This place is so damn weird!

[Archibald J. W. Windsor]

Tristan Plainwood

Storsalen

Omkring kl 20

Maj 2056

---

Archi bladrede lidt frem og tilbage i bogen der lå åben foran ham. Han havde fået sin første lektie for her på skolen og allerede nu følte han sig komplet hjælpeløs. Lektien var i Spådom. Tænkt at det faktisk var et fag. Han skulle skrive om en eller anden profeti som havde ført til noget kendt som "den 2. troldmandskrig." Ej at forveksle med 2. Verdenskrig som ellers i hans øre lød noget mere seriøst og vigtig. 
De sidste dage havde været meget underlige for ham. Det var som at vade rundt i en komplet drømmeverden. Archi havde altid været et ret logisk menneske. Selv efter han opdagede at han var magiker havde han troet at det ligesom bare var en lidt vildere udgave af en tryllekunstner. Hold da op så meget klogere han var blevet. 
Magi fandtes. Det havde han vidst i mange år, men omfanget havde han ikke haft den fjerneste ide om. Der findtes jo et helt magisk samfund gemt væk fra alle andre. Mullere...eller muggere....eller noget i den stil blev de vidst kaldt. Han rettede blikket op imod loftet der havde intaget samme rødlige nuance som udenfor da solen så småt var ved at få ned. Selv når han sad og så på de svævende sterinlys havde han svært ved at forstå det.
Han ville da nok have elsket at komme på denne magiske skole, hvis ikke det havde betydet at han skulle forlade alle sine venner. Den pige han var ret vild med og som endelig havde vist interesse for ham. Bad timing. Det var hvad det var. 
Igen gav han sig til at læse et par sætninger i bogen, hans hovede hvilede på den ene hånd og den anden hånd skubbede lidt formålsløst tryllestaven frem og tilbage imellem hans fingre, hvilket gav en rumlende lyd over bordet.

[Tristan Plainwood]

Det havde været ren tilfælde at slangen havde fået øje på den nye Gryffindor-elev i storsalen. Fokuseret i sin læsning, havde fyren hverken set eller hørt Tristan komme. Det havde været den perfekte introduktion til hinanden - hvis man altså havde spurgt slangen. Sammen med sin mindre klumme af to andre slanger fra 7. årgang, var de vandret ind i storsalen og målrettet mod Arhchibald. Tristan havde tysset på håndlangerne bag sig, ved at løfte en hånd og så ellers vinket dem med ham. Og som gruppen havde vandret op langs bordet hvor løven havde placeret sig, og de havde nærmet ham, havde Tristan i en lyn hurtig bevægelse puffet ud efter den støttende arm og håbet at fyren ikke havde hvilet på andet, da han så højst sandsynligt ville slå hovedet ned i bordet.
,,Deres kongelig højhed!" Havde Tristan hilst med et smørret grin og så ellers sat sig op på bordet og brugt bænken som en fodskammel, lige ved siden af Archibald. De to andre medslanger havde placeret sig på den anden side, så løven var blevet fanget, og de havde grinet over Tristans lille trick. ,,Er det sådan du ønsker at blive tiltalt? Eller hvad, prinsemand?" Han havde i hvert fald hørt et rygte om Prins Archibald havde tiltalt sig sådan et par gange over for andre elever. Det irriterede næsten slangen at det var hans sidste tid på skolen. Tristan var halvblods og boede i mugglersamfundet, og kendte derfor udmærket til den royale familie og deriblandt Archibald J. W. Louis , og nu hvor han kom fra en familie med ingenting, og den magiske verden ikke gik op i det, eller rettere sagt Hogwarts, så gav det en masse muligheder. Tristan måtte nøjes med den korte tid, plage løven og ellers håbe at der fandtes en der kunne træde i hans fodspor. Archibald fortjente det.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi var komplet uvidende omkring de elever der var kommet op bag ham, det var først da nogen skubbede til hans arm så han nær havde slået hovedet ned i bordet, at han blev opmærksom på de tre elever der lugtede langt væk af problemer.
Den unge prins så fra den ene til den anden hvortil de mørke øjne låste sig fast ved Tristan. Havde det ikke været fordi han var mere eller mindre låst inde af slangens gorillaer havde Archi rejst sig og forlangt en undskyldning for den ubehøvlede opførsel!. "Det er det i hvert fald for dig. Desuden tiltales jeg De, hvis du skal være helt korrekt på den, men jeg kan fornemme at du ikke kommer så fine steder." Okay det var dristigt at spille smart, men Archi var vandt til at folk havde hans ryg og at han var en af de populære kids. Han var opdraget til ikke at svare igen. Han skulle være the bigger person. Men han havde haft en dårlig dag og han ville gerne lige understrege at han ikke fandt sig i noget.
Den unge prins havde dog aldrig været i et slagsmål før, han var ikke vandt til at folk tyede til den form for primitive handlinger, måske det var derfor han ikke var bange for at spille smart overfor slangen.
Han forsøgte at rejste sig, men blev forhindret af Tristans følgere. I stedet lukkede han bogen. "Hvad kan jeg gøre for dig?" Spurgte han så og hævede et udfordrende bryn. Han var pludselig blevet ret opmærksom på hvor alene de var i storsalen, men han forsøgte på ikke at lade sig påvirke af det, skønt situationen gjorde ham en smule utryk. Desværre for ham skinnede det igennem.

