When It Rains It Pours

[Evanna Brown]

Charles Michael Lavoie
Hjemme hos Evanna.
Juni 2056, omkring klokken 16.
Outfit

---

Evanna havde været tidligere oppe end hun plejede, ikke fordi hun havde skulle åbne butikken - eller jo det havde hun også gjort, men der var noget andet der havde vækket hende. En kvalme uden lige. Præcis ligesom de sidste to uger snart. Hendes mens havde heller ikke været forbi endnu, som den egentlig burde have været, for snart en uge siden. Først havde hun slået det lidt hen. Hun var sikkert stresset, arbejde og alt det der. Men hun da en hun havde delt sin seneste utilpashed med en veninde, havde hun spurgt om Evanna kunne være gravid. Først havde hun grint lidt af det, men da hun igen, denne morgen var vågnet med kvalme, havde hun bedt Luke om, at overtage og lukke butikken, for hende. Det skete så sjældent hun gjorde den slags, så hun håbede ikke, at han ville mistænke noget. Hun var taget direkte forbi en butik og købt en test, og ganske rigtigt. Den havde været positiv. Hun vidste ikke hvilket ben, hun skulle stå på. Hun nærerede så mange følelser for Charles, at ikke engang halvdelen kunne dække den del, som hun havde næret for Ashton. Hun var blevet så glad for Charles, at hun flere gange havde været tæt på, at bede ham om, at flytte ud, fordi det gjorde så ondt inden i hende, men hun ville samtidig heller ikke være langt væk fra ham. Hun havde flere gange skulle tage sig selv i, ikke at flette sine fingre sammen med hans, når de gik på gaden - især fordi han var kendt. Hun prøvede virkelig, at holde sine følelser i skak, men det var svært, når det bare samtidig føltes så rigtigt sammen med ham.
Hun anede ikke, hvad tid han ville være hjemme, så hun var hoppet i sin bikini og fundet en skål is, som hun havde taget med ud på altanen. Hun havde proppet et headset i ørerne, hvori Charles' bands nyeste sang kørte på repeat, uvidende var hun dog omkring det faktum, at sangen var skrevet fra Ashton til Evanna. Hun havde lagt sig på maven, med en bog foran sig. Benene var bøjet i knæledene, mens isen stod i en skål mellem hende og hendes bog. Hun havde brug for, at koble lidt fra, før hun skulle fortælle Charles, at hun var gravid og hun havde brugt det meste af dagen på, at forberede sig selv mentalt på, at fortælle ham om de følelser hun nærede for ham. Musikken spillede højt ind i hendes ører, mens hun sang lidt med og læste sin bog samtidig, og fødderne bevægede sig lidt til takten. 

[Charles Michael Lavoie]

Charles troede alt var fint. Han havde fortalt – hvad han havde troet var Ashton, at han nærede følelser for Evanna. Han havde fået hans tilladelse til at gøre noget seriøst ved det og det havde han også tænkt sig. Han havde dog en uvished. Han anede ikke om Evanna havde det på samme måde som ham, og hvis hun ikke havde, hvad skulle han så gøre? Han kunne ikke undvære hende som en veninde, men det stadie var gledet forbi det øjeblik de havde pillet tøjet af hinanden. De kunne ikke bare gå tilbage om ingenting var sket, så han kunne enten lade det fortsætte som nu eller fortælle sine følelser. Førstnævnte var dog blevet svært for ham. Han havde aftalt med sig selv, han ville fortælle det ligeså snart han var færdig med sidste album med Faded Exit. Det var sket. Pladen var udkommet for få dage siden. Hans nye plan var at udskyde det til, han havde haft den konference der gjorde det hele officielt – der var ikke et Faded Exit længere. Det var nok også for det bedste, når Ashton åbenbart var gået hen og blevet forelsket i ham. Han anede stadig ikke, hvordan han skulle have det med det. Han havde ikke kommenteret på det efterfølgende og det lod til, at Ashton enten havde glemt det eller lod som om det ikke var sket. Det var det jo sådan set heller ikke, ikke med den rigtige Ashton i hvert fald. Han var netop nu på vej hjem til Evanna, som han var ulykkelig uviden om hvilket lille mirakel, der voksede inde i hende. Han var så klar til at være far og det havde han været siden, han havde gjort Skyler gravid. Desværre var det bare ikke sådan det skulle gå. Han låste sig selv ind og så sig omkring. ”Evanna?” spurgte han, som han begyndte at lede efter hende indenfor. Han syntes dog han skimtede en skikkelse på altanen, så han bevægede sig derud, hvor han straks fik øje på den smukkeste kvinde, han kendte og nogensinde ville komme til at kende. Hans hjerte bankede hurtigt mod hans brystkasse, inden det så sprang et slag over. For helvede, hun havde al magten over ham. Han betragtede hende, som hun var iført bikini i sommervarmen. Han smilede. ”Hey,” påpegede han, da han endelig fandt sin stemme igen.

