This place is so damn weird!

[Archibald J. W. Windsor]

"Voldemort.." Gentog han lidt betænksomt for sig selv, som for bedre at kunne huske det for fremtiden. Archi tog sig selv i at rette ryggen en smule. Det ville være løgn at sige at han ikke brød sig om den opmærksomhed han fik ud af at være kronprins, nej han elskede det for at være ærlig og det at hun gav ham den velkendte befippethed føltes bare hjemligt på en eller anden måde. Som fik han langt om længe den respekt som ingen andre på skolen havde formået at give ham.
Dog selvom han nød det, var han ikke et direkte røvhul omkring det. Jo han kunne måske godt fremstå en smule arrogant når det kom til det magiske samfund, men det var kun fordi han ikke vidste bedre. For ham var denne Voldemort ikke en som spredte frygt i hans hjerte og han kunne uge hans navn uden den mindste bekymring i stemmen. Han så ham nok i virkeligheden bare heller ikke som værende så mægtig som alle påstod...altså en elev på hans egen alder havde jo kunne tæve ham, så hvor dygtig kunne han lige have været?
Han mærkede hendes blå øjne fæstne sig i hans brune på ny og han sendte hende en af sine charmerende, skæve smil som pigerne på den gamle skole havde elsket. Det var helt åndsvagt, at være startet på Hogwarts havde virkelig slået den unge prins ud af fatning, det var som om at alle spillereglerne havde ændret sig, selv hvordan man snakkede med piger skønt lige den del jo burde være den samme. Han havde nok bare ikke lyst til at gøre sig selv komplet til grin med sin uvidenhed. Det havde han nok af til timerne.
"Virkelig?" Han så til som hun med en let håndbevægelse svang sin stav og kort efter hvordan bogen begyndte at reparerer sig selv for øjnene af ham, til hans store forundring. "Wow, dét der er ret cool! Det bliver du simpelthen nødt til at lære mig!" Sagde han i et grin. Han var komplet håbløs med sin tryllestav, men måske han med den rette motivation kunne lære det.

[Ethel Emsworth]

Prinsens smil fik blodet til at boble og maven til at blive fyldt af små sommerfugle. Påtrods af at Archibald ikke udstrålede den såkaldte selvtillid han normalvis udstrålede på billeder - hvilket gav mening nu hvor han befandt sig i nye omgivelser - så havde hans smil alligevel ramt plet. Ethel var en normal 17-årig pige der blev påvirket som så mange andre 17-årige når en pæn fyr, kronprins eller ej, smilede på sådan en måde som han havde gjort til hende. Det havde derfor også været heldigt at Ethel skulle slå fokusset tilbage på bogen efter hendes lille forklaring på besværgelser og eliksirer, og det var også derfor hun lige havde brugt 5 sekunder yderligere inden besværgelsen blev kastet, på at sunde sig og finde sit fokus.
,,Virkelig virkelig", lød det med et lille grin da blondinen igen så tilbage på Archibald. Hun drejede derefter om, gik over til bogen og fik den samlet op, hvorefter hun hurtigt igen havnede ovre foran den unge løve.. ,,Selvfølgelig! Jeg mener.." I det store smil mærkede blondinen hvordan hun bed sig en anelse flovt i underlæben over sin egen reaktion. Hun rakte bogen mod ham og atter betragtede hun ham imens muligheden dukkede op. ,,..Jeg mener...Hvis du nogensinde har brug for lidt ekstra hjælp, så skal du bare spørge", omformulerede hun sig og sendte ham samtidigt et blidt smil.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi var normalt ikke en fyr der var hverken genert eller tilbageholden, men alt dette her med en helt ny verden og folk som så ned på ham over han "ikke var en af dem" det var en komplet mærkelig situation for ham. Han forsøgte virkelig at holde hovedet højt. Han skulle jo nok klare sig igennem, men for helvede hvor var det svært at gå fra at være på toppen, til at ramme bunden i hierakiet.
Prinsen så til idet blondinen grinede let og afleverede hans bog som nu var i samme stand som den havde været før Tristans angreb. Archi holdt den let op foran sig, stadigvæk i komplet forundring over det han lige havde bevidnet. Han vendte og drejede den et par gange som regnede han med at det var optisk bedrag, men den var god nok. Bogen var så god som ny.
Efter at have tildelt bogen unødig meget opmærksomhed, rettede han atter de brune øjne imod hende som hun snakkede. "Ærlig talt tror jeg at jeg kan bruge al den hjælp jeg kan få. Jeg er vidst ret bagud i...tja...alt." Men sådan var det jo når man ikke havde haft undervisning på lige fod med alle de andre. Alt hvad de andre elever havde lært på de sidste 4-5 år skulle han først til at lære nu og det stressede ham en del mere end han ønskede at indrømme.
"Så kollegie går du på?" Spurgte han ind, han havde ikke set hende i opholdsstuen, ergo måtte hun vel gå på en af de andre kollegier, han ville da i hvert fald mene at han ville have bemærket hende hvis hun havde været der. "Og forresten, tusind tak for hjælpen," han holdt bogen let op for at understrege at han mente med reparationen -skulle hun være i tvivl.

