That's a problem for future us

[Ezekiel Amardeus]

Abraham Maximorff / @cas

Zekes hus

Omkring kl 12, middag

Start Juni - 2056

---

Zeke kiggede imod Caspian som legede på gulvet. Han havde forsøgt at forklare ham at han skulle hjem til Abraham og hans familie og være på ubestemt tid. Drengen lod nu ikke til at tage synderligt på vej, han havde mere eller mindre boet derhjemme i de sidste måneder anyway. Nu var det dog slået fast at han skulle flytte officielt derhjem. 
Planen var at Zeke stadigvæk skulle have kontakt til ham og at han skulle have ham hjem engang imellem sådan at de stadigvæk fastholdt kontakten. Dette passede ham fint eftersom han godt var klar over at han nok havde forsømt den lille dreng en smule. Det var ikke fordi Zeke slet ikke gad ham, men alting var simpelthen vokset ham over hovedet. Han kendte Abrahams kone fra Caspians vuggestue og det hele var egentlig startet med at hun havde set hvor svært Zeke havde det og havde tilbudt sin hjælp med Caspian. Dette var blevet til mere og mere og Zeke havde været derhjemme og mødt familien nogle gange sammen med Caspian. De var gode folk og han var helt tryg ved at overlade sønnen i deres varetægt. Han var dog lidt bekymret for hvordan Ashleen ville reagerer, men det var efterhånden længe siden de havde snakket sammen. Hun skulle selvfølgelig også være velkommen til at se sønnen, efter aftale med plejefamilien. 
Som det bankede på gik Zeke ud og åbnede. Huset var nok ikke det letteste at komme frem til som muggler, han var ikke helt sikker på hvor mange af familiemedlemmerne der ville komme.

[Abraham Maximorff]

Det havde været noget af en udfordring for Abraham og Célestine, at finde huset, men det var da lykkedes til sidst. Ingen af dem var magikere, men de havde en søn som var, så det magiske samfund var ikke fremmede for dem. Deres hjem havde altid haft dørene åbne, for deres venner og familie og det var ikke første gang, de valgte at adoptere et barn, på trods af at de selv havde 8 biologiske fælles børn. Den eneste som Abraham virkelig følte, han havde svigtet, var Tatianna Mary Maximorff fordi hun havde været ude i sit misbrug. Dog vidste han også godt, at han ikke havde kunne gøre noget, for at redde hende, før hun selv havde været klar til det. Alt var heldigvis godt på den front nu.
På trods af, at Abraham godt kunne se en smule farlig ud, med de store muskler, som gjorde han fyldte godt i landskabet - både den ene og den anden vej, så havde han et hjerte af guld og han var en rigtigt familiefar. Det havde været ret omstændigt for dem, at komme til Zekes hus, men de havde kunne tage bilen langt det meste af vejen og parkeret, hvor der havde været en skovsti, som de kunne følge til huset. De var nærmest ikke i tvivl om, at de var nået til det rette hus, eftersom der ikke var andre i miles omkreds. Abraham bankede roligt på døren. Han havde også mødt Zeke en del gange efterhånden og så intet ondt i manden eller en dårlig far. Han så en mand som havde kæmpet så længe og nu havde brug for hjælp. Det flot og stor ting, at indrømme, hvilket Abraham tog hatten af for. Som døren blev åbnet, smilede Abraham venligt til Zeke. "Godformiddag Zeke," hilste han venligt og rakte hånden mod ham. Célestine var dog mere udadvendt end Abraham selv, hvilket resulterede i, at hans kone omfavnede Zeke i et kram, "Hvordan har du det?" spurgte Célestine i sin blide stemme og smilede imødekommende til ham, før de trådte længere ind i huset og tog skoene af. "Heej Caspian, store dreng," hilste Célestine på den lille dreng, før hun satte sig ned i hug ved siden af drengen, som sad og legede. Abraham kunne næsten gætte sig til, at det så ville være ham, der skulle tage sig af de praktiske papirer. "Hej Kaptajn," hilste han på den lille dreng og vinkede til ham med et smil, som fik de brune øjne til at lyse op.
Han fandt nogle papirer frem, "Vi skal lige have noget af al det praktiske på plads, kan vi sidde et sted?" spurgte han roligt Zeke. Dette var selvfølgelig, så der ikke ville opstå nogle misforståelser og så Zeke ikke skulle føle, at de kom og tvang hans barn væk fra ham. Der stod blandt andet ting så som, at Zeke stadig ville have ret til, at se sin søn og hvis der skulle traffes vigtige helbreds beslutninger, så ville Zeke også have noget at skulle sige. Og alt sådanne noget. Han rakte Zeke papirerne, så han kunne læse dem igennem, før han underskrev dem.