[Evanna Brown]

Da Evanna tidligere på dagen, havde siddet i fem minutter og afventet resultatet for graviditettesten, havde det føltes som flere timer. Begge streger havde været så tydelige, at der slet ikke var noget at være i tvivl om, og eftersom Charles var den eneste hun havde været sammen med, så var der ikke noget hun kunne være i tvivl om på den front heller. Det var snart to år siden, at hun sidst havde været sammen med Ashton, så den mulighed var godt og grundigt udelukket. Nu var spørgsmålet så bare; hvordan i al verden skulle hun fortælle Charles det? Hun anede ikke, hvad hans holdning omkring børn var, hun havde kun Skylers side af historien, fra dengang han havde gjort hende gravid og Evanna havde lagt navn og journal til, for at det ikke skulle opdages af hverken medier eller Derek. Hun havde altid selv drømt, om en rigtigt kernefamilie, men det kunne man jo dårligt nok kalde dette her, for de var jo desværre hverken kærester eller noget. Aldrig havde hun troet om sig selv, at hun skulle ende med, at have en ven med fordele, dog brød hun sig på ingen måder om, at tænke på ham som en ven med fordele. Det fik det hele til, at lyde så ligegyldigt og meningsløst, og han var langt fra nogen af delene. Hun var kommet frem til, at han havde slået benene væk under hende og hun var dybt forelsket i den tre år ældre musiker.
Musikken i hendes øredutter overdøvede, at han kom hjem i det sangen endnu en gang startede forfra. "Can't help but wondering if this, is the last time that I'll see your face, is it tears or just the pouring rain? Wish I could say something. Something that doesn't sound insane.." sang hun med, men tav fuldstændigt. Ikke fordi hun hørte hans hey, men fordi hun så et par fødder. Det var pinligt. Meget pinligt. Hun rømmede sig lidt, før hun lod blikket glide op af ham til det nåede hans øjne. Hun tog den ene øredut ud og satte sangen på pause. "Hey.. Hvor længe har du stået der?" spurgte hun og prøvede at skjule sin flovhed, selvom det nok ikke gik så godt som hun ville ønske. Hun lukkede bogen og satte sig op. Hendes i forvejen lysebrune hudtone, havde taget godt i mod solen. Hun måtte virkelig tage sig selv i, ikke bare at rejse sig og gå hen og kysse ham, for det var det eneste hun havde lyst til, hver gang hun så ham. "Vil du sidde ned?" spurgte hun og flyttede bogen over på bordet, før hun tog isskålen op og lod den hvile mod hendes lår, så der ville være plads til ham på altansofaen, ved siden af hende. Hun ville gerne dele nyheden, om det ligge foster i hendes mave med ham, men hun ville ikke bare kaste nyheden i hovedet på ham, lige som han trådte ind af døren.

[Charles Michael Lavoie]

Charles vidste han var på dybt vand. Han havde nu forelsket sig i to i Brown familien. Ikke nok med det – sidstnævnte dog intetanende – var det nu også lykkedes ham at gøre to af dem gravide. De følelser han havde næret for Skyler var dog for længst forsvundet og var blevet erstattet med en respekt og en anden form for kærlighed. Foruden var den kærlighed han følte for Evanna anderledes. Stærkere. Dybere. Han var ikke i tvivl om, hvordan han havde det og han vidste, han var nødt til at sætte ord på, samtidig var angsten for at ødelægge det de havde sammen til stede. Charles opfattede ikke, hun ikke kunne høre ham før han hørte hende synge. Han lyttede. Det var Want You Back. Skrevet af Ashton – til hende. Han kunne mærke en underlig følelse, som han hørte de første ord. Det var ikke dårlig samvittighed i forhold til Ashton – den tilladelse troede han, at han havde fået. Men det stak. Der var et spøgelse mellem dem – en fælles fortid, der indebar Ashton og det faktum at han måske alligevel ikke var kommet sig over Evanna, når han kunne skrive sådan en sang. Og skulle han fortælle hende det? Rationelt set vidste han, det ikke ville få Evanna til at løbe tilbage i mandens arme, men hans hjerte…. Det var en hel anden sag. Følelsen forsvandt dog et øjeblik, som hun sang forkert. damning. Ikke pouring. Han sukkede dybt, men påpegede det ikke, for hun kunne tydeligvis ikke høre ham. Han lod sit blik hvile på hende, som hun rømmede sig og sendte hende et skævt smil, som hendes blik endelig mødte hans. Et smil, der tydelig afsløret hende i at have sunget forkert. Som han hørte hendes stemme, blev han smil kun det mere afslørende. Han fugtede sine læber inden han svarede. ”Længe nok til at have hørt du har sunget sangen forkert,” påpegede han og lagde armene overkors for at se fornærmet ud – det var han dog langt fra. Han så dog hun var flov, så han vidste også han skulle være forsigtig. Det var først nu han bemærkede hvordan hun allerede så fint havde taget imod den tidlige sommer sols stråler. Hun var så forbandet smuk. Han smilede ved hendes spørgsmål og betragtede isskålen som hvilede på hendes lår. ”Nej det er fint,” svarede han med et blidt smil.

[Evanna Brown]

Evanna vidste ikke, hvad hun skulle forvente, når hun overbragte nyheden, om fosteret i hendes indre. Hun havde nærmest kunne høre sig selv og de ord, hun havde sagt til Skyler dengang. Charles er en voksen mand. Selvfølgelig bliver han ikke sur. Alle ved, at samleje kan føre til børn. Det er et fælles ansvar. Hvor hun dog nogengange hadede sig selv, for at sige sådanne nogle ting og vide, hun havde ret. Hun vidste intet om, at de følelser hun havde for ham, om de var gengældte eller ej. Hun vidste ikke noget om, hvor meget eller lidt, han havde følt for Skyler, det havde hun ikke ville bringe op, præcis ligesom hun ikke havde snakket om Ashton med ham - så vidt hun huskede i hvert fald, da hun havde været fuld, da hun havde fortalt ham, Ashton faktisk havde været hendes første gang. Tatoveringen med de to ord - Kiss Here - havde hun også glemt alt om, så den sad bare dér omme lige hvor nakken blev til ryggen og pyntede så fint. Hun ville aldrig gå tilbage til Ashton, under nogen omstændigheder, heller ikke selvom hun fik sandheden af vide om, hvem den pige var han havde kysset. Hun følte ikke for ham mere og selv ikke den her sang, som hun tydeligvis ikke kunne teksten på, kunne ændre på. Hendes blå øjne blev fanget af hans grønne, med det skæve smil. Han var så charmende, selv når han ikke engang prøvede. Hun bed sig i læben, "Såååh.. For længe altså," svarede hun med en svag rødlig nuance henover sine kinder. "Hvad sang jeg forkert?" spurgte hun så lidt ind og sendte ham et lidt undskyldende smil, mens de blå øjne betragtede ham. Hun nikkede lidt til han ikke ville sidde, "Hvordan har din dag været?" spurgte hun blidt, hun havde lært at hun ikke skulle stille ja-nej spørgsmål til ham, når det kom til hans dag. Hun ville ikke tvinge ham, og hun ville stadig gerne lige lade ham, komme ordenligt ind af døren, før hun smed bomben, hun vidste trods alt ikke, hvordan han ville reagere. Hun fangede noget is med sin ske og skulle til at føre den op til munden, da hun bemærkede hans blik på isskålen, "Vil du smage?" spurgte hun i et smil, før hun mærkede en kold isdråbe ramme lidt under hendes ene kraveben, men på grund af varmen, løb den hurtigt ned af hendes hud og til hendes bryst. Hun sukkede en smule opgivende. Typisk. og hun havde selvfølgelig ikke taget noget papir med ud. Hun lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene i et suk, mens hun tog sig mentalt sammen, velvidne om at hun skulle ind og hente papir.