[Ethel Emsworth]

Stående foran Archibald, betragtede Ethel hvordan han vendte og drejede bogen, som undersøgte han det hele i troen om at det var et dårligt tryllenummer. Det var svært ikke helt at skjule det lillebitte smil på de lyserøde læber over den manglende tro fra løvens vedkommende, og først som han rettede de brune øjne tilbage på Ethel, prøvede hun at få styr på smilet og skævede i forsøget en anelse væk i håbet om at skjule det lidt for store smil over underholdningen. Hun ville ikke grine over ham, eller have at han følte sig som en idiot - ærligtalt, så var det bare lidt sødt af være vidne til…
,,Jo, ja, jo… Selvfølgelig til hver en tid, du siger bare til", sagde hun og nikkede et par enkle gange for ligesom at bekræfte det - måske en smule for sig selv. Hun var en af de bedste på hendes årgang til eliksirbrygning, så der ville hun uden tvivl kunne give nogle gode råd med på vejen. Derudover fulgte Ethel godt med i de fleste fag, flyvning knap så meget, men det var hun oprindeligt heller ikke så interesseret i. ,,Ravenclaw, jeg går på Ravenclaw.. Jeg har lige et år mere inden jeg er færdig. Du går på Gryffindor, ikke sandt?" Spurgte hun derefter tilbage, selvom hun næsten allerede kendte svaret - rygter var der trods allerede en masse af omkring Kronprinsen. Smilet voksede en smule og maven begyndte at snurre en anelse rundt som Archibald takkede. Hendes forældre ville aldrig tro Ethel når hun fortalte at Kronprinsen var elev på Hogwarts, og så at hun havde ført en samtale med ham! ,,Det er intet problem… Vi må stå sammen, og hjælpe hinanden", svarede hun og fangede så en blond tot og tvang den om bag øret.
,,Hør.." Ethel tav en smule som hun overvejede om hun virkelig skulle foreslå det. ,,- …Hvor langt kom du med Spådom? Jeg har lidt tid her og nu, hvis du har brug for hjælp?" Forslog hun og tiltede så en anelse med hovedet som hun ventede på hans svar.

[Archibald J. W. Windsor]