[Tristan Plainwood]

''Uhhh" havde håndlangerne sagt i kor som prinsen af England havde forsøgt sig på at være smart. Hans ord havde fået slangen til at trække op i mundvigen og tungespidsen havde han presset mod overlæben før han havde reageret på løvens næste ord. Øjnene havde spejdet en hurtig runde i storsalen, sekunder efter Archibald havde gjort præcist det samme, og som de mørke og hemmelighedsfulde øjne atter var landet på prinsen, havde Tristan ikke var et sekund i tvivl om hvad fyren foran ham følte. Ikke nok med at han var alene, så var han også en decideret taber når det omhandlede magi - han kunne ikke forsvare sig, i hvert fald ikke temmelig godt.
,,Jeg kalder dig hvad jeg vil, Deres Majestæt." Lynhurtigt, som en giftslange i et hug, hamrede han hånden ned på den lukkede bog om Spådom, hvilket gav en genlyd der ville være sen at glemme. ,,Spådom?" Havde han spurgt og fuldstændigt ignoreret løvens spørgsmål. ,,Skal jeg spå for dig?"
Med et ulæseligt udtryk i ansigtet og blot et øjnryk fik Tristan den ene slange til at rejse sig og før Archibald kunne nå at opfatte noget, greb den selv samme gorilla fat i ham og fastgjorde ham i en halvt stående halvt siddende stilling. Og med et lettere tilfreds smil hvilende på læberne, rejste slangen sig og trådte et skridt tættere på prinsen. ,,Archi Archi Archi… Tror du at du bare kan tillade dig at komme her, og bestemme det hele, som du gør i England?" Sagt med et fnys, havde Tristan grebet hårdt fast om fyrens kæbe og tvunget ham til at kikke på ham. ,,Du bliver klogere. Du er ingenting her…" - ''Du burde forbande ham'', havde den anden forslået midt i det hele og grinet. ,,Genial idé", havde Tristan hurtigt givet hans trofaste ven ret i og han var nærmest lyst helt op i et tilfreds smil. Archibald kendte med garanti ikke til de fleste besværegelser, ej om der fandtes besværgelser der decideret forbandede vedkommet, og en opdigtet trovædig besværgelse ville måske endda kunne kyle ham ud af det, gøre ham en smule paranoid, og endnu mere hvis Tristan en sjælden gang smed en lydløs besværgelse efter ham og gjorde det hele mere troværdigt. Det ville komme udfra det blå og han ville ikke ane hvad der ramte ham.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi var godt klar over at det måske ikke havde været det smarteste valg at starte en debat en af de allerførste dage. Han skulle hellere forsøge sig med at få nogle venner frem for at skaffe sig ”fjender”. På den ande side kunne man vel sige at slanges næsvished selv have lagt op til det.
Inden Archi havde nået at responderer på Tristans ord. Hamrede Slytherineleven hårdt hånden ned i bordet, hvilket fik prinsen til at give et ufrivilligt spjæt fra sig i overraskelse. Løven skød et bryn i vejret og lod armene falde over kors. ”Ja, lad mig da endelig høre.” Svarede han. Allerede efter at have sagt det højt kunne han måske godt høre at det ikke havde været den smarteste måde at responderer på, det var jo lige nøjagtigt hvad slangen gerne ville have.
Forsøget på at undslippe mislykkedes også ganske tydeligt. Archi tilbageholdt en lettere ynkelig lyd da han blev presset tilbage i sædet af en af Tristans håndlangere. ”Jeg er ikke kommet for at bestemme, -det skal jeg tids nok komme til, men jeg vil gerne anmode om at du lader mig være så jeg kan komme videre med lektierne, spådommene læser jo åbenbart ikke sig selv, det kunne ellers være praktisk. Måske nogen skulle udvikle en besværgelse eller et magisk trick for indlæring uden studering.” Kommenterede han tørt.
”Urgh..” var lyden han kom med da Tristan greb fat om hans kæbe og tvang hans hoved i den ønskede retning.
Som en af de andre kødhoveder forslog en forbandelse, blev Archi en kende bleg. Han kunne intet gøre for at forhindre trio dum, i at bruge magi imod ham. Han havde kun lært at kontrollerer sin magi så den ikke meldte sig i tide og utide, samt kaste enkelte besværgelser, men han var langt fra på samme niveau som de andre.