[Charles Michael Lavoie]

Charles kendte til konsekvenserne ved at have samleje. Han havde fået dem at vide i en tidlig alder, og han vidste også, at det indebar at tage ansvar for egne handlinger. Selvfølgelig var sådan noget næsten altid bedre, når det egentlig var planlagt og man egentlig var i et forhold med hinanden, hvilket var stik modsat fra den situation han befandt sig i med Evanna. Han ville dog modtage nyheden med største glæde og være der for hende hele vejen i gennem. Han havde været klar til at være far det øjeblik Skyler havde fortalt han var gravid, men han ville heller ikke bestemme hvor vidt barnet skulle beholdes eller ej. Der var to om den beslutning og i sidste ende, ville han aldrig have final saying, når det ikke var hans krop det foregik i. Han var forelsket i hende, så uanset hvad ville han også være klar til at være i et forhold med hende. Han ønskede samtidig også at hans kommende barn skulle vokse op i et hjem med en far og mor der elskede barnet, men også hinanden. Han lod en mild latter forlade sine læber, som hun påpegede han havde stået der for længe. "Synes du," svarede han, mens det grin der tidligere havde været plantet på hans læber i stedet var blevet til et bredt smil. Han anede ikke hun så ham værende som charmerende, selv når han ikke prøvede på det. Hun betragtede det undskyldende smil på hendes læber og slog let ud med hånden for at indikere hun ikke skulle undskylde. "Du sang pouring.... der bliver sunget damning," svarede han ærligt. Han anede ikke, hun havde regnet ud man ikke skulle stille ham ja-nej spørgsmål. Han tænkte ikke på, om nogen bemærket han var kort for hovedet når det egentlig kom til stykket. "Den var okay... Promoting du ved, mens vi ikke må fortælle der ikke er noget egentlig Faded Exit længere..." svarede han og trak lidt på skulderen. Det var svært for ham, at snakke om. Hans blik opfangede med det samme isen der dryppede ned på hendes kraveben og løb ned ad hendes bryst, som hun spurgte ham om han ville smage. Der gik nogle sekunder inden han overhovedet opfangede hvad det egentlig var hun spurgte om. "Ja," svarede han og bevægede sig over til hende og satte sig ned på hug, inden han bevægede sit hoved over hendes mave og lod tungen ramme hendes bryst for at slikke isen væk fra hende. Han lod tungen løbe op ad hende til der ikke var mere at slikke op, inden han slikkede sig om munden. "Det smager godt," svarede han med et charmerende smil over sine læber. 

[Evanna Brown]

