I said a bang, bang, bangity bang

[Deleted]

Denne tråd foregår i maj 2056 

Denne tråd er tilegnet @madeleine

---

Levi var taget ud. Det gode vejr var efterhånden ved at melde sin ankomst, som maj nærmede sig juni. Solen udenfor havde selvfølgelig lagt op til at bruge en dag udenfor, men Levi var ikke typen der ville tilbringe den ude i en eller anden have eller på at sidde ude i den. En rask gåtur for at holde kroppen i gang, var mere ham. Hogsmeade havde været et sted, han var kommet ofte, da han gik i skole. Ikke han var melankolsk, men han havde tænkt han egentlig gerne ville genopleve den lille hyggelige magiske by endnu en gang. Tørsten havde dog meldt sig, og af selv samme grund havde han selvfølgelig – som i de gode gamle dage, bevæget sig mod De Tre Koste, mens han mindedes de gange han sammen med sine venner havde gået turen. Isærdeleshed en bestemt ven, som altid dukkede op uanset hvor meget han forsøgte at fortrænge det. Han prøvede dog i stedet at fokusere på de gange de havde mobbet en Hufflepuff’er for at være indbegrebet af en Jesu lignelse. Desværre for ham, betød det også han var travl i sine egne tanker og som han bevægede sig målrettet ind ad døren på De Tre Koste og mod det bord, han så oftest havde sat ved, var han uopmærksom.

[Deleted]

Det var en af de dage, hvor der ikke var særlig meget at tage sig til. Madeleine havde for en gangs skyld fri og på trods af at hun arbejdede på De Tre Koste, sad hun i dag blot som privatperson ved et af bordene og tegnede. Hun havde fundet sig en plads i en af de hyggelige kroge og som hun sad med en dyb og koncentreret fuge i panden, tegnede hun på en skitse af en stor walisisk grønskællet drage. Foran hende på bordet lå en lille forhekset drage sammenrullet, som den lå model for hendes tegning og af og til, nippede hun lidt til en ingefærsøl. Når hun havde fri, kunne hun ofte sidde og spendere TIMER på De Tre Koste, hvis hun fik lov og som hun sad komplet i sine egne tanker, sad hun således også og mumlede lidt fraværende for sig selv. – Hun vågnede således også først op, da en ung mand smuttede ind og sidde på bænken ved siden af hende og bumpede direkte ind i hende, så hun fik tegnet en stor og fed streg henover papiret og den drage hun ellers havde brugt timer på. – Åh jo….Detaljeret var den skam og det irriterede hende at en enkelt mands uopmærksomhed nu ødelagde, hvad hun havde kreeret. De fine øjne gled således op og med lidt irritabel mine skulede hun til den nyankomne. ”Hey…Se dig for…” Mumlede hun, før hun sukkede dybt og skævede lidt ned imod den nu ødelagte skitse.

[Deleted]

Levi bemærkede ikke han bumpede direkte ind i nogen på sin vej, så da en kvindestemme henvendte sig til ham i en mumlen, så han over mod hende. Han anede ikke hvad hun havde haft gang i, da han var kommet ind og det var heller ikke fordi hans blik faldt på det bord hun sad ved, så han kunne se hans uopmærksomhed havde ødelagt hendes tegning. Han havde under alle omstændigheder så nok også været ret ligeglad. Han havde ikke helt været i stand til at tyde ordene. ”Si’r du noget til mig?” spurgte han hende direkte. Han var ikke bange for at tage en konfrontation og havde hun et problem, så måtte hun sige det. Han så mod en servitrice for at få hendes opmærksomhed så han kunne få noget at drikke, da tørsten var grunden til han var kommet til at starte med. Han bestilte en ingefærsøl, og lænede sig herefter tilbage i sit sæde.

[Deleted]

”Ja, jeg si’r noget til dig…” Madeleine bed lidt irritabelt af den Mørkhårede, som var stødt ind i hende. – Hvad bildte han sig egentlig ind? Normalt brød Maddie sig ikke om konfrontationer som disse. Hun kravlede hellere udenom, for at passe sin egen butik. Hun brød sig ikke om at ryge i clinch med fremmede og risikere at ryge ind i komplikationer hun ikke ville kunne komme ud af igen. ”Klaphat altså…” Madeleine rystede irritere på hovedet og lidt aggressivt smækkede hun sin tegneblok i, blot for at skubbe den lidt til side. – Dette vækkede dog den lille fortryllede drage på bordet, som glippede lidt med øjnene, for så at være på vej ud over bordkanten i samme nu, som den snappede ud efter den mørkhårede mand. – Som en lille ynkelig vagthund, der truede en løve. Maddie greb den dog i halen og hun strøg den så ellers med to fingre over den skællede ryg. Manden virkede ikke som én, der var hendes tid værd.