[Tristan Plainwood]

Kronprisen havde det hele i munden, eller sådan føltes det. Hurtig på aftrækkeren, havde han været hurtig til at fyre kommentar efter kommentar efter slangens ord, hvilket provokerede Tristan grænseløst. Og det stoppede bestemt ikke lysten til at gøre Archibalds liv til det rene helvede det sidste stykke tid slangen nu havde tilbage på skolen.
Bogen havde Tristan puffet væk, hvorefter hans fokus var røget over på løven, som imellem tiden var blevet fanget og tvunget på plads, som den racehund han i sandheden var. Blåt blod hans bare r.. . Den pæne tone og de flotte ord prinsen så flittigt havde gjort brug af, havde fået slangen til at grine dæmpet, hvilket sekunder efter havde fået de to håndlangere til at følge trop. ,,Anmode om at lade dig være?" Havde Tristan gentaget og ellers rystet på hovedet over det. ,, - Så fornem du er. Skal vi give ham fred gutter, så han kan læse om spådom?" Spørgende, havde han skævet over på vennerne. To rystende hoveder havde fået Tristan til at skæve tilbage på slangen, hvor han med et smil og et træk på skulderne havde svaret ,,Desværre."
Tristan havde igen sat sig på bordet, hvilket også gjorde at han endte med at se ned på løven, og omvendt, tvang Archibald til at se op til slangen, noget kronprinsen sikkert ikke var vant til - Tristan var jo ikke andet end en fattig bonde.
Idéen var god, og som Tristan tvang Archibald til at kikke på ham, trak han med den frie hånd tryllestaven frem fra kappens dybe lommer. ,,Hmm." Overvejende, havde han rejst sig fra bordet, og med en mindre voldsom bevægelse skubbet prinsens hoved væk. Tryllestaven havde han svunget og sagt nogle forskellige mørke ord, kombineret med ,,Fra de onde i tusmørket, der hvisker og sniger sig bort. Åh Voldemort, hjemsøg kronprinsen af England, den mugglerfødte. Brænd alt i grønne flammer og lad ham fejle. Åh Voldmort, med denne sorte magi befaler jeg dig At. Hjemsøge. Archibald J. W. Louis." Med et ekstra hårdt sving, fik Tristan antændt grønne flammer i spådomsbogen, et træk der fik håndlagerne til at slippe Archibald og træde nogle skridt væk, og havde kronprinsen ikke været hurtig nok, var han havnet på sin flade på gulvet.