Det var ikke helt lykkedes for den blonde heks at skjule sin morskab for prinsen. Han nåede lige at fange et glimt af det lidt for store smil på hendes læber. Det smittede lidt af på ham og han sukkede imens et matchende smil voksede frem hos ham, "sig mig, står du der og griner af mig?" Spurgte han, han ville have lydt langt mere autoritær end hvad han egentlig gjorde udelukkende for at drille hende, men eftersom det var en komplet mislykkelse fra hans side endte han i stedet med at grine lidt og se ned på bogen, "jeg må virkelig virke som en total tåbe her på skolen." Erkendte han så som han igen vejede bogen lidt mellem hænderne. "Jeg forstår bare virkelig ikke hvordan et samfund som dette her kan have været skjult lige under vores næser. Jeg har hørt at der endda findes drager og nisser...hvordan kan man ikke vide at den slags rent faktisk findes? Der må da have været episoder hvor mullere-" igen missede han en af de mest kendte udtryk i det magiske samfund "-har set ting. Jeg mener det næste jeg finder ud af er vel at Loch Ness Uhyret også er ægte." Han lo igen og rystede let på hovedet af den påstand.
Som samtalen gled ind på kollegierne nikket han lettere energisk på hovedet, "jo, den med løven." Lige dén del passede ham faktisk ret godt. Løven var dyrene konge sagde man, så det var vel kun passende at det var der han var endt.
Han nikkede let, det ville uden tvivl være rart me en at kunne snakke med, "jeg er enig," erklærede han og så sig lidt over skulderen som forventede han at fyren fra før ville høre det og komme farende ind igen og bryde freden. "Øhm.." han så igen ned på sin bog, "ikke så langt, jeg skal skrive om en eller anden profeti fra 2. verde...øh..troldmandskrig." Rettede sig selv med et lidt frustreret udtryk i de brune øjne. "Altså du må da gerne hjælpe hvis du har lyst," det var dyb taknemmelighed og lettelse at spore i hans stemme for han anede ikke selv hvor pokker han skulle begynde. Han satte sig tilbage på den plads han havde spærret før Tristan og hans slæng havde vippet ham væk.

[Ethel Emsworth]

Spørgsmålet fra Archibald's side gjorde det egentligt bare sværere at holde igen, og til sidst måtte Ethel også give efter og erkende det. ,,Ej undskyld", mumlede hun dæmpet i et lille grin og lod samtidigt hånden glide op til ansigtet for at tilbageholde en tot der allerede havde fundet vej over øret. Ih altså! ,,Overhovedet ikke", svarede hun og sendte ham et tydeligt forstående smil. ,,Alle skal starte et sted, og hvem ved... måske ender du med at blive den næste store troldmand", forsatte hun i et lettere opmuntrende tone. Man kunne jo aldrig vide?
Som han snakkede, tiltede blondinen hovedet svagt. Ethel lyttede og nikkede samtidigt et par gange. Hun kunne ikke helt lade være med stadigvæk at smile en smule over ham, men samtidigt så kunne hun også relatere til hvad han sagde og hvordan han måtte føle, hun havde trods alt stået i lignende situation for nogle år tilbage. Og så kom der selvfølgelig mullere-udtrykket. ,,Mugglere..'' rettede hun ham med et skævt smil og bed sig samtidigt et svagt øjeblik i underlæben, hvorefter hun trådte et skridt tættere hen på ham og der lagde hånden på bogen for at få Archibald til at holde den stille, nærmest som forsøgte hun at berolige ham. ,, Det er meget at tage ind.. Og det giver overhovedet ikke mening, i hvert fald ikke i begyndelsen.. Mine forældre har stadigvæk ikke helt vænnet sig til tanken om at deres datter kan svinge en stav og … reparere en bog -" det blev sagt med et dæmpet latter ,, - eller at hun kan flyve på en kost.. Og så har jeg undladt alle detaljerne om at der findes drager, for så ville de aldrig lade mig komme tilbage på Hogwarts.." - ,,Men altså.. Der findes nogle… besværgelser som gør, at mugglere hverken kan se eller bevæge sig ind på de magiske områder. Og det er sådan det magiske samfund bliver holdt skjult." Langsomt trak hun hånden af bogen. ,, Af og til sker det, at en muggler opdager at der findes magi, og når det sker så… får de slettet deres hukommelse. Det er nemmest, mener de ''højre magter''." Ikke at Ethel helt var enig, men sådan var det jo i det magiske samfund. ,,Og nu når vi er i gang, Loch Ness uhyret er ægte. Det kaldes en kelphie, ooog sådan én vil du ikke støde på", informerede hun ham og kunne så ikke undgå at sende et næsten uskyldigt, men tydeligt drillende smil.
Som emnet gled over på deres kollegier, så lignede det at Archibald blev lidt mere energisk. Den med løven, sagde han, en sætning der tydeligt afslørede hans forhold til det majestætiske dyr; og Ethel indrømmede da også gerne at hun, som en fangirl, heller ikke havde forestillet sig andet.. Og med den tanke rømmede hun sig en anelse og sprang let og elegant videre uden at kommentere alt for meget og derfra sige noget dumt, nu gik det alligevel så godt!
,,Åh ja, dén.." Sagde hun, som Archibald løftede sløret for hvad lektien stod på, og fulgte samtidigt med ham hen til bordet og tog der plads ved hans side. Ethel havde jo alligevel ikke noget at lave, så hvorfor ikke hjælpe en løve i nød? ,,Fortæl mig hvad du har forstået ved Profetien, det er næsten nemmere, så jeg ikke fortæller noget du allerede har styr på" , forslog hun og sendte ham et varmt smil der forhåbentligt fortalte at han ikke skulle frygte for at han måske sagde noget forkert.