[Deleted]

Han lod de mørke øjne hvile direkte på hende, som hun erkendte hun snakkede til ham. Han gjorde arrogant gestus med hånden til hun kunne sige frem. ”Så sig det højt,” påpegede han køligt, som han tog en tår af den ingefærøl han havde bestilt. Han vidste ikke, han havde ødelagt hendes tegning af en drage – men han var også ligeglad. Gjorde det hendes dag bedre kunne han sagtens sige undskyld og give en kvajebajer. Han skulle dog med al sandsynlighed ikke møde hende igen, så hans uopmærksomhed var langt fra det, som ville holde ham vågen om natten. ”Uff, den var ny,” kommenterede han tørt, som han betragtede hun smækkede sin tegneblok i. Han bemærkede ikke den lille drage, før den prøvede at snappe ud efter ham, et ynkeligt forsøg i og med det ikke gjorde ondt. Han slog sin hånd mod det sted, dragen snappede ud efter for at bedømme om den havde bidt eller ej – først efter hun selvfølgelig havde trukket dragen væk. Han var ikke et monster. Han så direkte mod hende og på dragen, som han prøvede at analysere sig frem til hvad hun lavede her med en mini drage.

[Deleted]

Der var et eller andet ved lige netop denne mand og hans attitude, som bragte Madeleines pis i kog. – Må han talte til hende på…Måden han så arrogant bekendtgjorde, at hun i så fald måtte sige til. Hun rynkede på næsen af ham og stille lod hun en hånd glide igennem det mørke hår, før hun ved at løfte dragen i halen, plantede den forsigtigt på den anden side af det lille bord. ”Godt…Så siger jeg det..- Du formåede lige at ødelægge noget jeg har brugt de sidste tre timer på, fordi du åbenbart ikke syntes at kunne styre dine store armbevægelser.” Hun bed lidt af ham og irritabelt skævede hun atter imod sin tegneblok. ”I stedet for at være et kvaj, kunne du også bare undskylde.” Kommenterede hun, med sin tydeligt amerikanske accent, som hun lænede sig lidt tilbage i sædet.

[Deleted]

Levi betragtede hende med et arrogant blik i øjnene. Han betragtede en hver mikroekspression for om han gjorde hende sur, ked af det eller noget tredje. Han levede af at være i stand til at læse folks adfærd og han underviste også i det. Han bemærkede hun rynkede på næsen. Var det foragt, han så? Han lænede sig spændt tilbage i sædet, som hun besluttede sig for at sige sine ord højt til ham. Hans sendte hende et charmerende smil, som hans blik hvilede afmålt på hendes og hendes lille vagtdrage. ”Så. Har du det ikke bare meget bedre efter du sagde det højt?” spurgte han med et arrogant glimt i de mørke øjne, som han slog hænderne sammen, og det gav genlyd. Han lod sig ikke irritere af hun bed af ham eller hvor irritabel hun så ud, når hun så på den tegning, han havde ødelagt. Han trak sine læber eftertænksomt sammen som hendes ord med den tykke amerikanske accent ramte hans øre. Hvilken amerikansk ting at sige. ”Jeg undskylder for du sad i vejen for mig,” jokede han med et djævelsk smil legende hen over læberne, inden han tog en tår af sit drikkelse. ”Når det så er sagt, så er jeg oprigtig ked af, jeg ødelagde din tegning,” påpegede han dog uden at være hel ærlig. Han var ligeglad med hendes tegning og hendes damning mini drage, men det vidste hun jo sådan set ikke. Han gjorde gestus til en skål med sit glas og sendte hende et charmerende smil.