Evanna havde nærmest planlagt en tale inden i sit hoved. Hver en sætning, ordene, tonefaldet, mimik, alt. Alt var gennemtænkt. Forberedelse var hun god til, det havde hendes arbejde hos Derek krævet meget. Hun skulle bare bruge det rette øjeblik. Øjeblikket, hvor han lige havde fået lov til, at lande, måske han ville spørger, hvordan hendes dag havde været og så kunne hun fortælle ham, at den havde været fantastisk, fordi hun havde fundet ud af, hvorfor hun havde haft det skidt de sidste par uger. Hele talen, som også inkluderede, at fortælle ham hvordan hun virkelig følte for ham - hormonerne gjorde hende nok lidt overmodig, eller bare ligeså modig som et gennemsnitligt menneske. Selvfølgelig havde hun også beregnet ind i sin tale, at hvis han ikke ville have barnet, så ville hun heller ikke få det, selvom det var hende som havde the final saying. Både fordi hun ikke havde tiden eller lysten til, at være alene mor, men også fordi at selvom det var hendes krop, så var barnet ligeså meget hans, så selvfølgelig skulle han også have noget, at skulle have sagt. Hun håbede dog ikke, at det ville ende der.
Hun lod en hånd glide igennem det brune hår og nikkede lidt, "Yeah.." svarede hun med et smil på sine læber, mens lyden af hans grine varede ved i hendes ører. Hun smilede lidt ved hans håndgestus og bed sig lidt i læben. Hvordan kunne han være så dejlig helt alene? Hun sang sangen efter inde i hovedet denne gang. To gange. Én gang, hvor hun brugte det ene ord og bagefter, én gang hvor hun brugte det andet ord. Selvom det foregik inde i hendes hoved, bevægede hendes læber sig og det samme gjorde et par fingre. Hun vendte et lidt drillende blik tilbage på ham, "Pouring lyder bedre og det lyder altså, som om det er dét der bliver sunget, sorry," sagde hun og skar en lille grimmasse. Evannas tidligere arbejde havde været meget afhængigt af, at hun havde kunne aflæse folk, dække de ønsker de havde i forhold til en handel eller et samarbejde, så hun havde tidligt lært om spørgerteknikker. Det var ikke noget, hun tænkte over mere når hun gjorde det, det lå naturligt i hende efterhånden. Men det virkede tilsyneladende også. Hun fik da mere end et til fem ord, men det kunne selvfølgelig også bare være, at han havde haft brug for at lærer hende bedre, at kende før han åbnede sig - det var nok gået begge veje - men hun var tryg ved ham. Han gjorde hendes gladere end hun nogensinde havde været før. Hun fugtede kort sine læber, "Er det hårdt?" spurgte hun blidt, hun kunne nærmest kun forestille sig det, især det at se på Seth og Mark, måtte ikke være nemt.
Hun sad stadig med hovedet skud opgivende bagud, så det hvilkede på toppen af ryglænet på sofaen. Hun skulle lige til, at fange en ny skefuld, efter hans ja, da hun ikke havde bemærket at han kom tættere på hende, eller at han havde sat sig i hug foran hende, før hun mærkede hans tunge mod sit bryst. Hun spærrede de blå øjne helt op, og løftede hovedet igen, for at se på ham. Hun mærkede en behagelig kuldegysning igennem hele sin krop, som fik selv hårene på hendes arme til at rejse sig, som hans tunge gled op af hendes bryst og fjernede isen. Havde hun kunne være i situationen, havde hun prist sig lykkelig for at slippe for, at rejse sig efter papiret, men i stedet for, så hendes blå øjne blot direkte ind i hans grønne, mens panikken spredte sig i hende. "Jeg gravid," sagde hun oven i hans sætning. Hun rømmede sig hurtigt. Det var ikke sådan hun havde planlagt, det skulle ud, men nu kunne hun ikke tage det tilbage. Hun bed sig lidt i læben, med et lille smil gemt i den ene mundvig.

[Charles Michael Lavoie]

Charles anede intet om, hvordan hun havde planlagt alt hun skulle sige til ham. Han var ikke selv typen, der planlagde når han havde store ting at fortælle. Tværtimod. Han var meget mere spontan og tog tingene som de kom. Han vidste dog også, at nogen ting krævede planlægning og til trods for han hadede det, så gjorde han det. Han havde været bekymret for hende. Han havde haft et frygt for at kuren måske ikke havde virket, men tanken om hun kunne være gravid havde aldrig fundet det inderste af hans tanker – til trods for det ikke var første gang, han havde gjort nogen gravid.
Han betragtede hendes hånd, da den gled i det og smilede til hendes yeah. Han betragtede hende som hun tydeligt sang sangen i sit hoved, da hendes læber bevægede sig. Han bemærkede det drillende blik i øjnene og lagde armene over kors for at lege fornærmet. Der var dog et glimt af dril i de grønne øjne. Hun var så skøn. Samtidig havde han en smag smerte i brystkassen. Det var Ashtons sang hun sang, og han burde fortælle hende det. ”Det er bare fordi du ikke kan lide at bande,” påpeger han drillende, inden han blinkede til hende. Charles havde altid været utrolig lukket og kortfattet, når folk spurgte indtil ham. Han havde fra barnsben været vant til at Marc havde fået meget af opmærksomheden, og han skulle være den stærke storebror. Det havde været svært at være den stærke storebror, da de havde fundet ud af, at Chaney skadede sig selv og ikke havde det godt. Selv den periode han havde haft det skidt, havde han ikke vist det eller spurgt om hjælp. Han ville ikke belemre andre. Han bed sig i læben ved hendes næste spørgsmål inden han nikkede. ”Ja… vi har brugt mange år på det… men ja…” svarede han. Et kort sekund kunne han ikke skjule sorgen, der var i det. Han smilede dog kort efterfølgende. ”Hvordan har din dag været?”
Charles var ikke opmærksom på de reaktioner han gav Evanna på noget så simpelt som at fjerne isen på hendes mave. Han burde også vide bedre – at det på ingen måde var en hentydning til han skulle slikke det af hende, men omvendt vidste han også hun ikke var god til at sige tingene direkte. Desuden havde det været der hvor det var, og så kunne han jo ligeså godt nyde synet og godterne. Samtidig talte den hvide væske også til et eller andet urinstinkt i hans hjerne, der bare gjorde det piv frækt hun tabte isen. Han lod de grønne øjne hvile på hendes blå, og som hun ytrede ordene han ikke troede han skulle høre, lukkede han munden helt sammen. *Hun er gravid. Med mit barn. Jeg er så glad…. Jeg er så klar til at være far. Jeg er så forelsket i hende…. Jeg vil tilbringe al min tid med hende… Vent, jeg siger intet af det her højt, hvor lang tid har jeg været stille? Mon hun har bemærket det? Ashton skrev Want You Back til hende – skal jeg sige det til hende? Sig nu bare noget!*. Hans blik veg ikke, og han måtte kort fugte læberne med tungespidsen og rømme sig, da han følte han havde mistet stemmen. ”Er det rigtigt?” spurgte han, som han lyste fuldstændig op. Kærligheden var så tydelig i hans blik og han lod straks begge sine hænder finde hendes mave. ”Jeg er så forelsket i dig… og jeg er så klar til at være forældrer med dig…” påpegede han. Kort efter gik det op for ham, hvad han egentlig havde sagt. Hvad hvis hun ikke havde det på samme måde?