[Deleted]

Caspian så op som det bankede på døren. Han forsatte dog sin meget intense leg med at slå brikker ned i en firkantet kasse. Først da døren blev åbnet og to velkendte ansigter kom til syne lod han til at ændre sit fokus. Han smilede stort imod de to. "Heiii" udbrød han med savlen hængene ned om hagen. Han rejste sig ikke men holdt i stedet en af klodserne frem mod Célestine som for at vise denne bemærkelsesværdige genstand.
I et grin gav han sig atter til at hamre den utrætteligt imod boxen. Skønt hans far måske ikke altid havde så meget tid, så var det ikke fordi den lille dreng selv følte at han manglede noget. Han fik kærlighed og omsorg og når ikke hans far havde overskud til at give det til ham, så havde Abraham og Célestine.
Han var aldrig ked af det når han skulle hjem til dem, og han havde været der en del på det sidste, men det gjorde ham ikke noget. Han savnede ikke rigtigt sin far når han ikke var hjemme, men omvendt savnede han heller ikke rigtigt plejefamilien der nu snart ville være hans adoptivforældre. Han var bare alt i alt ret glad og nem. Hans forhold til Syrena var også ret godt, skønt hun viste størst interesse i ham når der ikke var andre hjemme, det bed han dog ikke så meget mærke i. "Se," sagde han med sit sparsomme sprog og holdt igen klodsen frem mod kvinden uden at tage notes af de andre ting der foregik omkring ham.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke lukkede de to ind og smilede venligt til dem. Det var en ret stor dag, men han var egentlig ikke så ked af det som han havde frygtet. De havde i fællesskab vendt det hele nogle gange g Zeke var ikke i tvivl om at dette her var det helt rette valg for ham og ikke mindst for Caspian -hvilket var det vigtigste.
Han tog imod krammer fra Célestine, det var ikke uvant for ham på nuværende tidspunkt, skønt han havde fundet det en kende grænse overskridende de første par gange hun havde gjort det. "Velkommen til," bød han dem ind, "jeg håber ikke det var for svært at finde." Han smilede på ny. Zeke var ikke typen der let fik venner, men disse to havde været så varme og imødekommende at det havde været svært at undgå et venskab bygge sig op. "Jeg har det faktisk okay." Indrømmede han efter kort betænkningstid.
Selvfølgelig ville det være mærkeligt ikke at have Caspian så meget hjemme, men på den anden side kunne han jo altid få ham hjem hvis han savnede ham, på dennem måde behøvede han ikke ikke at have dårlig savittighed over det manglende overskud til leg og bleskift som han havde haft det sidste års tid.
Han smilede varmt som Caspian lyste op ved synet af de to hvorefter han gav sig til at fremvise sit legetøj. Han rettede blikket imod Abraham. Lige nu stod de i den aflange gang. Selve stuen og køkken befandt sig ovenpå, hvilket gjorde huset ret unikt i Zekes øjne. Gangen slog et knæk til højre næsten lige når man var kommet indenfor. Nedad her var der åbent og med vinduesparti på næsten hele den højre væg imens den venstre væg havde en dør til bryggers, trappe til ovenpå, dør til kontor, dør til toilet og dør til et lille gæsteværelse. Han nikkede til Abrahams forslag om at få ordnet papiterne. "Ja, lad os gå ovenpå, jeg har stillet lidt kaffe frem." Forklarede han venligt. Han ledte dem op af trappen til overettagen hvor sofabordet rigtigt nok var blevet linet op med kopper og en dampende kaffekande. Der stod også et par småkager.