Det havde været med et tilfreds smil på læberne at de to medslanger derefter havde placeret sig bag Tristan, hvor de alle tre derefter havde stået og kikket med smørrede grin på løven og den brændende bog.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi følte sig slet ikke så sikker på situationen som han havde gjort til at starte med. Han havde en ubehagelig fornemmelse af at han ikke ville slippe ud af denne her situation uden videre. Han havde lyst til at himle med øjnene som Tristan gjorde nar af hans måde at tale på. Han valgte dog at lade være. Som han stod halvt fanget her, var det nok dumt at presse citronen yderligere. "Tja, det skal jeg være, har jeg fået at vide." Bemærkede han tørt.
Kronprinsen mærkede modet synke. Han havde jo allerede kendt svaret på spørgsmålet før de to kødhoveder havde svaret. Han sank en enkelt gang og håbede ikke at det var for tydeligt. Han mødte slagens blik og forsøgte trodsigt at holde øjenkontakten imens han mentalt prøvede at forbederede sig på...hvad end der ville komme til at ske. Ville han bruge magi imod ham? Slå ham? Fordre ham til en eller anden overdimensioneret plante der kun åd mennesker efter solnedgang - for sådanne planter ville ikke overraske ham eksisterede med al den nye viden han havde indtaget over de sidste dage.
Det endte dog alligevel med at være den unge løve der brød øjenkontakten som hans blik vandrede ned til Tristans hånd der søgte ind under de mørke gevnater for at trække tryllestaven frem. Forbistrede tryllestave. Han havde ikke før hadet magi så meget som han gjorde i dette øjeblik.
I samme sekund Tristans slap sit tag i Acrhi, trak løven hovedet til sig som en arrig hugorm efter et bid. Han skulede imod den ældre elev, men det hadefulde blik blev hurtigt erstattet af bekymring som en eller anden form for besværgelse -eller forbandelse, Archi havde stadigvæk ikke helt lært forskellen mellem de to, blev kastet imod ham.
Som bogen gik op i grønne flammer kastede Archi sig ubevidst baglæns, men eftersom gorillaerne havde flyttet sig endte han i stedet med at vælte ned fra bænken på ryggen hvor han lå og fægtede kort med armene som en uheldig skildpadde.
Prinsen fik hævet sig op på albuerne og så til som hans lektier gik op i flammer. Gad vide om det var en gyldig undskyldning for ikke at lave dem. Han så op på de tre tåbenakker. En stigende bekymring var at spore i de grønne øjne. Med hans lille viden indenfor magi, var han temmelig bekymret for om forbandelsen havde været ægte og om han nu ville blive hjemsøgt af et eller andet spooky spøgelse resten af hans liv. Han havde set Næsten-Hovedløse Nick kaste nakken til side så hovedet nær var faldet af og det billede hjemsøgte stadigvæk hans sind. Desuden havde han så ikke hørt det der Voldemort navn før? Det fik en svag klokke til at ringe i hvert fald.

[Tristan Plainwood]

