Coffee, tea, what do you want?

[Jacob Todd]

Tiltænkt: @abigail

Tid/sted: Kl 12:15 lørdag D 15.06.2056 Et sted i Londons gader ved en cafe

Vejr: Højt solksin 26 grader

Påklædning

Sommeren havde virkelig fået fat, det havde været varmt det sidste lange stykke tid, og det kunne virkelig godt trænge til at komme lidt regn. Ude foran en cafe stod Jacob i sit hvide outfit og med solbriller på. Det var en måneds tid siden at han havde været på Skt. Mungos efter sit uheld med en hippogrif. Han kunne tydeligt huske hvad der var sket nu, men han skammede sig sådan over det. Stella Todd havde stadig ikke fået noget af vide, og han håbede da heller ikke at det ville ske. Dog vidste han at Stella nok skulle få det af vide før eller senere.

Efter at være blevet udskrevet havde han gået og været lidt nervøs for at sende en ugle til Abigail. Dog efter en uges tid havde han fået taget sig sammen og skrevet til hende for at invitere hende ud. Heldigvis havde hun sagt ja, og de havde i fællesskab fundet en dag de kunne begge to. Selvom Jacob var tilbage på skolebænken var han stadig glad for det han var i gang med. En lille skade skulle ikke forhindre ham i at blive det han gerne ville. Hans sår på armen og på brystet var så småt ved at forsvinde. Han ville få sig nogle ar, men det var der ikke noget at gøre ved. Han havde været for dum at nærme sig nogle små hippogrif unger for at studere dem.

Nervøst stod Jacob og kiggede lidt efter Abigail, bare hun ville dukke op, og bare hun kunne finde det. Han rettede solbrillerne op på panden og stirrede fortsat ned ad gaden i begge retninger.

[Deleted]

outfit

Abigail havde egentlig lidt opgivet at høre fra Jacob. Der var gået tid fra han var blevet udskrevet og så alligevel var der en morgen dukket en ugle op med brev. Hun havde smilet ved det, skønt hun også havde følt et stik over hvad hendes forældre ville sige, hvis de vidste, hvad hun havde gang i. De ville absolut ikke Brillere det hun havde gag i også selvom det bare var en uskyldig date, men hun ville så gerne se Jacob igen og det var jo bare en kop kaffe. Det var da ganske uskyldigt. 

Alligevel stod hun og gjorde lidt ekstra ud af sig foran spejlet og sørgede for at håret blev sat pænt op i en knude i nakken. Der blev lagt en let sommerlig makeup, der passede til den fine lyse hud og efter et sidste kig i spejlet smuttede hun ud af døren og afsted. Hun var i god tid, da hun var en punktlig pige og altid havde lært at man skulle komme til tiden. Utrolig nok fik hun øje på Jacob allerede et stykke fra det aftalte sted, hvilket fik hende til at smile og sætte farten en smule op. "Goddag Hr. Todd, jeg mener Jacob. Dejligt at se Dem igen." Helt naturligt slog hun over i det mere fine sprog, for sådan var hun. Typen der viste sig fra sin bedste sider, når hun var ude.

[Jacob Todd]

Endelig dukkede hun op. Han havde været så nervøs for at hun ikke ville dukke op. Det var jo ikke lige frem fordi han havde sendt en besked med det samme. Han kunne mærke hvordan hjertet bankede i brystet på ham. Hold da op hvor var han nervøs.
Da hun nævnte hans efternavn skulle han lige til at sige noget, men hun rettede sig selv og han smilte til hende. "Jeg er virkelig glad for du kom, jeg var så nervøs for at du ikke ville dukke op. Jeg mener det er jo ikke fordi jeg var hurtig med at sende en ugle. Altså jeg håber ikke at du er skuffet. Eller det er du. Selvfølgelig er du skuffet. Det er min fejl det må du undskylde.. Hvad undskylder jeg for jeg mener..." han havde kigget ned i jorden det meste af tiden han havde stået og plapret løs uden en pause. Han tog en dyb indånding. "Jeg mener... Det er godt at se dig igen." han havde lige stået og plapret løs af ren nervøsitet det var ikke lige frem det kønneste han havde gjort her i livet.

[Deleted]

Abigail smilede til Jacob og kunne ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af alt det ævl, der kom fra Jacob. Hun forstod det nu heller ikke rigtig og rynkede derfor panden lidt. "Jacob, slap af. Jeg har glædet mig meget til at skulle drikke kaffe med dig. " Sagde hun roligt, før hun lod sine arme krølle sig om hans ene arm, så de kunne følges ind og bestille. Hun vidste godt det ikke var helt smart det hun havde gang i her, men altså, det var jo bare en kop kaffe. Det var jo ikke meningen at der skulle ske mere end det. "Det er også dejligt at se dig. Hvordan går det med dine sår?" Spurgte hun så bekymret.