[Archibald J. W. Windsor]

Denne gang var det ham som måtte skjule et grin bag håndryggen. Dog endte det ud i et ret mislykkedes forsøg. Nogenlunde ligeså mislykkedes som det havde været for ham at bibeholde den alvorlige facade lige før. "Store troldmand." Gentog han og bed sig i kinderne, "nu må jeg undskylde, men det lyder altså virkelig fjollet..eller altså...bare fordi at jeg nok lidt forstiller mig troldmænd iført troldmandshat, kappe og med langt hvids skæg, og navnet Merlin eller Gandalf." han rystede lidt på hovedet. Han mente ikke noget disrespektfuldt med det, skønt det måske godt kunne lyde lidt sådan. Det var jo bare det han havde hørt fra mugglereventyrene eller set i tv'et.
"Mugglere," rettede han sig selv med et lille suk. Hvorfor kunne det ikke også bare hedde magiker og ikke-magiker, det ville da nogenlunde være til at huske. Han stoppede først fumlerierne med bogen da hun lade en hånd over den. Han så op på ny, søgende efter hendes blik.
Han gjorde lidt store øjne ved hendes bekendelse. "Så du er også muggler? Eller altså muggler....født?" Det var nok mere et spørgsmål om det var den rette betegnelse end en direkte konstatering.
Han lyttede til hendes ord og kunne mærke hvordan han faldt mere og mere til ro. Det var rart at vide man ikke var alene, men at hun havde siddet lidt i samme båd. "Det er jeg faktisik ret glad for at du fortæller mig." Indrømemde han med et lettelses suk. "Er det med dragerne virkelig rigtigt? Kan man så også træne dem og ride på dem ligesom i film?" Han havde set en eventyrfilm engang, Eragon, med en fyr der fløj på en drage, og det var jo kun én ud af mange.
Archi bed sig atter i læben og skiftede vægten fra det ene ben til det andet, "hold da op." Var nærmest det eneste der kunne komme over hans læber. Det hele lød så kompliceret og så alligevel ret let. Det åbnede op for en milliard nye spørgsmål, men måske han burde læse sig frem til noget af det i stedet for at stille dem til hende, så ville hun have snakket sig hæs i løbet af en time i hvert fald. "Vent....seriøst?" Det var det med Loch Ness uhyret der havde fanget hans interesse.
Han rømmede sig en smule ved hendes spørgsmål og slog atter op i bogen, "øhm...altså..det er noget med en der fik et syn og så blev en dreng slået ihjel..nej hans forældre blev slået ihjel. Og så noget med ham Vollemot der ville styre verden...-ish." Den fremlæggelse lå nok ikke ligefrem til A+, men for pokker hvor var der dog meget der ikke helt gav mening,

[Ethel Emsworth]