En tilfreds og tydeligt nedgørende latter havde fyldt spisesalen som Archibald havde reageret. Han havde lignet en forskræmt hundehvalp sådan som han var væltet ned af bænken og var havnet på gulvet med fægtende ustyrlige kropsdele. Tristan og hans håndlagere morede sig gevaldigt, endnu mere da det lod til at prinsen oprindeligt virkede som en der troede på det vås Tristan havde lukket ud. ''Haha, sikke en taber. '' - ''Et nul. '' - ''Han bliver aldrig en rigtig troldmand.'' - ''Mudderblod'', sådan havde de to hundehoveder bag Tristan forsat, lige indtil den ene havde sagt det sidste skændselsord, et ord der havde fået dem begge til at stivne, kikke på hinanden og derefter hen på Tristan. ''U-undskyld.. Det var ikke meningen'', havde han tøvende sagt. Undskyldningen kunne rage slangen, ligesom det nedgørende ord, men Tristan var ingen fuldblods, og så derfor ingen grund til at bruge det det ord om de mugglerfødte. ,,Idioter..", havde han mumlet, som han havde skævet sig over skulderen og ladet de kulsorte øjne nedstirre fjolset. Derefter var blikket røget tilbage til løven og på nul komma fem var den kolde mine blevet erstattet med et varmt, men tydeligt mere provokerende blik af slagsen. ,,Nåmen, Archi..", lød det dæmpet, som han trådte hen imod prinsen og som en hund lod hånden placere i fyrens strittende hår. Fingrene nulrede han ind i håret og hurtigt fik han et mere kontrolleret greb i fyrens hår. Hidsigt tvang han Archibalds hoved op, så Tristan ikke selv skulle sænke hagen særligt meget for at få et bedre blik på ham. ,,Jeg håber at du kommer til at nyde dit ophold på Hogwarts. Så længe du befinder dig på skolen her vil du i hvert fald ikke være i sikkerhed." Med et selvtilfreds smil på læberne, havde Tristan i en hård bevægelse skubbet hovedet rundt og til sidst sluppet grebet. Og ligeglad med hvilke mulige indvendinger løven havde haft, havde Tristan vendt sig om for så at bevæge sig imod udgangen.

//Tristan out

[Ethel Emsworth]

De krystalklare blå øjne havde skævet op på den høje tyran som hun havde passeret ham og de tre andre slanger der loyalt havde fulgt efter deres leder. Tristan Plainwood, Hogwarts plageånd, og ikke mindst player. Hun brød sig ikke om ham, men det var ingen hemmelighed når det omhandlede skolens slanger. Heldigvis var det hans sidste år, og sommerferien lå kun lige rundt om hjørnet, men der fandtes andre typer som ham, såsom Lorenzo.. Det var efterhånden gået op for blondinen at ligemeget hvor man befandt sig, i muggler- eller den magiske verden, så ville der altid være bøller - desværre. De havde snakket og ikke mindst grinet over noget de havde lavet i storsalen, men hvad havde hun ikke helt fanget. Men det havde fået heksens alarmklokker til at ringe og derfor havde hun heller ikke tøvet med at dreje ind til højre som hun havde nået de ualmindeligt høje døre til storsalen, og der havde hun fået øje på prinsen af England. Selvfølgelig vidste hun hvem Archibald var, det gjorde de fleste mugglerpiger på hendes alder - måske endda også nogle af fuldblodspigerne. Hurtigt havde blondinen også fået overblik over hvad der kunne være sket; Archibald der var på vej op fra gulvet og bogen der stod i røg. ,,Uff… Jeg kan se at du fik den helt store velkomst af Tristan…", startede hun ud med et mindre skævt og næsten beklagende smil på læberne, som hun gik langs bordet og hen mod prinsen. Hendes hjerte græd over bogen, heksen havde trods alt en forkærlighed for de gamle slidte bøger og den viden de gav. ,,Er du okay?" Spurgte hun, som hun havnede overfor ham.

[Archibald J. W. Windsor]