[Jacob Todd]

Han tog en dyb indåndning. Slap af, det var det han skulle slappe af. Det kunne han da godt finde ud af kunne han ikke? "Jeg er vidst lidt nervøs" kom det fra ham og smilte lidt fjoget. Han blev noget overrasket da hendes arm gik ind under hans. Han stirrede lidt på dem inden han rettede blikket på hende. Han vendte sig om mod cafen. Langsomt åbnede han døren så hun kunne gå indenfor. "Det går faktisk utroligt godt. I har virkelig gjort et godt stykke arbejde. Der bliver nogle ar, men det er til at leve med. "Dog er jeg ikke helt så god til at lade sårene være. De klør hele tiden så jeg har det med fjerne sårskorperne fordi det klør så meget." han kiggede lidt ned på sin arm som hun holdte og smilte lidt for sig selv. Når man tænkte på hvad der var sket med ham, så var han altså ekstrem heldig alligevel.

[Deleted]

Selvfølgelig var han nervøs, det var han jo nærmest altid. Det fik hende dog kun til at ryste på hovedet af ham. "Jacob, det er bare kaffe. Kaffe mellem venner." En del af hende ønskede det kunne være mere, men hun vidste dog godt, at det ikke var en mulighed, fordi hendes familie aldrig ville godkende en som Jacob. Hvilket var noget fjollet gammeldags noget! Jacob var god nok, han kom bare ikke fra den rette baggrund, hvis man spurgte hendes familie, det var jo latterligt. Men altså hun ville aldrig sige dem imod, dermed kunne de kun være venner.

Hun lyttede til hvad Jacob fortalte og skar straks en grimmasse. "Du må ikke kradse i det, det gør dine ar både større og værre. Næste gang de klør, så smør noget kold aloveracreme på dem. Jeg skal gerne lave den en portion, hvis du har behov for det. " Lød det roligt fra hende. Det var hvert fald dumt at klø i det.

[Jacob Todd]

Kaffe mellem venner, det var da ærgeligt. Han havde faktisk håbet på at det kunne blive til lidt mere. Han havde jo haft et godt øje til hende i tidens løb, han havde bare aldrig haft modet til sig. Hvorfor kunne det ikke blive til mere? Var det ham den var gal med? Kunne hun ikke lide ham på den måde? Selvfølgelig kunne hun ikke det. De havde ikke set hinanden i et stykke tid, og han var jo kendt som odd-Tood på Hogwarts. Hvorfor skulle man kunne lide ham som andet end venner? Han var jo præcis som Newt Scamander i hans unge år. Passede mere på de magiske væsner end rent faktisk at styrke sine venskaber. Det var en skam, men han håbede da at blive lige så stor som Newt havde været. "Venner, ja du har ret." lød det en anelse skuffet fra ham, men han ville helst ikke have afsløret sig selv. Nu skulle han acceptere at det var sådan det var, og det kunne ikke være anderledes. Han måtte bide i det sure æble, præcis som han havde gjort i Hogwarts tiden når han havde set hende gå sammen med andre drenge. Han anede jo ikke engang om hun nogen sinde havde datet dem, men han havde været en anelse jaloux hver gang.

Han lyttede lidt til hendes ord og overvejede at lave sådan en cream, men eliksir havde ikke lige frem været hans stærke side, eller botanik for den sags skyld. Han bed sig lidt i læben. "Jeg ehm... Hmm.. Jeg ville da blive glad hvis du gider at lave sådan en til mig." sagde han forsigtigt og begyndte at klø sig på armen. Dog stoppede han kort tid efter, han måtte jo ikke klø, det havde hun lige sagt.

[Deleted]

Hvad Abigail egentlig havde forventet vidste hun ikke. Jo de var venner og der kunne ikke blive mere imellem dem, men det var jo netop hvad hun ønskede. Hun ville gerne være sammen med Jacob, hvis bare han kom fra en bedre familie, så det ville være muligt. Hun var egentlig ligeglad, men hendes forældre ville aldrig gå med det til, derfor holdt hun også lidt igen for ikke at blive for knust af det. Hun ville ikke kunne bære det. Så var det bedre ikke at lede op til noget i første omgang, selvom han var frygtelig charmerende på sin egen kejtede måde. "Ja venner. Det er nok bedst sådan." Hun lød ikke helt overbevisende, men hvad kunne hun gøre.