[Abraham Maximorff]

Abraham nikkede let, "Tak. Aarh, det var ikke lige det nemmeste, men vi er her da," svarede han med et let grin og smilede til Zeke. Han fandt nu Zeke som en god mand og Abraham håbede, at de ville kunne bygge videre på det venskab, som så småt var begyndt at bygge sig op. Han smilede lidt, da Célestine krammede Zeke, han var ikke den jaloux type og slet ikke, når det kom til kram og han kendte sin kone godt nok til, at vide, hun ikke lagde andet noget i krammet, end ren venskab og omsorg for et andet menneske. Célestine slap Zeke igen og sendte ham et stort smil, "Det er jeg glad for, at høre," sagde hun varmt, før hun gik hen og satte sig ved Caspian, for at hygge lidt om den lille dreng, der så fint sad og legede med sit legetøj, så kunne de to mænd ordne alt det praktiske i mens.
Abraham nikkede til Zekes ord og fulgte med oven på. Huset var ret sjovt bygget. "Det lyder dejligt," svarede han og sendte Zeke et venligt smil. Som de kom frem til stuen, med det opdækket bord, tog Abraham plads i sofaen og rakte Zeke papirerne, "Hvis der er noget du vil have ændret eller tilføjet, så siger du bare til. Du kan selvfølgelig komme og besøge Caspian ligeså ofte du vil, eller hente ham og aflevere ham igen, når du føler for det. Vi vil selvfølgelig sørger for, at Caspian altid ved, at han har en far og en mor, som ikke er os og vi skal nok holde Tatianna, så langt væk fra ham, som muligt, så hun ikke lærer ham for mange unoder," det sidste blev sagt med et lidt morende smil på læberne, før han blev stille, så Zeke kunne læse papirerne i gennem og forhåbentlig være enig, så han kunne skrive under og de kunne komme videre, da Abraham havde nattevagt, så han ville gerne nå hjem og sove lidt inden. Han tog sig en kop kaffe, i mens han gav Zeke ro.

[Ezekiel Amardeus]

De slog sig ned i sofagruppen og Zeke gennemgik hurtigt papirerne. Det hele lod til at se fornuftigt ud. Det var en underlig følelse at ”give sit barn væk”, men det var på den anden side også vigtigt for ham at få gjort. Han kunne ikke tilbyde Caspian alt det han fortjente i livet, men det vidste han at familien Maximorff kunne.
Han smilede til kommentaren med Tatianna. Hun virkede nu ellers som en rigtig sød pige, hun hvade bare krudt i røven -for at sige det mildt. Han havde mødte hende nogle gange efterhånden ligeså vel som de fleste andre søskende i den store flok.
”Jeg er slet ikke i tvivl om at han nok skal få det rigtig godt.” Sage han i en rolig stemme, ”Og jeg synes det lyder fornuftigt med at jeg kan komme og se ham eller have ham på weekender og ferier hvis det passer ind.” Sagde han som blikket lide gled ned over kontrakten en ekstra gang.

Inden længe havde de da også snakket tingene lidt mere igennem, kopperne var blevet tømt og småkagerne spist. Zeke samlede Caspian op og gav ham et knus inden han rakte sønnen frem mod Célestine.
Han forsvandt kortvarrigt op af trappen til 2. sal hvor værelserne befandt sig, hvorefter han kom tilbage med en kuffert. ”Heri er det meste af hans tøj og hans ynglingslegetøj.” forklarede han og rakte den til Abraham. ”Jeg har kastet en besværgelse over den så der er mere i en der ser ud til, dog vejer den alligevel ingenting.” Han vidste af familien var bekendt med magi, ellers havde han heller aldrig gået med til dette her. Caspian skulle kunne være sig selv omkring dem, og det vidste han at den lille dreng kunne. Zeke sagde pænt farvel til både Abraham og hans kone, før han så dem forlade huset. Skønt det var en underlig følelse var det også en lettelse at vide at Caspian ville få et langt mere stabilt liv nu.

// out

[Deleted]

Caspian tøvede ikke med at slå armene om sin far og give ham et knus som han blev taget op. Han brokkede sig heller ikke over at blive videregivet til Célestine. Han var glad for at være ved familien, og han havde ikke den store tidsfornemmelse, han var vandt til at være ved dem flere dage af gangen, nogengange endda halvanden uge, så dette var ikke noget nyt for den lille dreng.
Han vinkede også meget optimistisk til Zeke som de forlod huset og gik tilbage imod bilen ned af den lille skovsti.

// out