsyn i et par lang sekunder og han knækkede sammen i en hidsig hosten for et øjeblik.
Som han atter rettede sig op, fik han øje på det hans besværgelse havde været årsag til. Hans datter lå på gulvet lidt derfra med en træpæl igennem sig. Han gispede og trådte frem mod hende med hævet stav. Hans intention havde været at få hende fri. At heale hende så godt som han nu formåede og tilkalde hjælp, men før han kunne nå selv det første punkt på den liste, lød der et smæld og Benyamin dukkede op.
Selvfølgelig så situationen skidt ud fra hans synsvinkel, brødrenes blikke mødtes kortvarrigt efter Beynamin gjorde samme opdagelse som hans selv havde gjort et par sekunder før -Pipers skade. Allerede dér kunne Theodore god se at Benyamin ikke havde tænkt sig at lade ham slippe afsted med en tur i Azkaban. Han havde det samme dystre blik som Theodore kendte når han så sig selv i spejlet eller som han havde set hos Piper i kampens hede.
”Gør nu ikke noget du vil komme til at fortryde..” advarede han. Havde han været ved al sin magt ville han have kunne give lillebroderen kamp til stregen, sandsynligvis også vinde, men det var han ikke. Han langt fra så stærk som han normalt var, men det vidste de andre to heldigvis ikke.
Selvfølgelig valgte Benyamin at kæmpe imod. Theodore forsøgte at afværge de flyvende genstande, men Benyamin var ham langt overlegen og flere stykker brød gennem det beskyttende skjold han forsøgte at opretholde. Han mærkede splinter af jern, glas og træ borer sig ind i hans arme og ben, nogle enkelte i maven, men heldigvis afblødede hans skjold en smule så han ikke blev ramt af den fulde kraft. Det gjorde dog ikke mindre ondt af den grund.
Han råbte i smerte og ved første givende lejlighed brugte han chancen til at transfererer sig væk fra huset.
Han måtte stole på at Benyamin ville redde Piper. Nu havde han selv et par nye så at tage sig af, hvilket Kimberly nok ville elske som han endnu engang dumpede såret ned i hendes stue.

// out.

[Piper June Maganiello]

Verden havde ændret sig på et ret kort øjeblik. Rummet havde ændret sig fra at være hele lejligheden, til kun at være loftet - og hende. Hun havde egentlig ikke ondt. Til gengæld begyndte hun at føle sig svimmel og hendes syn var lidt sløret. Da hun hørte Benyamins stemme i det fjerne, var hun overbevist om at det bare var i hendes tanker. Hun ønskede at hun ville blive reddet. Tanken kom bag på hende. Hun havde troet at det her oprigtigt ville være en lettelse, men nu hvor hun og mærkede livet sive ud med blodet, så følte hun sig.. bange.
Høje brag og gnister føj om hendes ører. På et tidspunkt fik hun øje på en sløret skikkelse der kastede besværgelser der var langt stærkere end dem hun selv havde kastet. Hun kunne ikke se om det var hendes onkel, men hans stemme blev ved med at hænge i hendes hoved. Hun forsøgte at tvinge luft ned i lungerne, så hun kunne blive ved med at trække vejret, selvom det var hårdt. Hvor lang tid kampen stod på, fornemmede hun ikke rigtigt. Det føltes som lang tid, men varede formentlig kun få vigtige minutter. Hvad der dog stod skarpt, var Theodores skrig i smerte. Midt i hendes eget kaos, bredte et tilfredst smil sig på hendes læber. Hun kom til at le, selvom det var hæst og gjorde ondt. Hvis det var det sidste hun hørte, så var det ikke det værste. Derefter var det som om roen faldt.
Stilheden hviskede hendes smil væk. Hun stønnede. En tårer gled ned fra hendes øje. "B-Benya-m-min?" fremstammede hun spørgende. Det var det eneste der gav mening i forhold til stemmen. Til gengæld havde han sagt at han intet ville have noget med hendes kamp at gøre, så hun forstod ikke hvad han gjorde her. Hun forsøgte at løfte hovedet for at se ham, men hun havde ikke kræfter til at løfte det så meget som én millimeter. Hendes hud var allerede blevet bleg, kold og klamsvedende. Hun kunne mærke sit hjerte slå hurtigt. "Hj-hjælp," hendes stemme var gået fra hård til bedende og bange. Hun ville ikke dø. Ikke nu - ikke sådan.