Hele tiden hvilede øjnene på ham, mens hun stille rystede på hovedet af ham. Det undrede hende ikke at han pillede i sine sår, han havde altid være nysgerrig så hvorfor ikke også med sår? "Jeg skal nok lave en potion. Skal jeg sende den til dig? elelr har du en adresse jeg kan komme forbi med den?"

[Jacob Todd]

Hun havde nok ret i det hun sagde. Det var nok bedst de var venner, men det stak noget i hans hjerte. Han ville gerne noget mere med Abigail, men det var ikke det punkt hun var på. Det var en skam, måske han skulle fortælle hende hvad han engang havde følt for hende. Det var jo ikke fordi de følelser var blevet glemt. Hun var trods alt den eneste han havde haft skjulte følelser for. Bare hver gang hun havde kigget på ham havde det gjort ham blødende i knæene. Hvorfor havde han aldrig taget et skridt og inviteret hende ud?
Han sank en lille klump og anede slet ikke hvad han skulle sige. Hun havde sagt to gange at det var melem venner, det kunne ikke ændre sig, og her troede han at det var en date, hvordan kunne han være så dum at tro sådan noget?

Han ville for alt i verden gerne se hende igen, og at hun kunne komme hjem til ham, det ville virkelig være skønt. Det ville være rart, det ville være fantastisk! Men så igen, det var jo bare fordi de var venner, der var jo ikke noget i det. Han kløede sig lidt i nakken og bevægede sig hen imod kasseapperatet for at bestille drikkevare. "Du gør hvad du synes er bedst. Det er dig der er sygplejesken." kom det roligt fra ham og vendte sig om for at kigge på hende. "Hvad vil du have at drikke?" spurgte han som han stod i en kø og ventede på at det blev hans tur.

[Deleted]

Somme tider havde Abigail lyst til at tage fat i kragen på Jacob, og så ruske ham, til han lærte at se, hvad der var for næsen af ham. Kunne han da ikke forstå, at hun ønskede ham som mere end bare ven? Kunne han ikke se de signaler hun sendte? Måske var det hende der tog fejl af ham i stedet, men det ville virkelig være underligt. Heldigvis smed han da nu en bold op til hende. “Så er det nok bedst jeg kommer forbi med det.” Hun rømmede sig lidt og så til siden for hans hoved så de ikke havde øjenkontakt. “Og... har du brug for hjælp til at smøre det på? Eller har du styr på det?” Hvis han havde brug for hjælp ville de give anledning til mange møder, som hun kunne tage til uden problem, hvormed hun ellers måtte finde undskyldninger for at ses med ham. Hun smilede til ham da han tog imod bestilling fra hende. “Frugt te tak”

[Jacob Todd]

Usiukkerheden sad i ham. Han var slet ikke sikker på noget som helst lige nu. Hvor end han gerne ville have at de skulle være mere end venner, så gik det bare ikke. Det havde hun selv sagt. Han kiggede lidt ned i gulvet og så op på hende med et smil. "Åh, jamen så siger vi det. Du kommer hjem til mig, og så tager vi den der fra." han kiggede lidt på hende og prøvede at få øjenkontakt med hende, men lige lidt hjalp det. Han kiggede derfor på folkene foran ham og rykkede lidt tættere på. "Jeg ved hvordan man behandler væsner, ikke mennesker. Så det må du nok hellere gøre." kom det fra ham og kiggede flovt ned i gulvet.
Da det endelig blev hans tur smilte han til ekspedienten og bestillte en frugt te og en chai te til ham selv. Der gik noget tid før han fik tingene sat foran sig og han betalte med det samme. "Skal vi sidde udenfor eller indenfor? Du bestemmer" kom det fra ham med de to kopper i hånden.

[Deleted]

Nogen gange havde Abigail svært ved at vurdere om Jacob selv vidste hvad han sagde eller om han bare var heldig? uanset blev hun glad for hans valgt. På den måde kunne hun se ham som en del af sit arbejde og nyde det uden dårlig samvittighed, eller hvert fald mindre dårlig samvittighed. "Godt, så siger vi det. Jeg vil blive nødt til at komme forbi hver anden dag i 14 dage tror jeg og så må vi se hvordan det så går." Hendes øjne flakkede lidt imod hans. Hun måtte se om han smilede, faktisk måtte hun bare se på ham. Når nu han spurgte om hun ville sidde inde eller ude var der kun et rigtigt svar i hendes verden. "indenfor er nok bedst" Det skulle lige passe at @bryan kom forbi og så dem sammen eller hendes far. En eller anden fra familien hvert fald, der kunne finde på at sladre. Det ønskede hun ikke. Nu var hun endelig på Date med Jacob. 
Hun trak vejret dybt og så på ham, Han var virkelig charmerende på sin egen måde, hvis bare han dog var fuldblods, så hun kunne vise ham frem for familien, og samtidig, hvis han så havde valgt ministeriet i stedet, men nej, sådan var han jo slet ikke.

