Friend or Foe?

[Alexa O'Neill]

Sted: Ravenclaws bord, storsalen
Vejr: Det magiske tag viser en dybblå himmel med let sol
Deltager: Ethel Emsworth
Tidspunkt: 15:46

Der var gået hvad, fem dages tid siden den aften? Det var stadig indgroet totalt i hendes tanker, selvom Noah havde hjulpet hende dagen efter og det hele, men selvom hun var rask og havde det fint fysisk, så havde det stadig haft sine effekter alligevel, der ikke bare sådan uden lige forsvandt. Hun havde haft virkelig svært ved at sove de sidste fem dage, havde nølet endnu mere efter i timerne end normalt og var vildt bagude med lektierne. I dag havde hun troet at hun var frisk nok og det hele, men så havde hun set ham igen, på afstand efter sin time. Raseri havde fået hende til at miste koncentrationen i et længere øjeblik og hun havde fået adskillige elevers tanker smidt direkte i ansigtet. Og nu var hun træt. Igen. 

Det ændrede dog ikke på en aftale hun havde haft med en elev fra Ravenclaw om at hjælpe hende med lektierne i muggler viden og hun havde skam også sat sig med den yngre elev, selvom hun havde lektier til halsen selv. Det havde taget hvad? En times tid? Derefter var hun endnu mere træt. Så træt at hun ikke gad til at rejse sig, men lige nu var der heller ikke rigtig nogen i storsalen. Kun et par Hufflepuff'ere, der sad og hyggesnakkede næsten i den anden ende af storsalen. Hun kunne lige slappe lidt af. Bare lidt. Og så gå tilbage til krypten og snige sig ind, undgå Tristan som hun havde gjort hidtil og få ordnet nogle af alle de forbandede lektier. Men som hun lagde sig halvt ind over bordet og gav sig til at slappe af begyndte hun langsomt at falde totalt i søvn. Det samme gjorde den hånd hun lå oven på med hovedet og  til trods for det, rykkede hun sig ikke ud af stedet.

[Ethel Emsworth]

Det var ved ren tilfælde at blondinen var gået forbi storsalen og derfra havde kikket ind og fået øje på en person der lå halvvejs ind over bordet. Og som Ethel havde antaget, og var blevet bekræftet i da hun havde nærmet sig vedkommet, sov personen. Tøjet havde afsløret pigen; slange, og selvom Ethel ikke havde været i stand til at vurdere hvem det var der lå der, eller om hun kendte pigen, netop på grund af hovedet der lå gemt ned i bordpladen og håret lignede en vild rede og derfra havde gjort det umuligt at regne ud, havde ørnen alligevel hævet paraderne en anelse.
,,Hallo?" Prikkede hun pigen til skulderen, efter hun havde stået der i 30 sekunders tid og overvejet hvad hun skulle stille op. ,, - Er du træt, så kan du smutte ned i sovesalen", lød det fra blondinen, som igen prikkede brunetten på skulderen , en anelse hårdere end første gang. Derefter røg armene over kors som hun ventede på den mindste form for reaktion.

[Alexa O'Neill]

Alexa måtte være faldet i en dybere søvn end hun først havde regnet med, for hun bemærkede ikke det første prik der landede på hendes skulder. Det var først ved prik nummer to, at hun godt kunne mærke at noget ikke helt var, som det skulle være. Det øjeblik hun kom til overfladen af søvnen, satte hun sig op med et sæt, de mentaler parader var lynhurtigt oppe for hun var stadig ikke helt klar over hvem der havde prikket til hende. Og hendes dybe, mørke tanker antog næsten Plainwood. Men da hun så at det var en anden, forsvandt hendes indre panik hurtigt og hun åndede næsten lettet op. Hun kendte ikke pigen der stod med armene over kors og hun havde heller ikke hørt hvad vedkommende havde sagt. Med det samme sneg en dårlig samvittighed sig ind over hende, ikke kun fordi hun teknisk set havde sovet det hele væk, men også fordi pigen var en Ravenclaw og at hun lige nu sad og optog hvad der potentielt kunne være den fremmedes plads.