[Deleted]

”Ih jo…Det lettede lige på det hele..” Mumlede hun sarkastisk, før hun satte sin lille drage ned på bordet igen og rev den ødelagte tegning ud af sin skitseblok, som hun trak den over til sig igen. Egentlig besluttede hun her for sig selv at ignorere manden, men i samme nu, som han alligevel kom med en spydig bemærkning, løftede hun bare lige den ene finger i retning af hans glas i samme nu, som han tog en tår. Hun løftede således glasset et godt stykke ekstra og således, endt en god portion af de gyldne dråber ud over mandens skjorte. ”Ups…I så fald er jeg oprigtigt ked af at jeg ødelagde din skjorte.” Påpegede hun med en tydeligt påtaget ’uheldig mine’, om end et lille smil krusede sig over de lyserøde læber. Skåle med ham, havde hun i hvert fald ikke lyst til. Magen til idiot, skulle man da lede længe efter.

[Deleted]

Det djævelske smil, der før havde pyntet på hans læber, blev kun bredere ved hendes sarkastiske mumlen. ”Og selv tak,” påpegede han med et stemmeføre, der tydeligvis mente han havde gjort hende en tjeneste. Han betragtede hende rive tegningen ud ad hendes blok. Han mærkede væsken ramme på skjorten, som dermed blev våd på på grund af hende. Han betragtede hendes påtagede uskyldige mine som hun påpegede hun havde ødelagt hans skjorte. Hans blik hvilede afmålt på hende, men spændningen i hans øjne var ikke til at tage fejl af. Så hun slog igen. ”Well played,” påpegede han, inden det arrogante smil igen fandt vejen til hans læber. ”Du glemmer dog, at jeg er magiker søde skat.. Du har måske aldrig hørt om at tørre våde pletter af med magi?” spurgte han i en belærende tone, inden han betragtede de sølle rester, som var tilbage i hans glas.

[Deleted]

"Sig mig, er du altid så gnaven og arrogant? Eller har du bare fået alt for lidt på den dumme på det seneste?" Madeleine skar en irritabel grimasse af manden hun sad og ’snakkede med’. Hun var ikke god til at være sarkastisk og give igen på denne måde og som hun et eller andet sted følte sig trådt på, faldt blikket bare stille og roligt efter at hun var kommet med sin kommentar. Hun mumlede yderlgiere noget uhørligt for sig selv og hun klappede så ellers sin skitsebog sammen, før hun stoppede den ned i sin brune lædertaske og rettede forsigtigt på det mørke hår. Pungen blev fisket op af lommen og hun gav sig så ellers til at tælle op, hvad hun måtte skylde kormutteren..For selskabet var i hvert fald ikke hendes tid værd.

[Deleted]

Han lod sit blik hvile på hende ved hendes spørgsmål. Han svarede ikke direkte. ”Sig mig, er du altid så snerpet?” spurgte han i stedet, da han vendte hendes spørgsmål tilbage mod hende selv. Han så på hende, som hun igen mumlede noget han ikke kunne tyde, og hvordan hun derefter begyndte at pakke sammen. Han trak skævt på smilebåndene, inden han satte sig i stolen foran hende og så direkte på hende. ”Hør… Jeg er ked af, jeg virker arrogant,” begyndte han, som han kalkulerende tænkte over sine næste ord. ”Og jeg er ked af, jeg ødelagde din tegning fordi jeg er uopmærksom,” påpegede han og lod de mørke øjne direkte søge hendes øjenkontakt inden de næste ord bevægede sig ud over hans læber. ”Jeg har ikke haft nogen nem opvækst, og derfor sætter jeg oftest parader op for at skubbe folk væk,” hans øjne lige nu kunne bedst sammenlignes med en lille fortabt hundehvalps.

[Deleted]

Madeleine havde altid være den pæne pige. Hun havde altid være den stille pige, der ikke bandede, toede på kærlighed ved første blik..Og hellere satte sig med en god bog eller sin violin fremfor at gå i byen og score. Hun var altid gået målrettet efter tingene…Indtil nu, hvor hun knapt kunne finde ud af, hvilket ben hun skulle stå på. Hun havde altid måtte kæmpe…Lige siden den dag, hvor hendes storebror Morpheus havde fået titlen som hendes værge. Hun undlod bevidst at ignorere den mørkhåredes spørgsmål og lidt bidsk snappede læberne sammen, som hun forsøgte at lade irritationen være indestængt. Som han lod til at undskylde oprigtigt, som han pludselig satte sig ned overfor hende i stedet, stoppede hun dog lidt eftertænksomt op og hun lod så ellers de mørke øjne flakke over hans ansigt. – Egentlig var han jo køn nok…At han så lukkede en masse dumt ud, var synd. – Og dog syntes hun at forstå hans ord. For et øjeblik flakkede et billede forbi Maddies indre blik, imens de mørke øjne fastholdt hans. Et billede af et køkken…Med hvide skabslåger smurt ind i blod…To voksne mennesker liggende i en blodpøl…Og Morpheus der trak en skrigende Maddie på ni år ud fra et skab, hvor hun havde gemt sig. – Som om hun så på udefra. De mørke øjne faldt imod bordpladen og stille rystede hun på hovedet. ”Det burde ikke være en undskyldning…Det handler om vilje…Og styrke til at fortsætte….Og tro mig, når jeg siger at du sidder over for én, der ved hvad hun taler om..” Mumlede hun stille.