[Jacob Todd]

Jacob anede faktisk ikke altid hvad han sagde, nogle gange slyngede han bare ting ud uden at tænke over det. Faktisk var han glad for at hun frivilligt ville dukke op hjemme hos ham og ligge hænder på hans arm, og brystkasse for den sags skyld. Han var ikke bange for at vise sig frem, det havde han trods alt gjort på Skt. Mungos. Så hvorfor ikke også i hans eget hjem? Han fangede hendes blik og smilte til hende. "Jamen så er det en date... Eller jeg mener en aftale..." damn hvor var han nervøs. Det var netop ikke en date dette her, det var noget helt andet. Det var altså bare en aftale mellem venner, hun havde selv sagt det.
Da hun nævnte at de skulle sidde inde ærgede han sig en smule, det var trods alt varmt udenfor så man kunne nyde det, men så igen indenfor var da sikkert også meget hyggelig. Han bevægede sig over til et ledigt bord og satte kopperne ned inden han trak en stol ud for hende så hun kunne sætte sig. Endnu engang havde han opført sig som en gentleman, det var ikke helt det der var meningen, det var jo bare at hænge ud med en gammel skolekammerat. Han satte sig ned på stolen over for hende og kiggede på hende. "Må jeg være ærlig over for dig?" spurgte han og bed sig lidt i læben. Han kunne mærke hvordan hjertet galoperede der ud af. Kunne han tillade sig at sige hvad han engang havde følt for hende?

[Deleted]

Hvorfor var det absolut lige at Abigail skulle være faldetfor en som Jacob, når hun godt vidste det aldrig ville komme til at ske? Men omvendt kunne man også stille det spørgsmål, der lød: Hvordan kunne man ikke falde for en som Jacob? Han var så kærlig, betænksom venlig og den rette mængde klodset, til at det bare blev charmerende. Hans kommentar om en date fik hende til at smile før hun nikkede. "Ja, det er det vel så." kom det lidt kryptisk fra hende. Det var ikke til at vide om hun mente det var en date eller bare en aftale, men for nu virkede det bedst at lade det stå hen i det uvisse. Så kunne ingen finde ud af han legede med skæbnen. Det var en risiko hun løb, så hun måtte sikre sig bedst muligt.
Hvad han videre sagde forstod hun intet af. "Er De da ikke ærlig nu?" Lød det igen med den meget formelle stemme, simpelthen af chok for hvad han mon mente.

[Jacob Todd]

Han ville elske Athen rendte rundt i hans hjem, bare det i det hele taget at være sammen med hende. Men han vidste ikke hvordan han skulle få tingene sagt. Han var så nervøs at han reagerede som en Niffler der fandt skinnende ting. Nej han kunne ikke ævle om de magiske væsner nu, dette her var en date eller en aftale. Han smilte fortsat til hende pustede lidt ned i koppen og tog en tår af sin chai te. ”Jo selvfølgelig er jeg ærlig, det er bare.... jeg øhh... hmm... jeg...” han bed sig lidt i læben da han ikke var sikker på hvordan han skulle reagere eller hvad han skulle sige så det ikke lød dumt. ”Jeg øøhh... Jeg dummede mig lidt på Hogwarts... Jeg skulle have inviteret dig ud da jeg havde chancen. Sådan rigtigt ud, ud på en date, nu er det selvfølgelig for sent at gøre den slags. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle reagere omkring dig når du kiggede på mig. Det virker lidt dumt, men du har altid gjort mig nervøs” han kiggede ikke op på hende en eneste gang, han sad i stedet og pillede ved servietter der lå under koppen. Han havde virkelig ikke behov for at kigge på hende, det virkede lidt pinligt faktisk. Hvad der føltes som evigheder hos ham kiggede han endelig op på hende og sendte et svagt smil. ”Nu er i kun ude som venner, og det ærgrer mig måske en smule, men jeg kan da se frem til at du stadig behandler mig” han havde måske sagt mere end han skulle.