"Åh, undskyld, jeg hørte dig slet ikke," det kunne sikkert have lydt som en hån fra alle andre slanger, men Alexa var en flink slange, og skønt hendes stemme var træt, så var hendes toneleje oprigtigt undskyldende. Hun rejste sig hurtigt op. "Du må virkelig undskylde hvis jeg har taget din plads eller sådan noget.. Jeg hjalp bare lige en anden elev her med lektierne og så.. Ja.. Så faldte jeg sgu i søvn," hun sendte pigen et prøvende, men træt smil.

[Ethel Emsworth]

Overrasket over pigens pludselige reaktion, havde Ethel trådt et skridt tilbage og med glippende øjne havde hun betragtet slangen, samt lyttet til hendes noget så oprigtige undskyldning. Det havde fået ørnen til at bide sig overvejende i kinden - det var en slange, og igennem årens forløb havde hun lært at selv den mest oprindelige undskyldning kunne være falsk. Blondinen havde dog, trods sine holdninger til rivalhuset, mærket armene glide en smule fra hinanden. Bekymringen overtog, som hun fik studeret pigen en anelse. Hun så en smule bleg ud og de tunge poser under øjnene afslørede hurtigt den manglende søvn. ,,Det er.. Det er fint. Jeg skulle ikke bruge pladsen, jeg ville bare tjekke til dig", fyrede hun lynhurtigt afsted og fik sænket paraderne det mere ved at lade en smil glide over de bløde læber. ,,... Er du okay? Du ser en smule… sløj ud?" Derefter lod hun armene glide ned langs siden og dermed forsvandt alt der mindede om fjendtligt kropsprog.

[Alexa O'Neill]

Nu hvor de stod over for hinanden og havde verbal kontakt, kunne Alexa ikke stoppe sin legilimensi fra at gå i gang. Pigen stod ikke som hun stod fordi hendes plads var blevet taget. Hun stod sådan, fordi Alexa havde slagens farver på sit tøj. Det var ingen overraskelse. Men det var det til gengæld, da agtpågivenhed blev erstattet af en pludselig bekymring, der både lå i pigens sind og strålede ud af øjnene på hende. "Åh.. Nårh, jamen, ehm.. Tak fordi du tjekkede så, det er ikke ret rart at sove på den måde der," indrømmede hun efter et kort tavs par sekunder.

"Ehm.. Jeg er bare træt.. Jeg drukner i lektier og er.. Træt," hun havde stadig ikke lyst til at tale om Plainwood. Det var stadig et ømt punkt for hende, især fordi healerne ikke havde været i stand til at fjerne initialerne fra hendes kraveben. Det havde ikke været særlig pæn magi der havde gjort det og derfor var det ikke til at fjerne. Med mindre hun selvfølgelig blev totalt muggler-rebelsk og fik en tattovering uden sin fars samtykke. Det kunne godt være hun ville det. "Vent, har jeg ikke set dig før en gang? Er vi ikke på samme årgang?" det var lige så meget et nysgerrigt spørgsmål som det lidt var et forsøg på at ændre emnet væk fra sig selv. Hun kunne ikke få sig selv til at tale om det. Om ham.

[Ethel Emsworth]

Svaret fra slangen havde fået Ethel til at kikke ned i jorden og kort havde hun mærket det lille smil overtage læberne, og endda hørt sig selv slippe et ukontrolleret mindre fnis ud, som et slags udømmende alle-ved-at-det-ikke-er-behageligt-at-sove-på-et-bord - og specielt i siddende stilling. Lynhurtigt var de krystalklare blå øjne derefter havnet på pigen igen, og hovedet havde hun tiltet en anelse for at betragte den tydeligt plagede sjæl.
Blinkende havde hun lyttet til brunetten; træt, lektier og… noget andet, noget andet hun ikke ville fortælle. ,,Hmm", lød det overvejende fra blondinen, som hun hævede brynet og så noget tænkende på pigen foran sig. Hun ville gerne hjælpe hende, og hun kunne da også godt tilbyde hende hjælp, men kun med en af delene, hvilket var lektiedelen - hvis hun da altså gad at have hjælp. Dog nåede Ethel ikke at sige noget før pigen atter åbnede munden og spurgte om de ikke gik på samme årgang. ,,Joo..", kom det tøvende i starten, som begyndte hun mentalt at bladre i bogen i hovedet med dem hun gik i klasse med, der var trods alt en del. ,,- Du er .. Hende fra Durmstrang, ikke sandt? O'Neil? Alex? Alexa? Undskyld hvis jeg udtaler det forkert", sagde hun med et skævt beklagende smil og løftede derefter hånden og kløede sig en anelse i de blonde krøller. ,,Men jo, jeg er Ethel Emsworth'', præsenterede hun og rakte derefter hånden ud for at hilse på hende.