[Evanna Brown]

Evanna havde ikke vidst, hvad der havde været galt med hende, men selvfølgelig havde tanken om, at kunne have været kurren, som ikke havde virket ordenligt også strejfet hendes tanker, men hun vidste nu præcis, hvorfor hun havde det sådan. Hun var så splittet, primært fordi hun ikke vidste, hvordan han ville reagere. Hun vidste hvad hun selv ville, men hun ville aldrig gå imod hans ønsker, for han havde selvfølgelig også noget, at skulle have sagt.
Hun var lykkelig uviden om, at det var en sang, som Ashton havde skrevet til hende. Det var en ørehænger og selvom hendes fandom var lagt på hylden for efterhånden længe siden, så synes hun jo stadig deres musik var god, for hun ville ikke stoppe med at hører musikken, bare fordi hun ikke snakkede med Ashton mere. "Pff, nej, det har intet med det at gøre," svarede hun og bed sig lidt i læben, med en svag begyndende rødme over sine kinder og næsen, men kunne ikke lade vær med, at smile lidt over hans dril.
Hendes klare blå øjne hvilede på ham, med medlidenheden tydeligt skrevet i hendes blik. "Jeg er sikker på, at du nok skal finde noget andet og indtil da, kan du altid arbejde i butikken," tilbød hun og tog hans hånd og smilede blidt op til ham, "Eller du kan forsætte solo," hendes smil voksede i takt med det optimistiske toneleje. Hun slap hans hånd igen, da han vendte spørgsmålet. "Øhm.. Den har været.. God, indtil videre i hvert fald," sagde hun og sank lidt, mens hun tog mod til sig. Hun skulle fortælle ham det nu, men isen brød hendes flow.
Hun kunne ikke beskrive følelsen han satte gang i, i hendes indre. Følelsen af hans tunge mod hendes bryst og huden op mod hendes kraveben, var skræmmende tændende, men hendes tanker var helt andre steder. Hun bed sig i læben og så tilbage ind i hans grønne øjne, mens hun virkelig prøvede, at aflæse ham. Han var stille. Han var meget stille. Hvorfor var han så stille? Var det et godt eller skidt tegn? Skulle hun sige noget? Havde han ikke hørt hende? Skulle hun gentage det? Hvorfor var hun selv stille? Holdt de stirrekonkurrence nu? Hvor længe havde de været stille? Ville han bede hende om, at få en abort? De var jo ikke kæreste, så ville det være underligt, hvis de fik et barn sammen? Hun var så forelsket i ham, så hun var ikke sikker på, at hun kunne være 'bare forældre' med ham. Hun pustede nærmest lettet ud, da han endelig sagde noget. Hun nikkede lidt, "De fem tests jeg har taget, har været positive," svarede hun og mærkede hans hænder mod sin mave, hvilket fik hendes blik til at søge ned på hendes mave, mens hendes hjerte begyndte at hamre løs, mod hendes brystkasse. Hun vendte blikket tilbage på ham, da han begyndte at snakke. Hendes øjne blev endnu mere klare, end de plejede, "Meeener du det?" spurgte hun stille og mærkede tårerne begyndte fylde hendes øjne op, af glæde. Hun kastede sig om halsen på ham, og overfaldte hans kinder med kys, før hun kyssede hans læber længselsfuldt. "Også mig.. jeg mener.. Jeg er også forelsket i dig og jeg er også klar," sagde hun lykkeligt, mens et par lykketårer trillede ned af hendes kinder og hun kyssede hans læber igen.

[Charles Michael Lavoie]

Han så på hende med et mistroisk glimt i de grønne øjne, som hun afskrev hans kommentar. Hans smil var dog forsat drillende og han betragtede hvordan en svag rødme begyndte at forme sig over hendes kinder og næse. ”Neeeej da…. For damning og pouring kan på mange måder også lyde ens,” påpegede han med en tydelig sarkasme i hans stemme. Han ville dog også til dels give hende ret. Ind i mellem så mumlede Seth ordene så meget, det ikke var til at høre hvornår et ord stoppede og et andet begyndte. For slet ikke at nævne hans manglende stage presence, som Charles altid havde ment han aldrig havde haft.
Han bemærkede medlidenheden i hendes blik. Hun var en af de få personer, han gerne ville have medlidenhed af. Han nød samtidig måden, som hun formåede at opmuntre ham selvom den periode han gik i gennem var så svær, at det halve kunne være nok. ”Tak,” kommenterede han og mærkede hun tog hans hånd. Han klemte hendes hånd blidt og gengældte hendes smil. ”Jeg har også nogle soloprojekter jeg gerne vil have gang i… og noget produktion og sådan noget,” forklarede han og havde bemærket hvordan hendes smil voksede med hendes toneleje. Hun var så damning fantastisk og han fortjente på ingen måder at kende hende. Han smilede ved hendes ord. Han blev så glad, når han hørte hun havde haft en god dag. ”Det gør mig glad,” svarede han hende og sendte hende et bredt smil.
Han anede ikke hvilke følelser hun satte gang i hos hende, som hans tunge var løbet henover hendes bryst. Stilheden mellem dem varede ved efter hun havde givet ham den bedste nyhed, han havde fået længe. Han opfattede lettelsen i hendes øjne, som han rent faktisk sagde noget. Han smilede, som hun fortalte hun havde taget fem tests. ”Selvfølgelig er du sikker…” kommenterede han mest for sig selv, samtidig med smilet han havde haft kun blev bredere og bredere. Han var ikke sikker på det var muligt, men han var tæt på at eksplodere af den glæde han følte gennem hele hans krop. Hans hjerte hamrede hurtigt, men ikke på en ubehagelig måde. Han havde en varm følelse gennem hele sin krop og han havde lyst til at dele nyheden med resten af verden. Skrige, synge og råbe med hans lungers kraft. Han bemærkede hendes øjne begyndte at blive klare og lod hovedet glide på sned ved hendes spørgsmål. ”Selvfølgelig,” svarede han med et smil, og opdagede tårerne ned ad hendes kinder. Han tørrede en af tårerne blidt væk med sin tommelfinger, men kunne mærke hvordan hans egne øjne begyndte at blive fugtige. Han greb hende som hun kastede sig i rundt om halsen på hende og mærkede de kys, hans kinder fik og smilede fjollet for sig selv. Han gengældte kysset, hun gav hans læber, ligeså længselsfuldt som hun. Han smilede bredt ved hendes ord og kunne mærke nogle tårer ligeledes gled ned ad hans kinder i takt med hendes. ”Vær min…” hviskede han tæt mod hendes læber.