[Benyamin Hale]

Benyamin fnøs over Theodores ord. Det var som om at han slet ikke selv var klar over hvor rasende han havde været på broderen før nu hvor de stod overfor hinanden. Som om det blotte syn af Theodore, mindede Benyamin om al den smerte manden havde pådraget andre. Folk skulle hævnes, han kunne ikke selv stå med hovedet i sandet længere! "Min eneste fortrydelse vil være at lade dig slippe herfra i live!" Hvæsede han som splinterne susede mærkværdig let gennem Theodores beskyttende skjold. Benyamin stoppede dog ikke op for at tænke videre over det, da han havde en misson, men før han vidste af det, var kampen overstået. Theodore var flygtet og endda uden at gøre nogen former for modstand. Dette lignede da ikke den ældre bror. Benyamin lod staven falde en smule, dog ikke helt i tilfælde af det var en trick og han lige om lidt dukkede op på ny. Men ingenting skete. Det var komplet stille, næsten larmende stille.
Dette blev dog brudt som Piper kaldte hans navn, uden videre betænkning løb han til hendes side og så ned på hende. Det så ikke godt ud. "Jeg er her," Svarede han i en så rolig tone som han nu kunne mestre. Den ældre mand faldt på knæ foran hende, ligeglad med at det lyse jakkesæt blev komplet ødelagt i skidt og små skarpe genstande. Han hævede sin stav over hende for at heale hende så godt som han nu var i stand til, han var godt nok ikke healer, men han havde da en hvis ekspertise i at heale. Dette ville dog ikke afholde hende fra at skulle se en rigtig healer -og hurtigt, han kunne kun formilde de skader han kunne se, der skulle mere til at redde de brækkede knogler og det ødelagte indre. "Du må ikke bevæge dig!" Sagde han i en bestemt tone og hævede sin stav på ny, ud af spidsen kom et stærkt lys hvorfra en stor tiger udsprang. Benyamin sendte den omgående afsted efter hjælp og så derefter ned på sin niece igen. "Hvor gør det ondt?" Spurgte han herefter for at forsøge at danne sig selv et overblik over situationen.

[Piper June Maganiello]

Selvom Piper havde svor at hun kunne høre sin onkels stemme, så troede hun ikke rigtigt på det, før hans tilslørede skikkelse kom inden for hendes synsfelt. Hun så op på ham, med sammenknebende øjne, i et forsøg på at få ham til at fremstå mere tydeligt. Hun havde lyst til at gribe ud efter ham for at finde en eller anden form for tryghed, men noget forhindrede hende i at gøre det. Dels virkede det direkte uoverskueligt at skulle hæve sin hånd, men hun havde heller ikke lyst til at vise større sårbarhed. "F-fik du ham?" spurgte hun håbefuldt. Det virkede lidt ligegyldigt, men det var alligevel det første der faldt hende ind at spørge om. Hun kendte den her leg, og vidste at hun skulle finde en måde at holde sig vågen på. Varmen fra spidsen af hans stav der midlertidigt standsede blødningen, fik hende til at sitre behageligt. "T-tak for a-at pointe-ere det åb-åbenlyse Mr. D-D-Dumble-dore," mumlede hun med sin vanlige ironi. Hvor skulle hun helt præcis bevæge sig hen? Hun var spiddet af en træpæl som en eller anden vampyr.
Hendes krop var begyndt at skælve, og hendes øjne gled ved flere lejligheder lidt i. Stadig registrerede hun knap hvad der skete omkring dem. "Det g-gør det ik-i-ikke. O-ondt alstå," fremstammede hun, uden helt at vide om det var en god eller skidt ting. Nok mest det sidste, noget tydede på at hendes krop var shockeret. For en gangs skyld havde Piper ingen kontrol over sin egen krop.. eller sind. En tårer strøg ubemærket ned af hendes kind, efterfulgt af en ny. Det lykkedes hende at føle sig frem over gulvet,t il hun nåede kanten af hans jakke, som hun greb fast i bare for at have et holdepunkt. "D-det lader t-til at d-d-du fik r-ret. F-fang h-ham. Lov mig d-det," bad hun. En klump havde samlet sig i hendes hals. Benyamin havde forsøgt at advarer hende om at det her ville ske. Det var ikke så sjovt længere, og tanken om døden virkede heller ikke befriende mere, men hun var bange for at den var uundgåelig. Tankerne drev hende til træthedens rand. Hun slap hans jakke og lod øjnene glide lidt i. Hun kunne snart ikke holde sig vågen mere.