Det mest ydmygede i hele denne latterlige situation var helt sikkert den fact at han lå og rodede rundt på gulvet imens de andre bare lod skælsordene vælte ned over ham. På den skole han kom fra var der meget strenge regler omkring mobning, og igen der var han den mest populære elev så at blive vippet af pinden og ende i den anden ende af skalaen fordi man skiftede skole var faktisk hårdere end han havde regnet med.
Det sidste skældsord prallede dog af på kronprinsen. Han rynkede brynene og satte sig op. Mudderblod Hvad stod det for? Han kunne se på slangernes leder at det åbenbart var slemt, hvilket næsten fik ham til at smile fordi det på ingen måde ramte Archi. Dog tog han sig i det da han helst ikke ville være offer for en ny runde forbandesler.
Trangen til at smile forsvandt dog hurtigt som han mærkede et solidt greb i de afblegede spidser. Han gispede let som hans hoved blev tvunget mod Tristans i en ufattelig ubehagelig position, hvilket nok alligevel havde været hensigten. Han mødte Tristans blik, det var næsten umuligt for ham at skjule sin trodsighed, men hvad pokker kunne han gøre. De var fire mod én og de kunne alle langt bedre magi end han var i stand til at praktiserer.
Derfor valgte han at holde sine bitre kommentere for sig selv og i stedet bare skule ondt efter dem som de langt om længe mistede interessen for ham og gik.
Han gav sig til at komme på benene og så lidt opgivende imod den udbrændte bog. Han sukkede opgivende, men hørte så en stemme bag sig der fik ham til at flytte sit fokus til den platinblonde heks der kom imod ham. "Jah...tar' han altid så godt imod de nye elever, eller var jeg bare heldig?" Hans stemme dryppede af sarkasme og irritation som ikke var rettet imod hende, men gruppen der lige var gået.
Han sukkede på ny. "Ja jeg er okay...tror jeg...han kastede vidst en eller anden forbandelse over mig.." Han forsøgte ikke at lyde bekymret over det, men sandheden var nu en lidt anden. For under én måned siden havde han lært at uhyrlige ting som drager og varulve fandtes, så tanken om at blive underlagt en creepy forbandelse stod helt klart på listen over ting han bestemt ikke brød sig om.

[Ethel Emsworth]

Det havde været med et bid i underlæben at Ethel havde sendt løven et skævt smil. ,,Mhhm, du var en af de mere... heldige, desværre", lød det tøvende fra hende, men alligevel med et strejf af drilskhed i undertonen i forsøget på at opmuntre prinsen lidt. Der gik dog ikke længe før at et mere mistroisk udtryk dukkede op blondinens ansigt. ,,Forbandelse?" Gentog hun og lyttede til hvor fjollet det selv lød. ,,Hvil-hvilken slags forbandelse, helt præcist?" Spurgte hun som hovedet røg en anelse på skrå for at betragte den noget så irriterende flotte prins. ,,Er du sikker på, at du er helt okay?" Skød den unge mugglerfødte ud og trådte et skridt tættere på prinsen. Aldrig havde hun hørt noget lignende, ej læst, så ærligtalt kunne Ethel ikke svare på om det var sandt eller ej - men det havde fanget den unge heks nysgerrighed. Det var måske også derfor at hun slet ikke anede hvad hun endte med at gøre; hænderne omkapslede Archibalds ansigt og lidt bestemmende, men uden at gøre skade på fyren, fik hun hans ansigt vendt ned imod hendes, så de krystalklare blå øjne kunne betragte alt på tæt hold. ,,Har du altid haft brune øjne? Blonde spidser? Og har du altid været så høj?"

[Archibald J. W. Windsor]

Archi fnøs utilfreds. Han havde lyst til at kalde Tristan for diverse skældsord, men var trods alt oplært med ikke at synke ned på det niveau. Skønt det ikke altid lykkedes for ham at overholde.
I endnu et forsøg på at ligne en der ikke helt bekymrede sig om tanken, om at blive hjemsøgt at en eller anden mørk troldmand, og have et liv fuld af uheld foran sig, slog han let ud med hånden. "Øhm.." Han forsøgte at genkalde sig noget af det der var blevet sagt. "Noget med Vollemot og grønne flammer..." Begyndte han tænksomt uden selv at bemærke at han udtale navnet på Mørkets Herre helt forkert. "Og så noget med at jeg kommer til at fejle..." Han slog den ene arm lidt om sig og pillede en smule fraværende ved syningen på ærmet, som han sank en smule bekymret. "....ja og så brændte min bog," han gjorde en gestus mod bogen, men blev lidt afbrudt i det da han mærkede blondinens hænder imod sine kinder.
Han stirrede tilbage ind i hendes himmelblå øjne. Hun var virkelig utrolig smuk. Et kort, lykkeligt, øjeblik troede han at hun havde tænkt sig at kysse ham, men han blev hurtigt sat på bedre tanker ved hendes række af spøgrsmål, som ærlig talt undrede ham en lille smule. "Øhm ja...til det hele...hvorfor?" Brynene blev skudt i vejret, men han gjorde intet for at komme fri fra hendes greb.