[Evanna Brown]

Evanna bed sig lidt i læben, "Jeg kunne godt sige noget virkelig, ikke særligt sødt, lige nu ik? Men jeg er godt opdraget, og jeg har lært, at hvis man ikke har noget pænt, at sige, så skal man ikke sige noget," svarede hun drillende og smilede til ham. Selvfølgelig havde hun den bagtanke, at Seth ikke altid sang, så man kunne høre hvad han sang.
Hun smilede til ham, "Altid," svarede hun og mærkede klemmet om sin hånd og strøg hans håndryg lidt. "Du kan altid låne mit studie og sælge nogle demoer i butikken. UH! Jeg kan holde en all-night i butikken og så kan du spille og synge," hendes engagement blev tydeligt at høre i hendes toneleje, som hun forsatte, "Vi sætter en scene op ude foran. Uh og lys med blink. Jeg laver nogle plakater og reklamer, så der kommer mange," hun holdt en kort pause, før hun slog hænderne ud, med ordene, "'Charles Lavoie gratis koncert' det bliver skide godt, kan du se det for dig?" hun bed sig i læben for, at stoppe sig selv. Man kunne virkelig høre på hende, når hun begyndte, at lade sig rive for meget med, for bandeordene begyndte at melde sig. Hun smilede lidt og valgte at holde nyheden lidt for sig selv, for lige nu handlede det om ham og hans karriere, og var der noget hun forstod, så var det at ens karriere betød utroligt meget.
Hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle være i sig selv. Hun var lettet, over lykkelig og spændt på samme tid. Måske også en smule nervøs, for hvad skulle de sige til Skyler? Og Ashton for den sags skyld. Hun var slet ikke i tvivl om, at han ville være en fantastisk far, men ville hun selv være en god mor? Hun arbejde jo meget, men hun vidste også at Luke ikke havde noget imod, at have mange timer, for at tjene noget ekstra, men hvis hun skulle på barsel, hvad skulle der så ske med butikken i mens? "Men jeg tænkte faktisk, at tage en ekstra test i morgen, bare for at være helt, helt sikker," sagde hun, for nej, hendes OCD kunne ikke klare, at hun havde taget et ulige antal tests. Hendes smil blev kun større, ved hans selvfølgelig. Hun var så fyldt op med hormoner og lykke lige nu, at det halve kunne være nok. Hun mærkede hans tommelfinger mod sin kind, hvilket fik et kort lykke grin til, at forlade hendes læber. Hun blev faktisk en smule overrasket over, at han greb hende og de ikke endte på gulvet på altanen. Aldrig havde hun følt sig så lykkelig, som hun gjorde i netop dette øjeblik og hun ville ønske, hun kunne stoppe tiden og bare være i øjeblikket til evig tid. Hun nød kysset, men kunne ikke lade vær med, at smil i det. Han var bare så perfekt. Hun så op på ham ved hans ord og så tårene der også trillede ned af hans kinder. Hun nikkede ivrigt, "For altid," svarede hun og lagde sine hænder mod hans kinder og tørrede hans tåre med sine tommelfingre, mens hendes læber fangede hans læber i et nyt kys.

[Charles Michael Lavoie]

Charles så på hende, som hun bed sig i læben og hun derefter igen drillede ham og sendte ham et smil. ”Nå…” svarede han og lagde armene over kors for at lege fornærmet, inden han sendte hende et smil. ”Hvad kan du fortælle?” spurgte han med et grin.
Han smilede ved hendes altid og det blev hans svar, da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige. Han nød dog at mærke hendes hud mod sin egen, som hun strøg hans håndryg. Han smilede, som hun fortalte hvad han kunne gøre. Han nød hun var så støttende og engageret i hans karriere. Lige nu endda mere end han var, for han gik stadig rundt med en sorg over det opbrudte band. ”Har du et studie?,” spurgte han. Som hun forsatte var de grønne øjne fuldstændig fikseret på hende og de lyste op af glæde. Kunne hun overhovedet nå at trække vejret? ”Ja, det kan jeg.. hvor er du sød og støttende,” kommenterede han med et bredt smil plantet i det lyse ansigt.
Charles var på intet tidspunkt i tvivl om, hun ville blive verdens bedste mor. Han var sikker på, hun var typen der kunne få både familie og arbejdslivet til at køre på skinner. Selvfølgelig ville de nok skulle få en eller anden form for hjælp gennem hverdagene og især når han også var væk på tourné. Ashton havde han snakket med og han havde sagt det var okay de blev kærester – han vidste selvfølgelig ikke, at det ikke var Ashton han havde snakket med. Han havde heller ikke fortalt det til Evanna, primært fordi hun var faldet i søvn da han var kommet tilbage efter hans indkøbstur. Derefter var det gledet ud i periferien af ting, han vidste han skulle fortælle hende men havde glemt lidt om igen fordi det aldrig rigtigt havde passet ind i en samtale. Han var dog også på bar bund omkring hvad de skulle fortælle Skyler – i hans hoved kunne det gå alle veje. Charles sendte hende et smil, som hun fortalte hun overvejede en ekstra blot for at være sikker. ”Det ville ikke undre mig, hvis du når op på 10,” påpegede han og blinkede til hende en enkelt gang. Han hørte det det korte, dog lykkelige grin som forlod hendes læber. Som hun svarede ham mærkede han en hel ny form for glæde og kunne ikke andet end at smile. Han smilede som hun tørrerede tårerne væk fra hans kinder, og gengældte det nye kys. Han lod sine arme omfavne hende helt tæt ind mod hendes krop.