[Deleted]

Levi var typen, problemerne syntes at omringe om end han ville have dem eller ej. Selv så mange år efter teenage årerne var gået op i røg. Selv efter han havde efterladt sin bedsteven, da han blev dræbt. Han havde siddet med ham fem minutter som livet forlod hans øjne med hans blod på tøjet var han løbet i angst for, han ville blive stillet til ansvar for et mord, han aldrig havde begået. Han havde aldrig set sig tilbage siden, og i mellem tiden havde han lukket sig inde. Sat sig i ind i andres adfærd, blevet en ekspert i at læse folks adfærd. De mindste ansigtstræk der kunne være tegn på vrede, væmmelse. Glæde. De små reaktioner der viste deres ægte følelser i et øjeblik, som ikke kunne skjules. Han så på hendes flakkende øjne og lod stadig sit blik hvile roligt på hende. Uanende om hendes fortid eller hvad hun måtte gå igennem blot for at stå der den dag i dag. Alle havde forskellige historier, forskellige grunde til de var som de var. Det vidste han. Derfor irriterede hendes ord ham også en smule, men han lod ikke den irritation side ude på tøjet. Han druknede følelsen ligeså hurtigt, som den var opstået. ”Alle folk er forskellige,” påpegede han afmålt. ”Jeg ved ikke hvad du har været igennem for at ku’ sidde her i dag, men omvendt.. Så kender du mig heller ikke,” påpegede han. Hans stemmeføring stadig rolig. I hans optik havde det været nemmere at lukke af for alt. Det var nemmere at skubbe folk væk, aldrig at lade dem komme ind under huden på ham. Han var dog ikke sikker på, om hun havde troet på hans undskyldning. ”Men vi er kvit… Jeg var en idiot.. Jeg fik en drink i hovedet..” påpegede han med et skuldertrak.

[Deleted]

Madeleine lod de mørke øjne glide over manden der havde sat sig hos hende. – Hendes tålmodighed var tydeligvis ikke den største på nuværende tidspunkt og som de sad der, følte hun en underlig trang til bare at sidde og fumle med sin blyant. Snakken var ved at blive lettere personlig, om end de dybe emner stadig lå i det skjulte og et lille suk gled over den mørkhårede kvindes læber i vag frustration. Brynene rynkede dog, som han kommenterede på drinken og et lille svagt smil gled over læberne, som hun trak lidt på smilebåndet. ”Mhmm..Og hvad må jeg så kalde idioten?” Drillede hun. ”Jeg hedder Madeleine. – Madeleine Baxter.” Forsøgte hun, som hun rakte hånden frem.

[Deleted]

Hans øjne hvilede på hende, som han analyserede hende. Han havde en fornemmelse af hendes tålmodighed efterhånden var ved at slippe op. Han lyttede til det suk, som forlod hendes læber. Brød hun sig ikke om samtaleemnet? Tydeligvis ikke, eftersom hun valgte ikke at snakke videre om det. Han lod det dog forblive usagt mellem dem. Han var heller ikke selv glad for at give personlige oplysninger videre om sig selv. Hans undskyldning havde mere været for at charme sig ind på hende og havde hun været nysgerrig i forhold til hans forstid, havde han stukket hende en løgn. ”Du kan kalde idioten for Levi,” påpegede han og sendte hende et charmerende smil retur. Han præsenterede sig med vilje ikke med efternavn. Han tog imod den feminine hånd foran sig og trykkede den lidt mellem sin tommelfinger og lillefinger efter hun på bedste agent 007 manér, præsenterede sig. ”Madeleine,” gentog han for at kunne huske navnet.