[Alexa O'Neill]

Det lette fnis fra Ravenclaw-pigen fik blot Alexa til at smile skævt. Hun vidste det godt, at det var noget fjollet noget at sidde og sove midt i storsalen og hun kunne også mærke at pigen grinede med hende og ikke af hende. Det var ærligt talt også ret sjovt, når det kom til stykket.

Dog var pigen ikke overbevist om at det bare var træthed og lektier. Det var både tydeligt på hvordan hun virkede til at tænke højt og i hendes tanker. Med lidt mere koncentration, afbrød Alexa forbindelsen, så hun ikke længere kunne mærke eller høre pigens tanker. Det var ikke høfligt og hun ønskede virkelig ikke at gøre det. Før hun vidste af det kom der flere navne ud af munden på pigen, der næsten fik jackpot. Hun fik da fat i navnet til sidst og Alexa smilede blot varmt. "Du havde det faktisk rigtigt. Alexa og O'Neill. Jeg bliver alligevel også kaldt Alex, såh.. Der er intet at undskylde for," hun tog pigens hånd da hun præsenterede sig og et lys gik op for hende. Ethel, pigen der var én af de bedste på årgangen til at lave eliksirer. Og så tidligt som i sidste uge, havde hun set Ethel give en mobber tørt på verbalt. Respekten for hende voksede med det samme.

"Ja, ja jeg husker dig godt! Jeg har aldrig haft et særlig godt tag på eliksirbrygning og du stryger igennem de timer så let som ingenting," roste hun løst, men ikke alt for ivrigt. Det var bare ikke sådan hun gjorde det. Men at lave sjov med sig selv var fint nok, lidt selv-ironi skadede ingen. "Var det ikke også dig der bed hovedet af én af dem fra mit kollegie i sidste uge?" spurgte hun så, stadig i et let og stadig venligt tonefald. Hun havde ingen problemer med at hendes kollegie fik lidt smæk når de blev for grumme i kæften.

[Ethel Emsworth]

Smilet blev hængende som slangen, eller rettere sagt Alexa, afslørede at Ethel ikke havde været hel gal på den. Selv kendte blondinen til hvordan det var når folk faktisk ramte plet, men hvor det bare kiksede med udtalelsen. Alexa O'Neill. Pigen der før havde gået på Durmstrang, men nu gik på Slytherin, pigen med legilimens, men... men betød det virkelig noget? Ethel havde haft sine tvivl fra første øjekast, hvor brunetten havde lagt og sovet indover bordet, og selvom de kun havde stået og ført en samtale i det der virkede som 5 minutter, så var det som om at alle former for tvivl var forsvundet.

Det var med et voksende smil at blondinen til sidst ikke kunne undgå at fnise en smule af hvordan Alexa stille og roligt begyndte at kendes ved hende. Hånden havde hun let løftet op og svunget med, som et slags; hold da op, eller så rødmer jeg. Sandheden var dog anderledes, rosen tog hun gerne til sig, om eliksirbrygningen, og at hun var en af de bedste på deres årgang - hun havde trods alt siddet i mange af både dagens og nattens timer og terpet, hvorimod den anden del måske ikke var den bedste måde at blive husket på, men man kom ikke udenom at det var sjovt. ,,Sandtsandt", havde hun grinet lidt og ladet hånden hvile omme i nakken i ren afslapning. ,,Men hey, hvis du skal have noget hjælp til lektierne, så vil jeg gerne hjælpe en dag, hvis du selvfølgelig har lyst." Ændrede hun derefter kurs og sendte pigen et venligt smil. ,, - Men", lød det lynhurtigt, faktisk før Alexa kunne nå at takke ja eller nej til tilbuddet. ,, - Hvad… Hvad sker der?" Det var et åbent spørgsmål, et meget åbent spørgsmål, men den bekymrende tone afslørede måske hvilket svar Ethel søgte efter.