[Evanna Brown]

Evannas bid flyttede sig til indersiden af hendes kind, mens et lille smil stadig legede på hendes læber, da han begyndte at lege fornærmet. "Jeg har ingen kommentarer," svarede hun drillende tilbage, mens hun prøvede ikke at grine, for at tage det bare en smule seriøst, for sjov.
Hun havde det ofte med, at lade sig rive med, når hun først fik en idé - jo større jo bedre. Hun havde det med, at engagerer sig alt for meget i andre og deres liv, især når det var folk hun holdt af, fordi hun kun ville dem det bedste. Hun kunne godt mærke, at luften i lungerne begyndte, at være manglefuld, jo længere ind i sin sætning hun kom og jo mere hun lod sig rive med. Hun nikkede ivrigt, "Jaja, inde i mit klædeskab, men altså, vi kunne også uddele flyers og bagefter, kan de få taget billeder med dig og autografer - fans elsker autografer - men vi sætter tidsbegrænsning på, for ellers kan vi blive der hele natten," snakkede hun videre, mens smilet blev større og større, før hun måtte tage en dyb indånding, for at få bare halvdelen af den luft ind i lungerne igen, som hun havde brugt. Hun viftede lidt med hånden, da han ellers så søde og rosende ord lød, det kunne hun ikke fokuser på, nu havde de jo en mission, præcis ligesom dengang de havde en mission om, at finde en date til Isabella - nogle ting var en vi-ting, mens andre ting ikke var. Så som bade. Det var en hver-for-sig-ting. Det var dog også først nu, at det slog hende, at det slet ikke var sikkert han havde lyst til alle de ting hun havde nævnt. "Altså hvis du har lyst, ellers skal du ikke," sagde hun hurtigt og sendte ham et smil.
Hun havde altid vidst, at hun gerne ville have børn og mand, men hun havde på ingen måder regnet med, at det skulle være med Charles og lige nu føltes det også bare utrolig uvirkeligt - som en drøm der gik i opfyldelse. Han var det skønneste menneske, der havde sat sine ben på denne jord, hvis man spurgte hende. At han havde snakket med Ashton - eller i hvert fald troede det - vidste hun ikke. Hun tænkte aldrig rigtigt på Ashton mere, det var faktisk kun når hun hørte deres musik, at han selvfølgelig kunne poppe op, men hun skød ham hurtigt ud af sine tanker igen. Hun havde ingen følelser tilbage overfor ham, men hun var heller ikke typen som ville ønske nogen noget ondt, bare hun ikke skulle se på ham. Hun var så forelsket i Charles, at hun endda tvivlede på, om hun nogensinde sådan rigtigt havde været det i Ashton, for det her føltes helt anderledes, men på en god måde. Hun grinte lidt, "Jamen fem er et ulige tal, så jeg tænker bare én mere, sådan for at være helt sikker," sagde hun og bed sig lidt i læben. Hendes smil voksede tyve gange, som hun fik lov til, at fjerne hans lykketårer, mens et par mere gled ned af hendes egne kinder, selv i kysset, kunne hun ikke lade vær med, at smil, så hun måtte afbryde og genoptage det flere gange. Hun slap dog hans kinder igen, da hun mærkede hans arme omkring hendes lidt påklædte krop og lagde dem om hans nakke. "Jeg glæder mig," hviskede hun stille mod hans øre og plantede et kys på hans kind, før hun slap ham igen, da det gik op for hende, hvor lidt tøj hun havde på, "Jeg øhm... Får lige noget tøj på," sagde hun og begyndte at gå mod døren som førte fra altanen og ind i stuen.

[Charles Michael Lavoie]

Charles betragtede det lille smil, som stadig stod legende over hendes læber. Hver gang han så hende smile gav det ham en indre varme, han slet ikke kunne beskrive. Han havde ikke ordene til det. ”Jo jo, det er fint, fortæl mig bare hvad det er,” svarede han, stadig med armene overkors for at spille fornærmet. Der var dog et glimt i de grønne øjne. Det værste var, han ville give hende ret. Seth mumlede, når han sang og der var tit, man ikke kunne høre hvad han egentlig sang. Charles havde påpeget det flere gange. Som tosproget i en meget tidlig alder, havde han lært vigtigheden i at udtale ord korrekt. Han var af den grund også begyndt at tale lidt senere end monosproget børn. Han rynkede øjnenbrynene sammen som hun for over det faktum hun havde et studie i hendes klædeksab, og blot snakkede videre om hendes idé. Han nænnede ikke at afbryde hende, når hendes kreative idéer flød, men han havde lyst til at minde hende om at trække vejret og igen fortælle hende hvor fantastisk sød hun var. Som hun endelig holdt en pause – og han kunne høre hun have behov for luft, kunne han tage chancen til at spørge indtil hendes studie. ”Sig mig, er det damning Narnia du har gemt væk i det klædeskab?” spurgte han direkte og lod de grønne øjne hvile afventende på hende. ”Og foruden,” påpegede han og lod et mildt blik ramme hende, inden han smilede bredt og tog fat i hendes hånd og gav håndryggen et blidt kys. ”Så er jeg glad og taknemlig for, du vil støtte mig,” påpegede han – med en stemme, der matchede det blik der før havde hvilet på hende. Hun havde mange gode idéer. Hun var faktisk på mange måder blevet en sparringspartner for ham. Han sendte hende et smil, som det lod til at gå op for hende hun blot havde planlagt en masse udenom ham. ”Det har jeg,” han nikkede et par gange for at understrege sin pointe. ”Jeg ville have brugt mit eget studie i øvrigt… Men det er brændt ned, så det er heldigt du har et,” påpegede han. Han tænkte ikke over, han ikke havde fortalt om, hele hans lejlighed var blevet brændt ned.