[Ethel Emsworth]

Læberne havde Ethel presset hårdt sammen i et forsøg på at holde et lille grin tilbage over navnet Vollemot. Istedet havde heksen nikket og dæmpet rettet ham. ,,Voldemort, men ja?" Alt i alt anede hun ikke hvad prinsen talte om. Det lød som en dårlig prank, men måske var der faktisk tale om en gammel forbandelse, en forbandelse som kun få kendte til? Der fandtes trods alt så meget andet i den magiske verden som kunne lyde helt åndssvagt hvis man sagde det højt.
Det havde været med store betagende øjne at Ethel havde ladet blikket flakke rundt i fyrens ansigt: fra øjne, til håret, næsen og… til slut læberne. Hun havde ventet på hans svar, og efter han havde svaret hende havde hun stået i et par sekunders stilhed og bare betragtet ham, lige indtil hun var kommet tilbage til planet Jorden og det var gået op for hende hvad hun havde gjort, eller rettere sagt hvad hun stadigvæk gjorde. "Emh.." Rømmende og med følelsen af en varme stige til hovedet, havde hun sluppet med hænderne og trådt et skridt tilbage. ,,..Undskyld, jeg skulle bare lige... sikre mig at alt var som det plejede at være. Normalt rager jeg ikke på folk jeg ikke kender… Normalt rager jeg slet ikke på folk" Kort og rystende på hovedet af sig selv, prøvede hun at få styr på det hun lukkede ud. ,,..Ikke at du er som alle andre folk. Du er jo … en prins. Men det ved du jo allerede godt. Og nu… tror jeg bare at jeg tier stille." Hun sank en klump og prøvede at få styr på mundtøjet. Normalt freakede hun slet ikke ud når hun hilste på nye mennesker, men, som hun jo desværre allerede havde pointeret for Archibald, så var han jo en prins. ,,Den stod i grønne flammer, sagde du?" Hurtigt røg fokuseret over på bogen inden løven kunne kommentere på for meget af det ørnen havde sagt, og ligeledes flyttede hun kroppen hen mod gerningsstedet, væk så Archibald ikke kunne se hendes ansigt mere og de ansigter hun ende med at lave af sig selv.
Det var et trist syn. Og det havde været med et hjerte i to stykker at hun havde ladet sine fingre glide forsigtigt over bogen for få et bedre kik på dens tilstand. ,,Jeg… har desværre ingen idé med hensyn til forbandelsen, lige nu og her, men jeg kan hjælpe dig med at fikse din bog? Hvis det er?" Hun havde skævet sig over skulderen, tilbage på Archibald og sendt ham et lille smil. Heldigvis var varmen i kinderne aftaget, hvilket betød at farven der måske også havde været til at spore på kinderne måtte være forsvundet.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi hørte godt at den blonde heks rettede ham. Han så lidt spørgende på hende da han dog ikke helt fik fat i hvad hun rettede ham til. ”Undskyld hvad kaldte du ham?” Spurgte han ind.
Hans brune øjne var rettet imod hendes blå, som de flygtigt gled over hans ansigt og hår. Han sagde intet til det og gik ud fra at hun checkede efter et eller andet tegn på den omtalte forbandelse.
Det var først som rødmen formede sig på de blege kinder at det gik op for ham, at hun måske havde ladet sig rive en smule med. Hans skulle til at forsikre hende om at en undskyldning ikke var nødvendig, da hun fulgte op med kommentaren om at hun normalt ikke ragede på folk hun ikke kendte.
Dette fik ham næsten til at le. ”Nej det...ville vel også være upassende,” kommenterede han og lod den ene mundvig trække sig op i et smil der kun voksede sig større i takt med hendes vrøvleri. Af en eller anden årsag føltes det faktisk lidt rart at nogen lod til at vide at royaliteter skulle respekterers. ”Det er altså okay.” Endte han så med at berolige hende.
Som fokus blev flyttet imod det ret så medtaget skoleredskab. ”Jah..det så ret vildt ud.” Erkendte han, men nu var han selvfølgelig heller ikke vandt til at ting brød ud i spontane flammer. Hans mod faldt en tand da hun afslørede at hun ikke vidste om forbandelsen var reel, han måtte nok hellere finde en professor at snakke med om det så. Han studsede dog over noget andet. ”Fikse den?” Hans blik faldt på det sørgelige rester ”jeg tror virkelig ikke dén der kan fikses.” Måske burde han efterhånden have lært at mange ting kunne lade sig gøre med magi, men det lå bare stadigvæk så fjernt for ham.
Han havde flyttet sig lidt tættere på for bedre at kunne se, hvilket resulterede i at da hun vendte blikket over skulderen for at se tilbage på ham, var han nok en del tættere end hun måske forventede, han smilede lidt undskyldnede, ”sorry.” sagde han hurtigt og trådte et halvt skridt tilbage.