[Benyamin Hale]

Benyamin vidste at han ikke kunne gøre meget andet end at holde hende vågen nu, frem til healerne og aurorne dukkede op. Det kunne kun dreje som om nogle ganske få minutter.
Spørgsmålet gav ham næsten lyst til at himle med øjnene, hvor var det dog typisk hende at hun lå her, nærmest mere død end levende og det hun bekymrede sig mest om, var om hvorvidt Theodore slap væk eller ej.
"Nej, så du kan godt kæmpe videre, du har stadigvæk en mission der skal genneføres." Hvis noget kunne holde hende vågen måtte det da næsten være tanken om at Theodore stadigvæk var på fri fod. Han ville gerne smile over hendes tørre kommentar, men han kunne ikke fremtvinge et smil lige nu om så han prøvede. Det så bare ikke særlig godt ud. Hans skjorte og jakkesæt var blevet blodig af at sidde ved hende. "Piper, du skal ikke lukke øjnene," sagde han i samme bestemte tonefald som før, skønt det nok ikke ville gøre en forskel, hun lyttede alligevel aldrig til hvad han sagde.
Idet hendes hånd greb ud efter hans jakke greb han i stedte ned og tog hånden mellem sine egne. "Nej, det vil jeg ikke love dig, det har jeg allerede sagt, hvis du vil sørge for at han bliver fanget må du holde dig vågen, okay? Vi kan fange ham sammen." Uden selv at have bemærket det var han begyndt at stryge hende over håret. "Du vover på at give op nu, høre du!" Han kunne mærke sin egen vejrtrækning blive overfladisk som panikken begyndte at sætte let ind. Hvor fanden blev hjælpen af?!

[Piper June Maganiello]

Om noget vidste Benyamin hvordan han skulle presse hende til at holde ild i pejsen lidt endnu. Selv bag den trætte maske, listede et lille smil sig hen over hendes læber. Det var ikke ligeså koldt og intetsigende som det plejede at være, for hun kunne ikke opretholde den ellers ret hårde facade. Hun sagde ikke noget, men hendes øjne sank i, nok til det det helt gibbede i hende, ved hans pludselig hårde tone. Det havde den ønskede effekt. Hun slog øjnene op på ham og studerede hans ansigt. Man skulle lede længe efter familiærer tegn. "D-det kan du s-sagtens s-sige." hendes stemme var ikke andet end en hvisken nu.
Hendes iskolde hånd blev fanget mellem hans varme fingre. Det begyndte at prikke i underhuden, hvilket under andre omstændigheder nok havde været irriterende, men lige nu gav det hende en følelse af fuldkommen ro. "S-så alt jeg s-skulle gøre for a-at over-t-tale dig, var a-at næsten d-dø. Hvorfor s-sagde du ikke bare det?" spurgte hun og fremtvang noget der mindede om et smil, men hendes ansigtsmuskler var for slappe til at det blev helhjertet. Hans berøringer og hans stemme, gjorde hende træt men rolig nok til at sænke pulsen, hvilket var ret godt for hendes skader. "D-du kender m-mig," han burde vide at hun aldrig ville give op - og dog. Måske det ville være let. Hendes hud gik fra at være bleg til grå på et øjeblik, og gnisten i hendes blik forsvandt. Hendes vejrtrækning ændrede sig, og blev overfladisk nærmest hiksetrende. I det samme strøg støvede skyer frem og afslørede en gruppe aurorer efterfulgt af et par healere. Piper bemærkede intet af dette, hendes hjerte var stoppet og hun havde tabt bevidstheden..

//Out