Charles havde først for nyligt fundet ud af, han gerne ville stifte familie. Det havde i lang tid slet ikke været en del af hans planer og med Flora havde det slet ikke været en tanke, han havde haft. Hun havde ikke selv haft lyst til det. Skyler havde været meget ung og de havde ikke rigtigt været kærester, men det var gennem hende drømmen var kommet snigende. Nu sad han her med Evanna og den drøm var kommet tættere på virkeligheden. Nu manglede han blot en hund, så var alle hans drømme efterhånden ved at være opfyldt. Han grinte, da hun gjorde. ”Ja, for ulige tal er jo ikke til at stole på,” drillede han og blinkede til hende. Han smilede som hun gjorde og fjernede igen nogen af hendes tårer. Det var sjældent, han tillod sig selv at være så sårbar som han var lige nu. Han holdt hende indtil sig og strøg hende ned over ryggen. ”Også jeg,” hviskede han tilbage, som han mærkede kysset på sin kind. Han skulle til at fortælle at han havde snakket med Ashton, som hun slap ham og påpegede, hun skulle have noget mere tøj på. Han så hende rejste sig. ”Sikker? Du er ret lækker,” påpegede han og blinkede kækt til hende.

[Evanna Brown]

Evanna kørte en hånd igennem sit lange mørkebrune hår. "Øhm.. Det er bare.." hånden vandrede videre om i hendes nakke og kølede den lidt meningsløst, "Seth synger måske ikke altid.. Du ved.. Sådan heeelt tydeligt," svarede hun og bed sig lidt i læben og så undskyldende på ham.
Som hendes talestrøm endelig holdt en pause og hans spørgsmål lød, sendte hun ham et blik som næsten, men også kun næsten, kunne måle sig med de bitchy blikke Skyler kunne sende, "Nej, et studie. Narnia er gennem fryseren, ik? Følge nu med," svarede hun, før hendes læber brød op i et drillende smil. Når han kunne drille hende, så kunne hun også drille ham. Hun tippede hovedet lidt til den ene side, da han tog hendes hånd. Man kunne nærmest se på hendes brystkasse, at vejrtrækning havde været nedprioriteret for hende. Hendes smil blev kun større, da hun mærkede kysset mod sin håndryg, i takt med hendes hjerte smeltede. Hun bed sig lidt i læben, "Selvfølgelig vil jeg det. Hvis der er noget som helst jeg kan gøre for dig, så siger du bare til," sagde hun blidt og strøg hans hånd lidt med sin tommelfinger, mens et kærligt smil brød hendes læber. Hun prøvede virkelig, at styrer sine følelser for ham, omkring ham, men det var svært, især med hormonerne i kroppen samtidig. Hun nikkede lidt og håbede ikke, at han følte sig presset eller noget, til at gøre nogen af de ting hun havde foreslået. Hun havde bare svært ved at stoppe sig selv, når først hendes hjerne gik i gang med at tænke kreativt, men hun havde også levet af det i mange år. Hun rynkede på panden, "Vent, hvad? Er dit studie brændt ned? Er, eller var, dit studie ikke i din lejlighed?" spurgte hun overrasket og så på ham med, øjne så store som tekopper.
Evanna havde haft en drøm om en rigtig kernefamilie siden, hun havde været helt lille. Hendes eneste frygt var dog, at der var arvelige sygdomme i hendes biologiske familie, som hun kunne være bæger af og give videre til deres barn. Hun snakkede aldrig rigtigt om, at hun var adopteret, ikke fordi hun var flov over det, men fordi hun prøvede ikke rigtigt at tænke på det. Hun havde ikke noget imod, at snakke om det, men der var bare heller ikke så meget at fortælle, for det eneste hun vidste var, at hun oprindeligt kom fra Israel og at Kathrine og Derek havde troet, at de ikke kunne få børn selv og derfor havde adopteret hende, hvorefter de havde fundet ud af, at de sagtens havde kunne få selv. Hun grinte let, "Præcis," svarede hun med et stort smil over sine læber. Hun kunne næsten ikke være i sig selv af lykke lige nu. Hun var klar til, at stifte en familie med ham. Hun mærkede han fjernede flere af hendes tåre, mens lykken og kærligheden strålede ud af hendes blå øjne. Hun aede blidt hans ryg, som hun mærkede strøgene ned af sin bare hud på ryggen. Han kunne virkelig gøre hende tryg som ingen andre kunne. Hun smilede mod hans kind, da han sagde han også glædede sig og kyssede hans kind igen. "Shh, naboerne kan hører dig," svarede hun med et let rødme over sine kinder og næse og rystede på hovedet af hans ord. Hun følte sig på ingen måder lækker. Hun følte langt mere, at det var hende der havde overscoret. Hun grinte lidt og gik så indenfor, for at finde en t-shirt, som blev trukket over hovedet, før hun tog bikinien af og lagde den på en stol i soveværelset, og tog et par almindelige trusser på. Hun tænkte ikke over, at det var en af hans t-shirts hun havde fået fat i, da hun vendte tilbage til altanen og stillede sig i døren der ud til. Det var næsten for tidligt, at gå i gang med aftensmaden. "Jeg øhm.. Vil du se studiet?" spurgte hun med et varmt smil på sine læber og et par blå øjne, som ikke kunne andet end at udstråle de følelser hun nærerede for ham.