Ethel kunne ikke helt selv skjule smilet, selvom hun forsøgte ved at presse læberne sammen, ligesom Archibald selv gjorde et forsøg på at skjule sit eget med hjælp fra hånden. Det lød måske lidt fjollet, faktisk meget, det indrømmede hun gerne, men ikke helt utænkeligt - man skulle jo starte et sted. ,,Det er helt okay -", sagde hun, forsat i det lille grin. ,, - Jeg tror de fleste har den forestilling om troldmænd, ligesom at hekse er grønne, med en lang næse med en vorte på og en stor sort spids hat", tilføjede hun med det drillende glimt i øjnene. Selv havde hun troet det, i mange år, og at hun med alderen ville blive grønnere, og grønnere, indtil hun var limegrøn, lige indtil hun havde mødt hendes moster og fået det hele på det rene og at det altså ikke var sandt.
Forsat med hånden på bogen, betragtede hun ham - det lod til at fange hans opmærksomhed for et kort stund. Det lille smil forblev på læberne, som hun nikkede et par gange til hans spørgsmål. ,,Mugglerfødt, ja - og ja, det er jeg", bekræftede hun. Hogwarts fungerede som helt normale muggleskoler, hvor den soacialearv og status også havde betydning. Som mugglerfødt på Hogwarts var man bare i den zone hvor man bare var lidt mere udsat, specielt når typer som Tristan og Izzy kontrollerede skolen; og Archi's situation gjorde det ikke ligefrem bedre, nu hvor han havde blåt blod i årene. Alligevel trak hun lidt på smilebåndet og blottede de pæne hvide tænder som han indrømmede at han var glad for at hun havde fortalt det. Som hun havde sagt før, så skulle de stå sammen.
,,Vent hvad? Ride på dem?" - ,,Altså.." Hvor skulle man begynde? Archibald havde så mange spørgsmål og Ethel ville så hjertens gerne besvare dem alle, og gerne gå i dybden, hun var jo trods alt en omvandrende bog der elskede at dele sin viden med andre, men hun ville heller ikke stå og kede prinsen af England. ,,Kort fortalt, så kan drager ikke tæmmes. De kan trænes, men det er svært. De er farlige væsner, og frygtsomme, der ikke tager imod odre, hvilket også besvarer dit andet spørgsmål: de kan ikke rides på." Ved hendes sidste informerende ord, trak hun en anelse op i mundvigen, som i et mindre drillende smil for at stikke til ham. Og smilet blev også kun mere fodret, ergo større da han reagerede på informationen om Loch Ness uhyret. Ethel nikkede. Det var som at tale med et barn, hvor alt blev taget imod kyshånd - sandt eller falsk.
Med hovedet let tiltet, skævede ørnen fra Archi og til bogen, og tilbage igen, som han forklarede. ,,Voldemort", kunne hun ikke holde tilbage i et lille grin da det snart måtte være anden eller tredje gang hun rettede ham. ,, - men udover det, ja, det er rigtigt. En seer - en person som kan se et glimt af fremtiden - fik et syn om, at Lord Voldemort ville gøre endnu et forsøg på at komme til magten efter hans tilbagevenden i år 1995, hvor hans mål var at tage magten over Ministeriet for Magi og undergrave møgglerfødte. I synet så Seeren også en dreng der ville blive Lord Voldemorts ligestillede, hvilket viste sig at være Harry Potter", dybde gjorde hun, langsomt, så Archi forhåbentligt fik det hele med.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi kunne ikke lade være med at le kort over hendes visuelle forklaring på en heks. Åh det lød bare så rigtigt. ”Præcis!” Erkendte han og rystede på hovedet som en hånd atter blev kørt gennem håret. Hvor havde man dog mange fordomme når det kom til stykket.
Han lyttede interesseret til det hun sagde omkring drager og en del af ham håbede da lidt på at den store afsløring ville ende ud i at de kunne trænes som så mange andre dyr. Dog endte det ikke med at være tilfældet. Der var nok noget om det, han ville egentlig nok heller aldrig ride på en krokodille.
Han sukkede dybt og slog blikket en smule ned. ”nåh,” endnu et suk, så et skuldertræk og et skævt smil som de brune øjne atter fandt hendes blå, ”hmm, det er måske godt nok, jeg ville nok alligevel ikke få lov til at have sådan en i hestestalden.” Jokede han og bed sig kort i underlæben.
Igen tav han som blondinen fodrede ham med informationerne omkring Voldemorts skumle planer. Da hun var færdig stod han lidt og bare betragtede hende med et lettere imponeret blik. ”Du har virkelig læst på lektien har du ikke?” Spurgte han med et hævet bryn og et smil på læben. Han rømmede sig igen, ”så altså Voldemort” Denne gang blev det da sagt korrekt, ”er mere eller mindre en magisk udgave af Adolf Hitler?” Det lød halvvejs som en konstatering og halvvejs som et spørgsmål. Der var virkelig meget han skulle have indhentet. ”Hmm..det lyder måske lidt underligt, men kunne du eventuelt tænke dig at mødes på et tidspunkt, nede på biblioteket eller noget og så give mig et lidt mere detaljeret overblik? Det virker mere interessant end at læse om det.” Erkendte han og viftede lidt med bogen. Han skulle alligevel ikke bruge det til noget, hans fremtid var ret formet for ham, men det var nok ikke helt dumt at sætte sig lidt ind i tingene, dét var jo også en af grundende til at han var her.