[Ethel Emsworth]

,,Voldemort", gentog Ethel og atter havnede de blå øjne på den irriterende flotte prins, og i et par sekunder følte hun at hun igen stirrede lidt for længe på ham. ,, - men.. det er ligemeget, den historie kan du få en anden gang", skyndte hun sig videre, videre til sit ordkludderi, videre til et scenarie Ethel aldrig i sine vildeste fantasier havde regnet med at hun skulle havne i. Berømthed, royal eller bare helt normal, så havde hun altid sagt til sig selv at hun aldrig ville blive én af de slags personer der flippede ud. Hvor havde hun taget fejl.
Ethel ragede og vrøvlede, og set udefra måtte det havde været ganske underholdende at følge med i. Det lille smil der langsomt tittede frem på Archibalds læber, efter blondinen endelig fik lukket mundtøjet, fik hendes mave til at slå koldbøtter - det hjalp overhovedet ikke at han tog det så pænt. Det er altså okay, sagde han, hvilket nær havde fået den unge heks til at spørge om han var sikker på at det rent fatkisk var okay. Men hun havde stoppet sig selv og i stedet sendt ham et mindre smil, hvorefter hun hurtigt havde vendt fokusset til den brændte bogen.
Nikkende til det gentagende spørgsmål, skævede blondinen sig over skulderen og blev en smule overrasket da Archibald stod uhyggeligt tæt på hende, eller i hvert fald tættere på end hun lige regnede. ,,Emh.. Det er… okay", mumlede hun i en dæmpet tone og lod kort de blå øjne falde i staver i hans brune. Det eneste Ethel kendte om Archibald var hvad sladderbladene delte om ham, ergo også de billeder der en gang sommetider dukkede op i eller på de sociale medier. Han så så meget bedre ud i virkeligheden - konstaterede hun, hvorefter hun igen vendte tilbage til den virkelige verden. Han kunne være en nar, en kæmpe nar, ligesom Tristan, eller Lorenzo, tænkte hun, for at få styr på sig selv. ,,..Der findes besværgelser der kan reparere alverdens ting. Faktisk så… findes der næsten besværgelser til alt, og hvis ikke besværgelser, så eliksirer. Det lærer du hurtigt", forklarede hun med et smil som hun samtidigt trak tryllestaven frem. Igen røg blikket tilbage på bogen, hvor hun sagde besværgelsen, svang let med staven og langsomt begyndte bogen at blive til sig gamle jeg.