[Alexa O'Neill]

Igen fik Alexa et kig ind i Ethels sind, som hun tænkte over hvem Alexa var og hun blev hurtigt overrasket over hvor meget ravnen egentlig vidste. Endda at hun var en legilimens! Det var ikke noget, hun talte vildt højt om, men der var da nogen der godt vidste det, mens andre levede i bedste uvidenhed. Hun hadede at fortælle folk at hun besad evnen, for de blev oftest nervøse for hende eller bad hende om at holde sig langt ud af deres hoved. Så som Tristan. Ad. Hun lukkede hurtigt den tanke ned og låste den inde i baghovedet for at fokusere på samtalen nu her i stedet.

Før Alexa nåede at takke ja til Ethels tilbud om lektiehjælp - for det var det, der var hendes intention, da hun var smertefuldt bagefter - skyndte Ethel sig at tilføje endnu et spørgsmål, et meget åbent et, men både på pigens blik og i hendes sind var Alexa godt klar over hvad hun mente med sit spørgsmål. Hun var virkelig klog og god til at gennemse folk, hende Ethel. Og selvom Alexa respekterede det, så var det bare stadig et virkelig ømt emne og de kendte ikke rigtig hinanden super godt endnu. Eller, Alexa kendte efterhånden Ethel, men det havde hun ikke lyst til at nævne. Til sidst sukkede Alexa lavt. Ethel havde udvist tillid til en slange og nu burde Alexa virkelig give tilbage af den tillid. Om end uden at nævne navne. "Mit kollegie er dem der mobber andre allermest her på Hogwarts det meste af tiden.. Såh.. Når jeg fortæller dig, at jeg virkelig er malplaceret der, så ved du vel godt hvad det betyder, ikke?" hun havde ikke lyst til at sige det direkte. I stedet var hun kryptisk. Også fordi der kunne være andre tæt på der smuglyttede. Hendes blik sagde dog lidt mere end hendes ord. Øjne der så lettere bedrøvede ud og et lettere reserveret kropssprog. Hun var virkelig ikke glad for at tale om det.

[Ethel Emsworth]

De blå øjne havde studeret Alexas ansigt og var flakket fra øjnene til næsen, til panden, til munden og tilbage til øjnene. De små ansigtsudtryk havde givet blondinen den klare fornemmelse af, at brunetten foran hende ikke ønskede at snakke om det, hvilket Ethel kunne havde accepteret, hvis pigen ikke havde set så smadret ud som hun i virkeligheden gjorde.
Som hun lod tungespidsen glide overvejende over tænderne, havde Alexa endelig åbnet munden og det svar hun var kommet med havde efterladt en overrasket ørn. Med manglende ord og glippende øjne havde hun i nogle sekunders tid stået og blot stirret på Alexa og bidt sig gentangende gange i underlæben. Derefter havde hun kikket til højre, så venstre og som slut rundt i de nærmeste kroge hvor der kunne stå nogle og smuglytte, og så havde Ethel endelig slået blikket alvorligt tilbage på brunetten. ,,Hvem?" Det var fløjet ud, dog i en dæmpet tone for ikke at få unødvendig opmærksomhed fra de andre der sad i storsalen. Det ragede ikke blondinen, de kendte trods alt ikke hinanden, og selvom det var en fra fjendens hus, så kunne hun ikke bare stå og kikke på. ,,Nej, det er ligemeget med hvem det er... Har du sagt det til en Professor, eller nogen anden?" Lød det i stedet, før Alexa var kommet så langt og havde afsløret hvem der plagede hende, hvorefter Ethel med en hånd inviterede brunetten ned på den selvsamme plads som blondinen nogle minutter inden havde jagtet op fra.

[Alexa O'Neill]

//Lukket grundet oprydning af mine tråde