[Ethel Emsworth]

Ethel kunne ikke helt undgå at trække på smilebåndet over Archi. Han virkede nærmest helt skuffet, hvilket, nu når hun tænkte over det, var forståeligt - hun havde trods alt lige slået en mulig drøm ihjel om at ride på en drage. Hun kunne dog ikke undgå at slippe en let latter da han efterfulgt afslørede at han næppe fik lov til at have en forvokset øgle i den royale stald. ,,Neej deet… dét ville nok kræve noget af en overtalelse, og de er sikkert også helt vildt krævende", kørte hun videre med det mindre drillende smil. Desuden, så var Archibald jo en prins, og gik man efter de mange eventyrer der fandtes, så skulle han jo komme ridende på sin ædle ganger og så slå dragen ihjel og redde prinsessen, ikke komme flyvende på en.
,,Emh..'' En lille let rødmen tog over som prinsen sagde som han gjorde og selvom hun havde prøvet at holde sig selv i kort snor og ikke nørde den maks, og følte at hun havde, så kunne Ethel ikke helt undgå at tænke og frygte tanken for at han pludselig så hende som den store nørd hun i sandheden var - og normalvist ikke havde noget imod at blive stemplet som. Heldigvis var det ikke tilfældet, hvilket slog en smule mere koldt vand i blodet på den unge heks. Hun sank, pressede læberne sammen og kunne derefter ikke undgå at trække lidt på smilebåndet over sammenligningen. ,,Dét kan man vel godt sige", sagde hun med et skævt smil og helt automatisk løftede hun hånden op til hårgrænsen for at fjerne en tot om på øret. Ansigtet føltes stadigvæk varmt, men forhåbentligt havde den røde farve aftaget lidt.
Det næste hans spurgte om fik dog alligevel blondinens hjerte til at hoppe et lille slag over. Seriøst? Hørte hun rigtigt? I et øjeblik stod Ethel og stirrede på ham, overrasket, og lidt tom for ord. ,,M-mig?" Hørte hun sig selv fremstamme, hvorefter hun fik rystet sig tilbage til virkeligheden. Tag dig sammen, tænkte hun, det er bare Prinsen af England der spørger dig om hjælp, ingen anden, forsatte hun. ,,Jo, jo selvfølgelig. Det kan godt være lidt tungt at læse, så.. Jo, selvfølgelig", sagde hun med et smil, og følte sig samtidigt som en idiot, da hun i sine egne ører hørte sig selv gentagne sig selv langt flere gange end hun i virkeligheden gjorde.
''Ethel, kom nu!'' Lød det sekunder efter ovre fra døren til storsalen, hvilket fik blondinen til at fjerne fokusset fra Archibald og over på veninden der åbenbart var dukket op imellem tiden. ,,Jeg kommer nu", lød det, hvorefter hun igen fik vendt fokusset om på løven. ,,Jeg skal videre nu men… vi kan jo lige fange hinanden en af dagene og finde en dag?" Foreslog hun samtidigt som hun kom på benene. ,,Jeg ved at det kan være lidt svært det hele, men du skal nok klare det. Vi ses" Sagt med et sødt smil, og et sidste sekunds betragtning, drejede den unge heks endelig om på hælen for så at bevæge sig væk og hen mod udgangen.

//Out